Men er billedet ægte? Konspirationsteoretikerne vil påpege, at billedet er for godt til at være sandt og et af flere plantede beviser. De vil især påpege, at skyggerne på billedet ikke passer sammen oger bevis for, at billedet er et falskneri før Photoshop.

I 1978 gennemførte HSCA en undersøgelse af billedet, og konstaterede at det var ægte. Sammen konklusion kommer forsker Hany Farid fra Neukom Institute for Computational Science at Dartmouth til. Han har undersøgt billedet minutiøst og konstaterer, at skyggerne sidder hvor de skal, og at billedet er ægte. Vi kom allerede nu forudsige, at det formentlig ikke får debatten om dette aspekt i sagen til dø hen!

Læs mere her.

Der er ikke flere debatter tilbage. Nu forestår bare den eksplosive slutspurt. Obama fører ganske stort, og det er nu den generelle opfattelse, at McCain har tabt, og at der ikke er så meget mere at gøre for McCain. Nogle målinger har Obama oppe med tocifrede procentpoint. Og kigger man på kortet over valgmænd, har de fleste analytikere nu Obama med mere end de påkrævede 270 sikre valgmænd.

Ret beset bør vi på den baggrund kunne lave følgende ræsonnement:

1. Obama fører klart og entydigt
2. Ingen kandidat har siden Truman i 1948 formået at indhente en sådan føring i meningsmålingerne

Alligevel kan vi IKKE konkludere:
3. Obama vinder

Sagen er nemlig den, at ingenting er som det plejer i dette valg. Det er første gang, vi har andet end hvide mænd som kandidater, og denne meget lange valgkampagne har virkelig vendt op og ned på mange vante forestillinger (desværre har valgkampen ikke været så spændende, som man kunne have fourdset med to anderledes kandidater). Den konventielle visdom kan ikke bruges til så meget, og erfaringen har vist, at det overhovedet ikke behøver at være ovre endnu.

Karl Rove skriver i dag i Wall Street Journal, at Obama fortsat ikke har ‘lukket salget’:

>Barack Obama holds a 7.3% lead in the Real Clear Politics average of all polls, but the latest Gallup tracking poll reveals that there are nearly twice as many undecided voters this year than there were in the last presidential election. The Investor’s Business Daily/TIPP poll (which was closest to the mark in predicting the 2004 outcome — 0.4% off the actual result) now says this is a three-point race. This week also brought a reminder that Sen. Obama hasn’t closed the sale. The Washington Post/ABC poll found 45% of voters still don’t think he’s qualified to be president, about the same number who doubted his qualifications in March.

Der er altså ingen grund til at afskrive McCain endnu. Vi kan ligefrem identificere fire afgørende grunde til, at det slet ikke er ovre endnu:

1. Det store tabu: Spørgsmålet om race. I 1982 havde den sorte borgmester i Los Angeles Tom Bradley et forspring på 9 procentpoint, da han stillede op til valget som guvernør i Califonien. Alligevel tabte han. Siden har han lagt navn til Bradley-effekten som en beskrivelse af det fænomen, at folk ikke tør fortælle sandheden, når de ringes op af et meningmålingsinstitut. Altså at meningsmålinger ikke formår at fange eventuel racistiske undertoner, som kan være på spil. Obamas føring kan således vise sig at være flygtig og hurtig ændre sig, når folk endelig står i valglokalet og skal afgøre, om de faktisk kan give en sort mand magten i USA. Dette er det store tabu, men et tabu som flere medier har taget op efterhånden som føringen er så klar. Dog skal man være opmærksom på, at 1982 er længe siden, og at der formentlig er sket en hel del siden. Ved senatsvalget i 2006 i Tennessee var meningsmålingerne således meget tæt på valgresultatet på trods af Harold Fords hudfarve. Her var ingen Bradley-effekt og er det måske heller ikke i år. Endelig vil flere pege på, at Obama måske ligefrem har en skjult reserve i form af mange mobliserede unge, som ikke indgår i de vanlige målinger, fordi de ikke ejer en fastnettelefon.
2. Vælgerne kan flyttes. Der kan ske meget op til selve valgdagen, og historien har vist, at vælgerne kan flyttes hurtigt. I 1976 førte Jimmy Carter med hele 62-29 hen over sommeren, men han endte med en sejrsmargin på bare 29 valgmænd. Meget få stemmer i Ohio og Wisconsin kunne have gjort Ford til præsident i stedet for jordnøddefarmeren.
3. The October Surprise. Den store årstidebestemte overraskelse har jo nok været der i form af den økonomiske nedtur. Faktisk var det jo McCain, der første efter det republikanske konvent, men udviklingen på finansmarkederne har effekt sat en stopper for det. Man kan dog langt fra udelukke, at der kan komme nye overraskelser. Hvad med noget fra Osama Bin Laden? Den plejer altid at virker.
4. Fokus på de rette steder. Endelig har det ofte vist sig, at en målrettet indsats de rette steder ofte kan gøre en forskel. Obama har op mod dobbelt så mange penge som McCain, men ved at fokusere ressourcerne de rigtige steder kan McCain måske ende med den store triumf. F.eks. ved at vinde tætte løb i stater som Ohio, Missouri, North Carolina og Florida. Han er i en svær position, men det er bestemt ikke umuligt. Slet ikke.

Joe The Plummer – Onsdagens debat var ganske god

Onsdag aften mødtes de to kandidater i den sidste debat mellem de to kandidater. Det blev den mest interessante. McCain var meget fremme i skoene under debatten og scorede en fin one-liner med den Helle Thorning-agtige sætning om, at han ikke er George Bush. Den sad lige i skabet. Men ellers handlede det mest om en vis Joe The Plummer. Se hele debatten her:

McCain og Palin gør alt for at tale forbi den økonomiske krise, der tydeligvis er kommet meget uvekvemt for dem. I stedet gør de alt for at sætte en alternativ dagsorden. En dagsorden der handler om at spille på frygten for den ukendte Obama. Kan man virkelig stole på ham?

Helt forudsigeligt har republikanerne nu spillet Ayers-kortet og forsøgt at sammenkæde Obama med en gammel venstreorienteret terrorist fra 60′ernes overdrev. Det er delvist lykkedes. Men kun delvist. Godt nok spiller Fox News med et stykke ad vejen, men selv Bill O’Reilly havde svært ved at komme udenom, at økonomien nok var et vigtigere emne. Se Jon Stewart kommentere et fantastisk sammenklip fra Fox News:

McCain har brugt Ayers-angrebet i flere dage nu ved sine valgmøder ude i landet. Og den går rent hjem hos tilhængerne. Faktisk i en grad der virkelig er bekymrende. Publikum råber “Traitor” efter Obama, og ved et valgmøde kunne man efter sigende høre en tilhører råbe “Kill him”. Det efterforsker Secret Service nu.

Det er bekymrende, at republikanerne oven på den økonomiske krise nu går efter en fuldstændig hadefuld afslutning på valget. Med USA’s ulykkelige historie fyldt til randen af politisk vold, er det ikke klogt at spille så hadefuldt ud. Det var præcis den kritik, Hillary Clinton med rette måtte tage imod tidligere på året. Ifølge John Kerry er denne negative kampagne mod “Barack Hussein Osama” direkte diskvalificerende, og målinger viser, at strategien overhovedet ikke virker overfor andre end de allerede trofaste republikanere. Men de er til gengæld også helt oppe at ringe. Se f.eks. dette eksempel herunder fra et vælgermøde i denne uge for McCain:

Kønt er det ikke, og man kan håbe på, at det ikke er hadet fra valgkampen i 1972, der skal afgøre dysten mellem Obama og McCain, men i stedet at det kommer til at handle om gode politiske idéer. Meningsmålinger kunne pege i retning af et demokratisk jordskred. Sådan går det næppe. Men det er forhåbentlig “Change”, der er kodeordet denne gang.

McCain spiller nu et mere defensivt spil, hvor hans strategi må være at holde de stater, Bush vandt i 2004. Søndagens ‘Meet The Press’ har et fremragende overblik over situationen, som den ser ud lige nu:

Going negative – Guilt by association

Men republikanerne kan nå det endnu. Den konservative kommentator Bill Kristol holder fanen højt, og minder om at Obamas føring historisk set kan hentes.

Skal det ske, er den oplagte mulighed at gå fuldstændig negativt efter Obama og hans personlige integretitet og historie. Det er allerede i gang. Palin har her i weekenden forsøgt at genoplive den gamle historie om Obamas forbindelse til professor William Ayers, der i 60′erne og 70′erne var en del af den radikale venstrefløjsgruppe Weathermen, der stod bag 12 bombeangreb.

Angrebet har været ventet, og der er intet nyt i historien. Men den kan bruges til effektivt at skabe tvivl om Obamas dømmekraft og patriotisme. Med kun en måned tilbage af valgkampen vil vi se demokraterne fortsætte deres linie om McCain som Bush nr. 3, mens reublikanerne vil gå efter Obamas person. Det forekommer at være deres bedste og måske eneste chance. Men der er lang vej igen, og der kan altid komme en ‘October Surprise’, som pludselig kan ændre sagernes gang. Lige nu arbejder tiden for Obama.

Stridens kerne synes i særlig grad at være Keith Olbermann, som altid har været underholdende, men som i det sidste års tid er røget fuldstændig ud af en tangent, hvor Michael Moore næsten er objektiviteten selv. Hans opgør med Bill O’Reilly har været fantastisk underholdende, men man bekæmper ikke Fox News’ republikanske propaganda ved at drive lige så slem demokratisk propaganda. Olbermann var på skærmen som studievært på konventet, og han var fuldstændig uhæmmet i sin næsegrus beundring for Obama og Hillary. Og det i en sådan grad at det i sidste ende bliver aldeles uinteressant. Det er aldrig sjovt at høre på den slags helt ukritiske partsindlæg.

Derfor er det selvfølgelig et sundhedstegn, at der internt på tv-stationen er stor uro over den partiske dækning. Og i forlængelse af klummen kan jeg selvsagt holde fast i, at vi dermed får en mere ærlig og direkte debat, som faktisk handler om politik.Huffington Post har det store overblik og alle eksemplerne her.

Men når tvekampen mellem de to er overstået, kan vi vende os mod det, som det virkelig drejer sig om. Nemlig at få 270 valgmænd bag sig i november. Her vælger demokraterne mellem to forskellige løsninger:

- Hillary Clinton står får en meget snæver strategi. Hun kan vinde enten Ohio eller Florida. Vælger man Hillary går man således reelt efter en strategi, der handler om at hun ikke kan ændre det store rød-blå billede, men at hun kan vinde lige præcis Ohio over til demokraterne. Altså at vi spiller valgene i 2000 og 2004 igen, men denne gang med en demokratisk vinder.
- Barack Obamas strategi er radikalt anderledes. Han ønsker at åbne hele feltet og sætte en lang række nye stater i spil. Bl.a. vil han konkurrere kraftigt om de sydlige stater, der siden Johnson har været helt uopnåelige for demokraterne. Den sandsynlige valgkamp mellem Obama og McCain kan således bringe mere end 20 stater i spil. Det kan kun blive interessant.

Chuck Todd har denne fine analyse af det virkelige spil om det amerikanske valg: