Det var et af fodboldhistoriens helt store hold. Men et hold der sluttede med en gedigen skuffelse i tung vejr i Bern. De revolutionerede fodboldsporten med deres 4-2-4 system og en angrebsivrig forløber for totalfodbolden. Men de fik alt for kort tid sammen, efter at de sovjetiske tanks slog oppositionen ned i Budapest.

Det ungarske hold, der vandt et suverænt OL-guld i Helsini i 1952, bragte fodbolden ind i en ny epoke oven på den anden verdenskrigs ruiner. Ungarerne vendte den engelske WM formation op og ned og introducerede et system med fire angrebsivrige forwards. Og midt i det hele løb den store major Ferenc Puskas og fordelte boldene med elegance og bidende effektivitet. Han var den store major omkring eminente boldspillere som Kocsis, Czibor og Hidegkuti.

I 1953 rystede Ungarn en hel fodboldverden i “århundredets kamp” på Wembley mellem spillets arrogante opfindere og de olympiske mestre fra Ungarn. Hvem var egentlig bedst? Nu skulle det afgøres.

Kampen blev en understregning af, at FA’s engelske tropper hang ubehjælpsomt fast i fortiden. Englænderne havde en arrogant forståelse af sig selv som spillets ledende nation – selv efter at de ved VM tabte til USA. Men denne dag på Wembley ydmygede de magiske magyarer England på Wembleys hellige græs og vandt hele 6-3.

Senere gentog de bedriften med en 7-0 sejr i Budapest. Disse magiske magyarer var de helt store favoritter og mod VM i Schweiz.

Den favoritværdighed blev bestemt ikke mindre, da Ungarn udraderede Vesttyskland i den indledende runde med 8-3. Det så imponerende ud. Men sejren blev et tveægget sværd. Den tyske træner Sepp Herberger havde læst på turneringsprogrammet og stillede med en række reserver til kampen. Ligeledes pådrog Puskas sig under kampen en skade, der kom til at præge ham resten af turneringen.

I sidste ende mødte de suveræne ungarere deres endeligt mod netop tyskerne. Anført af den tidligere krigsfange Fritz Walter kom tyskerne tilbage fra to tidlige ungarske scoringer og skabte et ‘Wunder von Bern’, der gav den ramponerede tyske nation noget at være stolte over igen.

Ungarn kom aldrig igen. To år senere var det ungarske hold i vesten, mens Sovjetunionens tanks kvalte oprøret i Ungarn. Puskas benyttede lejligheden og endte på Real Madrid drømmehold, hvor han sammen med Alfredo di Stefano udgjorde historiens egentlige Galacticos med fem sejre i træk i mesterholdenes turnering.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp
2. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp
3. Optakt til VM 7: Et magisk øjeblik i fodboldens historie

Totalfodbold

Der findes flamboyante typer, som for altid lever i totalfodboldens verden i Vesttyskland 1974 – og i det godes orange kamp mod de alt for pragmatiske tyskere. Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad totalfodbold var for noget, eller hvis man gerne vil se hvad Johan Cruyff egentlig kunne, så er det bare med at se de første minutter af finalen fra München.

Holland giver bolden op. Med det samme løber Berti Vogts op og klæber sig til den hollandske ener. Ham skal han følge. Hollænderne holder bolden i egne rækker. Til sidst ender Cruyff som absolut bagerste mand, og i ét rush pløjer han sig gennem det tyske forsvar med Vogts på desperat jagt efter ham, ind i feltet, og så fælder tyskerne ham til straffespark. 1-0 til Holland uden at tyskerne én eneste gang har rørt bolden.

I sidste ende fældede hollændernes arrogance dem. Tyskernes egen benhårde maoist Paul Breitner har siden fortalt, at det tyske hold efter den start var helt igennem groggy, og at hollænderne kunne have stækket dem endeligt allerede dér. I stedet kom tyskerne selvfølgelig stærkt og indædt tilbage. Det gør de som regel.

- Mere VM optakt her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 5: De magiske magyarer
2. Optakt til VM 9: Konfetti i Buenos Aires
3. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et noget højstemt følelsesudbrud i anledning af 20-året for Murens fald. Da jeg voksede op, måtte min mor forsøge at forklare, hvorfor der lå en ø derovre til højre på kortet over Vesttyskland, og hvorfor der var nogen som havde bygget en mur midt igennem Tysklands gamle hovedstad.

Det virker alt sammen så længe siden nu. På mandag er det tyve år siden Berlinmuren faldt. Med den faldt også andre mure. Dét er der grund til at huske på, for der er masser af energi at hente i den historie. En gang imellem er håbet den eneste realistiske mulighed.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Muren i vores hoveder

“Some men see things as they are and say why
- I dream things that never were and say why not.”
George Bernard Shaw

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.

Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.

På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.

Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.

De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.

Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60’erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.

Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe ”Wir sind das Volk”. For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl eller Christian Führer motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker for dem for det nye perspektiv, de gav os.

Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned, og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.

Relaterede poster:

1. Læs klumme fra 180grader.dk: Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet
2. Læs klumme fra 180grader.dk: Leve republikken
3. Læs klumme fra 180grader.dk: En ny historie om Danmark

Det er en befrielse at læse en tysk forfatter, som ikke står med føddernes solidt plantet i nazismens ocean af skyld. Her er en fyr, som er vokset op i DDR’s døende timer, som var pionér i skoletiden og smadrede alt og alle udenfor skolen – inklusive sig selv. Det er en historie om destruktion på alle måder. Ikke mindst af de drømme, vi alle nærer, men som er sværere at bære i Leipzig Südost. På den måde en helt igennem nådesløs beskrivelse af en opvækst i bydelen Reudnitz, Leipzig Südost. Et sted hvor snapsen skylles ned med billige øl på vej ud til endnu en kamp med Chemie Leipzig, som selvfølgelig aldrig rykker op, og som var bedst i midten af 60′erne, før Stasi-svinene fra Berlin stjal mesterskaberne orkestreret af Erich Mielke.

Bogen følger vennerne Werner, Stefan, Mark, Rico og fortælleren Daniel Lenz. Fem venner der oplever verden styrte sammen for øjnene af dem. Først den nære verden derhjemme med skilsmisser, druk og vold. Og så den større verden, da protesterne i Leipzip tager tal med mandagsdemonstrationerne. Alt sammen skildret knivsparkt af Clemens Meyer. Det er fem personer, man måske kender, men som ikke umiddelbart vil vække sympati midt i endnu en omgang druk, vold og biltyveri. Men det er fem personer, man kommer til at føle med efterhånden som verden går i stykker. Det er sjældent, at en bog gør et så stort indtryk.

Specielt ét kapitel stikker ud. I en fantastisk sproglig udladning fortæller Meyer på én gang historien om vennens Rico afgørende nederlag i bokseringen, samtidig med at fortælleren og Rico ser Henry Maske mod Graciano Rocchigiani i 1995. Det er simpelthen stor litteratur.

Meyers bog er blevet fremhævet som den store bog om “Die Wende”, alle har sukket efter. At læse om oplevelserne før og efter Muren er knusende. Meyer repræsenterer en generation, der blev efterladt i et kæmpe tomrum, hvor skinheadsenes vold og et tiltagende narkomisbrug tog over efter den fredselskende socialistiske arbejderstat. Men “Dengang vi drømte” er ikke en beskrivelse af Murens fald set på afstand. Det her er oplevet indefra, og de fem drenge som går i stykker repræsenterer en universel historie. Lige nu render der også en Daniel og en Rico rundt alle mulige andre steder, mens verden går i stykker omkring dem. Den pointe gør ikke Meyers bog mindre nærværende. Det er længe siden, jeg har læst en så knusende overbevisende bog.

Relaterede poster:

1. Et såret tysk hold kan være et farligt tysk hold

I sandhed en flad fornemmelse. Danmark var aldrig i nærheden af at kunne true Frankrig, og vi skal være glade for, at vi fik rettet lidt op til sidst. Franskmændene var ganske enkelt bedre i alle spillets facetter, og Danmark blev i perioder udspillet. I forhold til de tre fremhævede punkter kan vi roligt konstatere følgende:

1. Det etablerede danske angrebsspil formåede aldrig at udfordre det fint offensivt indstillede franske forsvar. Starten af 1. halvleg forløb udmærket med højt tempo, men så faldt angrebet helt sammen.
2. Kasper Hvidt tabte målmandskampen mod Omeyer med et brag. Han fik godt nok heller ikke særlig meget hjælp, men Hvidt var helt ude af kampen, som dermed mindede en hel del om EM-semifinalen mod Spanien i 2006.
3. Karabatic og Narcisse kørte rundt med os. Der var flere angreb i 1. halvleg, hvor de ganske enkelt udspillede os. Ligeledes var det forstemmende at se, hvor let de havde ved at køre os ‘tyndt’, når de var i undertal.

Kort og godt: Vi tabte til et klart bedre hold, hvis klasse Danmark ikke er i nærheden af. Wilbek har hele tiden haft ret: Frankrig er det bedste hold af alle.

Denne slutrunde har egentlig været lidt flad set med danske øjne. Vi har ikke spillet godt. Derfor er det selvfølgelig helt fantastisk, at vi søndag har chancen for at komme hjem med en medalje. Vi er igen og igen i verdenstoppen. Men for at komme helt op i toppen skal der lægges yderligere på. Det viste kampen i dag mod Frankrig med al ønskelig tydelighed.

Relaterede poster:

1. Først verdensmestrene – så de olympiske mestre
2. Et såret tysk hold kan være et farligt tysk hold
3. VM er en dansk opvisning i vindende adfærd

Selvfølgelig kan de danske herrer slå de olympiske mestre fra Frankrig i dagens VM-semifinale. Men skal det ske, skal det danske hold spille op til deres allerbedste. Jeg vil fortsat hævde, at det danske hold langt fra har spillet nogen prangende slutrunde. Et måske kættersk synspunkt, men denne gang har vi ikke imponeret vldt i mellemrunden eller vist noget af det flydende spil, der tidligere har været et flot mærke for det danske spil. Wilbek nævnte på torsdagens pressemøde at han endnu ikke kender sit holds topniveau. Men uanset hvor det ligger, skal det rammes fredag aften i Split. Det betyder helt konkret:

1. Det etablerede danske angrebsspil kommer op mod turneringens bedste og uhyggeligt bolderobrende forsvar. Holdets angrebsspil har endnu ikke været rigtigt flydende og bliver det sikkert heller ikke mod Frankrig. Derfor skal vi håbe på, at Wilbek finder en slagkraftig kombination af sine mange udskiftninger, og at f.eks. Mikkel Hansen og Lasse Boesen rammer dagen. Ligeledes vil det formentlig passe ind i Wilbeks plan, at Jesper Jensen nu præsterer som han plejer i de afgørende kampe.
2. Kasper Hvidt skal igen vinde målmandskampen. Men denne gang er han oppe imod Omeyer, der har mindst samme kvalitet som Hvidt. Duellen mellem de to bliver knivskarp og store redninger kan blive afgørende som de altid er det og bliver det mere og mere i de afgørende slutkampe. Mesterskaber vindes som regel mellem stængerne, når det kommer til stykket.
3. Vi skal fokusere på de rigtige ting i kampen. Karabatic er verdens bedste spiller, fordi han er så komplet og kan det hele. Men ofte plejer det at være Narcisse, der er den værste ved os. Taktisk vil Wilbek helt sikkert forsøge sig med alternative opstillinger i forsvaret. Men det bliver meget Lars Jørgensen, der i midten skal sørge for, at forsvaret ikke brækker midt over i en af Karabatics raids.

Chancefordelingen må hedde 65-35 i Frankrigs favør. Men husk altid med den slags kampe: De afgøres kun sjældent på papiret og tegnebrædtet. I sidste ende handler det om at ‘ramme dagen’ og spændingsniveauet. Gør danskerne det, kan holdet sagtens gå i en finale. Alle regner med at det bliver Frankrig mod Kroatien i finalen. Mange års VM-erfaring siger mig, at der nok skal ske noget yderligere undervejs. Måske Polen mod Danmark i finalen?

1 ud af 8 – 1967 om igen

Danmark har på herresiden været mellem de fire bedste hele otte gange. Men kun én enkelt gang er det lykkedes at komme helt frem til finalen. Det var i 1967. Og som altid hives drengen fra 1967 frem ved disse lejligheder. Jeg vil dog mene, at EM-guldet sidste januar fik manet det spøgelse til jorden. Men VM er noget specielt, og kampen kan blive historisk. Sølvholdet fra 1967 vil aldrig blive glemt. I aften kan et nyt hold skrive sig ind i den danske VM-historie. Om ikke andet er det umådeligt glædeligt, at Wilbeks ambition om stabilitet i verdenstoppen er realiseret. For dem der husker VM i Portugal og Tunesien (for slet ikke at nævne Egypten og Island!), er denne januar jo en evig fest!

Relaterede poster:

1. VM begynder først i aften
2. En flad fransk fornemmelse
3. Før Danmark mod Tyskland: Det bliver ikke for folk med sarte nerver og dårligt hjerte, når de regerende europamestre møder verdensmestrene

Jeg har i meget lang tid ment, at de danske herrer spillede flottere under Torben Winther. Til gengæld vinder de flere tætte kampe nu. Kampen i går var en opvisning i vindende dansk adfærd. Spillet er ikke altid flydende, og det danske forsvar har slet ikke ramt samme niveau som i Norge for et år siden. Alligevel står Danmark nu i semifinalen, og når det for alvor spidser til, så vinder det her hold altså.

Det er egentlig blevet den omvendte verden i forhold til den lange ørkenvandring de danske herrer tidligere var ude på. De spiller ikke altid flot. Men de vinder. Fordi de vil vinde, og fordi de er vindere. Allermest personificeret i Kasper Hvidt, der nærmest udstråler viljen til sejr.

I går skulle der dog en hel del marginaler og held til. Og vi var altså heldige med den afgørende situation ved 25-25, hvor Lindbergs skud bliver ramt af Johannes Bitter.

I sidste ende må man igen rose Ulrik Wilbek for at holde hovedet koldt, for at holde sig til strategien og spillestilen – og ikke mindst for at have gjort lovende spillere til vindere. Som Erik Veje en gang har sagt det, er det nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder. Kunsten er at præstere hver gang, og Wilbek har hver gang levet op til hans oprindelige målsætning om altid at være mellem de otte bedste.

Nu er vi mellem de fire bedste og et brag af en kamp mod de forsvarende olympiske mestre venter på fredag. Franskmændene er virkelig gode. Men det er ikke umuligt at slå dem. Slet ikke. Det kræver dog, at spillet skal løftes. Mod Frankrig er viljen ikke nok. Der skal spillet løftes i begge ender.

Det vanvittige norske drama
Danmarks kamp var spændende. Men det var for intet at regne mod Norges kamp. Og virkelig synd. Måske ser man der den vinderkultur (eller mangel på samme), danskerne lige nu har til overmål:

Relaterede poster:

1. Fin dansk start – i aften kommer første fingerpeg om de danske kvaliteter mod Serbien
2. Først verdensmestrene – så de olympiske mestre
3. En flad fransk fornemmelse

For de mere revanchistisk indstillede dele af den danske folkesjæl er det altid en fornøjelse i sig selv at slå tyskerne. Vi andre kan se frem til en spændende dag hvor fire hold har chance for semifinale mod enten Frankrig eller Kroatien.

Sandheden er at det tyske hold er langt fra det usympatiske lavpunkt spillere som Martin Schwalb og Jochen Fratz satte i 80′erne. Men det er godt kæmpende hold der med Oliver Roggisch vil kæmpe og give alt i det, der kan blive rodet, fysisk og dramatisk uden mange mål.

Det er imidlertid et såret tysk hold, der løber på banen i dag til den afgørende kamp om en plads i semifinalen. Den store profil fra VM fra for to år siden Michael Kraus er definitivt ude efter at han vred om på anklen mod Norge. Tabet af playmakeren er stort. Men ikke uerstatteligt. For samtidig har den store Holger Glandorf taget ansvar på højre back som en anden Volker Zerbe II.

Det helt store tyske spørgsmål er snarere om HSV’s Pascal ‘Pommes’ Hens bliver klar – eller hvor klar han bliver. Hans engagement er stort så Pommes er sikkert med. Men han er skadet i låret og kunne ikke hoppe ordentligt mod Norge. Hans stil med hop på tværs af forsvaret giver mange knubs og er hårdt for kroppen. Men det er også en stil, der kan være virkelig farlig, og når man f.eks. ser ham i Hamburg kan han være en klar verdensklassespiller. Hens er et af de store spørgsmålstegn.

Den tyske træner Heinar Brand må efter kampen mod tage prisen som “Sjoveste vrede gamle mand med overskæg” nogensinde:

Men mens man nok kan grine af Brand med knyttet næve, skal man aldrig (ALDRIG) nogensinde undervurdere ham eller tyskerne. Brand er Stenzels elev, og han er sammen med kroatiske Cervar en af de mest snu trænere overhovedet.

Derfor kan man også sige, at kampen i dag kl. 17.30 mest af alt handler om at det danske hold skal præstere, som det kan. Det betyder godt forsvar med fokus på Glandorf og gode redninger fra Hvidt. Højrefløjen Schöne vil Wilbek nok lade stå. Ganske nøgternt. Ham skal Hvidt tage sig af. Hans scoringsprocent på 57 er ikke imponerende, og han har senest mod Norge lavet nogle mærkværdige fejl.

Kort og godt: Det bliver spændende og formentlig tæt. Danmark har en 60-40 fordel før kampen, og nøglen er om vores bedre bredde og flere kræfter for alvor slår igennem i anden halvleg. Forvent en tæt første halvleg, hvor Danmark forhåbentlig trækker fra efter ca. 40 minutter.

Relaterede poster:

1. Forventninger før VM i Kroatien: Er dette en mellemturnering for Wilbeks hold?
2. En flad fransk fornemmelse
3. Først verdensmestrene – så de olympiske mestre

Det er rimelig nonchalant at vente fire kampe med at spille sig ud til et OL. Men det er ikke desto mindre, hvad de danske herrer har gjort. De har trukket den lige til grænsen, og i dag spillede de så en fremragende kamp, slog Tyskland klart 27-21 og står nu med gode muligheder i kvartfinalen. Ganske rutineret.

Kampen blev slet ikke så dramatisk som forudset. Det skyldtes to afgørende faktorer:

1. Det danske spil var for første gang der, hvor det skulle være. Der var ro og opfindsomhed i spillet. Ligeledes var det danske forsvar for første gang oppe i gear og tempo og formåede at holde tyskerne nede på 21 mål. Det var EM-klasse.
2. Individualisterne præsterede for alvor. Over dem alle stof Kasper Hvidt med fremragende redninger på afgørende tidspunkter. Han viste virkelig klassen. Helt forrygende var det også at se Hans Lindberg rejse sig igen med finurlige scoringer med stort overskud. Jesper Jensen spillede også en stor landskamp og fik bl.a. Lasse Boesen sat op til flotte scoringer i midtzonen.

Ulrik Wilbek har hermed igen levet op til sin indledende målsætning som landstræner om altid at blive mellem de otte bedste – hver gang. Og i skrivende stund er der tilsyneladende lagt op til kvartfinale mod Spanien. Dem har jeg set nogle gange her ved OL, og de er ikke skræmmende som f.eks. Frankrig er det. Romero spiller uden vanlige eksplosioner, og de virker ikke som et hold med stort overskud. I dag var de næsten ved at tabe til Brasilien.

Dermed er ingenting givet endnu, og der skal spilles igennem på samme niveau som i dag for at Danmark kan se videre frem. Ikke noget med at snakke om medaljer endnu. Men med spillet og præstationerne i dag hjælper det da lidt på det!

Relaterede poster:

1. Før Danmark mod Tyskland: Det bliver ikke for folk med sarte nerver og dårligt hjerte, når de regerende europamestre møder verdensmestrene
2. Dramaet fortsætter ufortrødent efter endnu en uafgjort mod Island
3. Før Danmark – Polen: Fokus på spil i overtal og på den polske bagkæde

Russerne slog tidligere dagen Korea, og dermed er sagen helt klar her til middag:

- Det sejrende hold går i kvartfinalen, undgår Frankrig og står med gode kort.
- Det tabende hold er helt ude af OL, og dermed sendes enten en europamester eller en verdensmester helt ud

Det er vist det, man kalder knald eller fald. Og endnu en gang er modstanderen Tyskland i så afgørende en match.

Sidst slog vi dem som bekendt i EM-semifinalen, og der er også tidligere eksempler på gode kampe ved et OL. Men i OL-sammenhæng har vi dårlige erfaringer med Tyskland fra 1984, hvor Wunderlich skød os ned. Det må Kraus eller Glandorf helst ikke gøre i dag. Vi kan ikke forhindre dem i gode mål, men vores forsvar SKAL fungere i dag. Ellers kan holdet godt rejse hjem.

Der er på alle måder lagt op til et brag af en kamp med to sårede giganthold, og to pressede trænere der nu virkelig skal vise at de kan toppe deres hold, når det gælder.

Wilbek har aldrig forladt en slutrunde uden medaljer. Den statistik er voldsomt under pres i dag, men han har gjort det før med sine hold, og der er stadig masser af muligheder. Men lås børn og svage sjæle inde. Det bliver ikke kønt, og det bliver ikke for sarte sjæle!

Relaterede poster:

1. Efter Danmark – Tyskland: Fremragende spil og Danmark er i den grad tilbage i OL
2. Først verdensmestrene – så de olympiske mestre
3. Tolv hold er klar til OL og Danmark undgår Frankrig

Euro-fodbolden har vist sig fra sin bedste side. EM har indtil videre været en positiv oplevelse. Joakim Jakobsen skriver i denne uge i Weekendavisen, at dette års udgave af EM er den bedste slutrunde siden 1986 og det bedste EM siden 1984. Efter at have set Ruslands opvisning i går, er det svært ikke at give ham ret. Russerne har været et formidabelt bekendtskab og dette EM har været en overraskende venligtsindet gæst i juni måned.

EM kan være en frustrerende oplevelse med relativt jævnbyrdige europæiske hold og taktisk prægede matcher. Guderne skal vide, at EM i 1992 og 2004 ikke var store sejre for fodbolden. Ligeledes huskes også EM i 1996 i England som én lang ørkenvandring. Det har kort fortalt ikke altid været nogen udelt fornøjelse, og for denne skribent har VM altid haft en meget højere stjerne. Der er ligesom lidt mere histroriens vingesus over VM, når Argentina og Brasilien er med.

Lige nu imponerer Rusland i den grad. Men lur mig om ikke vi er på vej mod en helt klassisk finale mellem Tyskland og Italien. Tyskerne har Tyrkiet i deres semifinale, og selvom tyrkerne er come-back kids af Allahs nåde, så vil tyskerne uden tvivl formå at sætte sig på den kamp. I den anden halvdel er italienerne kommet sædvanligt luntende ind i slutspillet. Og lige præcis sådan er de allermest farlige. Selvom Spanien er knaldskarpe, så kunne en 1-0 til Italien og en senere klog eliminering af Rusland ligne et meget sandsynligt resultat. Favoritterne falder som fluer, og til sidst står Tyskland og Italien tilbage. De to store gamle europæiske fodboldnationer med flere stjerner på bluserne.

Relaterede poster:

1. Bedste krimi siden Ellroy? “Barn nr. 44″ af Tom Rob Smith er fremragende
2. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp
3. Korrektion til Wilbek: Det er (foreløbig) det bedste VM-resultat i 21 år