Generationsopgør.

Der er gået gammel, bredskygget hat i den danske kulturdebat. Måske er det ikke noget nyt. Men efterhånden som en generation af kunstnere mister status – og ikke mindst relevans – er det blevet så skingert, at vi er nødsaget til at foreslå et par enkle forholdsregler.

Hele verden kan stå i flammer, men ingen skal tage pindemadderne for vores hjemlige kulturborgerskab i bedstemoralderen. Ingen skal anfægte deres billede af sig selv som frække, progressive revsere. Og hvis man gør det, kan man være sikker på, at blive rubriceret som reaktionær flipproletar. Sådan hænger verden selvsagt sammen.

Desværre er det tredive år siden, denne gruppe mennesker havde noget afgørende på hjerte. Det er smerteligt for os alle, når tiden løber fra os, og ingen gider lytte mere. Men så kan man jo altid prøve med et par skingre slag i pindemadderne, ikke?

Så hvis man formaster sig til at tvivle på, at dansk dramatik har været så pokkers nyskabende og provokerende i de sidste tyve år, skal man selvfølgelig have slynget i hovedet, at ens argumenter er ”en Goebbels værdig”. Sådan skriver en ældre kvinde, der engang betød noget.

Men når man slår sig på brystet og råber ”Se mig, jeg er fræk og provokerende”, er der en pæn stor chance for, at man ikke er det.

Og hvis man tillader sig at agere litterær drillepind på et dansk dagblad, skal man selvfølgelig have lovning på tæsk af den stovte rytter Kilroy fra hans hytte i Thailand. Det manglede da bare.

Vi har at gøre med en generation af kulturpersonligheder, der engang havde noget vigtigt at sige til verden, men som nu kun blæser i fortidens basun. Og det lyder hverken godt eller præcist. Bare skingert.

Framing, framing og atter framing.

Virkeligheden betyder noget i politik. Men i sidste ende er det emnerne og måden vi taler om dem på, der afgør valgene.

Valg vindes kort sagt mellem valgene. Det er mellem valgene, at temaerne knæsættes. Venstre var i 2001 fantastiske til at sætte dagsordenen for, hvad valget skulle handle om. Det er den afgørende kampplads. Når tv-debatterne kører eller aviserne sætter fokus på emner, er det afgørende at sætte sit præg på, hvad der skal diskuteres.

Her står Socialdemokraterne umiddelbart stærkt at dømme efter aftenens duel mellem Thorning og Lykke. De emner, TV2 havde valgt ud, ligger godt til Thorning. Men det afgørende er at der vælges de rigtige emner. Se blot hvordan man på tv2.dk inden duellen kunne stemme om, hvilke emner, der var vigtigst. Men hvem havde udvalgt, hvilke emner, der kunne stemme om? Det er den dagsorden, man skal sætte sig på.

Det handler kort og godt om at sætte rammen for, hvad valget skal handle om.

Koncentrerede valgkampe kan flytte stemmer, sådan som Sonja Mikkelsen fik gjort det med (skræmme)kampagnen til boliglejerne i 1998. Men det er mest af alt den underliggende storyline, der for alvor afgør valgene. Og den storyline skal sættes langt inden valgene.

Poul Nyrup kunne have ført verdens bedste valgkamp i 2001. Han ville ikke have haft en chance. Det samme kan formentlig siges om John McCain, som på mange måder førte en fin valgkamp i 2008, men som i de afgørende stater var oppe imod et vælgerkorps, der efter otte år med Bush simpelthen havde fået nok.

Her har Socialdemokraterne lavet et scoop for et par år siden. Hvis det lykkes Thorning at blive landets første kvindelige statsminister, bør hun som det første sende en buket blomster til Rasmus Prehn, som ufortrødent kørte på med at karakterisere Lars Løkke som en mand, der gik mest op i fadøl. Den framing er lykkedes over al forventning. Løkke fremstår som et lettere fordrukkent sludrehovede med uorden i tallene. Det kostede en del for Prehn, men missionen er lykkedes over al forventning.
Det slog f.eks. stærkt igennem, da klimatopmødet fejlede og man dagen efter i de fleste medier kunne høre spekulationen: Hvad nu hvis det havde været den anden Rasmussen, som var ved roret?

Samtidig er vice-statsministeren ude i et kæmpe stormvejr, hvor hun angribes fra alle sider. Og ingen er så uforsonlige som hendes konservative ’fæller’. På tv tordner Hans Engell mod hans gamle ’pige’, samtidig med at den gamle konservative pressemand på subtile måder pander Espersen ned. Den ældgamle konservative strid kører ufortrødent videre – med retning direkte mod afgrunden. Selv ærkekonservative sjæle flygter nu over til liberalisterne i Liberal Alliance.

De underliggende storylines omkring Løkke og Espersen er præcis, hvad Thorning har brug for. Men efter sommerens polemik om hendes skatteforhold (og tidligere om hendes valg af privatskole sammen med Mette Frederiksen) er der også skabt en særlig historie om “Gucci-Helle”. Hun kan godtgøre nok så meget, at det hænger sammen, men historien hænger ved.

Tilbage står imidlertid, at efter ni år med én regering indtræffer en metaltræthed og dumme sager har det med at dukke op. Dét er til syvende og sidst den underliggende storyline. Hvis ikke Thorning kan profitere af det ved valgdagen, får hun ikke chancen igen.

De seneste ti års helt dominerende ideologi har været oprindalismen. Tanken om at man kan skrue verden tilbage til før alting gik af lave, har fuldstændig domineret den politiske forestillingsverden. Oprindalismen har vundet adskillige valg, og har nu sat sig på den politiske dagsorden med betontung konsekvens.

Op igennem 90’erne gik der meget tid med at forstå en verden i stor forandring. Vi var i et ukendt landskab, hvor usikkerheden herskede, og hvor det var nemmest at navigere videre efter de gamle kort. Og jo vildere forandringens vinde blæste, desto større blev angsten for, at noget helt afgørende var ved at løbe os af hænde. Så i stedet for at forsøge at forstå disse forandringer offensivt, blev svaret op igennem 90’erne at søge tilbage til familieværdier og moral, nationalitet og etnicitet. Det blev ingen klogere af, men oven på 9/11 var det en effektiv politisk strategi.

Oprindalismen vendte tilbage med stor styrke og løfter om at skrue tiden tilbage til dengang, hvor der var sammenhængskraft, lokale købmænd og helst ikke for mange medborgere med underlige religiøse tilbøjeligheder. Kursen blev sat, og den har ført til et dramatisk u-sving tilbage i tiden. Derfor kan vi i Danmark i disse år bruge meget tid på at diskutere dansk identitet, triangler i kulturverdenen og en fyrre år gammel hesteslagtning.

Oprindalismen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Den har altid ledsaget store forandringer. I oldtidens Grækenland var det filosoffen Platon, der i en tid med destabilitet skuede tilbage i tiden, og dér fandt sit svar på hans samtids problemer. I de for længst hedengangne bystater i Sparta og på Kreta fandt Platon et ideal for den ukorrumperede stat, hvor alting ikke flyder, og hvor den kloge filosof kunne styre sine heroiske undersåtter.

Senere, i oplysningstidens Frankrig, var det Jean-Jacques Rousseau, der tog tråden op fra Platon og gik imod tidens stålsatte tro på fornuften og fremskridtet. Rousseau pegede meget modigt og genstridigt på, at noget yderst vigtigt gik tabt i den moderne udvikling, han stod lige midt i. Også han levede i en tid med omsiggribende forandringer på alle niveauer, men hvor oplysningsfilosoffer som Voltaire lovpriste fremskridtet, fremførte Rousseau det kontroversielle synspunkt, at den forfinede civilisation ikke første til en forædling af menneskene, men derimod til en korrumpering. Rousseaus idyllisering af en svunden guldalder før ridderlige mennesker korrumperedes, blev bl.a. en af inspirationskilderne for romantikken og senere for bl.a. Karl Marx.

Her i det nye årtusinde trives oprindalismen imidlertid som aldrig før. Der er noget svært dragende ved forestillingen om, at der findes noget oprindeligt godt, vi undervejs i vores accelererende udvikling har mistet. Det er den store syndefaldsmyte, hvor kulturen eller civilisationen er uddrevet fra paradis, og hvor det nu gælder om at finde vejen tilbage, inden det er for sent.

Her i Danmark handler den styrende oprindalistiske idé om, at Danmark frem til og med 50’erne var et sammenhængende folk, vokset frem af den danske mulds tusindårige historie. Dette folk udviklede et retfærdigt og harmonisk samfund under ledelse af folkelige ledere som Thorvald Stauning og H.C. Hansen. Men i 1960 indtraf syndefaldet. Hansen døde og kulturradikale akademikere vendte folket ryggen, overtog magten og sprængte den nationale harmoni i tusind rationelle stykker.

Siden har det handlet om at genetablere harmonien i en bitter kamp mod det kulturradikale parnas. En bitter kamp, der for åndelige kæmper som Søren Krarup kulminerede i systemskiftet i 2001. Siden har den oprindalistiske syndefaldsmyte bare vokset sig stærkere og stærkere.

I bogen ”Mit liv som dansker” fortæller kommentator Ralf Pittelkow f.eks. den tårevædede historie om, hvordan han lod sig forlede ud i en marxistisk blindgyde, mens han glemte alt om de oprindelige værdier fra barndomshjemmet i Sønderborg. Og senest er Kasper Støvring flyttet til Sorø og har med bogen ”Sammenhængskraft” kastet sig ud i storstilet forsvar for det gode, nære samfund med sunde værdier i forsamlingshuset og fodboldklubben.

Så mens verden accelererer fordi os, dyrkes en tåget oprindalistisk forestilling om H. C. Hansens folkelige Danmark. Ingen nærer den mindste ambition om at forstå den omkringliggende verden. I stedet iklæder vi os oprindalismens tågede briller, og på den begavede måde er vi da helt sikre på ikke at kunne se vores samtid, når vi på forhånd har fastlagt, at verden er af lave, og at Klaus Rifbjerg er den onde bagmand.

Hårdføre sjæle vil ikke tvivle med at trække overbærende på skuldrene og tørt konstatere, at alt det oprindalismen drømmer om, er forsvundet for længst. Drømmen om folkelig sammenhæng er intet andet end fantomsmerter. Problemet er blot, at oprindalismen har sat sig så effektivt på den politiske dagsorden, at det er blevet kropumuligt at tænke en ny og måske ligefrem mere offensiv tanke for Danmark. Tænk nu, hvis noget går tabt?

Med en så dominerende ideologi har vi effektivt afskåret os fra at se igennem tågen og forstå den omskiftelige virkelighed, der omgiver os. Vi befinder os permanent i oprindalismens drømmeverden, hvor der altid er svenske-kamp i Idrætsparken, og naboen altid har en ekstra skål sukker.

Imens tordner verden forbi vores lille Frilandsmuseum.

Nul i hovedet

Snart kan vi vinke et længe tiltrængt farvel til et årti, Time Magazine med stor præcision valgte at døbe ”The Decade From Hell”.

Årtiet startede med George W. Bush’s forunderlige skrivebordssejr den 7. november 2000 og sluttede reelt den 15. september 2008, da Lehmann Brothers blev erklæret konkurs. Næsten tre tusind dage som ufrivillig passager i en Porsche Cayenne på gule plader og med en turbo af hvidt pulver.

Det var årtiet med ”noget for noget” og følelsen af at blive regeret af en livsstilskonsulent fra Trekantområdet.

Det var årtiet, hvor helt almindelige lønmodtagere blev gjort til boligspekulanter, og hvor forskellige muligheder i realkreditten blev et yndet samtaleemne rundt omkring i skilsmissekøkkenerne. F1 blev pludselig et kraftfuldt afrodisiakum for verdens lykkeligste folk.

Det var årtiet, hvor store muligheder blev fejet ned af brættet. Selvfølgelig troede vi på, at Bush nok skulle omgive sig med forstandige folk. Hvor galt kan det egentlig gå? Svaret fik vi hurtigt.

10 års gensyn med 1972

Den 12. september 2001 stod verden samlet bag USA’s kamp mod den internationale terrorisme. Men på kort tid lykkedes det Bush’ dream team af en regering at kaste musketerenigheden over bord og fortsætte den første Golfkrig. Hvor der kunne have været internationalt sammenhold i kampen for frihed og demokrati, lykkedes det med fantastisk dygtighed at skabe fjender, hvor der før havde været venner.

Det var årtiet, hvor det var 1972 hele tiden, og hvor værdipolitikken og kampen mod de kloge blev en afgørende politisk ledetråd, mens det lånefinansierede opsving ramte vores økonomi og designertasker pludselig udgjorde hver kvindes inderste hemmelige drøm om lykken.

Kritik blev affejet som pladder

I Danmark havde Fogh-regeringen en historisk mulighed for at reformere det danske samfund på toppen af det enorme økonomiske opsving.. Men det blev Foghs arv at parkere nødvendige reformer hos kommissioner, som var politisk tonedøve, hvis de rent faktisk foreslog en egentlig reformkurs.

For nationalkonservative har det imidlertid været et fantastisk årti. Man har kunnet bekræfte sig selv, at vi danere befolker verdens bedste nation.

Det var årtiet, hvor der blev brugt store ressourcer på at fejre vores egen fortræffelighed og skrive adskillige kanoner til hyldest af vores kultur, alt imens verden buldrede forbi vores lille egnsmuseum.

Der har undervejs været enkelte kritiske røster. Men efter systemskiftet i 2001 har det været forholdsvis ukompliceret at feje dem til side. Efter opgøret med Klaus Rifbjerg og en fyrre år gammel hesteslagtning, kunne enhver kritik affejes som elitært humanistpladder.

Og hvis man som økonom tidligt advarede mod en lurende finansiel krise, blev man kørt ud af landet som bedrevidende mørkemand. Danmark var et fantastisk land at leve i, dansk økonomi enestående sund og snart kunne vi købe hele verden.

Og da krisen så kom med enorm forudsigelighed, fik den samme stempel som den muslimske indvandring. Også den økonomiske krise føg som ugræs over vores ubesmittede lands grænser.

På en nedkølet strand i Dubai

Det borgerlige Danmark kommer til at se tilbage på et årti, hvor man helt igennem overmatchede oppositionen, men ikke formåede at ændre Danmark i afgørende borgerlig retning. Det blev den faste samarbejdspartner, der satte dagsordenen. Økonomiske reformer blev parkeret, og nationalromantikken vandt.

Prisen kommer vi til at betale nu. Hvad der i nullerne kunne have været rettidig omhu, bliver nu blodig alvor.

Årtiet slutter derfor med maner i Dubai. Mens verden brænder omkring os, kan vi stille vores Porsche Cayenne og vandre mod vandet på en elektronisk nedkølet sandstrand. Nullerne er endelig ovre.

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et noget højstemt følelsesudbrud i anledning af 20-året for Murens fald. Da jeg voksede op, måtte min mor forsøge at forklare, hvorfor der lå en ø derovre til højre på kortet over Vesttyskland, og hvorfor der var nogen som havde bygget en mur midt igennem Tysklands gamle hovedstad.

Det virker alt sammen så længe siden nu. På mandag er det tyve år siden Berlinmuren faldt. Med den faldt også andre mure. Dét er der grund til at huske på, for der er masser af energi at hente i den historie. En gang imellem er håbet den eneste realistiske mulighed.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Muren i vores hoveder

“Some men see things as they are and say why
- I dream things that never were and say why not.”
George Bernard Shaw

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.

Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.

På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.

Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.

De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.

Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60’erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.

Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe ”Wir sind das Volk”. For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl eller Christian Führer motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker for dem for det nye perspektiv, de gav os.

Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned, og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.

Tirsdag havde jeg denne klumme i Jyllands-Posten. Siden har regeringen gjort alt for at forstærke pointen.

Mænd uden mod

I 1955 skrev en ung fremadstormende amerikansk politiker en bog om otte senatorer, der turde vælge det rigtige frem for det populære. Bogen hed ”Mænd af mod” og blev både en bestseller og en senere vinder af Pulitzer-prisen. Forfatteren var den senere præsident John F. Kennedy.

Skulle man skrive en tilsvarende bog om nulevende danske politikere, var der ingen anden udvej end at kalde den ”Mænd (og kvinder) uden mod”. Hvor Kennedy portrætterer otte senatorer, der trodsede en øjeblikkelig folkestemning, har vi nu et politisk system, hvor politikere velvilligt løber efter den seneste avisforside om kamphunde eller badeforhæng.

Op igennem dette årti har tænketanke og økonomer skreget på reformer af vores velfærdssamfund. De fleste har set nødvendigheden, men ingen politikere har haft modet til at gennemføre dem. I stedet er de blevet parkeret i kommissioner, som har været ”politisk tonedøve”, hvis de ikke kunne forstå, at fremsynede reformer ikke har nogen gang på jorden i et Danmark, hvor landets vicestatsminister hellere går efter pjattede værdipolitiske markeringer frem for at afstikke retningen for fremtidens Danmark.

Det er et trist tegn på kulturelt forfald, når man er mere optaget af at grave ægte danske værdier op af mulden, frem for at afstikke kursen for fremtiden. Ansvarlige politikere er ikke valgt til arkæologiske opgaver. Og de er slet ikke valgt til at logre for skiftende folkestemninger. Deres opgave er at træffe beslutninger – også af den ubehagelige slags.

Men for danske politikere gælder, at deres fremmeste mål er at overleve næste valg. Deres horisont går sjældent meget længere. Derfor handler den politiske debat i Danmark om badeforhæng og Fadervor i skoletiden, mens verden buldrer forbi os.

Man kan springe i det ironiske og elitære hjørne, når 22-Nyhederne f.eks. vælger at afsætte adskillige minutter til en diskussion af en kunstinstallation med fyrre år på bagen, og oven i købet vælger at invitere automatpiloten Georg Metz i studiet til debat med Pia Kjærsgaard. Så kan de så genopføre en diskussion, de skulle have taget for netop fyrre år siden.

Der er dog ikke alt for meget at grine af. For hver gang endnu en af disse helt meningsløse værdipolitiske punktmarkeringer fylder æteren, skal man huske på de ting, der ikke bliver diskuteret, og som får lov at ligge hen. De lokale og globale udfordringer forsvinder ikke bag et badeforhæng.

Politikerne har i det forgangne årti ikke formået at tage en tvingende nødvendig diskussion om den fremtidige indretning af vores velfærdssamfund. Ingen har modet til at tage være og upopulære beslutninger, og mens vi så piller i vores egen kulturelle navle, kværner nye hårdtarbejdende lande løs på de globale markeder.

Vi burde diskutere, hvordan vi kan bringe Danmark fremad i det 21. århundrede, og hvad vi skal leve af i en fortsat knivskarp global konkurrence. Fortsætter vi med at rode bevidstløst rundt i mulden, forstærker vi bare billedet af et selvtilfredst fortidslevn, der i fremtiden kan se frem til at agere levende museum for indiske og kinesiske turister.

Danskerne har fortjent mænd og kvinder af mod, der tør tage de rigtige og svære beslutninger.

Foghs kulturkamp kastede Danmark ind i en tidslomme, hvor det er 1972 hele tiden. Men politik er alt for vigtigt til at vi kan overlade det til folk, der genopfører fortidens diskussioner i en uendelig genkomst. Det er derfor tid for Kulturkamp 2.0. Læs dagens debatindlæg fra Politiken her.

Anders Foghs uomtvistelige politiske genistreg var, at han fornemmede styrken i værdi- og symbolpolitikken. Dermed tilføjede han den anden del af det politiske Danmark et lammende slag. Desværre har hans kulturkamp kastet Danmark ind i en tidslomme, hvor det er 1972 hele tiden, og hvor der som på en anden ’groundhog day’ udspiller sig en evig kamp mellem folket og smagsdommerne.

Hvor man kunne have kastet sine ressourcer ind i rigtige politiske problemstillinger, har man i stedet trådt an til en underlig symbolpolitisk dans på stedet, hvor Ralf Pittelkow og Georg Metz leger offentlig debat i Deadline, hvor Klaus Rifbjerg skriver digte om dronningen, og hvor Søren Krarup slår hånden af Fogh, fordi han er stolt af sin søn.

Hvad skal vi dog med disse sure, gamle mænd fra Muppet Show? Er det overhovedet gået op for dem, at vi er i et nyt århundrede? De udkæmper en kamp, som var relevant i 1972, men som nu er kun er spil for galleriet. Deres kulturkamp er lige så relevant, som da BT i påsken kørte et stort opslag om, at dansktoppen ikke tages alvorligt af DR. Hvilket år er vi egentlig i?

Kulturkampen har fulgt nogle klare linjer, som ikke har rørt sig ud af stedet i 40 år. På den måde kunne Brian Mikkelsen komme af med sine frustrationer over 70’ernes skolelærere, pædagoger i rundkredse fik deres bekomst og endelig fik det tre-hovede monster DR-Gyldendal-Politiken tilføjet et afgørende slag. Og ikke så snart gik den kamp løs, før de sædvanlige defensorer kom den trængte kulturradikalisme til undsætning.

Det har været en fuldstændig forudsigelig affære ført med alle fortidens argumenter. Men for dem af os, der ikke har specielle aktier i at udkæmpe gamle krige med fortidige våben, har det bare været gabende kedsommeligt i sin evindelige gentagelse.

Er I snart færdige, så vi andre kan komme videre?

Det er tid for Kulturkamp 2.0. Og den kamp kommer til at stå mellem dem, der insisterer på at holde fast i forrige århundredes problemstillinger og dem, der ønsker at løse det 21. århundredes politiske udfordringer.

Den fjollede, altmodische kulturkamp og symbolpolitik er dog slet ikke uskyldig. For den skygger for helt reelle politiske problemer, der bliver skudt til hjørnespark, mens gamle mænd gentager gamle diskussioner. Så mens Fogh og hans regering genopførte en miljø-debat anno 1972, blev reelle klimaproblemer latterliggjort og identificeret som hippiesynspunkter. Og mens Fogh frejdigt annullerede alle klassemodsætninger, viste undersøgelser, at overklassen behandles markant anderledes i et sundhedsvæsen, der efter sigende skulle stille alle lige. Men lad os nu ikke tale om det. Tørklæder er da meget vigtigere!

Kulturkamp 2.0 vil handle om at erkende, at det ikke er 1972 mere, og at der faktisk er helt reelle problemer, der kræver helt igennem politiske løsninger.

Heldigvis har virkeligheden det med at indhente selv så sejlivede størrelser, som et teater opført af Anne-Marie Helger eller endnu en diskussion om modernismens velsignelser. I dette efterår skete der nemlig noget løfterigt i USA.

Hvert fjerde år har amerikanerne traditionelt kastet sig ind i en politisk tidsmaskine og genopført Nixons valgkamp fra 1972 mod McGovern. Nixon opdagede dengang den enorme symbolpolitiske kraft i at angribe McGoverns frisindede værdier, og han dannede i lighed med Fogh en stålsat koalition mellem den økonomiske overklasse og den kulturelle underklasse vendt mod eliterne på østkysten.

Den koalition bragte også George W. Bush til magten, men den er siden smuldret i takt med at underklassen mistede deres job i industrien, deres hjem på tvangsauktion og modtog deres børn i ligposer fra Irak.

Obamas valgkamp mod McCain var således ikke på samme måde en genopførsel af Nixon vs. McGovern. Finanskrisen gjorde pludselig, at der kom andet end symbolpolitik på banen.

Herhjemme har Løkkes regering fået tilsvarende problemer. Det er ikke længere nok med værdipolitiske markeringer. Nu kræves der reel politisk handling i stor stil. Og der kræves ikke mindst nye politiske idéer til løsning af fundamentale samfundsmæssige problemer. Her er det ikke længere nok at gribe i posen for udfald mod smagsdommerne. Det løb er ligesom kørt nu.

Derfor er der også alt mulig grund til at tage fat på Kulturkamp 2.0 og bede de sure, gamle mænd fra Muppet Show om at fortsætte deres højrøstede diskussion et andet sted. Der er masse at tage fat på, og politik er alt for vigtigt til at vi kan overlade det til folk, der tror det er 1972 hele tiden.

Her i Danmark har vi haft en række år, hvor en lav rente og nye låneformer forvandlede almindelige menneskers bolig til et spekulationsobjekt. Med et blev man indlagt til endeløse samtaler om boligmarkedets udvikling og nye låneformer fra mennesker, der pludselig så dollartegn, hvor der førhen havde været mursten og tag over hovedet. Det er lykkeligvis overstået nu.

Nu kradser krisen, og boligejere der har nydt godt af flex og afdragsfrihed hænger nu med mulen og kræver statslig indgriben frem mod renteberegningen i december. Det er simpelthen forargeligt, at folk der har nydt godt af historisk gunstige tider og lånemuligheder nu vil have staten til at gribe ind og hjælpe dem.

Og helt utroligt er dette råb om hjælp fra flex-lånenes overdrev blevet hørt af den nye vice-statsminister. Godt nok afviser hun, at hun er kommet boligejerne til undsætning. Imidlertid har hun spændt et statsligt net ud under folk, der ikke behøver hjælp, og som burde tage en renteændring i stiv arm og betale grådighedens pris.

I toppen af boligmarkedet har vi de seneste år set en ryggesløs grådighed, hvor ejendomme er blevet handlet op i en kunstig prisspiral med adskillige banker som velvillige partnere. For hvorfor skulle markedet da pludselig gå ned?

Det har i flere år været en offentlig hemmelighed, at nogle af de regionale banker har haft en alt for høj gearing i deres engagementer. At det pludselig skulle gå galt, og at ejendomsmarkedet generelt skulle gå nedad, er vist det vi roligt kan kalde en forudsigelig nyhed.

Det er kun 15 år siden vi oplevede en lignende krise. Men ingen har åbenbart lært noget som helst. Og nu skal grådighedens pris betales igen. Og her er det altså ikke en statslig opgave at redde aktionærer og investorer, der er gået efter hurtige gevinster, og som nu sidder med håret i rudekuverten.

Den aktuelle krise er endnu en huskekage om, at et finansielt marked ikke handler om at score en hurtig profit. Det handler om at skabe den bedst mulige adgang til kapital, så virksomheder får mulighed for at investere i forskning og i nye produktionsmidler og arbejdspladser. Som altid handler det om, at man er i stand til at skabe varige og solide løsninger for kunderne og varige og solide arbejdspladser for medarbejderne. Virksomheder der er i stand til det, vil altid overleve og klare sig godt.

Gordon Gekkos berømte mantra om at ”grådighed er godt” er stadig noget vrøvl. Grådighed er ikke godt, og der er altid en pris at betale.

Vildfarne sjæle har hævdet, at dette blot beviser, at kapitalismen er syg, og at Karl Marx igen er aktuel. Snart kommer vi til at høre om profitratens tendentielle fald igen. Men det er næsten helt synd for Marx at blive kørt igennem et sådant intellektuelt hængedynd. Den aktuelle finanskrise viser såmænd blot, at markedet faktisk fungerer. Sådan går det også denne gang. Usunde projekter og virksomheder falder i finansstormen, mens det levedygtige består. Og det er vi alle godt tjente med.

I dag har jeg en klumme i netavisen 180grader.dk om forskellene mellem valgkamp i Danmark og USA:

“Nok er der ubehagelige reklamespots. Og nok spiller pengene en stor rolle. Men det er forbløffende at bemærke, hvor stor en rolle god gammeldags offentlig debat om væsentlige politiske emner får lov at spille.”

Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Op til weekenden har jeg en klumme i den borgerligt-liberale netavis 180grader.dk om 40-året for studenteroprøret.

“De gamle oprørere har sat tankevirksomheden i bakgear i en sådan grad, at der ikke er andet at gøre end at efterlade denne længsel efter de gode gamle dage og i stedet prøve at dekonstruere mytologien og tegne et andet billede af 68. Før vi snart skal til at fejre de fyrre år, kan vi lige så godt begynde at klippe i 68′ernes album.”

Læs hele kommentaren og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Jeg har i dag en klumme i netavisen 180grader.dk efter weekendens EM-sejr.

Man skal altid passe på med at gøre for meget ud af en sejr i en hal eller på en fodboldbane, og hvad det kan betyde udenfor banen. Imidlertid kaldte denne begivenhed på lidt større ord end vanligt!

Læs hele kommentaren og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Jeg har i dag en klumme i den borgerligt-liberale netavis 180grader.dk om valgresultatet og de efter min mening noget dystre udsigter:

“Den nationalkonservative æra kan fortsætte ufortrødent, og de sædvanlige meningsdannere og kommentatorer må endnu en gang erkende, at hvis der er markedsunderlag for tv-reklamer for Roger Whittakers “Danish Collection”, er der nok også grundlag for endnu en fremgang til Dansk Folkeparti.”

Læs hele kommentaren og kommentér den direkte på www.180grader.dk.