Det krævede kun en redning fra Landin. Og så at den redning ramte en dansker, og så at den dansker kunne spille bolden videre, og at den dansker kunne nå at score. Men sådan skete det i kampen mod Makedonien, og siden har det danske hold ikke set sig tilbage. Skal man vinde, kræver det held. Men det kræver også, at man griber ud efter heldet. Og det er nu alligevel påfaldende hvor heldig Wilbeks håndboldhold altid er, når det gælder. Det er altså noget med at være mentalt parat og have viljen til at præstere, når man skal – også selvom man bærer rundt på en masse baggage og tankeskeamer.

Man skal ville heldet, og det kræver at man opsøger det. Det gjorde det danske hold, da de vandt de tre kampe i mellemrunden, som man skulle vinde. Og da først holdet var inde i semifinalen og finalen var de bestemt det bedste af de fire tilbageværende hold. Men det krævede i første omgang et mirakel af denne størrelse i kampen mod Makedonien:

I sportens verden hersker mange klicheer. Den med at opsøge heldet er blot en af dem. En anden handler om at være bedst, når det gælder. Ret beset var det langt fra alle på det danske hold, der præsterede på toppen ved dette mesterskab. Og slet ikke i samme grad som ved VM i Sverige, hvor spillet var langt mere flydende og overbevisende. Men i slutkampene trådte profilerne frem.

Mod Spanien i semifinalen og mod Serbien i finalen præsterede den danske defensiv på absolut topniveau. Midterforsvaret med Toft’erne og Kasper Nielsen lukkede stort set ikke et langskud ind i 2 gange 60 minutter mod så gode hold og skytter som Serbien og Spanien. I finalen scorede Momir Ilic 2 mål på 11 forsøg, og Marko Vujin 2 på 8 forsøg. Det er historien om et fantastisk forsvar.

Og på den baggrund kunne det danske anker Niklas Landin stråle med 19 redninger i finalen og en redningsprocent på 50. Han var enestående. Det har ikke altid set imponerende ud i sæsonen for BSV, men når han står bag ved et rødt-hvidt forsvar, og det virkelig spidser til, så er Landin fuldstændig til stede. Det er og bliver klasse, når man er til stede og præsterer præcis der, hvor det er vigtigst.

Et dansk hold bliver altid bedre jo længere turneringen har varet, og jo hårdere den har været. Wilbek skifter meget ud, og har med et bredt mandskab mulighed for at køre i et højere tempo end mange af de andre hold. Derfor er EM en turnering, der traditionelt står godt til det danske hold. Jo hårdere, jo bedre. Det blev tydeligt i finalen, hvor Serbien reelt aldrig var med, og ikke kunne hente kræfter ude fra tribunerne, mens man hele tiden hang efter danskerne. Måske var Serbien mættede efter den følelsesmæssige eksplosion mod Kroatien. De havde nået et mål, og deres finale var nok mod Kroatien. På den måde kom de op mod overmagten og et dansk hold, der hele tiden var foran.

Ved siden af Niklas Landin blev Mikkel Hansen selvfølgelig den store danske spiller i finalen. Hans sidste scoring blev blot en overlegen markering af en fantastisk kamp, hvor han simpelthen udgjorde forskellen. Da serberne satte deres sidste desperate offensiv ind, var det Mikkel der lukkede alt serbisk håb ude. Han scorede fire af de sidste fem danske mål, og det var undervejs meget tydeligt, at han personligt havde noget at revanchere fra sidste års finale. Han er ikke tilfreds med sølv. Og den vilje strålede igennem ham i alle 60 minutter – og videre ud i de danske jubelscener.

På denne søndag skrives der mange artikler om eventyr og den lille, grimme ælling, der skulle så meget grimt igennem i den indledende runde, før man med det yderste af neglene kom ind i semfinalerne og sikrede sig guldet som en smuk gylden svane. Det var et eventyr, men i sidste ende sluttede EM nogenlunde som man kunne forvente – bortset fra at Frankrig var helt væk. Kvaliteten ved EM var langt fra sidste års VM. Måske havde holdene øjnene rettet mod London? Det var tæt, dramatisk og ikke altid kønt. Og i sidste ende var det Danmark, som havde evnerne og kræfterne til at spille hurtigt og energisk. Det gav guldet.

De danske forhåndsmeldinger om at man ville vinde guld, viste sig i første omgang at være et knaldhårdt løbeskud i foden. Men det holdt nu engang stik, og det er en fantastisk konstatering, at det danske hold nu har optrådt i to finaler i træk. Det er ikke sket før. Og det skyldes først som sidst gode håndboldspillere og et dygtigt trænerteam. Tænk blot på, at Danmark tog til EM uden Lasse Boesen, Jesper Nøddesbo, Michael V. Knudsen og Kasper Irming. Det er klasse, og kampen om pladserne har aldrig været så tæt som nu.

Wilbek står nu overfor det, som måske bliver hans trænerlivs mest interessant udfordring. Ikke blot skal han skære truppen ned fra 16 + de 4 ovenfor nævnte og til de kun 14 spillere, han må have med i London. Men han skal også formå at undgå alle de fejl, der i 2008 fik de danske europamestre til at underpræstere ved OL i Beijing. Nu har han den erfaring at trække på, men han får ikke tætte kampe i Herning at varme sig ved. Til gengæld er der god tid til at forberede truppen og toppe holdet.

Sandheden er, at det danske hold skal spille skapere, hurtigere og lægge yderligere taktiske lag på inden London. Og i London er det ikke Serbien, man skal måle sig på. Der står et tricolore-farvet hold for enden opsat på revanche. Men at være så stabil er simpelthen klasse – held eller ikke-held. Det er den verdensklasse, det danske hold nu endegyldigt har indskrevet sig i.

Se mere statistik fra finalen her.
Mere fra EM 2012 her.

Fredag aftens semifinale mellem Kroatien og Serbien blev en ubehagelig affære. Ikke på banen. Der formåede de franske dommere med det samme at sætte sig i respekt, og spillerne optrådte med nogenlunde respekt for hinanden. Men udenfor banen var stemningen meget ubehagelig, og man priser sig lykkelig for, at man ikke forstod hvad 20.000 mennesker sang ned mod banen.

Angrebet på Zarko Sesum er helt uhørt i håndboldens verden, og vil formentlig få konsekvenser op mod finalen i form af yderligere tiltag mod tilskuerne for at sikre spillernes sikkerhed. Og laserstrålerne mod den kroatiske målmand i anden halvleg var af en sådan karakter, at den danske delegation simpelthen må gardere sig på forhånd og true med at forlade banen, så snart det måtte forekomme. Nogen vil sige, at det bare hører med til en kamp på Balkan. Men det hører altså ikke hjemme på dette plan, hvor vi gerne skulle fejre og nyde håndboldspillet, når det er mest intenst. Laserstrålerne i en målmands øjne hører ikke med til spillet.

På den ubehagelige måde har serberne skabt en trist optakt til finalen søndag. Forud for slutrunden var der mange, der var ængstelige for slutrunden. Men indtil videre er den da nogenlunde blevet afviklet som en stor fest med medlevende tilskuere på lægterne. Lige indtil Kroatien trådte ind på banen i Beograd. Så eksploderede det udenfor banen i en hadsk atmosfære.

Lykkeligvis er Danmark ikke Kroatien, og selvom det er en finale, kan vi vel trods alt ikke forvente det samme had mod Danmark. Til gengæld venter en revanche-mulighed for det danske hold, der spillede skidt mod Serbien og alligevel tabte knebent. Af de fleste tilbageværende hold, må Serbien trods alt sige at være den optimale modstander for Danmark. Vi har traditionelt et rigtig godt tag på dem, men på hjemmebanen i Beograd er man oppe imod mere end et regulært håndboldhold med gode spillere. Man spiller primært mod to faktorer:

1. Stanic og hallen. Den serbiske målmand har været nøglen til den serbiske succes. I gårsdagens semifinale stod han ringe i første halvdel, men så snart han tog fat i anden halvleg fik han holdet og hele hallen med sig. han skal skydes rigtigt, og det forekommer at være oppe i målet. Formår vi at læse ham rigtigt, er meget vundet, og deres andenmålmand har ikke niveau.
2. Tempoet. Man skal ikke glemme at serberne faktisk har spillet klogt undervejs. De sørger for at kampenene foregår på deres præmisser. De trækker tempoet meget dygtigt ud af kampene, bygger spillet grundigt op og får en masse spilstop undervejs. Det danske hold skal her køre på med fuld kraft i kontranerne, hurtig midte og ikke mindst et højt tempo i angrebet. Så må Wilbek gerne skifte flittigt ud undervejs. bare vi får det høje tempo. Det knækkede Spanien i perioder af semifinalen, og det vil også knække Serbien, som det skete sidste år i Malmö:.

Det danske spil har ikke været prangende – egentlig på noget tidspunkt af turneringen. Men det har været nok i en turnering, hvor niveauet har været lavere end for et år siden, og alle kampe er endt i nervepirrende afslutninger. Der skal man være heldig, og det helt har Danmark haft – ikke mindst i afslutningen som Makedonien, hvor Landins redning røg lige ud i hænderne på Toft. Men man skal også opsøge heldt, og meget kan man sige om Wilbeks og hans hold igennem tiden, men de har haft heldet undervejs, og når det sker så mange gange, er det ikke en tilfædighed i længden.

Wilbek har ved denne slutrunde virkelig opereret med “terror-udskiftninger”. To fejlskud og du er ude. Til gengæld kan du hurtigt komme ind igen. Han leder hele tiden efter flow og momentum, og han finder det ofte, selvom alle spillere tydeligvis ikke trives med terror-linien fra bænken. Den grandiose plan om Markussen og Hansen inde samtidig faldt til jorden med et brag, men så er nye konstellationer opstået og pludselig er Rasmus Lauge den helt store spiller for os. Endelig bør Kasper Nielsen fremhæves. Han har som i 2008 været en urokkelig klippe i den midtzone, som søndag bliver forvandlet til lidt af en krigszone, eftersom meget af serbernes spil foregår derinde.

Får Danmark styr på Stanic og spillet op i et højt tempo, vinder de EM – fuldstændig fra baghjul. Det er oven i købet ganske vist.

Mere fra EM 2012 her.

Det danske spil har ikke været kønt. Men det kan man sige om langt de fleste hold ved dette EM, der har vist sig som en meget tæt affære, hvor det kun er meget få hold, der holder et højt niveau. Turneringen har formet sig med uhyre tætte kampe og meget få stabile hold. Storfavoritten Frankrig er ude med et brag, og det er vel egentlig kun hjemmeholdet Serbien, Spanien og delvist Kroatien der har skilt sig ud. Måske er det alligevel blevet det ‘transportmesterskab’, man kunne se for sig før turneringen. Niveauet har svingende, og specielt hat tempoet i flere af kampene været forbavsende lavt. Det er ikke kun Danmark, der har spillet med håndbremsen trukket. Til gengæld har flere hold spillet meget klogt – ikke mindst Serbien der virkelig har fået at afvikle kampene på deres præmisser.

Men selvom Danmark har gerådet sig ud i en vanskelig situation, tændte den danske sejr over Tyskland mere end et lille håb med godt målmandsspil og et par forrygende kontraer. Ligeledes betyder Spellerbergs indtræden på holdet altså noget og med Mikkel Hansens præstation og shoot-out mod Lazarovs makedonske hold nærmer vi os det, man vist kan kalde en stærkt stigende formkurve. Husk samtidig at Danmark altid står stærkest sidst i en hård EM-turnering, hvor de andre hold har trukket store veksler på få spillere.

Det er måske lige lovlig sent, at det danske hold melder sig ind i turneringen. En dårlig periode og forkrampet indsats mod Polen kan vise sig afgørende i en turnering med meget små marginaler. Omvendt er det selvsamme Polen, vi nu skal hælde vores hoved og alle forhåbninger på. Det kan bestemt lade sig gøre på det, der allerede nu ligner en meget nervepirrende onsdag:

1. Kan Polen tage point fra Tyskland? Svaret er da et klart ja. Tyskland er simpelthen ikke godt spillende. Det viste kampen mod Danmark. Men ummidelbart har tyskerne mere at spille for, og dere vilje har hidtil båret dem langt. På den anden side har polakkerne spillet helt uforudsigeligt og bl.a. hentet elleve mål på Sverige og helt vendt kampen mod Danmark. Det bliver nok svingende, uskønt og superspændende hele vejen. Vurderet ud fra hele turneringen må tyskerne dog være 60-40 favoritter. Men Polen har også masser at spille for, og for dem er det med tyskland også en kamp, man gerne vil vinde.
2. Kan Danmark slå Sverige? Her må svaret også være et klart ja – specielt hvis det viser sig, at Polen har taget point fra Tyskland. Så står Danmark med det hele i egne hænder. Svenskerne er ingenlunde en skræmmende modstander for et dansk hold, der bør være svenskerne overlegne, og som senest ved VM havde godt styr på svenskerne. Under normale omstændigheder bør Danmark være 70-30 favotitter, og det vil specielt holde stik, såfremt Polen har vist vejen forinden.

Kort og godt: Der er alt mulig grund til at følge med og bide negle fra eftermiddagens start. Onsdag kan betyde en mirakuløs dansk genkomst ved EM (og så siger vi ikke noget om at der kan vente en gentagelse af sidste års semifinale mod et godt spillende spansk hold).

Og mens vi venter på onsdag, kan vi da minde om, at Sverige med elleve medaljer og fire titler fortsat er en klar leder på alletiders VM-scoreboard – og en traditionel håndboldmæssig storebror. Og så var svenskerne deltager i den måske allerbedste håndboldkamp i historien. Mens vi venter skruer vi tiden tilbage til den 10. marts 1990 i Prag, hvor det er muligt at nyde det nuværende svenske trænerpar Staffan Olsson og Ola Lindgren i fuldt vigør på banen i “Underet i Prag”:

Og for de mere nørdede er her VM-finalen fire år tidligere, hvor den nuværende serbiske træner også satte sit præg på et uhyre velspillende jugoslavisk hold.

Mere fra EM 2012 her.

På denne årstid, hvor mørket og kulden tager livtag med os, har en slutrunde for herrer ofte fungeret som et stort lys forude. Sådan er det ikke gået dene gang. Lyset er pustet helt væk. Tilbage er blot en lille glød og et teoretisk håb.

Kan Danmark vinde sine tre næste kampe i mellemrunden? Kan Serbien gå ubesejret igennem? Og kan Tyskland slå Polen? Svaret på alle spørgsmål må være, at det bestemt er muligt, mens medierne udregner mulige scenarier, der kan sende Danmark videre. Situationen er dog snarere den, at Danmark nu må arbejde efter to målsætninger:

1. At genrejse holdet og spille frit i en situation, hvor der nu er alt at vinde og ikke meget at tabe. Der er en papirtynd chance – den skal man da gå efter.
2. Som det mindste at hente den gulerod, det er at komme direkte til VM i Spanien 2013 via en plads som nr. 5.

Den smertelige konklusion: Sverige var måske en undtagelse?
I hele optaken til EM har det lydt gentagne gange fra Wilbek, at holdet var stærkere end ved VM for et år siden. Men oven på tre skidt spillede kampe er holdet nok slået tilbage til 2006 og målsætningen om at etablere sig mellem de otte bedste.

Den smertelige konklusion må foreløbig være, at sølvet i Sverige var en undtagelse, der kom på en dansk hjemmebane og bar holdet igennem på en rød-hvid sky i Malmö. Og smerteligt fordi det tager noget af den sølvmedalje, at den nu skal begraves i Beograd som et tilfældigt lykketræf. De fleste af os troede, at vi nu var helt oppe i toppen i et OL-år. Det var vi ikke.

Holdets mentale forfatning – Wilbek må kigge hurtigt indad
Den danske landstræner har virket uvant presset og har truffet helt usædvanligt dårlige beslutninger undervejs. Når man taber to tætte kampe, er der grund til at evaluere trænerstabens indsats. Det er ikke Wilbek, der brænder straffekast eller god en middelmådig polsk målmand helt fantastisk.

Men det var Wilbek, der valgte initiativet med 5-1 opdækningen for at sætte Polen skakmat, hvorefter de udlignede den danske fem-måls føring. Den burde han have opgivet langt tidligere. Og hvorfor måtte Cleverly ikke forsøge sig mod det polske hold, han kender som ingen anden. Hvorfor udtage ham og ikke spille ham ud i den kamp? Hvorfor hente Spellerberg ned i småpanik kort efter kampen mod Serbien og så ikke bruge ham til at etablere ro, når Polen mandsopdækkede Mikkel Hansen?

Set aldeles på afstand virker den største udfordring imidlertid til at være af mental art. Undervejs mod Serbien og ikke mindst i anden halvleg af kampen mod Polen var vi pludselig banket tilbage til VM i Tunesien i 2005 og et hold, der ikke turde spille og skyde. Det hele blev udstillet i den ulykkelige nøglesituation med et dansk hold i overtal, der spiller vores bedste skytte Mikkel Hansen op, hvorefter Hansen forkramper og ender med at levere bolden til en polsk kontra og første føringsmål. Den situation handlede ikke om taktik men simpelthen om at turde vinde.

Man får det indtryk, at de meget selvbevidste udmeldinger inden EM har virket som en sovepude og midt i pressede opgør har ramt holdet lige i nakken. Det er ikke en flok arrogante mænd, der er sendt på banen. Lige så snart modgangen er sat ind (og den var forudsigelig mod ikke mindst Serbien), er holdet gået over i panic-mode.

Her har Wilbek svigtet, og hans styrke styrke som leder og coach har ikke fungeret her. Man skal være indenfor truppens fire vægge for at vide, hvilke dynamikker der er i gang. Men set udefra virker det ikke som om, det er en trup der hviler i sig selv og har et miljø, hvor man præsterer på toppen som individ. Sølvet fra Sverige har muligvis virket som en sovepude.

Wake-up call
Danmark er dog ikke det eneste hold med vanskeligheder. Den anden finalist fra VM går såmænd også over med 0 point. Også fra Frankrig har det være en hård omgang i et EM, hvor holdene slår hinanden på kryds og tværs. Det kunne generelt pege på, at de store hold ikke helt er på det niveau, de vil være til sommer i London.

At tabe to tætte kampe ved et EM er heller ingen katastrofe. Det danske hold har nu tre kampe til at vise, at de hører med i toppen og har til hensigt at være klar til sommerens OL. Den foreløbige fiasko skal og må virke som et gigantisk wake-up call for alle. Semifnaler med Serbien, Danmark, Spanein og Frankrig ser ikke længere så realistiske ud. Fra den anden halvdel bliver det formentlig Spanien og så Kroatien, der lige nu virker bedst spillende. Fra vores halvdel må det blive Serbien – og så er der ellers frist slag for den sidste deltager.

Mere fra EM 2012 her.

Det burde ikke komme som et kæmpe chok, at det danske hold tabte med to mål til Serbien. I virkeligheden gik den kamp fuldstændig sådan som man kunne forvente det. Der var pres på holdet og dommerne. Det blev intenst, og serberne spillede på alle de tangenter, de havde. Først og fremmest lykkedes det for serberne at trække tempoet helt ud af kampen. Det var godt gjort.

Det danske problem lå i angrebet, hvor der ikke var nok fart på, og hvor de simpelthen brændte for mange skud (16 i alt). To brændte straffekast og adskillige skud på stangen afgjorde den match. Men vi har hele tiden vidst, at dette var et meget sandsynligt scenarie. Kampen mod Serbien var (vurderet før EM) den klart sværeste match. Det må fortsat være vurderingen.

Men nu er der pres på, og i realiteten er der nu fire direkte kvartfinaler forude. Den første i aften mod Polen – og derefter tre kampe i en mellemrunde, der stadig ser mulig ud. Men kampen mod Polen bliver vanskelig, og ligner muligvis den sværeste udfordring af de fire kvartfinaler. Polakkerne er svækkede på målmandsposten, men de har altså fortsat mange dygtige spillere på alle pladser, fremragende skytter og en træner, der ikke er tabt bag en vogn. Han vil vinde, og hvor polakkerne måske nok var i vildrede sidste år i Malmö, er det urealistisk, at det danske hold vil kunne knockoute dem. Det bliver dramatisk – med garanti.

I sidste ende ligger det hele i det danske holds hænder. Wilbek virker en smule presset, og han var kun få minutter om at ringe efter en ven og hente Spellerberg til Beograd. Holdet har heller ikke spillet flydende, men der er ingen grund til panik – med mindre Wilbek har behov for at sætte kaos og ild i den. Det er han nok den optimale til selv at vurdere!

Nøglen til dansk succes i aften handler stadig om fart i spillet – og ikke mindst om at fortsætte det gode forsvar fra kampen mod Serbien. Danskerne skal nok score mål i aften. Det kommer mest til at handle om at forhindre Polen i at score. Og der bliver det spændende at se, hvordan Cleverly (der til daglig trænes af Wenta) kan vise sit værd. Han får nok ikke mange chancer, men det er nu han skal tage dem!

Som optakt er der også video og historier fra tre klassiske kampe mod Polen her. Husk at det starter allerede 18.15.

Mere fra EM 2012 her.

Indtil nu har de danske kvinder spillet EM 2010 med en orkanagtig medvind i ryggen. Sejrene over Rumænien og Rusland var imponerende, og allerede før torsdagens kamp mod Montenegro ved vi med sikkerhed, at Danmark kommer til at møde ‘arvefjenden’ fra Norge i semifinalen på lørdag for fulde danske tribuner i Herning.

Dermed får vi det brag af en afslutning på EM, vi kun kunne drømme om, inden slutrunden gik i gang. Personligt havde jeg helst set en finale mellem Danmark og Norge. Det har ligesom et klassisk potentiale i sig. Men når nu ikke Norge kan klare ærterne hele vejen, må vi tage dem allerede i semifinalen. Hvis man vil vinde, må man selvfølgelig slå alle.

Men Norge er virkelig ikke nogen ønskemodstander for Danmark. Bag et massivt forsvar og en fremragende målmand, scorer de uendeligt mange mål på kontra. Til gengæld er deres etablerede spil ikke alt for imponerende. Gro Hammerseng (som Jørn Mader en gang lignede med Bambi på isen) er ikke blandt turneringens markante bagspillere, og trykket fra den norske bagkæde er ikke problemet for et godt dansk forsvar.

Problemet bliver at score mål og passere en Katrine Lunde, der kender de danske skytter alt for godt, og som har evnen til at lukke helt ned og kreere en række nemme kontramål. Det kunne meget vel ende i et regulært ‘shoot-out’ mellem de to målvogtere. Før turneringen ville Norge have været KÆMPE-favoritter forud for en kamp mod Danmark. Sådan er det ikke længere. Semifinalen må betragtes som helt åben.

Tre faktorer bag den danske succes

At semifinalen overhovedet er åben, skyldes et imponerende dansk hold, der har overrasket alle – og med sikkerhed også sig selv. I optakten til EM her på bloggen pegede vi på tre ting, der kunne være nøglen til dansk succes. Og det er jo altid dejligt, når man kan hive i selvforherligelsen, slå sig på maven og sige: “Hvad sagde jeg?”. Det vigtigste er dog, at de mange skeptikere fik aldeles uret. Men det er tre ting, der har vist sig afgørende, og som blot får endnu større betydning til kampen mod Norge:

1. Hjemmebanen. Dette EM har været en næsten skræmmende illustration af, hvad en hjemmebane kan gøre ved et hold. Godt nok mener EHF måske at de danske tilskuere er lidt for larmende. Men både i Aalborg og i Herning har holdet fløjet på en begejstringsbølge. Den gejst kan holde langt – også mod Norge, og specielt hvis holdet kommer godt fra start. Norge skal omvendt satse på en kanonstart og på at gøre hallen stille og danskerne rådvilde.
2. Træneren. Jan Pytlick har endnu en gang demonstreret, at han er en af håndboldens helt store trænere. Måske ikke helt så estimeret som f.eks. Wilbek eller Mikkelsen. Men husk altid på at han har vundet to OL-guld med et materiale, der nok var ringere end Wilbeks. Og husk at han både i 2002 og nu her i 2010 virkelig får maksimalt ud af sit hold.
3. Det (u)forløste potentiale. Skulle dette EM ende med en tredje- eller fjerdeplads er der stadig grund til masser af smil på læben. For EM har vist, at en helt generation af nye spillere står parat til at vinde mere guld for Danmark.

Lørdag kommer den store prøve mod Norge. Det bliver nok ikke kønt. Men det kan blive uforglemmeligt.

Og til lige at varme yderligere op til lørdagens semifinale følger her et længere uddrag fra bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997. En turnering der på banen vil blive husket for en knusende sejr over Norge!

Eksklusivt uddrag fra Kapitel 6 af “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997

Danmark havde med sin fantastiske vindervilje genvundet EM. Men det var et slidt hold, der tog hjem fra slutkampene i Herning. Og en slidt træner: ”EM-stævnet generelt og finalen i særdeleshed havde taget hårdt på mig. Jeg følte, jeg var blevet 10 år ældre på 10 dage og begyndte at spekulere på, om jeg fortsat kunne holde til det utrolige pres, som omgivelserne lagde på mig og holdet. Men jeg besluttede mig til at jeg ville tage VM i Tyskland med, og så tage situationen om til overvejelse igen”.

Sådan følte landstræner Wilbek det efter et hårdt men også helt fantastisk år med sejre ved både OL og EM. Nu var holdet regerende europamestre og regerende olympiske mestre. Nu manglede blot VM, og for det ambitiøse hold var det præcis den motivation, der skulle til for at yde endnu en formidabel indsats i træningslokalet. Et par spillere valgte at takke af. Det gjaldt bl.a. for en kun 23-årig Anja Byrial Hansen, der fulgte sin fodboldspillende mand Per Pedersen.

Men der stod i den grad nye unge spillere klar i kulissen. Det formidable arbejde med plantræningerne, der blev etableret efter lavpunktet i 80’erne, gav nu virkelig pote. Det gav i 1997 en ny stor triumf for dansk håndbold, da det danske ungdomslandshold vandt U-VM i Elfenbenskysten. Dermed blev holdet de første danske verdensmestre nogensinde. Men samme år kom der flere VM-triumfer til. På det unge danske hold var det særlig to kæmpetalenter fra Randers, der gjorde opmærksom på sig selv. Merete Møller var et talent helt ud over det sædvanlige, som meget hurtigt kom med på Wilbeks A-hold, og som lige så hurtigt tilkæmpede sig en nøglerolle på det landshold. Desværre blev hun offer for en af de knæskader, der har holdt så mange dygtige håndboldkvinder væk fra spillet. Hun fik aldrig lov til at vise, hvad hun virkelig kunne blive til. Det gjorde hendes holdkammerat fra Katrine Fruelund til gengæld. Hun var med til at vinde U-VM i Elfenbenskysten, og selvom hun først kom ind i varmen på A-landsholdet lidt senere, så fik hun i den grad chancen for at vise, hvor langt hendes store talent kunne være. Udover de to var der på holdet i Elfenbenskysten også kommende profiler som Christina Roslyng og Karen Brødsgaard. Det U-VM var en bekræftelse af, at det store talentarbejde var en ubetinget succes, som gav forhåbninger om, at de danske kvinder ikke bare skulle leve på to store generationer fra 1987 og 1991. Nu ville en generation fra 1997 også blande sig.

Den tidligere landstræner Ole Eliasen kom senere til Østrig som landstræner, og han har lidt på afstand fulgt den udvikling, som han selv var med til at sætte i gang: ”De andre land er vildt misundelige på den danske model. De har slet ikke den struktur om talentarbejdet, som vi har”. Man kan meget kort slå fast, at den struktur, der blev lagt for talentudviklingen i 1987, har vist sig at give Danmark en klar fordel i forhold til konkurrenterne. Danmark har i en årrække vist sig som førende, når det gælder om at producere talenterne. Til gengæld er nogle af landene særlig på herresiden bedre til at gøre talenter til bærende kræfter på landsholdene.

U-VM i 1997 gav løfter for fremtiden. Men de forsvarende europamestre og olympiske mestre var ikke færdige med at henrykke nationen endnu. Der manglede lige en titel og en pokal til samlingen. Den skulle hentes i Tyskland. Men at vinde et VM er den største udfordring et hold kan tage på sig. VM er ganske enkelt det sværeste at vinde, fordi turneringen med mange hold bliver meget lang og udmarvende. ”VM er det sværeste at vinde, fordi vejen er længere. Det er større at vinde verdensmesterskabet end noget andet, og dette hold var ved VM meget optagede af at vi skulle vinde”, fortæller Ulrik Wilbek. Der er mange muligheder for at fejle undervejs i en så lang turnering, og det fik det ellers uovervindelige danske hold også at føle:

Det hold, der tog af sted mod Tyskland, kunne ikke fås meget bedre. Ti år efter det fantastiske U-VM i Danmark stod Wilbeks hold som et næsten overjordisk vinderhold på toppens af deres formåen. Holdet der spillede i Tyskland er udenfor enhver diskussion det bedste danske håndboldhold, der nogensinde har stået på en håndboldbane sammen: ”Det var det bedste hold, der har været, på alle pladser. Det var det ultimative hold. De var modnede så meget alle sammen, at de alle var på deres karrieres højdepunkt. Der var det kun os selv, vi kunne tabe til”, husker Wilbek om indgangen til det VM. Et blik på formationen siger næsten det hele for en dansk håndboldfan:

Så bliver det nok ikke meget bedre. Angrebsformationen fra VM i 1997 var skræmmende. Det var et hold, en træner og en række spillere, der var på toppen af deres formåen.

Men selvom holdet var helt fantastisk, var det ingen garanti for succes i en lang og opslidende turnering med mange hårde kampe på meget få dage. De tre første kampe gav dog de danske tv-seere det sædvanlige show i primetime lige til æbleskiverne. Kina, Tjekkiet og Slovenien blev simpelthen fejet ad banen. De havde stort set opgivet på forhånd mod den danske overmagt og valgte ikke at give sig fuldt ud, fordi det tydeligvis ikke nyttede noget. Danmark scorede i de første tre kampe ikke mindre end 116 mål. Helt uhørt for en VM-turnering.

Den gode start blev en sovepude for det danske hold. De tre første hold i turneringen havde lagt sig ned i næsegrus beundring for det danske hold. Men det gjorde den fjerde modstander i turneringen ikke. Makedonien var en af de nye nationer på Balkan, og de havde ikke tænkt sig at agere boksebold for den danske overmagt. Dertil var den nationale og sportslige ære simpelthen for stor for den unge nation. Fra kampens start gik makedonerne til kampen. Særlig spillede højre backen Indira Kastratovic måske sit livs kamp mod danskerne. Hende fandt det danske forsvar og de danske målvogtere aldrig rigtig ud af. Og det gik meget stærkt. Indenfor meget kort tid scorede hun fem gange og Danmark var bagud med fire mål. Op til pausen gik det helt galt, og makedonerne kunne gå ud i omklædningsrummet med en føring på 15-8. Men dette hold havde gjort det før og var kommet igen. Det var ikke en af de gange, selvom det i 2. halvleg lykkedes at reducere nederlaget til blot to mål. I sig selv en præstation. Men der var gået skår i den legestuen. Nu skulle holdet pludselig kæmpe sig tilbage i turneringen, og i den sidste kamp i pulje ventede Rusland. Ikke just en optimal timing. Samtidig kom tvivlen snigende ind på holdet: Var man virkelig så gode, som alle gik rundt og sagde, og som man måske selv gik rundt og troede?

Svaret kunne komme i kampen mod Rusland. Men efter kampen mod Makedonien havde et nyt russisk hold fået blot på tanden. Anført af Viborg-spilleren Natalia Deriougina gik Rusland i gang med en indædt kamp mod de danske favoritter. Fra kampen vil Susanne Munk Lauritsen helt sikkert også huske den fantastiske højre fløj Natalia Malakhova, der scorede flere mål stort set fra baglinien. Ved pausen var stillingen 12-12, og den jævnbyrdighed holdt sig hele vejen til slut. Sagen var imidlertid den, at Danmark skulle vinde for at vinde puljen og komme i en ottendedelsfinale mod Elfenbenskysten. Vandt Danmark ikke, blev man kun nr. 3 i puljen, og så stod den på kamp mod Ungarn. Der var meget på spil, og en uafgjort kunne ikke bruges til noget som helst. Til sidst hoppede kæden fuldstændig af for Anja Andersen, der muligvis ikke kunne klare den pressede situation. Indtil da havde hun ellers været bedste dansker med ni mål. Men til sidst gik det galt. Hun inviterede sin direkte russiske modspiller til duel, og den vandt russeren klart. Først fik hun provokeret Anja til en angrebsfejl, hvorefter Anja provokerende stillede sig frem ved 3-meter linien og inviterede russeren til et gennembrud. Den tog russeren imod og scorede til 21-22. Selvom det lykkedes at udligne til 22-22 var det et nederlag, hvor Anja og holdet ikke havde disciplinen og holdbarheden.

Det så skidt ud for holdet, og da Wilbek lige efter kampen blev interviewet til tv, lagde han slet ikke fingrene imellem over Anja Andersens opførsel. Hun fik en skideballe til et par millioner mennesker. Nu stod holdet virkelig overfor en af sine måske største mentale udfordringer nogensinde. Og svaret kunne kun komme fra holdet. Men på dette tidspunkt skete der noget, som for alvor viste den vilje til sejr, som dette hold havde. Wilbek husker udviklingen ved VM på denne måde:

”Det gik for nemt for os i starten. Og så går vi fuldstændig kolde i kampen mod Makedonien. De spillede deres livs kamp i den kamp, og alt gik galt for os. Det der var det spændende var så at kunne ud af de to kampe mod Makedonien og Rusland igen. Der var Anja en nøglefigur, for hun ville vinde. Spillerne tog et møde ved midnatstid efter Ruslandskampen og sagde, at det skulle være løgn. Der var Anja helt vild konstruktiv, og det var nok Anja og Anne Dorthe, der var nøglefigurerne.”

Det var et modnet og meget mere rutineret hold, der nu stod sammen. De ville vinde, og de ville overkomme denne umiddelbare krise. På dette tidspunkt viste holdet for alvor sin karakter. Måske var dette hele denne generations fineste stund. Og det handlede også om den gensidige forståelse, der med årene var bygget op mellem spillere og trænere. Ikke mindst i det evige forhold mellem Wilbek og Anja: ”Vi fik større forståelse for hinanden. Vi havde aftalt efter 1993, at det var mig, der skulle tage tingene med Anja. Så satte vi os ned og så en video sammen. Hun blev meget konstruktiv i den fase, og så kunne hun også selv bidrage med noget. Specielt i 1997 var hun helt overdådig. Måden vi greb det an på gjorde nok, at Anja også blev eksponent for at kunne fortælle de andre om mine tanker. Det var positivt for de andre at høre, at hun godt kunne se, at vi skulle gøre det sådan her.” Anja Andersen er modnet som person, men både dengang som spiller og nu som træner, har hun stadig sine udfald. De kommer som regel, når hun er under pres. Som i kampen mod Rusland i 1997, eller når hun i en ligakamp mod Aalborg bliver presset taktisk af en dygtig træner fra det andet hold. Men der kom ikke flere ved VM i 1997. Nu handlede det om knald eller fald kampene.

Ungarn havde nok ikke ligefrem ventet at skulle møde Danmark så tidligt i turneringen. Det var en dårlig julegave for dem. For det danske hold var det formentlig den helt perfekte modstander, der ville komme med en maksimal udfordring. Det var det rigtige for et hold, der simpelthen ville tilbage i turneringen. Men Wilbek formåede også at motivere holdet på den helt rigtige måde. Indtil da havde holdet dækket godt op i en flad 6-0 formation. Men Wilbek foreslog, at man skulle starte kampen meget aggressivt og offensivt i forsvaret, selvom det traditionelt lå godt til det ungarske overgangsspil. Men idéen var primært at komme hurtigt i gang med kampen med et overbevisende initiativ. Som ved kampen mod Norge ved OL var det en idé, der i den grad kunne motivere og engagere holdet. Kampen i Rotenburg viste holdet fra sin bedste side. Holdet kom meget hurtigt foran, og særlig Camilla Andersen viste sig enorme talent sammen med den unge Merete Møller, der virkelig tog ansvar. Ved pausen førte Danmark 19-12.
Imidlertid kom Ungarn tilbage og midt i halvlegen tog Wilbek en timeout, da Danmark kom førte med to mål. Som altid var tv helt med i den, og de mange tv-seere fik her et sjældent syn. Landstræner Wilbek mistede nemlig for en gang skyld overblikket, da han overså, at Annette Hoffman ikke kunne skiftes ind pga. en skade. I det kritiske øjeblik trådte assistenttræner Kim Jensen til, genskabte roen og fik skiftet de rigtige spillere ind og ud. Det var nok. Danmark kom igen op på en føring på syv mål og vandt kampen 30-25.

Nu var det virkelig et farligt hold, der var vendt tilbage med appetit på VM-guld, og den efterfølgende kamp i kvartfinalen mod Kroatien blev en af den slags kampe, hvor Danmark virkelig satte sig fuldstændig på både kampen og spillet. Ved pausen var det hele allerede afgjort. Danmark førte 14-7, og Anette Hoffmann og Janne Kolling var blandt de danske profiler. Nu var der kun to kampe tilbage, og de foregik begge i Berlin i den nye og flotte Max-Schmeling-Halle opkaldt efter bokselegenden.

Norge havde inden da slået Korea ganske klart i kvartfinalen, og nordmændene spillede den første semifinale i Berlin mod værtsnationen. Det blev en tæt kamp, hvor Norge til sidst kunne sikre sig en finaleplads med en sejr på blot to mål. I den anden semifinale var det tid for revanche. Danmark skulle igen møde Rusland. Men denne gang gjaldt det ikke puljesejren. Nu gjaldt det en plads i VM-finalen. Nu var man tæt på målet, og mere end godt forberedt på det russiske spil. Kampen igennem lykkedes det flot at få blokeret for det stærke russiske stregspil. Men højre fløj Natalia Malakhova fik holdet heller ikke fat i denne gang. Hun var helt uovertruffen ved dette VM.

Det samme var en dansk spiller ved navn Camilla Andersen, der særlig i 1. halvleg ikke satte en eneste fod forkert. Som dansk playmaker fordelt hun spillet formidabelt, samtidig med at hun selv var en enorm skudtrussel. Hun udviklede med tiden en lang række afslutningsteknikker, der gjorde det meget svært for modstanderne at dække hende op. Hun kunne skyde rundt om forsvarerne, over paraderne og bryde igennem med spektakulære gennembrud. Ligeledes betød hendes stil som playmaker, at det danske spil blev både tempofyldt og meget direkte. Der blev ikke spillet meget på tværs i det år. Det foregik med retning direkte mod modstanderne og med stor effektivitet.

Russerne fik den danske hævn at føle. Ved pausen første Danmark med hele 19-12, og opvisningen fortsatte efter pausen. Camilla Andersen scorede sit ottende mål ved at hive et underhåndsskud op i målhjørnet, og ved 22-12 lagde hun et elegant vip ind i feltet til scoring ved Janne Kolling. Danmark spillede håndbold af en anden verden. Men netop som det på banen nærmede sig et uforglemmeligt spillemæssigt højdepunkt indtraf den største tragedie i dansk håndbolds historie.

En psykisk syg tysker havde forvildet sig ind i hallen og var kommet i klammeri med glade danske tilskuere under semifinalen. Pludselig trak han en kniv og stak de to danskere ned. Episoden skete stort set lige udenfor TV3’s studie, og som seer kunne man efterfølgende følge, hvordan den fortvivlede studievært Jens Højbjerg forsøgte at tilkalde hjælpe indefra studiet. På den danske bænk havde man travlt med at nyde spillet på banen, men Wilbek har senere fortalt, hvordan han huskede, at der 10 minutter inde i 2. halvleg blev tilkaldt en læge til tilskuerpladserne. Men indtil videre anede ingen uråd. Kampen fortsatte og Danmark bragte sit i VM-finalen med en sejr på hele 32-22. En fantastisk sejr.

Efter kampen udviklede det sig til en kæmpe tragedie. Allerede ved kampens afslutning stod det klart, at den ene dansker var død, og at den anden svævede mellem liv og død. Landstræneren fik beskeden umiddelbart efter kampen, og viderebragte med det samme beskeden til sit hold i omklædningsrummet. Fra jubel det ene sekund til fuldstændig forfærdelse det næste. Selvom det er en kliche, så blev spillet med den lille runde pludselig ikke så vigtigt mere. Flere af spillerne begyndte spontant at græde. De havde netop spillet drømmehåndbold, og derefter blev de mødt af en så frygtelig besked.

Det stod selvsagt klart, at man var havnet i en helt ekstraordinær situation for håndbolden som helhed. Og fordi der var tale om danske ofre, hang en stor del af beslutningen om det videre forløb også på det danske hold. Man fik indtil kl. 23 om aftenen til at beslutte, om man ville spille eller ej. Spillerne var i vildrede på hotellet. På den ene side var håndbold ikke ligefrem det, der lå ligefor. På den anden side var netop håndbold og et VM-guld den bedste måde at ære de to danske ofre. Da klokken nåede 23. ringede Wilbek til forbundets Gunnar Knudsen og bekendtgjorde, at man spillede. Det blev en sen nat, hvor spillerne brugte en stor del af natten til at tale ud om dagens vanvittige begivenheder.

Da holdet stod op sent på finaledagen søndag den 14. december 1997 fik man en besked, der gjorde sit til at gøre dette til en historisk dag for håndbolden. Via Marianne Flormann, der var med til VM som kommentar, havde en af de pårørende givet en kort besked: ”Spil – og gå så ud og bank de nordmænd!” Opladningen til kampen blev selvsagt helt anderledes end til en hvilken som helst anden kamp. Men der blev tid og overskud til et meget kort taktikmøde. Og selv i denne yderst presse situation havde Wilbek overskud til måske et af sine allerbedste taktiske træk nogensinde. Taktikmødet tog 10 minutter. Men indholdet i mødet var nok til at fuldstændig at stække nordmændene. Ved OL havde han afgjort kampen meget tidligt ved at være taktisk foran fra starten. Denne gang opdagede nordmændene det slet ikke: ”Jeg talte med dem efter 97-finalen og spurgte ”Lagde I ikke mærke til, hvad vi lavede?” Det havde de ikke lagt mærke til. Vi dækkede med seks mand indenfor fire mands plads og lod fløjene stå. Vi var rystede over at de ikke havde lagt mærke til det. Vi havde altid en ny overraskelse klar til dem”, fortæller Ulrik Wilbek.

Genialiteten i det skaktræk viste sig først for alvor efter pausen. De to hold lagde meget naturligt forsigtigt ud i den respektfulde atmosfære i Max-Schmeling-Halle. Der var ingen musik efter et mål men blot en uhyre respekt for de efterladte også efter at kampen blev indledt med et minuts stilhed. Et minut der tærede hårdt på de sidste mentale kræfter for en række af de danske spillere. Dette var ingen almindelig håndboldkamp. De to hold følges ad til 6-6. Men så brænder den store skytte Tonje Sagstuen et straffe, og Danmark bragte sig stille og roligt i front med 9-6. Det skifte i kampen kom nordmændene sig aldrig over, selvom der ved pausen stadig kun var tre mål imellem holdene. I halvlegen bad Wilbek sit hold om at dække endnu mere radikalt ind mod midten og simpelthen lade de norske fløje stå. Det skabte vild panik hos nordmændene. Normalt burde fløjene jo bare piske indover og score, men de norske fløje brændte og til sidst fik de slet ikke bolden. Det blev et spil indover midten, hvor danskerne hele tiden var i overtal. Og det blev til decideret dansk opvisning. Det danske forsvar, mesterligt anført af Anne Dorthe Tanderup og Tonje Kjærgaard, fik fat i det hele og selv ikke en norsk timeout kan forhindre at Danmark bringer sig videre foran med 24-16. Det lignede og var en egentlig nedspilning af nordmændene, som blev afsluttet i ren opvisningsstil med to målgivende vip. Kampen endte med 33-20 til Danmark. Den største sejr nogensinde i en VM-finale. Og en kamp som blev overværet af 2,7 mio. danske tv-seere.

Det havde man ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig ti år tidligere, da hele epoken startede ved U-VM. Men nu var selv de allervildeste drømme gået i opfyldelse, selvom det havde haft sine omkostninger. Nu stod man som europamestre, olympiske mestre og verdensmestre. Det var et højdepunkt i dansk håndbolds historie. Og hvis man gerne vil slutte på toppen, var dette et helt perfekt tidspunkt. Så det var selvfølgelig, hvad Ulrik Wilbek at gøre. Han havde for så vidt allerede meddelt sin beslutning til forbundet, men det var først dagen efter finalen, at spillerne fik beskeden. Han og holdet var nået til vejs ende på en helt utrolig tur, og snart fulgte flere profiler som Susanne Munk og Anja Andersen efter. VM i Tyskland blev reelt ”sidste nat med kliken” og et på alle måder vemodigt og dog fantastisk højdepunkt. Det spil man havde vist i de afsluttende kamp var helt enestående. Det var ikke bare det at man vandt. Det var i den grad også måden det blev gjort på.

Mandag aftens kamp mellem Danmark og Rusland var årets mest sete program på TV2. Hele 1.987.000 danskere så med i anden halvleg. Og sammen med næsten 12.000 tilskuere i boksen i Herning blev de vidner til det, man kun kalde en dansk håndboldopvisning.

Dene blogs forfatter indrømmer meget gerne, at jeg var skeptisk forud for kampen mod russerne. Hvor jeg var ret optimistisk før kampen mod Rumænien, havde jeg ligesom på fornemmelsen, at nu fik holdet et hak i tuden. Men jeg skal love for, at den skepsis blev gjort til skamme. Og nu er begejstrinsbølgen så høj, at der kun er ét at gøre: Ride på den hele vejen til på søndag.

Hjemmebanen først i Aalborg og nu i Herning er massiv. Og holdet og ikke mindst Jan Pytlick formår at få det optimale ud af det. Vel bliver der lagt pres på dommerne. Men det vigtigste er den gejst og ikke mindst begejstring, som lyder ud af holdet. Det giver ekstra energi i forsvaret, og det får f.eks. Line Jørgensen til at blomstre.

Den vigtigste person er og bliver dog Karin Mortensen. Om hende kan vi nu med sikkerhed sige, at hun har fundet niveauet fra 2002. Foran hende står et hårdt arbejdende forsvar, og hun hiver virkelig mange redninger frem, når det gælder. Hun er måske den enkeltstående spiller, der har løftet sig allermest foran de mange danske tilskuere.

I aften gælder det så Kroatien, som bestemt er en kompetent modstander. De slog undervejs Montenegro i en tæt kamp. Men det er i sidste ende den på papiret nemmeste modstander i mellemrunden. Og udsigten til at kvalificere sig til semifinalen allerede i aften, må få det danske hold til at løfte sig igen. Der er ikke plads til allehånde overvejelser. De kan lige så godt bare vinde resten af kampene i jubel-boksen i Herning!

Og midt i det hele meddelte Ultik Wilvek i øvrigt, at han stopper som landstræner efter det næste EM i Danmark i 2014. Det minder os bare om, at der i den kolde januar er et VM på vej!

Lørdagens kamp mod Spanien var måske en af de ringeste håndboldkampe, jeg har set i umindelige tider. Og det siger egentlig ikke så lidt. Begge hold smadrede afleveringer ud på tribunerne. Begge hold leverede opvisninger i tekniske fejl og febrislk angrebsspil. Og alligevel kunne Danmark hive en hårdt tilkæmpet sejr i hus til sidst lørdag aften i Gigantium.

Det var ikke kønt. Det var ikke smukt. Men helt ærligt: Hvad gør det? Danmark er videre og fører allerede puljen i mellemrunden. Det må siges at være et drømmescenarie for det danske hold. Den danske mellemrunde er stærkt besat, og vil helt sikkert slå hinanden på kryds og tværs. Derfor er Danmark i en meget fordelagtig position forud for aftenens brag i boksen i Herning mod Rusland.

Men som landstræner Jan Pytlick har sagt det, så skal det danske hold løfte sit spil yderligere, hvis de også vil til semifinalerne. De må ofte lede efter løsningerne, og mod Spanien virkede det undervejs meget krampagtigt. MEN: Det her hold vil vinde, og de formår virkelig at spille med hjemmebanen. Her er vilje og udstråling. Og det kan på hjemmebanen bære langt.

Holdets base er stadig et godt forsvar og en masse redninger fra Karin Mortensen. Næste skridt skal være at der lægges mere på det organiserede angrebsspil. Og det må meget gerne komme i aftenens kamp mod Rusland.

Rusland er uden Postnova og Suslina, og har skramlet sig afsted i Århus. Men Rusland er stærke, og de har tidligere startet skidt for senere at tage guldet. Trefilov står stadig og skriger af sine spillere. Men man skal ikke tage fejl af hans tosserier. Rusland er et rigtig godt håndboldhold, der kan tænke og som vil presse det danske hold maksimalt.

Russerne vil bl.a. arbejde med hurtige opgiverkast, således at Pytlick ikke kan gennemføre sine mange udskiftninger mellem angreb og forsvar. Det bliver en kamp med hårde fysiske kampe i midtzonen. Det danske midterforsvar skal virkelig hamre igennem i dag. Og så vil det bestemt pynte, hvis det danske angreb får gjort spillet bredt og får sat de danske fløje i scene. Man skal ikke løbe ind i midten og forsøge at skyde over russerne.

På det russiske hold har tre spillere stået for knap halvdelen af samtlige russiske scoringer. Tilsammen har Polina Kuznetcova, Anna Kochetova og Olga Levina stået for 38 scoringer og en gennemsnitlig scoringsprocent på 70. Det er et stærkt trekløver, som danskerne skal holde øje med i aften.

Med det fine danske udgangspunkt på fire point, står man virkelig godt. Det bliver måske ikke til sejr i aften. Men det har holdet bestemt råd til. Ikke mindst da holdene i puljen formentlig vil slå hinanden på kryds og tværs. Og der er sikkert plads til flere overraskelser – som da Sverige i går slog Norge ganske overbevisende. Svenskerne viste i perioder det bedste håndbold, der er blevet spillet ved denne slutrunde. Imponerende.

Kampen mod Rumænien var eet langt svar til de mange grædekoner, der forud for EM har kørt de danske kvinders chancer langt ned under EM-gulvet. Selvfølgelig er intet vundet endnu. Selvfølgelig er det ikke et hold uden udfordringer. Men at holde Rumænien nede på 22 mål og komme igen efter flere rumænske føringer, vidner om meget stor kvalitet.

Her på denne blog har vi allerede flere gange peget fingre af de eksperter, der gjorde meget for at bore i de danske svagheder forud for EM. I går i Aalborg fik de svaret. I optakten til EM her på bloggen pegede vi på tre ting, der kunne være nøglen til dansk succes. I går fik vi alle tre i spil.

Danmark spillede for alvor på hjemmebane og flere tætte afgørelser gik Danmarks vej. Når de danske kvinder kan ride på en begejstringsbølge er meget pludselig muligt, og nu er de allerede inde i en god stime. Derfor var kampen i går også uhyre vigtig.

Pytlick er ubetinget en af håndboldens helt store trænere. Han har før fået rigtig ud af ikke så meget. Og hans engagement i kampen i går fortalte alt om vindermentaliteten på holdet.

Endelig ser det ud som om omgivelserne er med til at forløse det potentiale, vi ved er hos spillere som Line Jørgensen, Lærke Møller og Susan Thorsgaard. Det danske hold består af spillere, som har vundet adskillige mesterskaber som ungdomsspillere – og også som seniorer. Måske bliver EM 2010 den begivenhed, der løfter dem videre. Tag blot Line Jørgensens afgørende stående skud. Den kan man arbejde godt videre med.

Nu gælder det om at holde fast i momentet og slå Spanien lørdag. Men for pokker et udlæg ved turneringen. Det kan ikke være meget bedre. Og dermed lægger vi grædekonerne bag os og kigger fremad!

Det er otte år siden, de danske kvinder sidst har slået Rumænien ved en slutrunde. Og sådan som rumænerne spiller i disse år, venter der en meget hård opgave for de danske kvinder i aften. De er stærkt besat på alle pladser, og kender af den danske liga vil nikke genkendende til flere af de rumænske stjerner. Omvendt er Rumænien altid blandt favoritterne, og lige så sikkert sørger de for at skuffe de flestes forventninger ved hver eneste slutrunde. Der er således muligheder for danskerne – specielt hvis de kommer op på bølgen og får hele hallen med som i første halvleg mod Serbien.

Historisk har Rumænien været en hård modstander for de danske kvinder. Og i dagens udmærkede anledning er vi hoppet ud i håndboldshistorien og bringer her et uddrag fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om de første succesrige kvinder i dansk håndbold. Det inkluderer bl.a. en usædvanlig kamp i Rumænien.

Eksklusivt uddrag fra Kapitel 2 af “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

Før der var Anja, Camilla og Susanne var der Else, Toni og Anne Marie. Fra midten af 50’erne til midten af 60’erne oplevede dansk kvindehåndbold nemlig en guldalder, som skulle stå som uopnåelige højdepunkter, indtil Wilbeks jernhårde ladies tog fat i 90’erne. På kvindesiden var Danmark også dengang et af spillets førende lande, men det skete i noget mere ydmyge rammer og uden de millioner af tv-seere, der fulgte med fra starten af 90’erne. Resultaterne var dog ikke mindre imponerende.

Som hos herrerne var klubberne fra København også meget dominerende på kvindesiden. En egentlig danmarksturnering kom først i gang i 1965. HG var også hos kvinderne dominerende, og ligesom hos herrerne havde kvinderne en lokal københavnsk arvefjende. Hvor HG’s herrer kæmpede mod Ajax, kæmpede kvinderne mod FIF. Men hos kvinderne var den københavnske dominans næsten total. Fra 1956 og helt frem til 1981 lykkedes det kun for Helsingør og Svendborg at forhindre, at mesterskabet hvert eneste år havnede hos enten HG eller FIF. I den periode vandt Svendborg to gange mesterskabet, mens Helsingør en enkelt gang formåede at komme foran HG eller FIF. Men bortset fra de små undtagelser var hele perioden altså totalt domineret af de to københavnske klubber.

Succesen kom, fordi man på et særligt tidspunkt havde nogle talentfulde spillere og en række fremsynede ledere, der forstod at få det bedste ud af de mange talenter. På mange måder lyder den opskrift præcis som opskriften på den succes, Ulrik Wilbek høstede med sit landshold i 90’erne. Hvis spillermaterialet er til stede, handler det om at forvalte de muligheder på den optimale måde. Det gjorde man i 50’erne, og det havde man også held til fyrre år senere. God talentpleje gør det ikke alene, hvis der ikke er talenter at pleje. Og en gang imellem er det bare sådan, at der er flere dygtige spillere end andre. Men når spillerne er der, er det afgørende, at der er trænere og ledere, der kan se mulighederne, og som er i stand til at udvikle spillerne fra at være talentfulde til at blive vindere. Det kræver både udsyn, ambition og vilje. De ingredienser har været til stede i begge de epoker, hvor de danske kvinder har præget håndbolden på verdensplan.

Hos FIF var nogle af de helt store profiler i perioden den hårdtskydende Vibeke Jensen og stregspilleren Birgitte Harms. Hun giftede sig senere til efternavnet Wilbek, og som mor til den senere landstræner er der dermed en meget lige linie mellem de to succesperioder for de danske kvinder. Der skal åbenbart en Wilbek til. I 60’erne kom to andre talentfulde spillere til hos FIF. Multitalentet Anne Marie ”Søs” Nielsen og Toni Røseler kom til at tegne FIF i mange år. Røseler blev senere gift med den mangeårige anfører for det mandlige landshold Gert Andersen. Dermed var der ’bygget bro’ mellem FIF og HG, og de to kunne senere som forældre glæde sig over at se deres datter Camilla Andersen høste triumfer på både klub- og landsholdsplan.

HG og VM i 1957
HG havde også en meget dygtig stregspiller i Kirsten Nilsson. Bag hende huserede Aase Rasmussen og langskytten Annelise Corneliussen. Men den helt store stjerne, og en af de bedste kvinder nogensinde, var Else Birkemose, playmaker hos HG og på landsholdet. Birkemose debuterede som 18-årig på landsholdet ved de nordiske mesterskaber i 1948, og hun var både som spiller og senere som landstræner, en af nøglefigurerne i disse gyldne år. Birkemose afsluttede sin karriere i 1965. Men i 1970 var hun imidlertid ikke bleg for at stille op og sikre guldet i den afgørende kamp, da holdet havde et par skader. Hun er også til dato den eneste kvinde nogensinde, der som træner har stået i spidsen for et dansk landshold.

Den store kvindelige stjerne Else Birkemose var krumtappen for landsholdet og HG.

Som klub havde HG den fordel, at man sammen med herrerne ofte blev inviteret med til internationale turneringer. Det gav HG’erne mulighed for at prøve kræfter med de bedste østeuropæiske hold, og forstærket med bl.a. Anne Marie Nielsen fra FIF høstede man flere sejre i stærkt besatte østeuropæiske turneringer. De danske kvinder var klart i verdenseliten, og derfor var der meget store forhåbninger til det danske hold, da de første verdensmesterskaber for kvinder blev afholdt i juli 1957 i det daværende Jugoslavien.

Men VM blev ikke den ventede succes. De danske kvinder var vant til at spille indendørs, men internationalt blev der endnu spillet på udendørs baner, og den omvæltning var de danske kvinder ikke klar til, selvom f.eks. de nordiske mesterskaber også blev afviklet udendørs i de år. Der var ni hold tilmeldt, og danskerne endte efter nederlag i den indledende runde med at slå Østrig i kampen om 5. pladsen med 10-6. Finalen gjorde Tjekkoslovakiet til de første kvindelige verdensmestre, da de slog Ungarn 7-1 foran 8.000 tilskuere i Beograd.

Den danske skuffelse blev til et af de nederlag, som med god ret kan kaldes lærerigt. HG’s mangeårige holdleder og Else Birkemoses mand, Grimur Gunnarsson fortæller om det VM: ”De danske piger var på grund af deres tekniske dygtighed nærmest vant til at lege sig til sejrene. Men den gik ikke mod fysisk stærkere piger på udendørs tunge baner og med større bolde end normalt.”

Man blev nødt til at tænke nyt, og den nytænkning kom med århusianeren Jørgen Absalonsen, der tiltrådte som landstræner for kvinderne i 1957. Hans store opgave var at føre kvinderne frem mod det næste VM, der først blev afholdt fem år senere i Rumænien i sommeren 1962. Absalonsen rådede over et unikt spillermateriale, der i sin kerne havde de nævnte spillere fra HG og FIF. Talenterne fra 1957 var blevet mere erfarne, men de meget boldbegavede danskere manglede at kunne matche østeuropæerne rent fysisk.

Dette tema går som en rød tråd gennem dansk håndbolds historie. Danmark har altid været i stand til at fostre teknisk og taktisk begavede spillere, der rent håndboldmæssigt var foran de fleste. Men det har altid haltet med fysikken. Dels fordi træningsbetingelserne ikke har været til stede. Men også fordi den danske mentalitet ikke har været til hård og vedholdende fysisk træning. Derfor er en række danske hold ofte kommet til kort i lange udmarvende mesterskaber, hvor særlig de østeuropæiske hold, der viste sig både kedeligere men også meget mere holdbare og effektive, ofte endte med medaljerne foran Danmark.

Det er egentlig først med de senere års professionalisering af spillet også herhjemme, at det tema så småt er blevet begravet. Men helt væk er det ikke, for det hører på godt og ondt med til historien om dansk håndbold, at man altid har dyrket den myte, at nok var de østeuropæiske statsprofessionelle store, stærke og formentlig også stærkt dopede – og svenskerne bare stærkt kedelige, som de altid er. Men danskerne var altid i stand til at klare sig, fordi vi var smartere, hurtigere og klogere.

Danske håndboldspillere har om nogen været med til at udvikle spillet teknisk, og rigtig mange af de mest finurlige teknikere er danske. Tænk blot på venstrefløjen Lars Christiansen der nu i mere end ti år har drevet målmændene i den tyske Bundesliga til vanvid med scoringer fra baglinien, som bliver skruet indenom og udenom målmanden stort set efter behag. Men teknisk ekvilibrisme gør det ikke alene, og utallige er de gange hvor ikke mindst det danske herrehold måtte rejse hjem fra et mesterskab med uforrettet sag, fordi fysikken ikke slog til.

Her forstod Jørgen Absalonsen som en af de første, at boldbegavelse og god fysik ikke er hinandens modsætninger. Tværtimod forudsætter det en rigtig god fysisk form for at være i stand til at levere teknisk flot spil i løbet af en lang turnering. Derfor sammensatte Absalonsen allerede i 1958 det første såkaldte cirquittræningsprogram i Danmark i et samarbejde med idrætslægen Frode Henriksen. En hidtil uset satsning på den fysiske del af håndbolden. Men ydermere begyndte Absalonsen at træne et mere fysisk betonet forsvarsspil med hårdere tacklinger og omklamringer. Det skete for at hærde hans hold mod det, der ventede, når de skulle dyste på internationalt plan. Endelig indførte Absalonsen træning i en række spilsystemer, som kunne anvendes ”utraditionelt og intuitivt. Vi ville ikke maskinhåndbold”, som Absalonsen selv har beskrevet bestræbelserne. Men hans nye ambitiøse metoder fik ikke lov at gå upåagtet hen. De blev genstand for stor debat i aviserne, og Absalonsen måtte forsvare disse tilsyneladende udanke metoder. Kritikerne blev dog snart tavse.

VM 1962
Den nye landstræner havde imidlertid noget af et luksusproblem med mange kvalificerede spillere. Derfor arbejdede han, som man også gør i dag, tidligt med en bruttotrup på 36 spillere, der løbende blev testet fysisk og spillemæssigt ved en række samlinger. I påsken 1962 var 20 spillere tilbage til den sidste samling før udtagelsen. Det blev dramatisk. På den sidste dag lod Absalonsen pigerne spille en udtagelseskamp på Vejle stadion, og de trætte spillere gav alt, hvad de havde tilbage efter en lang samling. Flere spillere måtte bæres fra banen, og da aviserne var på gaden igen efter påske var det med store overskrifter om kvindehåndboldens død. Den dramatik blev ikke mindre, da landstræneren var involveret i et alvorligt trafikuheld kort før afrejsen til Rumænien.

Men ved afrejsen var både landtræner og holdet klar til at tørne ud på rødt tennisgrus i den indledende gruppe mod Ungarn og Japan. Nervøsiteten var stor på det danske hold. Ville forberedelserne give bonus? Var holdet virkelig så godt, som alle gik og troede? Den første kamp mod Ungarn gav et vigtigt fingerpeg. Efter en nervøs start blev det til en klar sejr på 8-4, og derefter blev Japan besejret med 12-7, selvom de meget små japanere voldte danskerne en del omstillingsvanskeligheder.

I mellemrunden ventede de store udfordringer for alvor. I den første mellemrundekamp skulle det danske hold op mod Sovjetunionen i Sibeu. Det blev en speciel oplevelse. Det lokale partikontor havde fuldstændig udsolgt kampen, og flere tusinde mennesker uden billet væltede diverse indhegninger og overfyldte stadion. Kampen blev gennemført, og Danmark vandt klart 10-4 til de mange tilskueres udelte begejstring – og formentlig til det lokale partikontors store ærgrelse.

Det danske hold fra VM 1962.

Dermed var holdet klar til en decideret semifinale i den sidste mellemrundekamp mod Jugoslavien. Som Danmark var også Jugoslavien ubesejrede i turneringen, men Danmark havde forberedt sig godt til kampen og havde det taktiske overskud. Else Birkemose spillede en formidabel 1. halvleg og fodrede Kirsten Nilsson og Toni Røseler på stregen med adskillige frispilninger. I pausen forudså landstræner Absalonsen, at Jugoslavien måtte ty til et modtræk som f.eks. en decideret mandsopdækning af Birkemose. Han trak derfor Birkemose ud på bænken ved 2. halvlegs start og spillede med ikke færre end tre stregspillere. Det skabte fuldstændig forvirring for jugoslaverne og en hurtig føring til Danmark. Da Birkemose kort efter kom på banen igen, kunne hun og de øvrige spillere køre en 7-5 sejr helt hjem.

I finalen ventede værtsnationen Rumænien, som havde vist skræmmende styrke hele turneringen igennem. Rumænerne blev trænet af en af de største trænere gennem tiderne, den rumænske legende Ioan Kunst Ghermanescu, og i deres afgørende kamp i mellemrunden havde de bl.a. slået de forsvarende verdensmestre fra Tjekkoslovakiet med 7-3. Finalen blev en lang kamp op ad bakke for danskerne, der aldrig rigtig kom ind i guldkampen på det store fodboldstadion i Bukarest i mere end 30 graders varme. De mange fanatiske tilskuere sad langt fra den lille håndboldbane, og hele 2. halvleg blev spillet i elektrisk lys, som også var uvant for det danske hold. Trods en indædt fight lykkedes det aldrig at indhente rumænerne, der vandt kampen med 8-5. Men den første medalje til dansk håndbold var en realitet, og den kom i hus i kamp med alle de østeuropæiske nationer, der var ved at indtage håndboldscenen i disse år. Absalonsens satsning gav pote. Danmark var kommet på medaljeskamlen.

Triumf i Europa
Men det var ikke kun med landsholdet, at kvinderne for alvor blandede sig internationalt. Året efter sølvmedaljen i Bukarest klarede FIF sig som danske mestre frem til finalen i Europa Cuppen for mesterhold, hvor det dog blev til nederlag mod de stærke russiske mestre Trud Moskva. I 1964 havde Helsingør IF helt undtagelsesvis brudt det monopol, FIF og HG havde på titlen. Nordsjællænderne spillede sig også frem til Europa cup finalen, hvor det blev til et meget knebent nederlag mod Rapid Bukarest på 13-14. Men i 1965 strøg et dansk hold helt til tops, og kom dermed i mange år til at stå som det eneste vesteuropæiske hold på kvindesiden med en europæisk triumf.

Selvom det stort set var FIF og HG, der delte mesterskaberne imellem sig, var det ubetinget HG, der formåede at bringe succesen fra den hjemlige turnering ud i Europa. Og som nykårede mestre deltog man nu i mesterholdenes Europa Cup turnering. I finalen mødte holdet Spartakus Budapest fra Ungarn, som blot et halvt år senere leverede stammen til det hold, der blev verdensmestre i Vest-tyskland. Men HG med målmand Ditte Poulsen, Else Birkemose og Kirsten Nilsson i spidsen var ikke til at slå. I Bellahøj-hallen vandt HG hele 14-6, og selvom udekampen i Budapest resulterede i et 7-10 nederlag, kunne HG lade sig hylde som det første boldspillende hold fra Danmark med en gevinst i en europæisk turnering. Der skulle gå næsten fyrre år, før Slagelse i 2004 gjorde dem kunsten efter.

Men allerede året efter var HG meget tæt på at gentage succesen, og deres indsats i semifinalen mod Trud fra Moskva er af flere blevet betegnet som en af de mest imponerende resultater nogensinde i dansk håndbold. HG havde med hiv og sving sejret 10-8 i København, og det var med bange anelser, at HG i februar 1966 rejste til Moskva for at møde et sovjetisk mesterhold, der aldrig havde tabt en hjemmekamp i Sjakhator-hallen. Det var der en meget god grund til, som helt ind til kampstart blev holdt hemmelig for HG. Trud spillede nemlig på rødt tennisgrus, selvom den foregående træning havde foregået på et regulært halvgulv. Men det var ikke enden på HG’s problemer. Kampbolden var beviseligt for lille i forhold til de internationale mål. Endnu værre var dog, at russerne havde placeret en projektør på banen, som meget præcist ramte den danske målvogter Ditte Poulsen lige i ansigtet.

Efter en del palaver med russerne, blev kampen endelig fløjtet i gang, men der gik ikke lang tid, før HG var nede 0-2. Ved den stilling brændte den ellers sikre Else Birkemose oven i købet et straffekast. Det så sort ud. Men Ditte Poulsen holdt med sine mange redninger HG’erne inde i kampen, og HG kunne langsomt men sikkert vende kampen og sikre sig en 9-7 sejr. Moskovitternes status som ubesejrede på det røde hjemmebanegrus var historie. I finalen mødte HG’erne de østtyske mestre fra SC Leipzig. En klub der helt indtil i dag har været den store drivkraft i (øst)tysk kvindehåndhold. På trods af den meriterende sejr i semifinalen, kunne HG’erne ikke matche et østtysk hold på vej frem. DDR var ved at blive en stormagt i håndbold, og Leipzig vandt en sikker samlet sejr på 17-11.

Det nederlag markerede afslutningen af en gylden epoke for de danske kvinder. Else Birkemose spillede sin sidste landskamp i VM-finalen i 1962, og selvom hun fortsatte for HG satte hun sig også på bænken som landstræner. Men hun kunne ikke som træner føre Danmark til de samme triumfer, hun havde opnået som spiller. Ved VM i 1965 i Vesttyskland stod det allerede klart, at de andre nationer ikke lå på den lade side. Det blev til nederlag mod både Jugoslavien og Vesttyskland, og selvom Danmark i kampen om femtepladsen slog de forsvarende verdensmestre fra Rumænien med 10-9 i Dortmund, var nedturen for kvinderne begyndt. En gylden epoke var slut, og der skulle komme til at gå mange år, før dansk kvindehåndbold igen kom op på de højder, som HG, FIF og det danske landshold nåede i 60’erne. Faktisk skulle vi vente helt indtil Toni Røselers datter Camilla Andersen og Birgitte Wilbeks søn selv kunne tage affære i slutningen af århundredet.

Der har været masser af grædekor forud for EM. Og selvom Danmark spillede fejende flot i perioder i kampen i går mod Serbien, stopper de nok ikke med at være skeptiske på det danske holds vegne. Man kan f.eks. pege på et dansk angreb i problemer i anden halvleg.

Men når alt det gylle er leveret, så viste det danske hold kort og godt, at de er klar til at spille en afgørende rolle ved dette EM på hjemmebane. Forsvaret er et omdrejningspunkt, og det var i perioder fremragende. Og bag det stod Karin Mortensen på det niveau, hun sidst nåede for præcis otte år siden ved EM 2002 i Århus. På den måde var der tale om noget af en drømmestart i Gigantium. Holdet blomstrede og fik publikum med sig fra start. Og holdets udstråling viste, at her er nogle piger, der vil. Det kan bære dem langt.

Som påpeget inden slutrunden (og det er ikke raket-videnskab), så har holdet ikke fundet sine ben i det etablerede angrebsspil. Men der var i første halvleg i går mange spændende takter. Ikke mindst viste Lærke Møller i perioder, at hun er ved at være oppe på det niveau, vi ved den unge spiller kan ramme.

Det bliver en kamp mod tiden, om holdet kan spille sig ind på en begejstringbølge og flyve ind i turneringen. Den første store prøve kommer mod Rumænien torsdag. De er gode, de er en af favoritterne, men de kan bestemt slås. Og hvis de skal slås, kan det da ske i et fyldt Gigantium med en velspillende Mortensen. Hvorfor ikke?

PS: Hvor høj er Kviesgaards scoringsprocent egentlig?

I mange år har kvindehåndbold og æbleskiver kørt et uadskilleligt parløb i december. Og tirsdag fløjtes der op til endnu et EM for kvinder i Danmark og Norge.

Optakten til EM har været skramlende. Det danske holds testresultater har været mildest talt svingende. Skader hos nøglespillere som Rikke Skov og Lærke Møller har sat dagsordenen – i stedet for fokuseret arbejde med holdet og en vindende spillestil.

Man har næsten lyst til at bruge det gamle ord om, at “det kan både blive en dreng og pige”. Men her dagen før de første kampe ved EM er forventningerne næsten så lave som de kan blive. Slutrunden er på forhånd malet i meget sure farver. Der har været tale om problemer med at sælge billetter, og på tv tordner ‘eksperter’ mod det danske hold, og mener at en plads som nr. 8 vil være godkendt, og bare de nu kan gå videre fra den indledende runde, etc.

Denne negative indgang til EM virker overdreven. Godt nok fremstår det danske hold skrøbeligt, når man f.eks. ser det i kamp mod Norge, og oplever dem blive overløbet af et godt spillende forsvarshold. Men holdet indeholder adskillige kvaliteter og på en engageret hjemmebane kan alting ske. Det er ligesom blevet normen at tale dansk (kvinde)håndbold ned. Det er der ingen grund til. Det danske hold indeholder mange kvaliteter.

Forud for EM i 2002 var der heller ikke mange, der nærede stor tiltro til de danske chaner. Men på en forrrygende dansk hjemmebane i Århus red det danske hold på en begejstringbølge og helt frem til guldet. Det EM vil i særlig grad blive husket for Karin Mortensens helt utrolige præstationer i målet gennem hele turneringen. Mortensen er med igen ved dette EM på hjemmebane – og hun er igen en nøglespiller.

Rigtig meget står og falder med de danske målvogteres præstation. Det danske hold virker skrøbeligt, når det skal op og spille organiseret angrebsspil. Desværre har Line Jørgensen ikke forløst hendes enorme potentiale endnu. En langvarig skade har sat hende tilbage. Så meget hænger på Trine Troelsen – og på at Rikke Skov og Lærke Møller kan spille igennem.

Og så er det danske forsvar som altid en nøgle til succes. Med Mette Melgaard tilbage kan Danmark få et forsvar af international klasse. Det er også nødvendigt, for der skal sættes en del nemme mål ind i turneringen, hvis det skal blive til noget.

Danmark er havnet i en rimelig hård pulje med Rumænien, Spanien og Serbien. Holdet kommer således med det samme på en hård prøve. Men det kan også ses som en fordel, at holdet med det samme skal præstere. Så snart holdet får en positiv oplevelse foran et stort publikum, kan nye niveauer nås.

Så nok er holdet oppe mod hård modstand. Alligevel kan vi uden problemer pege på tre afgørende fordele for det danske hold:

1. Hjemmebanen. EM i 2002 viste, hvad en begejstret hjemmebane kan gøre for et ungt hold.
2. Træneren. Jan Pytlick er en af håndboldens helt store trænere. Han har før fået rigtig ud af ikke så meget.
3. Det uforløste potentiale. Det danske hold består af spillere, som har vundet adskillige mesterskaber som ungdomsspillere – og også som seniorer. Potentialet er der. Nu skal det forløses.

Et mere positivt bud på EM herfra vil derfor være, at det danske hold bestemt har en chance for at komme blandt de fire sidste i Herning.

Det var sjovt at høre og læse reaktionerne oven på sejren mod Norge. Pludselig var mere end 55 minutters forfærdeligt spil helt forsvundet, og der var fokus på den danske vindermentalitet og evnen til at vinde tætte kampe. Meget klogt, for havde man gået tættere på det danske spil, kunne det nemt have udviklet sig til en meget ubehagelig affære.

Det er dog et uomtvisteligt faktum, at det her hold har en god evne til at vinde håndboldkampe og tage de rette beslutninger til sidst. Og de har nogle typer, der simpelthen bare vil vinde. Kasper Hvidt er her det bedste eksempel. Hans vilje og indsats var maksimal mod Norge. De danske herrer under Wilbek bygger på, at man samler på vinderhistorier. I det billede var en sejr mod Norge vigtig. Den føjes til samlingen. Det er altid nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder!

Men det danske spil har generelt ikke været imponerende. Det minder faktisk meget om Kroatien, der heller ikke har spillet godt, men som alligevel er klar til de afgørende kampe. Spillet skal løftes i aften. De to hold plejer at give hinanden kamp til stregen. Sådan går det med garanti også i aften.

Kroatien er meget mere end Balic – men hvad betyder Cervars farvel?

Når Danmark møder Kroatien, handler forskræppet altid meget om den sympatiske stjerne Ivano Balic. Men Kroatien er meget mere end det, og de har oven i købet valgt at skabe yderligere dramatik op til kampen i aften.

Den kroatiske træner Lino Cervar valgte nemlig at benytte hviledagen i går til at sige op på jobbet som kroatisk landstræner med virkning lige efter EM. Hans forklaring lød næsten tøsefornærmet:
»Jeg siger hermed op som landstræner. Jeg har lige fortalt spillerne det. Jeg gider ikke mere. Der er ingen af jer, der tror på mig eller mit projekt. Så kan det sgu være lige meget. Så vil jeg ikke bruge flere kræfter på det her«, sagde Cervar.

Effekten kan være totalt kroatisk kaos. Umiddelbart var Cervars udmelding en håndbold i den danske turban. Cervar er en ualmindelig dygtig træner, der f.eks. ved OL i Beijing fuldstændig knockoutede Danmark med en overrumplende taktisk fra kampens start. Han kan som Wilbek kunsten at vinde initiativet i en kamp og hele tiden været et skridt foran sin modstander. Men hans udmeldinger i går virkede helt opgivende, og hvis han ikke er på toppen, kan det bestemt være til Danmarks fordel.

Men Cervar er en snu herre, og man kan ikke sige sig helt fri for den tanke, at den kroatiske træner kunne bruge sin situation til at sætte sit hold yderligere op til kamp. Og når han så har skaffet succes, kan han formentlig overtales til at fortsætte til OL 2012.

Selvfølgelig skal danskerne fokusere på midterforsvaret mod Kroatien. Der ligger Ivano Balic og den kæmpe stregspiller Igor Vori og skaber en masse ravage. Vi kan nok ikke helt tillade os at være alt for flade i midten mod de to. Men ved tidligere opgør har det faktisk ikke været der, vi har haft de helt store problemer. Duellen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen ser rimelig ud for Danmark.

Men Kroatien er også mere end de to i midten. Denis Buntic fra Ademar Leon har vist sig at være en giftig afløser for Metlicic, og i Domagoj Duvnjak fra HSV har kroaterne også en meget dygtig bagspiller. Han har ikke helt klubkammeraten Blazenko Lackovic’s niveau som skytte. Men selvom Lackovic er med i truppen efter en skade, er det nok Duvnjak, der er den største trussel mod Danmark.

Endelig skal vi ikke glemme målmand Mirko Alilovic fra Ademar Leon. Han stod simpelthen forrygende i Beijing mod Danmark, og er virkelig ved at udvikle sig til en klassemålmand. Han er kæmpestor, men også typen som gode danske fløje kan køre rundt med.

Alt i alt: Kroatien har indtil videre vundet knebent og med besvær. Ligesom Danmark. De har en stor vinderpsyke. Ligesom Danmark. To lige hold der vil give hinanden hård kamp.

Hold øje med:

1. Kampen i midten. Kampen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen i midten er en nøgle til sejr. De gamle klubkammerater Jørgensen og Balic kommer ud i nogle fair men drabelige dyster i aften. Det danske midterpar har vist klassen ved EM. Nu skal de være det en gang videre.
2. Kampen i målet. Hvidt kommer formentlig til at starte inde. Hvis han nu har fundet det rette (spændings)niveau, kan han ene mand afgøre det igen. Han skal bare køre EM-finalen fra 2008 i den indre biograf. Dog har Hvidt nogle gange haft problemer med de kroatiske skytter. F.eks. i 2003 hvor Metlicic skudt Hvidt helt ned i bunden af målet.
3. Fløj- og kontraspil. Det etablerede danske angrebsspil er ikke imponerende. Derfor skal vi altså have nogle lette mål undervejs. Det betyder gode kontraspil. Men det betyder også, at hvis Kroatien dækker 5-1 med Vori eller en offensiv 3-2-1, så skal vi spille bredt ud til fløjene.
4. Det taktiske spil og initiative på banen. Cervars farvel er virkelig en joker op til kampen. Wilbek bliver virkelig udfordret i aften, så han skal have en strategi for kampen, der holder hjem. Kampen mod Kroatien er også en prøve på Wilbeks unikke evne til at tage og fastholde initiativet.

Og så skal vi i øvrigt huske, at det i aften er Lars Christiansens kamp nr. 300. En helt igennem unik dansk spiller sætter i aften en rekord, der formentlig aldrig bliver slået. Han har været udskældt (f.eks. efter VM i Tunesien), og undertegnede har været nødsaget til at rykke ud med en uforbeholden undskyldning undervejs. Han er en af de største undervejs, og hans straffekast mod Tyskland for to år siden var en forløsning af en anden verden. Endelig trådte han ud af de lange, sorte skygger. Uanset hvordan det går, har han fortjent en stor hyldest i aften. Men lad ham da endelig spille en brandkamp i aften, så han og Hvidt får vist, at ‘de gamle’ legender kan endnu.

TV2 fra kl. 20.15.

Samtidig lavede Wilbek den sædvanlige finte mod Norge og lod deres højre fløj stå helt blank. Den lavede han helt tilbage i VM-finalen i 1997, og de har stadig ikke læst den. Så Kjelling løb lige ind i en dansk mur og tog en masse pressede skud. Og hvordan Tvedten kunne finde på at tage samme skud som i Drammen for to år siden, og tidligere i kampen, er endnu en gåde. Man får virkelig ondt af Norge.

- Se afslutningen fra norsk TV2 her

Det var en forfærdelig kamp med nervøst og dårligt spil. Havde det ikke været for Kasper Hvidt, havde vi været helt væk. Selvfølgelig startede Wilbek med ham inde. Selvfølgelig leverede han en brandkamp i direkte duel med kollegaen fra FCK. Og selvfølgelig tog han straffet til sidst. Sådan er logikken ofte i den slags kampe.

Man kan således også vende den om og sige, at denne kamp var et fornemt eksempel på tiden efter Wilbek. De spiller ikke godt, men de vinder, og der er altid spillere, der træder i karakter og vil vinde. F.eks. Thomas Mogensen, Kasper Hvidt og Mikkel Hansen. Danmark er et vinderhold, som Wilbek også konstaterede efter kampen.

Der er dog fortsat nogle ting i det danske spil, jeg simpelthen ikke forstår:

1. Hvorfor må Spellerberg ikke spille mere? Han får sat ordentlig rytme i spillet som den eneste.
2. Hvorfor sætter de ikke Mikkel Hansen bedre i scene? Han scorer jo hver gang, han kommer i fart – når han da ikke rammer indersiden af stangen.
3. Stoler Wilbek inderst inde på folk som Torsten Laen og Kasper Søndergaard? Mads Nielsen spillede en hel halvleg på højre back som boldflytter. Er det bedre end Kasper Søndergaard?
4. Har vi droppet det offensive overtalsforsvar for tid og evighed? Det kunne man håbe.
5. Er forsvaret for langt fremme og for usammenhængende? Michael V. Knudsen talte efter kampen om, at det danske forsvar havde verdesklasse. Det tror jeg nu ikke helt på. Prøven kommer mod Kroatien.

På bundlinien før ‘kvartfinalen’ mod Kroatien står:

• Vi har slået fire sløvt spillende midterhold (Østrig, Serbien, Rusland og Norge), og det har haltet undervejs.
• Vi har tabt klart til det eneste gode af turneringens hold, vi endnu har mødt (Island).
• Det har været fem kampe med mildest talt svingende præstationer.
• Vi har stadig chancen. Men skal vi i semifinalen, skal vi finde et niveau torsdag, vi endnu ikke har været på. Men Danmark har spillet dårligt før og vundet, og holdet har en formidabel evne til at løfte sig i løbet af en turnering. Som skrevet før turneringen: Jo hårdere, jo bedre. Efter en gennemført frygtelig kamp har vi stadig fine muligheder for en semifinale. Men for pokker hvor skal de spille bedre.

Trænerteamet har nu en god onsdag til at tænke sig godt om og få sammensat en ‘gameplan’, der kan dæmme op mod kroaterne. Jeg tror ikke, at Balic bliver problemet. Ham kan Lars Jørgensen kæmpe med. Udfordringen er vores angreb, som kan få store vanskeligheder med Kroatien. Bemærk også, at Kroatien altså også har en meget begavet træner og et hold med en stærk vinderpsyke. De vinder også, selvom de ikke spiller overbevisende. Gør klar til kamp i morgen aften.

Efter den forventede sejr over Rusland i går (den var jeg nogenlunde sikker på) bliver det anderledes nervebetonet i aften. Det norske hold er godt spillende og har fremragende individualister, der kan volde Danmark problemer. Nøglen til kampen bliver at gentage det flydende spil mod Rusland – og så score på vores chancer. Mikkel Hansen har før scoret 15 mål mod Steinar Ege og ved VM for et år siden havde vi fuldstændig styr på dem. Alligevel skal det nok blive en af den slags aftener, hvor der skal hives fat i bordkanten.

Det er dog ikke ligefrem de store overraskelser, vi kan se frem til i aften. Ikke sådan umiddelbart. Norge kommer med et godt sammenspillet hold centreret omkring fremragede målmandsspil fra Steinar Ege og de tre højrehændede bagspillere Kristian Kjelling (AaB Håndbold), Kjetil Strand (Füchse Berlin) og Børge Lund (THW Kiel). Og så skal man bestemt ikke glemme deres fysisk benhårde stregspillere.

Med en stor kliche er det vitterlig to hold, der kender hinanden rigtig godt. Norge spillede lidt kispus op til EM ved at stille med et rent b-hold i opvarmningskampen mod Danmark. Det tror jeg ikke får så pokkers stor betydning. Danmark plejer at have rimelig godt styr på Norges bagspillere. Udfordringen bliver formentlig snarere i den anden ende, hvor vi skal forbi et godt forsvar og en til tider fremragende Steinar Ege.

Det kan godt antages, at Norge har set video af, hvordan Island og Serbien formåede at stresse vores bagspillere med et aggressivt og offensivt forsvar. Det vil Robert Hedin helt sikkert forsøge at udnytte. Igen kommer Thomas Mogensen i fokus sammen med Bo Spellerberg, der i går virkelig viste hans store værdi for holdet. Lad bare ham komme ind og spille for fuld hammer i aften. Og lad så Mikkel Hansen få en af den slags aftener, hvor armen sender boldene rundt i hele målet.

Hold øje med:

1. Målmandskampen. Selvom Landin stod en god kamp i går, vil det ligne Wilbek at matche FCK’s målmænd mod hinanden i en direkte duel: Hvidt mod Ege. I en tæt kamp vil få afgørende redninger være det, som gør udslaget. Umiddelbart virker Ege mest formstærk. På den anden side virker Hvidt meget opsat på at komme ind i turneringen.
2. Skyttekampen. Kjelling og Strand mod Hansen og Danmark. Norge har virkelig nogle skytter, der skal have mange billetter i en kamp. De skyder meget. Rigtig meget. Det betyder også, at der kan være gode muligheder for at løbe en masse kontraer. På den anden side kan Kjelling og Strand have dage, hvor deres scoringer bliver to-cifrede. Og så mindes jeg en DM-finale hvor Mikkel Hansen nettede 15 gange på Ege. Hvem får overtaget der?
3. Initiativet. Wilbek skal igen vise, at den større bredde på hans hold kan bruges aktivt til hele tiden at bevare initiativet. Der kan vi noget, Norge ikke kan.

I øvrigt stor ros til Kasper Nielsen og Lars Jørgensen. De er virkelig ved at finde niveauet. Det kan blive nøglen til succes i de næste kampe.

TV2 fra kl. 20.15.

Mandag aften har de danske herrer kniven på struben i Wiener Stadthalle. Efter det alt for klare nederlag mod Island skal danskerne forsøge at rejse sig mod Rusland, Norge og Kroatien i nævnte rækkefølge. Og der skal efter alt at dømme tre sejre til.

Det er der egentlig ikke noget nyt i. Vi har fra starten vidst, at det var de tre hold, vi skulle op imod. Og vi har fra starten jublet over, at vi var i den halvdel. Rusland og Norge er hold, vi skal kunne slå, hvis vi vil noget i turneringen. Så egentlig er ikke meget ændret. I øvrigt plejer det danske hold som regel også at have en dum kamp undervejs. I 2007 og 2008 skete det imidlertid allerede i åbningskampen. Vi er aldrig gået videre med maksimumpoint, og mellemrunden er altid bedst for Danmark.

Så i aften er det bare fuld kraft frem og videre efter det dumme opgør mod Island. Dette EM har indtil videre vist, at holdene er meget lige og jævnbyrdige. Så der bliver hård, hård kamp om hvert eneste point i mellemrunden. Og vi er altså stadig i den nemmeste halvdel.

Kampen mod Rusland i aften ligger umiddelbart godt til Danmark. Russerne er kæmpestore, men det er et hold, vi kan løbe mod. Og de kommer absolut ikke med noget nyt. Det er de samme spillere, vi har mødt utallige gange – og slået næsten lige så mange gange i de senere år.

Men kampe mod russerne har altid noget mytologisk over sig. Det handler om den store bjørn, som det er svært at bide skeeer med, men som vi med snilde kan overliste. Legenden Maksimov har både som spiller og træner prøvet at tromle Danmark over. Men han har også prøvet at blive slået i en VM-semifinale, og som træner at blive slået i de seneste slutrundeopgør.

Når vi ser bort fra hele mytologien om de store russere, så handler det primært om, at vi skal løbe den langsomme bjørn ned. Det har i hvert fald været recepten de seneste gange, vi har slået dem ved en slutrunde.

Hold øje med:

1. De danske målmænd. Det er ikke til at komme udenom: Hvidt og Landin skal altså i gang nu. Ellers har vi ingen chancer i mellemrunden. Det er nødsaget til at præstere nu.
2. Tempoet. Russerne er store, tunge og kværnende. Så vi skal løbe maksimalt med dem. Hele tiden presse med med hurtig midte og løbe samtlige kontraer. Hver gang. Det kan blive en aften for Eggert og Lindberg. Ellers husk f.eks. Lars Christiansen mod Rusland oppe i Norge.
3. Wilbeks initiativ. Landstræneren virkede for første gang lidt passiv mod Island. Han skal op på sit højeste niveau for at bevare initiativet hele vejen igennem. De fleste kampe ved EM har bølget frem og tilbage med en række store comebacks. Det handler meget om at Wilbek skal stole på sit hold som altid og skifte flittigt ud og hele tiden være ovenpå.

Landstræneren og hans hold skal nu for alvor vise formatet. Nu skal der vindes nogle håndboldkampe. Mellemrunden er traditionelt der, hvor Danmark spiller bedst. Lad det bare gentage sig i aften.

TV2 kl. 20.00.

Som nævnt er en kamp mod Rusland altid en klassisk affære. Det giver os en udmærket grund til igen at lave en Top 6 over alle tiders herrekampe mod russerne:

1. VM semifinale 1967: 17-12.
2. EM mellemrunde 2004: 36-31.
3. EM mellemrunde 2006: 35-28.
4. VM indledende 1978: 16-16.
5. EM åbningskamp 2002: 25-25.
6. OL 1972 åbningskamp: 12-12.

På DR.dk er der stadig eksklusive klip fra både 1967 og 1978.

Og så lige til to af de værste russerkampe:

1. VM 2003 28-35 efter 16-16 ved pausen.
2. EM 2000 26-27 efter dansk føring ved pausen. Kampen hvor Hjermind skulle have taget et rødt kort!

Lad endelig aftenens kamp krive sig ind som en del af de gode historier. Og lad os inden da mindes denne her igen:

Den 19. januar indleder Danmark EM mod værtsnationen Østrig i Linz. En på papiret nem opgave mod en af håndboldens traditionelt mindre nationer. Men også den blot første af en række meget vanskelige udfordringer for Ulrik Wilbek og hans tropper på vej mod forsvaret af EM-titlen. Der er sket en del siden guldet for to år siden, og nye spillere er kommet til undervejs. Umiddelbart står holdet ikke helt så stærkt som for to år siden, men der er kommet nye kvaliteter ind i holdet, som kan bringe holdet langt. Men forud for EM er det meget usikkert, hvor holdet står.

Da Ulrik Wilbek kom til som landstræner var hans erklærede mål at skabe stabilitet i de danske herrer præstationer. Det kom efter de meget svingende præstationer mellem 2002 og 2005. Wilbek har haft som mål, at Danmark altid skal blive mellem de otte bedste. Det løfte har han holdt, og målsætningen har vist sig at være meget virkningsfuld; ind imellem kan man jo også godt blive bedre end nr. 8.

Blot en uge før EM har fokus været på alt andet end spillet på banen. Wilbek har klogeligt dekreteret, at alle forhandlinger om nye klubtilhørsforhold skal aflares inden EM. Med betalingsstandsningen i GOG, lanceringen af AG København og spekulationerne om Lars Christiansen og Mikkel Hansen har der været masser af turbulens udenfor banen. Og så har vi slet ikke nævnt sommerens dramatiske konfrontation mellem spillerne og forbundet. Det har været turbulent, og Ulrik Wilbek har ikke haft optimale betingelser i sin forberedelse.

Vi er i den mest attraktive halvdel – men sammen med de vanvittige islændinge

Danmarks turneringshalvdel er umiddelbart den mest attraktive af de to halvdele. Vi er topseede sammen med Kroatien, og vi undgår hold som Tyskland, Frankrig, Sverige og Spanien. Det er ganske godt. Til gengæld er vores indledende pulje en lille smule giftig. Der møder Danmark nemlig værtsnationen, Serbien og de vanvittige OL-sølvvindere fra Island.

Det er alle alle hold, som vi kender næsten urimelig godt, og som det danske hold også har gode erfaringer med. På papiret en ganske fin lodtrækning. Østrig bør Danmark kunne slå, selvom en åbningskamp mod værtsnationen kan være meget svær (tænk blot på den første kamp for to år siden mod Norge!). Serbien kan også være giftige. Under den tidligere storskytte og verdensmester Jovica Cvetkovic er de blevet rettet ind. Men Danmark er et bedre hold, og selvom de møder op med stor fysik, er det en kamp, vi skal vinde.

Den helt store udfordring ser (som altid) ud til at blive Island. De er den store joker, og med tiden er reglen jo blevet, at vi SKAL spille uafgjort med dem. Det gør vi næsten hver gang. Kampen mod Island ved OL var virkelig en hård affære. Umiddelbart har vi bedre spillere, men islændinge giver sig aldrig, og efterspillet på ud til omklædningsrummene viste, at tænding altid er en del af et opgør mod Island. Man kunne godt forestille sig, at det var en kamp, Ulrik Wilbek gerne vil vinde!

EM er den bedste slutrunde for de danske herrer

EM har traditionelt stået rigtig godt til de danske herrer, og det er uden sammenligning den turnering, Danmark har klaret sig bedst i. Det skyldes først og fremmest, at EM er en ualmindelig fysisk hård turnering. Der er mange, mange hårde kampe lige efter hinanden og meget få pauser. Det favoriserer et hold som Danmark, der skifter meget ud, og som ikke er afhængige af få stjernespillere. Ved OL var der en hviledag mellem hver eneste kamp, hvilket gav en spiller som Ivano Balic et tiltrængt pusterum. Det får han ikke ved EM, og det er en klar fordel for Danmark.

Fraværet af uortodokse og ‘underligt’ spillende hold er også traditionelt en fordel for Danmark. EM er noget helt andet end en OL-turnering, og jo hårdere turneringen er, desto bedre er det for Danmark og den danske spillestil. Og med mange lige kampe, skal det nok blive hårdt for alle nationer. Det kan derfor godt være, at Danmark kommer lidt groggy over i mellemrunden, men en EM-turnering handler om at være der, når det gælder.

Danske spørgsmåltegn

Inden turneringen starter, er der dog nogle åbenlyse svaghedstegn ved det danske hold, som er vanskelige at komme udenom:

1. Er nøglespillerne ‘over the top’? Den store generation, der toppede med EM-guldet i 2008 kan meget vel have toppet. Lars Jørgensen er hjemme i AG på en slags ‘nedtrapning’, Kasper Hvidt er også tilbage i København og en spiller som Lars Christiansen er efterhånden blevet 38 år. Og hvad med Michael Knudsen? Er han blevet for træt over alle rejsedagene og de evindelige sheriff-stjerner inde på stregen? De nævnte spillere er nøglespillere for Danmark, og man kan være bekymret for, at deres fineste stund var i Norge for to år siden. Til gengæld er der gode nye folk på vej, og jeg tror at Hvidt og Jørgensen har mere i sig.
2. Angrebsspillet hart aldrig været rigtig flydende under Wilbek. Det er måske kontroverislet og tåbeligt at sige. Men jeg mener faktisk, at Danmark kun har spillet godt angrebsspil i én eneste af de slutrunder, hvor Wilbek har haft ansvaret. Det var ved EM i 2006. Siden har angrebsspillet været (bevidst) rodet, usammenhængende og yderst udforudsigeligt. Tilbage under Torben Winther havde holdet en angrebsmæssigt rygrad, og nogle fremragende kombinationer i kontraspillet og ved hurtigt midte. Alt det er gået fløjten. Til gengæld har man vundet mange flere afgørende kampe, og det danske hold er væsnetligt sværere at lægge taktik imod, fordi der ofte er individualister (tænk blot på Lasse Boesen under EM), der bogstavelig talt tager sagen i egne hænder.
3. Skydende bagkæde i stedet for styret bagkæde. Ved denne slutunde bliver spillet endnu mere usammenhængende og uforudsigeligt. Med Jesper Jensen (og Joachim Boldsen) væk er det Thomas Mogensen og Wilbeks ‘wild card’ Henrik Knudsen, der skal føre taktstokken. Det er to meget spændende spillere. Men de er ikke spilstyrere i en klassisk forstand, som f.eks. Jesper Jensen har været det. Det betyder, at vi nu får en bagkæde af tre roterende skytter, der alle er farlige på egen hånd. Det kan blive yderst giftigt for modstanderne, og jeg er personligt ikke ét øjeblik i tvivl om at Henrik Knudsen kommer til at blive en sensation ved dette EM. Til gegæld er der også risikoen for nogle spillemæssige sammenbrud undervejs. Det bliver kort og godt med fuld knald på, høj risiko og skud fra alle positioner. En afgørende detalje bliver så, om man får de fremragende fløje med, så det ikke bliver skydetelt ind over midten.

Én og kun én nøgle til dansk succes

Når alt dette er sagt og spekuleret, kan vi i sidste ende skære det hele ud i pap. I sidste ende er der én og kun én nøgle til dansk succes:

Kasper Hvidt og midterforsvaret skal præstere som ved EM 2008. Det kan ikke siges nok. Skal Danmark rigtig langt, skal Lars Jørgensen og Kasper Nielsen finde samme niveau som i 2008, og så skal Kasper Hvidt igen finde det niveau, der gjorde ham til turneringens helt store målmand . Skal man vinde titler er det storspil nødvendigt. Hvidts redningsprocent bliver et afgørende pejlemærke. Det er ud fra det fundament, at vi også får alle de ‘nemme’ mål på kontro, som vi er afhængige af.

Det er ikke originalt at udpege Hvidt og forsvar som nøglen til succes. Men det er der, Danmark skal vinde. I slutrunderne falder scoringsprocenterne altid voldsomt, pga. intensiteten og det hårde fysiske arbejde. Så når alt kommer alt, kan det hele (hver gang) koges ned til denne enkle iagttagelse: Virker den danske defensiv, kan holdet gå hele vejen.

Konklusioner og forudsigelser

Men at komme dertil bliver absolut ikke nemt. Og som altid står Kroatien, Frankrig og Tyskland til at blive de værste konkurrenter. De olympiske mestre fra Frankrig er for alvor det hold, som Danmark mangler at slå. Deres forsvarsspil er enestående, og nyere danske spillere som Mads Nielsen fik et decideret chok, da de prøvede det under VM for et år siden. De er skræmmende. Men dem kan vi først møde i en eventuel semifinale.

Det vil være oplagt at udpege to semifinaler, der hedder Danmark-Tyskland og Kroatien-Frankrig. Men helt så enkelt går det sjældent. Fra vores halvdel er jeg ikke tryg ved Island og Serbien skal nok få drillet en masse hold. Og i den anden halvdel synes jeg man skal holde et vågent øje med Sverige. De er på vej frem med unge spillere. Det er endnu ikke, som vi har kendt dem. Men Sverige er verdens ypperste håndboldnation på herresiden, og når de vinder et U-VM, skal man altid holde øje i årene derefter. (Det giver så samtidig en anledning til at bringe et billede af Bjørn Jilsén).

Konklusion: Der er bestemt medaljemuligheder for Danmark, hvis forsvaret og Kasper Hvidt præsterer i verdensklasse igen. I sidste ende skal Kroatien, Frankrig og Tyskland slås. Det bliver tæt, intenst og formentlig meget seværdigt. Og jeg kan overhovedet ikke vente. Lys i januar igen.

Memory Lane – kom i stemning til EM

EM 2008 i Norge var en oplevelse, og de to slutkampe var intense som få. Smukt var det ikke altid, men Lars Christiansens mål i semifinalen kan jeg se igen og igen. Nogen der sagde Tunesien?

Semifinalen mod Tyskland fra tysk tv

Finalen mod Kroatien fra TV2

I det nye Lalandia i Billund ser dansk håndbold lige så stille ud til at falde fra hinanden. Spillere og forbund kan ikke finde hinanden i en lønforhandling, og imens truer både landstræneren og hovedsponsoren med at trække sig. Det kan være tom teatertorden. Men oven på hele farcen med herrernes slutspil ligner det efterhånden en klar tendes. DHF laver for mange kostbare fejl. Fejl der truer med at ramme den ellers populære sport meget hårdt.

Denne uge skulle de danske herrer have brugt til at spille sig ind på hinanden. Over et helt år har landstræneren og holdet kun meget få dage sammen til at forberede sig til de store slutrunder. Og nu røg denne uge på gulvet, fordi spillere og forbundet ikke kunne finde hinanden i en løforhandling. I stedet er det hele endt med, at alle er sure.

Hvor man burde have ordnet forhandlingerne inden Lalandia, så truer den fejlslagne dialog nu hele holdet. Det er kort og godt amatøragtigt. Håndbold er en stor forretning, og der er mange interesser involveret. Derfor går det ikke med en så amatøragtig fremfærd. Denne katastrofale uge kunne man have forudset, hvis blot DHF havde talt lidt uformelt med Hvidt inden de mødtes. Sværere er det ikke.

Og når man oven i det lægger hele det farceagtige forløb med herrernes slutspil og Spellerbergs idiotiske udtalelser, er det altså et billede på et forbund, der ikke er sin opgave voksen. Det kan godt være, de måske har gode argumenter i forhold til spillerne. Men alt det her skal slet ikke køres i medierne og med holdet, træneren og sponsoren som gidsel.

Lederne i dansk håndbold må da snart have lært at alt denne dårlige omtale og amatøragtige optræden kun skader sporten, og gør den vare, som alle lever af at sælge, mindre værd. Det bliver mindre interessant at være sponsor, og varen på tv bliver også markant mindre interessant.

Det er samtidig endnu mere underligt, når dansk håndbold faktisk står i en fin position. Viborg har lige vundet Champions league og hos herrerne har man netop afviklet et slutspil, der med stor spænding og højt niveau var en fornøjelse at følge. Niveauet er højt, og der bliver arbejdet med stor intensistet.

At forbundet ønsker at gå linen ud og smide det på et gulv i Billund forekommer absurd. Det burde de have ordnet på forhånd, og kan de ikke det, bør de fortsætte samtalerne efter træningen. Nu står alle bare tilbage som tabere.

Euro-fodbolden har vist sig fra sin bedste side. EM har indtil videre været en positiv oplevelse. Joakim Jakobsen skriver i denne uge i Weekendavisen, at dette års udgave af EM er den bedste slutrunde siden 1986 og det bedste EM siden 1984. Efter at have set Ruslands opvisning i går, er det svært ikke at give ham ret. Russerne har været et formidabelt bekendtskab og dette EM har været en overraskende venligtsindet gæst i juni måned.

EM kan være en frustrerende oplevelse med relativt jævnbyrdige europæiske hold og taktisk prægede matcher. Guderne skal vide, at EM i 1992 og 2004 ikke var store sejre for fodbolden. Ligeledes huskes også EM i 1996 i England som én lang ørkenvandring. Det har kort fortalt ikke altid været nogen udelt fornøjelse, og for denne skribent har VM altid haft en meget højere stjerne. Der er ligesom lidt mere histroriens vingesus over VM, når Argentina og Brasilien er med.

Lige nu imponerer Rusland i den grad. Men lur mig om ikke vi er på vej mod en helt klassisk finale mellem Tyskland og Italien. Tyskerne har Tyrkiet i deres semifinale, og selvom tyrkerne er come-back kids af Allahs nåde, så vil tyskerne uden tvivl formå at sætte sig på den kamp. I den anden halvdel er italienerne kommet sædvanligt luntende ind i slutspillet. Og lige præcis sådan er de allermest farlige. Selvom Spanien er knaldskarpe, så kunne en 1-0 til Italien og en senere klog eliminering af Rusland ligne et meget sandsynligt resultat. Favoritterne falder som fluer, og til sidst står Tyskland og Italien tilbage. De to store gamle europæiske fodboldnationer med flere stjerner på bluserne.

Da jeg i 2006 skrev bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” indeholdt bogen en liste over de største danske spillere igennem tiden på både herre- og kvindesiden.

Listen blev til i frisk erindring om VM i Tunesien, og den var meget hård ved Lars Christiansen, som havnede udenfor de ti første. Efter EM i Norge er tiden nu kommet til en uforbeholden undskyldning og korrektion. Både Lars Christiansen og Kasper Hvidt hører nu efter min mening til i Top 10. De tyve øverste ser nu ud som følger:

1. Jørgen Petersen
2. Mogens Olsen
3. Anders Dahl-Nielsen
4. Lars Christiansen
5. Michael Fenger
6. Morten Stig Christensen
7. Kasper Hvidt
8. Svend Aage Madsen
9. Per Theilmann
10. Erik Holst
11. Erik Veje Rasmussen
12. Mogens Jeppesen
13. Jens-Erik Roepstorff
14. Michael Berg
15. Nikolaj Jacobsen
16. Jørgen Vodsgaard
17. Gert Andersen
18. Michael V. Knudsen
19. Thomas Pazyj
20. Joachim Boldsen

Træner: Leif Mikkelsen

Er du enig? Diskutér det her på siden.