DR1′s Sommervejret bragte i går dette indslag om vejret som samtaleemne.

Med Snebolden og denne sides udsendte citerende “Vi ska alla en gång dö”. Sådan var det i den elevator, den sommerdag på Amager.

God sommer.

Efter valgnederlaget i november er det republikanske parti lige nu ved at udarte i sekterisk vanvid, hvor det er Glenn Beck og Rush Limbaugh, der sætter den hadefulde og konspiratoriske dagsorden, som har plaget USA hele sommeren. Meget få har modet til at undsige en agenda, hvor Obama lægges for had som en socialist, der er kommet illegitimt til magten.

Det konservative højre spiller et farligt spil. De prøver at ride på en populistisk usikkerhed over Men det giver også plads til andre stemmer. Der ligger en hel åben bane for en moderne konservativ, der vil undsige den rabiate højrefløj og lægge afstand til hele Bush-æraen.

Sådan en person har republikanerne nu fået i tv-værten Joe Scarborough. Se f.eks. hvad han skrev på sin Twitter profil for nylig:

“Will a GOP Presidential hopeful for 2012 have the courage to condemn Beck in tough terms for saying Barack Obama “hates white people”?”

Man vil måske mene, at en sådan kommentar ikke er revolutionerende i sit indhold. Men i det giftige politiske miljø i USA er Joe Scarborough en befriende anderledes konservativ. Eller som nogen mere kyniske sjæle vil hævde: Den liberales våde drøm om en republikaner.

Amerikanske valg vindes dog på midten, og der vil være en yderst interessant position i at fremstå som et helt nyt, moderat ansigt med nye idéer for USA. F.eks. at klimasagen må være en afgørende konservativ sag. Han er til daglig morgenvært på MSNBC. Han er moderat – og samtidig har han de rette konservative værdier. I 1994 blev han valgt ind i Kongressen fra Florida midt i en ny-konservative bølge, der ramte Bill Clinton. Men siden valgte han at prioritere sin familie, og har i en årrække været en succesfuld konservativ vært et ellers liberalt MSNBC.

Hans program ”Morning Joe” er populært og for nylig udgav han bogen “The Last Best Hope”, som var et originalt bidrag til en ny klassisk konservativ position. Joe Scarborough kender sin Burke, og hans budskab om tilbageholdenhed er som skabt til tiden efter Bush og Lehman Brothers. Det fik for nylig Huffington Post til at nævne Scarborough som et spændende bud på en kandidat til præsidentvalgt i 2012.

Alt det er selvsagt bare ren spekulation. Det interessante er mere, at der kommer en tid efter Glenn Beck frem mod 2012. Og her vil en ny kandidat med nye idéer stå rigtig stærkt. Joe Scarborough kan være en sådan kandidat og hans bog og mediemæssige platform kan være et stærkt afsæt.

Læs hans artikel i Time om konservatismen og se ham nedenfor i hans eget program:

Se også DR2′s Temalørdag fra den 22. noveber 2003 her.

Programmet er tilrettelagt af Ole Retsbo og er vitterlig en af de bedste fremstillinger af sagen indenfor en time, som jeg har set. Det skal jeg selvfølgelig sige, for jeg var selv med i den i sin tid!

Men Retsbo har virkelig gjort et rigtig godt stykke arbejde, og han har indenfor en time samlet mange vigtige klip og mange væsentlige aktører. Nyd den her fra Youtube:

Se den originale reklame først og gå derefter til den opdaterede 2008-version.

Den originale reklame fra 1999:

Den nye reklame fra 2008:

Det er i al sin enkelthed, hvad virkal marketing handler om.

På turistmarkedet kan man købe t-shirts med Benito Mussolinis portræt lige ved siden af tilsvarende portrætter af Kaka og Christiano Ronaldo. Under sommerens EM kunne man også nyde den italienske nationalmelodi til billedet af heilende italienske tilskuere. En dejlig cocktail fra en af den europæiske kulturs tidligere så stolte nationer.

Fascismen og Mussolini er gået ind i popkulturen her i Italien. Men det er alt andet også. Åbner man for radio eller tv får man silikonerede babes der ikke siger noget, men bare er der. Det er også alt rigeligt. Alt er jo sagt i endnu et show fra Rimini. Og så kan man lige så godt bruge tiden på tv-bingo. Det er der også døgnet rundt sammen med musik fra 80′erne. Sabrina har stadig en stor karriere, som hele tiden udvikler sig.

Man får her den snigende ubehagelige fornemmelse, at sure gamle mænd som Adorno havde helt ret i deres kulturpessimisme og kritik af det moderne. Man bliver simpelthen bedøvet af muzak og calcio i én uendelighed. Det er indtagende og aldeles skræmmende.

Her på siderne har vi siden præsidentvalget i 2004 været umådeligt glade for Tim Russert på NBC. Både i 2000 og 2004 havde Rusert fuldstændig ret i sine forudsigelser om de afgørende svingstater. I klippet her på siden har vi f.eks. den klassiske forudsigelse om “Florida, Florida, Florida” fra 2000.

Fredag døde han pludseligt på sin arbejdsplads NBC. Han vil blive savnet. Russert formåede som få at skære igennem vrøvlet og formidle helt klart, hvad det drejede sig om. Det er en sjælden evne, som vi også på vore breddegrader kan savne. Russert var vært på søndagsshowet “Meet The Press” fra 1991 og frem til sin død. Skulle man blive til noget i politik, skulle man klare et besøg hos Russert i “Meet The Press”. Hvem der her til morgen har overtaget stolen i det traditionsrige program, står endnu uvist hen.

Som bekendt er Danmark allerede kvalificeret til OL som europamester. Dermed undgik man at skulle spille OL-kvalifikation i den kommende weekend. En begivenhed der ellers allerede var reserveret i Herning.

Nu kan vi så glæde os til at skulle se på alle kampene over tre intense dage i tre forskellige lande. Og der er virkelig noget at glæde sig til, når f.eks. Frankrig, Spanien og Tunesien skal kæmpe om to pladser med Norge som en noget ulige outsider.

Turneringen kunne have været en opgave for TV2 Sport. Men de ser ikke ud til at sende fra kampene. Til gengæld lader det til, at IHF streamer alle kampe live på nettet!Hvis det er sandt, kan det blive nogle interessante dage med bredbåndsforbindelsen. Endelig er SVT på pletten til de tre svenske kampe, hvoraf kampen mod Island søndag kan blive et nordisk brag om at komme til OL.

Gruppe 1 (Wroclaw, Poland)
Polen
Sverige
Island
Argentina

Gruppe 2 (Paris, France)
Frankrig
Tunesien
Spanien
Norge

Gruppe 3 (Zadar, Croatia)
Rusland
Algeriet
Kroatien
Japan

Benn Q. Holms bøger er ikke elsket af litterater. Hans realisme og mere ligefremme historier beder ikke om kærlighed fra kortprosaens mere snirklede fortalere. Det skal man imidlertid ikke lade sig snyde af. “Album” er bestemt en af Holms bedste. Men han bliver aldrig en af Lars Bukdahls yndlingsforfattere. Dertil er hans bøger for ligefremme. Det kan også ses som en styrke – og er det efter min mening med “Album”.

Særlig Rolsted-familien står stærk som en præcis og trist kommentar til 70′ernes isstorm. Den centrale scene med Rolsted på stranden fungerede perfekt. Det var den store lakmustest for “Album”, fordi det var en central scene fra bogen, som skulle fungere i serien. Det lykkedes.

Man fornemmer at Holm skriver bedst på det personlige erindringsstof, og at hans egen evindelige Gertrud har været på spil. Det er selvsagt set før, og bogens Martin er formentlig ikke alt for langt fra virkelighedens litteraturstuderende Holm. Alligevel rammer den og lægger sig fint i forlængelse af Holms historier fra kanten af 80′erne med postpunk, popcorn og KB-kampe.

Men det er i historien om Rolsted, at der for alvor er noget på spil. Og det er den, der for alvor brænder igennem skærmen og bogomslaget. Jeg hører til dem, der lader mig berøre af Lars Rolsteds historie og i det håb, der trænger sig på i slutscenen, da Lars Rolsted stiller rullepølse og snaps frem. Portrættet af Vilhelm Rolsted er ligeledes suverænt. Han indrammer de egentlige 70′ere. Nok var der ø-lejre. Men der var endnu mere kulde i parcellen. Og alligevel er Rolsted ingen gennemført skurkeskikkelse. Der er andre, der med rette behandles langt mindre nænsomt.

På den måde kommer “Album” godt i havn. Joof er lykkeligvis gået uden om de pastelfarvede morsomheder. I stedet er hun gået efter historien. Det viste sig at være et godt og overraskende vellykket valg.