Det krævede kun en redning fra Landin. Og så at den redning ramte en dansker, og så at den dansker kunne spille bolden videre, og at den dansker kunne nå at score. Men sådan skete det i kampen mod Makedonien, og siden har det danske hold ikke set sig tilbage. Skal man vinde, kræver det held. Men det kræver også, at man griber ud efter heldet. Og det er nu alligevel påfaldende hvor heldig Wilbeks håndboldhold altid er, når det gælder. Det er altså noget med at være mentalt parat og have viljen til at præstere, når man skal – også selvom man bærer rundt på en masse baggage og tankeskeamer.

Man skal ville heldet, og det kræver at man opsøger det. Det gjorde det danske hold, da de vandt de tre kampe i mellemrunden, som man skulle vinde. Og da først holdet var inde i semifinalen og finalen var de bestemt det bedste af de fire tilbageværende hold. Men det krævede i første omgang et mirakel af denne størrelse i kampen mod Makedonien:

I sportens verden hersker mange klicheer. Den med at opsøge heldet er blot en af dem. En anden handler om at være bedst, når det gælder. Ret beset var det langt fra alle på det danske hold, der præsterede på toppen ved dette mesterskab. Og slet ikke i samme grad som ved VM i Sverige, hvor spillet var langt mere flydende og overbevisende. Men i slutkampene trådte profilerne frem.

Mod Spanien i semifinalen og mod Serbien i finalen præsterede den danske defensiv på absolut topniveau. Midterforsvaret med Toft’erne og Kasper Nielsen lukkede stort set ikke et langskud ind i 2 gange 60 minutter mod så gode hold og skytter som Serbien og Spanien. I finalen scorede Momir Ilic 2 mål på 11 forsøg, og Marko Vujin 2 på 8 forsøg. Det er historien om et fantastisk forsvar.

Og på den baggrund kunne det danske anker Niklas Landin stråle med 19 redninger i finalen og en redningsprocent på 50. Han var enestående. Det har ikke altid set imponerende ud i sæsonen for BSV, men når han står bag ved et rødt-hvidt forsvar, og det virkelig spidser til, så er Landin fuldstændig til stede. Det er og bliver klasse, når man er til stede og præsterer præcis der, hvor det er vigtigst.

Et dansk hold bliver altid bedre jo længere turneringen har varet, og jo hårdere den har været. Wilbek skifter meget ud, og har med et bredt mandskab mulighed for at køre i et højere tempo end mange af de andre hold. Derfor er EM en turnering, der traditionelt står godt til det danske hold. Jo hårdere, jo bedre. Det blev tydeligt i finalen, hvor Serbien reelt aldrig var med, og ikke kunne hente kræfter ude fra tribunerne, mens man hele tiden hang efter danskerne. Måske var Serbien mættede efter den følelsesmæssige eksplosion mod Kroatien. De havde nået et mål, og deres finale var nok mod Kroatien. På den måde kom de op mod overmagten og et dansk hold, der hele tiden var foran.

Ved siden af Niklas Landin blev Mikkel Hansen selvfølgelig den store danske spiller i finalen. Hans sidste scoring blev blot en overlegen markering af en fantastisk kamp, hvor han simpelthen udgjorde forskellen. Da serberne satte deres sidste desperate offensiv ind, var det Mikkel der lukkede alt serbisk håb ude. Han scorede fire af de sidste fem danske mål, og det var undervejs meget tydeligt, at han personligt havde noget at revanchere fra sidste års finale. Han er ikke tilfreds med sølv. Og den vilje strålede igennem ham i alle 60 minutter – og videre ud i de danske jubelscener.

På denne søndag skrives der mange artikler om eventyr og den lille, grimme ælling, der skulle så meget grimt igennem i den indledende runde, før man med det yderste af neglene kom ind i semfinalerne og sikrede sig guldet som en smuk gylden svane. Det var et eventyr, men i sidste ende sluttede EM nogenlunde som man kunne forvente – bortset fra at Frankrig var helt væk. Kvaliteten ved EM var langt fra sidste års VM. Måske havde holdene øjnene rettet mod London? Det var tæt, dramatisk og ikke altid kønt. Og i sidste ende var det Danmark, som havde evnerne og kræfterne til at spille hurtigt og energisk. Det gav guldet.

De danske forhåndsmeldinger om at man ville vinde guld, viste sig i første omgang at være et knaldhårdt løbeskud i foden. Men det holdt nu engang stik, og det er en fantastisk konstatering, at det danske hold nu har optrådt i to finaler i træk. Det er ikke sket før. Og det skyldes først som sidst gode håndboldspillere og et dygtigt trænerteam. Tænk blot på, at Danmark tog til EM uden Lasse Boesen, Jesper Nøddesbo, Michael V. Knudsen og Kasper Irming. Det er klasse, og kampen om pladserne har aldrig været så tæt som nu.

Wilbek står nu overfor det, som måske bliver hans trænerlivs mest interessant udfordring. Ikke blot skal han skære truppen ned fra 16 + de 4 ovenfor nævnte og til de kun 14 spillere, han må have med i London. Men han skal også formå at undgå alle de fejl, der i 2008 fik de danske europamestre til at underpræstere ved OL i Beijing. Nu har han den erfaring at trække på, men han får ikke tætte kampe i Herning at varme sig ved. Til gengæld er der god tid til at forberede truppen og toppe holdet.

Sandheden er, at det danske hold skal spille skapere, hurtigere og lægge yderligere taktiske lag på inden London. Og i London er det ikke Serbien, man skal måle sig på. Der står et tricolore-farvet hold for enden opsat på revanche. Men at være så stabil er simpelthen klasse – held eller ikke-held. Det er den verdensklasse, det danske hold nu endegyldigt har indskrevet sig i.

Se mere statistik fra finalen her.
Mere fra EM 2012 her.

Fredag aftens semifinale mellem Kroatien og Serbien blev en ubehagelig affære. Ikke på banen. Der formåede de franske dommere med det samme at sætte sig i respekt, og spillerne optrådte med nogenlunde respekt for hinanden. Men udenfor banen var stemningen meget ubehagelig, og man priser sig lykkelig for, at man ikke forstod hvad 20.000 mennesker sang ned mod banen.

Angrebet på Zarko Sesum er helt uhørt i håndboldens verden, og vil formentlig få konsekvenser op mod finalen i form af yderligere tiltag mod tilskuerne for at sikre spillernes sikkerhed. Og laserstrålerne mod den kroatiske målmand i anden halvleg var af en sådan karakter, at den danske delegation simpelthen må gardere sig på forhånd og true med at forlade banen, så snart det måtte forekomme. Nogen vil sige, at det bare hører med til en kamp på Balkan. Men det hører altså ikke hjemme på dette plan, hvor vi gerne skulle fejre og nyde håndboldspillet, når det er mest intenst. Laserstrålerne i en målmands øjne hører ikke med til spillet.

På den ubehagelige måde har serberne skabt en trist optakt til finalen søndag. Forud for slutrunden var der mange, der var ængstelige for slutrunden. Men indtil videre er den da nogenlunde blevet afviklet som en stor fest med medlevende tilskuere på lægterne. Lige indtil Kroatien trådte ind på banen i Beograd. Så eksploderede det udenfor banen i en hadsk atmosfære.

Lykkeligvis er Danmark ikke Kroatien, og selvom det er en finale, kan vi vel trods alt ikke forvente det samme had mod Danmark. Til gengæld venter en revanche-mulighed for det danske hold, der spillede skidt mod Serbien og alligevel tabte knebent. Af de fleste tilbageværende hold, må Serbien trods alt sige at være den optimale modstander for Danmark. Vi har traditionelt et rigtig godt tag på dem, men på hjemmebanen i Beograd er man oppe imod mere end et regulært håndboldhold med gode spillere. Man spiller primært mod to faktorer:

1. Stanic og hallen. Den serbiske målmand har været nøglen til den serbiske succes. I gårsdagens semifinale stod han ringe i første halvdel, men så snart han tog fat i anden halvleg fik han holdet og hele hallen med sig. han skal skydes rigtigt, og det forekommer at være oppe i målet. Formår vi at læse ham rigtigt, er meget vundet, og deres andenmålmand har ikke niveau.
2. Tempoet. Man skal ikke glemme at serberne faktisk har spillet klogt undervejs. De sørger for at kampenene foregår på deres præmisser. De trækker tempoet meget dygtigt ud af kampene, bygger spillet grundigt op og får en masse spilstop undervejs. Det danske hold skal her køre på med fuld kraft i kontranerne, hurtig midte og ikke mindst et højt tempo i angrebet. Så må Wilbek gerne skifte flittigt ud undervejs. bare vi får det høje tempo. Det knækkede Spanien i perioder af semifinalen, og det vil også knække Serbien, som det skete sidste år i Malmö:.

Det danske spil har ikke været prangende – egentlig på noget tidspunkt af turneringen. Men det har været nok i en turnering, hvor niveauet har været lavere end for et år siden, og alle kampe er endt i nervepirrende afslutninger. Der skal man være heldig, og det helt har Danmark haft – ikke mindst i afslutningen som Makedonien, hvor Landins redning røg lige ud i hænderne på Toft. Men man skal også opsøge heldt, og meget kan man sige om Wilbeks og hans hold igennem tiden, men de har haft heldet undervejs, og når det sker så mange gange, er det ikke en tilfædighed i længden.

Wilbek har ved denne slutrunde virkelig opereret med “terror-udskiftninger”. To fejlskud og du er ude. Til gengæld kan du hurtigt komme ind igen. Han leder hele tiden efter flow og momentum, og han finder det ofte, selvom alle spillere tydeligvis ikke trives med terror-linien fra bænken. Den grandiose plan om Markussen og Hansen inde samtidig faldt til jorden med et brag, men så er nye konstellationer opstået og pludselig er Rasmus Lauge den helt store spiller for os. Endelig bør Kasper Nielsen fremhæves. Han har som i 2008 været en urokkelig klippe i den midtzone, som søndag bliver forvandlet til lidt af en krigszone, eftersom meget af serbernes spil foregår derinde.

Får Danmark styr på Stanic og spillet op i et højt tempo, vinder de EM – fuldstændig fra baghjul. Det er oven i købet ganske vist.

Mere fra EM 2012 her.

Det danske spil har ikke været kønt. Men det kan man sige om langt de fleste hold ved dette EM, der har vist sig som en meget tæt affære, hvor det kun er meget få hold, der holder et højt niveau. Turneringen har formet sig med uhyre tætte kampe og meget få stabile hold. Storfavoritten Frankrig er ude med et brag, og det er vel egentlig kun hjemmeholdet Serbien, Spanien og delvist Kroatien der har skilt sig ud. Måske er det alligevel blevet det ‘transportmesterskab’, man kunne se for sig før turneringen. Niveauet har svingende, og specielt hat tempoet i flere af kampene været forbavsende lavt. Det er ikke kun Danmark, der har spillet med håndbremsen trukket. Til gengæld har flere hold spillet meget klogt – ikke mindst Serbien der virkelig har fået at afvikle kampene på deres præmisser.

Men selvom Danmark har gerådet sig ud i en vanskelig situation, tændte den danske sejr over Tyskland mere end et lille håb med godt målmandsspil og et par forrygende kontraer. Ligeledes betyder Spellerbergs indtræden på holdet altså noget og med Mikkel Hansens præstation og shoot-out mod Lazarovs makedonske hold nærmer vi os det, man vist kan kalde en stærkt stigende formkurve. Husk samtidig at Danmark altid står stærkest sidst i en hård EM-turnering, hvor de andre hold har trukket store veksler på få spillere.

Det er måske lige lovlig sent, at det danske hold melder sig ind i turneringen. En dårlig periode og forkrampet indsats mod Polen kan vise sig afgørende i en turnering med meget små marginaler. Omvendt er det selvsamme Polen, vi nu skal hælde vores hoved og alle forhåbninger på. Det kan bestemt lade sig gøre på det, der allerede nu ligner en meget nervepirrende onsdag:

1. Kan Polen tage point fra Tyskland? Svaret er da et klart ja. Tyskland er simpelthen ikke godt spillende. Det viste kampen mod Danmark. Men ummidelbart har tyskerne mere at spille for, og dere vilje har hidtil båret dem langt. På den anden side har polakkerne spillet helt uforudsigeligt og bl.a. hentet elleve mål på Sverige og helt vendt kampen mod Danmark. Det bliver nok svingende, uskønt og superspændende hele vejen. Vurderet ud fra hele turneringen må tyskerne dog være 60-40 favoritter. Men Polen har også masser at spille for, og for dem er det med tyskland også en kamp, man gerne vil vinde.
2. Kan Danmark slå Sverige? Her må svaret også være et klart ja – specielt hvis det viser sig, at Polen har taget point fra Tyskland. Så står Danmark med det hele i egne hænder. Svenskerne er ingenlunde en skræmmende modstander for et dansk hold, der bør være svenskerne overlegne, og som senest ved VM havde godt styr på svenskerne. Under normale omstændigheder bør Danmark være 70-30 favotitter, og det vil specielt holde stik, såfremt Polen har vist vejen forinden.

Kort og godt: Der er alt mulig grund til at følge med og bide negle fra eftermiddagens start. Onsdag kan betyde en mirakuløs dansk genkomst ved EM (og så siger vi ikke noget om at der kan vente en gentagelse af sidste års semifinale mod et godt spillende spansk hold).

Og mens vi venter på onsdag, kan vi da minde om, at Sverige med elleve medaljer og fire titler fortsat er en klar leder på alletiders VM-scoreboard – og en traditionel håndboldmæssig storebror. Og så var svenskerne deltager i den måske allerbedste håndboldkamp i historien. Mens vi venter skruer vi tiden tilbage til den 10. marts 1990 i Prag, hvor det er muligt at nyde det nuværende svenske trænerpar Staffan Olsson og Ola Lindgren i fuldt vigør på banen i “Underet i Prag”:

Og for de mere nørdede er her VM-finalen fire år tidligere, hvor den nuværende serbiske træner også satte sit præg på et uhyre velspillende jugoslavisk hold.

Mere fra EM 2012 her.

På denne årstid, hvor mørket og kulden tager livtag med os, har en slutrunde for herrer ofte fungeret som et stort lys forude. Sådan er det ikke gået dene gang. Lyset er pustet helt væk. Tilbage er blot en lille glød og et teoretisk håb.

Kan Danmark vinde sine tre næste kampe i mellemrunden? Kan Serbien gå ubesejret igennem? Og kan Tyskland slå Polen? Svaret på alle spørgsmål må være, at det bestemt er muligt, mens medierne udregner mulige scenarier, der kan sende Danmark videre. Situationen er dog snarere den, at Danmark nu må arbejde efter to målsætninger:

1. At genrejse holdet og spille frit i en situation, hvor der nu er alt at vinde og ikke meget at tabe. Der er en papirtynd chance – den skal man da gå efter.
2. Som det mindste at hente den gulerod, det er at komme direkte til VM i Spanien 2013 via en plads som nr. 5.

Den smertelige konklusion: Sverige var måske en undtagelse?
I hele optaken til EM har det lydt gentagne gange fra Wilbek, at holdet var stærkere end ved VM for et år siden. Men oven på tre skidt spillede kampe er holdet nok slået tilbage til 2006 og målsætningen om at etablere sig mellem de otte bedste.

Den smertelige konklusion må foreløbig være, at sølvet i Sverige var en undtagelse, der kom på en dansk hjemmebane og bar holdet igennem på en rød-hvid sky i Malmö. Og smerteligt fordi det tager noget af den sølvmedalje, at den nu skal begraves i Beograd som et tilfældigt lykketræf. De fleste af os troede, at vi nu var helt oppe i toppen i et OL-år. Det var vi ikke.

Holdets mentale forfatning – Wilbek må kigge hurtigt indad
Den danske landstræner har virket uvant presset og har truffet helt usædvanligt dårlige beslutninger undervejs. Når man taber to tætte kampe, er der grund til at evaluere trænerstabens indsats. Det er ikke Wilbek, der brænder straffekast eller god en middelmådig polsk målmand helt fantastisk.

Men det var Wilbek, der valgte initiativet med 5-1 opdækningen for at sætte Polen skakmat, hvorefter de udlignede den danske fem-måls føring. Den burde han have opgivet langt tidligere. Og hvorfor måtte Cleverly ikke forsøge sig mod det polske hold, han kender som ingen anden. Hvorfor udtage ham og ikke spille ham ud i den kamp? Hvorfor hente Spellerberg ned i småpanik kort efter kampen mod Serbien og så ikke bruge ham til at etablere ro, når Polen mandsopdækkede Mikkel Hansen?

Set aldeles på afstand virker den største udfordring imidlertid til at være af mental art. Undervejs mod Serbien og ikke mindst i anden halvleg af kampen mod Polen var vi pludselig banket tilbage til VM i Tunesien i 2005 og et hold, der ikke turde spille og skyde. Det hele blev udstillet i den ulykkelige nøglesituation med et dansk hold i overtal, der spiller vores bedste skytte Mikkel Hansen op, hvorefter Hansen forkramper og ender med at levere bolden til en polsk kontra og første føringsmål. Den situation handlede ikke om taktik men simpelthen om at turde vinde.

Man får det indtryk, at de meget selvbevidste udmeldinger inden EM har virket som en sovepude og midt i pressede opgør har ramt holdet lige i nakken. Det er ikke en flok arrogante mænd, der er sendt på banen. Lige så snart modgangen er sat ind (og den var forudsigelig mod ikke mindst Serbien), er holdet gået over i panic-mode.

Her har Wilbek svigtet, og hans styrke styrke som leder og coach har ikke fungeret her. Man skal være indenfor truppens fire vægge for at vide, hvilke dynamikker der er i gang. Men set udefra virker det ikke som om, det er en trup der hviler i sig selv og har et miljø, hvor man præsterer på toppen som individ. Sølvet fra Sverige har muligvis virket som en sovepude.

Wake-up call
Danmark er dog ikke det eneste hold med vanskeligheder. Den anden finalist fra VM går såmænd også over med 0 point. Også fra Frankrig har det være en hård omgang i et EM, hvor holdene slår hinanden på kryds og tværs. Det kunne generelt pege på, at de store hold ikke helt er på det niveau, de vil være til sommer i London.

At tabe to tætte kampe ved et EM er heller ingen katastrofe. Det danske hold har nu tre kampe til at vise, at de hører med i toppen og har til hensigt at være klar til sommerens OL. Den foreløbige fiasko skal og må virke som et gigantisk wake-up call for alle. Semifnaler med Serbien, Danmark, Spanein og Frankrig ser ikke længere så realistiske ud. Fra den anden halvdel bliver det formentlig Spanien og så Kroatien, der lige nu virker bedst spillende. Fra vores halvdel må det blive Serbien – og så er der ellers frist slag for den sidste deltager.

Mere fra EM 2012 her.

Det burde ikke komme som et kæmpe chok, at det danske hold tabte med to mål til Serbien. I virkeligheden gik den kamp fuldstændig sådan som man kunne forvente det. Der var pres på holdet og dommerne. Det blev intenst, og serberne spillede på alle de tangenter, de havde. Først og fremmest lykkedes det for serberne at trække tempoet helt ud af kampen. Det var godt gjort.

Det danske problem lå i angrebet, hvor der ikke var nok fart på, og hvor de simpelthen brændte for mange skud (16 i alt). To brændte straffekast og adskillige skud på stangen afgjorde den match. Men vi har hele tiden vidst, at dette var et meget sandsynligt scenarie. Kampen mod Serbien var (vurderet før EM) den klart sværeste match. Det må fortsat være vurderingen.

Men nu er der pres på, og i realiteten er der nu fire direkte kvartfinaler forude. Den første i aften mod Polen – og derefter tre kampe i en mellemrunde, der stadig ser mulig ud. Men kampen mod Polen bliver vanskelig, og ligner muligvis den sværeste udfordring af de fire kvartfinaler. Polakkerne er svækkede på målmandsposten, men de har altså fortsat mange dygtige spillere på alle pladser, fremragende skytter og en træner, der ikke er tabt bag en vogn. Han vil vinde, og hvor polakkerne måske nok var i vildrede sidste år i Malmö, er det urealistisk, at det danske hold vil kunne knockoute dem. Det bliver dramatisk – med garanti.

I sidste ende ligger det hele i det danske holds hænder. Wilbek virker en smule presset, og han var kun få minutter om at ringe efter en ven og hente Spellerberg til Beograd. Holdet har heller ikke spillet flydende, men der er ingen grund til panik – med mindre Wilbek har behov for at sætte kaos og ild i den. Det er han nok den optimale til selv at vurdere!

Nøglen til dansk succes i aften handler stadig om fart i spillet – og ikke mindst om at fortsætte det gode forsvar fra kampen mod Serbien. Danskerne skal nok score mål i aften. Det kommer mest til at handle om at forhindre Polen i at score. Og der bliver det spændende at se, hvordan Cleverly (der til daglig trænes af Wenta) kan vise sit værd. Han får nok ikke mange chancer, men det er nu han skal tage dem!

Som optakt er der også video og historier fra tre klassiske kampe mod Polen her. Husk at det starter allerede 18.15.

Mere fra EM 2012 her.

Serbien er et godt hold. Lad os slå det fast med store typer. Men i dansk presse bliver de alt for ofte beskrevet som labile håndboldgangstere. Læs bare Rasmus Bech i Politiken i dag. Det skal være “fysisk” mod Serbien med “skjulte knytnæver” i ryggen på en sindssyg hjemmebane. Sandheden er imidlertid snarere, at Serbien repræsenterer en del af den berømmelige jugoslaviske håndboldskole, og at de efter flere år med manglende resultater nu har samlet en slagkraftig enhed, der vil volde de fleste problemer.

På trænerbænken har de haft en perlerække af stjerner fra 1986-holdet fra Vujovic over Cvektovic og nu til Vukovic. I kampen mod Polen dækkede de stenhårdt op, og fremme trak stjerner som Momir Ilic fra Kiel, Sesum og Vujin et stort læs. Og glem heller ikke venstrefløj Ivan Nikcevic, der med seks mål var vigtig i kampen mod Polen. Målmand Stanic stod også med 50% mod Polen bag et stærkt forsvar. Desværre for Serbien blev den lidt gammeldags spillende stregspiller Stojkovic skadet mod Polen.

I det helt store billede er Serbien et hold, Danmark bør kunne slå. Vi er simpelthen et bedre hold end serberne. Men det vil blive hektisk og med pres på dommerne, så vi får den helt store test af holdet i aften.

Og så bliver det nok i aften, at Wilbek spiller sit store kort på banen: Mikkel Hansen og Nikolaj Marcussen inde samtidig. Den gemte han væk i hele Totalkredit Cup. Lad os gætte på, at den kommer afsted i aften. De to har også noget at revanchere. Men selvom Mikkel Hansens spændingsniveau nok var i den høje ende mod Slovakiet, var han som en ægte klassespiller alligevel manden, der scorede flere afgørende mål i slutfasen.

Nøglen til succes synes at ligge i de danske fødder. Det handler om at få tempo i spillet og fart i fødderne. Når Danmark spiller hurtigt og bevægeligt, bliver de ikke fanget af stor fysik og der skabes masser af plads ud i banen mod vore dygtige fløje. Det danske spil skal være farligt og op i tempo. Så vinder vi.

Og så har Danmark altså på det seneste i den grad haft krammet på Serbien. Mange vil huske Lasse Boesens sidste skunds scoring mod dem ved VM i 2009, efter at Danmark havde været nede med otte mål. Ved EM i Østrig i 2010 vandt holdet sikkert med 28-23, og sidste år under VM i Sverige hamrede Danmark forbi dem med 35-27. Så nemt går det ingenlunde, og selvom Wilbek har lagt meget i et muligt ‘psykisk overtag’, så er det en helt anden kamp i aften i Beograd.

Kort og godt: Kampen i aften er en nøglekamp for det videre forløb. Den første meget alvorlige prøve, hvor det sejrende hold vil blive skudt afsted mod en semifinale. Det skal blive Danmark – men forvent ingen køn match.

TV2 fra kl. 20.00.

Mere fra EM 2012 her.

Det er mørkt, koldt, regnfuldt og på alle måder januar i dette lille land oppe mod nord. Men håndboldens planlæggere har maget det således, at januar også er blevet en højtid for vi, der elsker en slutrunde i håndbold for herrer. Sidste år VM i Sverige blev netop et sådant lys i mørket. Og nu gælder det så EM i Serbien, hvor serberne på en givetvis fanatisk hjemmebane skal gøre EM til endnu en “Sweet Caroline” fest.

Vi har dog en gang imellem set, at et EM før og efter OL kan blive nogle lidt tamme forestillinger. Godt nok er holdene aldeles opsatte på at spille sig op til de afgørende kvalifikationskampe og den efterfølgende slutrunde. Men det er f.eks. ikke sikkert, at hold som Frankrig, Kroatien og Spanien har helt den samme motivation som om nogle måneder i London. Og den danske motivation er bestemt også et stort spørgsmålstegn inden turneringen. Ved VM i Sverige red holdet på en skånsk bølge og kunne trække sig tilfredse tilbage med en fantastisk flot sølvmedalje. Har holdet stadig den indædte sult?

Wilbeks overordnede mål må være at bruge EM til at etablere Danmark i Top 2 – og få holdet til at tage de afgørende skridt frem her i 2012. Sidste års VM i Sverige viste, at Danmark hører til helt deroppe i toppen, og finalen mod Frankrig vil blive husket for, at det var kampen, hvor Frankrig var så pressede, at Karabatic måtte spille sig helt ud. Finalen blev på den måde en forrygende slagudveksling, hvor Karabatic måtte tage hele registeret i anvendelse overfor turneringens danske topscorer i Mikkel Hansen.

Kender vi Wilbek ret, har han siden de jublende dage i Malmö tilbragt masser af timer med at se VM-finalen i endeløse båndsløjfer. De små situationer og fejlaflveringer kan han bare ærgre sig over. Til gengæld kan han hente masser af motivation i, at holdet kunne følge med Frankrig over hele 70 minutter og også fysisk var i stand til at stå distancen. Danmark er tæt på, at de kommende seks måneder skal bruges på at bringe holdet helt op.

Op til OL i Atlanta i 1996 trænede Wilbek i al hemmelighed holdet udelukkende på at møde Sydkorea ud fra en meget selvbevidst idé om, at det var koreanerne, der udgjorde den eneste trussel mod et dansk guld. Helt så nonchalant kan han ikke tillade sig at være denne gang. Men han kan tillade sig at tænke fremad og har lige nu et hold, der kan noget ekstra. Op til EM har Wilbek f.eks. talt om at kunne vinde, selv når tilskuerne og dommerne er imod holdet. Det lyder som en klassisk Wilbek-forberedelse på den forestående kamp mod hjemmeholdet Serbien.

En trup med overraskelser?
Og helt efter den Wilbekske bog spillede han en eller flere overraskelser ud, da han udtog sin foreløbige trup til EM i form af de første 14 spillere. Medierne gjorde et stort nummer ud af, at Wilbek valgte at udtage Marcus Cleverly som målmand ved siden af Niklas Landin. Men der er ingen stor grund til at forundring. Wilbek udtager altid de bedste og ynder at holde holdet konkurrencepræget ved at bringe nye folk ind. Og Cleverly er god. Hos polske Kielce har han stået fremragende i Champions League og har stort set slået Szmal af det polske hold. Den Szmal som ikke er med det polske hold til EM og i stedet bruger slutrundepausen til en knæoperation.

Wilbek har dog sikkert også haft en anden tanke med at udtage Cleverly. For vi kan allerede nu udpege kampene mod Serbien og Polen som nøglekampe for dansk videre succes. Og mon ikke Wilbek vælger at spille Cleverly ud som en helt oplagt joker mod netop Polen, hvor Cleverly vil kende en række af skytterne fra den polske dagligdag?

Wilbek er typen, der gerne vil være foran og agere pro-aktivt i forhold til sit hold og ikke mindst modstanderne. Få har som han et blik for modstandernes styrker og svagheder. Og han vil gerne komme med noget nyt. En af nyskabelserne til denne slutrunde ser ud til at være en meget kraftigt skydende bagkæde, hvor han vil spille med både Mikkel Hansen og Nikolaj Markussen samtidig i bagkæden. Ved Super Cup i Tyskland så det ud til at kunne bringe spændende perspektiver ind i det danske spil. Men det var heller ikke uden problemer, og vil for alvor blive problematisk, hvis Mikkel Hansen begynder at spille mere end at skyde. Hansen blev ved VM den første danske VM-topscorer siden Mogens Olsen i 1958 og spillede en helt forrygende slutrunde, der bragte ham op blandt håndboldens superstjerner. Det skal han bygge videre på til slutrunden.

Generelt rummer den danske trup en nærmest optimal blanding af rutine og ungdommelig kraft fra Markussen til Michael V. Knudsen. Sulten bør være til stede, og hvis man har nogen ærgerrighed i sig, er det nu man skal slå til i en OL-sæson.

Skader og ærgrelser
Med afbud fra Kasper Irming, Jesper Nøddesbo og Bo Spellerberg kunne det danske hold være svækket. Ligeledes er Lasse Boesen også tvivlsom, ligesom
Kasper Søndergaard har tankerne på sin nyfødte søn i disse dage. Og oven i det, har Michael V. Knudsen nu også vanskeligheder og et afbud truer. Det ligner alt i alt en meget ærgerlig indgang til turneringen, selvom man skal huske på, at det altid er sådan op til en større turnering, at mange af dem nok skal blive klar og at der er gode folk klar til at tage over. Hvem husker ikke Lauge fra VM?

Men man må ærgre sig over, at Irming ikke får muligheden, for han kan blive en spændende nyskabelse på både fløj og back som et oplagt allround-valg til de kun fjorten spillere, der kan komme til et OL. Derfor er det også så pokkers afgørende, at Kasper Søndergaard kommer med. Han har tidligere været udskældt og har vel ikke ligefrem imponeret sammen med holdkammeraterne i Skjern i år. Men hvis man er i tvivl om hans rolle og betydning på holdet skal man bare tænke tilbage på kampen mod Kroatien ved VM:

I Nøddesbos fravær er det lige så afgørende, at Michael V. Knudsen kommer tilbage i topform. Normalt ville Wilbek tage tre stregspillere med, men med Knudsen og René Toft har han to jernmænd, der både kan spille angreb og forsvar. Lad os derfor krydse fingre for, at Knudsen og Søndergaard bliver klar. Dem vil vi gerne have med – sammen med Boesen som er typen, der egenhændigt kan vende en vanskelig kamp.

Nøglen til dansk succes ligger i forsvaret
Det er ikke ligefrem en brølende original iagttagelse, at man vinder flest kampe og mesterskaber med et stærkt forsvar. Ved EM-triumfen i 2008 var det stort set forsvaret, der bar igennem turneringen. Sidste år i Sverige spillede Danmark så brølende godt angrebsspil, at man kunne leve med mindre.

Men det er i forsvaret og hos de danske keepere, at det største potentiale ligger. Her er der mulighed for forbedring, selvom man i Toft og Skipper Skræk (Kasper Nielsen) har en stærk midtzone. Med Knudsen inde har man også en stærk højre back, og det er vigtigt at Mikkel Hansen fortsætter sin udvikling i forsvaret. Ham vil vi gerne have ind der, for fra ham udgår meget af det danske kontraspil. Umiddelbart må vi dog forvente, at der kommer flere skud fra modstandernes højre side.

Forud for VM var Niklas Landin det store spørgsmålstegn. Kunne han løfte arven fra Kasper Hvidt? Svaret kom først i kampen mod Kroatien, og siden fulgte Landin det op med adskillige brandkampe, hvor ikke mindst semifinalen mod Spanien nåede helt op på fortællingen om Erik Holst fra den tilsvarende semifinale i 1967:

Kigger man på Landins spil siden da, har det ikke helt levet op til det høje niveau. I Champions League er han også faldet lidt med BSV-holdet, og det er ikke usædvanligt, at en så ung målmand har udfald. Derfor bliver det meget afgørende, at han bag et stærkt spillende forsvar virkelig får fat – også når det så sikkert som amen i kirken bliver rygende hedt i Beograd mod serberne.

Bedste danske angrebsspil i historien
Igennem hele Wilbeks periode har man kunnet kritisere hans hold for at have famlet en hel del i det angrebsmæssige. Kun ved EM i 2006 spillede man virkelig flydende angrebsspil. Alt dette fik en ende ved VM i Sverige, hvor man med Mikkel Hansen i front kort og godt spillede det bedste angrebsspil, et dansk håndboldhold nogensinde har præsteret.

Holdet har så mange åbninger og varianter, at det kan være svært at lægge taktik mod danskerne, og med Markussen som et nyt og spændende kort kan Wilbek lægge nyt til det danske angreb. Med vanlig skråsikkerhed har landstræneren også udtalt, at det ikke er angrebet, han er bekymret for. Det danske hold ligner i hvert fald ikke en flok spillere, der løber tør for idéer, selvom det stadig udestår at se Thomas Mogensen præstere helt på øverste niveau mod topholdene.

Ingen tvivl om, at Mikkel Hansen nu er den spiller, de andre lægger taktik mod. Det skal det danske hold forsøge at udnytte, og det vil give masser af plads ud i banen og ud mod en storspiller som Hans Lindberg.

En god lodtrækning – og en turnering der står godt til Danmark
Man skal huske, at EM traditionelt er en turnering, der står godt til Danmark. I de seneste ti år er det også EM, der som turnering har stået bedst til de danske herrer. VM har altid været mere problematisk. Men ved EM er der lutter hårde kampe mod nogenlunde jævnbyrdige hold indenfor en meget kort tidsperiode. Det er en enormt hård turnering, hvor Wilbeks roterende udskiftninger og en bred trup giver Danmark store fordele jo hårdere turneringen bliver, og jo længere man kommer.

Traditonelt har Danmark været knivskarpe i EM-turneringernes mellemrunder, hvor kampene falder som perler på en snor, og de andre hold kører trætte og en stjerne som Balic tappes for kræfter.

Derfor er det første afgørende mål at slå sig igennem til mellemrunden med et acceptablet antal point. Danmark skal i den indledende runde møde Slovakiet, Serbien og Polen i nævnte rækkefølge. Det er alle gode hold, som Danmark skal anstrenge sig for at slå. Specielt står kampen mod Serbien som en af dem, man måske må acceptere at tabe, hvis blot vi slår Slovakiet og Polen. Under alle omstændigheder er Slovakiet et hold, der bare skal slås i åbningskampen. Og Polen uden deres store keeper er også en kamp, der skal vindes, selvom Bogdan Wentas drenge tidligere har været en drabelig modstander for Danmark. Download hele programmet her. Og se også Wilbek fortælle om de tre modstandere til EM her:

De tre bedste går videre fra gruppen, og når det på trods af hjemmeholdet Serbien alligevel må konstateres, at vi har fået en god lodtrækning, skyldes det, at Danmark er placeret i en halvdel, hvor vi undgår Frankrig, Kroatien og Spanien. Dem kan vi først komme til at møde i en eventuel semifinale.

I stedet kan vi se hen mod en mellemrunde med Tyskland, Sverige og formentlig Makedonien. Og selvom der ikke er dårlige hold ved et EM, er Danmark i en halvdel, hvor en semifinale i en hård turnering bestemt er indenfor rækkevidde.

Kort og godt
Den store joker i slutrunden er den serbiske hjemmebane. Det kunne betyde, at det bliver Danmark og Serbien, som går videre til semifinalen fra den danske halvdel. Og med vild Balkan-stemning kan det bestemt ikke udelukkes, at Kroatien kan slå sig forbi Frankrig og Spanien. Den franske motivation kan blive afgørende, men de har bevist, at nok kan de komme skidt fra start, men de er hold, der vinder mesterskaber – og mange af dem. Spanierne er svækket med målmand Sterbik ude. Til gengæld er Lazslo Nagy tilsyneladende blevet nationaliseret, og vil lægge et voldsomt fysisk tryk på alle hold.

Alt i alt er det ikke usandsynligt med en gentagelse af finalen mellem Danmark og Frankrig, selvom der sagtens kan gå Balkan i den med Serbien og Kroatien. Dog virker Danmark, Frankrig og Spanien lige nu som de hold, der har mest at byde på. Efter festen ved VM i Sverige skal de danske herrer nu bevise, at de hører til helt deroppe.

2012 står allerede nu til at blive et år med formidabelt håndboldspil. Og lige om lidt tændes et lys i januar-mørket.

Her kort tid efter afslutningen på VM-finalen mellem Danmark og Frankrig er det svært ikke at sidde med både skuffelse og glæde i kroppen. Stor skuffelse fordi det danske hold var så tæt på den ellers uopnåelige drøm. Hvis man f.eks. er Lars Christiansen, var det her nok en chance, der ikke kommer tilbage lige med det samme. Men også stor glæde, fordi det her ubetinget er den bedste VM-turnering et dansk (herre)hold nogensinde har spillet. Og undervejs viste holdet positivt, opfindsomt og underholdende spil.

Det var en af de store fester, det danske hold spillede op til i Sverige. Kampene i Malmö Arena blev en publikumsfest med den helt store klappølse. Men da slutkampen stod i dag, var danskerne oppe mod en håndboldmæssig overmagt. Alligevel blev det en fremragende håndboldkamp. Frankrig var hele tiden foran, fysisk, taktisk og mentalt. Og så valgte Karabatic desværre at spille en næsten fejlfri kamp som fransk dirigent. Han bankede ti mål ind – og mange af dem faldt på de helt rigtige tidspunkter, hvor Frankrig var pressede og havde brug for hans individuelle kvaliteter.

Man sad undervejs hele tiden med fornemmelsen af, at franskmændene havde lidt ekstra at give af. Det danske hold var pressede i alle spillets faser, og de blå kom meget lettere til deres mål. Og selvom Danmark ligesom ikke kunne hente de der to mål, så skete det alligevel til sidst i anden halvleg med Spellerbergs udligning. Anden halvleg af VM-finalen viste håndbold, når det er allermest fascinerende. VM-finalen var en sejr for håndbolden. Så selvom skuffelsen vil sidde der længe, er der en række momenter ved dette VM, man kan både varme sig ved og glæde sig til:

1. Det danske angrebsspil har ikke været bedre i årevis. Det danske hold har ikke spillet så godt angrebsspil siden i hvert fald EM i 2006 – og muligvis helt tilbage til VM 1982. Holdet spiller hurtigt, bredt og med stor opfindsomhed. Det er tydeligt, at det danske hold er vanskeligt at kortlægge, fordi det indeholder gode fløje, fint stregspil og masser af variation i bagspillet. Og så skete det oven i købet uden Thomas Mogensen og til sidst i finalen uden Kasper Søndergaard. At vi igen har fået fart, hurtigt midte og kontraspillet med, gør det her hold attraktivt og meget svært at spille imod.
2. Mikkel Hansen første danske VM-topscorer siden Mogens Olsen. Inden turneringen begyndte, spekulerede vi i, om Mikkel Hansen kunne blive første danske topscorer ved et VM siden Mogens Olsen ved VM i 1958. Der var masser af pres og forventninger på Mikkels skuldre inden turneringen og måske er det mest imponerende, at han kunne være det pres og præstere helt i verdensklasse. Han blev topscorer, og det lykkedes ikke for et eneste hold at få ham stoppet. Franske Onesta mandsopdækkede ham i store dele af finalen. Alligevel fik han scoret 10 mål i den kamp, og hans spil gjorde i det hele taget, at hans holdkammerater (ikke mindst Kasper Søndergaard mod Kroatien) blomstrede. Hans udvikling har været enorm, og viser hvor langt man kan komme med vilje, når man også har et gudsbenådet talent for håndbold. Han er kun 23 år!
3. Niklas Landin fik sit store velfortjente gennembrud. I målet fik Landin uden skygge af tvivl et kæmpe internationalt gennembrud. Og det kom efter en lidt svingende indledning på turneringen. Men da Ulrik Wilbek først fik talt ham lidt ned i spændingsniveau mod Polen, eksploderede han og spillede bl.a. i semifinalen mod Polen i verdensklasse. I finalen overstrålede han sågar Omeyer, der ellers blev valgt til All Star holdet. Landin er nu helt og eftertrykkeligt ude af Kasper Hvidts skygge – og han har rigtig mange år i sig endnu, før han topper.
4. Masser af talenter på vej. Dette VM har endelig sat en tyk streg under, at det danske talentarbejde simpelthen holder et meget højt niveau, og at de mange guldmedaljer til ungdomsslutrunderne nu også kan omsættes på seniorplan. Rasmus Lauge er stærkt på vej ind på holdet, og René Toft spillede en fremragende turnering i det centrale forsvar. Udenfor venter Nikolaj Marcussen og mon ikke Thomas Mogensen har meget mere i sig som stærk playmaker?

Der er således masser at glæde sig over efter en historisk dansk håndboldfest i januar. Og mens konfettien fejes ud af arenaerne, træder den tomme fornemmelse efter en stor slutrunde ind. Det danske hold tændte lyset her i den mørke januar. Nu er lyset slukket igen, og hverdagen melder sig. Men bare rolig: Der kommer altid en slutrunde og en kvalifikation. Festen skal nok fortsætte.

Mere fra VM 2011 her.

De har spillet otte kampe ved VM. Og de har vundet dem alle. Undervejs har de spillet fremragende håndbold, og i en turnering hvor store hold fejler, har Danmark vist vejen med hurtigt og opfindsomt angrebsspil. Forude venter turneringens to stærkeste hold i Spanien og Frankrig. Der er kun to kampe til en triumf – men lang vej endnu.

VM i håndbold i Sverige har indtil demonstreret, at danske hold bare er bedst, når turneringerne afvikles i Sverige fra 1967 og frem. De otte kampe i Malmö har uden at overdrive været en håndboldfest. Masser af tilskuere, god håndbold og lutter danske sejre. De mange tilskuere har helt uden tvivl fået det danske hold til at præstere over evne.

I optakten til VM var vi inde på, at det danske angreb var rigtig godt, men at den danske defensiv og målmændene i særdelseshed kunne blive et problem. Dét billede har måske holdt sig i angrebet, men det danske forsvar har overrasket positivt, og Niklas Landin har særlig i de sidste to kampe været helt formidabel. Hans udstråling har været fascinerende at følge. Der står “I kommer ikke forbi mig” skrevet i hans ansigt.

Forude venter et imponerende spansk hold, der i lighed med Danmark har overrasket positivt. De har begået den genistreg, at holde Barcelona-stjernen Iker Romero mest muligt på bænken. Han skyder primært et knaldhårdt straffe for dem. Og det gør han godt. Romero har scoret på 24 ud af 28 straffer. Det er en noget andet træfsikkerhed, end når han er i det ordinære angrebsspil.

I stedet for Romeros individuelle stil har de fundet ind i en mere kollektiv stil, der gør dem langt farligere. Rutinerede Alberto Entrerrios virker svært velspillende med sin kværnende fysik. Sammen med stregspiller Julen Aguinagalde har de fundet en spillestil, det er svært at dæmme op for. Aguinagalde har scoret 23 mål og tilkømpet sig mange straffekast. Han står ret stille, men hans store fysik vrider forsvar fra hinanden. Og så dækker Spanien altså godt og bevægeligt op foran to målmænd i absolut verdensklasse. Det giver mange kontramål fra to gode fløje. Den nationaliserede Arpad Sterbik har en redningsprocent på 37% og Jose Hombrados har en på 38%. Det svarer til de danske målmænd, men de to spaniere virker en kende skarpere, og Sterbik har den ubehagelige evne at kunne lukke helt ned i målet. Se alle statistikker her.

Danmark har før spillet mod Spanien i en semifinale og tabt. I 2006 tabte Danmark nemlig EM-semifinalen til Spanien. Og det var netop et nederlag mod den spanske fysik – og en skarp Iker Romero, der drønede bolden i kassen bag Kasper Hvidt midt på den danske banehalvdel.

Men der er sket meget med begge hold siden. Og det har dansk fordel. Vi har bl.a. fået en decideret verdensstjerne med på holdet. Mikkel Hansen har nu scoret 49 ‘rene’ mål ved VM, og kan være på vej til at blive den første danske topscorer ved et VM siden Mogens Olsen i 1958. Og sådan som Mikkel har spillet ved dette VM, skal vi også tilbage til Mogens Olsen og Jørgen Petersen for at finde tilsvarende individuelle præstationer på et dansk herrehold.

Mikkel Hansen har ført an i et dansk angrebsspil, der ikke er set bedre i årevis. Det angrebsspil har uden tvivl været VM’s store positive overraskelse. Det går hurtigt, det er opfindsomt, og det er svært effektivt. Det danske hold skal løbe, løbe og løbe. Hurtig midte, kontraløb og pres på modstanderne i alle faser. Det danske hold har mange strenge at spille på, og vi er svære at lægge taktik imod. Nøglen er at spille hurtigt og brede spillet ud, så de store forsvarsspillere ikke kan nå os. Og det er en fornøjelse at se, hvordan de fremragende danske fløje er blevet iscenesat optimalt.

I fredagens semifinale vil nøglen for Danmark være, hvordan vi kan iscenesætte angrebsspillet under maksimalt pres. Og så skal Landin og midterforsvaret igen vise sit værd mod nogle stærke spaniere. Det skal bl.a. blive interessant at se, om Wilbek hiver Michael Knudsen over for at dække Entrerrios.

Og hvor Danmark angrebsmæssigt har været en stor positiv oplevelse, er der en række hold, der må drage fra Sverige med store skuffelser i baggagen. Det gælder ikke mindst for Tyskland, der stillede op med alle stjernerne, men måtte forlade VM helt ude i mørket. Det må få konsekvenser. Ikke mindst fordi tyskerne udmærkede sig ved præcist det modsatte af Danmark; tungt, langsomt og uopfindsomt spil. På den måde markerer dette VM et skift i pendulet væk fra det skuespiller Mads Mikkelsen kaldte “gammelmandshåndbold” og i retning af en mere dynamisk spillestil. Det er slet ikke så dårligt, og den kan de så tygge på indtil videre i Tyskland, Kroatien, Island og i Frank Løkes Norge.

Og før vi går helt i selvsving med de danske medier, skal vi huske på, at Danmark ikke har været i en VM-finale siden 1967. Men siden 1967 er der jo gået meget mere dårlig disco og klappølse i den:

Mere fra VM 2011 her.

Det var en af de helt store VM-matcher, Danmark vandt i går. En fremragende håndboldkamp viste potentialet i Wilbeks unge hold. Højt tempo, store individuelle præstationer og stort initiativ fra det danske hold. Det var en af de store sejre. Nu venter mellerunden mod tre hold, som Danmark kan slå på hjemmebanen i Malmö Arena. Meeen: Der er lang vej endnu.

Det var en decideret håndboldoplevelse, seere og tilskuere fik i går. To gode hold med store individualister tørnede sammen i arenaen i Malmö og viste hvor smukt og medrivende håndbold kan være. Men denne gang var det et ungt dansk hold, der tog og fastholdet initiativet godt hjulet på vej af tusindvis af danske tilskuere. Muligvis en af dansk håndbolds største festaftener.

Sidste år var det Kroatiens træner Cervar, der drev gæk med danskerne og med en evigt skiftende forsvarstaktik tog og fastholdt momentum hele kampen igennem. I går var det Danmark, der var oven på. Det afgørende moment indtraf lige efter pausen. Kroaterne førte med et mål, og i deres første angreb blev René Toft udvist. Det kunne blive tidspunktet, hvor kroaterne kunne løbe fra med to-tre mål. I stedet scorede Danmark to gange og bragte sig foran. Dér fik holdet hele arenaen med sig. Dér skiftede kampen, da Balic fyrede to slatne skud af, blev udskiftet og holdt på bænken resten af kampen. Dér fløj Danmark forbi kroaterne.

Det danske holds styrker og svagheder blev i den grad udstillet i går. Vores angreb er ikke set bedre siden 2006 – måske endnu længere tilbage. Med Mikkel Hansen har vi nu en stjerne, som de andre hold må og skal forholde sig til. Det gør, at Kasper Søndergaard får meget mere plads og kan komme løbende ind i de huller på ydersiden, der kommer, når Hansen laver sit tryk. I går fik det sit smukkeste udtryk. Og så var Søndergaard simpelthen outstanding. I den anden ende blev vore svagheder også udstillet. De danske keepere har nu slutrundens laveste redningsprocent. Den er helt nede på 20. Godt nok var de bedre end kroaternes keepere. Men de to målmænd skal oppe deres niveau, når det nu for alvor spidser til.

Kroaternes snak om at “skandinaverne ødelægger håndbold” og tanken om at nedlægge protest mod afviklingen af første halvleg var i øvrigt et uværdigt efterspil på matchen. Men at kroaterne følte sig en smule forfulgt i arenaen, kan man godt sætte sig ind i. Der var en helt igennem skræmmende dansk tilstedeværelse i Malmö. Det er håndbold i arenaen med alt hvad det indebærer af god logistik, klappølser og “put your hands in the air”. I momenter er det for meget. Men håndbold på det niveau er en stor publikumsoplevelse og dj-skuflen forstod klogeligt at nedtone sig, efterhånden som momemtum indfandt sig helt naturligt i anden halvleg.

Forlydender fredag går på, at der nu er udsolgt i arenaen, og også at antallet af danskerne vil falde. Det betyder f.eks. at tirsdagens opgør mod Sverige vel er en 50/50 affære. Men det er stadig en hjemmebane, der vil noget.

Polen, Argentina og Sverige på vej mod en semifinale

Og nu venter så Polen, Argentina og Sverige. Kan vi slå dem? Ja, hvis Danmark fortsætter angrebsspillet fra i går og Landin får et par redninger mere, er det alle tre hold, som vi kan slå. Og vi behøver altså blot tre point for at nå en sikker semifinale.

Kan vi tabe til dem? Ja, det kan vi sagtens. Vær forvisset om at en fyr som Bogdan Wenta ikke har planer om at Mikkel Hansen skal score ti gange mod ham. Vi skal indstille os på, at de andre hold begynder at lære os at kende. Og vi skal nok også regne med, at det fysiske overskud, vi har haft mod de to Balkan-hold, ikke bliver så udtalt mod Polen og Sverige. Men vi skal blive ved med at lægge stort pres på dem med hurtig midte og kontraer på hver eneste mulighed.

Vi har tidligere taget fat om Polen i artiklen “Tre klassiske kampe mod Polen. Men efter semifinalen for fire år siden, er det os, der har revanche til gode.

Det bliver alt i alt tre hårde opgør. Polen 2011 er dog ikke Polen 2007. Ja, det er nogenlunde de samme spillere, men de er ikke så skarpe som for fire år siden. Men de har for det første en målmand i Sczmal, som tager med hænder og ikke mindst fødder. Og så er der stadig de to store og hårdtskydende backer Bielecki og Leijewski, som sagtens kan komme til at skyde Landin/Rasmussen ud af arenaen. Dem skal vi have fat i. Men holdet er mere smalt end for fire år siden.

Polen, Argentina og Sverige er mere fysisk betonede hold, som får en del udvisninger. Argentina har haft hele 27 udvisninger i turneringen. Det betyder, at vi skal holde fast i et godt overtalsspil. Boesens centerkryds til Mikkel hansen har vist sig at være en god åbning, som ofte giver godt skud til Mikkel eller et pres mod højre. Og derude har majestæten og hans lærling vist sig yderst træfsikre.

Forvent nogle tætte, hårde kampe – også mod Argentina. Det danske hold er rigtig godt på vej i en gruppe, hvor mange hold formentlig vil slå hinanden på kryds og tværs. Kroaterne er ikke færdige, og skal kæmpe op mod mindst en syvendeplads. Danmark står med gode kort på hånden og kan øjne en semifinale i arenaen. Nu gælder det om at ride videre på bølgen.

True Sport

Og efter sådan en aften i Malmö Arena blev jeg mødt af denne besked ved udgangen. Den torsdag aften var budskabet mere sandt en nogensinde:

Mere fra VM 2011 her.

Det er igen koldt, mørkt og trist i januar. Men lyset i mørket behøver endnu en gang ikke være et modkørende tog. I januar kommer håndboldens tog nemlig fræsende, og der er lys på alle kanaler. Den 13. januar går det løs med VM i Sverige, og der er lagt op til et af de mest åbne verdensmesterskaber nogensinde. Frankrig kæmper med skader, og holdene efter de franske kæmper og forfølgeren Kroatien virker meget lige. Det danske hold får en stor hjemmebane i Malmö og har en god lodtrækning. Men den danske defensiv fremstår skrøbelig, og vi har endnu til gode at se den blive maksimalt udfordret. Og så er der lige ham der Mikkel Hansen.

Da jeg voksede op, lå VM i håndbold omkring februar/marts, og det fandt kun sted hvert fjerde år. Og man kunne samtidig altid glæde sig til at se, hvad de forskellige hold nu havde gravet frem. Det var f.eks. altid en fornøjelse i sig selv at opdage, hvad russerne nu havde fundet på. Eller om Jugoslavien kom med nye boldspillende enere. Nu er Jugoslavien sprængt til atomer og Rusland klarede slet ikke kvalifikationen til VM efter et sammlet nederlag på et mål til en af VM-historiens store nationer Rumænien. Som så meget andet er også håndbolden blevet mere transparent, og der er ikke så mange overraskelser længere.

På fredag den 14. januar indleder Danmark det, som forhåbentlig bliver en lang turnering i Malmö. I den nye arena er der plads til hele 13.700 tilskuere, og dermed giver den sydlige udkantsby seriøst baghjul til hovedstaden hvis globe slet ikke er i spil til dette VM. Det er blevet arenaernes tid, og det er vel ikke urealistisk at forvente, at Malmös arena kan udvikle sig en smule i retning af jubelarenaerne i december. Da Danmark spillede EM i Sverige i 2002, udviklede den lille Idrottens Hus i Helsingborg sig hurtigt til en dansk hule. Denne gang får det danske formentlig en imponerende hjemmebane i Malmö, hvor vi vist godt allerede nu kan se frem til et brag mellem Danmark og Sverige.

Vi er i den mest attraktive halvdel – men der venter hårde østeuropæiske opgør

Men først skal Danmark indlede i Gruppe C mod Australien fredag aften til rigtig TV2-tid kl. 20.15. Det må vist siges at være en start i den bløde ende. Men derfra går det løs for alvor med Rumænien, Serbien, Algeriet og Kroatien i en halvdel, hvor også Polen venter senere sammen med Sverige.

Det må forventes, at Danmark går over i mellemrunden sammen med Serbien og Kroatien. Danmark skal kunne slå både Rumænien, Algeriet og Serbien, hvis holdet vil noget som helst ved VM. Egentlig er jeg mest nervøs for kampen mod Algeriet. De nordafrikanske hold har ved flere lejligheder vist sig at være skrækmodstandere for Danmark. De formår at slå holdets rytme i stykker, og det er sket adskillige gange fra 1986 og senest ved OL.

Da Ulrik Wilbek kom til som landstræner var hans erklærede mål at skabe stabilitet i de danske herrer præstationer. Det kom efter de meget svingende præstationer mellem 2002 og 2005. Wilbek har haft som mål, at Danmark altid skal blive mellem de otte bedste. Det løfte har han holdt, og målsætningen har vist sig at være meget virkningsfuld; ind imellem kan man jo også godt blive bedre end nr. 8.

Denne gang har Wilbek forsøgt at styre forventningerne, sådan nogenlunde, ved at slå fast, at “Vi kan blive alt fra 1 til 10″ . Den udmelding er jo dejligt bred (og så har vi slet ikke nævnt Erik Veje Rasmussens berømte målsætning fra 1986 om at blive “mellem nr. 1″. Men den er også afleveret med Wilbeks vanlige præcision. For det er virkelig rigtigt, at VM på den ene side fremstår meget åbent uden helt klare favoritter, samtidig med at det danske hold både har gode muligheder men samtidig står overfor svære opgaver.

Det kan slet ikke nægtes, at Danmarks turneringshalvdel er klart den mest attraktive af de to halvdele. Ikke mindst er vi langt væk fra den virkelige “Dødens Gruppe A” med Frankrig, Spanien, Tyskland, Tunesien og Egypten. Stakkels Bahrain at være i det selskab! I vores halvdel regerer ikke mindst Kroatien, og vi krydser over med Polen og Sverige. Det virker fornuftigt på alle måder – og kunne pege i retning af en decideret kvartfinale mod Sverige.

Der er gjort meget ud af skaderne på det franske hold. Narcisse er ude, men Frankrig er så meget mere, og de er så sandelig et turneringshold. Jeg vil godt vædde på, at de taber en eller måske to kampe undervejs. Men når der spilles semifinaler i Malmö skal de nok være der. Sammen tager de enten Spanien, Island eller Tyskland. Det bliver knivskarpt i den halvdel.

I vores halvdel ser det lidt nemmere ud. Nøglekampen må blive den mod Serbien. Den skal vindes. Vi kender serberne og det tryk, de vil lægge på vores midterzone. En af de store profiler er Momir Ilic fra Kiel, som altid kommer med stort tryk, og som også har et fint blik for stregen. Men der er også Ivan Lapcevic, Ivan Stankovic og Aleksandar Stojanovic at tage hensyn til. Serberne har i øvrigt foretaget endnu et skifte på trænsersiden og fortsætter med at finde de gamle stjerne frem. Denne gang er det Veselin Vukovic, der står i spidsen for holdet. En kantet g hård spiller, der muligvis har lagt endnu et lag disciplin på det serbiske hold. Mødet med ham bliver afgørende for Danmark. Men hvis det danske hold mangler lidt motivation, kan de jo altid mindes denne her:

Danske spørgsmåltegn – og Mikkel Hansen

Jeg har altid hævdet, at det danske hold spillede bedre under Torben Winther men vandt mere under Ulrik Wilbek. Det er muligvis ude på forenklingens overdrev og Wilbek har vænnet sig til at komme hjem fra slutrunder uden medaljer. Lige nu fungerer det danske angrebsspil imidlertid fremragende. Der er ligpesom vendt op og ned på det hele i forhold til guldet i 2008: Angrebet er godt, forsvaret usikkert. Den opskrift plejer ikke at vinde mange titler, selvom det kan være godt at se på. Derfor er der flere alvorlige spørgsmål, der kommer til at afgøre det for Danmark:

1. Skader og ældre nøglespillereDen store generation, der toppede med EM-guldet i 2008, er løbende blevet udskiftet og har valgt at stoppe. Guderne skal vide at Lars Jørgensen og Kasper Hvidt er savnede, men alderen trykker hos dele af den danske trup. Michael Knudsens mange hårde slåskampe på stregen har for alvor sat sig sine spor på hans krop, Kasper Nielsen var god i 2008, men har også døjet med skader. I det hele taget virker nogle af de ældre kræfter for Danmark sårede og lagt fra den optimale form.
2. Det vaklende forsvar. Wilbeks største bekymring er ubetinget forsvaret. Vi har ikke længere en oplagt fire-kæde i midten, som bare kværner derudaf. Slet ikke. Rene Toft og Kasper Nielsen har potentiale, og flere af spillerne har udviklet deres defensive radius. Men på allerhøjeste niveau er der grund til virkelig bekymring. For nogle år siden kunne Lars Jørgensen nogenlunde kontrollere en spiller som Balic. Man kan kun frygte, hvad der vil ske for det danske forsvar, når de møder de helt store drenge.
3. Målmandsposten er et problem. Det må ikke være nemt at være Niklas Landin. Han er måske et af Danmarks største målmandstalenter nogensinde. Men han får godt nok ikke meget tid til at udvikle sig. Denne gang står han og Søren Rasmussen med et enormt ansvar. Koldt vurderet er det en enorm svækkelse af Danmarks chancer, at vi ikke kan kalde på Kasper Hvidt, der så sent som i december, viste umådelig høj klasse for AG. På den anden side får Landin og Rasmussen nu virkelig ansvar og mulighed. De er dog meget svingende og har et lavt bundniveau. Men står de på toppen foran 8.000 danskere, kan de løfte det danske hold til store højder. Det er virkelig et af de store danske spørgsmålstegn.
4. Mikkel Hansen som frelser?. Efter Mikkel Hansen hjemkomst til dansk håndbold er hans næsten trådt ind i frelser-lignende rolle. TV2 spørger: Hvornår er Mikkel verdens bedste? Jeg har set håndbold i alt for mange år og kan ikke mindes at have set en arm som Mikkels. Når han bliver spillet op, scorer han næsten hver gang. De danske playmakere skal finde opskriften til at få spillet ham god og i fart. Men selv ikke Mikkel Hansen er en frelsende engel, og holdet må ikke lure sig selv ind i en tro på, at han kan ordne det hele. Vi skal passe på ikke at ende som Norge, hvor Kjelling altid får bolden, når det brænder på. Det bliver forkrampet og forudsideligt. Vi skal stadig huske, at alle fire danske fløje har høj klasse og at vi med Nøddesbo har en streg i verdensklasse.

Når alt dette er sagt og spekuleret, kan vi i sidste ende skære det hele ud i pap. I sidste ende er der én og kun én nøgle til dansk succes:

De danske målmænd og midterforsvaret SKAL præstere på meget højt niveau. Det kan ikke siges nok. Skal man vinde titler er det storspil nødvendigt. Målmændenes redningsprocent bliver et afgørende pejlemærke. Det er ud fra det fundament, at vi også får alle de ‘nemme’ mål på kontro, som vi er afhængige af.

Det er ikke originalt at udpege målmænd og forsvar som nøglen til succes. Men det er der, Danmark skal vinde. I slutrunderne falder scoringsprocenterne altid voldsomt, pga. intensiteten og det hårde fysiske arbejde. Så når alt kommer alt, kan det hele (hver gang) koges ned til denne enkle iagttagelse: Virker den danske defensiv, kan holdet gå hele vejen.

Konklusioner og forudsigelser

Men at komme dertil bliver absolut ikke nemt. Og som altid står Kroatien, Frankrig og Tyskland til at blive de værste konkurrenter. De olympiske mestre fra Frankrig har været uovervindelige, men kan måske røres denne gang?

Det vil være oplagt at udpege to semifinaler, der hedder Frankrig-Polen og Kroatien-Tyskland. Men helt så enkelt går det sjældent. Fra vores halvdel kan Danmark og Sverige bestemt blande sig med Kroatien, selvom både svenskerne og os virker skrøbelige. Og i den anden halvdel er der hold som Island (med den unge Aron Palmarsson) og Spanien, der vil give alle hold kamp til stregen. Et frækt bud til et højt odds kunne være Island som en uventet verdensmester. Men det ender nok med det ny-klassiske opgør mellem Kroatien og Frankrig i finalen den 30. januar i Malmö Arena.

Konklusion: Det bliver svært men ikke umuligt for danskerne at slå sig igennem til semifinalerne. Et realistisk mål er at blive nr. 7, så der er kvalifikation til OL i sigte. Optimisten vil fremhæve 8.000 danskere, der får Landrin til at flyve til himmels i Malmö. Det bliver tæt, intenst og formentlig meget seværdigt. Og jeg kan overhovedet ikke vente. Lys i januar igen. Og så er der ham der den unge mand med armen. Det er 41 år siden Danmark havde en topscorer ved et VM:

Mere fra VM 2011 her.

Det var sjovt at høre og læse reaktionerne oven på sejren mod Norge. Pludselig var mere end 55 minutters forfærdeligt spil helt forsvundet, og der var fokus på den danske vindermentalitet og evnen til at vinde tætte kampe. Meget klogt, for havde man gået tættere på det danske spil, kunne det nemt have udviklet sig til en meget ubehagelig affære.

Det er dog et uomtvisteligt faktum, at det her hold har en god evne til at vinde håndboldkampe og tage de rette beslutninger til sidst. Og de har nogle typer, der simpelthen bare vil vinde. Kasper Hvidt er her det bedste eksempel. Hans vilje og indsats var maksimal mod Norge. De danske herrer under Wilbek bygger på, at man samler på vinderhistorier. I det billede var en sejr mod Norge vigtig. Den føjes til samlingen. Det er altid nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder!

Men det danske spil har generelt ikke været imponerende. Det minder faktisk meget om Kroatien, der heller ikke har spillet godt, men som alligevel er klar til de afgørende kampe. Spillet skal løftes i aften. De to hold plejer at give hinanden kamp til stregen. Sådan går det med garanti også i aften.

Kroatien er meget mere end Balic – men hvad betyder Cervars farvel?

Når Danmark møder Kroatien, handler forskræppet altid meget om den sympatiske stjerne Ivano Balic. Men Kroatien er meget mere end det, og de har oven i købet valgt at skabe yderligere dramatik op til kampen i aften.

Den kroatiske træner Lino Cervar valgte nemlig at benytte hviledagen i går til at sige op på jobbet som kroatisk landstræner med virkning lige efter EM. Hans forklaring lød næsten tøsefornærmet:
»Jeg siger hermed op som landstræner. Jeg har lige fortalt spillerne det. Jeg gider ikke mere. Der er ingen af jer, der tror på mig eller mit projekt. Så kan det sgu være lige meget. Så vil jeg ikke bruge flere kræfter på det her«, sagde Cervar.

Effekten kan være totalt kroatisk kaos. Umiddelbart var Cervars udmelding en håndbold i den danske turban. Cervar er en ualmindelig dygtig træner, der f.eks. ved OL i Beijing fuldstændig knockoutede Danmark med en overrumplende taktisk fra kampens start. Han kan som Wilbek kunsten at vinde initiativet i en kamp og hele tiden været et skridt foran sin modstander. Men hans udmeldinger i går virkede helt opgivende, og hvis han ikke er på toppen, kan det bestemt være til Danmarks fordel.

Men Cervar er en snu herre, og man kan ikke sige sig helt fri for den tanke, at den kroatiske træner kunne bruge sin situation til at sætte sit hold yderligere op til kamp. Og når han så har skaffet succes, kan han formentlig overtales til at fortsætte til OL 2012.

Selvfølgelig skal danskerne fokusere på midterforsvaret mod Kroatien. Der ligger Ivano Balic og den kæmpe stregspiller Igor Vori og skaber en masse ravage. Vi kan nok ikke helt tillade os at være alt for flade i midten mod de to. Men ved tidligere opgør har det faktisk ikke været der, vi har haft de helt store problemer. Duellen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen ser rimelig ud for Danmark.

Men Kroatien er også mere end de to i midten. Denis Buntic fra Ademar Leon har vist sig at være en giftig afløser for Metlicic, og i Domagoj Duvnjak fra HSV har kroaterne også en meget dygtig bagspiller. Han har ikke helt klubkammeraten Blazenko Lackovic’s niveau som skytte. Men selvom Lackovic er med i truppen efter en skade, er det nok Duvnjak, der er den største trussel mod Danmark.

Endelig skal vi ikke glemme målmand Mirko Alilovic fra Ademar Leon. Han stod simpelthen forrygende i Beijing mod Danmark, og er virkelig ved at udvikle sig til en klassemålmand. Han er kæmpestor, men også typen som gode danske fløje kan køre rundt med.

Alt i alt: Kroatien har indtil videre vundet knebent og med besvær. Ligesom Danmark. De har en stor vinderpsyke. Ligesom Danmark. To lige hold der vil give hinanden hård kamp.

Hold øje med:

1. Kampen i midten. Kampen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen i midten er en nøgle til sejr. De gamle klubkammerater Jørgensen og Balic kommer ud i nogle fair men drabelige dyster i aften. Det danske midterpar har vist klassen ved EM. Nu skal de være det en gang videre.
2. Kampen i målet. Hvidt kommer formentlig til at starte inde. Hvis han nu har fundet det rette (spændings)niveau, kan han ene mand afgøre det igen. Han skal bare køre EM-finalen fra 2008 i den indre biograf. Dog har Hvidt nogle gange haft problemer med de kroatiske skytter. F.eks. i 2003 hvor Metlicic skudt Hvidt helt ned i bunden af målet.
3. Fløj- og kontraspil. Det etablerede danske angrebsspil er ikke imponerende. Derfor skal vi altså have nogle lette mål undervejs. Det betyder gode kontraspil. Men det betyder også, at hvis Kroatien dækker 5-1 med Vori eller en offensiv 3-2-1, så skal vi spille bredt ud til fløjene.
4. Det taktiske spil og initiative på banen. Cervars farvel er virkelig en joker op til kampen. Wilbek bliver virkelig udfordret i aften, så han skal have en strategi for kampen, der holder hjem. Kampen mod Kroatien er også en prøve på Wilbeks unikke evne til at tage og fastholde initiativet.

Og så skal vi i øvrigt huske, at det i aften er Lars Christiansens kamp nr. 300. En helt igennem unik dansk spiller sætter i aften en rekord, der formentlig aldrig bliver slået. Han har været udskældt (f.eks. efter VM i Tunesien), og undertegnede har været nødsaget til at rykke ud med en uforbeholden undskyldning undervejs. Han er en af de største undervejs, og hans straffekast mod Tyskland for to år siden var en forløsning af en anden verden. Endelig trådte han ud af de lange, sorte skygger. Uanset hvordan det går, har han fortjent en stor hyldest i aften. Men lad ham da endelig spille en brandkamp i aften, så han og Hvidt får vist, at ‘de gamle’ legender kan endnu.

TV2 fra kl. 20.15.

Samtidig lavede Wilbek den sædvanlige finte mod Norge og lod deres højre fløj stå helt blank. Den lavede han helt tilbage i VM-finalen i 1997, og de har stadig ikke læst den. Så Kjelling løb lige ind i en dansk mur og tog en masse pressede skud. Og hvordan Tvedten kunne finde på at tage samme skud som i Drammen for to år siden, og tidligere i kampen, er endnu en gåde. Man får virkelig ondt af Norge.

- Se afslutningen fra norsk TV2 her

Det var en forfærdelig kamp med nervøst og dårligt spil. Havde det ikke været for Kasper Hvidt, havde vi været helt væk. Selvfølgelig startede Wilbek med ham inde. Selvfølgelig leverede han en brandkamp i direkte duel med kollegaen fra FCK. Og selvfølgelig tog han straffet til sidst. Sådan er logikken ofte i den slags kampe.

Man kan således også vende den om og sige, at denne kamp var et fornemt eksempel på tiden efter Wilbek. De spiller ikke godt, men de vinder, og der er altid spillere, der træder i karakter og vil vinde. F.eks. Thomas Mogensen, Kasper Hvidt og Mikkel Hansen. Danmark er et vinderhold, som Wilbek også konstaterede efter kampen.

Der er dog fortsat nogle ting i det danske spil, jeg simpelthen ikke forstår:

1. Hvorfor må Spellerberg ikke spille mere? Han får sat ordentlig rytme i spillet som den eneste.
2. Hvorfor sætter de ikke Mikkel Hansen bedre i scene? Han scorer jo hver gang, han kommer i fart – når han da ikke rammer indersiden af stangen.
3. Stoler Wilbek inderst inde på folk som Torsten Laen og Kasper Søndergaard? Mads Nielsen spillede en hel halvleg på højre back som boldflytter. Er det bedre end Kasper Søndergaard?
4. Har vi droppet det offensive overtalsforsvar for tid og evighed? Det kunne man håbe.
5. Er forsvaret for langt fremme og for usammenhængende? Michael V. Knudsen talte efter kampen om, at det danske forsvar havde verdesklasse. Det tror jeg nu ikke helt på. Prøven kommer mod Kroatien.

På bundlinien før ‘kvartfinalen’ mod Kroatien står:

• Vi har slået fire sløvt spillende midterhold (Østrig, Serbien, Rusland og Norge), og det har haltet undervejs.
• Vi har tabt klart til det eneste gode af turneringens hold, vi endnu har mødt (Island).
• Det har været fem kampe med mildest talt svingende præstationer.
• Vi har stadig chancen. Men skal vi i semifinalen, skal vi finde et niveau torsdag, vi endnu ikke har været på. Men Danmark har spillet dårligt før og vundet, og holdet har en formidabel evne til at løfte sig i løbet af en turnering. Som skrevet før turneringen: Jo hårdere, jo bedre. Efter en gennemført frygtelig kamp har vi stadig fine muligheder for en semifinale. Men for pokker hvor skal de spille bedre.

Trænerteamet har nu en god onsdag til at tænke sig godt om og få sammensat en ‘gameplan’, der kan dæmme op mod kroaterne. Jeg tror ikke, at Balic bliver problemet. Ham kan Lars Jørgensen kæmpe med. Udfordringen er vores angreb, som kan få store vanskeligheder med Kroatien. Bemærk også, at Kroatien altså også har en meget begavet træner og et hold med en stærk vinderpsyke. De vinder også, selvom de ikke spiller overbevisende. Gør klar til kamp i morgen aften.

Efter den forventede sejr over Rusland i går (den var jeg nogenlunde sikker på) bliver det anderledes nervebetonet i aften. Det norske hold er godt spillende og har fremragende individualister, der kan volde Danmark problemer. Nøglen til kampen bliver at gentage det flydende spil mod Rusland – og så score på vores chancer. Mikkel Hansen har før scoret 15 mål mod Steinar Ege og ved VM for et år siden havde vi fuldstændig styr på dem. Alligevel skal det nok blive en af den slags aftener, hvor der skal hives fat i bordkanten.

Det er dog ikke ligefrem de store overraskelser, vi kan se frem til i aften. Ikke sådan umiddelbart. Norge kommer med et godt sammenspillet hold centreret omkring fremragede målmandsspil fra Steinar Ege og de tre højrehændede bagspillere Kristian Kjelling (AaB Håndbold), Kjetil Strand (Füchse Berlin) og Børge Lund (THW Kiel). Og så skal man bestemt ikke glemme deres fysisk benhårde stregspillere.

Med en stor kliche er det vitterlig to hold, der kender hinanden rigtig godt. Norge spillede lidt kispus op til EM ved at stille med et rent b-hold i opvarmningskampen mod Danmark. Det tror jeg ikke får så pokkers stor betydning. Danmark plejer at have rimelig godt styr på Norges bagspillere. Udfordringen bliver formentlig snarere i den anden ende, hvor vi skal forbi et godt forsvar og en til tider fremragende Steinar Ege.

Det kan godt antages, at Norge har set video af, hvordan Island og Serbien formåede at stresse vores bagspillere med et aggressivt og offensivt forsvar. Det vil Robert Hedin helt sikkert forsøge at udnytte. Igen kommer Thomas Mogensen i fokus sammen med Bo Spellerberg, der i går virkelig viste hans store værdi for holdet. Lad bare ham komme ind og spille for fuld hammer i aften. Og lad så Mikkel Hansen få en af den slags aftener, hvor armen sender boldene rundt i hele målet.

Hold øje med:

1. Målmandskampen. Selvom Landin stod en god kamp i går, vil det ligne Wilbek at matche FCK’s målmænd mod hinanden i en direkte duel: Hvidt mod Ege. I en tæt kamp vil få afgørende redninger være det, som gør udslaget. Umiddelbart virker Ege mest formstærk. På den anden side virker Hvidt meget opsat på at komme ind i turneringen.
2. Skyttekampen. Kjelling og Strand mod Hansen og Danmark. Norge har virkelig nogle skytter, der skal have mange billetter i en kamp. De skyder meget. Rigtig meget. Det betyder også, at der kan være gode muligheder for at løbe en masse kontraer. På den anden side kan Kjelling og Strand have dage, hvor deres scoringer bliver to-cifrede. Og så mindes jeg en DM-finale hvor Mikkel Hansen nettede 15 gange på Ege. Hvem får overtaget der?
3. Initiativet. Wilbek skal igen vise, at den større bredde på hans hold kan bruges aktivt til hele tiden at bevare initiativet. Der kan vi noget, Norge ikke kan.

I øvrigt stor ros til Kasper Nielsen og Lars Jørgensen. De er virkelig ved at finde niveauet. Det kan blive nøglen til succes i de næste kampe.

TV2 fra kl. 20.15.

Den 19. januar indleder Danmark EM mod værtsnationen Østrig i Linz. En på papiret nem opgave mod en af håndboldens traditionelt mindre nationer. Men også den blot første af en række meget vanskelige udfordringer for Ulrik Wilbek og hans tropper på vej mod forsvaret af EM-titlen. Der er sket en del siden guldet for to år siden, og nye spillere er kommet til undervejs. Umiddelbart står holdet ikke helt så stærkt som for to år siden, men der er kommet nye kvaliteter ind i holdet, som kan bringe holdet langt. Men forud for EM er det meget usikkert, hvor holdet står.

Da Ulrik Wilbek kom til som landstræner var hans erklærede mål at skabe stabilitet i de danske herrer præstationer. Det kom efter de meget svingende præstationer mellem 2002 og 2005. Wilbek har haft som mål, at Danmark altid skal blive mellem de otte bedste. Det løfte har han holdt, og målsætningen har vist sig at være meget virkningsfuld; ind imellem kan man jo også godt blive bedre end nr. 8.

Blot en uge før EM har fokus været på alt andet end spillet på banen. Wilbek har klogeligt dekreteret, at alle forhandlinger om nye klubtilhørsforhold skal aflares inden EM. Med betalingsstandsningen i GOG, lanceringen af AG København og spekulationerne om Lars Christiansen og Mikkel Hansen har der været masser af turbulens udenfor banen. Og så har vi slet ikke nævnt sommerens dramatiske konfrontation mellem spillerne og forbundet. Det har været turbulent, og Ulrik Wilbek har ikke haft optimale betingelser i sin forberedelse.

Vi er i den mest attraktive halvdel – men sammen med de vanvittige islændinge

Danmarks turneringshalvdel er umiddelbart den mest attraktive af de to halvdele. Vi er topseede sammen med Kroatien, og vi undgår hold som Tyskland, Frankrig, Sverige og Spanien. Det er ganske godt. Til gengæld er vores indledende pulje en lille smule giftig. Der møder Danmark nemlig værtsnationen, Serbien og de vanvittige OL-sølvvindere fra Island.

Det er alle alle hold, som vi kender næsten urimelig godt, og som det danske hold også har gode erfaringer med. På papiret en ganske fin lodtrækning. Østrig bør Danmark kunne slå, selvom en åbningskamp mod værtsnationen kan være meget svær (tænk blot på den første kamp for to år siden mod Norge!). Serbien kan også være giftige. Under den tidligere storskytte og verdensmester Jovica Cvetkovic er de blevet rettet ind. Men Danmark er et bedre hold, og selvom de møder op med stor fysik, er det en kamp, vi skal vinde.

Den helt store udfordring ser (som altid) ud til at blive Island. De er den store joker, og med tiden er reglen jo blevet, at vi SKAL spille uafgjort med dem. Det gør vi næsten hver gang. Kampen mod Island ved OL var virkelig en hård affære. Umiddelbart har vi bedre spillere, men islændinge giver sig aldrig, og efterspillet på ud til omklædningsrummene viste, at tænding altid er en del af et opgør mod Island. Man kunne godt forestille sig, at det var en kamp, Ulrik Wilbek gerne vil vinde!

EM er den bedste slutrunde for de danske herrer

EM har traditionelt stået rigtig godt til de danske herrer, og det er uden sammenligning den turnering, Danmark har klaret sig bedst i. Det skyldes først og fremmest, at EM er en ualmindelig fysisk hård turnering. Der er mange, mange hårde kampe lige efter hinanden og meget få pauser. Det favoriserer et hold som Danmark, der skifter meget ud, og som ikke er afhængige af få stjernespillere. Ved OL var der en hviledag mellem hver eneste kamp, hvilket gav en spiller som Ivano Balic et tiltrængt pusterum. Det får han ikke ved EM, og det er en klar fordel for Danmark.

Fraværet af uortodokse og ‘underligt’ spillende hold er også traditionelt en fordel for Danmark. EM er noget helt andet end en OL-turnering, og jo hårdere turneringen er, desto bedre er det for Danmark og den danske spillestil. Og med mange lige kampe, skal det nok blive hårdt for alle nationer. Det kan derfor godt være, at Danmark kommer lidt groggy over i mellemrunden, men en EM-turnering handler om at være der, når det gælder.

Danske spørgsmåltegn

Inden turneringen starter, er der dog nogle åbenlyse svaghedstegn ved det danske hold, som er vanskelige at komme udenom:

1. Er nøglespillerne ‘over the top’? Den store generation, der toppede med EM-guldet i 2008 kan meget vel have toppet. Lars Jørgensen er hjemme i AG på en slags ‘nedtrapning’, Kasper Hvidt er også tilbage i København og en spiller som Lars Christiansen er efterhånden blevet 38 år. Og hvad med Michael Knudsen? Er han blevet for træt over alle rejsedagene og de evindelige sheriff-stjerner inde på stregen? De nævnte spillere er nøglespillere for Danmark, og man kan være bekymret for, at deres fineste stund var i Norge for to år siden. Til gengæld er der gode nye folk på vej, og jeg tror at Hvidt og Jørgensen har mere i sig.
2. Angrebsspillet hart aldrig været rigtig flydende under Wilbek. Det er måske kontroverislet og tåbeligt at sige. Men jeg mener faktisk, at Danmark kun har spillet godt angrebsspil i én eneste af de slutrunder, hvor Wilbek har haft ansvaret. Det var ved EM i 2006. Siden har angrebsspillet været (bevidst) rodet, usammenhængende og yderst udforudsigeligt. Tilbage under Torben Winther havde holdet en angrebsmæssigt rygrad, og nogle fremragende kombinationer i kontraspillet og ved hurtigt midte. Alt det er gået fløjten. Til gengæld har man vundet mange flere afgørende kampe, og det danske hold er væsnetligt sværere at lægge taktik imod, fordi der ofte er individualister (tænk blot på Lasse Boesen under EM), der bogstavelig talt tager sagen i egne hænder.
3. Skydende bagkæde i stedet for styret bagkæde. Ved denne slutunde bliver spillet endnu mere usammenhængende og uforudsigeligt. Med Jesper Jensen (og Joachim Boldsen) væk er det Thomas Mogensen og Wilbeks ‘wild card’ Henrik Knudsen, der skal føre taktstokken. Det er to meget spændende spillere. Men de er ikke spilstyrere i en klassisk forstand, som f.eks. Jesper Jensen har været det. Det betyder, at vi nu får en bagkæde af tre roterende skytter, der alle er farlige på egen hånd. Det kan blive yderst giftigt for modstanderne, og jeg er personligt ikke ét øjeblik i tvivl om at Henrik Knudsen kommer til at blive en sensation ved dette EM. Til gegæld er der også risikoen for nogle spillemæssige sammenbrud undervejs. Det bliver kort og godt med fuld knald på, høj risiko og skud fra alle positioner. En afgørende detalje bliver så, om man får de fremragende fløje med, så det ikke bliver skydetelt ind over midten.

Én og kun én nøgle til dansk succes

Når alt dette er sagt og spekuleret, kan vi i sidste ende skære det hele ud i pap. I sidste ende er der én og kun én nøgle til dansk succes:

Kasper Hvidt og midterforsvaret skal præstere som ved EM 2008. Det kan ikke siges nok. Skal Danmark rigtig langt, skal Lars Jørgensen og Kasper Nielsen finde samme niveau som i 2008, og så skal Kasper Hvidt igen finde det niveau, der gjorde ham til turneringens helt store målmand . Skal man vinde titler er det storspil nødvendigt. Hvidts redningsprocent bliver et afgørende pejlemærke. Det er ud fra det fundament, at vi også får alle de ‘nemme’ mål på kontro, som vi er afhængige af.

Det er ikke originalt at udpege Hvidt og forsvar som nøglen til succes. Men det er der, Danmark skal vinde. I slutrunderne falder scoringsprocenterne altid voldsomt, pga. intensiteten og det hårde fysiske arbejde. Så når alt kommer alt, kan det hele (hver gang) koges ned til denne enkle iagttagelse: Virker den danske defensiv, kan holdet gå hele vejen.

Konklusioner og forudsigelser

Men at komme dertil bliver absolut ikke nemt. Og som altid står Kroatien, Frankrig og Tyskland til at blive de værste konkurrenter. De olympiske mestre fra Frankrig er for alvor det hold, som Danmark mangler at slå. Deres forsvarsspil er enestående, og nyere danske spillere som Mads Nielsen fik et decideret chok, da de prøvede det under VM for et år siden. De er skræmmende. Men dem kan vi først møde i en eventuel semifinale.

Det vil være oplagt at udpege to semifinaler, der hedder Danmark-Tyskland og Kroatien-Frankrig. Men helt så enkelt går det sjældent. Fra vores halvdel er jeg ikke tryg ved Island og Serbien skal nok få drillet en masse hold. Og i den anden halvdel synes jeg man skal holde et vågent øje med Sverige. De er på vej frem med unge spillere. Det er endnu ikke, som vi har kendt dem. Men Sverige er verdens ypperste håndboldnation på herresiden, og når de vinder et U-VM, skal man altid holde øje i årene derefter. (Det giver så samtidig en anledning til at bringe et billede af Bjørn Jilsén).

Konklusion: Der er bestemt medaljemuligheder for Danmark, hvis forsvaret og Kasper Hvidt præsterer i verdensklasse igen. I sidste ende skal Kroatien, Frankrig og Tyskland slås. Det bliver tæt, intenst og formentlig meget seværdigt. Og jeg kan overhovedet ikke vente. Lys i januar igen.

Memory Lane – kom i stemning til EM

EM 2008 i Norge var en oplevelse, og de to slutkampe var intense som få. Smukt var det ikke altid, men Lars Christiansens mål i semifinalen kan jeg se igen og igen. Nogen der sagde Tunesien?

Semifinalen mod Tyskland fra tysk tv

Finalen mod Kroatien fra TV2

I det nye Lalandia i Billund ser dansk håndbold lige så stille ud til at falde fra hinanden. Spillere og forbund kan ikke finde hinanden i en lønforhandling, og imens truer både landstræneren og hovedsponsoren med at trække sig. Det kan være tom teatertorden. Men oven på hele farcen med herrernes slutspil ligner det efterhånden en klar tendes. DHF laver for mange kostbare fejl. Fejl der truer med at ramme den ellers populære sport meget hårdt.

Denne uge skulle de danske herrer have brugt til at spille sig ind på hinanden. Over et helt år har landstræneren og holdet kun meget få dage sammen til at forberede sig til de store slutrunder. Og nu røg denne uge på gulvet, fordi spillere og forbundet ikke kunne finde hinanden i en løforhandling. I stedet er det hele endt med, at alle er sure.

Hvor man burde have ordnet forhandlingerne inden Lalandia, så truer den fejlslagne dialog nu hele holdet. Det er kort og godt amatøragtigt. Håndbold er en stor forretning, og der er mange interesser involveret. Derfor går det ikke med en så amatøragtig fremfærd. Denne katastrofale uge kunne man have forudset, hvis blot DHF havde talt lidt uformelt med Hvidt inden de mødtes. Sværere er det ikke.

Og når man oven i det lægger hele det farceagtige forløb med herrernes slutspil og Spellerbergs idiotiske udtalelser, er det altså et billede på et forbund, der ikke er sin opgave voksen. Det kan godt være, de måske har gode argumenter i forhold til spillerne. Men alt det her skal slet ikke køres i medierne og med holdet, træneren og sponsoren som gidsel.

Lederne i dansk håndbold må da snart have lært at alt denne dårlige omtale og amatøragtige optræden kun skader sporten, og gør den vare, som alle lever af at sælge, mindre værd. Det bliver mindre interessant at være sponsor, og varen på tv bliver også markant mindre interessant.

Det er samtidig endnu mere underligt, når dansk håndbold faktisk står i en fin position. Viborg har lige vundet Champions league og hos herrerne har man netop afviklet et slutspil, der med stor spænding og højt niveau var en fornøjelse at følge. Niveauet er højt, og der bliver arbejdet med stor intensistet.

At forbundet ønsker at gå linen ud og smide det på et gulv i Billund forekommer absurd. Det burde de have ordnet på forhånd, og kan de ikke det, bør de fortsætte samtalerne efter træningen. Nu står alle bare tilbage som tabere.

De danske herrer har præsteret og til fulde levet op til forventningerne. Men de har altså ikke spillet godt. Forsvar, konstraspil, målmændene og det etablerede angrebsspil er alle elementer i spillet, der har været bedre ved tidligere slutrunder. Den diskussion har også kørt på f.eks. TV2.

Til gengæld har holdet vundet tætte kampe. Og man kan i den grad glæde sig over, at det lige så stille er lykkedes at spille nye folk ind. Fra truppen i 2002 er der nu kun en lille (og meget vigtig) kerne tilbage. Og der er flere gode folk på vej ind på holdet. F.eks. Mikkel Hansen for hvem vi må håbe, at han kan beholde sin eksplosivitet efterhånden som der kommer flere kilo og mere erfaring på.

Så selvom spillet ikke har været godt, har Wilbek meget flot formået endnu en gang at placere sig mellem de otte øverste. Danmark er en permanent del af verdenstoppen. Det er værd at glæde sig over midt i en kold januar.

I sandhed en flad fornemmelse. Danmark var aldrig i nærheden af at kunne true Frankrig, og vi skal være glade for, at vi fik rettet lidt op til sidst. Franskmændene var ganske enkelt bedre i alle spillets facetter, og Danmark blev i perioder udspillet. I forhold til de tre fremhævede punkter kan vi roligt konstatere følgende:

1. Det etablerede danske angrebsspil formåede aldrig at udfordre det fint offensivt indstillede franske forsvar. Starten af 1. halvleg forløb udmærket med højt tempo, men så faldt angrebet helt sammen.
2. Kasper Hvidt tabte målmandskampen mod Omeyer med et brag. Han fik godt nok heller ikke særlig meget hjælp, men Hvidt var helt ude af kampen, som dermed mindede en hel del om EM-semifinalen mod Spanien i 2006.
3. Karabatic og Narcisse kørte rundt med os. Der var flere angreb i 1. halvleg, hvor de ganske enkelt udspillede os. Ligeledes var det forstemmende at se, hvor let de havde ved at køre os ‘tyndt’, når de var i undertal.

Kort og godt: Vi tabte til et klart bedre hold, hvis klasse Danmark ikke er i nærheden af. Wilbek har hele tiden haft ret: Frankrig er det bedste hold af alle.

Denne slutrunde har egentlig været lidt flad set med danske øjne. Vi har ikke spillet godt. Derfor er det selvfølgelig helt fantastisk, at vi søndag har chancen for at komme hjem med en medalje. Vi er igen og igen i verdenstoppen. Men for at komme helt op i toppen skal der lægges yderligere på. Det viste kampen i dag mod Frankrig med al ønskelig tydelighed.

Selvfølgelig kan de danske herrer slå de olympiske mestre fra Frankrig i dagens VM-semifinale. Men skal det ske, skal det danske hold spille op til deres allerbedste. Jeg vil fortsat hævde, at det danske hold langt fra har spillet nogen prangende slutrunde. Et måske kættersk synspunkt, men denne gang har vi ikke imponeret vldt i mellemrunden eller vist noget af det flydende spil, der tidligere har været et flot mærke for det danske spil. Wilbek nævnte på torsdagens pressemøde at han endnu ikke kender sit holds topniveau. Men uanset hvor det ligger, skal det rammes fredag aften i Split. Det betyder helt konkret:

1. Det etablerede danske angrebsspil kommer op mod turneringens bedste og uhyggeligt bolderobrende forsvar. Holdets angrebsspil har endnu ikke været rigtigt flydende og bliver det sikkert heller ikke mod Frankrig. Derfor skal vi håbe på, at Wilbek finder en slagkraftig kombination af sine mange udskiftninger, og at f.eks. Mikkel Hansen og Lasse Boesen rammer dagen. Ligeledes vil det formentlig passe ind i Wilbeks plan, at Jesper Jensen nu præsterer som han plejer i de afgørende kampe.
2. Kasper Hvidt skal igen vinde målmandskampen. Men denne gang er han oppe imod Omeyer, der har mindst samme kvalitet som Hvidt. Duellen mellem de to bliver knivskarp og store redninger kan blive afgørende som de altid er det og bliver det mere og mere i de afgørende slutkampe. Mesterskaber vindes som regel mellem stængerne, når det kommer til stykket.
3. Vi skal fokusere på de rigtige ting i kampen. Karabatic er verdens bedste spiller, fordi han er så komplet og kan det hele. Men ofte plejer det at være Narcisse, der er den værste ved os. Taktisk vil Wilbek helt sikkert forsøge sig med alternative opstillinger i forsvaret. Men det bliver meget Lars Jørgensen, der i midten skal sørge for, at forsvaret ikke brækker midt over i en af Karabatics raids.

Chancefordelingen må hedde 65-35 i Frankrigs favør. Men husk altid med den slags kampe: De afgøres kun sjældent på papiret og tegnebrædtet. I sidste ende handler det om at ‘ramme dagen’ og spændingsniveauet. Gør danskerne det, kan holdet sagtens gå i en finale. Alle regner med at det bliver Frankrig mod Kroatien i finalen. Mange års VM-erfaring siger mig, at der nok skal ske noget yderligere undervejs. Måske Polen mod Danmark i finalen?

1 ud af 8 – 1967 om igen

Danmark har på herresiden været mellem de fire bedste hele otte gange. Men kun én enkelt gang er det lykkedes at komme helt frem til finalen. Det var i 1967. Og som altid hives drengen fra 1967 frem ved disse lejligheder. Jeg vil dog mene, at EM-guldet sidste januar fik manet det spøgelse til jorden. Men VM er noget specielt, og kampen kan blive historisk. Sølvholdet fra 1967 vil aldrig blive glemt. I aften kan et nyt hold skrive sig ind i den danske VM-historie. Om ikke andet er det umådeligt glædeligt, at Wilbeks ambition om stabilitet i verdenstoppen er realiseret. For dem der husker VM i Portugal og Tunesien (for slet ikke at nævne Egypten og Island!), er denne januar jo en evig fest!

Jeg har i meget lang tid ment, at de danske herrer spillede flottere under Torben Winther. Til gengæld vinder de flere tætte kampe nu. Kampen i går var en opvisning i vindende dansk adfærd. Spillet er ikke altid flydende, og det danske forsvar har slet ikke ramt samme niveau som i Norge for et år siden. Alligevel står Danmark nu i semifinalen, og når det for alvor spidser til, så vinder det her hold altså.

Det er egentlig blevet den omvendte verden i forhold til den lange ørkenvandring de danske herrer tidligere var ude på. De spiller ikke altid flot. Men de vinder. Fordi de vil vinde, og fordi de er vindere. Allermest personificeret i Kasper Hvidt, der nærmest udstråler viljen til sejr.

I går skulle der dog en hel del marginaler og held til. Og vi var altså heldige med den afgørende situation ved 25-25, hvor Lindbergs skud bliver ramt af Johannes Bitter.

I sidste ende må man igen rose Ulrik Wilbek for at holde hovedet koldt, for at holde sig til strategien og spillestilen – og ikke mindst for at have gjort lovende spillere til vindere. Som Erik Veje en gang har sagt det, er det nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder. Kunsten er at præstere hver gang, og Wilbek har hver gang levet op til hans oprindelige målsætning om altid at være mellem de otte bedste.

Nu er vi mellem de fire bedste og et brag af en kamp mod de forsvarende olympiske mestre venter på fredag. Franskmændene er virkelig gode. Men det er ikke umuligt at slå dem. Slet ikke. Det kræver dog, at spillet skal løftes. Mod Frankrig er viljen ikke nok. Der skal spillet løftes i begge ender.

Det vanvittige norske drama
Danmarks kamp var spændende. Men det var for intet at regne mod Norges kamp. Og virkelig synd. Måske ser man der den vinderkultur (eller mangel på samme), danskerne lige nu har til overmål: