Første del af interviewet
Interview med Thomas 1

Anden del af interviewet
Interview med Thomas 2

Om interviewet skrev min søster:

“Optagelsen af interviewet med “Thomas” fandt sted i hans eget hjem i Brønshøj i november 1998. Han havde aldrig før fortalt nogen i familien om sine grusomme oplevelser og ville egentligt gerne have det dokumenteret, inden det for sent. Vi vidste alle, at han havde været i Neuengamme, men ikke præcist, hvad der var sket.

Optagelsen fandt sted uden hans kones tilstedeværelse og han sad med ryggen til os, så han kunne se ud af vinduet til sin dejlige have og bare fortælle. Det var meget gribende. Han fandt han blandt andet sit gamle hundeskilt frem, som han havde haft på i lejren. Under optagelsen sad han og knugede det. Man kan høre lyden af tingene.

Jeg tog kontakten til “Thomas”, der er min mormors lillebror, da vi på mit studie på Århus Universitet (medievidenskab) skulle lave en radioudsendelse. Det var den 10.12.1998 vi offentliggjorde resultatet – det er den dag menneskerettighedserklæringen fyldte 10 år. Selve radioudsendelsen var et sammenklip af oplæsning af nogle af de artikler, den består af, efterfulgt af hans fortælling, der sætter artiklerne i relief.

Otto fik efterfølgende både den klippede og uredigerede version, som han kunne give videre til sine børn. Det var han meget glad for, at han fik mulighed for. Jeg er ikke klar over, om de først har hørt det efter at han er død. “Thomas” havde en storesøster, Esther som var min og Thomas Ladegaards mormor, samt en lillesøster Eva. Alle tre søskende er nu døde.”

Vi benytter denne udmærkede lejlighed (mens vi venter) til at kigge tilbage på fem af de danske herrers strste kampe fra VM-historien.

1. Danmark – Sovjetunionen, semifinale 1967

Man kan ikke komme udenom denne ikonografiske kamp fra dansk håndboldhistorie. Før EM-guldet i 2008 det helt uopnåelige resultat, der aldrig blev overgået. Winther og Wilbek fik brudt forbandelsen, men VM 1967 er nu stadig ‘the real deal’.

Kampen vil særlig blive husket for Odder-drengen Erik Holst’s fantastiske præstation i det danske mål. blev den helt store helt i semifinalen i Sovjetunionen. Han lukkede fuldstændig de russiske skytter nede. På lægterne sad Gunnar ”Nu” Hansen, og rapporterede begejstret fra kampen. Hele Danmark var med i triumfen, da holdet kunne løbe banen rundt for at fange Erik Holst, efter at sejren på 17-12 var en realitet. Uden Jørgen Petersen på holdet var det i sandhed en kollektiv triumf, der blev skabt af et dygtigt hold, som rent taktisk havde forberedt sig optimalt. Prototypen på dansk håndbold.

Se en meget fin video fra VM 1967 hos DR her.

2. Danmark – Jugoslavien, indledende runde 1982

Kampen ved VM i 1982 i Vesttyskland var nok Leif Mikkelsens største stund som træner og bolsjedrengenes svendestykke. Holdet var oppe imod et frygtindgydende velspillende jugoslavisk hold, og der skulle et taktisk mesterstykke og fantom-redninger af Mogens Jeppesen for at sikre en overraskende sejr over ‘juggerne’.

På trods af en god indsats, gik Danmark til pausen bagud med et par mål. Men det tog Mikkelsen ikke så tungt. Det var indtil da gået efter hans plan og i anden halvleg satte hans sit offensive forsvar ind. Jugoslaverne var rystede. Deutschlandhalle dirrede. Danmark begyndte at hale ind. Pludselig stillede en jugoslavisk fotograf sig op foran den danske bænk og begyndte at skyde løs. Leif Mikkelsen råbte efter ham i klare vendinger. Han skulle væk. Men i stedet for at blive sur tog han Mikkelsen om skulderen og sagde: ”Leif, jeg kan ikke flytte mig. Jeg er nødt til at fotografere det her. Det er håndboldhistorie”. En stor kamp.

Læs om kampen her fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

3. Danmark – Island, kvartfinale 2007

Efter 1967 kom det bedste danske VM-resultat i Tyskland. Vi lader billederne tale for sig selv:

4. Danmark – Polen, mellemrunden 1978

Det var en kamp, hvor Leif Mikkelsen og Michael Berg gjorde Randers til dansk håndbold hule. Selvom danskerne har holdt en spinkel føring hele kampen igennem, kommer polakkerne så småt igen. Med halvandet minut tilbage reducerede den polske anfører Jan Gmyrek til 24-23. Uafgjort kan ikke bruges til noget i kampen om at komme i finalen. Det gælder derfor om at køre bolden ud til en sikker afslutning. Der må ikke tages chancer. Uret tikker. Mindre end et minut tilbage. Berg kigger op på uret. Han modtager en aflevering og bevæger sit i et hurtigt ryk fra sin position som venstre back ind over midten. Det polske forsvar støder frem og låser Berg, men på grund af hans styrke kommer han fri. Han ligger nærmest nede på gulvet med en polak omkring sig. Gør klar til skud. ”Nej Michael”, råber medspillerne. Mikkelsen er ved at gå amok på bænken. ”Michael for satan”, råber han. Men Berg gjorde, hvad alle andre ville have undladt. Fra en helt liggende position hviner han bolden ind i nærmeste hjørne. 25-23 til Danmark.

Læs om kampen her fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

5. Danmark – Sverige, mellemrunden 1958

I den sidste kamp ved mellemrunden mødte Danmark de regerende verdensmestre. Svenskerne havde som det danske hold vundet alle kampe, og de forsvarende verdensmestre kunne derfor løbe ind til en kamp mod Danmark, der blev en ren semifinale.

Svenskerne blev igen ledet af den legendariske træner Curt Wadmark, der senere blev en aristokratisk leder i det internationale forbund. Han havde på ny sammensat et skræmmende hold, og nu manglede han bare at eliminere danskerne igen, før vejen var banet for en ny triumf. Men Danmark var stærkere denne gang, og det blev til en uhyre spændende og meget lige kamp i Leipzig, hvor danskerne længe var foran. Men igen viste svenskerne sig klogere, og de endte med at vinde en snæver sejr på 13-12. Kampen var den moralske finale. Det stod klart, da svenskerne igen blev verdensmestre ved at slå Tjekkoslovakiet 22-12 i finalen. Danmark skulle spille om bronzen, og kunne dermed hente de allerførste medaljer hjem til dansk håndbold. Men i stedet for medaljer blev det til et ærgerligt nederlag til et fællestysk hold med 16-13. Fjerdepladsen var flot, og Danmark var med i verdenseliten. Ligeledes oplevede holdet også at have en suveræn topscorer for hele turneringen i Mogens Olsen. Han scorede 46 mål, og tegnede sig alene for 38 % af de danske scoringer i hele turneringen.

Flere videoklip

På DR.dk er der eksklusive klip fra både 1967, 1978 og 1982.

Mere fra VM 2011 her.

Selvom republikanerne havde lovet en kamp helt ud i det absurde for at trække vedtagelsen i langdrag, kom loven overraskende hurtigt igennem. I stedet besluttede Senatet at hærdre en tidligere kollega, der livet igennem drømte om sunhedssikring for alle amerikanere. Helt som Ted Kennedy drømte det, blev det ikke. Men hans tidligere kolleger fandt værdigheden frem og holdt et minuts stilhed for at hærdre den gamle senats-løve:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Obama blev valgt på en platform om “change”. I nat leverede han forandring af det amerikanske sygehusvæsen. Selvom republikanerne vil se dette som en nazistisk-kommunistisk konspiration, er der tale om en ganske moderat ændring af det amerikanske sundhedsvæsen. Men en forandring der er helt i afdøde senator Ted Kennedys ånd.

Selvom Kennedy ofte holdt den liberale fane lige lovlig højt (og hele livet igennem drømte om netop en sundhedsreform), så var den afdøde senator også en pragmatisk figur i Senatet, som kunne og ville skabe resultater. Denne gang var der dog ikke mange bevægelser på tværs af de to partier. Alle republikanere stemte imod lovforslaget sammen med 34 utilfredse demokrater. Resultatet blev en demokratisk sejr på 219-212. En sejr som Kennedy uden tvivl vil se på med et stille smil fra sin himmel. Obama nævnte ham også i går, og det er i sandhed faklen og drømmen, som Kennedy beskrev i “True Compass”, og som blev givet videre i 2008, der nu virkeliggøres.

På trods af polemikken er bundlinien nemlig enkel: Med nattens vedtagelse af sundhedsreformen får op imod 30 mio amerikanere adgang til sygeforsikring. Obama har været ude i et enormt politisk stormvejr, og for få måneder siden blev hans lov anset for stendød. Men nu er loven altså gennemført, og Obama har gjort, hvad mange præsidenter før ham aldrig lykkedes med. De resultater tæller.

Politisk vil Obama formentlig få en over snuden i midtvejsvalgene til efteråret. Men der er tidspunter, hvor en sag simpelthen er større end gustne politiske overlæg. En gang imellem handler det bare om at gøre det rigtige. Der kan analyseres meget på det sidste års krig om sundheden i USA og på Obamas mulige vaklen undervejs. Tilbage står at han har leveret “change” for millioner af amerikanere. Det vil han i sidste ende blive bedømt på.

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Klik her og se videoklippet fra Go’ morgen Danmark.

Det danske spil

Det er ikke mange sportsgrene, der er kommet fra Danmark. Men når det gælder håndbold, kan vi danskere med sædvanlig nationale beskedenhed konstatere, at det spil er vores. Selvom man også andre steder i Europa har kastespil, er der generel enighed om, at den moderne håndbold har to danske fædre, som på samme tid begyndte at spille håndbold og skrive et regelsæt ned. To fædre som mødtes med hver deres hold i den allerførste håndboldkamp i Helsingør i 1907.

Mennesket har altid dyrket idræt, og boldspil er ingen ny ting. I de fleste antikke livsformer stod konkurrencen og den legemlige udfoldelse meget centralt for de enkelte samfund – ikke mindst i Grækenland hvorfra vi har den olympiske bevægelse, der blev genoplivet i 1896. At det netop skete på dette tidspunkt, er ikke tilfældigt. Ved forrige århundredeskifte oplevede man nemlig i Europa en ny fokus på ungdom, på kroppen og på idrætten. Via idrætten kunne ungdommen disciplineres og samtidig få hærdet sin fysik. ”En sund sjæl i et sundt legeme” indkapsler som motto meget præcist bestræbelsen.

Håndbold er et fysisk spil – og et til tider hårdt spil. Det må man ikke glemme. Det er ikke skak, man spiller rundt i hallerne. Men rå kraft og veltrænet fysik er ikke nok i håndbold. Hvis ikke man er i stand til at bruge sine kræfter rigtigt, og hvis man ikke har taktisk forståelse og den rette teknik, nytter de mange kræfter ikke meget. Hverken nu eller dengang.

Ungdommens urkraft skal anvendes med omtanke, og derfor så man ved forrige århundredeskifte opblomstringen af en lang række boldspil med nedskrevne regler og dannelsen af nationale og internationale forbund og turneringer. Fodbolden var allerede etableret i England, og i Danmark dannes i 1889 Dansk Boldspil Union. Syv år senere genoplivede Pierre de Coubertin de olympiske lege i Athen, og Danmark var blandt de deltagende lande i flere discipliner.

En idrætskultur var født, og i Danmark blev den modtaget med åbne arme af alle samfundslag. Tidsånden var med idrætten og de nye holdspil. Derfor er det måske ikke så mærkeligt endda, at der på dette tidspunkt to forskellige steder i Danmark, sad to mænd som tænkte den fuldstændig samme tanke om et spil med hænderne. Ret beset er det jo ganske oplagt at spille bold med hænderne, ligesom man meget langt tilbage kan spore atleter, der har sparket til en bold eller en genstand.

Men der skulle altså to danske lærere til for at sætte det moderne spil i system. Normalt tillægges lærer og oberstløjtnant Holger Nielsen fra Ordrup ved København æren for opfindelsen af håndbold. I hvert fald var det ham, der som den første i 1906 kunne udgive et regelsæt for håndbold, ligesom det i øvrigt var ham, der i 1932 opfandt den verdensberømte Holger Nielsen-metode til kunstigt åndedræt. Nielsen var på mange måder en alsidig mand. Ved de første olympiske lege i 1896 blev han en af de danske helte, da han vandt sølv i sabelfægtning og bronze i pistolskydning. Den initiativrige og fremsynede Holger Nielsen var lærer på Ordrup latin- og Realskole, og i 1898 tilrettelagde han for eleverne: ”… et Spil med hænderne, Haandbold, som kunde spilles på en mindre Plads, f. Eks. I en Skolegaard.”

Men allerede året før havde en anden lærer i Nyborg spillet håndbold med sine elever. Rasmus Nicolaj Ernst var 24 år gammel, og var næsten nyansat på Borger- og Kommuneskolen i Nyborg, da han i 1897 begyndte at spille et helt nyt spil med sine elever. Han kaldte det håndbold. To forskellige steder i landet og næsten samtidig blev spillet født, og der skulle ikke gå længe, før de to pionerer mødte hinanden. I 1905 flyttede Ernst nemlig til sundbyen Helsingør, hvor han fik ansættelse på Helsingør Højere Almenskole. Med det samme tog han fat på håndbolden på den nye skole, og lagde dermed grunden til den senere så berømmede håndboldkultur i Helsingør.

De to håndboldpionerer boede nu tæt på hinanden i det nordsjællandske, og det var derfor helt naturligt, at de to skoler skulle mødes i den første registrerede håndboldkamp. Den fandt sted i 1907 i Helsingør, og kampen blev et godt eksempel på, at der endnu ikke var helt klarhed om reglerne. Rasmus Nicolai Ernst skrev om kampen i sin dagbog: ”I 1907 modtog Skolen en udfordring fra Ordrup til en Haandboldkamp. Helsingør og Ordrup var vist paa det Tidspunkt de eneste Skoler, der spillede Haandbold. Holger Nielsen, Ordrup, havde lavet nogle regler, som vi her ved Skolen ikke kendte, vi spillede efter Regler, som jeg havde lavet i Nyborg allerede 1897-98. Kampen blev et frygteligt Nederlagt for Helsingør 21-0”.

Den første udgave af spillet kan bedst ses som en slags fodbold med hænderne. ”Med ca. 40 deltagere i Spillet vil en Plads paa 40 meters Længde og ca. 30 meters Bredde være passende” , skrev Holger Nielsen i de første regler fra 1906. Længden af banen passer således godt til de nuværende håndboldbaner. Men bortset fra det, er der ikke meget, der minder om vore dages håndbold. Når man kigger på fotografier fra en af Holger Nielsens kampe, hvor han ofte selv styrede spillet i militæruniform, minder det mere om rugby end om vores dages stringente positionsspil.

I løbet af de første år skete der dog langsomt en tilpasning af reglerne, så spillet begyndte at ligne det, vi nu kender som markhåndbold. En i vore dage noget hengemt disciplin, hvor spillet foregår på en fodboldbane med 11 mand på hvert hold. Men det allervigtigste var, at spillet i disse år begyndte at rykke indendørs. En meget naturlig ting når man tænker på klimaet på vores breddegrader, som de fleste måneder egner sig bedst til indendørs aktiviteter. Men også en afgørende udvikling for spillet, som nu blev gjort mindre – og med væsentligt færre deltagere.

I håndboldens første mange år var København helt dominerende. Den 16. marts 1921 inviterede idrætsforeningen Old Boys til indendørs turnering i håndbold i Idrættens Hus i København. Dommer var Holger Nielsen, og turneringen havde deltagelse af hele 15 hold. Blandt dem var den første deciderede håndboldklub fra Efterslægtens Gymnasium.

Som navnet på den første klub tør antyde, var håndbold i disse år meget en skolesport. Fra Holger Nielsens tid var håndbold en idræt man lærte og spillede i gymnasiet, og mange af de store spillere blev rekrutteret til spillet på landets gymnasier. Mere spydige sjæle vil måske indvende, at det med skolelærere og det lettere studentikose præg, er noget som håndbolden måske først har lagt fra sig i takt med de sidste 10-15 års stigende professionalisme. Men det har i hvert fald sat sit præg på spillet i form af utallige skolelærere på trænerbænkene og en meget indgående analytisk indgang til spillet. Men dette intellektuelle og analytiske overskud har utvivlsomt også givet danske hold en klar konkurrencemæssig fordel i forhold til østlandenes systematik og fysik. Det har altid været dansk håndbolds varemærke, at hvor de andre var store og stærke, var vi kloge og teknisk bedre.

Og så er det i øvrigt en sandhed med mange modifikationer, at håndbold skulle være en særlig lærersport. I virkeligheden kom både arbejdere og bønder meget tidligt med, og egentlig er håndbold en meget dårlig skolesport. Der skal en meget dygtig lærer til for at gøre håndbold interessant i skolen. Volleyball og basketball er meget bedre egnede sportsgrene til skolen. Det er nemmere at komme i gang med, og det er nemmere at få et spil til at fungere uden de store forudsætninger. Men kigger man på medlemstallene i de respektive forbund, så er boldspillene i skolen omvendt proportionale med aktiviteterne i klubberne. Håndbold har de mange medlemmer, mens det er fodbold, volleyball og basketball, man spiller i skolen. Håndbold er kort sagt et spil, der lever i klubberne og i hallerne.

Det at opfinde et boldspil vil også altid være et udslag af den folkelige idrætskultur i det pågældende land. Det gælder i høj grad for de mange britiske boldspil som golf, fodbold, tennis og rugby. Men det gælder også for håndbold. Kvaliteterne i håndboldspillet kan godt ses som et spejl af nogle af de elementer og værdier, vi sætter pris på i den danske idrætskultur. Spillet rummer en række sociale kvaliteter, hvor det at få individualister til at fungere som et team er en af de spændende udfordringer. På trods af at der kun er seks markspillere og en målmand, er håndbold et stærkt differentieret spil med mange muligheder, og fordi man bruger hænderne, er der mulighed for at lave et hav af finurligheder og tricks. Det har de danske spillere altid været gode til.

I løbet af 1920’erne begyndte det moderne indendørs spil med syv mand på hvert hold at fange an, og det blev ikke længere kun spillet i Danmark. Det var nemlig især i Tyskland, at spillet blev udformet som et turneringsspil. Allerede i 1917 havde man i Berlin iværksat en turnering for kvinder, og i 1920 begyndte den første nationale turnering i Tyskland for både mænd og kvinder. Det var også i Tyskland, at den allerførste landskamp blev spillet. I 1925 besejrede Østrig på udebane i Halle værterne fra Tyskland med 6-3. Flere lande kom nu med, og håndbolden, der indtil da havde hørt ind under atletikken, løsrev sig nu fra det internationale atletikforbund, og dannede i 1928 det første internationale håndboldforbund. I 1930 havde man allerede 20 medlemslande. Også i Danmark begyndte man at organisere sig, og i løbet af 30’erne dannedes de første regionale forbund. Den 2. juni 1935 løsrev håndbolden sig også i Danmark fra atletikken og dannede Dansk Håndbold Forbund. Man var i gang.

Læs mere i “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” og nyd indtil da dette smukke billede fra Go’ morgen Danmark:

Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60′erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60′erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

Sent lørdag blev senator Ted Kennedy sted til hvile på Arlington kirkegården i Washington. Dermed kommer han til at ligge ved siden af hans to storebrødre, John og Robert. At de alle tre nu er samlet på den berømte heltkirkegård ved Washington var blot et af flere mytiske højdepunkter på en minderig dag. Det var nemlig mere end blot Ted Kennedy, der blev begravet lørdag. På en underlig måde var det alle tre, vi sagde farvel til lørdag. En epoke er endegyldigt slut.

“My brother need not be idealized, or enlarged in death beyond what he was in life; to be remembered simply as a good and decent man, who saw wrong and tried to right it, saw suffering and tried to heal it, saw war and tried to stop it. Those of us who loved him and who take him to his rest today, pray that what he was to us and what he wished for others will some day come to pass for all the world. As he said many times, in many parts of this nation, to those he touched and who sought to touch him:
“Some men see things as they are and say why.
I dream things that never were and say why not.”
- Ted Kennedy til sin bror Robert Kennedys begravelse 8. juni 1968 i St. Patrick’s Cathedral, New York

Lørdag aften deltog jeg i TV2 News’ dækning af begravelsen og talte bl.a. om, at den berømte fakkel nu er givet videre til Obama. Da jeg kørte hjem, slog det mig, at det egentligt beundringsværdige ved Ted Kennedys liv var, at han levede et helt liv med store op- og nedture, og at han undervejs tog ansvar for både sit land og sine nærmeste. Han var et menneske, som trods tragedier af græske dimensioner valgte at gøre en positiv forskel her i verden. Det er mere, end man kan sige om mange af os andre. Når man lever et helt liv som Teddy, bliver man ikke til luftige fantasier om, hvad der kunne være. Man måles på det, man gjorde. Læren fra hans liv er, at vi kan vælge at lægge os ned i selvmedlidenhed, eller vi kan vælge at gøre en indsats, der hvor vi er. Ted Kennedy voksede med opgaven og blev til sidst den store løve i sentatet. Han fandt også kærligheden og lykke i sine sidste år. Man skal kende ham på de kampe, han tog, og den lykke han til sidst fandt som senator og familiemand.

Lørdagens begravelse blev et meget værdigt og mindeværdigt farvel til den sidste af en søskendeflok, der viste os kraften i håbet om, at det nytter noget at arbejde for at gøre verden til et lidt bedre og mere retfærdigt sted. I 1956 skrev John F. Kennedy bogen “Mænd af mod” om otte amerikanske senatorer, der havde modet til at stå ved deres idealer – selv under hård beskydning og med viljen til at betale prisen for deres idealer. Historien om de tre Kennedy-brødre bliver også til historien om, at politik kan være andet end kynisk realpolitik. Og netop dét synes mere relevant end nogensinde.

Blandt talerne i Boston var meget naturligt præsident Barack Obama. På konventet sidste år i Denver overleverede Ted Kennedy faklen til Obama, og det var derfor meget naturligt at netop Obama holdt talen i Boston.

“Today we say goodbye to the youngest child of Rose and Joseph Kennedy. The world will long remember their son Edward as the heir to a weighty legacy; a champion for those who had none; the soul of the Democratic Party; and the lion of the U.S. Senate – a man whose name graces nearly one thousand laws, and who penned more than three hundred himself.”
- Præsident Barack Obama 29. august 2009 i Our Lady of Perpetual Help Basilica i Boston.

Visit msnbc.com for Breaking News, World News, and News about the Economy

Læs hele præsidentens tale her.

Lørdag var et farvel til en generation og en epoke. Der kommer nok aldrig igen en familie som dem. Håbet må være, at vi kan tage det bedste fra dem som idealet om, hvad politik burde være.

Mange vil kende historien om de tre brødre, men den er godt fortalt her inden for en time. Chris Matthews har særlig et fint blik for Kennedy’ernes kampagner og historien om kampagnen i 1960 er rigtig godt fortalt. Ligeledes har han en fint blik for Robert Kennedys berømte kampagne i 1968. Og det kontrafaktiske spørgsmål: Hvad hvis Robert ikke var blevet skudt i 1968? Slut med Vietnam, og ingen Nixon og Watergate? Verden havde nok set anderledes ud i dag, hvis det ikke var for Sirhan Sirhan. Endelig er der fine klip med Ted fra 70′erne. Det er koncentreret amerikansk samtidshistorie. Se alle afsnit her:

1. del

2. del

3. del

4. del

5. del

6. del

Watch CBS Videos Online

De amerikanske medier er selvsagt fyldt med historier og mindeudsendelser om Ted Kennedy. Her kan anbefales en time fra NPR. Klik på play-knappen og hør udsendelsen direkte:

Der var i de tidlige år mange historier om Teddys manglende evner og lettere fjollede fremtoning. Da han stillede op til Senatet i 1962, mens hans ene storebror var præsident og den anden justitsminister, bakkede hele klanen ham op. Men han viste med tiden, at netop han kunne stå på egne ben og føre historien videre som eneste tilbageværende af de fire sønner.

Vel var det John og Robert Kennedy, der indgød nationen håb og drømme. Men det var Edward Kennedy, der med en utrættelig indsats i Washington kæmpede for et mere socialt retfærdigt USA. Han var den store liberale løve, der fra 1980 for alvor brød ud af brødrenes sakrosante skygge og etablerede sin unikke position i Senatet.

For blot et par dage siden udtalte senator John McCain, at sundhedsreformen led under Ted Kennedys sygdom. Der manglede simpelhen hans erfaring og finesse for at få et stort kompromis igennem.

Det er skæbnens ubehagelige ironi, at Ted Kennedy ikke nåede at opleve vedtagelsen af den sundhedsreform, der næsten blev hans livsværk. Oplev ham f.eks. her fra 1980 i New York efter han havde udfordret den siddende præsident Jimmy Carter – og tabt:

At netop Kennedy kæmpede så indædt for en sundhedsreform vil uden tvivl få betydning i de kommende uger, og vil forhåbentlig betyde mere åndfuld vind i sejlene til en noget vaklende præsident.

Da han kastede hele Kennedy-familiens glans på Obama sidste år, var det en af de afgørende faktorer, der tippede vægtskålen til fordel for den nye unge senator, der ville ændre Amerika. Om Obama sagde senator Kennedy:

“This November the torch will be passed again to a new generation of Americans . . . With Barack Obama, and for you and for me, our country will be committed to his cause. The work begins anew. The hope rises again. And the dream lives on.”

For nylig døde storesøster Eunice, og med Ted Kennedys død kan vi nu sige endegyldigt farvel til en generation, som forandrede den nation, flere af dem gav deres liv for. Uagtet alle sladderhistorierne og myten om familien kæmpede John, Robert og Edward for en bedre og mere retfærdig verden. Nu sover den store liberale løve for altid. Vi må håbe, at faklen er bragt videre til en ny generation af politikere. Svaret får vi om kort tid, når Obama med en historisk mulighed skal have sundhedsreformen igennem Kongressen.