Kl. 22.00 lørdag aften løber Real Sociedad ind på Anoeta i San Sebastian til opgøret mod mægtige hvide Real Madrid. En kamp med næsten alt for meget betydning.

For baskerne er et opgør med Francos gamle hold selvsagt altid fyldt med betydning. Det er ikke nødvendigvis klogt at hoppe rundt på gaderne i San Sebastian med en hvid trøje. Men for oprykkerne Real Sociedad er det også et opgør, som for alvor markerer klubbens og byens genindtræden på den store spanske scene.

I starten af 80′erne vandt klubben to spanske mesterskabet i træk med Luis Arconada på mål. Siden er de også blevet kørt lidt ud på et sidespor af de to store i spansk fodbold. Lørdag aften får de en chance for at vise, at San Sebastian er tilbage på fodboldkortet.

Vi tilbragte sommeren i San Sebastian, hoppende fra stranden til pintxos barene i byens midte. Lørdag aften sender jeg en tanke og et langt pelota slag til Anoeta i San Sebastian, når de skal op imod ‘the special one’ og Real Madrid.

Lørdag aften kl. 22 på 6′eren

Cules er et dansk internet-magasin om FC Barcelona. I det seneste nr. 15 bringes et kort interview med denne sides forfatter om Barca. Det kommer oven på indlægget “Fra en Barca-skeptikers bekendelser” og kan læses her sammen med resten af magasinet:

CULES_15

Jeg vidste det kun alt for godt på forhånd. Men forventningens glæde er alligevel er altid den største.

Det sker kun hvert fjerde år, og lang, lang tid forinden går drømmene i gang om et stort VM. Også denne gang. Men drømmene blev ikke rigtigt realiseret i et VM, hvor de helt store kampe var for få i antal. Måske var den største vinder Panini, som lavede en global plage i form af samlerkort til en hel verden?

Finalen blev virkelig en jammerlig affære. Jeg har efterhånden set en del finaler fra VM – og hentet ind på resten på Youtube. Denne her var en skuffelse. Spanien er et fremragende hold, men med deres tiki-taka bliver kampene bare ret kedelige, fordi de dominerer så meget og de andre hold bliver tvunget til kontraløb. Spanierne scorer ikke meget, og der bliver heller ikke scoret meget mod dem.

Tyskerne var ubetinget slutrundens oplevelse. Deres kampe mod England og Argentina står tilbage som store oplevelser og Schweinsteigers kamp mod Argentina som den største individuelle præstation.

Dette VM markerede en afgørende vending i verdensfodbolden. Slutrunden viste, at nationer som England, Frankrig og Italien ikke kan leve på fortidens meritter. De er sejlet agterud af nationer som Tyskland og Spanien, der spiller et direkte og boldbesiddende spil med unge folk, der løber for hinanden og besidder afgørende individuelle kvaliteter.

Sulten hos de unge tyskere stod i skærende kontrast til tunge, trætte stjerner, der nok havde tid til at optræde i Nikes reklamefilm, men som ikke havde kvaliteten på banen. Det vi bevidnede var et magtskifte, hvor specielt Tyskland og Spanien står tilbage som de store vindere. Tyskerne høster nu frugterne af en intensiv ungdomssatsning, der vil kunne mærkes i årene fremefter.

Holland vil nok hurtigt gå i glemmebogen. Ikke mindst efter deres opvisning i destruktivitet i finalen. Man skal passe på med at lufte moralske domme i fodbolden som en anden Chruyff. Men hollændernes indstilling til finalen var alt for negativ i forhold til egne styrker, modstandere og dommere. Det kostede dem sejren.

Tilbage vil vi også huske vuvuzelaen, jabulanien og nogle afgørende sommerkendelser. Der var bestemt drama og medrivende momenter. Men 2010 var ikke en af dens slags slutrunder, man vil drømme om i de kommende år.

Og det danske hold? Vi falder også ind i kategorien med aldrende stjerner. Der var store muligheder, men kan man ikke slå Japan, skal man også i bad og hjem efter tre kampe. Landstræner Olsen bør nu forny holdet løbende og skabe en ny stamme i holdet. Han er på en hård opgave, men at han overhovedet kvalificerede holdet var en stor triumf. De ringe resultater inden VM viste sig at være et retvisende billede. Desværre.

- Mere VM her

TIL BOB LATCHFORD

Svært skadet, belastet til bristepunktet af den indre perestrojka, vendte han tilbage til overfladen og så sine blå fans i øjnene igen.

De havde ventet på ham med ængstelige udtryk og krydsrefereret artikler, udklip og anekdoter. Han levede i deres drømme, mens hans egne lignede et svagt forsøg på at være morsom.

Op igennem tunellen med svære, tunge, skrifteklare skridt. Han kendte vejen, sten for sten, men automatikken var forsvundet i de koparrede ben.

Hånden på gelænderet: På vej op ad trappen var kun tanken om et lille glas tilbage. Svært humpende ud i projektøren vidste han, at det kun var hans spøgelse de ville se.

Det er nu, man skal holde fast. Fra og med i dag går VM ind i den afgørende fase. Fra og med i dag, ændres rytmen. Fra og med i dag er der ikke længere flere kampe om dagen, hver eneste dag. Det er nu, svage sjæle falder fra og begynder at tænke på sommerferie, tenniskampe og cykelløb.

Pludselig bliver der så tomt. Pludselig går man fra 100 til 0 på ingen tid. Det hele går i stå. Det hele står stille. Og man tror det hele holder op.

Men det er først lige begyndt. Nu er vi nede på otte hold. Fire fra Sydamerika. Tre fra Europa. Og et fra Afrika. Nogle vil hævde, at det har været et meget overraskende VM. Det er at stramme den. Det er ikke overraskende, at de afrikanske hold har vist sig særdeles skrøbelige. Det er ikke overraskende, at de franske, engelske og italienske hold kollapser. Og det er ikke overraskende, at det danske hold hurtigt forsvandt fra turneringen.

Til gengæld er niveauet ligefrem overraskende lavt. Bolden har fået meget af skylden, og det virker på de mange skæve indlæg som om, at mange af holdene slet ikke har fået indstillet sig på forholdene i Sydafrika. Argentina har spillet godt og ligner sammen med Brasilien de to naturlige finalister. Det er lige nu drømmefinalen.

Til gengæld kom VM’s foreløbige højdepunkt i søndags, da de tre engelske løver forsøgte at brøle ad Tyskland. Jeg havde fornøjelsen af at overvære kampen på en pub i det centrale London omgivet af folk med “England” tatoveret på overarmen. Man kunne mærke forhåbningerne og drømmene efter “44 years of hurt”. Og selvfølgelig endte det med mere smerte, ydmygelse og et mål, der endegyldigt var tysk hævn for 1966. Dén kamp havde det hele – men viste også at engelsk fodbold er lysår fra det niveau, klodens store hold kan opnå ved et VM.

Tyskerne har imponeret med et ungt hold, der spiller friskt til og som har en yderst begavet træner i Joachim Löw. Lige nu ser deres opgør med Argentina ud til at blive kvartfinalrundens helt store opgør. For første gang bliver Maradonas hold udfordret maksimalt. Kan de stå distancen, når de bliver presset fysisk, mentalt og ikke mindst taktisk? Har Maradona også kvaliteterne, når det virkelig spidser til? Han har i hvert fald holdet, men den argentinske defensiv kan virke skrøbelig. Gentagelsen af 86-finalen bliver en oplevelse.

Og med de engelske spillere lander i vanære i London kan vi lade dette billede stå som en foreløbig kommentar til et VM, hvor Frankrig, Italien og England faldt fuldstændig sammen:

- Mere VM her

VM-tid er også tid for den underlige fusion mellem sport og musik. Her på vore breddegrader har vi fået Cevea-lyrik til en sang meget kraftigt inspireret af en gammel The Cure sang. Det er sjældent smukt men altid mindeværdigt på ofte meget lidelsesfulde måder.

Så på den lidt triste baggrund er der grund til at nyde nogle særlige forsøg i denne farlige og forunderlige genre.

Den bedste

Frem mod EM i 1996 skrev Liverpool-bandet The Lightning Seeds den formentlig bedste fodboldsang nogensinde. De hoppede direkte ned i den fæles engelske fodboldsjæl med linjerne:

Three lions on a shirt / Jules Remet still gleaming / Thirty years of hurt / Never stopped me dreaming

“Three lions” er fin for genren fordi den lykkeligvis undgår alt det der med at “vi står sammen” halløj og i stedet beskriver oplevelsen af at holde med England, og at der midt i alle disse smerfulde år stadig er håb.

Den sjoveste

Når man holder fanatisk med Fortuna Düsseldorf, bliver fodbold hurtigt en hjertesag. De tyske punkveteraner Die Toten Hosen har sågar ageret sponsor for klubben. Men deres mest uforglemmelige bidrag til genren er og bliver sangen “Bayern” med de uforglemmelige linjer:

Es kann soviel passieren / es kann soviel geschehen / Nur eins weiss ich hundertprozentig: nie im Leben würde ich zu Bayern gehen.

Jeg så Die Toten Hosen på Roskilde dagen efter den danske EM-triumf i 1992. Det var sjovt. Bandet gjorde straks opmærksom på, at de var vant til at holde med et hold, der taber. Og så spillede de ellers derudaf. En oplevelse.

Den mærkeligste

Og så er der endelig denne her, der mange år efter fremstår med al sine vanvittige klarhed:

Sådan synger ægte verdensmestre.

Ethvert VM har din grundlæggende fortælling. Dette VM har endnu ikke fundet sin. Så i mellemtiden har vuvuzelaen ikke helt overraskende stjålet hele (lyd)billedet.

Slutrundens første runde har mildest talt været afdæmpet og uden de store oplevelser. Engelske medier og kyndige kommentatorer er allerede meget afmålte. Men de glemmer, at til et VM er forventningens glæde ofte den største, og vi skal altid igennem en vis ørkenvandring, før de store oplevelser kommer. Hvert VM kommer med 5-6 store kampe og en eller to bærende fortællinger. Dem har vi ikke set endnu, men et bud kunne være:

• Kommer der et afrikansk gennembrud? Kan Elfenbenskysten slå sig forbi Portugal i ‘dødens pulje’?
• Er dette VM endnu en illustration af, at de store Champions League stjerner har svært ved at blomstre oven på en lang sæson?
• Kommer vi overhovedet til at huske andet end vuvuzelaen fra dette VM?

Indtil videre er det vel egentlig kun Tyskland, der for alvor har imponeret med et ungt og inspireret hold. Men ellers har den første runde givet flere spørgsmål end svar. De fleste puljer virker pivåbne, og det borger godt for den følgende runde, hvor en række hold skal have sejre (f.eks. Danmark). Men det har indtil videre ikke været et VM, hvor de offensive kræfter har været i hæjsædet. Eller måske skulle man mere præcist notere, at afslutningerne mangler en del. Der har været meget snak om bolden, men måske mangler der blot kvalificerede afslutninger? Måske skal der bare skydes noget mere på mål?

Selv har jeg mest haft lejlighed til at følge VM på nettet og på P3. Det har indtil videre været en fornøjelse, og man slipper også for at høre på ofte kedsommelige danske kommentatorer. The Guardians live-opdateringer og podcasts er kostelige, og BBC har også en fin daglig udsendelse med fokus på det engelske hold. Så det er VM på alle kanaler døgnet rundt, og på vej ind i anden runde begynder vanviddet først for alvor nu.

Lørdag skal det danske hold så for alvor vise, om det har noget at gøre ved VM. Jeg var egentlig positivt overrasket over indsatsen i specielt første halvleg. Den viste igen, at vi med Morten Olsen formår at få meget ud af lidt. Men vores angrebsproblemer er helt uomgængelige. Spiller Bendtner ikke op til sit niveau, er vi færdige. Der skal skabes chancer, der skal scores mål, hvis man vil noget til en slutrunde. Bortset fra det virker de afrikanske løver nu ikke skræmmende…..

- Mere VM her

Et VM er aldrig vigtigere, end når man er tolv år gammel. Nogle kan huske Pelé eller Cruyff. Andre voksede op med storhed og nederlag, da Brasiliens tabte generation røg ud i 1982.

Den engelske forfatter Nick Hornby har engang beskrevet VM i Mexico 1970 som det uopnåelige platoniske ideal for fodbolden. I den tynde mexicanske luft mødtes alle de store, og stjernen over dem alle Pelé lyste op og kunne hjemføre Jules Rimet pokalen som Brasiliens retmæssige ejendom efter den tredje sambatriumf på tolv år. VM i 1970 var den endegyldige triumf for den kreative individualitet.

Hornby var tretten år den sommer, og i Guadalajara forsøgte de regerende engelske verdensmestre heroisk at stoppe brasilianerne. Gordon Banks præsterede alle tiders bedste redning på Pelé ellers perfekt udførte hovedstød. Lige lidt hjalp det. Selv ikke Bobby Moores berømte tackling af Jairzinho kunne stoppe den brasilianske magi. Tilmed stod Italien og Tyskland i semifinalen for, hvad mange ellers forsigtige folk anser for at være den bedste fodboldkamp. Nogensinde. 1970 i Mexico blev et VM, som med tiden har antaget mytiske dimensioner. 1970 er drømmen om storhed og kreativitetens sejr over den negative kalkulation, der havde fejret italienske triumfer i Helenio Herreras lukkede æske af et Inter-hold i 60’erne.

Totalfodbold

Der findes også de flamboyante typer, der for altid lever i totalfodboldens verden i Vesttyskland 1974 – og i det godes orange kamp mod de alt for pragmatiske tyskere. Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad totalfodbold var for noget, eller hvis man gerne vil se hvad Johan Cruyff egentlig kunne, så er det bare med at se de første minutter af finalen fra München.

Holland giver bolden op. Med det samme løber Berti Vogts op og klæber sig til den hollandske ener. Ham skal han følge. Hollænderne holder bolden i egne rækker. Til sidst ender Cruyff som absolut bagerste mand, og i ét rush pløjer han sig gennem det tyske forsvar med Vogts på desperat jagt efter ham, ind i feltet, og så fælder tyskerne ham til straffespark. 1-0 til Holland uden at tyskerne én eneste gang har rørt bolden.

I sidste ende fældede hollændernes arrogance dem. Tyskernes egen benhårde maoist Paul Breitner har siden fortalt, at det tyske hold efter den start var helt igennem groggy, og at hollænderne kunne have stækket dem endeligt allerede dér. I stedet kom tyskerne selvfølgelig stærkt og indædt tilbage. Det gør de som regel.

Konfetti

Men for mig er alt det anderledes. Det første, som brændte sig ind i min bevidsthed, var en bane i Buenos Aires svøbt i konfetti og drama i 1978. Og så Mario Kempes, der i den forlængede spilletid mod Holland sænkede de oranges totalfodbold til militærjuntaens fulde tilfredshed. Generalerne havde håbet, at en satsning på VM ville få verden til at tænke på andet end menneskerettigheder. De tog fejl. Men den dag på var det Morricones ”Argentina El Mundial”, der blev sunget.

VM i 1978 blev aldrig så mindeværdigt som de to foregående slutrunder. Beckenbauer og Pelé dansede på Studio 54 i New York, og imens købte generalerne sig til den nødvendige 6-0 sejr over Peru. Men fire år senere var storheden tilbage. For en tid.

El Salvador og Norman Whiteside

Et VM bliver aldrig så vigtigt, som når man er omkring de tolv år. Aldrig kan nogen begivenhed på en fodboldbane komme til at rumme så meget betydning. Det bliver aldrig så vigtigt igen. Der kan komme nok så mange klaphatte til undervejs. Det får aldrig samme betydning. Og da jeg var på vej mod de tolv år, var der VM i 1982 i Spanien.

Min optagethed af det VM var utvivlsomt større, end sundt er. For nogen dreng. Det startede med, at jeg byggede mit eget VM-studie derhjemme i stuen, komplet med speakerbord og alle mine noter. Min mor må have kigget med stor forundring på en dreng, der ommøblerede stuen og fyldte den med noter om El Salvador, den sovjetiske startopstilling og Nordirlands Norman Whiteside. Men jeg fik lov. Også hun kunne mærke, at det her var noget særligt.

Måske kom denne besættelse af flere års stædig indtagelse af både Alt om Sport og Tipsbladet. En slags dobbelt afhængighed, der fuldstændig forskød perspektivet. Jeg indtog mit stof intravenøst. Mine helte var Frits Ahlstrøm og Per Høyer Hansen. Hos dem kunne man læse alt om Copa America og styrkeforholdet mellem de sydamerikanske hold. Siden da har jeg altid betragtet Uruguay med ærefrygt.

Det største hold

Men der var specielt et hold, alle glædede sig til at se. Der var et hold, som stak ud. Der var et hold, som alle talte om, og som alting drejede sig om. Deres træner var Telê Santana. Og forud for VM havde holdet lammetæmmet samtlige træningsmodstandere. Det var oven i købet sket med legende lethed. Brasilien var slutrundens helt store favoritter.

Et hold fyldt med profiler og teknisk kunnen af en anden verden. Et hold der ikke blot nedspillede sine modstandere, men undervejs fik dem til at ligne statister til en træningssession på stranden i Rio. Santana var ingen blåøjet angrebsidealist. Men han havde på sit hold en overflod af spillets største individualister. Og han valgte at lade dem blomstre. Deri lå både holdets storhed og fald.

Telê Santana kunne stille med en midtbane bestående af anfører Socrates ved siden af Cerezo og maskinmesteren Falcao. Og foran dem Serginho og Eder – med Zico som en fri offensiv kraft. Flamengo-stjernen var Péles naturlige aftager i nr. 10, og op til VM blomstrede hans evner som iscenesætter.

Med så gode spillere blev der ikke talt meget om systemer og defensiv organisering op til det VM. Bortset fra angrebsbacken Junior kan få huske forsvarsspillerne på det brasilianske hold (Valdir Peres, Leandro, Oscar og Luisinho).

Der blev til gengæld skrevet rigtig meget om strandfoldboldens indflydelse på holdets overlegne teknik. Og alle friske drenge kunne historien om Éder de Assis, der helst trænede i bare fødder, hvor han kanonerede boldene af sted med enorm kraft. Det var en helt, man kunne forstå på et hold, der næsten var for godt til at være sandt.

Skabelon for et VM

I 1982 lærte jeg imidlertid på den hårde måde, at forventningens glæde ofte er den største. Et VM har sin egen logik. Et VM er drømmen om storhed. Og VM starter allerede omkring årsskiftet, hvor det pludselig går op for alle fodboldelskere, at det her bliver et godt lige år.

Så følger lange måneder med skadesberetninger og vurderinger. Man starter altid med de store nationer. Hvor står Brasilien? Kan Italien overraske igen? Kan Frankrig og Holland skabe en slagkraftig enhed? Hvem er outsiderne? Bliver dette VM endelig Afrikas gennembrud? Og var der ikke noget med, at England en gang har vundet VM?

Bagefter kommer de mere perifere vurderinger. Schweiz skal analyseres. Selvfølgelig. De enkelte værtsbyer undersøges. Og pludselig opdager man, at man ved meget mere om japansk fodbold, end man egentlig havde lyst til. Til sidst sidder holdene, puljerne og turneringsplanen på rygraden. Til sidst er der ikke en eneste af de indledende matcher, der ikke er livsnødvendige og indeholder små indbyggede dramaer. Til sidst er man bristefærdig.

Så kommer endelig åbningskampen. En garanteret lidelse for alle involverede. Det mest interessante ved åbningskampe ender ofte med at være tv-grafikken og produktionen. Hvilke elementer bliver gennemgående for dette VM? Mange vil f.eks. huske den prikkede grafik fra VM i 1990. Hvad bliver dette års grafiske kendetegn? Og hvad er der sket med super slow denne gang?

Derefter går det løs. For alvor. Alt det, man har ventet på. Alt det, man har forberedt sig på. Pludselig eksploderer det hele med adskillige kampe hver eneste dage. Det går alt for hurtigt, og efter en uge er man helt opslugt i rutinen med kampe flere gange i løbet af dagen. Dagene får pludselig en ny rytme, og man indretter sig efter VM’s ur lige så stille. Umærkeligt leves sommerlivet på en ny frekvens, og man bemærker næsten ikke, når et desperat hjemligt pressekorps når til det obligatoriske interview med tredjemålmanden.

Og så er det pludselig slut igen. Pludselig kommer der pauser mellem kampdagene. Pludselig bliver der så tomt igen. Men det er her, man skal passe virkelig på. Det er her, svage sjæle falder fra. F.eks. er der nogen, der tager på sommerferie, når juni bliver til juli. Det er en stor fejl. For det er netop på dette tidspunkt, at VM bliver mest interessant.

Når slutkampene begynder, er der kun de gode hold tilbage. Og de bedste kampe spilles ofte i kvart- og semifinalerne. Her gælder det om at være klar for alvor. Til sidst bliver VM en udholdenhedsprøve efter det indledende kamporgie. Men for dem, der har kræfterne, er der altid noget at hente til sidst.

Da alting sluttede

Denne skabelon var i høj grad brugbar for VM i 1982. Efter en sløj åbningskamp med de forsvarende mestre, var alles øjne rettet mod Brasilien. De skuffede på ingen måde. I deres første kamp stod de overfor et stærkt sovjetisk hold. Det blev en kamp med to af VM-historiens bedste mål. Med tre minutter tilbage af kampen hoppede Socrates elegant over bolden, hvorefter Eder med en kattepote løftede bolden op til sig og en kanon af helflugter bag Dasajev.

Det viste sig hurtigt, at min forberedelse på El Salvador nok var skønne spildte kræfter. Den fejl gør man ikke to gange. Til gengæld fortsatte den brasilianske fest med sejre over Skotland og New Zealand. Det var præcis så godt, som man kunne have drømt om. I de andre puljer luskede Italien og Tyskland sig videre. Italienerne efter tre uafgjorte kampe og tyskerne efter en skandalekamp mod Østrig.

På den måde magede det sig således, at de brasilianske darlings kom i en mellemrunde med arvefjenden fra Argentina og et såret italiensk hold, som af den hjemlige presse blev hængt ud som homoseksuelle slapsvanse. På Espanols hjemmebane i Barcelona gik ”dødens gruppe” C i gang, mens juni blev til juli. Og efter at både Italien og Brasilien havde slået Argentina, skulle det hele afgøres den 5. juli. Brasilien kunne nøjes med uafgjort. Var der overhovedet nogen udenfor støvelandet, der holdt med Italien den sommerdag?

Det blev en dag, hvor en 12-årig dreng fik en lærestreg for livet. En italiener med nr. 20 på ryggen havde ikke tænkt sig at lade skønheden vinde. Paolo Rossi havde stort set ikke rørt på sig hele turneringen. Den dag placerede han sig klogt væk fra et sløset brasiliansk forsvar og scorede tre gange. Den dag døde idealet om det smukke spil fra 1970. Den dag på Estadio Sarriá stod det smerteligt klart, at inspireret fodbold ikke er nok, hvis man vil vinde titler.

Men selv i det mest svidende nederlag ligger en skønhed. Vi der elskede Brasilien i 1982 udviklede en fodboldmelankoli, men normalt kun finder hos fans af håbløse klubber i den engelske Football League One.

Brasilien vandt fodboldhjerterne. Italien vandt titlen. Siden har jeg ikke holdt med Brasilien. Der kommer aldrig et hold igen som denne tabte generation. Men hvert fjerde år tænker jeg: Bare jeg var tolv år igen.

- Se kronikken i pdf-format her
- Mere om VM her

Det danske hold har skramlet sig noget frem mod VM. For første gang nogensinde har Morten Olsen tabt to landskampe i træk som landstræner. Det har skabt en stemming af nærliggende undergang og tre kampe og så i bad. Men at det danske hold kommer noget ramponeret ind i en slutrunde, er ingen nyhed. Ældre læsere vil f.eks. huske, at det succesrige 1984-hold tabte med hele 0-6 til Holland frem mod EM i 1984.

Derfor skal man ikke lægge alt for meget i, at Danmark har vist svingende takter i optakten. Det er dog svært at påstå, at det danske hold indeholder de samme kvaliteter som de hold, vi tidligere har sendt til VM. Det vrimler ikke med spillere fra succesfulde europæiske topklubber. Men fra Simon Kjær og Daniel Agger over Christian Poulsen til Nicklas Bendtner kan der tegnes en akse af høj kvalitet.

Dermed er det også sagt, at disse spillere skal være skadesfri og på toppen, hvis man overhovedet vil gøre sig forhåbninger om at slå sig videre fra gruppen. Vores lodtrækning er dog ikke umulig, og det ligner et held, at vi har Holland i den første kamp med eller uden Robben. Det kunne pege i retning af en heldig uafgjort. Derefter bør det være muligt at slå både Cameroun og Japan.

Det mest bekymrende er Bendtner og vores angreb. I de seneste træningskampe har det danske angreb set helt ufarligt ud. Der skabes alt for få muligheder, og det er efterhånden meget længe siden, at Danmarks forreste har scoret. Konklusionen synes derfor at være, at vi skal have Bendtner med i topform for overhovedet at have en chance for at klare os videre. Og han virker fortsat for skrøbelig til at kunne drive holdet fremad ved egen kraft. Han har selvsagt troen på det, men dette bliver hans unge fodboldlivs hidtil største udfordring.

At det lykkedes Morten Olsen at kvalificere holdet i en meget svær pulje må vel betagnes som en af de største trænerpræstationer nogensinde i dansk fodbold. Olsen har overhovedet ikke det materiale, tidligere danske trænere har haft at gøre godt med. Slet ikke. Hvor holdet i 1986 langt ud på bænken bestod af spillere, der spillede afgørende roller i Europas største klubber, har vi nu fat i spillere, er bruger mest tid på bænken i mellemklubber eller somlige er rykket ud af den danske superliga. Det er ikke pragende, og vi kan på alle måder prise os lykkelige over, at vi har en så dygtig trænerstab. Det bliver bestemt nødvendigt at hive alle taktiske finesser op af pose undervejs. Og lad os endelig spille uendeligt defensivt og ubehageligt. Vi har ingen forpligtelse til at underholde nogen.

The Guardians uforlignelige podcast havde i øvrigt en interessant observation om det engelske hold. Hvis man ser bort fra 1966 har England kun en gang slået en tidligere verdensmester. Og når det gælder et VM skal man banke flere af dem for at vinde. Ser man på hele VM-historien er der nemlig en gennemgående tendens: De store nationer har det med at vkomme langt.

Her er det sjovt at tænke på, at Danmark i kun tre VM-optædener har slået hele tre tidligere vindere (Uruguay, Tyskland og Frankrig). Hvis det lykkes at slå sig igennem den indledende gruppe (og det har vi jo altid gjort), så venter de store hold – formentlig i skikkelse af Italien. Men Italien kunne være et hold, der ligger godt til os.

Konklusion: Hvis ikke vi får nøglespillerne klar, tror jeg, at vi får problemer med gruppespillet. Men kommer spillet til at køre som i dele af kvalifikationen, kan Danmark sagtens komme til at overraske videre fra gruppespillet. Men VM er VM, og der sker aldrig ting som i 1992. Et mirakel kommer en gang imellem med mange års mellemrum. De kommer sjældent flere dage i træk.

- Mere om VM her

Der er kun ét land, som kan TABE et VM. Der er kun et land, som har været med i samtlige VM-slutrunder, og som altid forventer guld. Og der er kun ét land, der af samme grunde har gennemlevet historiens mest smertelige nederlag.

Brasilien har stået for nogle af VM’s mest meriterende sejre og triumfer. Men de har samtidig stået for nogle nederlag, nationen har været årtier om at bearbejde. Nederlaget til Italien i 1982 skabte generationen, der aldrig vandt noget, selvom de spillede noget af det mest fantastiske fodbold, verden har set.

Men intet nederlag har været så smertefuldt som den afsluttende kamp ved VM i 1950 i Brasilien. Værtsnationen havde sat alt ind på at gennemføre en perfekt turnering – inkl. bygnigen af verdens største fodboldstadion Estádio do Maracanã i Rio de Janeiro. Da turneringen startede, måtte tilskuerne sno sig igennem byggerodet til til et stadion, der endnu ikke var helt færdigt.

Men da VM skulle afgøres den 16. juli 1950, var hele 173.850 tilskuere på plads til VM’s afgørende kamp mellem Brasilien og Uruguay. Turneringsformen var yderst særpræget med en finalerunde i stedet for en egentlig finale. Men resultatere hade maget sig således, at Brasilien i den sidste kamp kunne nøjes med en uafgjort mod Uruguay. Men skulle det lykkes Uruguay at vinde, var de overraskende verdensmestre.

Værtsnationen var sikre i sin sag. Alting var tilrettelagt til den store brasilianske fest, og da Friaça bragte hjemmeholdet foran efter 47 minutter, var alt klar til den store fest. Den fest varede i knap tyve minutter. Så scorede de lyseblå. Schiaffino udlignede efter 66 minutter, og efter 79 minutter blev mere end 170.000 mennesker musestille, da Ghiggia afgjorde kampen. Det umulige var sket. Uruguay var verdensmestre for anden gang, og Brasilien gik helt i sort.

Nederlaget var det, som ikke kunne ske, og selvom Brasilien i 1958 fik sin revanche, sidder nederlaget stadig i nationen. Spillerne på holdet betragtes som ulykkesfugle, der formenes adgang til træninger, og efter den ulykkelige kamp spillede Brasilien ikke længere i hvidt. Det var et nederlag, der prægede en nation, og som på trods af efterfølgende fem triumfer aldrig rigtig er blevet overvundet. Katastrofen ligger hel tiden og lurer, og de brasilianske medier er mere end klar til at give Dunga kniven, hvis han skulle tabe VM.

- Mere optakt til VM her

I den danske VM-mytologi står 1986 og blinker med de helt store højdepunkter. Det er det hold, vi normalt fejrer. Og kampen hvor vi slog de dobbelte verdensmestre fra Uruguay med hele 6-1 er selvsagt en milepæl i den danske VM-historie.

Men det var trods alt i 1998, vi nåede længst og i en nerveprirrende kamp mod Brasilien var snublende nær på en gentagelse af 92-semifinalen mod Holland.

98-holdet var vel ikke så stærkt på papiret som holdet tolv år tidligere. Men med de to Laudrup-brødre og Schmeichel i målet var der et uhyre stålsat fundament, som i ottendedelsfinalen mod Nigeria viste fejende flot og effektivt spil.

Da holdene gik på banen den 3. juli på Stade de la Beaujoire i Nantes var Brasilien med en storspillende Ronaldo selvsagt store favoritter. Efter blot to minutter havde en ung Martin Jørgensen imidlertid bragt Danmark overraskende foran og kampen antog med det samme sin intense og velspillede form.

Det danske hold havde selvfølgelig stor bevågenhed på netop Ronaldo. Zagallo sendte ham klogelig langt tilbage i banen, hvilket stort set banede vejen for alle tre brasilianske mål, hvor der pludselig opstod store lommer i rummet foran den danske forsvarskæde. Dermed blev det kampen, hvor Schmeichel endelig mødte sin koparrede overmand i skikkelse af Rivaldo, som ramte bolden på en særlig skæv måde, den store dansker aldrig nåede at fange (han gjorde det samme mod Schmeichel for Barcelona i CL).

Men Danmark var uhyre tæt på at ryste den brasilianske grundvold efter Brian Laudrups udligning. Og i nedenstående klip ser man slet ikke, at kæmpen Marc Riper kort før tid har et hovedstød oven på overliggeren. Denne kvartfinale viste, at Danmark havde noget at komme med mod et fremragende brasiliansk hold. At det så samtidig endte med at blive brødrene Laudrups smukke exit gør ikke denne kamp mindre mindeværdig.

Nok tog danskerne verden med storm i 1986. Men det var denne aften i Nantes, hvor vi ikke var langt fra en semifinale, der viste at Danmark kunne noget, når det gælder i en VM-turnering.

PS: Dette var i øvrigt kampen, hvor Carsten Werge og Per Frimann tog tronen som vores absolut bedste kommentatorpar.

- Mere optakt til VM her

Er det her det smukkeste fodboldfotografi nogensinde? Har noget nogensinde været flottere end Argentinas og Hollands Adidas-dragter på en konfetti-bane i Buenos Aires?

Det her billede af topscorer Mario Kempes, der i den forlængede spilletid mod Holland sænkede de oranges totalfodbold, er mit første præcise fodboldminde. Jeg har brugt alt for mange timer på at kigge på billeder fra den slutrunde. Alt for mange. Det var en sommer, hvor jeg helst burede mig inde i et album købt på en sommerferie.

Men for andre mere neutrale sjæle blev VM i Argentina i 1978 ikke af den mindeværdige slags. Chruyff, Beckenbauer og Pelé havde takket af i den sammenhæng. Nye stjerner kunne tage over. De argentinske generaler havde håbet, at en satsning på VM ville få verden til at tænke på andet end menneskerettigheder. De tog fejl. Europæiske journalister borede deres finger ind i regimets åbne sår. På trods af en horribel stor satsning på VM for en fattig nation og hyringen af det amerikanske PR-bureau Burson-Marsteller, blev VM ingen stor PR-gevinst for regimet.

Men efter en 6-0 sejr over Peru i mellemrunden kneb Argentina sig lige nøjagtig forbi Brasilien og ind i finalen. Siden har beskyldningerne om bestikkelse svirret i fodboldverdenen. Men Argentina endte i finalen og til sidst viste Mario Kempes sig som hjemmeholdets helt store helt med to mål i finalen. Den aften var jublen endeløs i Buenos Aires.

For et par dage siden så jeg Argentina slå Canada med 5-0. Banen var igen dækket af konfetti.

- http://www.thomasladegaard.dk/?p=2653

Den 17. november 1993 spillede Danmark den afgørende kvalifikationskamp mod Spanien i Sevilla. Det blev til endnu et spansk mareridt, og de regerende europamestre måtte nøjes med at se på VM hjemme på tv-skærmene.

Så da VM endelig startede den sommer i USA, måtte vi finde andre hold at holde med. Og her kom et fint svensk hold vandrende ind fra øst. Et hold med mange offensive kræfter. Når Danmark ikke kunne, måtte svenskerne tage over. De slog os jo også ved EM som de eneste.

1994 blev den sommer, hvor Martin Dahlin, Henrik Larsson, Tomas Brolin og Kennet Andersson blev kendte navne i Danmark – måske nok ikke elskede i alle danske hjem. Men svenskerne havde ved det VM for foreløbig sidste gang et hold, der formåede at slå sig igennem for alvor. De var velorganiserede og vandt en fortjent bronze-medalje efter en flot turnering.

- Mere optakt til VM her

Der er mange, der kan drible. Og fodbolden har haft mange enere. Men der er ingen, der har spillet med en så dræbende en effektivitet som Maradona i 1986. I løbet af få minutter sænkede han England. Først med “Guds hånd” og kort efter med “Århundredets mål”. VM i 1986 tilhørte Diego Armando Maradona. Egenhændigt. Alle kendte til hans geni – helt tilbage fra VM i 1978, hvor han som 17-årig lige nøjagtig ikke kom med i hjemmeholdetstrup. Alle vidste, at Maradona var fodboldens store personlighed. Men frem til 1986 var han mest kendt for skuffelsen og det røde kort ved VM i 1982. I Mexico skrev han sig umiskendeligt ind i historien.

Den nye træner Carlos Bilardo samlede et hold efter en helt anden filosofi end César Luis Menotti. Bilardo så på fodbold på en noget mere nøgtern måde. Han organiserede sit hold meget effektivt, og sørgede for at holdets ener fik optimale arbejdsbetingelser. Det var effektivt – og rummede i momenter stor skønhed.

Det hele kulminerede i kvartfinalen den 22. juni 1986 mellem England og Argentina. I Per Olov Enquists essay “De to små spillere” beskriver Enquist, hvordan Maradona med to nådesløse hug kastrerede englænderne og skabte balance i det nederlag, Argentina noterede sig i Falklandskrigen. Først den ene testikel væk med “Guds hånd” og derefter den anden testikel sparket væk i en af fodboldens store genistreger. Det her var oprejsning i mere end en forstand.

- Mere optakt til VM her

England er en kronisk problemstilling forud for et VM. Ved hvert eneste VM kommer spørgsmålet om England helt naturligt op. Englænderne skabte spillet, og har fejret store succeser på den europæiske scene. I de seneste ti år har England også haft verdens stærkeste liga.

Men deres præstationer ved de store slutrunder har ikke været præget af storhed. Lige fra nederlaget til USA i 1950 og til gentagne konstateringer af, at godt nok har England skabt spillet, men de har sjældent kvaliteterne til at bære det helt igennem mod nationer som Tyskland, Brasilien og Italien.

Og ved hver eneste slutrunde (hvis England da kvalificerer sig) opfører de engelske fans/hooligans et nationalistisk show, der virkelig viser det værste ved en engelsk nationalkarakter, der er fuldstændig optaget i fortiden og en besættelse af Anden Verdenskrig. Derfor synger engelske fans om tyske flyvere, der skal skydes ned. Derfor gjalder det med ”Rule, Britannia!” fra tribunerne. Derfor er der ikke mange, som holder med englænderne undervejs, selvom de fleste fodboldelskere holder uendelig meget af engelsk fodbold.

Men en sjælden gang falder tingene rigtigt sammen for englænderne. En sjælden gang. I 1966 var det Alf Ramsey, der med taktisk konsekvens og disciplin sikrede England den eneste titel nogensinde. Og ved hvert eneste VM kommer den historie tilbage med forøget styrke.

Men en gang imellem er der noget om det. Og ved et ellers kedsommeligt VM i Italien i 1990 var det utvivlsomt det engelske hold, der gav anledning til en vis begejstring. Gascoigne og Waddle var fremragende, og helt fremme havde man i Gary Lineker en yderst skarp forward.

Og det hele blev foreviget mesterligt i tv-filmen “En aften med Gary Lineker”, hvor topscoreren pludselig kommer flyvende som Messias fra Italien. Den semifinale ledte frem til klicheen fra Lineker om “Soccer is a game for 22 people that run around, play the ball, and one referee who makes a slew of mistakes, and in the end Germany always wins.” Sådan var det den dag. Sådan er det ikke altid. Men det engelske hold fra 1990 kunne forlade VM med panden højt hævet.

- Mere optakt til VM her

Det var et af fodboldhistoriens helt store hold. Men et hold der sluttede med en gedigen skuffelse i tung vejr i Bern. De revolutionerede fodboldsporten med deres 4-2-4 system og en angrebsivrig forløber for totalfodbolden. Men de fik alt for kort tid sammen, efter at de sovjetiske tanks slog oppositionen ned i Budapest.

Det ungarske hold, der vandt et suverænt OL-guld i Helsini i 1952, bragte fodbolden ind i en ny epoke oven på den anden verdenskrigs ruiner. Ungarerne vendte den engelske WM formation op og ned og introducerede et system med fire angrebsivrige forwards. Og midt i det hele løb den store major Ferenc Puskas og fordelte boldene med elegance og bidende effektivitet. Han var den store major omkring eminente boldspillere som Kocsis, Czibor og Hidegkuti.

I 1953 rystede Ungarn en hel fodboldverden i “århundredets kamp” på Wembley mellem spillets arrogante opfindere og de olympiske mestre fra Ungarn. Hvem var egentlig bedst? Nu skulle det afgøres.

Kampen blev en understregning af, at FA’s engelske tropper hang ubehjælpsomt fast i fortiden. Englænderne havde en arrogant forståelse af sig selv som spillets ledende nation – selv efter at de ved VM tabte til USA. Men denne dag på Wembley ydmygede de magiske magyarer England på Wembleys hellige græs og vandt hele 6-3.

Senere gentog de bedriften med en 7-0 sejr i Budapest. Disse magiske magyarer var de helt store favoritter og mod VM i Schweiz.

Den favoritværdighed blev bestemt ikke mindre, da Ungarn udraderede Vesttyskland i den indledende runde med 8-3. Det så imponerende ud. Men sejren blev et tveægget sværd. Den tyske træner Sepp Herberger havde læst på turneringsprogrammet og stillede med en række reserver til kampen. Ligeledes pådrog Puskas sig under kampen en skade, der kom til at præge ham resten af turneringen.

I sidste ende mødte de suveræne ungarere deres endeligt mod netop tyskerne. Anført af den tidligere krigsfange Fritz Walter kom tyskerne tilbage fra to tidlige ungarske scoringer og skabte et ‘Wunder von Bern’, der gav den ramponerede tyske nation noget at være stolte over igen.

Ungarn kom aldrig igen. To år senere var det ungarske hold i vesten, mens Sovjetunionens tanks kvalte oprøret i Ungarn. Puskas benyttede lejligheden og endte på Real Madrid drømmehold, hvor han sammen med Alfredo di Stefano udgjorde historiens egentlige Galacticos med fem sejre i træk i mesterholdenes turnering.

- Mere optakt til VM her

Det danske hold, der i 1986 tog til VM i Mexico, står for de fleste danskere som alletiders drømmehold. Mexico-holdet er dansk fodbolds platoniske ideal – til trods for at holdet var langt fra resultaterne i f.eks. 1998.

Men det er en del af myten, at dette hold var et af verdens bedste, og at de bare var uheldige og blev ramt af Jesper Olsens tilbagelægning. Danskere svælger lystigt i historier om, at Barcelona ser op til det danske 86-hold og elsker de bramfrie og charmerende spillere fra den gang. Store personligheder fra store europæiske klubber, der leverede store resultater.

Slutrunden i Mexico 1986 var første gang et dansk landshold deltog i et VM. På grund af DBU’s tåbelige engelsk inspirerede amatørindstilling var Danmark f.eks. ikke med i 50′erne, hvor man ellers havde fremragende profiler. Men helt så gode som holdet fra 80′erne var de formentlig ikke. Bygget op om Sepp Pionteks 3-5-2 system spillede Danmark et angrebsivrigt fodbold, hvor holdets mange offensive kvaliteter kom til sin ret.

De var gode, og efter holdets tre indledende matcher i Mexico fremstod de som en særdeles farlig outsider. Det hele startede med Danmarks første VM-kamp mod Skotland den 4. juni på Estadio Neza 86 i Nezahualcóyotl. Det blev ikke noget brag af en åbning. Men kampen viste, at Danmark var kommet til Mexico med et stort potentiale og en yderst skarp angriber:

Dette klip stammer i øvrigt for den mest fuldendte opsamling op til nytår. DR viste simpelthen samtlige mål fra VM og samlede fremragende op på turneringen. Siden skal vi altid høre nogen om, hvordan det føltes. Her fik vi lov til at nyde kampen.

- Mere optakt til VM her

Snart starter French Open.
Der er sommer i luften
og grus og glimmer til alle.
Sommeren er løfterig og svigefuld
lover alt og holder intet.
Lægger sin tunge dyne af varme
om de bareste ben.
Lufter de skinbarligste (for)domme
og smyger sig gladeligt fordi
endnu en udendørsservering,
endnu en tordenbyge og
endnu en sodavandsis med chokoladeovertræk.

På den glødende asfalt
ligger længslen og venter på at blive samlet op
af dem der gider,
dem er ikke er på ferie,
dem der stadig kan præstere
et minimum af energi bag skoldede papirnæser.

Forældre slæber deres børn mellem sig,
skubber dem frem i verden
i alverdens klapvogne
frem til is og mariekiks
og husk nu ikke at gå i vandet
en halv time efter du har spist.
Sand i håret, sand mellem tæerne, sand allevegne.
Verden går i stå på sin egen måde
vækkeure holder op med at ringe,
og i aften behøver vi ikke at børste tænder.

Alle legekammerater er væk for en tid,
alene med is, sand og grus.
Om lidt starter Wimbledon.
Der er sommer i luften
og regn på vej.

Hans afsked med verdensscenen i Berlin var dramatisk og uforglemmelig. Den finale indkapslede hans storhed og fald. Med en sidste kraftanstrengelse drev Zinedine Zidane Le Bleus fremad, og sent i kampen var han tæt på at sikre Frankrig endnu en stjerne til den svedige blå trøje. Men til sidst blev det en formentlig velovervejet italiensk provokation fra Materazzi, der forseglede hans skæbne og sendte Zidane ud i rødt.

Men ikke ud i glemslen. Zidane var den moderne fodbolds store ikon. Arbejdsom, viljestærk, målfarlig og med et fantastisk overblik for det stadigt hurtigere spils muligheder. Han trådte i Michel Platinis sko som den store hærfører, men han gjorde det med stor en mere indædt energi og viljestyrke. Hans personlige historie gav ham en drivkraft og alvor på banen, der var fascinerende at følge. Det her var ikke elegant leg med bolden. Det var meget mere.

Den aften i Berlin havde italienerne selvfølgelig en kold analyse af Zidanes svagheder – og dem spillede de på. Men inden da viste Zidane en sidste gang sin storhed. Italien blev verdensmester, men Zinedine Zidane sluttede som en af fodboldens helt store. Han var den moderne speedøkonomis helt store fodboldikon.

- Mere optakt til VM her