Her er klip fra receptionen for Værn fredag den 29. august 2025 hos Byens Forlag på Istedgade.

Thomas Ladegaards tale ved receptionen på Værn

Det er en drøm, der nu går i opfyldelse med udgivelsen af romanen her, ”Værn”. 

Jeg vil gerne sige tak til alle her på Byens Forlag for at det hele er lykkedes. 

Og tusind tak til jer, der har hjulpet til undervejs. 

Vi udgiver ”Værn” på en symbolsk dato. 

Den 29. august 1943 trådte den danske regering tilbage og afsluttede samarbejdspolitikken. Der er et før og et efter den 29. August. Den danske flåde sænkede sine egne skibe for at forhindre dem i at falde i tyske hænder. På mange måder er datoen blevet et symbol på dansk modstand. Blot fem dage før, sprængte modstandsgruppen Holger Danske Forum i luften.

Det var også den 29. august, at man i 1945 indviede Mindelunden og begravede heltene. Det var i dag for præcis 80 år siden, at hele København var én stor sørgeprocession, mens alle kisterne blev kørt fra Christiansborg slotsplads og til Mindelunden i Hellerup. 

Romanen ”Værn” tager sin begyndelse i det, man kalder den politiløse tid. Altså i den sidste del af besættelsen efter at tyskerne havde interneret dansk politi den 19. september 1944. 

Bogens præmis er enkel: Hvad sker der, hvis en morder er på fri fod i København, og der ikke er noget politi?

”Værn” kan nok bedst ses som min feberfantasi om det spørgsmål – og den tid. 

Jeg har undersøgt det spørgsmål hos historikere, været på Politimuseet og læst gamle sager. Og mange af jer vil vide, at der står hyldemeter derhjemme med bøger om perioden. ”Værn” er feberfantasien, der kom ud af alt det! Og der er vist så meget mere feber, at der forhåbentlig er nok til et par bøger mere i en serie.

Jeg har udgivet fagbøger før. Det her er noget andet. Mere sårbart og ude på tynd is. Alt i bogen er løgn. Og derfor er det måske også meget mere sandt. 

For at give jer en lille smagsprøve – og træde ud på den tynde is – vil jeg gerne læse lidt op for jer fra bogens indledning (bare rolig – det er ikke for langt). 

—

København, 5. maj 1945

Da han drejede ud på H.C. Andersens Boulevard, og så de første biler komme flydende mod ham på byens brede livsnerve, kunne han mærke virkningen af de sidste piller sætte ind og sende ham afsted, ud i byen, afsted til den opgave, han nu var tvunget til at tage på sig. 

De små, hvide piller i den brune pose havde holdt ham kørende hele natten og narret ham det spinkle håb, der nu hjalp ham afsted, væk fra byens hjerte. Den lånte, sorte herrecykel raslede under ham, mens han sendte sine sidste kræfter ud gennem pedalerne, ud af boulevarden. 

Han var den eneste, der bevægede sig i den retning. På den anden side af boulevarden flokkedes folk i fælles kolonner ind mod byen. Biler, cykler, gående, sporvogne. Alle var de på vej ind mod byens lys, ind mod Rådhuspladsen i rødt og hvidt. Det var maj, og Danmark var atter frit. 

Han sejlede mod strømmen. Ud forbi Søpavillonen i al dens forarmede og forestillede pragt. På Åboulevarden kom en linje tre forbi ham, fyldt med hujende, syngende mennesker under et blafrende Dannebrog. Mens han trådte videre i pedalerne, måtte han stoppe sit mareridt, da en åben lastvogn svingede skarpt ind foran en opgang og to mænd iført armbind og maskinpistoler forsvandt bag hoveddøren.

Lynhurtigt voksede en menneskemængde omkring lastbilen, som forvandlede sig til en hadefuld dej af spytklatter og råb, straks de to armbind kom tilbage med en ældre herre foran sig, en viljeløs krop som de skubbede frem mod lastbilen. Kroppen tog imod adskillige hårde slag, da den forsøgte at komme op på lastvognen, snublede i faldet og mængden spyttede ”landsforræder” og ”værnemager” efter den. 

Hadet lod sig for en stund opløse, da der blev låst af på grund af glæde. Han kunne fortsætte videre ud. Det flimrede rød-hvidt for hans øjne, og da han satte sig op på cyklen igen, mærkede han efter, og klemte hårdt om pistolen i frakkelommen. 

—

De her første sider var faktisk noget af det sidste, jeg skrev. Målet var invitere læseren ind i universet og fange opmærksomheden. Jeg håber, at I vil tage godt imod den. Jeg er virkelig glad for og beæret over, at I er kommet i dag. Tusind tak!