Thulebasen er et af de mest markante navne fra selskabet Tambourhinoceros, hvor også Iceage huserer. De bands markerer noget befriende nyt på den danske scene. Her er originalitet og modet til konsekvent at forfølge sit kunstneriske projekt.

For Thulebasen betyder det, at hele den tyriske musik rulles ud i en koncentreret optagelsesproces over få dage og med heftige ompulser fra øjeblikket i en art musikalske readymades. Her mixes studieoptagelser med tidligere liveoptagelser. Her indgår samtaler og mumlerier som lydtapet i til tider hypnotiske mønstre.

Inspirationskilderne står i kø lige udenfor studiet, men det mest bemærkelsesværdige ved Thulebasen er måske, at de har fundet deres egen frie cut-up form.

Det er sine steder simpelthen kreativt eksploderende. Andre steder bliver det mere øvelokake imploderende. Bastante temaer gentages og en velgørende sax sniger sig ind i lydbilledet.

Det starter med “Raga Gemini”, som generøst byder lytteren velkommen indenfor på Gate 5. Her er Thulebasen måske i sit dunkende es. Basen er bedst i sit hypnotiske melodiske hjørne. Værst når man fornemmer, at nu går der øvelokake i den. Thulebasen skal helst have speederen i bund.

Og lige som der går lidt for meget hypnotisk gentagelse i det hele på vej ud til Gate 5, sidder man i sit stille sind og afventer det store forløsende øjeblik, der får albummet til at stikke afsted til egne galakser. Det kommer i form af det over 18 minutter lange nummer “Felaia”, hvor der bygges op til et dirrende crescendo. Lige netop dér fungerer Thulebasen allerbedst i sin frie form.

Thulebasen kan være et mørkt og indelukket sted at opholde sig. Gate 5 sætter en tyk streg under, at der sker forløsende ting netop nu. Der er nordlys på vej.

Det er den helt rigtige debut på det helt rigtige tidspunkt. Efter et tiår med Claus Hjort og dårlige Radiohead-kopier blæser Iceage den danske scene til atomer med et så kraftfuldt statement af en debut, at vi skal langt tilbage for at finde noget tilsvarende.

Når man lytter sig igennem New Brigade, sidder man også i sit stille sind og håber, at vi aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kommer til at se dem på en rød løber til P3 Guld. Og forhåbentlig er sangene på New Brigade af en sådan kaliber, at det går langt over statsradiofoniens radar. Man kan kun håbe.

For håb er virkelig, hvad man sidder med mellem hænderne, når man famlende åbner New Brigade. Kan dette virkelig være rigtigt? Så ungt? Så friskt? Så uspoleret? New Brigade lyder ikke som noget andet, der har rørt den danske rockscene i årtier.

Skiven er ikke lang. Det går dejlig hurtigt. 24 minutter i alt. På numre som “Count me in” bliver man blæst væk på lidt over et minut. Men det er også alt rigeligt. Det er hurtigt, skramlende, pågående.

Med en vis Peter Peter involveret i pladen er det kun alt for nemt at skrive om 1977 og noget med Rødovre Statsskole. Og kolde sjæle vil måske anføre, at man har hørt det hele før for tredive år siden. Men Iceage er meget mere end det. New Brigade er også lavet efter det friske pust, som f.eks. Arctic Monkeys kom med. Det er lyden af en helt nyt generation. Og den har sit eget distinkte udtryk. Og hvad Iceage ikke har af raffineret sangskrivning, har de til gengæld af energi og originalitet. New Brigade tager os for alvor ind i et nyt årti.

En gang udtrykte et engelsk orkester det på denne måde:

Living in the Ice age.
Searching for another way,
Hide behind the door,
We’ll live in holes and disused shafts,
Hopes for little more.

Det er det spinkle håb, Iceage bringer med sig. Lad håbet fra New Brigade blafre i vinden.

Iceage – New Brigade from iceage on Vimeo.

Roserne er regnet som en sommersyndflod over Suburbs. Og i et af disse sjældne øjeblikke har et indie-album også sat sig effektivt på toppen af alverdens albumlister. At det netop skulle blive et koncepptalbum om livet i forstæderne til del, ligger ikke lige for. Men Suburbs er et af den slags albums, der springer alle kendte grænser.

Da Funeral kom i 2004, viste Arcade Fire at det stadig gav mening at skrive sange i det helt store format. Sange om savn og tab. Om at bo en forstad. Om ikke at ende som sine forældre. Om at søge væk. Ud på den store Thunder Road. Om at finde noget ny mening. Alt dette fandt Arcade Fire og mere til med Funeral. 2007’s Neon Bible gik i nye retninger og havde ansigtet mere vendt ud mod verden fra et Amerika begravet i et vanviddets årti. Begge albums der befinder sig højt på listen over det forgangne årtis store skiver.

Suburbs viser på sin vis vejen tilbage til forstaden. Det er ikke et album, der på traditionel vis peger fingre af livet i forstæderne. Det er et album, som er skrevet indefra – fra forstæderne. Måske var bandet på politiske afveje med Neon Bible. Numrene derfra fylder ikke meget på setlisten på bandets igangværende turné, og siden har der også været et præsidentvalg. Arcade Fire er hjemme nu – i mere end én forstand.

Suburbs består af ikke færre end 16 numre. Det er ikke ét nummer for meget. Og igennem forstæderne løber en melankolsk tone af levet liv. Indledningsnummeret ”The Suburbs” sætter egentlig en opløftet stemning. Men Win Butler driver en hård pointe hjem med omkvædet: “Sometimes I can’t believe it/ I’m moving past the feeling.” Det er følelsen fra Funeral, der stille forsvinder, i takt med at bilerne ud fra Thunder Road vender tilbage til forstaden, til børnene, voksenlivet og de brudte drømme om at danse evindeligt i måneskinnet.

Suburbs er lyden af levet liv. Ægteparret Win Butler og Régine Chassagne omsætter erfaringer og drømme og trods på en måde, intet rockorkester før har forsøgt. Tag blot en melankolsk perle som “City with No Children”, hvor Régine Chassagne med skrøbelig røst driver pointen hjem. Eller tag sangen “Sprawl II”, der bliver albummets store afsluttende højdepunkt. En sang, hvor der midt i melankolien er trods for en hel verden: “These days, my life, I feel it has no purpose/ But late at night the feelings swim to the surface”.

Musikalsk bevæger Suburbs sig omkring i flere retninger. Her er kontante rock-sange som “Month of May” med en enkelthed som hos Ramones. Og her er signatursange som “Rococo”, der bygges frem mod et for Arcade Fire så karakteristisk afsluttende crescendo. Og der er endelig små afstikkere til mere dansable steder og tyste hjørner af forstæderne.

Suburbs er intet mindre end en øjeblikkelig klassiker. Et mesterstykke i konsekvens og medrivende sangskrivning. Arcade Fire er et band, der har meget at leve op til. Med Suburbs sprænger de endnu en gang de snærende bånd og viser igen vejen fremad for rocken. Vejen tilbage fra Thunder Road er mere end interessant og aldrig bedre beskrevet end på Suburbs.

Der er mange gode grunde til at lytte til OK Computer. Der er gode sange, finurlige indfald, inderlighed og ironi. Men OK Computer er først og fremmest et stort sammenhængende album. Måske det sidste af sin slags inden mp3-formatet tog over og sprængte albumformatet itusind stykker.

Forfatteren Dai Griffiths hævder i sin bog om OK Computer, at Radiohead opløste albummet, som vi kender det og for første gang udfordrede cd-formatet. Men måske er det mere præcist at sige, at Radiohead med OK Computer skabte rockens sidste store album.

Efter at gruppen med The Bends havde vendt blikket indad med en række smukke emotionelle hymner, blev fokus et noget andet med OK Computer. Blikket er vendt mere udad i en række polaroide snapshots af en verden i forandring. Skal man forstå, hvad der rørte sig i 90’erne, er OK Computer et meget godt sted at starte. Her farer verden forbi i rasende fart, computeren taler til os, og det enkelte individ hvirvles fremmedgørende afsted uden mål og med. Mens britpoppen klingede af og Oasis blev inviteret med ind i Tony Blairs nye Labour som posterboys for Cool Britinia tog Radiohead afsted til mere håbefulde steder.

Radiohead ønskede en helt ny lyd og tilgang. Hele indspilningsprocessen blev radikalt forandret og foregik på landsteder langt væk fra byen og modernitetens kværnen på bandets eget udstyr. Det ledte vej til en mere eksperimenterende lyd og leg med den electronica,
der altid havde fascineret bandet.

Mange betragter Radiohead som et studentikost udkrads fra Oxford. De glemmer bare, at der bag de soniske ambitioner ligger fantastiske sange og melodier gemt. Allerede i 1995 fik vi med sangen ”Lucky” et varsel om, hvad der var på vej. En original idé og en tilstand, det er svært at ryste af sig:

Pull me out of the aircrash,
pull me out of the lake,
’cause I’m your superhero.
We are standing on the edge.

Det er umuligt ikke at tænke på en figur som Douglas Coupland, når man hører OK Computer og ikke mindst betragter hele art-worket fra pladen. Det er den radikaliserede post-modernitet som kunstnerisk udtryk. Alt er fragmenteret, men midt i det hele banker hjertet og et spirende håb. På en gang håbefuldt og desperat omkring Thom Yorkes virkningsfulde udtryk.

Første single fra skiven var ”Paranoid Android”, der med en spilletid på 6:23 og en kompleks struktur nærmest må betegnes som en anti-single. Men på den måde meget betegnende for en kompromisløs tilgang, hvor der kræves noget af lytteren. Det her er ikke musik, der gør sig godt som baggrundsmusik. OK Computer skal høres højt og som en helhed. Gør man det, vil man opleve en kunstnerisk sammenhæng, der ikke findes meget bedre.

At opleve OK Computer er i sidste ende håbefuldt. Det er beviset for, at rocken som udtryksform stadig giver mening, og at der også i et nyt årtusinde kan laves store plader.

Radiohead viste vejen frem og gjorde rejsen fuldendt tre år senere med Kid A. Succesen med OK Computer blev næsten tyngende for orkestret, og desværre åbnede den succes for en syndflod af elendige kopibands, der prøvede at ramme Radioheads tone. I de tretten år siden OK Computer er albummet blevet skamredet af både inden- og udenlandske bands, der ikke er i nærheden af det niveau Radiohead altid har befundet sig på. OK Computer vil for altid stå som et af 90’ernes store højdepunkter og et af rockens helt store albums.

U2 har aldrig været et ‘cool’ orkester. Slet ikke. De har ligesom aldrig udgjort avantgardens fortrop. Deres blanding af monster stadionpopularitet og verdensfrellse har altid været udgjort en cocktail, der var svær at sluge.

Men da U2 med Achtung Baby gav Mefistofeles i at være oprigtige og i stedet hengav sig til en omgang europæisk dekadence, blev resultatet de stærkeste og med inderlige sange, gruppen kommer til at indspille. At hive Brian Eno med til Berlin viste sig igen at være et virkningsfuldt middel for en gruppe, der ville genopfinde sig selv.

U2 gik ind til arbejdet med Achtung Baby efter albummet og filmen Rattle And Hum, som vist bedste kan beskrives som en rodebutik uden mål og mening. Ifølge bandet selv noget nær et nulpunkt i bandets historie. Der skulle drastiske midler til for at komme videre, hvis man overhovedet skulle videre.

Der var opløsning hele vejen rundt. I privatlivet, på den storpolitiske scene og internt i bandet. Hvis man skulle videre, skulle det majestætiske The Joshua Tree hugges ned til grunden. Det blev det. Med endnu et mesterværk.

U2 besluttede at opsøge forandringens midte, og gik i de legendariske Hansa Studier i Berlin med mere på hjerte end nogensinde. Guitarist The Edge har altid været en udforsker af både guitarens og elektronikkens muligheder. Den nysgerrighed nåede her et kunstnerisk højdepunkt. Inspireret af udviklingen på den britiske rockscene, ville The Edge og Bono arbejde med elementer fra fra house- og dansekulturen. Træet skulle hugges ned til grunden, så et nyt sonisk landskab kunne opstå fra asken. Dermed kom U2 til at introducere de nye elektroniske muligheder i stor skala til rockens mainstream.

Men det blev en meget vanskelig fødsel, hvor den traditionelle modsætning i bandet mellem ”The Hats” (Bono og The Edge) og ”The Haircuts” (Clayton og Mullen) brød ud i lys lue. Clayton og Mullen ønskede ikke at gå nye veje og kunne ikke følge bandets to sangskrivere. Men da The Edge pludselig satte to skister sammen til sangen ”One” fulgte femten magiske minutter i Hansa studierne i Berlin, hvor brikkerne pludselig faldt sammen og bandet hinanden i et nyt udtryk.

Fra de første anslag i ”Zoo Station” stod det klart, at Achtung Baby ville noget nyt. Væk var oprindalismen fra de foregående albums. Pludselig var der trommemaskiner og heftige guitarangreb.

På overfladen var æstetikken radikalt forandret. I studiet tog Bono nogle blaxploitation solbriller på og forvandlede sig til karakteren The Fly. En omgang performance kunst med klar reference til barndomsvennen og kunstneren Guggis eksperimentelle optrædener fra scenerne i Dublin. Den performance fik for alvor sit udtryk under den mesterlige Zoo TV turne, der satte helt nye standarder for stadionkoncerten. U2 blev de første, der for alvor brugte mulighederne i storskærmen. De rejste jorden rundt med deres egen tv-station og fik på imponerende vis genopfundet sig selv.

Men bag denne tydelige ænndring i gruppens visuelle udtryk gemte siig vigtigst af alt nogle meget stærke sange. Vel var den første single ”The Fly” et klart statement fra en verden, hvor kunstnere som Jenny Holzer ramte tiden allerbedst. Men i det øjeblik Bono fik nogle personer (The Fly, Mirror Ball Man eller MacPhisto) at gemme sig bag, var han i stand til at skrive mere intenst og personligt. En sang som ”Ultraviolet” skærer stadig hårdt igennem, og den blev sunget allerbedst af den depraverede MacPhisto. Det var 90’ernes ironi, da den var allerbedst. Lige præcis der, hvor den korsfæstede den marcherende Bono med det hvide flag blev erstattet med en liderlig, kærlighedshungrende og depraveret mand med cigarillos i munden.

Legen med lyd og identitet gjorde det simpelthen muligt at hugge det fordømte The Joshua Tree ned til grunden og erstatte det med en mere direkte tone. Det blev aldrig bedre end på Achtung Baby og den efterfølgende Zoo-turné. I et kort øjeblik var det U2, der ramte tiden perfekt.

Lad det være sagt med det samme: Hallucinogener spiller en ikke uvæsentlig rolle på Screamadelica. Det her er musik, der er skabt til og i acid house kulturen, som ramte de britiske øer med kemisk styrke i slutningen af 80’erne. “Gonna dance to the music all night long / Gonna get high till the day I die”, lyder det uden blussel. Det her er det varme fællesskab i nedlagte fabrikshaller. Det er håbefuldt lige til daggry.

Primal Scream blev stiftet af Bobby Gillespie, der havde trådt sine pionersko som trommeslager i The Jesus and Mary Chain. Og bandets første udgivelser lå fint i tråd med slut-firsernes indie-scene. Men da Bobby Gillespie lettere modvilligt begyndte at tjekke acid house scenen ud, skete der noget. De mødte DJ Andrew Weatherall som begyndte at mixe et gruppens tidligere numre “I’m Losing More Than I’ll Ever Have”. Han tilføjede en række samples og så startede han den nye komposition et citat fra Peter Fonda B-movie The Wild Angels: “Just what is it that you want to do? / We wanna be free / We wanna be free to do what we wanna do / And we wanna get loaded / And we wanna have a good time.” Resultatet var singlen “Loaded”, der blev et vendepunkt i bandets karriere i 1990. Drømmende, dansabelt og helt igennem medrivende fik det Exile On Main St. til at møde dansescenen iklædt en smule dub. Og så blev det oven i købet gruppens første hit-single med en placering som nr. 16 på den britiske hitliste.

På den overraskende baggrund var der noget at arbejde videre med, da gruppen gik i studiet med bl.a. Weatherall og The Orb. Screamadelica åbner med en virkelig signatursang fra Primal Scream. ”Movin’ On Up” er et af den slags numre, som Stones kunne have skrevet, da de var toppen. Og fra starten hører vi Denise Johnson, som undervejs på albummet lægger en fantastisk sydstats-vokal på mange af numrene. Men efter at guitaren på ”Movin’ On Up” dør hen, åbner dansegulvet for alvor. På et insisterende beat tripper vi ind i huset – og slipper aldrig ud igen. Her begynder festen for alvor, men selv her finder vi tresser-refrencerne i sitaren og en fin melodisk komposition.

På albummets tredje og fjerde skæring går det for alvor løs. ”Don’t Fight It, Feel It” sidder præcist i kroppen og efter dette rush kommer den trippende kernesang ”Higher Than the Sun”, som med en The Orb produktion synes at transcendere denne verden. “I’m drifting into space / Free of time”. Her svæver vi ud i solen, og der skulle gå nogle plader, før Primal Scream fik os hentet brutalt ned på jorden igen.

Med de store dansenumre ”Come together” og “Loaded” fortsætter festen. Men netop i de sange føles det, hvordan Screamadelica bare var andet og mere end at rave til The Orb i de år. Primal Scream havde nemlig melodierne og sangfornemmelsen med sig i de soniske eksperimenter. Det var bestemt drømmende, men hele tiden lå der en god melodi og en god sang og tittede frem i de dansable produktioner.

Screamadelica er en crossover triumf af de store. Med det album gled nye lyde pludselig ind i rockens mainstream. Albummet var en kreativ eksplosion af den slags, som der ikke kommer så mange af. Historierne om gruppens stofindtag i de år er mildest talt respektindgydende! Men uanset hvor inspirationen kom fra, så illustrerer Screamadelica, at det godt kan betale sig at åbne sig for inspiration udefra – og så de hvad man kan bruge den til. Tiden har måske nok udvisket hele rave-kulturen og dens store navne. Tilbage står Screamadelica og lyser.

PS: Bandet spiller hele albummet I en koncert I London Olympia den 27. november 27.

Med en æstetik der ikke er fremmed for et band fra Crunchy Frog træder Thee Attacks ind på rockscenen med en både sikker og medrivende debut.

Hos Thee Attacks er det 1965 hele tiden. På alle måder. Det ses, høres og opleves. Den skarpt skårne æstetik giver en klar linie i alt, hvad bandet foretager sig – fra det første anslag på guitaren til tekstuniverset og ud i det gennemførte visuelle univers. Det er bedre og lykkeligt befriet for den ironi, der ledsagede introduktionen af The Raveonettes. Her går vi til modangreb.

Den æstetiske kasse kapsler Thee Attacks godt ind. Men tidskapslen har også sine begrænsninger. Man kan ikke pludselig introducere sange, der sprænger skabelonen. Og tekstuniverset skal bevæge sig om de helt nære og evigtgyldige emner fra en ung mand med al den mod-romantik, den kan trække. Thee Attacks er simpelthen dejlig ungt. Det er som at læse Theis Ørntofts digtsamling ‘Yeah-suiten’. Det svæver og sprudler.

Der står The Kinks og The Who skrevet med store bogstaver hen over That’s Mister Attack To You. Det er ikke dårlige referencer. Men der er meget at leve op til. Albummet er produceret i London af Liam Watson, der bl.a. er kendt for sit arbejde med White Stripes og The Kills. Han har ramt et udtryk, der ligger i direkte forlængelse af forbillederne. Ikke mindst står Jimmy Attacks vokal lysende klar som en forårsdag med John og Paul.

Albummet mangler dog et par afgørende signatursange, der stikker ud fra mængden i egen ret. Et par sange, der kan transcendere den stramme æstestik. Det er selvsagt for meget at bede om en ”My Generation”. Den er jo lavet. Men Thee Attacks har potentialet tl at lave en af disse angrebsmæssige træffere. ”Love In Disguise” har retningen, og når Thee Attacks får sikkerheden til at bevæge sig ud i hjørnerne af den æstestiske kasse, de har kastet sig ned i, kan de stå frem som et de mest spændende bud på et nyt stykke dansk rockmusik.

At bandets første video er optaget på Gøglerbåden i Aalborg er i sig selv nok til at elske Thee Attacks. That’s Mister Attack To You har imidlertid alle de overbevisende argumenter for, at denne sommer vil tilhøre Thee Attacks. De kan blive en af de store oplevelser på årets Roskilde Festival.

Charles Thompson IV er en yderst produktiv mand. I 80’erne ændrede han rockhistorien som frontfigur i The Pixies. I 90’erne fortsatte han som Frank Black, og i de seneste ti år er fulgt en sand syndflod af albums og koncerter, inkl. en genforening af The Pixies.

For et par år siden droppede han Frank Black og tog sit gamle ’nome de guerre’ fra Pixies-tiden tilbage. Nu er det Black Francis, det gælder, og dette skifte har tydeligvis tilført fænomenet yderligere energi. Og energi er der brug for som far til fem børn.

Mange fans venter på et nyt album med Pixies. Men på trods af demoer og studiearbejde bliver det nok aldrig til noget. I stedet kan vi andre glæde os over Black Francis’ enorme produktivitet og Kim Deals fortsatte arbejde i The Breeders.

På Black Francis’ nye album Nonstoperotik er der masser af perler, der nemt kunne have fundet vej til et Pixies-album. På Bluefinger fra 2007 var det et nummer som ”Threshold Apprehension”, der lød som skrevet til Kim Deal og Pixes. Denne gang er det et nummer som ”Six Legged Man”, der snildt kunne have været på Surfer Rosa.

Men dette nittende soloalbum udmærker sig specielt ved de mildest talt rørende (og vel ligefrem sensuelle) sange om kærlighed til Charles’ hustru Violet Clark, som i øvrigt pryder albummets cover. Det her er kærlighed og sanselighed mellem ægtefæller, efter tre børn og midt i et hektisk liv, hvor far skal stjæle sig tid til en tur i studiet.

Et nøglenummer her bliver hurtigt ”When I Go Down On You”. På overfladen en sang om oralsex. Men meget hurtigt meget mere en sjældent hørt kærlighedserklæring. Et af albummets højdepunkter. Black Francis er her i bedste melodiske form. Barndommes fascination af The Beatles’ White Album har altid været hørbar hos både ham og Kim Deal, og når melodierne står nøgne og klare, fungerer hans sange bedst. Det gælder f.eks. også nummeret ”O My Tidy Sum”, der igen sniger sig sanseligt afsted. Her er Black Francis ude i nyt territorium – og det klæder ham.

Undervejs på Nonstoperotik er der enkelte numre, hvor man godt kan høre den lynhurtige produktionsproces, hvor numrene hamres afsted i studiet. Mere påholdende sjæle ville sikkert elske, at han samlede de bedste numre sammen og kun udgav et album hvert tredje år. Men sådan har det aldrig fungeret med Charles Thompson IV. Helstøbt og gennemtygget bliver det aldrig. Men der er altid store sange og små perler at hente hos ham. Nonstoperotik er bestemt ingen undtagelse.

Og til dem, som stadig drømmer om mere fra The Pixies, har Black Francis med vanlig akkuratesse for nylig udtalt:

“We’re interested in anything that’s going to earn us a fair wage. It’s not to say it’s not about art, but we made that art fucking 20 years ago. So forget the fucking goddamn art. This ain’t about the art anymore. I did the arty farty part. Now it’s time to talk about the money.”

From 018 To 033 er den anden samling fra The Good the Bad. Musikken ligger i et leje mellem funk og surf. Men det ligger bestemt ikke stille. Med et hold som Manoj Ramdas (The Raveonettes, SPEkTR) på guitar og bas, Johan Lei Gellett (Henrik Hall, Kira and the Kindred Spirits) på trommer og Adam Olsson (The Setting Son, The Aim) på guitar er der garanti for et højt energiniveau. Manoj Ramdas er et kraftværk i sig selv.

De tre herrer proklamerer frejdigt, at de ikke kunne finde en sanger, der indvilligede i at stå bagved trommesættet, men at de ret beset heller ikke havde brug for en sanger alligevel til at synge ”I Love You”. Så det er op til de tre at udtrykke sangene.

Det originale ordløse koncept fungerer godt, og helt efter hensigten. Fokus er på musikken og det rum, de tre skaber sammen. Det er endnu et eksempel på, at regler og dogmer frem for at begrænse kan virke kunstnerisk befriende. En tankegang Manoj Ramdas må have taget med sig fra de første skiver med Sune Wagner.

Bedst fungerer det, når det er allermest dampende som i ”026”, hvor guitraen fræser afsted med en stønnende kvinde. Det er luftigt, legesygt og ikke uden en vis erotisk kraft!

Gruppen kalder det selv ”New School Surf & Flamenco”. Heldigvis er samlingen er mere surf end tilbagelænet flamenco. Allerbedst fungerer det i afslutningsnumnmeret ”033”, der hamrer derudaf på skæv trompet. Her giver genrebetegnelsen for alvor mening. Her går det op i en højere enhed.

På trods af et lidt for ’tongue-in-cheek’ bandnavn, den lidt for åbenlyse reference til Tarantino og for få vindende melodier er The Good the Bad et saftigt energibundt at sætte sine tænder i. Et band der vinder meget på sin nerve og energi.

Og så skal de tre herrer ellers opleves live så hurtigt som muligt. Ifølge bandets website skal de til USA nu. Men kom lynsnart tilbage drenge. Pigerne venter:

Det tjener på alle måder Stereophonics til ære, at de ikke slår stort konceptualiseret prog-rock brød op. Til gengæld kan man så forvente nogle fængende sange. Når de så udebliver, sidder man tilbage med en skuffelse. Sådan er Keep Calm and Carry On.

Gruppen drives frem af forsanger Kelly Jones’ stemme og evne til at skrive robuste og ligefremme rocksange. Det er måske ikke originalt, men det har undervejs bragt numre som “Dakota” med sig. Denne gang ender det hele ganske kedsommeligt. Der er små søde sange som ”Could You Be The One?”, men det er ikke sange, som nogensinde løfter sig fra jorden.

Producer Jim Abbiss, der tidligere har hjulpet Arctic Monkeys og Kasabian på vej, har fået opgaven med at få styr på sangene. Men de holder på trods af gode intentioner ikke et niveau, som han må være vant til.

Det bedste ved albummet ender således med at være coveret, som kunne være en lille indforstået joke til Muse og coveret til deres Black Holes and Revelations.

Det er nemt at komme galt afsted i sit første møde med Arcade Fire. De fremstår ved første overfladiske blik som en kollektivistisk udgave af en canadisk Tønder Festival. Et første blik på tracklisten af Funeral afslører desuden, at hele fire numre hedder ”Neighborhood”. Det lugter langt væk af fortænkt alt-folk.

Men Arcade Fires Funeral er lykkeligvis alt andet end det. Albummet overrasker med sin direkte tilgængelighed. Her er melodier og musikalsk opfindsomhed til overmål. Her mødes post-punken med med folkens instrumentering. Resultatet er sine steder hjerteskærende.

Kernen i Arcade Fire er ægteparret og sangskriverne Win Butler og Régine Chassagne. De rammer en fintfølende balance, hvor der er plads til forskellige udtryk. Mest effektfuldt bliver det, når den vokale inspiration fra Pixies træder igennem og Chassagnes stemme smyger sig omkring Butlers emotionelle udladninger.

Funeral er et album om savn og tab. Tre bandmedlemmer oplevede op til udgivelsen at begrave et elsket familiemedlem. Det kan høres på pladen, som sine steder næsten er skrevet ud fra et stort barns perspektiv. Her er vi tilbage i et ”Neighborhood”, hvor flugten ligger lige for, som her i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”: ”And if the snow buries my, my neighbourhood / And if my parents are crying / then I’ll dig a tunnel / from my window to yours”.

Det er sange om savn og tab. Men også sange om håb. Visse steder er det episk og i det helt store cinemascope som hos en tidlig Springsteen. Her er elskende der flygter i natten og sørgmodige stunder i forstaden. Her er simpelthen de store medrivende historier, der bogstavelig talt spiller på alle tangenter og drives frem musikalsk. Som igen i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”, hvor Régine Chassagne er bag trommerne og formelig tæsker et crescendo frem til linierne ”Then we think of our parents, well what the hell ever happened to them?!”

Mange af sangene får sin indre logik og udviklingskurve, man bare må følge til enden. Arrangementerne er originale, og en violin kan pludselig blive forunderligt udtryksfuld. Funeral fik en stor virkning, fordi den kom, netop da ironiens tidsalder var endegyldigt forbi. Arcade Fire demonstrerede med stor tydelighed, at man godt kan skrive sange med stor følelsesmæssig klangbund uden at ende i ironisk kitsch.

Efterfølgeren Neon Bible fra 2007 var en lige så stor oplevelse som Funeral og befinder sig da også højt på listen over årtiets albums. Når Funeral lige er en tand højere oppe, og af mange regnes for årtiets definitive album, kan det skyldes at Funeral lige har de ekstra sange, der ikke sådan forsvinder uden lige. Det gælder singlen ”Rebellion (Lies)”, som hænger på en knivsæg af tvivl på sig selv, men hamres fremad hver gang, du prøver at lukke øjnene. Eller det gælder den store hymne ”Wake Up”, der uden vanskeligheder kan ses som en hymne for et helt årti med nul i hovedet:

Kulden har bidt sig fast, og danner den perfekte ramme for udgivelsen af Michael Falchs nye album Fodspor I Havet.

Den er skrevet og indspillet i en kold vinter i et fiskerhus på Fyn. Falch er en forunderligt romantisk figur, og omgivelserne kan høres på et meget personligt og vedkommende album.

Han har altid skrevet sange med stort vingefang. Den umiddelbare nærhed til Sixten Sparre og Elvira Madigan på Tåsinge har dog heldigvis ikke resulteret i et alt for drømmende udtryk. Tværtimod. Her er der levet liv og bitre erfaringer fra en sangskriver, som har været meget igennem, og hvor alting ikke blev, som han drømte om. Det er en erfaring, der kan komme gode sange ud af, og Fodspor I Havet kommer bestemt en hel del af den isede vej.

Det er ti personlige og stærke sange. Fra første færd kommer Bon Ivers ” For Emma, Forever Ago” ind som en oplagt reference og inspirationskilde. Også hos Falch har vi denne tilblivelseshistorie i ensomhed, og også hos Falch har vi en fokuseret og enkel lyd, der sætter endnu mere fokus på sangene.

Falch vendte for alvor tilbage i 2006 med i sit samarbejde med Boat Man Love. Fodspor I Havet er blevet til med gruppens guitarist Lars Skjærbæk som producer. Det er uhyre vellykket. Sjældent har Michael Falchs vokal lydt så godt. Her får den virkelig lov til at fylde rummet og sangene, og den enkle og sine steder skramlede produktion klæder Falch.

Den afklarede personlighed i isen finder sin forløsning i albummets afgørende moment på albummets sidste nummer ”Sent forår”, hvor isen smelter og der gives plads til en smule håb på trods.

Albummet mangler alligevel de helt store gribende øjeblikke. Sangene når ikke altid helt ind, og det bliver aldrig åndeløst rørende som hos en Thåström. Man sidder og tænker på, hvordan ”Håbets hotel” ville have lydt nu.

Det ændrer dog ikke på, at Michael Falch står sig utrolig godt på egen hånd, på eget pladeselskab og i en produktion, hvor der er plads til hans vokal og sange. Endelig er det prisværdigt at se, hvordan Falch på imponerende vis udnytter de nye medier til at komme i tæt kontakt med sit publikum. Se f.eks. hans blog eller følg ham på Twitter.

“There’s only music, so that there’s new ringtones”. Sådan synger Alex Taylor på Arctic Monkeys’ debut Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not . Historiens hurtigst sælgende debutalbum beviste, at musik kan andet og mere end levere lydtapet. Den kan også være overraskende nærværende.

Den britiske musikpresse har det med at opfinde og katapultere bands mod himlen i en uendelig strøm. Det sælger blade og plader selv i en polycentrisk tid med et eksploderet mediebillede. Hvis man så oven i købet kan sælge et band som eksponent for en brugerskabt MySpace-revolution, har man en salgbar historie.

Sådan blev Arctic Monkeys båret frem I midten af årtiet, da hypemaskinen kørte og den britiske musikpresse slog på de helt store trommer forud for udgivelsen af Sheffield-bandet Arctic Monkey’ debutalbum. Resultaet udeblev ikke. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not blev historiens hurtigst sælgende debutalbum. Heldigvis var der mere end nok at komme efter.

Der findes dem, der mener at al filosofi blot er fodnoter til Platon. Og der findes dem, der mener at rockmusikkens innovative kraft forsvandt omkring 1980, og at alt derefter blor har været gentagelser og retrobølger – en rockens udgave af den evige genkomst.

Men en gang imellem kommer der et album, som nok bygger på en tradition, men som pludselig peger nye og originale veje fremad. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var et sådant album. Arctic Monkeys og ikke mindst frontfigur Alex Taylor var af den helt rette kaliber med et stærkt personligt udtryk på det helt rigtige tidspunkt.

Grupper som The Strokes, The Libertines og Franz Ferdinand åbnede ballet og årtiet med en lettere febril guitarlyd og nogle klare og direkte sange direkte til indie-klubben. Men Arctic Monkeys forlenede det udtryk med smagen af fish ‘n’ chips efter lukketid et sted i Sheffield.

Albummet åbner effekfuldt. ”The View From The Afternoon” pisker en synkoperet rytme frem som i et feberramt vredesudbrud: ”Anticipation has the habit to set you up / For disappointment in evening entertainment but / Tonight there’ll be some love”. Scenen er sat til fortællinger fra et liv i hvileløse engelske forstæder.

Andet nummer er det helt store single-hit og P3-plage”I Bet You Look Good on the Dancefloor”, hvor det handler om ”Dirty dancefloors and dreams of naughtiness”. Det er en virkelighedsnær sangskrivning, hvor det støjer, lugter og ryger. Alex Taylor gik på debuten på steder, hvor også Mike Skinner befandt sig i årtiet. Og det var aldrig så direkte som på debuten. Senere kom der andre lag på. Men Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var og er et forfriskende pust virkelighed med Alex Taylor som en uforlignelig og præcis (med tydelig Yorkshire accent) sproglig iagttager.

Efter dette hit kunne man måske forvente, at tempoet ville blive sat ned og kadencen falder. I stedet ramler ”Fake Tales of San Francisco” afsted som et af albummets store højdepunkter. En fortælling fra en prætentiøs aften, med ”.. all the weekend rock stars in the toilets / Practicing their lines”, leveret med stor enkelthed og præcision:

Efter denne effektfulde indledning på albummet, går der I nogle af de efterfølgende numre lidt for meget synkopering i den. Undervejs fortæller den stilfædrige perle ”Riot van” dog den sørgmodige historie om at blive hentet af salatfadet for sent ude: ”Have you been drinking son, you don’t look old enough to me / I’m sorry officer is there a certain age you’re supposed to be? Nobody told me.”

Ret beset kunne man godt lukke historien om Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not nogenlunde deromkring. I så fald ville det blive historien om et fint debutalbum med et par gedigne singler og med en række gode og mellemgode sange.

Men så kommer til sidst albummets tre afsluttende og udslagsgivende numre, som løfter debuten ud over det lovende. De numre der gør Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not til andet og mere end endnu en talentfuld og hypet debut. Her får vi en drøm af en afslutning.

Alle store albums har et stort afslutningsnummer. Her får vi tre lige i rap. Den krasse ”When the Sun Goes Down” om livet på gaden dukker pludselig op med sin klare virkelighed. Signaturen ”From the Ritz to the Rubble” sætter nyt perspektiv på endeløse, forgæves nætter og leder frem til den store finale i ”A Certain Romance”. Et nummer der virkelig rammer albummet ind og til slut knalder skiven afsted.

Arctic Monkeys og Alex Taylor har siden lavet fremragende nye ting i et frenetisk tempo og bevist, at de de havde meget mere i sig end en fuldendt debut. Alligevel fremstår Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not stadig med forfriskende klarhed som et højdepunkt i årtiet.

Det er set før, at bands med vilje støder et stort publikum fra sig for at afstikke nye eksperimenterende veje for sig selv. Sådan blev Kid A også opfattet af de fleste, da Radiohead udgav sit fjerede album i oktober 2000. Men Kid A er meget mere end det.

Oven på den helt overvældende kunstneriske og kommercielle succes med OK Computer i 1997 (et album der ofte optræder som et af alle tiders bedste albums på diverse lister) stod Oxford-gruppen ved en skillevej præget af depression, skriveblokering og afsmag for de alt-superstars, de pludselig var blevet. Resultatet blev en forløsning i et udtryk, der pegede radikalt fremad.

Oven på en triumf som OK Computer er det nemt at ende som sit eget coverband med ”Creep” som sikkert ekstranummer. Men det har ligesom aldrig været en farbar vej for Radiohead. Og deres egentlige kompromisløshed viste de med Kid A.

Albummet er tydeligt præget af den elektroniske musik, der altid har fulgt bandet, men som først for alvor blev sluppet løs på Kid A. I stedet for den massive guitarlyd, der siden er blevet kopieret til døde af andre bands, gav Kid A plads til et mere minimalistisk udtryk og en række nye lydbilleder med programmerede beats og jazzede hornsektioner. At vi træder ind i et nyt rum, står allerede krystalklart på albummets indledning ” Everything in its Right Place”, hvor alt absolut ikke er, som det skal være.

Mest markant kommer det til udtryk på albummets tredje nummer ”The National Anthem”, hvor millennium-mareridt indvarsler det sammenbrud, der kom til at præge nullerne. Det sker nærmest med profetisk klarhed. Således også på et nummer som det endnu mere konsekvent desperate ”Idioteque”, der synes at indvarsle sammenbruddets tid. Det er konsekvens, så det gør helt ondt.

Et centralt nummer på pladen er dog ”How to Disappear Completely”, der i sin radikale søgen efter identitet, blotlægger et band og en sårbar sjæl på evig springtur. Og når Yorke senere messer, at han er ”Optimistic”, ved vi kun alt for godt, hvad han mener. Det optimistiske ved Kid A er imidlertid, at der findes en så konsekvent insisteren på musikkens muligheder. Menneskelighed på trods.

Kid A blev ingen kommerciel succes, og fans og anmeldere var mildest talt uenige om dette album. Mange så albummet som en indadvendt og avantgardistisk blindgyde. Men på ti års afstand står tingene mere klart. Rolling Stone Magazine kårede Kid A som årtiets album, og efterhånden som nullerne skred frem blev det mere og mere tydeligt, at Radiohead med Kid A havde skabt lydsporet til det sammenbrud af et årti, der fulgte.

Kid A’s elektroniske lydbilleder gav forsanger Thom Yorke helt nye udtryksmuligheder, og med laptoppen som følgesvend, viste han og Jonny Greenwood samtidig, hvordan et moderne rockudtryk kunne se ud. På den måde fremstår Kid A nu som en måske endnu større bedrift end The Bends og OK Computer.

Albummet sætter sin scene i Hyltinge Kyrka i Sparreholm. En tung kirkedør smækker. Derefter tager et kirkekor bladet fra munden. En svensk salme fylder kirkerummet. Så er vi i gang. Sakralt, højstemt.

Herfra bygges en synth-katedral af de mere imponerende. Det er tungt og elektronisk. Det er Kent, når de er mest konsekvente. Fra kirken flyver vi over i ”Taxmannen”, hvor Jocke Berg forkynder, at ”Jag står i skuld”. En næsten infernalsk disco-beat hamrer af sted til det støder på ”Krossa alt”. Den albumstart er forrygende original.

Mange ser guitarist Sami Sirviö som bandets egentlige stjerne. I mange af bandets store øjeblikke er det ham, der løfter udtrykket op i de højere luftlag. Men der kan han ikke blive. Han har været ”jävla trät på guitarer” og vil hellere udforske andre lydmuligheder. Sammen med den danske producer Jon Schumann har Kent derfor igen skabt en lyd, hvor laptops og synths spiller afgørende roller i udtrykket. Den bevægelse var der allerede på forgængeren Tillbaka till samtiden fra 2007, men denne gang er bevægelsen mere konsekvent og bedre gennemført. Numre som ”Elefanter” og ”Berlin” fra Tillbaka till samtiden kan nu ses som skridt på vejen til det mere konsekvent elektroniske udtryk på Röd.

Undervejs kan man savne svævet fra Sami Sirviö. Men når det så kommer, virker det så meget desto stærkere. På ”Svarta linjer” løfter Sirviö pludselig melodien til de højere luftlag i katedralen og forvandler de sorte linjer til krystalklare hvide linjer. Den sang viser Kent på toppen af sin formåen.

Kent har altid levet med at være indie-Bergmann og svensk folkefest på én og samme tid. Men Kent har beholdt modet til at forfølge en linje, også selv om det koster noget af det store publikum fra 2003. Det nye og mere konsekvente udtryk er indædt og indadvendt, og det viser en Jocke Berg, der har formået at bygge på i sit tekstunivers. Han har tidligere skrevet om ”Nihilisten”, men denne gang handler det om at tro på noget – på trods af alt.

En central sang er ”Vals för satan (din vän pessimisten)”, der er en vemodig begravelsessang for den svenske arbejderbevægelse. Fra et gennemført disco-beat vokser en rød salme om skuffede forventninger og drømmen om et fortsat engagement. Men her er viljen til at tro. På noget større, noget bedre. Det er albummets altafgørende tema, og det leveres med langt større præcision end på tidligere numre som ”Ensammast i Sverige” eller ”Sverige”.

Jocke Bergs tekstunivers har fra starten gjort Kent til noget helt specielt. Han synger på sit modersmål, og han har modet til at udfordre det og skrive en moderne rocklyrik fra det kolde nord. En status som modnet far slukker ikke ilden fra Eskilstuna. Tværtimod ser Jocke Berg måske klarere end nogensinde.

Röd er bandets ottende regulære album, og Kent synes evigt. Mod og konsekvens af denne kaliber møder man ikke ofte på vore nordlige breddegrader. De holder fortsat fanen (denne gang den røde) højt. Det er som regel vedkommende og interessant. Röd er dog mere end det. Albummet er ganske enkelt håbefuldt, fordi det illustrerer, at kunstnerisk udvikling faktisk er mulig, og at der stadig kan laves meningsfuld rockmusik her i Norden. Velkommen til rødt efterår i Eskilstuna.

Anders Remmer er en af den danske electronicas store pionerer med en imponerende produktion bag sig. Som en del af Future 3, People Press Play og System og under solo-navnene Jet og Dub Tractor har han nærmest defineret genren herhjemme.

Den store spændvidde er lykkeligvis ikke blevet mindre, og Remmers lyst til at udfordre muligheder og udtryksformer er fortsat. Man fristes næsten til at sige, at det når et foreløbigt højdepunkt på det nye album Sorry.

Remmer har på de to seneste Dub Tractor albums More Or Less Mono og Hideout introduceret en mere betydende vokal og bas og guitar i lydbilledet. På Sorry rammer Remmer en tone og kombination, hvor melodier blandes med hans udsøgte fornemmelse for lydenes muligheder.

Teksterne er enkle, men der messes mindre og synges meget mere denne gang. Det klæder Remmer, at vokalen nu er sat helt fri. Sine steder rammer sætter monotonien ind, når enkle linjer messes for mange gange. Andre steder flyver melodierne af sted. Når Remmer gentager, at ”That Won’t Heal By Itself” tror vi ham.

Det er stadigt drømmende og luftigt sine dubbede steder. Men når der for alvor lukkes op for posen med Peter Hook bas-linier og forvrængede guitarlyde er det indie-tronica i en klasse helt for sig selv. Et nummer som ”Fall In Love Like His” viser, hvad man ene mand kan skabe, hvis man mestrer sit udtryk og har modet til at sætte det på spil.

Albummet er efter sigende blevet til i fuldkommen isolation. Det kan høres og føles. Det er lyden af fravær, regndråber og isolation. Dub Tractors bittersøde elektroniske toner er en oplagt følgesvend til et mørkt efterår.

De har mest været kendt som et engelsk kultorkester, der med deres strenge indie-æstetik stod i skyggen af bands som Arctic Monkeys og Kaiser Chiefs. Men med ders fjerde album “Ignore The Ignorant” træder de ud af den skygge med en række fængende sange af klassisk indie-tilsnit. Legenden fra The Smiths Johnny Marr er blevet fuldgyldigt medlem af bandet, og han har givet de tre Jarman brødre en yderligere melodifornemmelse, der klæder gruppen rigtig godt.

Gruppen har tidligere brugt bl.a. Franz Ferdinands Alex Kapranos som producer. Men denne gang er valget faldet på den relativt ukendte Nick Launay, som har givet bandet en mere fyldig lyd, der sender dem væk fra den DIY-myte, gruppen har dyrket så intenst. Men der er dog langt fra tale om nogen poppet anstrengelse. The Cribs holder fast i små smertensbørn af sange, der kan hviskes eller skriges afsted. Førstesinglen “Cheat on Me” fanger lytteren og viser nye sider af et band. Nye sider hvor Marrs melodiøse guitarspil for alvor kommer til sin ret.

Marr blev sidste år helt bjertaget af Jarman brødrene og deres strenge indie-etik. Han var støt på den ægte vare og tilfører The Cribs sine fine melodifornemmelse. Den er intakt i en række gode sange, som nok har smerten og melankolien med sig, men hvor der undervejs også bliver plads til melodier som “Last Year’s Snow”, der sætter sig fast som små pop-perler i efteråret. Afslutningsnummeret “Stick to Yr Guns” er en dæmpet sag med en insisterende vokal, der viser Ryan Jarman som frontmand for et band, der vil mere end leve højt på øjeblikkets hype. The Cribs er startet nedefra i den lokale garage i Wakefield, og de har kampfølelsen intakt selv på dette fjerde album. Det virker som en meget attraktiv og effektiv strategi.

The Cribs – Cheat On Me

Se også anmeldelsen på www.diskant.dk.

At vi har at gøre med et stort talent i multiinstrumentalsten Mikkel Hess er næsten givet fra de første toner af opsamlingen med den både ironiske og meget sigende titel ”Hits”. Her spilles elektronisk med enormt overblik.

Mikkel Hess folder sig ud i det store ’arty’ format i New York, men Hess Is More er ikke en hengemt raritet fra det elektroniske hjemmebrænderi. Slet ikke. Den på alle måder medrivende single “Ssshhhh” blev ’Ugens undgåelige’ på P3, og på Youtube har nummeret “Yes Boss” snart opnået en halv millon views.

Opsamlingen ”Hits” giver et godt overblik over en stor produktion, der stikker i utallige retninger, og som viser en kunstner med stort overblik og vingefang. Sine steder bliver det måske for legende let for Hess. Der må en velgørende baslinie fra Peter Hook meget gerne vise vejen vejen mod knap så pastelfarvede landskaber.

Men Hess Is More inviterer lytteren med indenfor og på ”Hits” kan man stige på og tage af sted på en interessant tur i det musikalske landskab.

Steven Patrick Morrissey er ‘English blood, irish heart’ fra Manchester. Da han i 1983 dukkede op på rockscenen med Johnny Marr i The Smiths viste han, at det stadig var muligt at skrive en begavet popsang midt i en tid, hvor Paul Young og Duran Duran var ‘top of the pops’.

The Smiths var den helt rigtige reaktion på kokain-poppen i starten af 80′erne: “Burn down the disco / Hang the blessed dj / Because the music that they constantly play / It says nothing to me about my life”. Det var præcist, enkelt og velgørende. Smukke popmelodier og sange om sjælens ubodelige ensomhed. Og hele tiden med fine teksturer. Har man ikke grinet højlydt over en af Morrisseys tekster, har man aldrig forstået ham.

Mandag spillede han i Odense og onsdag aften stod Morrissey på scenen i den hal, hvor The Beatles i sin tid lod den britiske rockrevolution ramme danskerne. Nogen revolution er Morrissey imidlertid ikke. Egentlig er han præget af en forbløffende kontinuitet. Ligesom Bob Dylans never ending tour kan ses som en hyldest til de gamle mestre, er hver en optræden af Morrissey en lang hyldest til hans heltekatalog fra obskure pigegrupper til de evige New York Dolls.

Disse helte panorerede forbi som optakt til koncerten, og da David Johansen forsvandt og tæppet faldt, stod han der pludselig og var i gang med “This Charming Man”. Nu er han den distingverede herre. Velklædt som få og med et orkester i ens kostume som trofaste følgesvende på en bagprojektion af en af disse utallige billeder fra en ikke så fjern fortid, der altid prydede The Smiths’ covere. Dette er en mand, der kender sine virkemidler.

Fra en langlemmet, usikker gymnasiehelt har Morrissey udviklet sig til en ren Sinatra chanteur. Han har selv sagt, at den virkelige Morrissey findes på scenen. Det er der, han er sig selv. Og det mærkes tydeligt. Der er dem, der med hans mere punkede udtryk savner tidligere tiders mere raffinerede udtryk. Men sandheden er at bandet og det kontante udtryk passer perfekt til den crooner af Guds nåde, Morrissey er blevet.

Derfor var det heller ikke alle numrene fra The Smiths’ bagkatalog, der passede lige godt i KB-Hallen. Mere sukkersøde perler som “Girlfriend In A Coma” og “Some Girls Are Bigger Than Others” fungerede ikke. Til
gengæld markerede perlen “How Soon Is Now?” et af aftenens absolutte højdepunkter.

Sangene fra det store comeback “You Are The Quarry” udgjorde et stærkt fundament i en koncert, hvor man på 80 koncentrerede minutter kom godt rundt i bagkataloget, og hvor der endog blev plads til “Life Is A Pigsty”. København fik fornøjelsen af en lidt ændret setliste med indlagt fællessang. Lyden i den gamle hal var imidlertid ikke imponerende, og det trak lidt fra i en ellers fremragende koncert med indlagte skjorteskift og kærlighedserklæringer.

Da den store chanteur vinkede farvel, tænkte man uvægerligt på linjerne i “All You Need Is Me”:

“You don’t like me, but you love me
Either way you’re wrong
You’re gonna miss me when I’m gone”

Så sandt, så sandt. Morrissey er på tredje årti en sjældent original fugl i populærmusikken.

Setlisten:
—–
This Charming Man
Billy Budd
Black Cloud
All You Need Is Me
How Soon Is Now?
Let Me Kiss You
Ask
I’m Throwing My Arms Around Paris
How Can Anybody Possibly Know How I Feel?
The World Is Full Of Crashing Bores
The Loop
Girlfriend In A Coma
Why Don’t You Find Out For Yourself?
Some Girls Are Bigger Than Others
When Last I Spoke To Carol
Life Is A Pigsty
One Day Goodbye Will Be Farewell
Irish Blood, English Heart
I’m OK By Myself
—–
First Of The Gang To Die

Potentialet er måske ikke helt udfoldet på den fine EP med fem numre. Men det kan roligt slås fast, at trioen Darling Don’t Dance har både talentet, sangene og udstrålingen til at sætte sig varige spor. Det er medrivende, og man sidder tilbage og ønsker sig meget mere.

Tre kvinder. Bas, guitar og trommer. Fem sange på en kompakt EP. Det kan ikke være et mere klassisk udlæg fra en gruppe, der vil frem i verden. Darling Don’t Dance spiller op til klassisk støjpop med stor sikkerhed.

De har allerede optrådt flere gange på New Yorks eftertragtede koncertscener. Nu er de her så med en EP, som bringer løfter om meget mere med sig.

Gruppen nævner selv bands som The Breeders og Psyched up Janis som inspirationskilder. Det er specielt hørbart på Førstesinglen er ”Wake Up Pity Stops”, som godt kunne have været en del af Breeders’ debutaalbum ”Pod”. Det er hæsblæsende og melodisk, og en single hvor gruppen får det optimale ud af de melodien.

Undervejs trykkes der på mange pedaler og på det fine lille ”Un Emsemble De Punk” hopper man rundt i sin egen mush pit.

Men udover de nævnte inspirationskilder bringer gruppen faktisk påmindelser om Hole, da de var allerbedst. Upoleret, melodisk og aldeles medrivende. Det er en trio med et kæmpe potentiale, der bare venter på at blive forløst.

Allerbedst er gruppen måske i sangen ”Wasting Time”, som er EP’ens længste nummer. Her arbejdes der frem mod en forløsning i fremragende guitarudladninger.

Sine steder er der måske for lidt melodi og lige en snert af øvelokale. Men netop derfor sidder man blot og venter på at trioen folder deres drømmes faner ud. Og at man får lov at være med, når det sket.