De seneste ti års helt dominerende ideologi har været oprindalismen. Tanken om at man kan skrue verden tilbage til før alting gik af lave, har fuldstændig domineret den politiske forestillingsverden. Oprindalismen har vundet adskillige valg, og har nu sat sig på den politiske dagsorden med betontung konsekvens.

Op igennem 90’erne gik der meget tid med at forstå en verden i stor forandring. Vi var i et ukendt landskab, hvor usikkerheden herskede, og hvor det var nemmest at navigere videre efter de gamle kort. Og jo vildere forandringens vinde blæste, desto større blev angsten for, at noget helt afgørende var ved at løbe os af hænde. Så i stedet for at forsøge at forstå disse forandringer offensivt, blev svaret op igennem 90’erne at søge tilbage til familieværdier og moral, nationalitet og etnicitet. Det blev ingen klogere af, men oven på 9/11 var det en effektiv politisk strategi.

Oprindalismen vendte tilbage med stor styrke og løfter om at skrue tiden tilbage til dengang, hvor der var sammenhængskraft, lokale købmænd og helst ikke for mange medborgere med underlige religiøse tilbøjeligheder. Kursen blev sat, og den har ført til et dramatisk u-sving tilbage i tiden. Derfor kan vi i Danmark i disse år bruge meget tid på at diskutere dansk identitet, triangler i kulturverdenen og en fyrre år gammel hesteslagtning.

Oprindalismen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Den har altid ledsaget store forandringer. I oldtidens Grækenland var det filosoffen Platon, der i en tid med destabilitet skuede tilbage i tiden, og dér fandt sit svar på hans samtids problemer. I de for længst hedengangne bystater i Sparta og på Kreta fandt Platon et ideal for den ukorrumperede stat, hvor alting ikke flyder, og hvor den kloge filosof kunne styre sine heroiske undersåtter.

Senere, i oplysningstidens Frankrig, var det Jean-Jacques Rousseau, der tog tråden op fra Platon og gik imod tidens stålsatte tro på fornuften og fremskridtet. Rousseau pegede meget modigt og genstridigt på, at noget yderst vigtigt gik tabt i den moderne udvikling, han stod lige midt i. Også han levede i en tid med omsiggribende forandringer på alle niveauer, men hvor oplysningsfilosoffer som Voltaire lovpriste fremskridtet, fremførte Rousseau det kontroversielle synspunkt, at den forfinede civilisation ikke første til en forædling af menneskene, men derimod til en korrumpering. Rousseaus idyllisering af en svunden guldalder før ridderlige mennesker korrumperedes, blev bl.a. en af inspirationskilderne for romantikken og senere for bl.a. Karl Marx.

Her i det nye årtusinde trives oprindalismen imidlertid som aldrig før. Der er noget svært dragende ved forestillingen om, at der findes noget oprindeligt godt, vi undervejs i vores accelererende udvikling har mistet. Det er den store syndefaldsmyte, hvor kulturen eller civilisationen er uddrevet fra paradis, og hvor det nu gælder om at finde vejen tilbage, inden det er for sent.

Her i Danmark handler den styrende oprindalistiske idé om, at Danmark frem til og med 50’erne var et sammenhængende folk, vokset frem af den danske mulds tusindårige historie. Dette folk udviklede et retfærdigt og harmonisk samfund under ledelse af folkelige ledere som Thorvald Stauning og H.C. Hansen. Men i 1960 indtraf syndefaldet. Hansen døde og kulturradikale akademikere vendte folket ryggen, overtog magten og sprængte den nationale harmoni i tusind rationelle stykker.

Siden har det handlet om at genetablere harmonien i en bitter kamp mod det kulturradikale parnas. En bitter kamp, der for åndelige kæmper som Søren Krarup kulminerede i systemskiftet i 2001. Siden har den oprindalistiske syndefaldsmyte bare vokset sig stærkere og stærkere.

I bogen ”Mit liv som dansker” fortæller kommentator Ralf Pittelkow f.eks. den tårevædede historie om, hvordan han lod sig forlede ud i en marxistisk blindgyde, mens han glemte alt om de oprindelige værdier fra barndomshjemmet i Sønderborg. Og senest er Kasper Støvring flyttet til Sorø og har med bogen ”Sammenhængskraft” kastet sig ud i storstilet forsvar for det gode, nære samfund med sunde værdier i forsamlingshuset og fodboldklubben.

Så mens verden accelererer fordi os, dyrkes en tåget oprindalistisk forestilling om H. C. Hansens folkelige Danmark. Ingen nærer den mindste ambition om at forstå den omkringliggende verden. I stedet iklæder vi os oprindalismens tågede briller, og på den begavede måde er vi da helt sikre på ikke at kunne se vores samtid, når vi på forhånd har fastlagt, at verden er af lave, og at Klaus Rifbjerg er den onde bagmand.

Hårdføre sjæle vil ikke tvivle med at trække overbærende på skuldrene og tørt konstatere, at alt det oprindalismen drømmer om, er forsvundet for længst. Drømmen om folkelig sammenhæng er intet andet end fantomsmerter. Problemet er blot, at oprindalismen har sat sig så effektivt på den politiske dagsorden, at det er blevet kropumuligt at tænke en ny og måske ligefrem mere offensiv tanke for Danmark. Tænk nu, hvis noget går tabt?

Med en så dominerende ideologi har vi effektivt afskåret os fra at se igennem tågen og forstå den omskiftelige virkelighed, der omgiver os. Vi befinder os permanent i oprindalismens drømmeverden, hvor der altid er svenske-kamp i Idrætsparken, og naboen altid har en ekstra skål sukker.

Imens tordner verden forbi vores lille Frilandsmuseum.

Relaterede poster:

1. Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken
2. Nul i hovedet – debatindlæg i JyllandsPosten
3. Mænd uden mod – debatindlæg fra Jylland-Posten

Selvom republikanerne havde lovet en kamp helt ud i det absurde for at trække vedtagelsen i langdrag, kom loven overraskende hurtigt igennem. I stedet besluttede Senatet at hærdre en tidligere kollega, der livet igennem drømte om sunhedssikring for alle amerikanere. Helt som Ted Kennedy drømte det, blev det ikke. Men hans tidligere kolleger fandt værdigheden frem og holdt et minuts stilhed for at hærdre den gamle senats-løve:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. Ted Kennedy i video om “True Compass”
3. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy

Dansk politik er gået fra 90 mia. i statsunderskud og til 3 burkaer – og fra manglende reformer til et kaffemøde på på en skole. I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til en spekulation om den inderlige længsel efter den strenge (lands)fader, der har grebet nationen. Løkke skal imidlertid ikke bedømmes på ferier eller fadøl. Han skal bedømmes på den politik (eller mangel på samme), der udgår fra hans regering.

Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet

Så kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hjem fra en ferie med sin familie på Tenerife og til et pressekorps, der i den grad lugtede blod efter en række ’sager’ om en datters mulige forstuvede ankel og nogle sure madpakker.

I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.

Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.

Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bilag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.

Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.

Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.

I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.

Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.

Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.

Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.

Relaterede poster:

1. Læs klumme fra 180grader.dk: Uden filter – statsministerens nye veje
2. Læs klumme fra 180grader.dk: Muren i vores hoveder
3. Læs klumme fra 180grader.dk: Leve republikken

Nul i hovedet

Snart kan vi vinke et længe tiltrængt farvel til et årti, Time Magazine med stor præcision valgte at døbe ”The Decade From Hell”.

Årtiet startede med George W. Bush’s forunderlige skrivebordssejr den 7. november 2000 og sluttede reelt den 15. september 2008, da Lehmann Brothers blev erklæret konkurs. Næsten tre tusind dage som ufrivillig passager i en Porsche Cayenne på gule plader og med en turbo af hvidt pulver.

Det var årtiet med ”noget for noget” og følelsen af at blive regeret af en livsstilskonsulent fra Trekantområdet.

Det var årtiet, hvor helt almindelige lønmodtagere blev gjort til boligspekulanter, og hvor forskellige muligheder i realkreditten blev et yndet samtaleemne rundt omkring i skilsmissekøkkenerne. F1 blev pludselig et kraftfuldt afrodisiakum for verdens lykkeligste folk.

Det var årtiet, hvor store muligheder blev fejet ned af brættet. Selvfølgelig troede vi på, at Bush nok skulle omgive sig med forstandige folk. Hvor galt kan det egentlig gå? Svaret fik vi hurtigt.

10 års gensyn med 1972

Den 12. september 2001 stod verden samlet bag USA’s kamp mod den internationale terrorisme. Men på kort tid lykkedes det Bush’ dream team af en regering at kaste musketerenigheden over bord og fortsætte den første Golfkrig. Hvor der kunne have været internationalt sammenhold i kampen for frihed og demokrati, lykkedes det med fantastisk dygtighed at skabe fjender, hvor der før havde været venner.

Det var årtiet, hvor det var 1972 hele tiden, og hvor værdipolitikken og kampen mod de kloge blev en afgørende politisk ledetråd, mens det lånefinansierede opsving ramte vores økonomi og designertasker pludselig udgjorde hver kvindes inderste hemmelige drøm om lykken.

Kritik blev affejet som pladder

I Danmark havde Fogh-regeringen en historisk mulighed for at reformere det danske samfund på toppen af det enorme økonomiske opsving.. Men det blev Foghs arv at parkere nødvendige reformer hos kommissioner, som var politisk tonedøve, hvis de rent faktisk foreslog en egentlig reformkurs.

For nationalkonservative har det imidlertid været et fantastisk årti. Man har kunnet bekræfte sig selv, at vi danere befolker verdens bedste nation.

Det var årtiet, hvor der blev brugt store ressourcer på at fejre vores egen fortræffelighed og skrive adskillige kanoner til hyldest af vores kultur, alt imens verden buldrede forbi vores lille egnsmuseum.

Der har undervejs været enkelte kritiske røster. Men efter systemskiftet i 2001 har det været forholdsvis ukompliceret at feje dem til side. Efter opgøret med Klaus Rifbjerg og en fyrre år gammel hesteslagtning, kunne enhver kritik affejes som elitært humanistpladder.

Og hvis man som økonom tidligt advarede mod en lurende finansiel krise, blev man kørt ud af landet som bedrevidende mørkemand. Danmark var et fantastisk land at leve i, dansk økonomi enestående sund og snart kunne vi købe hele verden.

Og da krisen så kom med enorm forudsigelighed, fik den samme stempel som den muslimske indvandring. Også den økonomiske krise føg som ugræs over vores ubesmittede lands grænser.

På en nedkølet strand i Dubai

Det borgerlige Danmark kommer til at se tilbage på et årti, hvor man helt igennem overmatchede oppositionen, men ikke formåede at ændre Danmark i afgørende borgerlig retning. Det blev den faste samarbejdspartner, der satte dagsordenen. Økonomiske reformer blev parkeret, og nationalromantikken vandt.

Prisen kommer vi til at betale nu. Hvad der i nullerne kunne have været rettidig omhu, bliver nu blodig alvor.

Årtiet slutter derfor med maner i Dubai. Mens verden brænder omkring os, kan vi stille vores Porsche Cayenne og vandre mod vandet på en elektronisk nedkølet sandstrand. Nullerne er endelig ovre.

Relaterede poster:

1. Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken
2. Oprindalismen – debatindlæg fra Information
3. Mænd uden mod – debatindlæg fra Jylland-Posten

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et noget højstemt følelsesudbrud i anledning af 20-året for Murens fald. Da jeg voksede op, måtte min mor forsøge at forklare, hvorfor der lå en ø derovre til højre på kortet over Vesttyskland, og hvorfor der var nogen som havde bygget en mur midt igennem Tysklands gamle hovedstad.

Det virker alt sammen så længe siden nu. På mandag er det tyve år siden Berlinmuren faldt. Med den faldt også andre mure. Dét er der grund til at huske på, for der er masser af energi at hente i den historie. En gang imellem er håbet den eneste realistiske mulighed.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Muren i vores hoveder

“Some men see things as they are and say why
- I dream things that never were and say why not.”
George Bernard Shaw

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.

Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.

På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.

Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.

De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.

Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60’erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.

Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe ”Wir sind das Volk”. For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl eller Christian Führer motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker for dem for det nye perspektiv, de gav os.

Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned, og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.

Relaterede poster:

1. Læs klumme fra 180grader.dk: Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet
2. Læs klumme fra 180grader.dk: Leve republikken
3. Læs klumme fra 180grader.dk: En ny historie om Danmark

Relaterede poster:

1. Løvens smukke brøl – Anmeldelse af Edward M. Kennedys “True Compass”
2. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
3. Senatet i et minuts stilhed for Ted Kennedy

Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60′erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60′erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy i video om “True Compass”
2. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
3. Senatet i et minuts stilhed for Ted Kennedy

“I am not the first President to take up this cause, but I am determined to be the last.”

Det har været nogle ualmindeligt hårde sommermåneder for præsident Barack Obama. Præsidentens ambition om at reformere sundhedssystemet i en langt mere retfærdig retning. Men hans regering og ikke mindst hans person har medført et ualmindelig giftigt politisk miljø i USA. Han er i den grad hadet af det yderste højre, der ser ren og skær socialisme og nazisme i den nye præsident. De synspunkter er meget vanskelige at forstå på vore breddegrader. Men det handler først som sidst om modstanden mod, at det offentlige skal blande sig og regulere menneskers hverdag.

Sundhedsvæsenet er en kompliceret sag. Og i USA er billedet ikke mindre kompliceret med en række blandingsformer og forsikringsordninger. Derfor er det relativt nemt at kæmpe mod en reform af sundhedssystemet, fordi man altid kan finde et enkelt punkt og drive det til ekstremer. Bare tænk på vores egne folkeafstemninger. Men i USA har sommerens debat været helt ude af proportioner med anklager om “death panels” og nazisme.

I nat havde Obama så chancen for at tage initiativet igen. Det var også hårdt tiltrængt. Situationen er den, at han og demokraterne har et overvældende flertal i begge kamre. Et flertal der kan bruges, men også et flertal der bruges bedst i et samarbejde med republikanerne. Nu kan Obama ikke længere lade reformen slingre:

Well the time for bickering is over. The time for games has passed. Now is the season for action. Now is when we must bring the best ideas of both parties together, and show the American people that we can still do what we were sent here to do. Now is the time to deliver on health care.

Hans tale i nat viste Obama, når han er bedst. Klar, præcis og med stor indlevelse. På den måde leverede Obama varen i nat. Om det får overbevist republikanerne, er dog straks mere tvivlsomt. Den konservative del af USA ser stadig den sorte præsident, som noget socialistisk djævelskab. For moderate republikanere (og de er straks mere interessante) er det selvsagt spørgsmålet om den offentlige investering, der bekymrer dem. Her havde Obama er meget, meget klart budskab til amerikanerne:

I will not sign a plan that adds one dime to our deficits – either now or in the future. Period. And to prove that I’m serious, there will be a provision in this plan that requires us to come forward with more spending cuts if the savings we promised don’t materialize. Part of the reason I faced a trillion dollar deficit when I walked in the door of the White House is because too many initiatives over the last decade were not paid for – from the Iraq War to tax breaks for the wealthy. I will not make that same mistake with health care.

En klar udmelding, som formentlig ikke vil få kritikken til at forstumme. Der vil fortsat blive kritik af finansieringen, fordi det forudsættes, at en række rationaliseringer i sig selv vil kunne betale for reformen. Men at Obama vil det reformer, og at der er gode grunde til det, blev forhåbentlig mere tydeligt for amerikanerne.

Det er paradoksalt, at Det Hvide Hus ikke har været mere i offensiven før. Men i går spillede de deres allerbedste kort: Præsidenten. Nu er en ny scene sat for arbejde i Kongressen, og præsidenten har med stor autoritet meldt ud, at der vil ske noget. Det var effektivt og seværdigt at se en stor taler folde sig ud på den helt store scene. Og der blev helt som ventet også plads til en effektiv emotionel henvisning til Ted Kennedy og hans håb om et sundhedssystem, hvor der er plads til alle. En lille smule social retfærdighed. En stor tale.

Læs hele talen her. Og se nogle af reaktionerne herunder:

Læs flere reaktioner her.

Relaterede poster:

1. State of the union – se hele præsident Barack Obamas tale her
2. Det blev Barack Obama – se hele hans tale fra i nat her
3. “Otte år er nok” – se Obamas tale her

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy
3. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy på Meet the Press – 45 år efter
2. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
3. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter

Sent lørdag blev senator Ted Kennedy sted til hvile på Arlington kirkegården i Washington. Dermed kommer han til at ligge ved siden af hans to storebrødre, John og Robert. At de alle tre nu er samlet på den berømte heltkirkegård ved Washington var blot et af flere mytiske højdepunkter på en minderig dag. Det var nemlig mere end blot Ted Kennedy, der blev begravet lørdag. På en underlig måde var det alle tre, vi sagde farvel til lørdag. En epoke er endegyldigt slut.

“My brother need not be idealized, or enlarged in death beyond what he was in life; to be remembered simply as a good and decent man, who saw wrong and tried to right it, saw suffering and tried to heal it, saw war and tried to stop it. Those of us who loved him and who take him to his rest today, pray that what he was to us and what he wished for others will some day come to pass for all the world. As he said many times, in many parts of this nation, to those he touched and who sought to touch him:
“Some men see things as they are and say why.
I dream things that never were and say why not.”
- Ted Kennedy til sin bror Robert Kennedys begravelse 8. juni 1968 i St. Patrick’s Cathedral, New York

Lørdag aften deltog jeg i TV2 News’ dækning af begravelsen og talte bl.a. om, at den berømte fakkel nu er givet videre til Obama. Da jeg kørte hjem, slog det mig, at det egentligt beundringsværdige ved Ted Kennedys liv var, at han levede et helt liv med store op- og nedture, og at han undervejs tog ansvar for både sit land og sine nærmeste. Han var et menneske, som trods tragedier af græske dimensioner valgte at gøre en positiv forskel her i verden. Det er mere, end man kan sige om mange af os andre. Når man lever et helt liv som Teddy, bliver man ikke til luftige fantasier om, hvad der kunne være. Man måles på det, man gjorde. Læren fra hans liv er, at vi kan vælge at lægge os ned i selvmedlidenhed, eller vi kan vælge at gøre en indsats, der hvor vi er. Ted Kennedy voksede med opgaven og blev til sidst den store løve i sentatet. Han fandt også kærligheden og lykke i sine sidste år. Man skal kende ham på de kampe, han tog, og den lykke han til sidst fandt som senator og familiemand.

Lørdagens begravelse blev et meget værdigt og mindeværdigt farvel til den sidste af en søskendeflok, der viste os kraften i håbet om, at det nytter noget at arbejde for at gøre verden til et lidt bedre og mere retfærdigt sted. I 1956 skrev John F. Kennedy bogen “Mænd af mod” om otte amerikanske senatorer, der havde modet til at stå ved deres idealer – selv under hård beskydning og med viljen til at betale prisen for deres idealer. Historien om de tre Kennedy-brødre bliver også til historien om, at politik kan være andet end kynisk realpolitik. Og netop dét synes mere relevant end nogensinde.

Blandt talerne i Boston var meget naturligt præsident Barack Obama. På konventet sidste år i Denver overleverede Ted Kennedy faklen til Obama, og det var derfor meget naturligt at netop Obama holdt talen i Boston.

“Today we say goodbye to the youngest child of Rose and Joseph Kennedy. The world will long remember their son Edward as the heir to a weighty legacy; a champion for those who had none; the soul of the Democratic Party; and the lion of the U.S. Senate – a man whose name graces nearly one thousand laws, and who penned more than three hundred himself.”
- Præsident Barack Obama 29. august 2009 i Our Lady of Perpetual Help Basilica i Boston.

Visit msnbc.com for Breaking News, World News, and News about the Economy

Læs hele præsidentens tale her.

Lørdag var et farvel til en generation og en epoke. Der kommer nok aldrig igen en familie som dem. Håbet må være, at vi kan tage det bedste fra dem som idealet om, hvad politik burde være.

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
2. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
3. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy

Mange vil kende historien om de tre brødre, men den er godt fortalt her inden for en time. Chris Matthews har særlig et fint blik for Kennedy’ernes kampagner og historien om kampagnen i 1960 er rigtig godt fortalt. Ligeledes har han en fint blik for Robert Kennedys berømte kampagne i 1968. Og det kontrafaktiske spørgsmål: Hvad hvis Robert ikke var blevet skudt i 1968? Slut med Vietnam, og ingen Nixon og Watergate? Verden havde nok set anderledes ud i dag, hvis det ikke var for Sirhan Sirhan. Endelig er der fine klip med Ted fra 70′erne. Det er koncentreret amerikansk samtidshistorie. Se alle afsnit her:

1. del

2. del

3. del

4. del

5. del

6. del

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
2. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy
3. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington

Watch CBS Videos Online

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. NPR med en “Special Coverage” om Ted Kennedy
3. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy

De amerikanske medier er selvsagt fyldt med historier og mindeudsendelser om Ted Kennedy. Her kan anbefales en time fra NPR. Klik på play-knappen og hør udsendelsen direkte:

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington
3. Den store liberale løve sover nu – Ted Kennedy er død 77 år gammel

Der var i de tidlige år mange historier om Teddys manglende evner og lettere fjollede fremtoning. Da han stillede op til Senatet i 1962, mens hans ene storebror var præsident og den anden justitsminister, bakkede hele klanen ham op. Men han viste med tiden, at netop han kunne stå på egne ben og føre historien videre som eneste tilbageværende af de fire sønner.

Vel var det John og Robert Kennedy, der indgød nationen håb og drømme. Men det var Edward Kennedy, der med en utrættelig indsats i Washington kæmpede for et mere socialt retfærdigt USA. Han var den store liberale løve, der fra 1980 for alvor brød ud af brødrenes sakrosante skygge og etablerede sin unikke position i Senatet.

For blot et par dage siden udtalte senator John McCain, at sundhedsreformen led under Ted Kennedys sygdom. Der manglede simpelhen hans erfaring og finesse for at få et stort kompromis igennem.

Det er skæbnens ubehagelige ironi, at Ted Kennedy ikke nåede at opleve vedtagelsen af den sundhedsreform, der næsten blev hans livsværk. Oplev ham f.eks. her fra 1980 i New York efter han havde udfordret den siddende præsident Jimmy Carter – og tabt:

At netop Kennedy kæmpede så indædt for en sundhedsreform vil uden tvivl få betydning i de kommende uger, og vil forhåbentlig betyde mere åndfuld vind i sejlene til en noget vaklende præsident.

Da han kastede hele Kennedy-familiens glans på Obama sidste år, var det en af de afgørende faktorer, der tippede vægtskålen til fordel for den nye unge senator, der ville ændre Amerika. Om Obama sagde senator Kennedy:

“This November the torch will be passed again to a new generation of Americans . . . With Barack Obama, and for you and for me, our country will be committed to his cause. The work begins anew. The hope rises again. And the dream lives on.”

For nylig døde storesøster Eunice, og med Ted Kennedys død kan vi nu sige endegyldigt farvel til en generation, som forandrede den nation, flere af dem gav deres liv for. Uagtet alle sladderhistorierne og myten om familien kæmpede John, Robert og Edward for en bedre og mere retfærdig verden. Nu sover den store liberale løve for altid. Vi må håbe, at faklen er bragt videre til en ny generation af politikere. Svaret får vi om kort tid, når Obama med en historisk mulighed skal have sundhedsreformen igennem Kongressen.

Relaterede poster:

1. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington
2. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
3. Se dokumentar fra CBS: “Ted Kennedy: The Last Brother”

Tirsdag havde jeg denne klumme i Jyllands-Posten. Siden har regeringen gjort alt for at forstærke pointen.

Mænd uden mod

I 1955 skrev en ung fremadstormende amerikansk politiker en bog om otte senatorer, der turde vælge det rigtige frem for det populære. Bogen hed ”Mænd af mod” og blev både en bestseller og en senere vinder af Pulitzer-prisen. Forfatteren var den senere præsident John F. Kennedy.

Skulle man skrive en tilsvarende bog om nulevende danske politikere, var der ingen anden udvej end at kalde den ”Mænd (og kvinder) uden mod”. Hvor Kennedy portrætterer otte senatorer, der trodsede en øjeblikkelig folkestemning, har vi nu et politisk system, hvor politikere velvilligt løber efter den seneste avisforside om kamphunde eller badeforhæng.

Op igennem dette årti har tænketanke og økonomer skreget på reformer af vores velfærdssamfund. De fleste har set nødvendigheden, men ingen politikere har haft modet til at gennemføre dem. I stedet er de blevet parkeret i kommissioner, som har været ”politisk tonedøve”, hvis de ikke kunne forstå, at fremsynede reformer ikke har nogen gang på jorden i et Danmark, hvor landets vicestatsminister hellere går efter pjattede værdipolitiske markeringer frem for at afstikke retningen for fremtidens Danmark.

Det er et trist tegn på kulturelt forfald, når man er mere optaget af at grave ægte danske værdier op af mulden, frem for at afstikke kursen for fremtiden. Ansvarlige politikere er ikke valgt til arkæologiske opgaver. Og de er slet ikke valgt til at logre for skiftende folkestemninger. Deres opgave er at træffe beslutninger – også af den ubehagelige slags.

Men for danske politikere gælder, at deres fremmeste mål er at overleve næste valg. Deres horisont går sjældent meget længere. Derfor handler den politiske debat i Danmark om badeforhæng og Fadervor i skoletiden, mens verden buldrer forbi os.

Man kan springe i det ironiske og elitære hjørne, når 22-Nyhederne f.eks. vælger at afsætte adskillige minutter til en diskussion af en kunstinstallation med fyrre år på bagen, og oven i købet vælger at invitere automatpiloten Georg Metz i studiet til debat med Pia Kjærsgaard. Så kan de så genopføre en diskussion, de skulle have taget for netop fyrre år siden.

Der er dog ikke alt for meget at grine af. For hver gang endnu en af disse helt meningsløse værdipolitiske punktmarkeringer fylder æteren, skal man huske på de ting, der ikke bliver diskuteret, og som får lov at ligge hen. De lokale og globale udfordringer forsvinder ikke bag et badeforhæng.

Politikerne har i det forgangne årti ikke formået at tage en tvingende nødvendig diskussion om den fremtidige indretning af vores velfærdssamfund. Ingen har modet til at tage være og upopulære beslutninger, og mens vi så piller i vores egen kulturelle navle, kværner nye hårdtarbejdende lande løs på de globale markeder.

Vi burde diskutere, hvordan vi kan bringe Danmark fremad i det 21. århundrede, og hvad vi skal leve af i en fortsat knivskarp global konkurrence. Fortsætter vi med at rode bevidstløst rundt i mulden, forstærker vi bare billedet af et selvtilfredst fortidslevn, der i fremtiden kan se frem til at agere levende museum for indiske og kinesiske turister.

Danskerne har fortjent mænd og kvinder af mod, der tør tage de rigtige og svære beslutninger.

Relaterede poster:

1. Oprindalismen – debatindlæg fra Information
2. Nul i hovedet – debatindlæg i JyllandsPosten
3. Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken

Obamas ønsker om en reform af sundhedssystemet, har her over sommeren resulteret i en selv for amerikanske forld utrolig polariseret politisk debat. Først var der birther-bevægelsen, som kørte videre med fantastien om at Obama er født i Kenya og derfor ikke har ret til at være præsident i USA. En ren konspirationsteori der ikke lader sig forføre af fakta. Nu handler det om at Obama som rendyrket stalinist eller nazist vil indføre statsstyrede eutanasi-programmer.

Ret beset er det fremragende spin. I stedet for at diskutere reformen, diskuterer man helt igennem fiktive ting. Det er ikke Bill O’Reilly men derimod Glenn Beck på Fox News, som fører an i sit eget vanvid, hvor han ser nazisme alle vegne og konstant sammenligner Obamas planer om en forbedring af sundhedssystemet med Hitlers ‘reformer’ i 30′erne. Historien om “death panels” leder lige til en sammenligning med Hitlers eutanisi-programmer.

Radioværten Rush Limbaugh kører også på med helt igennem grundløse beskyldning om fascisme, socialisme, nazisme og kommunisme. Man kan grine af vanviddet, men sandheden er måske at det hele følger et samlet spor, som handler om store økonomiske og politiske interesser. Et spil med enorme indsatser hvor alle midler tages i brug for at stoppe nødvendige reformer.

Man kan også påpege ironien i, at den amerikanske underklasse, der som regel har en dårlig sundhedsdækning, fører an i de mest rabiate beskyldninger om nazisme. Men taktikken er yderst effektiv. Reformforslaget fylder 1.000 sider, men igen har tilsyneladende læst den. I stedet diskuterer man ting, som overhovedet ikke har med reformen at gøre.

Det hele handler om Senatet nu. Der har demokraterne de ønskede 60 sæder. Men de yderst følelsesladede møder i forsamlingshusene overalt i USA kan få demokraterne til at vakle. New York Times har i dag en spændende historie om hele taktikken bag ved afsporingen af debatten.

Selvom flertallet er der, skal Obama kæmpe hårdt for reformen. Samtidig står det helt klart, at det er nu, han skal slå til. Det er nu, han har chancen, og den kommer formentlig ikke igen. Tidligere præsident Bill Clinton advarer nu om, at reformbestræbelserne kan lide samme skæbne som hans anstrengelser i 90′erne. Sundhedsreformer er det store dyr i åbenbaringen. Den ambition som alle demokrater må nære, men som er så svær at gennemføre.

Resultatet bliver formentlig et eller andet komprimis, hvor demokraterne får en reform igennem, som ikke bliver elsket af nogen. Men han har så meget prestige involveret, at der skal en reform igennem. Og imens er der millioner af amerikanere, der lever uden nogen som helst forsikring.

Resultatet er også et endnu mere polariseret USA, hvor den amerikanske højrefløj og den konservative del af det republikanske parti kører sig selv helt ud på et sidespor. Man kan godt se nogle voldelige tragedier foran sig, når man betragter den stemning, der har været til møderne og i medierne:

Relaterede poster:

1. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington
2. Obama tilbage i offensiven med stort oratorisk talent – se hele Obamas tale fra Kongressen
3. The Scar i 2012? – Joe Scarborough kan være en farlig republikansk outsider

Det har her i foråret under den såkaldte bandekrig slået mig, hvor lidt evne og vilje der er til den mere undersøgende journalistik. Alting skæres ned, og der er få ressourcer. Det betyder i praksis, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved en histories præmissser, når først den kører. Så under bandekrigen købte alle journalister med det samme logikken om konflikten som en kamp om hashmarkedet. Logikken var, at da Christiania blev ryddet, flyttede hashmarkedet ud i byen. Den chance tog indvandrerbanderne imod og ville have deres del af det lukrative marked. Og eftersom Hells Angels styrede Christiania, er der nu kamp mellem Hells Angels og indvandrerbander om hashmarkedet.

Men hvis den logik er så tvingende, må det jo betyde, at alle har vidst at Hells Angels har kontrolleret hashmarkedet og Christiania. Er det virkelig rigtigt? Og hvis det er rigtigt, må Hells Angels jo have siddet på det siden starten af 80′erne. Er det ikke en historie, som var værd at skrive om? Var det ikke en historie, som i det mindste var værd at undersøge? Og hvis politiet har vidst, at Hells Angels styrede den handel, hvorfor har de så ikke gjort noget i de seneste 25 år? Kunne man dykke ned i det?

Er bandekrigen så slut nu? Tydeligvis ikke med de seneste begivenheder i erindring. Men hvis hele konflikten handlede om hashmarkedet, som alle medier var enige om, hvordan er hashmarkedet så fordelt nu? Var det en historie, man kunne se på?

Sagen er, at den opsøgende og kritisk tænkende journalistik har meget svære kår i et mediebillede, hvor færre journalister skal levere mere og mere. Effektivitet på en en arbejdsplads er godt. Men for journalistikken betyder det, at der ofte ikke er tid eller vilje til at dykke ned i en historie og stille nogle andre spørgsmål. Man får en fornemmelse af, at det er alt for let for politiet at ‘frame’ en historie for medierne. Eller alt for let for politikere at få en historie til at køre i en bestemt retning. Der er ikke tid til selv at opsøge miljøet og selv skrive nogle andre historier, end dem man får til blokken eller mikrofonen af politiets velvillige talsmænd.

Historien om Nelja N. Maltseva

Problemstillingen er ikke ny, og blev senest aktutaliseret i forløbet op til invasionen af Irak. Historien om russiske forskere i biologisk krigsførelse, som efter sigende var i Irak, blev bragt af medier over en bred kam op til invasionen i Irak. Hvor kom den historie fra? Sjovt nok forsvandt den lige så stille igen. Men den var en brik i hele spillet op til invasionen og en del af det samlede trusselsbillede, der fik en del af verdensopinionen til at hoppe på krigsvognen. Historien om russiske forskere i Irak blev kolporteret verden rundt. Kunne det måske være interessant at finde afsenderen til historien? Hvordan var den researchet? Hvorfor købte alle New York Times’ historie om Nelja N. Maltseva? Kunne det måske lede til en spændende diskussion om hvordan moderne medier tilsyneladende lader sig manipulere frem mod skæbnessvangre beslutninger?

En anden forretningsmodel i en 24-hour news cycle

Færre ressourcer parret med den såkaldte ‘24-hour news cycle‘ betyder, at alle medier løber i den samme retning og springer på de samme historier. I en tid hvor mange virksomheder taler om at finde en ‘blue ocean’ strategi, løber alle medier efter de samme historier. Mon ikke der kunne være en endog ganske slagkraftig forretningsmodel i en journalistik, som tager sig tid til at finde lidt andre og mere spændende historier? Når alle medier render rundt oven på hinanden i Retten i Lyngby for et billede af Stein Bagger, kunne et par enkelte journalister måske undersøge rygter om store danske bankers problemer i efteråret op til de første bankpakker. Kunne det måske ligefrem være en forretningsmodel?

Det er sigende, at det ikke var en journalist fra de etablerede redaktioner, der fik IT Factory sagen frem. Det var såmænd en blogger, der havde modet og tålmodigheden til at grave og blive ved med at grave, samtidig med at hun brugte muligheden for at inddrage brugerne i sine undersøgelser. Pludselig havde hun et helt hold af undersøgere i gang. Det var effektivt. Men også et selvsyn i en medieverden, hvor der hele tiden er en ny historie, og Michael Jackson lige er død.

Da Jackson døde, forsvandt iranske demonstranters kamp for frihed pludselig fra mediefladen. I stedet har vi nu i adskillige dage måttet høre om Jacksons ‘geni’. Et vanvittigt hykleri. Jackson har lavet tre fantastiske skiver, da han samarbejdede med Quincy Jones. Og så er den ikke meget længere i det store billede. Det er historien om Iran imidlertid. Men når Jackson dør og Roskilde Festivalen starter, kan iranerne sejle i deres egen grønne fortvivlelse. Dem er vi da ligeglade med, for hvem får egentlig Jacksons børn?

Danske medier er i den grad også hoppet med på Jackson-vognen og har sendt deres korrespondenter fra Washington til Neverland i en tid, hvor demokraterne fik den 60. senator, Obama arbejder stenhårdt på en sundhedsreform og Sarah Palin trådte tilbage som senator. Se det er en prioritering, der vil noget.

Ti spørgsmål

Lige nu vi på vej mod optimal agurketid. Alle journalister ligger i Tisvilde og hører græsset gro, inden de skal ind og se Tour de France om eftermiddagen. Men på redaktionerne er der fortsat bemanding, og i en tid med en knap så voldsom nyhedsstrøm, kunne det måske være tidspunktet for nogle lidt anderledes historier. Hvis de vil have lidt at gøre godt med, har jeg over de seneste 10 dage postet 10 spørgsmål til inspiration på Twitter. Nogle bestemt mere pjattede end andre. Men flere af dem med et vist potentiale, såfremt man ville investere lidt tid i dem. Jeg forventede ingen svar, og har selvsagt heller ikke fået nogen. Men jeg er ret sikker på, at der vil komme noget spændende ud af et par af historierne her:

• Spm 1 af 10: Hvad skete der egentlig for Thomas Gravesen?
• Spm 2 af 10: Kan du huske historien op til Irak-krigen med russere i Irak, der arbejdede med biologisk krigførelse? Hvor kom den fra?
• Spm 3 af 10: Hvor meget styrer Hells Angels egentlig? Har de f.eks. kontrolleret Christiania siden opgøret med Bullshit?
• Spm 4 af 10: Rygter siger at Danske Bank var insolvent i et par dage i efteråret. Er det rigtigt? Og gav det bankpakkerne?
• Spm 5 af 10: Hvor blev Mullah Omar af?
• Spm 6 af 10: Hvor har det danske jægerkorps egentlig været indsat? Sarajevo? Tora Bora?
• Spm 7 af 10: Hvem var de danskere, der kæmpede de sidste kampe i Division Wiking foran Rigskancelliet?
• Spm 8 af 10: Bygger den danske velfærdsstat på naziguld? Hvor fik Ebbe Kløvedal Reich den idé i ‘Edderkoppen’ fra?
• Spm 9 af 10: Hvad blev der af den danske forsker, der henførte global opvarmning til solstråler?
• Spm 10 af 10: Var Able Archer i 1983 faktisk en ny Cubakrise?

Eller:

• Hvor blev Second Life af?
• Hvad blev der egentlig af Mette Munk Plum?
• Hvad lavede Aksel Larsen helt præcist under påskekrisen i 1948?
• Hvorfor var der ingen i 1995, der tænkte over, at Wilfred Petersen allerede i 1941 havde stiftet et Dansk Folkeparti?

Jeg påstår ingenlunde at de spørgsmål bør have forrang frem for andre og sikkert meget bedre historier. Og flere af dem lever ikke op til et traditionelt nyhedskriterie. Men det er blot små tossede eksempler. Fagbladet Journalisten har i øvrigt i det helt nye nummer et tema om tabuer i journalistik. Om ikke andet en fin disussion af prioriteringen af historier. Håbet må være, at vi her midt i en agurketid kan få en diskussion af prioriteringerne og af om der måske kunne være en bærende forretningsmodel i at arbejde med nogle historier, som ingen andre tager sig af. I et presset mediemarked bør der være en klar ‘blue ocean’ strategi i at satse på gennemresearchede og veldokumenterede historier. Her kan man gøre en forskel.

Ingen relaterede poster.

‘Thomas Ladegaard erklærer afstemningen om tronfølgeloven meningsløs og vil skrive “Leve republikken” på sin stemmeseddel.’

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et harmdirrende indlæg mod afstemningen om Tronfølgeloven søndag og en opfordring til at stemme blankt. Samtidig er der heller ikke begejstring for den statsfinansierede instruktion i, hvordan vælgerne bør stemme.

At udtrykke sig kritisk overfor Kongehuset som institution bliver ofte fejet bort som noget ungdommeligt sludder. Men formentlig bliver dette den eneste gang i vores levetid, at Kongehuset kommer på stemmesedlen. Folkeafstemningen er således en unik mulighed for at sende et utvetydigt signal om, at det trods alt ikke er alle undersåtter, der klapper i deres små hænder over et system, hvor samfundets øverste poster går i arv.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Og se også den officielle valgvideo herunder. Det er virkelig en flot skattebetalt instruktion til vælgerne.

Relaterede poster:

1. Blyanten blev fattet og der stod “Leve republikken” – se stemmesedlen her
2. Læs klumme fra 180grader.dk: Uden filter – statsministerens nye veje
3. Læs klumme fra 180grader.dk: Grådighedens pris

Foghs kulturkamp kastede Danmark ind i en tidslomme, hvor det er 1972 hele tiden. Men politik er alt for vigtigt til at vi kan overlade det til folk, der genopfører fortidens diskussioner i en uendelig genkomst. Det er derfor tid for Kulturkamp 2.0. Læs dagens debatindlæg fra Politiken her.

Anders Foghs uomtvistelige politiske genistreg var, at han fornemmede styrken i værdi- og symbolpolitikken. Dermed tilføjede han den anden del af det politiske Danmark et lammende slag. Desværre har hans kulturkamp kastet Danmark ind i en tidslomme, hvor det er 1972 hele tiden, og hvor der som på en anden ’groundhog day’ udspiller sig en evig kamp mellem folket og smagsdommerne.

Hvor man kunne have kastet sine ressourcer ind i rigtige politiske problemstillinger, har man i stedet trådt an til en underlig symbolpolitisk dans på stedet, hvor Ralf Pittelkow og Georg Metz leger offentlig debat i Deadline, hvor Klaus Rifbjerg skriver digte om dronningen, og hvor Søren Krarup slår hånden af Fogh, fordi han er stolt af sin søn.

Hvad skal vi dog med disse sure, gamle mænd fra Muppet Show? Er det overhovedet gået op for dem, at vi er i et nyt århundrede? De udkæmper en kamp, som var relevant i 1972, men som nu er kun er spil for galleriet. Deres kulturkamp er lige så relevant, som da BT i påsken kørte et stort opslag om, at dansktoppen ikke tages alvorligt af DR. Hvilket år er vi egentlig i?

Kulturkampen har fulgt nogle klare linjer, som ikke har rørt sig ud af stedet i 40 år. På den måde kunne Brian Mikkelsen komme af med sine frustrationer over 70’ernes skolelærere, pædagoger i rundkredse fik deres bekomst og endelig fik det tre-hovede monster DR-Gyldendal-Politiken tilføjet et afgørende slag. Og ikke så snart gik den kamp løs, før de sædvanlige defensorer kom den trængte kulturradikalisme til undsætning.

Det har været en fuldstændig forudsigelig affære ført med alle fortidens argumenter. Men for dem af os, der ikke har specielle aktier i at udkæmpe gamle krige med fortidige våben, har det bare været gabende kedsommeligt i sin evindelige gentagelse.

Er I snart færdige, så vi andre kan komme videre?

Det er tid for Kulturkamp 2.0. Og den kamp kommer til at stå mellem dem, der insisterer på at holde fast i forrige århundredes problemstillinger og dem, der ønsker at løse det 21. århundredes politiske udfordringer.

Den fjollede, altmodische kulturkamp og symbolpolitik er dog slet ikke uskyldig. For den skygger for helt reelle politiske problemer, der bliver skudt til hjørnespark, mens gamle mænd gentager gamle diskussioner. Så mens Fogh og hans regering genopførte en miljø-debat anno 1972, blev reelle klimaproblemer latterliggjort og identificeret som hippiesynspunkter. Og mens Fogh frejdigt annullerede alle klassemodsætninger, viste undersøgelser, at overklassen behandles markant anderledes i et sundhedsvæsen, der efter sigende skulle stille alle lige. Men lad os nu ikke tale om det. Tørklæder er da meget vigtigere!

Kulturkamp 2.0 vil handle om at erkende, at det ikke er 1972 mere, og at der faktisk er helt reelle problemer, der kræver helt igennem politiske løsninger.

Heldigvis har virkeligheden det med at indhente selv så sejlivede størrelser, som et teater opført af Anne-Marie Helger eller endnu en diskussion om modernismens velsignelser. I dette efterår skete der nemlig noget løfterigt i USA.

Hvert fjerde år har amerikanerne traditionelt kastet sig ind i en politisk tidsmaskine og genopført Nixons valgkamp fra 1972 mod McGovern. Nixon opdagede dengang den enorme symbolpolitiske kraft i at angribe McGoverns frisindede værdier, og han dannede i lighed med Fogh en stålsat koalition mellem den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse vendt mod eliterne på østkysten.

Den koalition bragte også George W. Bush til magten, men den er siden smuldret i takt med at underklassen mistede deres job i industrien, deres hjem på tvangsauktion og modtog deres børn i ligposer fra Irak.

Obamas valgkamp mod McCain var således ikke på samme måde en genopførsel af Nixon vs. McGovern. Finanskrisen gjorde pludselig, at der kom andet end symbolpolitik på banen.

Herhjemme har Løkkes regering fået tilsvarende problemer. Det er ikke længere nok med værdipolitiske markeringer. Nu kræves der reel politisk handling i stor stil. Og der kræves ikke mindst nye politiske idéer til løsning af fundamentale samfundsmæssige problemer. Her er det ikke længere nok at gribe i posen for udfald mod smagsdommerne. Det løb er ligesom kørt nu.

Derfor er der også alt mulig grund til at tage fat på Kulturkamp 2.0 og bede de sure, gamle mænd fra Muppet Show om at fortsætte deres højrøstede diskussion et andet sted. Der er masse at tage fat på, og politik er alt for vigtigt til at vi kan overlade det til folk, der tror det er 1972 hele tiden.

Relaterede poster:

1. Nul i hovedet – debatindlæg i JyllandsPosten
2. Oprindalismen – debatindlæg fra Information
3. Mænd uden mod – debatindlæg fra Jylland-Posten