Flere har undret sig over den tilsyneladende defensive form, der har kendetegnet den første del af valgkampen. I skrivende stund er den store historie, at blå blok synes at lukke gabet i meningsmålingerne, mens andre målinger har rød blok med en meget stor føring. Tvivlerne er mange, og usikkerhederne store. Men det overordende billede er, at Helle Thorning og hendes røde blok spiller ud fra et forspring, og derfor har valgt en defensiv italiensk inspireret taktisk, hvor det gælder om at forsvare sig mod angreb og lave få fejl. Det er det rene catenaccio.

Lige nu virker det imidlertid som en meget farlig strategi. Internt i rød blok sker der flere fejl, og de seneste dage har vist et SF med en række fodfejl på udlændingeområdet og senest skabte Astrid Krag en lille overskrift med de forkætrede 12 minutter.

Imens farer statsminister Lars Løkke land og rige rundt i hvad Thomas Larsen i dag kalder “Løkkes usynlige valgkamp“. Også Løkke arbejder ud fra erfaringer hos Obama i 2008, hvor det handler om at være til stede på alle platforme, men ikke mindst om at komme ud og møde vælgerne fysisk – langt væk fra Christiansborg. Det var den strategi, der virkede for Socialdemokraterne ved det seneste valg til Europaparlamentet.

Og mens alt dette pågår i egen stilfærdighed, rejser sig spørgsmålene om, hvornår offensiven egentlig sætter ind. Alle partier har haft fire år til at forberede sig. Rygterne har svirret om, at Venstre har haft en egentlig graver-enhed, der skulle finde snavs på sine politiske modstandere. Og 3F skulle efter sigende have arbejdet med lignende planer.

Endnu har vi dog ikke set noget til disse initiativer i en decideret negativ kampagne. Og det er oplagt at tro, at blokkene holder disse esser tæt til kroppen og venter med at spille ud, indtil den anden part begynder. Der er selvsagt også den hypotese, at partierne simpelthen vil tale om politik og de økonomiske vanskeligheder, der kræver store og brede løsninger. Men hvem tror på det? Var rygterne om disse graver-grupper bare spin?

I hvert fald er der indikationer på, at den borgerlige blok kan have noget større på vej. Michael Kristiansen kom vel næsten til at tale over sig på TV2 News den anden aften, og der florerer på nettet historier om en kommende “valgbombe”, der skal ramme Helle Thorning. Indtil videre er intet detoneret endnu. Men i en lidt passiv valgkamp skal der vel ske noget her op til den afgørende weekend?

Og kigger man tilbage på de seneste valgkampe er det umuligt at forestille sig, at der ikke skulle dukke noget op, som pludselig rydder dagsordenen og sætter en af parterne under pres. Skræmmekampagner kan ingen lide – men de virker. Det så man mest effektivt udtrykt i 1998. Siden da har Venstre forsøgt at være helt på forkant og har sågar indrykket præventive annoncer i de sidste dage op til valget.

Men hvis der ikke er nogen bombe på vej, så er det svært at forestille sig, at der ikke skal koges mere suppe på:

• Thornings skattesag lever fortsat. BT har jo sat sig for, at de vil afgøre valget. Mon ikke der kommer noget mere der?
• Ole Sohn og Honnecker. For mange danskere vil det være en svær pille at sluge, at en tidligere kommunistisk formand skal være minister – og måske oven i købet en økonomisk minister. For selv moderate mennesker ligger ordet “landsforrædder” ikke langt væk, når de ser billederne af Ole Sohn og Erich Honnecker fra 1989
• Boligskatter. Det er oftest den danske middelklasse, der afgør valgene til sidst. Derfor appelleres der ofte til boligejerne i en valgkamp, hvor Venstre bl.a. har hustandsomdelt breve til udvalgte parcelhuskvarterer i en slutspurt i valgkampen. Socialdemokraterne fik muligvis lagt denne død med en smart lørdags-manøvre, men hvis det lykkes st skabe tvivl om røde boligskatter, kan blå blok have en spændende vinkel.
• Udlændingepolitikken er aldrig død. Uanset hvad man gør, vil udlændingepolitikken altid dukke op i en valgkamp – selv når situationen er så alvorlig for dansk økonomi. Vi har nu brugt ti år på burkaer og kamphunde og i en valgkamp er det fortsat et område, der kan engagere vælgerne på alle fløje. Hvis S-SF havde drømt om, at den var ‘lagt død’, må de se en række store kampe for sig i det videre forløb.

Indtil videre har valget meget naturligt handlet om at få dansk økonomi på fode igen. Det burde valgkampen også. Men det kan være svært at se igennem de mange udgaver af et statsunderskud, og derfor vil andre emner lige så stille liste sig ind i valgkampen. Det er allerede i gang. Spørgsmålet er snarere hvor beskidt, det kommer til at udfolde sig?

Framing af de to kandidater til statsministerposten
For i sidste ende er læren, at valg vindes kort sagt mellem valgene. Det er mellem valgene, at temaerne knæsættes. Venstre var i 2001 fantastiske til at sætte dagsordenen for, hvad valget skulle handle om. Det er den afgørende kampplads. Når tv-debatterne kører eller aviserne sætter fokus på emner, er det afgørende at sætte sit præg på, hvad der skal diskuteres. Poul Nyrup kunne have ført verdens bedste valgkamp i 2001. Han ville ikke have haft en chance. Det samme kan formentlig siges om John McCain, som på mange måder førte en fin valgkamp i 2008, men som i de afgørende stater var oppe imod et vælgerkorps, der efter otte år med Bush simpelthen havde fået nok. . Her har dansk økonomi i sig selv spillet Thorning en fordel i hænde.

Men bag disse emner og temaer ligger en dybere framing af de to blokke og deres kandidater til statsministerposten. En framing der har stået på i adskillige år, og som nu skal stå sin prøve.

Hvis det lykkes Thorning at blive landets første kvindelige statsminister, bør hun som det første sende en buket blomster til Rasmus Prehn, som ufortrødent kørte på med at karakterisere Lars Løkke som en mand, der gik mest op i fadøl. Den framing er lykkedes over al forventning. Løkke fremstår som et lettere fordrukkent sludrehovede med uorden i tallene. Det kostede en del for Prehn, men missionen er lykkedes over al forventning.

Det slog f.eks. stærkt igennem, da klimatopmødet fejlede og man dagen efter i de fleste medier kunne høre spekulationen: Hvad nu hvis det havde været den anden Rasmussen, som var ved roret? Og lige netop i dag kører Ekstra Bladet en historie helt efter denne bog, hvor Lars Løkke i lørdags svigtede døde danske soldater og gik i Grøften og festede. Og den ligger i den grad under endnu en DSU-kampgane med filmplakater, hvor de unge socialdemokrater dog går et skridt for langt og viser Anders Fogh med øl i hånden i den tilhørende video. Det er vist, hvad man kalder en overdrivelse!

De underliggende storylines omkring Løkke er præcis, hvad Thorning har brug for. Men efter skriverierne om hendes skatteforhold (og tidligere om hendes valg af privatskole sammen med Mette Frederiksen) er der også skabt en særlig historie om “Gucci-Helle”. Hun kan godtgøre nok så meget, at det hænger sammen, men historien hænger ved hende. I hendes kampagne spilles der klogt på, at hun er en moderne kvinde for en ny tid. Men hendes politiske modstandere vil hele tiden køre på, at hun ikke er en socialdemokrat af folket. Derfor passer en historie om hendes bilfærd til arbejde perfekt ind i billedet af en kvinde, der tror hun er lidt mere end os andre. Og dét må man jo endelig ikke være.

Lars Løkke er lidt for meget som os andre, og Helle Thorning tror hun er lidt bedre end os andre. Ingen af delene kan vi tilsyneladende lide.

Den underliggende historie er selvfølgelig, om danskerne ønsker forandring efter ti år og med en regering, der virker metaltræt. Før vi får det svar den 15. september må vi vente og se, hvilke historier der kommer til at præge valgkampens sidste uge. Hvornår kommer snavset?

Angrebet den 11. september 2011 ændrede verden og bragte med ét den uvante optimisme fra 9. november 1989 til ophør. Med indgangen til et nyt årtusinde var den korte periode fra 1989 og frem blevet til et lille ophold. Fra kold krig til civilisationernes krig. Sådan blev den umiddelbare tolkning i hvert fald. Det var nemt i de år at falde i dén selvopfyldende profeti, hvis man da ikke som Karlheinz Stockhausen betragtede det på behørig afstand som “the greatest work of art ever” som en forløsende symbolhandling.

George Bush blev af mange betragtet som en politisk letvægter, der med 234 stemmer i Florida og en tvivlsom dom i Højesteret havde besejret Clintons spøgelse. Men hvor galt kunne det egentlig gå, hvis blot han omgav sig med gode rådgivere? Svaret kom den 11. september 2001. En begivenhed, der kom til at definere hele hans embedsperiode. Man skal måle politiske ledere på deres handlinger og evner i en krisesituation. Stoltenberg kunne være et nyligt eksempel. Tirsdag den 11. september 2001 var hele verden med USA. Den sympati lykkedes det lynhurtigt George Bush at tvære ned i irakisk sand. Dommen over hans otte år som præsident kan kun blive meget hård.

Angrebet var ikke uventet. I henved ti år havde efterretningsfolk i USA arbejdet med Osama bin Laden. I 1998 foretog Bill Clinton missilangreb mod udvalgte mål i Sudan og Afghanistan for at ramme Bin-Laden efter angrebene i Afrika. Clinton havde bogstavelig talt bin Laden på kornet, men det lykkedes ikke i hans regeringstid, og da Bush tog over blev kampen mod den islamiske terror skudt til side. Richard Clarke har i vidneudsagn til 9/11 kommissionen og i sin bog “Against All Enemies” beskrevet hvordan Bush-administrationen nedprioriterede kampen mod bin Laden og fra starten rettede fokus mod Irak. En fatal fejl i mere end en forstand.

Det er rystende at læse om, at Bush-administrationen allerede om eftermiddagen den 11. september begyndte at tale om Irak. Det vidner om en eklatant mangel på dømmekraft i de timer, hvor NATO’s musketér-ed fik mere end symbolsk betydning, og “today we are all americans”.

For nylig fik historien om 9/11 en foreløbig slutning, da Navy Seals fandt og dræbte Osama bin Laden i Pakistan. Men historien er ikke slut, og en række af de skyldige er stadig på fri fod. Det gælder ikke mindst Ayman al-Zawahiri.

Historien er heller ikke slut i den forstand, at der desværre florerer en række ulykkelige konspirationsteorier om den dag. Som det gør sig gældende i en række lignende tilfælde, er det teorier, der kun meget dårligt tager udgangspunkt i fakta. Der går meget hurtigt Nostradamus og frimurer i den. Aldeles uværdigt overfor alle ofrene og deres pårørende.

Alle, der har en interesse i sagen, bør rettelig starte med “The 9/11 Commission Report: The Full Final Report of the National Commission on Terrorist Attacks Upon the United States”. Rapporten er forbløffende velskrevet. Journalist Ole Retsbo, som lavede en fremragende dokumentar til Temalørdag om Mordet på JFK, udgiver nu i øvrigt bogen “Konspiration?”, hvor han ifølge en artikel i Information går ind konspirationteoriernes dna og afdækker deres ofte meget svage fundament. Det lyder velgørende.

Op til ti-året kan vi forvente en række mindeudsendelser og dokumentarudsendelser.Tag forskud på det med en af de bedre fra CBS her:

Vi kan forvente stor opmærksomhed om ti-året, og hvad mange måske ikke har tænkt på, så kommer årsdagen dumpende ned midt i vores hjemlige valgkamp. Mange har formentlig glemt, at Poul Nyrup Rasmussen udskrev valget i 2001 direkte efter angrebene for at gå på valg som statsmand. Det lykkedes som bekendt ikke. I stedet blev angrebene til brikker i et indenrigspolitisk spil, hvor et par jublende palæstinensiske tosser ramte lige ned i den hjemlige indvandrerdagsorden. Hvad det kan bruges til i den øjeblikkelige valgkamp, tør man næste ikke tænke på.

Midt i det hele håber jeg, at vi vil sende de mange ofre for terror og krig i de sidste ti år en tanke den 11. september.

Sverige P3 Dokumentar har som altid en fremragende dokumentar som kan høres her.

Efter 10 år med et politisk Hjallerup Marked, hvor Dansk Folkeparti skærer i velfærden og til gengæld får Fisfis og en grænsebom, ønsker et flertal af danskerne fortsat at sende flyttekasser til Lars Løkke i Statsministeriet.

Nok siger politikerne altid, at der er for lidt fokus på substans i den politiske debat. Men S og SF’s store fremgang handler om taktik. Man har placeret sig klogt, har forsøgt at lukke svage flanker og så ellers ladet den borgerlige fløj begå harakiri for åben skærm. En yderst effektiv strategi med direkte kurs mod ministerkontorerne.

Imidlertid har 2020-forhandlingerne vist, hvor skrøbelig den strategi kan være. De hårde økonomiske realiteter kan ikke gemmes bag strategiske overvejelser. Hvis det lykkes Helle Thorning at blive landets første kvindelige statsminister, vil hun hurtigt se sig tvunget til at skuffe mange af sine vælgeres forventninger.

Der skal træffes hårde beslutninger. Derfor ville det have været befriende, hvis centrum-venstre kunne svinge flaget med livskraftige ideer, der begejstrede vælgerne. Men centrum-venstre mangler ideer og har gennem 10 år befundet sig i en underlig defensiv position.

Med Anders Fogh og Cepos blev begrebet ”frihed” til en samlende fortælling for det borgerlige Danmark. Vi fik ”frit valg” og værdikampen mod den kloge elite som en samlende historie.

Svaret på denne udfordring kom måske med ”fair forandring” og værdipolitik vendt mod den rige elite. Men der var ikke megen samlende historie i dét udspil, og det vrimler ikke ligefrem med overvældende reformplaner for velfærdsstaten. Viljen til magt er tydeligvis til stede, men viljen til nytænkning er svær at få øje på. Har man ingen ideer, er der kun spillet og taktikken tilbage. Lykkes det for Helle Thorning at flytte ind i Statsministeriet, får hun brug for et hurtigt skud politiske ideer.

Se også indlægget på jp.dk her.

Om ikke så længe har VKO siddet ved rattet i ni år. Det har været en uforbeholden succes. I hvert fald hvis man måler på antallet af værdipolitiske markeringer og udmeldinger om burkaer og kamphunde.

Hvis man imidlertid ser på de forgangne ni år med nationaløkonomiske briller, har vi alle siddet som passagerer i en luksusbil, hvor VKO er faldet i søvn bag rattet, mens bilen er røget af sporet med retning direkte mod afgrunden.

Ifølge beregninger fra OECD har den gennemsnitlige økonomiske vækst i Danmark de seneste ti år været under det halve af Sveriges. Den barske realitet er, at vi i disse år mister vores position som en af de rigeste nationer i verden.

Den viden har endnu ikke nået VKO-toppen. Men hvis udviklingen fortsætter, kan vi om ti år prise os lykkelige for blot at være blandt de 35 rigeste nationer i verden.

Under ni år med VKO er vi blevet i lullet i søvn i en af Bendt Bendtsens afdragsfrie perioder. Imens har tænketanke og økonomer skreget på reformer af vores velfærdssamfund.

Men i VKO’s virkelighed har der ikke været grund til at ændre på et af verdens bedste samfund. Alle forslag til nødvendige reformer er blevet parkeret i kommissioner, som har været ”politisk tonedøve”, hvis de ikke kunne forstå, at fremsynede reformer ikke har nogen gang på jorden i et Danmark.

I stedet er VKO sandet til i værdipolitikkens ørkenlandskab, hvor tre burkaer pludselig blev vigtigere end vores alles velfærd.

Og hver gang endnu en af disse helt meningsløse værdipolitiske punktmarkeringer fylder æteren, skal man huske på de ting, der ikke bliver diskuteret, og som får lov at ligge hen. De lokale og globale udfordringer forsvinder ikke bag et badeforhæng.

Borgerlige vælgere må efter ni år sidde skuffede og desillusionerede tilbage på VKO’s bagsæde. Hverken Fogh eller Løkke har på nogen måde formået at tage en tvingende nødvendig diskussion om den fremtidige indretning af vores velfærdssamfund.

Men nu banker virkeligheden på bilruden. Det er på tide at vågne op og sætte den danske bil på ret kurs igen.

Se også indlægget på jp.dk her.

Kvinde med mand med blomst

Kvinde med sovende mand

Nosferatu i sauna …. og med hvem?

Altid friske Inger i sit naturlige element

Og den mest uhyggelige af alle ….

Om fjorten dage går amerikanerne til midtvejsvalg, og alle medier har lagt i kakkelovnen til et slagkraftigt teselskab, hvor de regerende demokrater skal stilles til regnskab for deres utilslørede socialisme.

Kun to år efter at Barack Obama indtog Det Hvide Hus, kan han efter den 2. november stå overfor en fjendtligt indstillet kongres meget lig den Bill Clinton måtte kæmpe med efter midtvejsvalget i 1994. Det kan komme til at lamme ham i de vigtigste indenrigspolitiske spørgsmål to år frem.

Der er herhjemme blevet gjort meget ud af den indflydelse, som Tea Party bevægelsen har på den politiske kultur i USA. En meget broget flok af kristne fanatikere, minimalstats-troende og Obama-hadere. Det handler ikke om hudfarve. Men det handler meget om konspirationsteorier og kamp mod stat og regering.

En pæn del af dette teselskab tror, at Obama i virkeligheden er muslim. Eller at han er født udenfor USA og derfor er blevet præsident aldeles uretmæssigt. En historie der minder meget om den liberale historie om, at Bush stjal valget i 2000. I USA taber man ikke et valg. Valg stjæles af en ondsindet modstander.

De politiske fløje i USA står og skriger til hinanden, og moderate stemmer er svære at finde, selvom Jon Stewart gør et forsøg i weekenden i Washington.

Tea Party bevægelsen har sat sig på et republikansk parti, som har brug for en ’re-branding’ efter årene med den George Bush, der klogelig har holdt sine planlagte erindringer tilbage til efter valget. Men teselskabet er en vanskelig tiger at ride på, når den styres af figurer som Sarah Palin og Glenn Beck.

Mange steder er teselskabets kandidater deciderede ønskemodstandere for demokraterne, fordi de simpelthen repræsenterer nogle synspunkter så langt fra dén amerikanske mainstream, der altid vinder valgene.

I sidste ende skal Obama ikke bekymre sig voldsomt om teselskabet. Hans værste fjende er økonomien og sofaen. Amerikanske politikere måles i sidste ende altid på deres evne til at skabe vækst og jobs. Her har Obama sin egentlige udfordring, selvom Fox News hellere vil tale om alt mulig andet. Amerikanske vælgere går mere op i jobs. Og en ny analyse viser, at republikanerne har under 20% chance for at genvinde senatet.

For to år siden lykkedes det for Obama at drive nye grupper til valgurnerne. De kommer bestemt ikke af sig selv denne gang. I en presset økonomi er kampen mod sofaen nøglen til gevinst for Obama og demokraterne til midtvejsvalget. Obama skal forsøge at genvinde dén amerikanske historie, han har mistet undervejs.

Se i øvrigt denne udmærkede analyse af valget fra MSNBC:

Min generation er et århundredes skuffelse. Vi er vokset op til en uset frihed, men har ikke brugt den til andet end at bage grovboller.

Vi er vokset op med Thomas Winding og har ventet hele livet sammen med Elith Nørholm på en juleaften, der aldrig er kommet. Da vi endelig kom til, viste det sig, at vores største drøm lignede en mursten.

Nu har min generation fået retten til et fedt køkken, og imens det blev bygget, krakkede Lehmann Brothers. Og lige i det øjeblik havde vores generation intet at stille i stedet – andet end endnu en tirsdag aften med Hammerslag, som kører ufortrødent videre i sin helt egen boble.

Der har været alverdens grunde til at hade og skælde ud på vores babyboomer forældre. En generation der har sat sig selv i centrum og under dække af en påtaget idealisme har gjort alt for at berige sig selv. Men i det mindste havde et par af dem da en tanke om at gøre det bare en smule bedre.

Det kan man ikke sige om vores generation. Den største vision har været at godte sig over underklassens unge mødre og bagefter løbe sig en tur med Nephew på den nye iphone. Igen og igen.

“Udsynet går frem til næste DHL-stafet”
Det handler udelukkende om min navle, mine børn og min karriere. Udsynet går frem til næste DHL-stafet, og den største ambition er at dyrke nogle gode råvarer og rode lidt i sig selv i en have i Hellerup. Som en generation af pattebørn er vi sygeligt optagede af, hvad vi putter i munden, og mens verden omkring os kan stå i brand, snakker min generation frejdigt videre om rodfrugter og langtidshævet brød.

Det er ubehageligt sigende, at det eneste, der kan få min generation op af stolene, er hvis der tages goder fra deres små ønskebørn. Der kan dø nok så mange børn i Langbortistan, og komme nok så mange fattige børn til i Danmark, men hvis børn i Katvig fra top til tå mister en madpakke, kommer min generation på gaden. Så stort er vingefanget.

“En hjerteskærende klagesang”
For ti år siden var der internettet og digitale drømme for en hel generation. Siden blev den drøm selvfølgelig befolket af de sædvanlige kræmmersjæle, så man nu kan du få økologi bragt lige til døren. Længere varede den drøm såmænd ikke.

Engang stammede Roger Daltrey sig igennem hymnen til ”My Generation”. Min generations hymne er en hjerteskærende klagesang af fantasiløshed. Vi fik det hele forærende på ryggen af frihedens eufori i starten af 90’erne, og kvitterede for dén endeløse gave ved at sætte os i samtalekøkkenet og se Hammerslag.

Lad bare en ny generation tage over. Der er masser af plads.

Se også indlægget på jp.dk her.

Framing, framing og atter framing.

Virkeligheden betyder noget i politik. Men i sidste ende er det emnerne og måden vi taler om dem på, der afgør valgene.

Valg vindes kort sagt mellem valgene. Det er mellem valgene, at temaerne knæsættes. Venstre var i 2001 fantastiske til at sætte dagsordenen for, hvad valget skulle handle om. Det er den afgørende kampplads. Når tv-debatterne kører eller aviserne sætter fokus på emner, er det afgørende at sætte sit præg på, hvad der skal diskuteres.

Her står Socialdemokraterne umiddelbart stærkt at dømme efter aftenens duel mellem Thorning og Lykke. De emner, TV2 havde valgt ud, ligger godt til Thorning. Men det afgørende er at der vælges de rigtige emner. Se blot hvordan man på tv2.dk inden duellen kunne stemme om, hvilke emner, der var vigtigst. Men hvem havde udvalgt, hvilke emner, der kunne stemme om? Det er den dagsorden, man skal sætte sig på.

Det handler kort og godt om at sætte rammen for, hvad valget skal handle om.

Koncentrerede valgkampe kan flytte stemmer, sådan som Sonja Mikkelsen fik gjort det med (skræmme)kampagnen til boliglejerne i 1998. Men det er mest af alt den underliggende storyline, der for alvor afgør valgene. Og den storyline skal sættes langt inden valgene.

Poul Nyrup kunne have ført verdens bedste valgkamp i 2001. Han ville ikke have haft en chance. Det samme kan formentlig siges om John McCain, som på mange måder førte en fin valgkamp i 2008, men som i de afgørende stater var oppe imod et vælgerkorps, der efter otte år med Bush simpelthen havde fået nok.

Her har Socialdemokraterne lavet et scoop for et par år siden. Hvis det lykkes Thorning at blive landets første kvindelige statsminister, bør hun som det første sende en buket blomster til Rasmus Prehn, som ufortrødent kørte på med at karakterisere Lars Løkke som en mand, der gik mest op i fadøl. Den framing er lykkedes over al forventning. Løkke fremstår som et lettere fordrukkent sludrehovede med uorden i tallene. Det kostede en del for Prehn, men missionen er lykkedes over al forventning.
Det slog f.eks. stærkt igennem, da klimatopmødet fejlede og man dagen efter i de fleste medier kunne høre spekulationen: Hvad nu hvis det havde været den anden Rasmussen, som var ved roret?

Samtidig er vice-statsministeren ude i et kæmpe stormvejr, hvor hun angribes fra alle sider. Og ingen er så uforsonlige som hendes konservative ’fæller’. På tv tordner Hans Engell mod hans gamle ’pige’, samtidig med at den gamle konservative pressemand på subtile måder pander Espersen ned. Den ældgamle konservative strid kører ufortrødent videre – med retning direkte mod afgrunden. Selv ærkekonservative sjæle flygter nu over til liberalisterne i Liberal Alliance.

De underliggende storylines omkring Løkke og Espersen er præcis, hvad Thorning har brug for. Men efter sommerens polemik om hendes skatteforhold (og tidligere om hendes valg af privatskole sammen med Mette Frederiksen) er der også skabt en særlig historie om “Gucci-Helle”. Hun kan godtgøre nok så meget, at det hænger sammen, men historien hænger ved.

Tilbage står imidlertid, at efter ni år med én regering indtræffer en metaltræthed og dumme sager har det med at dukke op. Dét er til syvende og sidst den underliggende storyline. Hvis ikke Thorning kan profitere af det ved valgdagen, får hun ikke chancen igen.

De seneste ti års helt dominerende ideologi har været oprindalismen. Tanken om at man kan skrue verden tilbage til før alting gik af lave, har fuldstændig domineret den politiske forestillingsverden. Oprindalismen har vundet adskillige valg, og har nu sat sig på den politiske dagsorden med betontung konsekvens.

Op igennem 90’erne gik der meget tid med at forstå en verden i stor forandring. Vi var i et ukendt landskab, hvor usikkerheden herskede, og hvor det var nemmest at navigere videre efter de gamle kort. Og jo vildere forandringens vinde blæste, desto større blev angsten for, at noget helt afgørende var ved at løbe os af hænde. Så i stedet for at forsøge at forstå disse forandringer offensivt, blev svaret op igennem 90’erne at søge tilbage til familieværdier og moral, nationalitet og etnicitet. Det blev ingen klogere af, men oven på 9/11 var det en effektiv politisk strategi.

Oprindalismen vendte tilbage med stor styrke og løfter om at skrue tiden tilbage til dengang, hvor der var sammenhængskraft, lokale købmænd og helst ikke for mange medborgere med underlige religiøse tilbøjeligheder. Kursen blev sat, og den har ført til et dramatisk u-sving tilbage i tiden. Derfor kan vi i Danmark i disse år bruge meget tid på at diskutere dansk identitet, triangler i kulturverdenen og en fyrre år gammel hesteslagtning.

Oprindalismen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Den har altid ledsaget store forandringer. I oldtidens Grækenland var det filosoffen Platon, der i en tid med destabilitet skuede tilbage i tiden, og dér fandt sit svar på hans samtids problemer. I de for længst hedengangne bystater i Sparta og på Kreta fandt Platon et ideal for den ukorrumperede stat, hvor alting ikke flyder, og hvor den kloge filosof kunne styre sine heroiske undersåtter.

Senere, i oplysningstidens Frankrig, var det Jean-Jacques Rousseau, der tog tråden op fra Platon og gik imod tidens stålsatte tro på fornuften og fremskridtet. Rousseau pegede meget modigt og genstridigt på, at noget yderst vigtigt gik tabt i den moderne udvikling, han stod lige midt i. Også han levede i en tid med omsiggribende forandringer på alle niveauer, men hvor oplysningsfilosoffer som Voltaire lovpriste fremskridtet, fremførte Rousseau det kontroversielle synspunkt, at den forfinede civilisation ikke første til en forædling af menneskene, men derimod til en korrumpering. Rousseaus idyllisering af en svunden guldalder før ridderlige mennesker korrumperedes, blev bl.a. en af inspirationskilderne for romantikken og senere for bl.a. Karl Marx.

Her i det nye årtusinde trives oprindalismen imidlertid som aldrig før. Der er noget svært dragende ved forestillingen om, at der findes noget oprindeligt godt, vi undervejs i vores accelererende udvikling har mistet. Det er den store syndefaldsmyte, hvor kulturen eller civilisationen er uddrevet fra paradis, og hvor det nu gælder om at finde vejen tilbage, inden det er for sent.

Her i Danmark handler den styrende oprindalistiske idé om, at Danmark frem til og med 50’erne var et sammenhængende folk, vokset frem af den danske mulds tusindårige historie. Dette folk udviklede et retfærdigt og harmonisk samfund under ledelse af folkelige ledere som Thorvald Stauning og H.C. Hansen. Men i 1960 indtraf syndefaldet. Hansen døde og kulturradikale akademikere vendte folket ryggen, overtog magten og sprængte den nationale harmoni i tusind rationelle stykker.

Siden har det handlet om at genetablere harmonien i en bitter kamp mod det kulturradikale parnas. En bitter kamp, der for åndelige kæmper som Søren Krarup kulminerede i systemskiftet i 2001. Siden har den oprindalistiske syndefaldsmyte bare vokset sig stærkere og stærkere.

I bogen ”Mit liv som dansker” fortæller kommentator Ralf Pittelkow f.eks. den tårevædede historie om, hvordan han lod sig forlede ud i en marxistisk blindgyde, mens han glemte alt om de oprindelige værdier fra barndomshjemmet i Sønderborg. Og senest er Kasper Støvring flyttet til Sorø og har med bogen ”Sammenhængskraft” kastet sig ud i storstilet forsvar for det gode, nære samfund med sunde værdier i forsamlingshuset og fodboldklubben.

Så mens verden accelererer fordi os, dyrkes en tåget oprindalistisk forestilling om H. C. Hansens folkelige Danmark. Ingen nærer den mindste ambition om at forstå den omkringliggende verden. I stedet iklæder vi os oprindalismens tågede briller, og på den begavede måde er vi da helt sikre på ikke at kunne se vores samtid, når vi på forhånd har fastlagt, at verden er af lave, og at Klaus Rifbjerg er den onde bagmand.

Hårdføre sjæle vil ikke tvivle med at trække overbærende på skuldrene og tørt konstatere, at alt det oprindalismen drømmer om, er forsvundet for længst. Drømmen om folkelig sammenhæng er intet andet end fantomsmerter. Problemet er blot, at oprindalismen har sat sig så effektivt på den politiske dagsorden, at det er blevet kropumuligt at tænke en ny og måske ligefrem mere offensiv tanke for Danmark. Tænk nu, hvis noget går tabt?

Med en så dominerende ideologi har vi effektivt afskåret os fra at se igennem tågen og forstå den omskiftelige virkelighed, der omgiver os. Vi befinder os permanent i oprindalismens drømmeverden, hvor der altid er svenske-kamp i Idrætsparken, og naboen altid har en ekstra skål sukker.

Imens tordner verden forbi vores lille Frilandsmuseum.

Selvom republikanerne havde lovet en kamp helt ud i det absurde for at trække vedtagelsen i langdrag, kom loven overraskende hurtigt igennem. I stedet besluttede Senatet at hærdre en tidligere kollega, der livet igennem drømte om sunhedssikring for alle amerikanere. Helt som Ted Kennedy drømte det, blev det ikke. Men hans tidligere kolleger fandt værdigheden frem og holdt et minuts stilhed for at hærdre den gamle senats-løve:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Dansk politik er gået fra 90 mia. i statsunderskud og til 3 burkaer – og fra manglende reformer til et kaffemøde på på en skole. I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til en spekulation om den inderlige længsel efter den strenge (lands)fader, der har grebet nationen. Løkke skal imidlertid ikke bedømmes på ferier eller fadøl. Han skal bedømmes på den politik (eller mangel på samme), der udgår fra hans regering.

Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet

Så kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hjem fra en ferie med sin familie på Tenerife og til et pressekorps, der i den grad lugtede blod efter en række ’sager’ om en datters mulige forstuvede ankel og nogle sure madpakker.

I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.

Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.

Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bilag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.

Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.

Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.

I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.

Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.

Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.

Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.

Nul i hovedet

Snart kan vi vinke et længe tiltrængt farvel til et årti, Time Magazine med stor præcision valgte at døbe ”The Decade From Hell”.

Årtiet startede med George W. Bush’s forunderlige skrivebordssejr den 7. november 2000 og sluttede reelt den 15. september 2008, da Lehmann Brothers blev erklæret konkurs. Næsten tre tusind dage som ufrivillig passager i en Porsche Cayenne på gule plader og med en turbo af hvidt pulver.

Det var årtiet med ”noget for noget” og følelsen af at blive regeret af en livsstilskonsulent fra Trekantområdet.

Det var årtiet, hvor helt almindelige lønmodtagere blev gjort til boligspekulanter, og hvor forskellige muligheder i realkreditten blev et yndet samtaleemne rundt omkring i skilsmissekøkkenerne. F1 blev pludselig et kraftfuldt afrodisiakum for verdens lykkeligste folk.

Det var årtiet, hvor store muligheder blev fejet ned af brættet. Selvfølgelig troede vi på, at Bush nok skulle omgive sig med forstandige folk. Hvor galt kan det egentlig gå? Svaret fik vi hurtigt.

10 års gensyn med 1972

Den 12. september 2001 stod verden samlet bag USA’s kamp mod den internationale terrorisme. Men på kort tid lykkedes det Bush’ dream team af en regering at kaste musketerenigheden over bord og fortsætte den første Golfkrig. Hvor der kunne have været internationalt sammenhold i kampen for frihed og demokrati, lykkedes det med fantastisk dygtighed at skabe fjender, hvor der før havde været venner.

Det var årtiet, hvor det var 1972 hele tiden, og hvor værdipolitikken og kampen mod de kloge blev en afgørende politisk ledetråd, mens det lånefinansierede opsving ramte vores økonomi og designertasker pludselig udgjorde hver kvindes inderste hemmelige drøm om lykken.

Kritik blev affejet som pladder

I Danmark havde Fogh-regeringen en historisk mulighed for at reformere det danske samfund på toppen af det enorme økonomiske opsving.. Men det blev Foghs arv at parkere nødvendige reformer hos kommissioner, som var politisk tonedøve, hvis de rent faktisk foreslog en egentlig reformkurs.

For nationalkonservative har det imidlertid været et fantastisk årti. Man har kunnet bekræfte sig selv, at vi danere befolker verdens bedste nation.

Det var årtiet, hvor der blev brugt store ressourcer på at fejre vores egen fortræffelighed og skrive adskillige kanoner til hyldest af vores kultur, alt imens verden buldrede forbi vores lille egnsmuseum.

Der har undervejs været enkelte kritiske røster. Men efter systemskiftet i 2001 har det været forholdsvis ukompliceret at feje dem til side. Efter opgøret med Klaus Rifbjerg og en fyrre år gammel hesteslagtning, kunne enhver kritik affejes som elitært humanistpladder.

Og hvis man som økonom tidligt advarede mod en lurende finansiel krise, blev man kørt ud af landet som bedrevidende mørkemand. Danmark var et fantastisk land at leve i, dansk økonomi enestående sund og snart kunne vi købe hele verden.

Og da krisen så kom med enorm forudsigelighed, fik den samme stempel som den muslimske indvandring. Også den økonomiske krise føg som ugræs over vores ubesmittede lands grænser.

På en nedkølet strand i Dubai

Det borgerlige Danmark kommer til at se tilbage på et årti, hvor man helt igennem overmatchede oppositionen, men ikke formåede at ændre Danmark i afgørende borgerlig retning. Det blev den faste samarbejdspartner, der satte dagsordenen. Økonomiske reformer blev parkeret, og nationalromantikken vandt.

Prisen kommer vi til at betale nu. Hvad der i nullerne kunne have været rettidig omhu, bliver nu blodig alvor.

Årtiet slutter derfor med maner i Dubai. Mens verden brænder omkring os, kan vi stille vores Porsche Cayenne og vandre mod vandet på en elektronisk nedkølet sandstrand. Nullerne er endelig ovre.

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et noget højstemt følelsesudbrud i anledning af 20-året for Murens fald. Da jeg voksede op, måtte min mor forsøge at forklare, hvorfor der lå en ø derovre til højre på kortet over Vesttyskland, og hvorfor der var nogen som havde bygget en mur midt igennem Tysklands gamle hovedstad.

Det virker alt sammen så længe siden nu. På mandag er det tyve år siden Berlinmuren faldt. Med den faldt også andre mure. Dét er der grund til at huske på, for der er masser af energi at hente i den historie. En gang imellem er håbet den eneste realistiske mulighed.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Muren i vores hoveder

“Some men see things as they are and say why
- I dream things that never were and say why not.”
George Bernard Shaw

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.

Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.

På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.

Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.

De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.

Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60’erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.

Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe ”Wir sind das Volk”. For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl eller Christian Führer motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker for dem for det nye perspektiv, de gav os.

Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned, og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.

Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60′erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60′erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

“I am not the first President to take up this cause, but I am determined to be the last.”

Det har været nogle ualmindeligt hårde sommermåneder for præsident Barack Obama. Præsidentens ambition om at reformere sundhedssystemet i en langt mere retfærdig retning. Men hans regering og ikke mindst hans person har medført et ualmindelig giftigt politisk miljø i USA. Han er i den grad hadet af det yderste højre, der ser ren og skær socialisme og nazisme i den nye præsident. De synspunkter er meget vanskelige at forstå på vore breddegrader. Men det handler først som sidst om modstanden mod, at det offentlige skal blande sig og regulere menneskers hverdag.

Sundhedsvæsenet er en kompliceret sag. Og i USA er billedet ikke mindre kompliceret med en række blandingsformer og forsikringsordninger. Derfor er det relativt nemt at kæmpe mod en reform af sundhedssystemet, fordi man altid kan finde et enkelt punkt og drive det til ekstremer. Bare tænk på vores egne folkeafstemninger. Men i USA har sommerens debat været helt ude af proportioner med anklager om “death panels” og nazisme.

I nat havde Obama så chancen for at tage initiativet igen. Det var også hårdt tiltrængt. Situationen er den, at han og demokraterne har et overvældende flertal i begge kamre. Et flertal der kan bruges, men også et flertal der bruges bedst i et samarbejde med republikanerne. Nu kan Obama ikke længere lade reformen slingre:

Well the time for bickering is over. The time for games has passed. Now is the season for action. Now is when we must bring the best ideas of both parties together, and show the American people that we can still do what we were sent here to do. Now is the time to deliver on health care.

Hans tale i nat viste Obama, når han er bedst. Klar, præcis og med stor indlevelse. På den måde leverede Obama varen i nat. Om det får overbevist republikanerne, er dog straks mere tvivlsomt. Den konservative del af USA ser stadig den sorte præsident, som noget socialistisk djævelskab. For moderate republikanere (og de er straks mere interessante) er det selvsagt spørgsmålet om den offentlige investering, der bekymrer dem. Her havde Obama er meget, meget klart budskab til amerikanerne:

I will not sign a plan that adds one dime to our deficits – either now or in the future. Period. And to prove that I’m serious, there will be a provision in this plan that requires us to come forward with more spending cuts if the savings we promised don’t materialize. Part of the reason I faced a trillion dollar deficit when I walked in the door of the White House is because too many initiatives over the last decade were not paid for – from the Iraq War to tax breaks for the wealthy. I will not make that same mistake with health care.

En klar udmelding, som formentlig ikke vil få kritikken til at forstumme. Der vil fortsat blive kritik af finansieringen, fordi det forudsættes, at en række rationaliseringer i sig selv vil kunne betale for reformen. Men at Obama vil det reformer, og at der er gode grunde til det, blev forhåbentlig mere tydeligt for amerikanerne.

Det er paradoksalt, at Det Hvide Hus ikke har været mere i offensiven før. Men i går spillede de deres allerbedste kort: Præsidenten. Nu er en ny scene sat for arbejde i Kongressen, og præsidenten har med stor autoritet meldt ud, at der vil ske noget. Det var effektivt og seværdigt at se en stor taler folde sig ud på den helt store scene. Og der blev helt som ventet også plads til en effektiv emotionel henvisning til Ted Kennedy og hans håb om et sundhedssystem, hvor der er plads til alle. En lille smule social retfærdighed. En stor tale.

Læs hele talen her. Og se nogle af reaktionerne herunder:

Læs flere reaktioner her.

Sent lørdag blev senator Ted Kennedy sted til hvile på Arlington kirkegården i Washington. Dermed kommer han til at ligge ved siden af hans to storebrødre, John og Robert. At de alle tre nu er samlet på den berømte heltkirkegård ved Washington var blot et af flere mytiske højdepunkter på en minderig dag. Det var nemlig mere end blot Ted Kennedy, der blev begravet lørdag. På en underlig måde var det alle tre, vi sagde farvel til lørdag. En epoke er endegyldigt slut.

“My brother need not be idealized, or enlarged in death beyond what he was in life; to be remembered simply as a good and decent man, who saw wrong and tried to right it, saw suffering and tried to heal it, saw war and tried to stop it. Those of us who loved him and who take him to his rest today, pray that what he was to us and what he wished for others will some day come to pass for all the world. As he said many times, in many parts of this nation, to those he touched and who sought to touch him:
“Some men see things as they are and say why.
I dream things that never were and say why not.”
- Ted Kennedy til sin bror Robert Kennedys begravelse 8. juni 1968 i St. Patrick’s Cathedral, New York

Lørdag aften deltog jeg i TV2 News’ dækning af begravelsen og talte bl.a. om, at den berømte fakkel nu er givet videre til Obama. Da jeg kørte hjem, slog det mig, at det egentligt beundringsværdige ved Ted Kennedys liv var, at han levede et helt liv med store op- og nedture, og at han undervejs tog ansvar for både sit land og sine nærmeste. Han var et menneske, som trods tragedier af græske dimensioner valgte at gøre en positiv forskel her i verden. Det er mere, end man kan sige om mange af os andre. Når man lever et helt liv som Teddy, bliver man ikke til luftige fantasier om, hvad der kunne være. Man måles på det, man gjorde. Læren fra hans liv er, at vi kan vælge at lægge os ned i selvmedlidenhed, eller vi kan vælge at gøre en indsats, der hvor vi er. Ted Kennedy voksede med opgaven og blev til sidst den store løve i sentatet. Han fandt også kærligheden og lykke i sine sidste år. Man skal kende ham på de kampe, han tog, og den lykke han til sidst fandt som senator og familiemand.

Lørdagens begravelse blev et meget værdigt og mindeværdigt farvel til den sidste af en søskendeflok, der viste os kraften i håbet om, at det nytter noget at arbejde for at gøre verden til et lidt bedre og mere retfærdigt sted. I 1956 skrev John F. Kennedy bogen “Mænd af mod” om otte amerikanske senatorer, der havde modet til at stå ved deres idealer – selv under hård beskydning og med viljen til at betale prisen for deres idealer. Historien om de tre Kennedy-brødre bliver også til historien om, at politik kan være andet end kynisk realpolitik. Og netop dét synes mere relevant end nogensinde.

Blandt talerne i Boston var meget naturligt præsident Barack Obama. På konventet sidste år i Denver overleverede Ted Kennedy faklen til Obama, og det var derfor meget naturligt at netop Obama holdt talen i Boston.

“Today we say goodbye to the youngest child of Rose and Joseph Kennedy. The world will long remember their son Edward as the heir to a weighty legacy; a champion for those who had none; the soul of the Democratic Party; and the lion of the U.S. Senate – a man whose name graces nearly one thousand laws, and who penned more than three hundred himself.”
- Præsident Barack Obama 29. august 2009 i Our Lady of Perpetual Help Basilica i Boston.

Visit msnbc.com for Breaking News, World News, and News about the Economy

Læs hele præsidentens tale her.

Lørdag var et farvel til en generation og en epoke. Der kommer nok aldrig igen en familie som dem. Håbet må være, at vi kan tage det bedste fra dem som idealet om, hvad politik burde være.

Mange vil kende historien om de tre brødre, men den er godt fortalt her inden for en time. Chris Matthews har særlig et fint blik for Kennedy’ernes kampagner og historien om kampagnen i 1960 er rigtig godt fortalt. Ligeledes har han en fint blik for Robert Kennedys berømte kampagne i 1968. Og det kontrafaktiske spørgsmål: Hvad hvis Robert ikke var blevet skudt i 1968? Slut med Vietnam, og ingen Nixon og Watergate? Verden havde nok set anderledes ud i dag, hvis det ikke var for Sirhan Sirhan. Endelig er der fine klip med Ted fra 70′erne. Det er koncentreret amerikansk samtidshistorie. Se alle afsnit her:

1. del

2. del

3. del

4. del

5. del

6. del