Igennem årene er det blevet til mange ture i Tyskland, altid med en notesbog i lommen og en liste over adresser, jeg gerne vil se med mine egne øjne. For man kan læse sig til næsten alt. Men man kan ikke læse sig til, hvordan lyden af skridt falder i et trapperum, eller hvor stort et hus egentlig føles, når man står foran det.

I sommer var jeg i Frankfurt.

Først til IG Farben-bygningen. Hans Poelzig tegnede den, den blev bygget fra 1928 til 1931, og den var hovedsæde for verdens dengang fjerdestørste virksomhed. IG Farben var kemi i alle afskygninger: farve, medicin, kunstgødning — og krigsproduktion. Koncernen byggede sin egen fabrik ved Auschwitz-Monowitz med slavearbejdere fra lejren og ejede en betydelig del af Degesch, firmaet bag Zyklon B.

Bygningen overlevede krigen stort set uskadt. Da amerikanerne rykkede ind i Frankfurt i marts 1945, tog Eisenhower huset som hovedkvarter, og under den kolde krig blev det kaldt “Europas Pentagon”. Først i 1995 forlod den amerikanske hær huset, og efter en gennemgribende renovering flyttede Goethe-Universitetet ind i 2001.

Så nu går der studerende med kaffe og bærbare over marmorgulvet, hvor jeg stod. Loftet i forhallen er belagt med aluminiumsblade, to svungne trapper løber op i hver sin retning, og de gamle elevatorer kører stadig. Det er smukt. Det er også det, der gør bygningen så fascinerende. Ondskaben sad i et pænt kontor med udsigt over en park.

Dagen efter tog jeg ud i Gallus-kvarteret, til et hjørne med en orange facade, et skilt der siger SAALBAU GALLUS, og en græsk restaurant ved siden af. Ingenting at kigge på. Kun en bronzeplade på muren.

Her lå det nybyggede Bürgerhaus Gallus, som fra april 1964 lagde sal til den første Frankfurter Auschwitz-proces. Sagen var begyndt i december 1963 i Römer, men det frankfurtske retsvæsen havde ganske enkelt ikke en sal, der var stor nok. I Gallus indrettede man plads til 87 procesdeltagere, 143 tilhørere og 124 journalister, tyve telefonlinjer og ti fjernskrivere. Her sad man i halvandet år, til dommen faldt i august 1965.

Det var Fritz Bauer, Hessens generalstatsadvokat, der havde presset sagen igennem — mod en modvilje, der gik hele vejen op gennem systemet. Nürnbergprocessen var sejrherrernes opgør. Frankfurt var noget andet og på sin egen måde sværere: tyskere, der dømte tyskere, ved en almindelig tysk domstol, tyve år efter.

Anden bog i trilogien, Ruin, begynder i januar 1946, hvor Nürnbergprocessen kører, og hvor spørgsmålet om, hvem der egentlig skal stilles til ansvar, langtfra er afgjort. IG Farben er en del af den historie. At stå foran Poelzigs hus en varm sommerdag og vide, hvad der senere skete med koncernen og dens direktører, gør noget ved den måde, man skriver scenerne på.

Det meste af det, jeg samler op på sådan en tur, ender aldrig i bogen. Ingen læser har brug for at vide, hvor mange fjernskrivere der stod i Gallus. Men det sætter sig i tonen. Og det er dét, jeg rejser efter.