“We are still screaming”.

De står der på vejen Win Butler og Régine Chassagne, mens de ser “the kids” køre forbi ude i forstæderne. Himlen er blå, og blodet rødt. Alt sammen en del af den nye video til sangen “The Suburbs” instrueret af Spike Jonze.

Nu kommer alle de billeder i et endnu større format i form af kortfilmen “Scenes from The Suburbs” af ca. 30 minutters længde.

Filmen er inspireret af albummet “The Suburbs“, og skrevet af Spike Jonze og Arcade Fire brødrene Will og Win Butler.
Traileren til filmen er her allerede, og kunne indikere at vi får forstæderne at se fra en nogenlunde voldsom side:

Og mens man ser på forstæderne (igen) kan man bare sidde og glæde sig til at se Arcade Fire dybt ude i forstæderne til august.

På et særligt tidspunkt i mit liv opdagede jeg et par plader nede på biblioteket, der mildest talt så anderledes ud ved siden af alle de øvrige ubehageligheder fra omkring 1980. De plader tog jeg med hjem. Og for en gangs skyld ramte jeg plet. For en gangs skyld kom der noget med hjem på værelset, som pegede ud og væk, og som stadig er der.

Det var lydene. De havde ikke været der før. Kraftwerk kørte med bil i Tyskland og med tog igennem Europa. Og foregreb på den vej en hel del af den sidste del af det 20. århundrede.

Det første hovedværk var “Autobahn”, der helt svimlende er tilbage fra 1974.

Når man hører titelnummeret er det meget svært at fatte, at nummeret er 37 år gammelt. Der flyder en helt særegen musikhistorie ud fra de toner og fra linierne “Fahren fahren fahren auf der Autobahn” som en direkte tyske reference til Beach Boys:

Alene det at tonerne kom fra Düsseldorf, gav Kraftwerk et særligt udtryk. Florian Schneider og Ralf Hütter var en del “Krautrock” bølgen i starten af 70′erne med Neu!, Can og Tangerine Dream.

Men V2 Schneider og Hütter fandt i deres Kling Kling studie en banebrydende stil, der rakte lagt ud over Rhinens favntag.

Kraftwerk skabte en centraleuropæisk lyd langt fra rockens blues-rødder og bomuldsmarkerne i det sydlige USA. Kraftwerk havde en anden historie. For dem handlede det ikke om at reproducere engelske og amerikanske bands. Hos Kraftwerk levede Cage og Stockhausen og en europæisk ånd hvilede over deres projekt. Hos Kraftwerk sad Marlene Dietrich med i toget på vejen mod suset i Paris. Kraftwerk er et æstetisk udtryk uden sidestykke i musikhistorien.

For mig var det især “Trans-Europe Express” fra 1977, der satte sig på min unge bevidsthed. Min mor og hendes venner påstod, at de en gang havde danset til den og “Masselinien”. Jeg tvivler.

Efter “Trans-Europe Express” gik der lidt for meget robot i den. Gruppen scorede sit største singlehit med “The Model”. Men for mig er de stærkest i midten af 70′erne, før der gik for meget computer i det og gruppen arbejdede med at opløse skellet mellem menneske og maskine. De er bedst som de mennesker, der i et stort innovativt spring trak musikhistorien i en helt ny retning.

Thulebasen er et af de mest markante navne fra selskabet Tambourhinoceros, hvor også Iceage huserer. De bands markerer noget befriende nyt på den danske scene. Her er originalitet og modet til konsekvent at forfølge sit kunstneriske projekt.

For Thulebasen betyder det, at hele den tyriske musik rulles ud i en koncentreret optagelsesproces over få dage og med heftige ompulser fra øjeblikket i en art musikalske readymades. Her mixes studieoptagelser med tidligere liveoptagelser. Her indgår samtaler og mumlerier som lydtapet i til tider hypnotiske mønstre.

Inspirationskilderne står i kø lige udenfor studiet, men det mest bemærkelsesværdige ved Thulebasen er måske, at de har fundet deres egen frie cut-up form.

Det er sine steder simpelthen kreativt eksploderende. Andre steder bliver det mere øvelokake imploderende. Bastante temaer gentages og en velgørende sax sniger sig ind i lydbilledet.

Det starter med “Raga Gemini”, som generøst byder lytteren velkommen indenfor på Gate 5. Her er Thulebasen måske i sit dunkende es. Basen er bedst i sit hypnotiske melodiske hjørne. Værst når man fornemmer, at nu går der øvelokake i den. Thulebasen skal helst have speederen i bund.

Og lige som der går lidt for meget hypnotisk gentagelse i det hele på vej ud til Gate 5, sidder man i sit stille sind og afventer det store forløsende øjeblik, der får albummet til at stikke afsted til egne galakser. Det kommer i form af det over 18 minutter lange nummer “Felaia”, hvor der bygges op til et dirrende crescendo. Lige netop dér fungerer Thulebasen allerbedst i sin frie form.

Thulebasen kan være et mørkt og indelukket sted at opholde sig. Gate 5 sætter en tyk streg under, at der sker forløsende ting netop nu. Der er nordlys på vej.

Alligevel snublede jeg med glæde ind i dette billede fra London i december.

Med Hatful of Hallow er der måske alligevel et eller andet at komme efter?

Se hele billedrapportagen her og læs også det seneste Mojo i anledning af 25-året for The Queen is Dead.

Det er den helt rigtige debut på det helt rigtige tidspunkt. Efter et tiår med Claus Hjort og dårlige Radiohead-kopier blæser Iceage den danske scene til atomer med et så kraftfuldt statement af en debut, at vi skal langt tilbage for at finde noget tilsvarende.

Når man lytter sig igennem New Brigade, sidder man også i sit stille sind og håber, at vi aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kommer til at se dem på en rød løber til P3 Guld. Og forhåbentlig er sangene på New Brigade af en sådan kaliber, at det går langt over statsradiofoniens radar. Man kan kun håbe.

For håb er virkelig, hvad man sidder med mellem hænderne, når man famlende åbner New Brigade. Kan dette virkelig være rigtigt? Så ungt? Så friskt? Så uspoleret? New Brigade lyder ikke som noget andet, der har rørt den danske rockscene i årtier.

Skiven er ikke lang. Det går dejlig hurtigt. 24 minutter i alt. På numre som “Count me in” bliver man blæst væk på lidt over et minut. Men det er også alt rigeligt. Det er hurtigt, skramlende, pågående.

Med en vis Peter Peter involveret i pladen er det kun alt for nemt at skrive om 1977 og noget med Rødovre Statsskole. Og kolde sjæle vil måske anføre, at man har hørt det hele før for tredive år siden. Men Iceage er meget mere end det. New Brigade er også lavet efter det friske pust, som f.eks. Arctic Monkeys kom med. Det er lyden af en helt nyt generation. Og den har sit eget distinkte udtryk. Og hvad Iceage ikke har af raffineret sangskrivning, har de til gengæld af energi og originalitet. New Brigade tager os for alvor ind i et nyt årti.

En gang udtrykte et engelsk orkester det på denne måde:

Living in the Ice age.
Searching for another way,
Hide behind the door,
We’ll live in holes and disused shafts,
Hopes for little more.

Det er det spinkle håb, Iceage bringer med sig. Lad håbet fra New Brigade blafre i vinden.

Iceage – New Brigade from iceage on Vimeo.

Da doo ron ron ron da doo ron ron

Ved nærmere eftertanke er det måske den bedste tekst, der nogensinde er skrevet i populærmusikken. Ved nærmere eftertanke kommer intet rigtig over rimet “I met him on a Monday and my heart stood still / Somebody told me that his name was Bill”. Ved nærmere eftertanke er intet så konkretistisk smukt og enkelt som “Da doo ron ron ron da doo ron ron”:

I met him on a Monday and my heart stood still
Da doo ron ron ron da doo ron ron
Somebody told me that his name was Bill
Da doo ron ron ron da doo ron ron

Yes, my heart stood still
Yes, his name was Bill
And when he walked me home
Da doo ron ron ron da doo ron ron

Knew what he was doin’ when he caught my eye
Da doo ron ron ron da doo ron ron
He looked so quiet, but my oh my
Da doo ron ron ron da doo ron ron

Yes, he caught my eye
Yes, my oh my
And when he walked me home
Da doo ron ron ron da doo ron ron

Da doo ron ron ron da doo ron ron
Da doo ron ron ron da doo ron ron

Picked me up at seven and he looked so fine
Da doo ron ron ron da doo ron ron
Someday soon, I’m gonna make him mine
Da doo ron ron ron da doo ron ron

Yes, he looked so fine
Yes, I’ll make him mine
And when he walked me home
Da doo ron ron ron da doo ron ron

Da doo ron ron ron da doo ron ron
Da doo ron ron ron da doo ron ron

Det er på denne tid af året, hvor ikke så få mennesker får et jaget, melankolsk blik i øjnene. Julen er overstået, glögg’en og julefedtet fortæret og pludselig skal der gøres status over det forgangne år, og pludselig skal der ses frem til et nyt år, og går det egentlig ok, og hvad med det nye år, og har du egentlig nogle målsætninger for det nye år, hvad er dine forventinger/fortsætte/fortsættelser, og kan vi ikke bare tage det roligt, men hvem holder egentlig festen, og hvad skal du have med, og du skal alligevel snart dø og der er ingen mulighed for at vende om, og alt det du ikke fik gjort, får du alligevel aldrig indhentet. Og så sidder du der med alle dine talenter som sand mellem dine hænder, og nytåret kommer bimlende som en gammel champagne-brandert, mens du lugter af krudt og gammel cigar. Og dagen efter sender svensk tv altid Ivanhoe.

Kort og godt: Det kan være en speciel dag.
The Walkmen har lavet en sang, der rammer stemningen meget godt:

Rigtig godt nytår til dig og dine kære. Vi ses i 2011.

Den originale

Jul og Phil Spector er et match made in heaven. Hvorfor ikke gøre det så storladent som muligt? Og Spectors originale julealbum er allerede den standard, alle forsøger at leve op til. Spørg bare Glasvegas, der sidste år prøvede at finde Spectors spøgelse i en rumænsk kirke. Men her er den orignale lyd:

Den højstemte

En jul for en del år siden tilbragte vi en hel del af julen i en bil til og fra Hvidovre Hospital. Dengang var det denne julesang, der holdt humøret oppe og stemningen afgrundsdyb.

i wish that i could walk you home

The Raveonettes har måske tabt lidt højde med tiden. Men når de rammer toner som disse, er der få som dem. De har altid været bedst, når der går optimalt Jørgen Ingemann i den.

Den bedste

Endelig er det umuligt at komme uden om denne sidste fra The Pogues, der hvert eneste år rammer hovedet på julesømmet. Lad den endelig køre, efterhånden som du nærmer dig den 24. december og har brug for at ramme en grundtone anden end stress, æbleskiver og Pyrus.

Husk julehjælpen

Og når vi er ved jul og musik, så lad der endelig gå Sting i den og minde om årets julehjælp. For du er jo alligevel træt af det evindelige gaveræs her i december. Skær bare toppen af det helvede og gør i stedet en forskel hos f.eks. www.moedrehjaelpen.dk.

Du kan også støtte Julehjælp 2010 helt enkelt:
SMS: julegave til 1999 og støt med 150 kroner.

“You know I dreamed about you, for twenty-nine years before I saw you.”

Torsdag aften går The National på scenen i det, der næsten ligner en hjemmebane i KB Hallen. Deres femte album “High Violet” har vist sig endnu en triumf for den Ohio-kvartet, der i sandhed er orkestret med sangene, der bare vokser og vokser.

Mellem to brødrepar står forsanger Matt Beringer som en af rockens mest intense frontfigurer lige nu. The National har lige nu sangene og bagkataloget til at skabe, hvad der forhåbentlig bliver en decideret rørende oplevelse i KB Hallen.

Hvis det bare bliver en smule i retning af nedenstående klip, er der en oplevelse i vente:

Roserne er regnet som en sommersyndflod over Suburbs. Og i et af disse sjældne øjeblikke har et indie-album også sat sig effektivt på toppen af alverdens albumlister. At det netop skulle blive et koncepptalbum om livet i forstæderne til del, ligger ikke lige for. Men Suburbs er et af den slags albums, der springer alle kendte grænser.

Da Funeral kom i 2004, viste Arcade Fire at det stadig gav mening at skrive sange i det helt store format. Sange om savn og tab. Om at bo en forstad. Om ikke at ende som sine forældre. Om at søge væk. Ud på den store Thunder Road. Om at finde noget ny mening. Alt dette fandt Arcade Fire og mere til med Funeral. 2007’s Neon Bible gik i nye retninger og havde ansigtet mere vendt ud mod verden fra et Amerika begravet i et vanviddets årti. Begge albums der befinder sig højt på listen over det forgangne årtis store skiver.

Suburbs viser på sin vis vejen tilbage til forstaden. Det er ikke et album, der på traditionel vis peger fingre af livet i forstæderne. Det er et album, som er skrevet indefra – fra forstæderne. Måske var bandet på politiske afveje med Neon Bible. Numrene derfra fylder ikke meget på setlisten på bandets igangværende turné, og siden har der også været et præsidentvalg. Arcade Fire er hjemme nu – i mere end én forstand.

Suburbs består af ikke færre end 16 numre. Det er ikke ét nummer for meget. Og igennem forstæderne løber en melankolsk tone af levet liv. Indledningsnummeret ”The Suburbs” sætter egentlig en opløftet stemning. Men Win Butler driver en hård pointe hjem med omkvædet: “Sometimes I can’t believe it/ I’m moving past the feeling.” Det er følelsen fra Funeral, der stille forsvinder, i takt med at bilerne ud fra Thunder Road vender tilbage til forstaden, til børnene, voksenlivet og de brudte drømme om at danse evindeligt i måneskinnet.

Suburbs er lyden af levet liv. Ægteparret Win Butler og Régine Chassagne omsætter erfaringer og drømme og trods på en måde, intet rockorkester før har forsøgt. Tag blot en melankolsk perle som “City with No Children”, hvor Régine Chassagne med skrøbelig røst driver pointen hjem. Eller tag sangen “Sprawl II”, der bliver albummets store afsluttende højdepunkt. En sang, hvor der midt i melankolien er trods for en hel verden: “These days, my life, I feel it has no purpose/ But late at night the feelings swim to the surface”.

Musikalsk bevæger Suburbs sig omkring i flere retninger. Her er kontante rock-sange som “Month of May” med en enkelthed som hos Ramones. Og her er signatursange som “Rococo”, der bygges frem mod et for Arcade Fire så karakteristisk afsluttende crescendo. Og der er endelig små afstikkere til mere dansable steder og tyste hjørner af forstæderne.

Suburbs er intet mindre end en øjeblikkelig klassiker. Et mesterstykke i konsekvens og medrivende sangskrivning. Arcade Fire er et band, der har meget at leve op til. Med Suburbs sprænger de endnu en gang de snærende bånd og viser igen vejen fremad for rocken. Vejen tilbage fra Thunder Road er mere end interessant og aldrig bedre beskrevet end på Suburbs.

Der er mange gode grunde til at lytte til OK Computer. Der er gode sange, finurlige indfald, inderlighed og ironi. Men OK Computer er først og fremmest et stort sammenhængende album. Måske det sidste af sin slags inden mp3-formatet tog over og sprængte albumformatet itusind stykker.

Forfatteren Dai Griffiths hævder i sin bog om OK Computer, at Radiohead opløste albummet, som vi kender det og for første gang udfordrede cd-formatet. Men måske er det mere præcist at sige, at Radiohead med OK Computer skabte rockens sidste store album.

Efter at gruppen med The Bends havde vendt blikket indad med en række smukke emotionelle hymner, blev fokus et noget andet med OK Computer. Blikket er vendt mere udad i en række polaroide snapshots af en verden i forandring. Skal man forstå, hvad der rørte sig i 90’erne, er OK Computer et meget godt sted at starte. Her farer verden forbi i rasende fart, computeren taler til os, og det enkelte individ hvirvles fremmedgørende afsted uden mål og med. Mens britpoppen klingede af og Oasis blev inviteret med ind i Tony Blairs nye Labour som posterboys for Cool Britinia tog Radiohead afsted til mere håbefulde steder.

Radiohead ønskede en helt ny lyd og tilgang. Hele indspilningsprocessen blev radikalt forandret og foregik på landsteder langt væk fra byen og modernitetens kværnen på bandets eget udstyr. Det ledte vej til en mere eksperimenterende lyd og leg med den electronica,
der altid havde fascineret bandet.

Mange betragter Radiohead som et studentikost udkrads fra Oxford. De glemmer bare, at der bag de soniske ambitioner ligger fantastiske sange og melodier gemt. Allerede i 1995 fik vi med sangen ”Lucky” et varsel om, hvad der var på vej. En original idé og en tilstand, det er svært at ryste af sig:

Pull me out of the aircrash,
pull me out of the lake,
’cause I’m your superhero.
We are standing on the edge.

Det er umuligt ikke at tænke på en figur som Douglas Coupland, når man hører OK Computer og ikke mindst betragter hele art-worket fra pladen. Det er den radikaliserede post-modernitet som kunstnerisk udtryk. Alt er fragmenteret, men midt i det hele banker hjertet og et spirende håb. På en gang håbefuldt og desperat omkring Thom Yorkes virkningsfulde udtryk.

Første single fra skiven var ”Paranoid Android”, der med en spilletid på 6:23 og en kompleks struktur nærmest må betegnes som en anti-single. Men på den måde meget betegnende for en kompromisløs tilgang, hvor der kræves noget af lytteren. Det her er ikke musik, der gør sig godt som baggrundsmusik. OK Computer skal høres højt og som en helhed. Gør man det, vil man opleve en kunstnerisk sammenhæng, der ikke findes meget bedre.

At opleve OK Computer er i sidste ende håbefuldt. Det er beviset for, at rocken som udtryksform stadig giver mening, og at der også i et nyt årtusinde kan laves store plader.

Radiohead viste vejen frem og gjorde rejsen fuldendt tre år senere med Kid A. Succesen med OK Computer blev næsten tyngende for orkestret, og desværre åbnede den succes for en syndflod af elendige kopibands, der prøvede at ramme Radioheads tone. I de tretten år siden OK Computer er albummet blevet skamredet af både inden- og udenlandske bands, der ikke er i nærheden af det niveau Radiohead altid har befundet sig på. OK Computer vil for altid stå som et af 90’ernes store højdepunkter og et af rockens helt store albums.

U2 har aldrig været et ‘cool’ orkester. Slet ikke. De har ligesom aldrig udgjort avantgardens fortrop. Deres blanding af monster stadionpopularitet og verdensfrellse har altid været udgjort en cocktail, der var svær at sluge.

Men da U2 med Achtung Baby gav Mefistofeles i at være oprigtige og i stedet hengav sig til en omgang europæisk dekadence, blev resultatet de stærkeste og med inderlige sange, gruppen kommer til at indspille. At hive Brian Eno med til Berlin viste sig igen at være et virkningsfuldt middel for en gruppe, der ville genopfinde sig selv.

U2 gik ind til arbejdet med Achtung Baby efter albummet og filmen Rattle And Hum, som vist bedste kan beskrives som en rodebutik uden mål og mening. Ifølge bandet selv noget nær et nulpunkt i bandets historie. Der skulle drastiske midler til for at komme videre, hvis man overhovedet skulle videre.

Der var opløsning hele vejen rundt. I privatlivet, på den storpolitiske scene og internt i bandet. Hvis man skulle videre, skulle det majestætiske The Joshua Tree hugges ned til grunden. Det blev det. Med endnu et mesterværk.

U2 besluttede at opsøge forandringens midte, og gik i de legendariske Hansa Studier i Berlin med mere på hjerte end nogensinde. Guitarist The Edge har altid været en udforsker af både guitarens og elektronikkens muligheder. Den nysgerrighed nåede her et kunstnerisk højdepunkt. Inspireret af udviklingen på den britiske rockscene, ville The Edge og Bono arbejde med elementer fra fra house- og dansekulturen. Træet skulle hugges ned til grunden, så et nyt sonisk landskab kunne opstå fra asken. Dermed kom U2 til at introducere de nye elektroniske muligheder i stor skala til rockens mainstream.

Men det blev en meget vanskelig fødsel, hvor den traditionelle modsætning i bandet mellem ”The Hats” (Bono og The Edge) og ”The Haircuts” (Clayton og Mullen) brød ud i lys lue. Clayton og Mullen ønskede ikke at gå nye veje og kunne ikke følge bandets to sangskrivere. Men da The Edge pludselig satte to skister sammen til sangen ”One” fulgte femten magiske minutter i Hansa studierne i Berlin, hvor brikkerne pludselig faldt sammen og bandet hinanden i et nyt udtryk.

Fra de første anslag i ”Zoo Station” stod det klart, at Achtung Baby ville noget nyt. Væk var oprindalismen fra de foregående albums. Pludselig var der trommemaskiner og heftige guitarangreb.

På overfladen var æstetikken radikalt forandret. I studiet tog Bono nogle blaxploitation solbriller på og forvandlede sig til karakteren The Fly. En omgang performance kunst med klar reference til barndomsvennen og kunstneren Guggis eksperimentelle optrædener fra scenerne i Dublin. Den performance fik for alvor sit udtryk under den mesterlige Zoo TV turne, der satte helt nye standarder for stadionkoncerten. U2 blev de første, der for alvor brugte mulighederne i storskærmen. De rejste jorden rundt med deres egen tv-station og fik på imponerende vis genopfundet sig selv.

Men bag denne tydelige ænndring i gruppens visuelle udtryk gemte siig vigtigst af alt nogle meget stærke sange. Vel var den første single ”The Fly” et klart statement fra en verden, hvor kunstnere som Jenny Holzer ramte tiden allerbedst. Men i det øjeblik Bono fik nogle personer (The Fly, Mirror Ball Man eller MacPhisto) at gemme sig bag, var han i stand til at skrive mere intenst og personligt. En sang som ”Ultraviolet” skærer stadig hårdt igennem, og den blev sunget allerbedst af den depraverede MacPhisto. Det var 90’ernes ironi, da den var allerbedst. Lige præcis der, hvor den korsfæstede den marcherende Bono med det hvide flag blev erstattet med en liderlig, kærlighedshungrende og depraveret mand med cigarillos i munden.

Legen med lyd og identitet gjorde det simpelthen muligt at hugge det fordømte The Joshua Tree ned til grunden og erstatte det med en mere direkte tone. Det blev aldrig bedre end på Achtung Baby og den efterfølgende Zoo-turné. I et kort øjeblik var det U2, der ramte tiden perfekt.

Lad det være sagt med det samme: Hallucinogener spiller en ikke uvæsentlig rolle på Screamadelica. Det her er musik, der er skabt til og i acid house kulturen, som ramte de britiske øer med kemisk styrke i slutningen af 80’erne. “Gonna dance to the music all night long / Gonna get high till the day I die”, lyder det uden blussel. Det her er det varme fællesskab i nedlagte fabrikshaller. Det er håbefuldt lige til daggry.

Primal Scream blev stiftet af Bobby Gillespie, der havde trådt sine pionersko som trommeslager i The Jesus and Mary Chain. Og bandets første udgivelser lå fint i tråd med slut-firsernes indie-scene. Men da Bobby Gillespie lettere modvilligt begyndte at tjekke acid house scenen ud, skete der noget. De mødte DJ Andrew Weatherall som begyndte at mixe et gruppens tidligere numre “I’m Losing More Than I’ll Ever Have”. Han tilføjede en række samples og så startede han den nye komposition et citat fra Peter Fonda B-movie The Wild Angels: “Just what is it that you want to do? / We wanna be free / We wanna be free to do what we wanna do / And we wanna get loaded / And we wanna have a good time.” Resultatet var singlen “Loaded”, der blev et vendepunkt i bandets karriere i 1990. Drømmende, dansabelt og helt igennem medrivende fik det Exile On Main St. til at møde dansescenen iklædt en smule dub. Og så blev det oven i købet gruppens første hit-single med en placering som nr. 16 på den britiske hitliste.

På den overraskende baggrund var der noget at arbejde videre med, da gruppen gik i studiet med bl.a. Weatherall og The Orb. Screamadelica åbner med en virkelig signatursang fra Primal Scream. ”Movin’ On Up” er et af den slags numre, som Stones kunne have skrevet, da de var toppen. Og fra starten hører vi Denise Johnson, som undervejs på albummet lægger en fantastisk sydstats-vokal på mange af numrene. Men efter at guitaren på ”Movin’ On Up” dør hen, åbner dansegulvet for alvor. På et insisterende beat tripper vi ind i huset – og slipper aldrig ud igen. Her begynder festen for alvor, men selv her finder vi tresser-refrencerne i sitaren og en fin melodisk komposition.

På albummets tredje og fjerde skæring går det for alvor løs. ”Don’t Fight It, Feel It” sidder præcist i kroppen og efter dette rush kommer den trippende kernesang ”Higher Than the Sun”, som med en The Orb produktion synes at transcendere denne verden. “I’m drifting into space / Free of time”. Her svæver vi ud i solen, og der skulle gå nogle plader, før Primal Scream fik os hentet brutalt ned på jorden igen.

Med de store dansenumre ”Come together” og “Loaded” fortsætter festen. Men netop i de sange føles det, hvordan Screamadelica bare var andet og mere end at rave til The Orb i de år. Primal Scream havde nemlig melodierne og sangfornemmelsen med sig i de soniske eksperimenter. Det var bestemt drømmende, men hele tiden lå der en god melodi og en god sang og tittede frem i de dansable produktioner.

Screamadelica er en crossover triumf af de store. Med det album gled nye lyde pludselig ind i rockens mainstream. Albummet var en kreativ eksplosion af den slags, som der ikke kommer så mange af. Historierne om gruppens stofindtag i de år er mildest talt respektindgydende! Men uanset hvor inspirationen kom fra, så illustrerer Screamadelica, at det godt kan betale sig at åbne sig for inspiration udefra – og så de hvad man kan bruge den til. Tiden har måske nok udvisket hele rave-kulturen og dens store navne. Tilbage står Screamadelica og lyser.

PS: Bandet spiller hele albummet I en koncert I London Olympia den 27. november 27.

Med en æstetik der ikke er fremmed for et band fra Crunchy Frog træder Thee Attacks ind på rockscenen med en både sikker og medrivende debut.

Hos Thee Attacks er det 1965 hele tiden. På alle måder. Det ses, høres og opleves. Den skarpt skårne æstetik giver en klar linie i alt, hvad bandet foretager sig – fra det første anslag på guitaren til tekstuniverset og ud i det gennemførte visuelle univers. Det er bedre og lykkeligt befriet for den ironi, der ledsagede introduktionen af The Raveonettes. Her går vi til modangreb.

Den æstetiske kasse kapsler Thee Attacks godt ind. Men tidskapslen har også sine begrænsninger. Man kan ikke pludselig introducere sange, der sprænger skabelonen. Og tekstuniverset skal bevæge sig om de helt nære og evigtgyldige emner fra en ung mand med al den mod-romantik, den kan trække. Thee Attacks er simpelthen dejlig ungt. Det er som at læse Theis Ørntofts digtsamling ‘Yeah-suiten’. Det svæver og sprudler.

Der står The Kinks og The Who skrevet med store bogstaver hen over That’s Mister Attack To You. Det er ikke dårlige referencer. Men der er meget at leve op til. Albummet er produceret i London af Liam Watson, der bl.a. er kendt for sit arbejde med White Stripes og The Kills. Han har ramt et udtryk, der ligger i direkte forlængelse af forbillederne. Ikke mindst står Jimmy Attacks vokal lysende klar som en forårsdag med John og Paul.

Albummet mangler dog et par afgørende signatursange, der stikker ud fra mængden i egen ret. Et par sange, der kan transcendere den stramme æstestik. Det er selvsagt for meget at bede om en ”My Generation”. Den er jo lavet. Men Thee Attacks har potentialet tl at lave en af disse angrebsmæssige træffere. ”Love In Disguise” har retningen, og når Thee Attacks får sikkerheden til at bevæge sig ud i hjørnerne af den æstestiske kasse, de har kastet sig ned i, kan de stå frem som et de mest spændende bud på et nyt stykke dansk rockmusik.

At bandets første video er optaget på Gøglerbåden i Aalborg er i sig selv nok til at elske Thee Attacks. That’s Mister Attack To You har imidlertid alle de overbevisende argumenter for, at denne sommer vil tilhøre Thee Attacks. De kan blive en af de store oplevelser på årets Roskilde Festival.

Charles Thompson IV er en yderst produktiv mand. I 80’erne ændrede han rockhistorien som frontfigur i The Pixies. I 90’erne fortsatte han som Frank Black, og i de seneste ti år er fulgt en sand syndflod af albums og koncerter, inkl. en genforening af The Pixies.

For et par år siden droppede han Frank Black og tog sit gamle ’nome de guerre’ fra Pixies-tiden tilbage. Nu er det Black Francis, det gælder, og dette skifte har tydeligvis tilført fænomenet yderligere energi. Og energi er der brug for som far til fem børn.

Mange fans venter på et nyt album med Pixies. Men på trods af demoer og studiearbejde bliver det nok aldrig til noget. I stedet kan vi andre glæde os over Black Francis’ enorme produktivitet og Kim Deals fortsatte arbejde i The Breeders.

På Black Francis’ nye album Nonstoperotik er der masser af perler, der nemt kunne have fundet vej til et Pixies-album. På Bluefinger fra 2007 var det et nummer som ”Threshold Apprehension”, der lød som skrevet til Kim Deal og Pixes. Denne gang er det et nummer som ”Six Legged Man”, der snildt kunne have været på Surfer Rosa.

Men dette nittende soloalbum udmærker sig specielt ved de mildest talt rørende (og vel ligefrem sensuelle) sange om kærlighed til Charles’ hustru Violet Clark, som i øvrigt pryder albummets cover. Det her er kærlighed og sanselighed mellem ægtefæller, efter tre børn og midt i et hektisk liv, hvor far skal stjæle sig tid til en tur i studiet.

Et nøglenummer her bliver hurtigt ”When I Go Down On You”. På overfladen en sang om oralsex. Men meget hurtigt meget mere en sjældent hørt kærlighedserklæring. Et af albummets højdepunkter. Black Francis er her i bedste melodiske form. Barndommes fascination af The Beatles’ White Album har altid været hørbar hos både ham og Kim Deal, og når melodierne står nøgne og klare, fungerer hans sange bedst. Det gælder f.eks. også nummeret ”O My Tidy Sum”, der igen sniger sig sanseligt afsted. Her er Black Francis ude i nyt territorium – og det klæder ham.

Undervejs på Nonstoperotik er der enkelte numre, hvor man godt kan høre den lynhurtige produktionsproces, hvor numrene hamres afsted i studiet. Mere påholdende sjæle ville sikkert elske, at han samlede de bedste numre sammen og kun udgav et album hvert tredje år. Men sådan har det aldrig fungeret med Charles Thompson IV. Helstøbt og gennemtygget bliver det aldrig. Men der er altid store sange og små perler at hente hos ham. Nonstoperotik er bestemt ingen undtagelse.

Og til dem, som stadig drømmer om mere fra The Pixies, har Black Francis med vanlig akkuratesse for nylig udtalt:

“We’re interested in anything that’s going to earn us a fair wage. It’s not to say it’s not about art, but we made that art fucking 20 years ago. So forget the fucking goddamn art. This ain’t about the art anymore. I did the arty farty part. Now it’s time to talk about the money.”

Vi lader Sid Vicious yde ham den sidste ære:

From 018 To 033 er den anden samling fra The Good the Bad. Musikken ligger i et leje mellem funk og surf. Men det ligger bestemt ikke stille. Med et hold som Manoj Ramdas (The Raveonettes, SPEkTR) på guitar og bas, Johan Lei Gellett (Henrik Hall, Kira and the Kindred Spirits) på trommer og Adam Olsson (The Setting Son, The Aim) på guitar er der garanti for et højt energiniveau. Manoj Ramdas er et kraftværk i sig selv.

De tre herrer proklamerer frejdigt, at de ikke kunne finde en sanger, der indvilligede i at stå bagved trommesættet, men at de ret beset heller ikke havde brug for en sanger alligevel til at synge ”I Love You”. Så det er op til de tre at udtrykke sangene.

Det originale ordløse koncept fungerer godt, og helt efter hensigten. Fokus er på musikken og det rum, de tre skaber sammen. Det er endnu et eksempel på, at regler og dogmer frem for at begrænse kan virke kunstnerisk befriende. En tankegang Manoj Ramdas må have taget med sig fra de første skiver med Sune Wagner.

Bedst fungerer det, når det er allermest dampende som i ”026”, hvor guitraen fræser afsted med en stønnende kvinde. Det er luftigt, legesygt og ikke uden en vis erotisk kraft!

Gruppen kalder det selv ”New School Surf & Flamenco”. Heldigvis er samlingen er mere surf end tilbagelænet flamenco. Allerbedst fungerer det i afslutningsnumnmeret ”033”, der hamrer derudaf på skæv trompet. Her giver genrebetegnelsen for alvor mening. Her går det op i en højere enhed.

På trods af et lidt for ’tongue-in-cheek’ bandnavn, den lidt for åbenlyse reference til Tarantino og for få vindende melodier er The Good the Bad et saftigt energibundt at sætte sine tænder i. Et band der vinder meget på sin nerve og energi.

Og så skal de tre herrer ellers opleves live så hurtigt som muligt. Ifølge bandets website skal de til USA nu. Men kom lynsnart tilbage drenge. Pigerne venter:

Det tjener på alle måder Stereophonics til ære, at de ikke slår stort konceptualiseret prog-rock brød op. Til gengæld kan man så forvente nogle fængende sange. Når de så udebliver, sidder man tilbage med en skuffelse. Sådan er Keep Calm and Carry On.

Gruppen drives frem af forsanger Kelly Jones’ stemme og evne til at skrive robuste og ligefremme rocksange. Det er måske ikke originalt, men det har undervejs bragt numre som “Dakota” med sig. Denne gang ender det hele ganske kedsommeligt. Der er små søde sange som ”Could You Be The One?”, men det er ikke sange, som nogensinde løfter sig fra jorden.

Producer Jim Abbiss, der tidligere har hjulpet Arctic Monkeys og Kasabian på vej, har fået opgaven med at få styr på sangene. Men de holder på trods af gode intentioner ikke et niveau, som han må være vant til.

Det bedste ved albummet ender således med at være coveret, som kunne være en lille indforstået joke til Muse og coveret til deres Black Holes and Revelations.

Torsdag aften vender Joakim Thåström tilbage til det Vesterbro, han som ingen anden har besunget på sangen “Sønder Boulevard”:

När jag kom till Västerbro / gick jag ner på Sönder Boulevard / När jag kom till Vesterbro / var det som att komma hem

På den anden side af sundet er Thåström med rette en legendarisk skikkelse for en hel generation. Han har taget en bemærkelsesværdig tur fra tidlig svensk punk i Ebba Grön, over stor popularitet i Imperiet og via industrialpunk i Peace, Love and Pitbulls til den afdæmpede skeletrock på mesterværket “Skebokvarnsv. 209″.

Han er produktiv som få og har formået at holde et skarpt fokus på sangskrivningen i en karriere, der har budt på alt fra Bellmann til industrial. Med udgivelsen af boksen “Be-Bop-A-Lula hela jävla dan” har han samlet op og er nu på turné med en setliste, der bl.a. byder på denne perle:

Thåström er en af de få, der over lang tid har formået at udfordre sig selv og sit publikum og som altid har noget at byde på – uanset den øjeblikkelige inkarnation. Torsdag aften slipper han det hele løs på Vega.

Det er nemt at komme galt afsted i sit første møde med Arcade Fire. De fremstår ved første overfladiske blik som en kollektivistisk udgave af en canadisk Tønder Festival. Et første blik på tracklisten af Funeral afslører desuden, at hele fire numre hedder ”Neighborhood”. Det lugter langt væk af fortænkt alt-folk.

Men Arcade Fires Funeral er lykkeligvis alt andet end det. Albummet overrasker med sin direkte tilgængelighed. Her er melodier og musikalsk opfindsomhed til overmål. Her mødes post-punken med med folkens instrumentering. Resultatet er sine steder hjerteskærende.

Kernen i Arcade Fire er ægteparret og sangskriverne Win Butler og Régine Chassagne. De rammer en fintfølende balance, hvor der er plads til forskellige udtryk. Mest effektfuldt bliver det, når den vokale inspiration fra Pixies træder igennem og Chassagnes stemme smyger sig omkring Butlers emotionelle udladninger.

Funeral er et album om savn og tab. Tre bandmedlemmer oplevede op til udgivelsen at begrave et elsket familiemedlem. Det kan høres på pladen, som sine steder næsten er skrevet ud fra et stort barns perspektiv. Her er vi tilbage i et ”Neighborhood”, hvor flugten ligger lige for, som her i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”: ”And if the snow buries my, my neighbourhood / And if my parents are crying / then I’ll dig a tunnel / from my window to yours”.

Det er sange om savn og tab. Men også sange om håb. Visse steder er det episk og i det helt store cinemascope som hos en tidlig Springsteen. Her er elskende der flygter i natten og sørgmodige stunder i forstaden. Her er simpelthen de store medrivende historier, der bogstavelig talt spiller på alle tangenter og drives frem musikalsk. Som igen i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”, hvor Régine Chassagne er bag trommerne og formelig tæsker et crescendo frem til linierne ”Then we think of our parents, well what the hell ever happened to them?!”

Mange af sangene får sin indre logik og udviklingskurve, man bare må følge til enden. Arrangementerne er originale, og en violin kan pludselig blive forunderligt udtryksfuld. Funeral fik en stor virkning, fordi den kom, netop da ironiens tidsalder var endegyldigt forbi. Arcade Fire demonstrerede med stor tydelighed, at man godt kan skrive sange med stor følelsesmæssig klangbund uden at ende i ironisk kitsch.

Efterfølgeren Neon Bible fra 2007 var en lige så stor oplevelse som Funeral og befinder sig da også højt på listen over årtiets albums. Når Funeral lige er en tand højere oppe, og af mange regnes for årtiets definitive album, kan det skyldes at Funeral lige har de ekstra sange, der ikke sådan forsvinder uden lige. Det gælder singlen ”Rebellion (Lies)”, som hænger på en knivsæg af tvivl på sig selv, men hamres fremad hver gang, du prøver at lukke øjnene. Eller det gælder den store hymne ”Wake Up”, der uden vanskeligheder kan ses som en hymne for et helt årti med nul i hovedet: