Åbne Døren.
Lukke Døren.
Åbne Køleskabet.
Lukke Køleskabet.
Åbne fjernsynet.

Michael Stich. Serv.
Returnering. Baghånd.
Michael Stich. Førsteflugtning.
Halvvolley. Forhånd.
Michael Stich. Flugtning.

Gå til købmanden.
Købe rejeost.
Købe franskbrød.
Købe kaffe.
Gå tilbage igen.

Regnen silede ned.

Grantræerne duftede sødmefyldt.

TIL BOB LATCHFORD

Svært skadet, belastet til bristepunktet af den indre perestrojka, vendte han tilbage til overfladen og så sine blå fans i øjnene igen.

De havde ventet på ham med ængstelige udtryk og krydsrefereret artikler, udklip og anekdoter. Han levede i deres drømme, mens hans egne lignede et svagt forsøg på at være morsom.

Op igennem tunellen med svære, tunge, skrifteklare skridt. Han kendte vejen, sten for sten, men automatikken var forsvundet i de koparrede ben.

Hånden på gelænderet: På vej op ad trappen var kun tanken om et lille glas tilbage. Svært humpende ud i projektøren vidste han, at det kun var hans spøgelse de ville se.

Snart starter French Open.
Der er sommer i luften
og grus og glimmer til alle.
Sommeren er løfterig og svigefuld
lover alt og holder intet.
Lægger sin tunge dyne af varme
om de bareste ben.
Lufter de skinbarligste (for)domme
og smyger sig gladeligt fordi
endnu en udendørsservering,
endnu en tordenbyge og
endnu en sodavandsis med chokoladeovertræk.

På den glødende asfalt
ligger længslen og venter på at blive samlet op
af dem der gider,
dem er ikke er på ferie,
dem der stadig kan præstere
et minimum af energi bag skoldede papirnæser.

Forældre slæber deres børn mellem sig,
skubber dem frem i verden
i alverdens klapvogne
frem til is og mariekiks
og husk nu ikke at gå i vandet
en halv time efter du har spist.
Sand i håret, sand mellem tæerne, sand allevegne.
Verden går i stå på sin egen måde
vækkeure holder op med at ringe,
og i aften behøver vi ikke at børste tænder.

Alle legekammerater er væk for en tid,
alene med is, sand og grus.
Om lidt starter Wimbledon.
Der er sommer i luften
og regn på vej.

Uruguay, Italien, Italien, Uruguay, Tyskland, Brasilien, Brasilien, England, Brasilien, Tyskland, Argentina, Italien, Argentina, Tyskland, Brasilien, Frankrig, Brasilien, Italien

Alberto Suppici, Vittorio Pozzo, Juan López, Sepp Herberger, Vicente Feola, Aymoré Moreira, Alf Ramsey, Mário Zagallo, Helmut Schön, César Luis Menotti, Enzo Bearzot, Carlos Bilardo, Franz Beckenbauer, Carlos Alberto Parreira, Aimé Jacquet, Luiz Felipe Scolari, Marcello Lippi

Guillermo Stábile, Oldrich Nejedlý, Leônidas da Silva, Ademir, Sándor Kocsis, Just Fontaine, Garrincha, Eusébio, Gerd Müller, Grzegorz Lato, Mario Kempes, Paolo Rossi, Gary Lineker, Salvatore Schillaci, Hristo Stoichkov, Davor Šuker, Ronaldo, Miroslav Klose

Gulnede udklip, sort-hvide historier, konfetti og tvillinger i gips, pludseligt regnvejr og tung luft i højderne, endeløse somre med drømmen om et nyt tv, bananskud, spillerkort, sandwich, saftevand, storhed og ferier i grå.

Selvom republikanerne havde lovet en kamp helt ud i det absurde for at trække vedtagelsen i langdrag, kom loven overraskende hurtigt igennem. I stedet besluttede Senatet at hærdre en tidligere kollega, der livet igennem drømte om sunhedssikring for alle amerikanere. Helt som Ted Kennedy drømte det, blev det ikke. Men hans tidligere kolleger fandt værdigheden frem og holdt et minuts stilhed for at hærdre den gamle senats-løve:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Obama blev valgt på en platform om “change”. I nat leverede han forandring af det amerikanske sygehusvæsen. Selvom republikanerne vil se dette som en nazistisk-kommunistisk konspiration, er der tale om en ganske moderat ændring af det amerikanske sundhedsvæsen. Men en forandring der er helt i afdøde senator Ted Kennedys ånd.

Selvom Kennedy ofte holdt den liberale fane lige lovlig højt (og hele livet igennem drømte om netop en sundhedsreform), så var den afdøde senator også en pragmatisk figur i Senatet, som kunne og ville skabe resultater. Denne gang var der dog ikke mange bevægelser på tværs af de to partier. Alle republikanere stemte imod lovforslaget sammen med 34 utilfredse demokrater. Resultatet blev en demokratisk sejr på 219-212. En sejr som Kennedy uden tvivl vil se på med et stille smil fra sin himmel. Obama nævnte ham også i går, og det er i sandhed faklen og drømmen, som Kennedy beskrev i “True Compass”, og som blev givet videre i 2008, der nu virkeliggøres.

På trods af polemikken er bundlinien nemlig enkel: Med nattens vedtagelse af sundhedsreformen får op imod 30 mio amerikanere adgang til sygeforsikring. Obama har været ude i et enormt politisk stormvejr, og for få måneder siden blev hans lov anset for stendød. Men nu er loven altså gennemført, og Obama har gjort, hvad mange præsidenter før ham aldrig lykkedes med. De resultater tæller.

Politisk vil Obama formentlig få en over snuden i midtvejsvalgene til efteråret. Men der er tidspunter, hvor en sag simpelthen er større end gustne politiske overlæg. En gang imellem handler det bare om at gøre det rigtige. Der kan analyseres meget på det sidste års krig om sundheden i USA og på Obamas mulige vaklen undervejs. Tilbage står at han har leveret “change” for millioner af amerikanere. Det vil han i sidste ende blive bedømt på.

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

“The Damned Utd” er historien om 44 tumultariske dage i mesterklubben Leeds United i eftersommeren 1974. Det er historien om en manager, der kom til det helt forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Det er historien om Brian Cloughs korte ophold hos den klub, han hadede så inderligt, og som fuldt ud gengældte hans følelser for dem.

Bogen er skrevet af David Peace, der selv er fra Yorkshire. Den er fra 2006, og er en af den slags bøger, der er vokset i omdømme og publikum stille og roligt, efterhånden som læserne har opdaget kvaliteterne i bogen. Når man har kastet sig igennem den, har man drukket alt den tørre whiskey, man nogensinde kan ønske sig.

‘Cloughie’ er en ener i evig konflikt med sine omgivelser. En mand der hele tiden søger grænserne, kommer med de friske umiddelbare meldinger, og som får skabt sig alt for mange fjender undervejs. På mange måder en gammeldags figur, fordi han siger tingene som de er og udgør et enormt kraftfelt af en personlighed i sig selv. Netop en af den slags figurer støbt i autenticitet, man kan savne så inderligt i dagens polerede sportsverden.

Triumf i Derby

Clough er først og fremmest en mand med en overvældende ambition. Til at starte med er drivkraften at komme tilbage efter at han alt for ung blev tvunget til at indstille karrieren efter en alvorlig skade. Kun to landskampe fik han. Kun to landskampe på trods af på trods af 251 mål i 274 kampe for Middlesbrough og Sunderland. Det skal hævnes. Storhed.

Det store gennembrud kommer i Derby County, som Clough fører direkte fra den næstbedste række i 1967 til det engelske mesterskab i 1972 og en semifinale i mesterholdenes Europa Cup, hvor ‘den gamle luder’ Juventus med Dino Zoff på mål stopper Clough. Også det bliver senere hævnet.

På trods af triumferne i Derby, som de stadig husker ham for, kommer Clough og hans assistent Peter Taylor på kollisionskurs med klubbens bestyrelse. Clough er ikke nem at arbejde med. Slet ikke. Og flere år med ham kræver sin mand. Til sidst bliver Clough fyret, men han har spillerne på sin side og forsøger at underminere den nye manager – hans tidligere spiller Dave Mackay.

Leeds United

På samme tid står Don Revie i spidsen for Leeds United og høster triumfer med et hold af store kæmper og personligheder. Revie fører Leeds til mesterskabet i 1974, men oven på Englands manglende kvalifikation til VM i Vesttyskland den sommer, ringer han selv FA op og tilbyder ham som landstræner. De siger ja.

Mesterholdet henvender sig nu til Clough, der render rundt i Brighton og drømmer om mesterskaber og trofæer. Så Clough kommer til mesterholdet Leeds med en ambition. Han vil vinde mesterskabet igen. Men denne gang skal det ske ordentligt. Uden snyd.

Han vil uddrive Revies spøgelse fra Elland Road. Han er en fremmed i fremmede og fjendtlige omgivelser. Han starter med at brænde Revies skrivebord. Men han får aldrig spillernes tillid. Hans mange udtalelser om de tyvagtige ‘dirty Leeds’ er ikke glemt. Han er på en umulig opgave.

Første vigtige kamp er mod FA-Cup vinderne fra Liverpool i den nyindstiftede Charity Shield turnering på Wembley. Optakten til kampen er katastrofal. Kampen er katastrofal.

Bogen henter sit forsidebillede fra indmarchen til kampen. Clough fører sit hold ind på Wembley foran en eddikesur anfører i skotske Billy Bremner. Han ender senere med at blive udvist sammen med Liverpools stjerne Kevin Keegan. Begge smider deres trøjer i afmagt og ender med en lang karantæne, der holder Bremner ude af Leeds-holdet.

Manden der gik i opløsning

Det er denne historie om Cloughs 44 dage i fjendtlige Leeds, som David Peace har sat sig for at fortælle. Egentlig en ganske ligefrem historie fra sportens verden. En af de bedre historier, som er blevet genfortalt adskillige gange. Og det kunne egentlig bare være det.

Men Peace gør noget ved historien, som løfter den op og ud af det nordengelske fodboldmudder. Historien om Clough er fortalt yderst elegant og medrivende. Som udgangspunkt er den fortalt i førsteperson, hvor Cloughs jeg fortæller sin historie en dag ad gangen. Den stemme flettes sammen med en tredjepersons fortæller, der sideløbende fortæller historien om starten, ambitionen frem mod starten i Leeds.

Med tiden smelter de planer selvfølgelig sammen. Dermed bliver historien om de 44 dage også til historien om en mand, der går i opløsning. En mand som er kommet til det helt forkerte sted, og som på ingen tid falder fladt på ryggen med søvnløshed, en cigaret og en alt for stor Martell. Clough går i opløsning, og han er hele tiden på vej ud som den Nixon, der hele tiden kommer ud af højtalerne, når han åbner radionen på hans luksuriøse hotel i Leeds.

The Damned Utd er en historie om andet og mere end fodbold. Det er en historie om Yorkshire før Thatcher. Om gamle dyder og traditioner og en karakter som Clough, der fandt de vej igennem magtens cigarfyldte korridorer. Clough var erklæret socialist hele sit liv, men det er Peaces måske kontroversielle pointe, at Clough var en sidste karakter frem mod opbruddet i 1979.

Bogen slutter således med en konstatering af, at maj 1979 blev måneden hvor Clough vandt Europa-Cuppen for mesterhold, og hvor Margaret Thatcher vandt valget og skabte en konservativ-liberal revolution i Storbritanien. Få år senere var Yorkshire midt i minestrejkerne og det engelske velfærdssystem brudt sammen. Dén store og lille historie fortæller David Peace forbilledligt.

Genopstandelsen i Forest

Som fan af Liverpool fra slutningen af 70′erne og frem kendte jeg godt Brian Clough. Men det var som manager for det Nottingham Forest hold, der omkring 1980 var dominerende i Europa, at jeg først bemærkede ham. Der var han absolut ikke min favorit. Ikke mindst fordi hans hold med Peter Shilton på mål i den grad forstod at drille mit Liverpool-hold.

Men Clough fik sin storstilede hævn over alt og alle i Nottingham ved at vinde Europa-cuppen to gange i træk i 1979 og 1980.

Clough fik ret i sidste ende. Han fik sin hævn og mindede os alle sammen om, at man ikke skal opdrage sine børn alt for lykkeligt. Så får de ingen drivkraft!

I Tokyo og på film

David Peace viser sig som en interessant herre. Han bliver ofte karakteriseret som Englands James Ellroy, og han har i hvert fald gået Ellroy i bedene med den såkaldte “Red Riding” kvartet, som tager udgangspunkt i historien om “The Yorkshire Ripper“, der hærgede hans hjemegn gennem hans opvækst. En mørk og grum historie. Kvartetten “Red Riding” er filmatiseret og åbnede i biograferne i USA nu her i februar. Hør podcast her.

Peace har boet i Tokyo i en årrække og er der i gang med en trilogi, der tager sit afsæt i en række forbrydelser i efterkrigstidens Japan. Ud fra beskrivelserne af dem, tyder en del på, at Ellroy ikke har levet forgæves.

Endelig skal vi huske filmen “The Damned United”, der kom sidste år. Se traileren her:

Hvedekorn 4/2009 er også nummeret, hvor jeg har min første optræden og debut i tidsskriftet. Jeg fik det hele øjet i fredags og var selvsagt på alle måder benovet og behumblet over at være i selskab med Louis Althusser, Eske K Mathiesen og en række funklende unge debutanter med mere end én god idé.

Min beskedne debut sker med en tipskupon ihukommende Arnold Johannes Hyacinthus Mühren.

“U 4-4-44″ hedder teksten, og den bør spilles med varsomhed, da der kræves hele fem sikre kampe. Som enhver ved, er reducerede systemer for tøsedrenge, og derfor kræves tillige en udgangsrække. Kamp 13 bør som altid spilles 1 2.

En anden glad debutant i Hvedekorn Frederik Bjerre Andersen har skrevet en fin lille ting om at være med i sit første Hvedekorn. Læs den her. Hans matrixtekst Rovhøne er i øvrigt præcis som få.

Du kan få flere korn i øjet her:

• Hvedekorn 4/2009 på Saxo.com og Williamdam.
• Hvedekorns web-site.
• Hvedekorn-redaktør Lars Bukdahls fejdende energiske Blogdahl.

Han er efter eget udsagn amerikansk litteraturs ‘deamon dog’. Han har altid forestillet sig, at der udenfor regeringskontorerne sad en mand med en mappe og en pistol, klar til at implementere regeringens politik på det lavest mulige niveau. Det er deres historie, han nu har skrevet.

Mange vil kende ham fra bogen og filmen “L.A. Confidential”. Efter den berømmelige LA-kvartet, som kulminerede i den sproglige eksplosion i “White Jazz”, gik Ellroy et markant skridt videre. Egentlig kan LA-kvartetten ses som optakt til det, han nu gik i gang med. Han har nu færdiggjort fortællingen om USA’s historie i efterkrigstiden om. Intet mindre.

James Ellroy’s “Blood’s A Rover” er det sidste bind i en kompleks og omfattende trilogi under fællesbetegnelsen “Underworld USA”. Serien begyndte i 1995 med den sigende titel “American Tabloid”. En hæsblæsende historie om Camelot-æraen med historiske hovedpersoner som Kennedy-brødrene, Howard Hughes, Sam Giancana og ikke mindst J. Edgard Hoover. Men også en historie hvor mænd med lyddæmpede pistoler og knaldhårde næver smadrer cubanere og overvåger blowjobs.

Ellroy introducerede i dette første bind temaet om at skrive den egentlige blodige historie om et USA under fantastisk forandring fra 1960 og frem. Her oplever vi Kennedy’erne føre hemmelig krig mod mafiaen og Castro. Her ser vi hvordan ‘drengene’ i form af Giancana, Marcello og Trafficante spiller deres kort og folk som Hoffa med Hoover som den store altvidende edderkop for enden af spindet. Det er grumt, brutalt og formentlig tættere på virkeligheden end vi vil bryde os om skrevet i en dokumentarisk stil med præcise datoangivelser og indsatte FBI-rapporter. Det hele kulminerer fredag den 22. november 1963 på Dealey Plaza i Dallas. Og lad os bare sige, at vi er med på græshøjen med en riffel.

I det næste bind “The Cold Six Thousand” fra 2001, brager den amerikanske historie videre op igennem et USA igennem hastig forandring i 60′erne. Krigen i Vietnam eskalerer voldsomt, mens heroin fra fjernøsten finansierer ture i blodrus til Cuba. Vampyren Howard Hughes bliver stadigt mere excentrisk på sin vej fra filmbyen Los Angeles til kasinoerne i Las Vegas.

Nu kommer så det sidste bind “Blood’s A Rover”. Det er en om muligt endnu vildere og endnu mere kompliceret historie, der når sin logiske konklusion og forløsning i det 1972, der gav Richard Nixon en jordskredssejr. Ellroy tager fat i juni 1968 efter at først Martin Luther King og dernæst Robert F. Kennedy er blevet myrdet i en eksplosion af vold i det amerikanske samfund. Var det James Earl Ray og Sirhan Sirhan, der stod bag de to mord? Hvad tror du selv?

Som vanligt har vi en række hårdkogte hovedpersoner, hvis historier fletter sig sammen med den store historie og autentiske begivenheder og hovedpersoner. Her kan ”The Prez” pludselig ringe til vores hovedperson Dwight Holly, som også er i tæt kontakt med Gay Edgar Hoover, selvom den gamle tøs er ved at falde af på den.

Plottet er endnu en gang yderst intrigant og fyldt med en række lag og med hadet som vigtig drivkraft. Der er en kort indledning om et yderst professionelt eksekveret røveri i Los Angeles i 1964, hvor en række smaragder og mange millioner af dollars pludselig skiftede hænder. Derfra går trådene til tre mandlige (anti)helte, som hver især hvirvles ind i en hæsblæsende historie, mens hippier danser latterligt forbi, drengene bygger nye casinoer i det caribiske og sorte pantere infiltreres.

Vi har igen fornøjelsen af at følge to af hovedpersonerne fra “The Cold Six Thousand”. Igen møder vi Wayne Tedrow Jr. og Dwight Holly. Tedrow er tidligere politimand med et ganske fortjent ry som hævngerrig nigger-morder. Sammen med hans stedmorder, slog han sin KKK-klovn af en far ihjel med en golfkølle. Tedrow kender Giancana, Marcello og Trafficante, og han forhandler med dem om Howard Hughes’ overtagelse af Las Vegas. Dwight Holly er FBI-agent og kendt som “The Enforcer”. En hård G-man, der kan tænke individuelt, og som er perfekt til at udføre de black-bag operationer, Mr. Hoover får ståpik over. Begge har en historie, der flyder sammen omkring Dallas, Memphis og LA.

Ny ombord er peeperen Don Crutchfield baseret på en virkelig person. Crutchfield leverer kompromitterende fotos, der kan bruges i skilsmissesager. Men en dag kommer han tæt på sager, der brænder ham i ryggen. Og pludselig lever han på Tedrows og Hollys nåde, mens den franske lejesoldat Mesplede er efter ham kæderygende og med evig stå-pik over det store H (som i L’Heroine) og døde Castro-kommunister.

Mænd med brændende historier er velkendt hos Ellroy. Men denne gang introduceres virkelig noget nyt i skikkelse af to meget stærke kvinder Karen Sifakis and Joan Rosen Klein. De er RØØØØDE, og de fanger flossede mænds opmærksomhed. Mænd som Tedrow og Holly, der er moralsk udmattede, og som søger forløsning og frelse i armene på stærke kvinder. Karen og ikke mindst Den Røde Gudinde Joan træder ind på scenen og forandrer det hele. På den måde er ”Blood’s A Rover” en både meget typisk Ellroy-fortælling, samtidig med at den afgørende bryder og afslutter æraen. Man kan nærmest tale om, at Ellroy meget sent i sit forfatterskab introducerer ømheden, frelsen og håbet. Det kommer der af, at hive stærke kvinder på banen! Da Joan træder ind i historien, ændrer sproget sig. Vi har før hos Ellroy haft besættende kvindeskikkelser. Men aldrig så begavede og forjættende som Joan. Det mærkes helt ind i sproget, der nok er fortættet som altid, men serveres med nye nuancer og ømhed.

Uden at røbe hele det komplicerede plot kan vi godt sige, at der på mange måder rundes af og gøres op med en ekstremt blodig epoke i amerikansk moderne historie. En periode hvor landet ændrede sig for altid.

Man skal læse Ellroy for historien. Den er interessant. Metoden opfandt Don DeLillo egentlig med ”Libra”, som viste hvordan man kan skrive omkring en historisk person som Lee Harvey Oswald og ud fra konkret viden ’extrapolere’ den virkelige historie. Det er blot at forbinde de enkelte punkter og tage den derfra. Det er højest underholdende og måske ligefrem lige så oplysende som den officielle historieskrivning.

Men man skal først og fremmest læse Ellroy for sproget. Allerede i LA-kvartetten så man, hvad Ellroy kunne med sproget. Det er fortættet, kort og præcist. Som her:

“Dr. King was a stone commie. Mr. Hoover was a stone Tory. Dr. King fucked women with gusto. Mr. Hoover collected antiques and vintage pornography.”

Der veksles mellem prosa som dette, dagbogsoptegnelser fra Karen eller den sorte politimand Marsh Bowen, afskrifter fra telefonsamtaler og et skiftende perspektiv fra de mandlige hovedpersoner. Det hele flyder sammen over de fire år, hvor historien udspiller sig.

Ellroy kan skrive om “the house that hate bulit” og gå guldstændig agurk over at stave alle ord med en hård c-lyd konsekvent med K som i KKK, you Klown. Det fører også til hysterisk morsomme passager, efterhånden som de samfundsmæssige ændringer slår igennem i sproget, og Mr. Hoover pludselig overtager den sorte slang og begynder at sige ”Tell it like it is” eller ”Right on”. Mr. Hoover har simpelthen hørt for meget Archie Bell:

I USA bliver Ellroy ofte fremhævet for den hårdkogte krimistil, mens han i Europa hyldes for sit sproglige overskud og en helt igennem uforlignelig tilgang til litteraturen. ”Blood’s A Rover” er ikke så innovativt sprudlende som f.eks. ”White Jazz”, men den introducerer helt nye temaer og Ellroy får lukket og forløst det amerikanske mareridt. Den 2. maj 1972 er det slut. Herefter kan vi og Ellroy begynde igen. Historien er mesterligt fortalt. Ellroy er tilbage.

Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60′erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60′erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

Han er amerikansk litteratur ‘deamon dog’. Mange vil kende ham fra bogen og filmen “L.A. Confidential”. Efter den berømmelige LA-kvartet, som kulminerede i den sproglige eksplosion i “White Jazz”, gik Ellroy et markant skridt videre. Egentlig kan LA-kvartetten ses som optakt til det, han nu gik i gang med. Kort og godt satte han sig simpelthen for at skrive USA’s historie i efterkrigstiden om. Intet mindre.

Resultatet er en trilogi under fællesbetegnelsen “Underworld USA”. Det første bind kom i 1995 med den sigende titel “American Tabloid”, der slutter den 22. november 1963 i Dallas. Næste skud i den bøsse var “The Cold Six Thousand” fra 2001, der bragte historien videre op igennem de hæsblæsende 60′ere med heroin fra fjernøsten og medievampyrer i Vegas. Nu kommer så det sidste bind “Blood’s A Rover”, der skal tage os op til Watergate i starten af 70′erne:

“The Cold Six Thousand is the second volume of a projected trilogy…and covers the matrix of American politics and crime from 1963 to 1968; the first, American Tabloid, covers 1958 to 1963; a third will proceed to 1972. You can see exactly where the story’s going: the ’68 election, the Mob’s foreign casino plan, Nixon in office, all that. I’ll stop short of Watergate, because Watergate bores me. It’s [Watergate’s] been done to death. And most of the characters are still alive; thus you can’t use them fictionally.” Fra Wikipedia.

Ellroy er tilbage. Og selvom han har været igennem endnu en turbulent tid, er han lykkeligvis tilbage i vanlig stil:

Det er en befrielse at læse en tysk forfatter, som ikke står med føddernes solidt plantet i nazismens ocean af skyld. Her er en fyr, som er vokset op i DDR’s døende timer, som var pionér i skoletiden og smadrede alt og alle udenfor skolen – inklusive sig selv. Det er en historie om destruktion på alle måder. Ikke mindst af de drømme, vi alle nærer, men som er sværere at bære i Leipzig Südost. På den måde en helt igennem nådesløs beskrivelse af en opvækst i bydelen Reudnitz, Leipzig Südost. Et sted hvor snapsen skylles ned med billige øl på vej ud til endnu en kamp med Chemie Leipzig, som selvfølgelig aldrig rykker op, og som var bedst i midten af 60′erne, før Stasi-svinene fra Berlin stjal mesterskaberne orkestreret af Erich Mielke.

Bogen følger vennerne Werner, Stefan, Mark, Rico og fortælleren Daniel Lenz. Fem venner der oplever verden styrte sammen for øjnene af dem. Først den nære verden derhjemme med skilsmisser, druk og vold. Og så den større verden, da protesterne i Leipzip tager tal med mandagsdemonstrationerne. Alt sammen skildret knivsparkt af Clemens Meyer. Det er fem personer, man måske kender, men som ikke umiddelbart vil vække sympati midt i endnu en omgang druk, vold og biltyveri. Men det er fem personer, man kommer til at føle med efterhånden som verden går i stykker. Det er sjældent, at en bog gør et så stort indtryk.

Specielt ét kapitel stikker ud. I en fantastisk sproglig udladning fortæller Meyer på én gang historien om vennens Rico afgørende nederlag i bokseringen, samtidig med at fortælleren og Rico ser Henry Maske mod Graciano Rocchigiani i 1995. Det er simpelthen stor litteratur.

Meyers bog er blevet fremhævet som den store bog om “Die Wende”, alle har sukket efter. At læse om oplevelserne før og efter Muren er knusende. Meyer repræsenterer en generation, der blev efterladt i et kæmpe tomrum, hvor skinheadsenes vold og et tiltagende narkomisbrug tog over efter den fredselskende socialistiske arbejderstat. Men “Dengang vi drømte” er ikke en beskrivelse af Murens fald set på afstand. Det her er oplevet indefra, og de fem drenge som går i stykker repræsenterer en universel historie. Lige nu render der også en Daniel og en Rico rundt alle mulige andre steder, mens verden går i stykker omkring dem. Den pointe gør ikke Meyers bog mindre nærværende. Det er længe siden, jeg har læst en så knusende overbevisende bog.

REVOLUTION

En snavset himmel betragter i uro vore fester:
Vores ord, musik og dans kaster røde, blå stråler af lys
over parlamentets og bankernes mure.
Grænserne mellem vore hjerner
skal ophæves!
Blodets tempo skal udmatte vore hjerter
vore sjæle skal forbindes med frie hænder.
Den ydre verden skal ændres TOTALT
efter vores transformation af den til ruiner
med Explosions-Roserne.
Vi ses! i byen
trækkende på de nye ideer
i grov uvidenhed om historien
på vej ind i en rus
som omfatter hele planeten:
Nye lismønstre tegnet på murene!
Kærlighedens diktatur!
Barnet som filosof!
Livets styring tildelt den enkeltes hjerne,
ophøjet til stat!

Se DR-tema.

U2 gør status efter 30 år. Bogen “U2 af U2″ fortæller den medrivende historie om fire drenges rejse på et løbsk tog fra skolen i Dublin til Zoo Station og toppen af poppen.

Storhedsvanviddet har været der lige fra starten. Men da det hele startede, og fire pubertetsdrenge mødtes i trommeslager Larry Mullens køkken en dag i september i 1976, var der ingen, der kunne spille, og ingen der ville synge. Alligevel var troen på egne evner der fra første øvedag, og det er derfor helt naturligt, at U2 nu går Beatles i bedene og laver deres “Anthology”.

På den igangværende “Vertigo” turné har bandet tegnet en cirkel og nogle aftener spillet op mod fem numre fra deres debut “Boy” fra 1980. Der er åbenbart nogle ender, der skal mødes og en historie, der skal fortælles 22 grammy”™er og 140 mio. solgte albums efter debuten. Den historie har Bono, Edge, Adam Clayton, Larry Mullen og manager Paul McGuiness nu fortalt til Neil McCormick.Â

Et kronisk uncool orkester fra Irland

De fleste bands starter med at lære at spille andres numre. U2 var så ringe musikere, at de kun kunne spille deres egne ting. “Vores største svaghed vendte vi til en styrke. Vi er nok ikke det dygtigste band i rockens historie, men jeg synes, vi hører til de mest originale”, fortæller guitarist The Edge i bogen, og understreger samtidig den stålsatte vilje til at tage kampen op mod hele verden ““ og vinde.

U2 blev en del af postpunken, og blev båret frem på den bølge af new wave, der ramte rocken ved indgangen til 80″™erne. Men de fire irere har aldrig tilhørt nogen scene, og de var langt væk fra tidens moderigtige toner fra London. Ihærdigt og ubønhørligt lykkedes det bandet at få pladeselskaberne til at komme til deres koncerter på små klubber, og hver gang gik de hovedrystende derfra efter at have hørt et selvbevidst orkester uden skygge af timing. Alligevel blev det klart, at der var talent.

Nok kunne de ikke spille, men punken havde lært U2, at det ikke var teknisk ekvilibrisme, der gør et stort band. I frontmand Bono havde de manden, der kunne få sangene ud over rampen, og med lånte penge fra deres forældre lykkedes det endelig at få hul igennem til de hellige haller.

Udgivelsen af “Boy” blev ingen begivenhed hos publikum eller i den engelske musikpresse. U2 har aldrig været avantgardens fortrop. De har altid villet noget andet og større, eller som Bono siger i et af bogens klare citater: “Jeg har altid troet, at det handlede om at blive så stor, man kunne.”

U2 har aldrig dyrket punkens snævre credo eller indierockens eksklusivitet. Det har altid været pop, og ambitionen at nå ud til så stort et publikum som muligt. En ambition der diskuteres indgående i bogen. En ambition om at gøre popmusik så spændende som mulig i det håb, at der måske falder lidt kunst af på vejen.

Med den store ambition så bandet fremad og vestpå lige fra starten. Som så mange irere før dem tog de turen over Atlanten og begyndte metodisk at turnere i USA. En lang og sej kamp for at erobre verden var begyndt, og det betød endeløse dage i faldefærdige biler igennem USA. Den slags der enten tager livet af et orkester, eller nagler sammenholdet fast.

Det siges, at man har et helt liv til at lave sin første plade ““ og et par uger til at lave nr. to. Indspilningen af bandets andet album “October” i 1981 var også tæt på at ende festen, før den var begyndt. Som læser kommer man ganske langt ind i laboratoriet bag sangene og bandets idéer, og man får et klart indblik i den specielle indspilningspraksis, der startede med “October”. Kort og godt går den ud på, at bandet stort set ikke har andet end et par idéer og løse indfald, når de møder hinanden i studiet. Men når de fire er sammen sker der noget, og selvom det nok er Edge og Bono, der driver kreativiteten frem, skal sangene spilles frem og realiseres mellem alle fire.

“October” blev ingen revolution, men den bragte U2 yderligere ud i verden, og frem på de store europæiske festivaler. Blandt dem Roskilde der i 1982 lagde orange scene til Bonos himmelfærd og udflugt med en af DR”™s kraner. En uforglemmelig eftermiddag på Dyrskuepladsen.Â

Politisk engagement

Det store kommercielle gennembrud lå og ventede, og med albummet “War” fra 1983 tog det for alvor fart. Albummet bragte også en klarere politisk indignation frem på tekstsiden med “Sunday, Bloody Sunday” om den nordirske konflikt og “New Year”™s Day” om Solidaritets kamp i Polen. Det politiske spor har været en ledetråd lige siden. En tråd der fik yderligere udtryk med “The Unforgetable Fire” fra 1984. En plade der bragte mere sfæriske elementer ind i bandets udtryk, men som også bragte dem hittet “Pride” om Martin Luther King.

Men det store gennembrud i juli 1985, hvor Bono bragte U2 på alles læber. Landsmanden Bob Geldof havde sat hungersnøden i Afrika på dagsordenen, og U2 var blandt de bands, der skulle spille på Wembley. De 15 minutter foran hele verden kunne måske bruges til at spille den seneste single, men i stedet tog Bono ud på en alenlang udflugt ud til publikum. “Han var så længe væk, at jeg begyndte at spekulere på, om han måske havde besluttet at stoppe før tid og var gået om backstage”, husker The Edge.ÂÂ

Bagefter herskede der generel panik. Alle omkring bandet havde på fornemmelsen, at Bono havde spoleret denne unikke mulighed. Men det viste sig at hans instinkter var helt rigtige. Live Aid koncerten blev et vendepunkt. Herefter vidste alle hvem U2 var. Bonos udflugt var affyring til verdensberømmelse.

Men det blev også starten på en sært dobbelttydig rolle som ekstravagant rockstjerne og from verdensfrelser i én og samme inkarnation. Bono står i spidsen for et af rockens mest profitable foretagender, samtidig med at han kæmper utrætteligt for verdens fattige. For nogle en selvmodsigelse. Men ikke for Bono. I bogen fortæller han om at komme fra en familie af sælgere og handelsrejsende. Det talent bruger han nu til at sælge gældsfrigivelse og hjælp til døende for AIDS-epidemien i Afrika. Bono gør en forskel udenfor scenen, men den dobbelttydige rolle er faldet mere kyniske sjæle for brystet på vejen. “I don”™t believe in riches, but you should see where I live”, sang Bono en gang. Men det var formentlig først med karakteren The Fly og de evindelige solbriller, at han rigtig fik en måde at udtrykke sine forskellige roller.

De to mesterværker

“œU2 af U2″ går kronologisk frem, og U2″™s medlemmer får rig lejlighed til at fortælle om idéerne bag de enkelte albumudgivelser, der danner de naturlige kapitler og pejlemærker for bogen. De mest interessante kapitler er ikke overraskende de kapitler, der rammer bandets to mesterværker “The Joshua Tree” fra 1987 og “Achtung Baby” fra 1991. Her løfter fortællingen sig for alvor.

“The Joshua Tree” blev kulminationen på en årelang udforskning af Americana. Både Bob Dylan og Keith Richards sendte U2 tilbage i den amerikanske rockhistorie. Det kom der både godt og skidt ud af. “The Joshua Tree” blev en mesterlig fortolkning af et Amerika med tro, håb og støtte til de fascistiske diktaturer i Latinamerika. Albummet løftede bandet op i stratosfæren og indeholdt stilsikre klassikere som “With or without you” og “Where the streets have no name”. Sidstnævnte en vision på linie med Jim Morrisions om at bryde igennem til den anden side, men skrevet af Bono i Etiopien under arbejde med hungerramte børn.

Magasinet Rolling Stone kårede U2 til årtiets navn, og i endnu et udfald af storhedsvanvid besluttede bandet at lave en film om den amerikanske odyssé og turné. Et monstrøst projekt der resulterede i filmen og albummet “Rattle and hum”. En underlig rodebutik uden mål og mening og ifølge dem selv noget nær et nulpunkt i bandets historie. Der skulle drastiske midler til for at komme videre ““ hvis man overhovedet skulle videre.

Der var opløsning hele vejen rundt. I privatlivet, på den storpolitiske scene og internt i bandet. Hvis man skulle videre, skulle det majestætiske “The Joshua Tree” hugges ned til grunden. Det blev det. Med endnu et mesterværk.

U2 besluttede at opsøge forandringens midte, og gik i de legendariske Hansa Studier i Berlin med mere på hjerte end nogensinde. The Edge har altid været en udforsker af både guitarens og elektronikkens muligheder. Den nysgerrighed nåede her et kunstnerisk højdepunkt. I starten af 90″™erne begyndte den britiske rockscene at indarbejde elementer fra house- og dansekulturen. I 1991 erobrede Primal Scream f.eks. afgørende nyt land med “Screamadelica”, men det blev U2 der kom til at introducere de strømninger til rockens mainstream.

Det blev til et “Achtung Baby”, og en plade om opløsning, der først faldt på plads, da “One” pludselig løftede sig for bandet og fandt sin plads i kongerækken blandt U2″™s helt store sange. I studiet tog Bono nogle blaxploitation solbriller på og forvandlede sig til karakteren The Fly. En omgang performance kunst med klar reference til barndomsvennen og kunstneren Guggis eksperimentelle optrædener fra scenerne i Dublin.

Den performance fik for alvor sit udtryk under den mesterlige Zoo TV turné, der satte helt nye standarder for stadionkoncerten. U2 blev de første, der for alvor brugte mulighederne i storskærmen. De rejste jorden rundt med deres egen tv-station og fik på imponerende vis genopfundet sig selv.Â

Drivkraft og sammenhold

Efter Zoo TV fulgte en periode med flere elektroniske eksperimenter og albummet “Pop” fra 1997, som samtlige af gruppens medlemmer har lyst til at genindspille. U2 begik den fejl, at de bookede turnéen, før albummet var helt færdigt, og derfor blev resultatet nok interessant, men også halvfærdigt. Siden er fulgt nye albums, nye stort anlagte turnéer og alt for mange opsamlingsplader op til julesalget.

På “All That You Can’t Leave Behind” fra 2000 og “How to Dismantle an Atomic Bomb” fra 2004 har U2 forladt de elektroniske eksperimenter til fordel for en mere klassisk rocklyd. Men en sang som “Vertigo” har vist, at der stadig er energi og kraft i U2 30 år efter det første møde.

Man kommer ganske tæt på personerne og en del af deres drivkraft i “U2 af U2″. Både Larry Mullen og Bono mistede deres mor i en ung alder, hvilket har fået et kraftigt udtryk i sange som “I will follow” og ikke mindst “MoFo”. Bono voksede op med en halvvrissen far og storebror. “Det var et hus, men ikke et hjem”, fortæller han. Forholdet til hans far er et kapitel for sig. På en måde kan man læse bogen og Bonos bestræbelser som én lang kamp for faderlig anerkendelse og kærlighed. Den kom kun rykvis, og selvom de to blev forsonet før faderens død, lurer der en drivkraft, det nok er bedst at lade sidde som tornet i øjet bag designerbrillerne.

Det imponerende ved bandet er, at de i modsætning til så mange andre grupper stadig holder sammen og stadig er i stand til at finde nye kreative udtryk. “Jeg plejer at sige, at laver vi to lorteplader i træk, er vi dømt ude. Det, eller hvis vi bliver for mageligt anlagt, kan sætte en stopper for det hele”, siger Bono i slutningen af bogen.

Tilbage står musikken, og det bedste ved bogen er at man som læser får lyst til at dykke ned i musikken og genopdage særlig de tidlige plader. Det er ikke noget dårligt resultat af en bog, der måske ikke afslører dybe hemmeligheder om et af verdens største rockorkestre, men som føjer nye facetter til fortællingen af fire fyre fra Dublin, der satte sig for at erobre verden, og som lykkedes med det adskillige gange.

U2 om U2 Forfatter: U2 med Neil McCormick Sideantal: 352 Pris: kr. 299,00, Ekstra Bladets Forlag

Han insisterer på at blive kaldt ‘dog’. Hans egen hund er opkaldt efter en af de gennemgående skurke i hans egne bøger.

Han skriver om bestialske forbrydelser, mord, korruption og politik som forbrydelse. Han skriver om mennesker, der er besatte. Besatte af sex, penge, magt, hævn, had og kærlighed.

Hans mor blev myrdet, da han var 10 år. Mordet er fortsat uopklaret. Ligesom mordet på ‘Sorte Dahlia’, som var temaet for hans store gennembrudsroman af samme navn fra 1987.

Han har sat sig for at genfortælle USA’s moderne historie i romanform, og han er først lige begyndt.

Hush-Hush i Hollywood

James Ellroy blev for alvor verdenskendt, da hans bog ‘LA Confidential’ i 1997 blev filmatiseret af Curtis Hanson. Filmen blev en kunstnerisk og publikumsmæssig succes, og den indbragte bl.a. Kim Bassinger en Oscar for bedste kvindelige birolle.

Ifølge Ellroy indeholder filmen ca. 20% af bogens handling. Men selv en Ellroy Light var nok til at tryllebinde publikum med en film, der gav den litterære og filmiske noir-genre helt nyt liv. Ironisk nok havde Ellroy på det tidspunkt for længst forladt noir og kriminallitteraturen som genre.

‘LA Confidential’ er imidlertid ikke noget dårligt sted at starte, hvis man vil ombord på Ellroys eksprestog gennem USA’s historie. I bogen fra 1990 kommer man som læser ned i de mest smertelige lag af den amerikanske underbevidsthed, hvor alle helte præges af indre dæmoner, og hvor tæppet endegyldigt rives af Hollywoods drøm om morgenstund med stjerner i mund. Her står den på porno og politivold ad libitum.

Som noget ganske usædvanligt for de fleste forfattere er Ellroy faktisk meget glad for filmatiseringen af hans egen bog. Et typisk eksempel på den bevidst kontrærere og usnobbede attitude, der kendetegner Ellroy.

Hovedstolen helt fortæret

Per Højholt har vist nok sagt, at man som forfatter ikke skal begynde at spise af den litterære hovedstol. Man skal med andre ord ikke spise direkte af det personlige erindringsstof. I stedet bør man leve fedt af renterne.

Den slags skandinavisk afholdenhed med reference til realkreditten bider naturligvis ikke på en forfatter som James Ellroy.

Ellroy har aldrig været i en situation, hvor der er plads til litterære meta-overvejelser. I stedet har han skrevet derudaf som de besatte karakterer, der gennemsyrer hans bøger. Hovedstolen er blevet ædt op fra start til slut. Og det er det ikke blevet mindre interessant af.

Ellroy har meget mediebevidst brugt sin egen opvækst som fixpunkt for hans bøger og myten om ham som en hund fra helvede.

Det skete ikke mindst med bogen ‘My Dark Places’ fra 1996, hvor han uden mindste sentimentalitet fortæller om det smertelige og endnu uopklarede mord på hans mor, om tiden med en hustler af en far i Californiens skyggesider og ikke mindst om hans egen pubertet og ungdom, hvor han påvirket af dårlige stoffer brød ind i huse for at sniffe til trusser på forladte pigeværelser. En menneskelig deroute, der har givet brændstof til et ukunstlet forfatterskab.

Dahlia og Dudley

Redningen i dette mareridt var en blanding af pulp fiction og virkelige mordhistorier fra efterkrigstidens Hollywood. Ikke mindst det bestialske mord på pigen kendt som ‘Sorte Dahlia’. Den historie kunne ikke slippe den besatte Ellroy, og da han i 1987 endelig fik skrevet den historie ud med romanen af samme navn, tog hans forfatterskab for alvor fart.

Ellroy har selv nævnt, at han ikke betragter bogen som nogen større anstrengelse. Kort og godt handler den jo blot om Los Angeles og hans besættelse af mordet på ‘Sorte Dahlia’.

Men bogen var et be-bop swingende nybrud, hvor en forfatter fandt sit sprog og den såkaldte ‘LA-kvartet’blev grundlagt. Fire bøger der gradvist ophæver sig selv og sit eget emne og til sidst lader kriminalhistoriens sprog opløse sig selv i små hårdkogte sætninger.

Lige i rap kom ‘The Black Dahlia’ i 1987 efterfulgt af ‘The Big Nowhere’året efter, ‘LA Confidential’i 1990 og endelig mesterværket ‘White Jazz’fra 1992. For hver bog blev sætningerne kortere og personerne mere afstumpede.

Den gennemgående figur for alle fire bøger er politimanden Dudley Smith, der først optræder som en ærgerrig bifigur, men som undervejs indtager sin naturlige plads som den gennemkorrumperede politimand, der i virkeligheden styrer både drifter, narko og politifolk i et samfund i opløsning. Han er en af de mest uhyggelige skikkelser i kriminallitteraturen, og selv flere velplacerede pistolskud i den afsluttende roman formår ikke at tage livet af denne sande djævelske hund.

Fra noir til Vietnam

Med kvartetten slog Ellroy sig endegyldigt igennem på den litterære stjernehimmel med filmkontrakter og gæsteoptræden som kommentator på det demokratiske konvent. I en tid med blowjobs i Det Hvide Hus, var Ellroy manden at hive ind. Hans univers har indhentet en virkelighed, hvor Paris Hilton er en af de mest omtalte skikkelser. Verden er blevet Ellroys.

Men Ellroy ville mere efter kvartetten. I midten af 90′erne satte han sig simpelthen for at skrive USA’s historie i efterkrigstiden om. Intet mindre. Resultatet er en trilogi under fællesbetegnelsen ‘Underworld USA’. Det første bind kom i 1995 med den sigende titel ‘American Tabloid’. Næste skud i den bøsse var ‘The Cold Six Thousand’fra 2001, og nu venter vi så bare på sidste bind, der skal tage os op til Watergate i starten af 70′erne.

Med hans succes kunne Ellroy nu tage fat på nye emner og ansætte researchere, der kunne sikre, at de grundlæggende fakta var på plads. ‘Underworld USA’ er derfor en fortælling om USA, hvor skelettet udgøres af virkelige mennesker og begivenheder, men hvor Ellroy uden om det tilføjer et persongalleri og en handling, der vil tage pusten fra de fleste. Det flyder igen med heroin, strippere og golfspillende gangstere. Og hvis man troede at ‘The Aviator’ var det retmæssige billede af Howard Hughes. kan man glæde sig til at læse Ellroys portræt af denne mormomelskende vampyr.

Den nye Dudley Smith er utvivlsomt virkelighedens skurk FBI-direktør J. Edgar Hoover, som er med hele vejen, og som med sine notater og telexer styrer en underverden af gangstere, finansmænd og FBI-agenter i opløsning.

I ‘American Tabloid’kulminerer det hele i Dallas den 22. november 1963, hvor Ellroy elegant får samlet alle tråde og placeret en personkreds af mafiabetalte lejemordere omkring mordet på præsident Kennedy. Det er djævelsk godt gjort.

Grumsede hjerter i en beskidt verden

Der er ikke mange helte i Ellroys univers. Selv de mest oplagte helte har en ladeport af tøjlesløst begær og synd i sig. Det ikke blot antydes. Det er sådan.

For Ellroy er det et bevidst opgør med dyrkelsen af det ensomme geni hos mange af de mere traditionelle krimiforfattere. Her er fandeme ingen kønsforskrækket Poirot. Her kneppes, myrdes og skydes heroin efter alle kunstens regler.

Til gengæld har Ellroys bøger måske nogle af de mest interessante portrætter af gennemkorrumperede og voldelige hvide mænd, som midt i en sammenstyrtende verden formår at hive menneskelige ressourcer og normer frem fra et ramponeret indre. Det er det håb, Ellroy giver os med Bud White i ‘LA Confidential’ og med den måske mest interessante figur Pierre Bondurant fra ‘Underworld USA’ trilogien.

Det gennemgående tema i den første af de to bøger ‘American Tabloid’er brodermordet. Det kan specielt Bondurant tale med om. Ved en fejltagelse har han nemlig myrdet sin egen lillebror, da han alligevel var ved at likvidere en anden personkreds.

Nu finder han beskæftigelse som håndlanger for mafiaen, Hughes, Hoover og den amerikanske efterretningstjeneste, der pløkker cubanere og vietnamesere, mens de skovler penge ind på asiatisk produceret heroin, der afsættes i sorte kvarterer. Midt i dette amerikanske ragnarok elsker Bondurant en indtagende stripper, der også knepper med John F. Kennedy i et speget overvågningsspil.

Bondurant er skræmmende på enhver måde. Men der er også et strejf af noget formidlende over ham, som faktisk sender ham i retning af at gøre noget godt i et spil, der går ham over hovedet, og som undervejs tager livet af en hel del uskyldige mennesker inklusive Martin Luther King, der først skal nakkes, når han taler imod den amerikanske fattigdom og engagementet i Vietnam.

Ellroy selv blev først rigtig skræmt over Bondurant, da han fandt ud af, at hans kone var en smule vild med denne canadiske vildbasse.

Bondurant er også rent sprogligt en af de mest interessante figurer i Ellroys univers. Hans canadiske ophav og hans engagement i både Cuba of Vietnam gør nemlig, at man får en skønlig blanding af fransk, amerikansk, vietnamenisk og spansk. Ofte det hele på en gang i samme sætning. Det er vildt, eksplosivt og fortættet i hver eneste sætning.

Mens vi venter på sidste bind i trilogien har Ellroy bebudet, at han også arbejder på en bog om Hardings præsidentperiode. En tid med helt åbenlys korruption i Det Hvide Hus. Virkeligheden er Ellroys, og den er både djævelsk og underholdende.