De danske herrer har præsteret og til fulde levet op til forventningerne. Men de har altså ikke spillet godt. Forsvar, konstraspil, målmændene og det etablerede angrebsspil er alle elementer i spillet, der har været bedre ved tidligere slutrunder. Den diskussion har også kørt på f.eks. TV2.

Til gengæld har holdet vundet tætte kampe. Og man kan i den grad glæde sig over, at det lige så stille er lykkedes at spille nye folk ind. Fra truppen i 2002 er der nu kun en lille (og meget vigtig) kerne tilbage. Og der er flere gode folk på vej ind på holdet. F.eks. Mikkel Hansen for hvem vi må håbe, at han kan beholde sin eksplosivitet efterhånden som der kommer flere kilo og mere erfaring på.

Så selvom spillet ikke har været godt, har Wilbek meget flot formået endnu en gang at placere sig mellem de otte øverste. Danmark er en permanent del af verdenstoppen. Det er værd at glæde sig over midt i en kold januar.

I sandhed en flad fornemmelse. Danmark var aldrig i nærheden af at kunne true Frankrig, og vi skal være glade for, at vi fik rettet lidt op til sidst. Franskmændene var ganske enkelt bedre i alle spillets facetter, og Danmark blev i perioder udspillet. I forhold til de tre fremhævede punkter kan vi roligt konstatere følgende:

1. Det etablerede danske angrebsspil formåede aldrig at udfordre det fint offensivt indstillede franske forsvar. Starten af 1. halvleg forløb udmærket med højt tempo, men så faldt angrebet helt sammen.
2. Kasper Hvidt tabte målmandskampen mod Omeyer med et brag. Han fik godt nok heller ikke særlig meget hjælp, men Hvidt var helt ude af kampen, som dermed mindede en hel del om EM-semifinalen mod Spanien i 2006.
3. Karabatic og Narcisse kørte rundt med os. Der var flere angreb i 1. halvleg, hvor de ganske enkelt udspillede os. Ligeledes var det forstemmende at se, hvor let de havde ved at køre os ‘tyndt’, når de var i undertal.

Kort og godt: Vi tabte til et klart bedre hold, hvis klasse Danmark ikke er i nærheden af. Wilbek har hele tiden haft ret: Frankrig er det bedste hold af alle.

Denne slutrunde har egentlig været lidt flad set med danske øjne. Vi har ikke spillet godt. Derfor er det selvfølgelig helt fantastisk, at vi søndag har chancen for at komme hjem med en medalje. Vi er igen og igen i verdenstoppen. Men for at komme helt op i toppen skal der lægges yderligere på. Det viste kampen i dag mod Frankrig med al ønskelig tydelighed.

Selvfølgelig kan de danske herrer slå de olympiske mestre fra Frankrig i dagens VM-semifinale. Men skal det ske, skal det danske hold spille op til deres allerbedste. Jeg vil fortsat hævde, at det danske hold langt fra har spillet nogen prangende slutrunde. Et måske kættersk synspunkt, men denne gang har vi ikke imponeret vldt i mellemrunden eller vist noget af det flydende spil, der tidligere har været et flot mærke for det danske spil. Wilbek nævnte på torsdagens pressemøde at han endnu ikke kender sit holds topniveau. Men uanset hvor det ligger, skal det rammes fredag aften i Split. Det betyder helt konkret:

1. Det etablerede danske angrebsspil kommer op mod turneringens bedste og uhyggeligt bolderobrende forsvar. Holdets angrebsspil har endnu ikke været rigtigt flydende og bliver det sikkert heller ikke mod Frankrig. Derfor skal vi håbe på, at Wilbek finder en slagkraftig kombination af sine mange udskiftninger, og at f.eks. Mikkel Hansen og Lasse Boesen rammer dagen. Ligeledes vil det formentlig passe ind i Wilbeks plan, at Jesper Jensen nu præsterer som han plejer i de afgørende kampe.
2. Kasper Hvidt skal igen vinde målmandskampen. Men denne gang er han oppe imod Omeyer, der har mindst samme kvalitet som Hvidt. Duellen mellem de to bliver knivskarp og store redninger kan blive afgørende som de altid er det og bliver det mere og mere i de afgørende slutkampe. Mesterskaber vindes som regel mellem stængerne, når det kommer til stykket.
3. Vi skal fokusere på de rigtige ting i kampen. Karabatic er verdens bedste spiller, fordi han er så komplet og kan det hele. Men ofte plejer det at være Narcisse, der er den værste ved os. Taktisk vil Wilbek helt sikkert forsøge sig med alternative opstillinger i forsvaret. Men det bliver meget Lars Jørgensen, der i midten skal sørge for, at forsvaret ikke brækker midt over i en af Karabatics raids.

Chancefordelingen må hedde 65-35 i Frankrigs favør. Men husk altid med den slags kampe: De afgøres kun sjældent på papiret og tegnebrædtet. I sidste ende handler det om at ‘ramme dagen’ og spændingsniveauet. Gør danskerne det, kan holdet sagtens gå i en finale. Alle regner med at det bliver Frankrig mod Kroatien i finalen. Mange års VM-erfaring siger mig, at der nok skal ske noget yderligere undervejs. Måske Polen mod Danmark i finalen?

1 ud af 8 – 1967 om igen

Danmark har på herresiden været mellem de fire bedste hele otte gange. Men kun én enkelt gang er det lykkedes at komme helt frem til finalen. Det var i 1967. Og som altid hives drengen fra 1967 frem ved disse lejligheder. Jeg vil dog mene, at EM-guldet sidste januar fik manet det spøgelse til jorden. Men VM er noget specielt, og kampen kan blive historisk. Sølvholdet fra 1967 vil aldrig blive glemt. I aften kan et nyt hold skrive sig ind i den danske VM-historie. Om ikke andet er det umådeligt glædeligt, at Wilbeks ambition om stabilitet i verdenstoppen er realiseret. For dem der husker VM i Portugal og Tunesien (for slet ikke at nævne Egypten og Island!), er denne januar jo en evig fest!

Jeg har i meget lang tid ment, at de danske herrer spillede flottere under Torben Winther. Til gengæld vinder de flere tætte kampe nu. Kampen i går var en opvisning i vindende dansk adfærd. Spillet er ikke altid flydende, og det danske forsvar har slet ikke ramt samme niveau som i Norge for et år siden. Alligevel står Danmark nu i semifinalen, og når det for alvor spidser til, så vinder det her hold altså.

Det er egentlig blevet den omvendte verden i forhold til den lange ørkenvandring de danske herrer tidligere var ude på. De spiller ikke altid flot. Men de vinder. Fordi de vil vinde, og fordi de er vindere. Allermest personificeret i Kasper Hvidt, der nærmest udstråler viljen til sejr.

I går skulle der dog en hel del marginaler og held til. Og vi var altså heldige med den afgørende situation ved 25-25, hvor Lindbergs skud bliver ramt af Johannes Bitter.

I sidste ende må man igen rose Ulrik Wilbek for at holde hovedet koldt, for at holde sig til strategien og spillestilen – og ikke mindst for at have gjort lovende spillere til vindere. Som Erik Veje en gang har sagt det, er det nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder. Kunsten er at præstere hver gang, og Wilbek har hver gang levet op til hans oprindelige målsætning om altid at være mellem de otte bedste.

Nu er vi mellem de fire bedste og et brag af en kamp mod de forsvarende olympiske mestre venter på fredag. Franskmændene er virkelig gode. Men det er ikke umuligt at slå dem. Slet ikke. Det kræver dog, at spillet skal løftes. Mod Frankrig er viljen ikke nok. Der skal spillet løftes i begge ender.

Det vanvittige norske drama
Danmarks kamp var spændende. Men det var for intet at regne mod Norges kamp. Og virkelig synd. Måske ser man der den vinderkultur (eller mangel på samme), danskerne lige nu har til overmål:

For de mere revanchistisk indstillede dele af den danske folkesjæl er det altid en fornøjelse i sig selv at slå tyskerne. Vi andre kan se frem til en spændende dag hvor fire hold har chance for semifinale mod enten Frankrig eller Kroatien.

Sandheden er at det tyske hold er langt fra det usympatiske lavpunkt spillere som Martin Schwalb og Jochen Fratz satte i 80′erne. Men det er godt kæmpende hold der med Oliver Roggisch vil kæmpe og give alt i det, der kan blive rodet, fysisk og dramatisk uden mange mål.

Det er imidlertid et såret tysk hold, der løber på banen i dag til den afgørende kamp om en plads i semifinalen. Den store profil fra VM fra for to år siden Michael Kraus er definitivt ude efter at han vred om på anklen mod Norge. Tabet af playmakeren er stort. Men ikke uerstatteligt. For samtidig har den store Holger Glandorf taget ansvar på højre back som en anden Volker Zerbe II.

Det helt store tyske spørgsmål er snarere om HSV’s Pascal ‘Pommes’ Hens bliver klar – eller hvor klar han bliver. Hans engagement er stort så Pommes er sikkert med. Men han er skadet i låret og kunne ikke hoppe ordentligt mod Norge. Hans stil med hop på tværs af forsvaret giver mange knubs og er hårdt for kroppen. Men det er også en stil, der kan være virkelig farlig, og når man f.eks. ser ham i Hamburg kan han være en klar verdensklassespiller. Hens er et af de store spørgsmålstegn.

Den tyske træner Heinar Brand må efter kampen mod tage prisen som “Sjoveste vrede gamle mand med overskæg” nogensinde:

Men mens man nok kan grine af Brand med knyttet næve, skal man aldrig (ALDRIG) nogensinde undervurdere ham eller tyskerne. Brand er Stenzels elev, og han er sammen med kroatiske Cervar en af de mest snu trænere overhovedet.

Derfor kan man også sige, at kampen i dag kl. 17.30 mest af alt handler om at det danske hold skal præstere, som det kan. Det betyder godt forsvar med fokus på Glandorf og gode redninger fra Hvidt. Højrefløjen Schöne vil Wilbek nok lade stå. Ganske nøgternt. Ham skal Hvidt tage sig af. Hans scoringsprocent på 57 er ikke imponerende, og han har senest mod Norge lavet nogle mærkværdige fejl.

Kort og godt: Det bliver spændende og formentlig tæt. Danmark har en 60-40 fordel før kampen, og nøglen er om vores bedre bredde og flere kræfter for alvor slår igennem i anden halvleg. Forvent en tæt første halvleg, hvor Danmark forhåbentlig trækker fra efter ca. 40 minutter.

Det er meget enkelt: Danmark skal vinde i aften mod Makedonien.

Man kan også sige det på denne måde: Hvis europamestrene ikke kan slå Makedonien, bør de også være færdige ved VM.

Kampen mod Polen i går kan bestemt rubriceres som ‘en svipser’. Det var reelt starten af 1. halvleg som afgjorde sagerne, da Lars Christiansen brændte straffe og ripost, Mikkel Hansen intet ramte og Michael Knudsen brændte fra stregen. Så var stilen lagt, og da så både deres højre og venstre fløj fintede sig forbi, lå Danmark nede. At det overhovedet lykkedes at komme tilbage igen var en flot præstation af den slags, som giver en vis optimisme. Det sluttede heldigvis ikke som det startede.

Derfor kan vi tillade os at være nogenlunde optimistiske før kampen mod Makedonien. Men skal vi fastholde, at kampen mod Polen som ‘en svipser’ kræver det en sejr i aften. Kort og godt.

Det var bekymrende, at holdt i den grad faldt sammen, da det gjaldt. De er nu blevet presset to gange mod henholdsvis Serbien og Polen. Og begge gange med store udfald i 1. halvleg. Det holder ikke i en lang turnering. Heldigvis er der tid og plads til udfald. Sagen er bare den, at i aften mod Makedonien skal den være der.

Der bør dog være gode muligheder. Med Kiril Lazarov har makedonerne en storskytte. Men det er også en skytte, der har mange ‘billetter’. Han får lov at skyde meget. Indtil videre har han haft 102 skud i hele turneringen. Det er så også resulteret i hele 62 mål. Men får vi presset ham, gør det ikke noget at han scorer 10 mål. Vi skal bare sørge for at lukke ned for hans øvrige muligheder – og så få løbet nogle kontraer.

Først som sidst er vi tilbage ved det evigt tilbagevendende forsvarstema. Det er i perioder aldeles skrøbeligt, og vore to målmænd har ikke haft nogen stor turnering. Kasper Hvidt har haft svære betingelser, men der er alligevel lang vej op til EM-niveauet. Det ved han bedre end nogen anden selv.

Men man kan også sige det sådan her: Det er først i aften, at VM begynder for alvor for Danmark. Det er nu, holdet skal være der.

Han spillede næsten 60 minutter. Og han udgjorde en afgørende forskel i den danske sejr over Norge. Vel er der udfald, men at han kan præstere så godt og dække op i det meste af kampen, er imponerende og et varsel om en forhåbentlig lang periode, hvor Mikkel Hansen er den person vi og de andre nationer taler om.

Alle ved, at Mikkel Hansen har en fantastisk arm. Men hans værdi for holdet i alle spillets facetter var dagens helt store oplevelse. Vel er der fejl. Og en gang imellem går det for stærkt. Men man tager gerne det hele med. For Mikkel Hansen har det der ekstra, man meget sjældent ser.

Der var på et tidspunkt et nærbillede fra et straffekast, hvor man kan se, hvor meget han egentlig skruer bolden. Fascinerende. Det har jeg ikke rigtig set siden en kamp med Jørgen Petersen. Gør han det på alle skud?

Men bortset fra Mikkel Hansen viste kampen mod Norge, at der stille og roligt begynder at vise sig et vinderhold. Forsvaret er stadig ikke helt optimalt. Men det her er et hold, der vil vinde, og der er så mange spillere, der vil bidrage til sejren. Wilbeks mentale arbejde viser sig igen, og er som altid personificeret i Kasper Hvidts enkle men utrydsfulde ageren i målet. Det her hold vil noget i VM.

Skal man være unødvendigt kritisk, kan man sige at det danske hold måske ikke rigtig er blevet udfordret endnu. Men der lægges hele tiden på, og én ting er sikkert: Blandt favoritterne er Danmark det hold, der formentlig har brugt færrest kræfter – og som samtidig har den klart bredeste trup. Det er der bestemt perspektiver i.

Programmet ser nu ud som følger:

Lørdag klokken 20.15 Polen-Danmark
Søndag klokken 20.15 Makedonien-Danmark
Tirsdag klokken 17.30 Tyskland-Danmark

Vi følger med løbende her på stedet.

For tredje januar-slutrunde i træk mødes Danmark og Norge i aften i den indledende runde. I 2007 vandt Danmark en smal sejr i Kiel, som sendte Norge helt ud og i Presidents Cup. Sidste år i Drammen var det Norge, som trak det længste strå i åbningskampen, og som det eneste hold overhovedet formåede at slå de senere danske europamestre.

Alt peger derfor i retning af endnu en meget tæt kamp i aften. Der er jo stort set tale om en ny-klassiker, når de to hold mødes. Noget er dog anderledes denne gang, og Danmark går ind til kampen med flere fordele. Danmark og Wilbek er oppe imod et delvist forynget norsk hold, og i modsætning til kampen i Drammen sidste år har begge hold spillet fire hårde kampe inden mødet. Det kommer klart danskerne til gode. Wilbek har en langt bredere trup og har kunnet tage den nogenlunde med ro undervejs. Norge kommer lige fra et hårdt drama mod serberne.

Men Norge har bestemt kvaliteter. Kjelling kommer med trykket i angrebet, og han har et formidabelt skud. Men han kan også bruge uforholdsmæssigt mange skud, og han kan blive Danmarks bedste ven. I sidste ende står den egentlige kamp og det største moment i kampen mellem de to kommende klubkammerater i FCK; Steinar Ege og Kasper Hvidt. Ege er efter min mening suverænt Norges bedste spiller.

Hans indsats bliver afgørende at følge. Og her kan Mikkel Hansen blive spilleren, der kan gøre en forskel. Hans 15 mål mod Ege i sidste års DM-finale kan give Hansen og Danmark en psykologisk fordel. Ege må meget nødigt komme godt i gang. Så kan han være aldeles ubehagelig.

Underlige konflikter i medierne

I øvrigt har de seneste dage været præget af nogle underlige medieskabte konflikter. Først var der Bent Nyegaards forslag om at udskifte Landin. Og så kom Ulrik Wilbeks mærkværdige ønske om anerkendelse. Det virker næsten som en reaktion på, at det indtil videre er gået stille og nogenlunde roligt. Det er store ego’er, vi taler om her. Men hvorfor det skulle være nødvendigt, virker meget underligt.

Det er altid et godt tegn for slutrunden, når Lars Christiansen starter med at score på det første straffe og Kasper Hvidt starter med tre redninger. Så er vi i gang. Man sidder jo altid med hjertet oppe i halsen og tænker på andre dage og andre slutrunder, når han går til pletten første gang. Men de tider er forbi og Danmark er i fuld sving.

Nøglekamp i aften mod Serbien

I aften venter så Serbien i det, der må betegnes som en nøglekamp. Serberne virker stærke og har en meget bred trup med store kvaliteter på alle pladser. Åbenbart med så stor bredde, at de ikke så grund til at indlemme BSV’s ellers suverænt stærke stregspiller Milutin Dragicevic i den endelige trup. Det valg er de glade for i den danske lejr.

“Serbien kan blive en af overraskelserne ved dette VM”, sagde Wilbek ved pressemødet inden slutrunden. Det er muligvis rigtigt. Men at dømme efter deres kamp mod Egypten er det ikke et serbisk hold, der pludselig kommer med en masse nye ting. Det er aldeles velkendt. Tungt og effetivt og med stor vilje og aggressivitet. Der er sagt meget om, at serberne spiller hårdt og brutalt. Det er som regel overdrevet. Men danskerne skal ikke ind og slås med dem. De skal spille forbi dem i højt tempo. Lykkes det for det danske hold i aften, og lykkes det at etablere godt forsvar og flydende angrebsspil, er vi allerede godt med i turneringen. På den måde er det en nøglekamp mod Serbien i aften. Lykkes det ikke er der masser af muligheder tilbage. F.eks. en tiltrængt revanche mod Norge.

VM på alle kanaler

Med nøglekampen i aften kan vi roligt konstatere, at VM for alvor og på alle måder er i gang. Dansk TV2 og TV2 Sport sender fra den danske pulje, mens norsk TV2 og svensk TV4 følger deres hold. Så der er rig mulighed for at komme i lidt bedre humør her i det kolde og mørke januar.