Det krævede kun en redning fra Landin. Og så at den redning ramte en dansker, og så at den dansker kunne spille bolden videre, og at den dansker kunne nå at score. Men sådan skete det i kampen mod Makedonien, og siden har det danske hold ikke set sig tilbage. Skal man vinde, kræver det held. Men det kræver også, at man griber ud efter heldet. Og det er nu alligevel påfaldende hvor heldig Wilbeks håndboldhold altid er, når det gælder. Det er altså noget med at være mentalt parat og have viljen til at præstere, når man skal – også selvom man bærer rundt på en masse baggage og tankeskeamer.

Man skal ville heldet, og det kræver at man opsøger det. Det gjorde det danske hold, da de vandt de tre kampe i mellemrunden, som man skulle vinde. Og da først holdet var inde i semifinalen og finalen var de bestemt det bedste af de fire tilbageværende hold. Men det krævede i første omgang et mirakel af denne størrelse i kampen mod Makedonien:

I sportens verden hersker mange klicheer. Den med at opsøge heldet er blot en af dem. En anden handler om at være bedst, når det gælder. Ret beset var det langt fra alle på det danske hold, der præsterede på toppen ved dette mesterskab. Og slet ikke i samme grad som ved VM i Sverige, hvor spillet var langt mere flydende og overbevisende. Men i slutkampene trådte profilerne frem.

Mod Spanien i semifinalen og mod Serbien i finalen præsterede den danske defensiv på absolut topniveau. Midterforsvaret med Toft’erne og Kasper Nielsen lukkede stort set ikke et langskud ind i 2 gange 60 minutter mod så gode hold og skytter som Serbien og Spanien. I finalen scorede Momir Ilic 2 mål på 11 forsøg, og Marko Vujin 2 på 8 forsøg. Det er historien om et fantastisk forsvar.

Og på den baggrund kunne det danske anker Niklas Landin stråle med 19 redninger i finalen og en redningsprocent på 50. Han var enestående. Det har ikke altid set imponerende ud i sæsonen for BSV, men når han står bag ved et rødt-hvidt forsvar, og det virkelig spidser til, så er Landin fuldstændig til stede. Det er og bliver klasse, når man er til stede og præsterer præcis der, hvor det er vigtigst.

Et dansk hold bliver altid bedre jo længere turneringen har varet, og jo hårdere den har været. Wilbek skifter meget ud, og har med et bredt mandskab mulighed for at køre i et højere tempo end mange af de andre hold. Derfor er EM en turnering, der traditionelt står godt til det danske hold. Jo hårdere, jo bedre. Det blev tydeligt i finalen, hvor Serbien reelt aldrig var med, og ikke kunne hente kræfter ude fra tribunerne, mens man hele tiden hang efter danskerne. Måske var Serbien mættede efter den følelsesmæssige eksplosion mod Kroatien. De havde nået et mål, og deres finale var nok mod Kroatien. På den måde kom de op mod overmagten og et dansk hold, der hele tiden var foran.

Ved siden af Niklas Landin blev Mikkel Hansen selvfølgelig den store danske spiller i finalen. Hans sidste scoring blev blot en overlegen markering af en fantastisk kamp, hvor han simpelthen udgjorde forskellen. Da serberne satte deres sidste desperate offensiv ind, var det Mikkel der lukkede alt serbisk håb ude. Han scorede fire af de sidste fem danske mål, og det var undervejs meget tydeligt, at han personligt havde noget at revanchere fra sidste års finale. Han er ikke tilfreds med sølv. Og den vilje strålede igennem ham i alle 60 minutter – og videre ud i de danske jubelscener.

På denne søndag skrives der mange artikler om eventyr og den lille, grimme ælling, der skulle så meget grimt igennem i den indledende runde, før man med det yderste af neglene kom ind i semfinalerne og sikrede sig guldet som en smuk gylden svane. Det var et eventyr, men i sidste ende sluttede EM nogenlunde som man kunne forvente – bortset fra at Frankrig var helt væk. Kvaliteten ved EM var langt fra sidste års VM. Måske havde holdene øjnene rettet mod London? Det var tæt, dramatisk og ikke altid kønt. Og i sidste ende var det Danmark, som havde evnerne og kræfterne til at spille hurtigt og energisk. Det gav guldet.

De danske forhåndsmeldinger om at man ville vinde guld, viste sig i første omgang at være et knaldhårdt løbeskud i foden. Men det holdt nu engang stik, og det er en fantastisk konstatering, at det danske hold nu har optrådt i to finaler i træk. Det er ikke sket før. Og det skyldes først som sidst gode håndboldspillere og et dygtigt trænerteam. Tænk blot på, at Danmark tog til EM uden Lasse Boesen, Jesper Nøddesbo, Michael V. Knudsen og Kasper Irming. Det er klasse, og kampen om pladserne har aldrig været så tæt som nu.

Wilbek står nu overfor det, som måske bliver hans trænerlivs mest interessant udfordring. Ikke blot skal han skære truppen ned fra 16 + de 4 ovenfor nævnte og til de kun 14 spillere, han må have med i London. Men han skal også formå at undgå alle de fejl, der i 2008 fik de danske europamestre til at underpræstere ved OL i Beijing. Nu har han den erfaring at trække på, men han får ikke tætte kampe i Herning at varme sig ved. Til gengæld er der god tid til at forberede truppen og toppe holdet.

Sandheden er, at det danske hold skal spille skapere, hurtigere og lægge yderligere taktiske lag på inden London. Og i London er det ikke Serbien, man skal måle sig på. Der står et tricolore-farvet hold for enden opsat på revanche. Men at være så stabil er simpelthen klasse – held eller ikke-held. Det er den verdensklasse, det danske hold nu endegyldigt har indskrevet sig i.

Se mere statistik fra finalen her.
Mere fra EM 2012 her.

Fredag aftens semifinale mellem Kroatien og Serbien blev en ubehagelig affære. Ikke på banen. Der formåede de franske dommere med det samme at sætte sig i respekt, og spillerne optrådte med nogenlunde respekt for hinanden. Men udenfor banen var stemningen meget ubehagelig, og man priser sig lykkelig for, at man ikke forstod hvad 20.000 mennesker sang ned mod banen.

Angrebet på Zarko Sesum er helt uhørt i håndboldens verden, og vil formentlig få konsekvenser op mod finalen i form af yderligere tiltag mod tilskuerne for at sikre spillernes sikkerhed. Og laserstrålerne mod den kroatiske målmand i anden halvleg var af en sådan karakter, at den danske delegation simpelthen må gardere sig på forhånd og true med at forlade banen, så snart det måtte forekomme. Nogen vil sige, at det bare hører med til en kamp på Balkan. Men det hører altså ikke hjemme på dette plan, hvor vi gerne skulle fejre og nyde håndboldspillet, når det er mest intenst. Laserstrålerne i en målmands øjne hører ikke med til spillet.

På den ubehagelige måde har serberne skabt en trist optakt til finalen søndag. Forud for slutrunden var der mange, der var ængstelige for slutrunden. Men indtil videre er den da nogenlunde blevet afviklet som en stor fest med medlevende tilskuere på lægterne. Lige indtil Kroatien trådte ind på banen i Beograd. Så eksploderede det udenfor banen i en hadsk atmosfære.

Lykkeligvis er Danmark ikke Kroatien, og selvom det er en finale, kan vi vel trods alt ikke forvente det samme had mod Danmark. Til gengæld venter en revanche-mulighed for det danske hold, der spillede skidt mod Serbien og alligevel tabte knebent. Af de fleste tilbageværende hold, må Serbien trods alt sige at være den optimale modstander for Danmark. Vi har traditionelt et rigtig godt tag på dem, men på hjemmebanen i Beograd er man oppe imod mere end et regulært håndboldhold med gode spillere. Man spiller primært mod to faktorer:

1. Stanic og hallen. Den serbiske målmand har været nøglen til den serbiske succes. I gårsdagens semifinale stod han ringe i første halvdel, men så snart han tog fat i anden halvleg fik han holdet og hele hallen med sig. han skal skydes rigtigt, og det forekommer at være oppe i målet. Formår vi at læse ham rigtigt, er meget vundet, og deres andenmålmand har ikke niveau.
2. Tempoet. Man skal ikke glemme at serberne faktisk har spillet klogt undervejs. De sørger for at kampenene foregår på deres præmisser. De trækker tempoet meget dygtigt ud af kampene, bygger spillet grundigt op og får en masse spilstop undervejs. Det danske hold skal her køre på med fuld kraft i kontranerne, hurtig midte og ikke mindst et højt tempo i angrebet. Så må Wilbek gerne skifte flittigt ud undervejs. bare vi får det høje tempo. Det knækkede Spanien i perioder af semifinalen, og det vil også knække Serbien, som det skete sidste år i Malmö:.

Det danske spil har ikke været prangende – egentlig på noget tidspunkt af turneringen. Men det har været nok i en turnering, hvor niveauet har været lavere end for et år siden, og alle kampe er endt i nervepirrende afslutninger. Der skal man være heldig, og det helt har Danmark haft – ikke mindst i afslutningen som Makedonien, hvor Landins redning røg lige ud i hænderne på Toft. Men man skal også opsøge heldt, og meget kan man sige om Wilbeks og hans hold igennem tiden, men de har haft heldet undervejs, og når det sker så mange gange, er det ikke en tilfædighed i længden.

Wilbek har ved denne slutrunde virkelig opereret med “terror-udskiftninger”. To fejlskud og du er ude. Til gengæld kan du hurtigt komme ind igen. Han leder hele tiden efter flow og momentum, og han finder det ofte, selvom alle spillere tydeligvis ikke trives med terror-linien fra bænken. Den grandiose plan om Markussen og Hansen inde samtidig faldt til jorden med et brag, men så er nye konstellationer opstået og pludselig er Rasmus Lauge den helt store spiller for os. Endelig bør Kasper Nielsen fremhæves. Han har som i 2008 været en urokkelig klippe i den midtzone, som søndag bliver forvandlet til lidt af en krigszone, eftersom meget af serbernes spil foregår derinde.

Får Danmark styr på Stanic og spillet op i et højt tempo, vinder de EM – fuldstændig fra baghjul. Det er oven i købet ganske vist.

Mere fra EM 2012 her.

Det danske spil har ikke været kønt. Men det kan man sige om langt de fleste hold ved dette EM, der har vist sig som en meget tæt affære, hvor det kun er meget få hold, der holder et højt niveau. Turneringen har formet sig med uhyre tætte kampe og meget få stabile hold. Storfavoritten Frankrig er ude med et brag, og det er vel egentlig kun hjemmeholdet Serbien, Spanien og delvist Kroatien der har skilt sig ud. Måske er det alligevel blevet det ‘transportmesterskab’, man kunne se for sig før turneringen. Niveauet har svingende, og specielt hat tempoet i flere af kampene været forbavsende lavt. Det er ikke kun Danmark, der har spillet med håndbremsen trukket. Til gengæld har flere hold spillet meget klogt – ikke mindst Serbien der virkelig har fået at afvikle kampene på deres præmisser.

Men selvom Danmark har gerådet sig ud i en vanskelig situation, tændte den danske sejr over Tyskland mere end et lille håb med godt målmandsspil og et par forrygende kontraer. Ligeledes betyder Spellerbergs indtræden på holdet altså noget og med Mikkel Hansens præstation og shoot-out mod Lazarovs makedonske hold nærmer vi os det, man vist kan kalde en stærkt stigende formkurve. Husk samtidig at Danmark altid står stærkest sidst i en hård EM-turnering, hvor de andre hold har trukket store veksler på få spillere.

Det er måske lige lovlig sent, at det danske hold melder sig ind i turneringen. En dårlig periode og forkrampet indsats mod Polen kan vise sig afgørende i en turnering med meget små marginaler. Omvendt er det selvsamme Polen, vi nu skal hælde vores hoved og alle forhåbninger på. Det kan bestemt lade sig gøre på det, der allerede nu ligner en meget nervepirrende onsdag:

1. Kan Polen tage point fra Tyskland? Svaret er da et klart ja. Tyskland er simpelthen ikke godt spillende. Det viste kampen mod Danmark. Men ummidelbart har tyskerne mere at spille for, og dere vilje har hidtil båret dem langt. På den anden side har polakkerne spillet helt uforudsigeligt og bl.a. hentet elleve mål på Sverige og helt vendt kampen mod Danmark. Det bliver nok svingende, uskønt og superspændende hele vejen. Vurderet ud fra hele turneringen må tyskerne dog være 60-40 favoritter. Men Polen har også masser at spille for, og for dem er det med tyskland også en kamp, man gerne vil vinde.
2. Kan Danmark slå Sverige? Her må svaret også være et klart ja – specielt hvis det viser sig, at Polen har taget point fra Tyskland. Så står Danmark med det hele i egne hænder. Svenskerne er ingenlunde en skræmmende modstander for et dansk hold, der bør være svenskerne overlegne, og som senest ved VM havde godt styr på svenskerne. Under normale omstændigheder bør Danmark være 70-30 favotitter, og det vil specielt holde stik, såfremt Polen har vist vejen forinden.

Kort og godt: Der er alt mulig grund til at følge med og bide negle fra eftermiddagens start. Onsdag kan betyde en mirakuløs dansk genkomst ved EM (og så siger vi ikke noget om at der kan vente en gentagelse af sidste års semifinale mod et godt spillende spansk hold).

Og mens vi venter på onsdag, kan vi da minde om, at Sverige med elleve medaljer og fire titler fortsat er en klar leder på alletiders VM-scoreboard – og en traditionel håndboldmæssig storebror. Og så var svenskerne deltager i den måske allerbedste håndboldkamp i historien. Mens vi venter skruer vi tiden tilbage til den 10. marts 1990 i Prag, hvor det er muligt at nyde det nuværende svenske trænerpar Staffan Olsson og Ola Lindgren i fuldt vigør på banen i “Underet i Prag”:

Og for de mere nørdede er her VM-finalen fire år tidligere, hvor den nuværende serbiske træner også satte sit præg på et uhyre velspillende jugoslavisk hold.

Mere fra EM 2012 her.

På denne årstid, hvor mørket og kulden tager livtag med os, har en slutrunde for herrer ofte fungeret som et stort lys forude. Sådan er det ikke gået dene gang. Lyset er pustet helt væk. Tilbage er blot en lille glød og et teoretisk håb.

Kan Danmark vinde sine tre næste kampe i mellemrunden? Kan Serbien gå ubesejret igennem? Og kan Tyskland slå Polen? Svaret på alle spørgsmål må være, at det bestemt er muligt, mens medierne udregner mulige scenarier, der kan sende Danmark videre. Situationen er dog snarere den, at Danmark nu må arbejde efter to målsætninger:

1. At genrejse holdet og spille frit i en situation, hvor der nu er alt at vinde og ikke meget at tabe. Der er en papirtynd chance – den skal man da gå efter.
2. Som det mindste at hente den gulerod, det er at komme direkte til VM i Spanien 2013 via en plads som nr. 5.

Den smertelige konklusion: Sverige var måske en undtagelse?
I hele optaken til EM har det lydt gentagne gange fra Wilbek, at holdet var stærkere end ved VM for et år siden. Men oven på tre skidt spillede kampe er holdet nok slået tilbage til 2006 og målsætningen om at etablere sig mellem de otte bedste.

Den smertelige konklusion må foreløbig være, at sølvet i Sverige var en undtagelse, der kom på en dansk hjemmebane og bar holdet igennem på en rød-hvid sky i Malmö. Og smerteligt fordi det tager noget af den sølvmedalje, at den nu skal begraves i Beograd som et tilfældigt lykketræf. De fleste af os troede, at vi nu var helt oppe i toppen i et OL-år. Det var vi ikke.

Holdets mentale forfatning – Wilbek må kigge hurtigt indad
Den danske landstræner har virket uvant presset og har truffet helt usædvanligt dårlige beslutninger undervejs. Når man taber to tætte kampe, er der grund til at evaluere trænerstabens indsats. Det er ikke Wilbek, der brænder straffekast eller god en middelmådig polsk målmand helt fantastisk.

Men det var Wilbek, der valgte initiativet med 5-1 opdækningen for at sætte Polen skakmat, hvorefter de udlignede den danske fem-måls føring. Den burde han have opgivet langt tidligere. Og hvorfor måtte Cleverly ikke forsøge sig mod det polske hold, han kender som ingen anden. Hvorfor udtage ham og ikke spille ham ud i den kamp? Hvorfor hente Spellerberg ned i småpanik kort efter kampen mod Serbien og så ikke bruge ham til at etablere ro, når Polen mandsopdækkede Mikkel Hansen?

Set aldeles på afstand virker den største udfordring imidlertid til at være af mental art. Undervejs mod Serbien og ikke mindst i anden halvleg af kampen mod Polen var vi pludselig banket tilbage til VM i Tunesien i 2005 og et hold, der ikke turde spille og skyde. Det hele blev udstillet i den ulykkelige nøglesituation med et dansk hold i overtal, der spiller vores bedste skytte Mikkel Hansen op, hvorefter Hansen forkramper og ender med at levere bolden til en polsk kontra og første føringsmål. Den situation handlede ikke om taktik men simpelthen om at turde vinde.

Man får det indtryk, at de meget selvbevidste udmeldinger inden EM har virket som en sovepude og midt i pressede opgør har ramt holdet lige i nakken. Det er ikke en flok arrogante mænd, der er sendt på banen. Lige så snart modgangen er sat ind (og den var forudsigelig mod ikke mindst Serbien), er holdet gået over i panic-mode.

Her har Wilbek svigtet, og hans styrke styrke som leder og coach har ikke fungeret her. Man skal være indenfor truppens fire vægge for at vide, hvilke dynamikker der er i gang. Men set udefra virker det ikke som om, det er en trup der hviler i sig selv og har et miljø, hvor man præsterer på toppen som individ. Sølvet fra Sverige har muligvis virket som en sovepude.

Wake-up call
Danmark er dog ikke det eneste hold med vanskeligheder. Den anden finalist fra VM går såmænd også over med 0 point. Også fra Frankrig har det være en hård omgang i et EM, hvor holdene slår hinanden på kryds og tværs. Det kunne generelt pege på, at de store hold ikke helt er på det niveau, de vil være til sommer i London.

At tabe to tætte kampe ved et EM er heller ingen katastrofe. Det danske hold har nu tre kampe til at vise, at de hører med i toppen og har til hensigt at være klar til sommerens OL. Den foreløbige fiasko skal og må virke som et gigantisk wake-up call for alle. Semifnaler med Serbien, Danmark, Spanein og Frankrig ser ikke længere så realistiske ud. Fra den anden halvdel bliver det formentlig Spanien og så Kroatien, der lige nu virker bedst spillende. Fra vores halvdel må det blive Serbien – og så er der ellers frist slag for den sidste deltager.

Mere fra EM 2012 her.

Det burde ikke komme som et kæmpe chok, at det danske hold tabte med to mål til Serbien. I virkeligheden gik den kamp fuldstændig sådan som man kunne forvente det. Der var pres på holdet og dommerne. Det blev intenst, og serberne spillede på alle de tangenter, de havde. Først og fremmest lykkedes det for serberne at trække tempoet helt ud af kampen. Det var godt gjort.

Det danske problem lå i angrebet, hvor der ikke var nok fart på, og hvor de simpelthen brændte for mange skud (16 i alt). To brændte straffekast og adskillige skud på stangen afgjorde den match. Men vi har hele tiden vidst, at dette var et meget sandsynligt scenarie. Kampen mod Serbien var (vurderet før EM) den klart sværeste match. Det må fortsat være vurderingen.

Men nu er der pres på, og i realiteten er der nu fire direkte kvartfinaler forude. Den første i aften mod Polen – og derefter tre kampe i en mellemrunde, der stadig ser mulig ud. Men kampen mod Polen bliver vanskelig, og ligner muligvis den sværeste udfordring af de fire kvartfinaler. Polakkerne er svækkede på målmandsposten, men de har altså fortsat mange dygtige spillere på alle pladser, fremragende skytter og en træner, der ikke er tabt bag en vogn. Han vil vinde, og hvor polakkerne måske nok var i vildrede sidste år i Malmö, er det urealistisk, at det danske hold vil kunne knockoute dem. Det bliver dramatisk – med garanti.

I sidste ende ligger det hele i det danske holds hænder. Wilbek virker en smule presset, og han var kun få minutter om at ringe efter en ven og hente Spellerberg til Beograd. Holdet har heller ikke spillet flydende, men der er ingen grund til panik – med mindre Wilbek har behov for at sætte kaos og ild i den. Det er han nok den optimale til selv at vurdere!

Nøglen til dansk succes i aften handler stadig om fart i spillet – og ikke mindst om at fortsætte det gode forsvar fra kampen mod Serbien. Danskerne skal nok score mål i aften. Det kommer mest til at handle om at forhindre Polen i at score. Og der bliver det spændende at se, hvordan Cleverly (der til daglig trænes af Wenta) kan vise sit værd. Han får nok ikke mange chancer, men det er nu han skal tage dem!

Som optakt er der også video og historier fra tre klassiske kampe mod Polen her. Husk at det starter allerede 18.15.

Mere fra EM 2012 her.

Serbien er et godt hold. Lad os slå det fast med store typer. Men i dansk presse bliver de alt for ofte beskrevet som labile håndboldgangstere. Læs bare Rasmus Bech i Politiken i dag. Det skal være “fysisk” mod Serbien med “skjulte knytnæver” i ryggen på en sindssyg hjemmebane. Sandheden er imidlertid snarere, at Serbien repræsenterer en del af den berømmelige jugoslaviske håndboldskole, og at de efter flere år med manglende resultater nu har samlet en slagkraftig enhed, der vil volde de fleste problemer.

På trænerbænken har de haft en perlerække af stjerner fra 1986-holdet fra Vujovic over Cvektovic og nu til Vukovic. I kampen mod Polen dækkede de stenhårdt op, og fremme trak stjerner som Momir Ilic fra Kiel, Sesum og Vujin et stort læs. Og glem heller ikke venstrefløj Ivan Nikcevic, der med seks mål var vigtig i kampen mod Polen. Målmand Stanic stod også med 50% mod Polen bag et stærkt forsvar. Desværre for Serbien blev den lidt gammeldags spillende stregspiller Stojkovic skadet mod Polen.

I det helt store billede er Serbien et hold, Danmark bør kunne slå. Vi er simpelthen et bedre hold end serberne. Men det vil blive hektisk og med pres på dommerne, så vi får den helt store test af holdet i aften.

Og så bliver det nok i aften, at Wilbek spiller sit store kort på banen: Mikkel Hansen og Nikolaj Marcussen inde samtidig. Den gemte han væk i hele Totalkredit Cup. Lad os gætte på, at den kommer afsted i aften. De to har også noget at revanchere. Men selvom Mikkel Hansens spændingsniveau nok var i den høje ende mod Slovakiet, var han som en ægte klassespiller alligevel manden, der scorede flere afgørende mål i slutfasen.

Nøglen til succes synes at ligge i de danske fødder. Det handler om at få tempo i spillet og fart i fødderne. Når Danmark spiller hurtigt og bevægeligt, bliver de ikke fanget af stor fysik og der skabes masser af plads ud i banen mod vore dygtige fløje. Det danske spil skal være farligt og op i tempo. Så vinder vi.

Og så har Danmark altså på det seneste i den grad haft krammet på Serbien. Mange vil huske Lasse Boesens sidste skunds scoring mod dem ved VM i 2009, efter at Danmark havde været nede med otte mål. Ved EM i Østrig i 2010 vandt holdet sikkert med 28-23, og sidste år under VM i Sverige hamrede Danmark forbi dem med 35-27. Så nemt går det ingenlunde, og selvom Wilbek har lagt meget i et muligt ‘psykisk overtag’, så er det en helt anden kamp i aften i Beograd.

Kort og godt: Kampen i aften er en nøglekamp for det videre forløb. Den første meget alvorlige prøve, hvor det sejrende hold vil blive skudt afsted mod en semifinale. Det skal blive Danmark – men forvent ingen køn match.

TV2 fra kl. 20.00.

Mere fra EM 2012 her.

Det er mørkt, koldt, regnfuldt og på alle måder januar i dette lille land oppe mod nord. Men håndboldens planlæggere har maget det således, at januar også er blevet en højtid for vi, der elsker en slutrunde i håndbold for herrer. Sidste år VM i Sverige blev netop et sådant lys i mørket. Og nu gælder det så EM i Serbien, hvor serberne på en givetvis fanatisk hjemmebane skal gøre EM til endnu en “Sweet Caroline” fest.

Vi har dog en gang imellem set, at et EM før og efter OL kan blive nogle lidt tamme forestillinger. Godt nok er holdene aldeles opsatte på at spille sig op til de afgørende kvalifikationskampe og den efterfølgende slutrunde. Men det er f.eks. ikke sikkert, at hold som Frankrig, Kroatien og Spanien har helt den samme motivation som om nogle måneder i London. Og den danske motivation er bestemt også et stort spørgsmålstegn inden turneringen. Ved VM i Sverige red holdet på en skånsk bølge og kunne trække sig tilfredse tilbage med en fantastisk flot sølvmedalje. Har holdet stadig den indædte sult?

Wilbeks overordnede mål må være at bruge EM til at etablere Danmark i Top 2 – og få holdet til at tage de afgørende skridt frem her i 2012. Sidste års VM i Sverige viste, at Danmark hører til helt deroppe i toppen, og finalen mod Frankrig vil blive husket for, at det var kampen, hvor Frankrig var så pressede, at Karabatic måtte spille sig helt ud. Finalen blev på den måde en forrygende slagudveksling, hvor Karabatic måtte tage hele registeret i anvendelse overfor turneringens danske topscorer i Mikkel Hansen.

Kender vi Wilbek ret, har han siden de jublende dage i Malmö tilbragt masser af timer med at se VM-finalen i endeløse båndsløjfer. De små situationer og fejlaflveringer kan han bare ærgre sig over. Til gengæld kan han hente masser af motivation i, at holdet kunne følge med Frankrig over hele 70 minutter og også fysisk var i stand til at stå distancen. Danmark er tæt på, at de kommende seks måneder skal bruges på at bringe holdet helt op.

Op til OL i Atlanta i 1996 trænede Wilbek i al hemmelighed holdet udelukkende på at møde Sydkorea ud fra en meget selvbevidst idé om, at det var koreanerne, der udgjorde den eneste trussel mod et dansk guld. Helt så nonchalant kan han ikke tillade sig at være denne gang. Men han kan tillade sig at tænke fremad og har lige nu et hold, der kan noget ekstra. Op til EM har Wilbek f.eks. talt om at kunne vinde, selv når tilskuerne og dommerne er imod holdet. Det lyder som en klassisk Wilbek-forberedelse på den forestående kamp mod hjemmeholdet Serbien.

En trup med overraskelser?
Og helt efter den Wilbekske bog spillede han en eller flere overraskelser ud, da han udtog sin foreløbige trup til EM i form af de første 14 spillere. Medierne gjorde et stort nummer ud af, at Wilbek valgte at udtage Marcus Cleverly som målmand ved siden af Niklas Landin. Men der er ingen stor grund til at forundring. Wilbek udtager altid de bedste og ynder at holde holdet konkurrencepræget ved at bringe nye folk ind. Og Cleverly er god. Hos polske Kielce har han stået fremragende i Champions League og har stort set slået Szmal af det polske hold. Den Szmal som ikke er med det polske hold til EM og i stedet bruger slutrundepausen til en knæoperation.

Wilbek har dog sikkert også haft en anden tanke med at udtage Cleverly. For vi kan allerede nu udpege kampene mod Serbien og Polen som nøglekampe for dansk videre succes. Og mon ikke Wilbek vælger at spille Cleverly ud som en helt oplagt joker mod netop Polen, hvor Cleverly vil kende en række af skytterne fra den polske dagligdag?

Wilbek er typen, der gerne vil være foran og agere pro-aktivt i forhold til sit hold og ikke mindst modstanderne. Få har som han et blik for modstandernes styrker og svagheder. Og han vil gerne komme med noget nyt. En af nyskabelserne til denne slutrunde ser ud til at være en meget kraftigt skydende bagkæde, hvor han vil spille med både Mikkel Hansen og Nikolaj Markussen samtidig i bagkæden. Ved Super Cup i Tyskland så det ud til at kunne bringe spændende perspektiver ind i det danske spil. Men det var heller ikke uden problemer, og vil for alvor blive problematisk, hvis Mikkel Hansen begynder at spille mere end at skyde. Hansen blev ved VM den første danske VM-topscorer siden Mogens Olsen i 1958 og spillede en helt forrygende slutrunde, der bragte ham op blandt håndboldens superstjerner. Det skal han bygge videre på til slutrunden.

Generelt rummer den danske trup en nærmest optimal blanding af rutine og ungdommelig kraft fra Markussen til Michael V. Knudsen. Sulten bør være til stede, og hvis man har nogen ærgerrighed i sig, er det nu man skal slå til i en OL-sæson.

Skader og ærgrelser
Med afbud fra Kasper Irming, Jesper Nøddesbo og Bo Spellerberg kunne det danske hold være svækket. Ligeledes er Lasse Boesen også tvivlsom, ligesom
Kasper Søndergaard har tankerne på sin nyfødte søn i disse dage. Og oven i det, har Michael V. Knudsen nu også vanskeligheder og et afbud truer. Det ligner alt i alt en meget ærgerlig indgang til turneringen, selvom man skal huske på, at det altid er sådan op til en større turnering, at mange af dem nok skal blive klar og at der er gode folk klar til at tage over. Hvem husker ikke Lauge fra VM?

Men man må ærgre sig over, at Irming ikke får muligheden, for han kan blive en spændende nyskabelse på både fløj og back som et oplagt allround-valg til de kun fjorten spillere, der kan komme til et OL. Derfor er det også så pokkers afgørende, at Kasper Søndergaard kommer med. Han har tidligere været udskældt og har vel ikke ligefrem imponeret sammen med holdkammeraterne i Skjern i år. Men hvis man er i tvivl om hans rolle og betydning på holdet skal man bare tænke tilbage på kampen mod Kroatien ved VM:

I Nøddesbos fravær er det lige så afgørende, at Michael V. Knudsen kommer tilbage i topform. Normalt ville Wilbek tage tre stregspillere med, men med Knudsen og René Toft har han to jernmænd, der både kan spille angreb og forsvar. Lad os derfor krydse fingre for, at Knudsen og Søndergaard bliver klar. Dem vil vi gerne have med – sammen med Boesen som er typen, der egenhændigt kan vende en vanskelig kamp.

Nøglen til dansk succes ligger i forsvaret
Det er ikke ligefrem en brølende original iagttagelse, at man vinder flest kampe og mesterskaber med et stærkt forsvar. Ved EM-triumfen i 2008 var det stort set forsvaret, der bar igennem turneringen. Sidste år i Sverige spillede Danmark så brølende godt angrebsspil, at man kunne leve med mindre.

Men det er i forsvaret og hos de danske keepere, at det største potentiale ligger. Her er der mulighed for forbedring, selvom man i Toft og Skipper Skræk (Kasper Nielsen) har en stærk midtzone. Med Knudsen inde har man også en stærk højre back, og det er vigtigt at Mikkel Hansen fortsætter sin udvikling i forsvaret. Ham vil vi gerne have ind der, for fra ham udgår meget af det danske kontraspil. Umiddelbart må vi dog forvente, at der kommer flere skud fra modstandernes højre side.

Forud for VM var Niklas Landin det store spørgsmålstegn. Kunne han løfte arven fra Kasper Hvidt? Svaret kom først i kampen mod Kroatien, og siden fulgte Landin det op med adskillige brandkampe, hvor ikke mindst semifinalen mod Spanien nåede helt op på fortællingen om Erik Holst fra den tilsvarende semifinale i 1967:

Kigger man på Landins spil siden da, har det ikke helt levet op til det høje niveau. I Champions League er han også faldet lidt med BSV-holdet, og det er ikke usædvanligt, at en så ung målmand har udfald. Derfor bliver det meget afgørende, at han bag et stærkt spillende forsvar virkelig får fat – også når det så sikkert som amen i kirken bliver rygende hedt i Beograd mod serberne.

Bedste danske angrebsspil i historien
Igennem hele Wilbeks periode har man kunnet kritisere hans hold for at have famlet en hel del i det angrebsmæssige. Kun ved EM i 2006 spillede man virkelig flydende angrebsspil. Alt dette fik en ende ved VM i Sverige, hvor man med Mikkel Hansen i front kort og godt spillede det bedste angrebsspil, et dansk håndboldhold nogensinde har præsteret.

Holdet har så mange åbninger og varianter, at det kan være svært at lægge taktik mod danskerne, og med Markussen som et nyt og spændende kort kan Wilbek lægge nyt til det danske angreb. Med vanlig skråsikkerhed har landstræneren også udtalt, at det ikke er angrebet, han er bekymret for. Det danske hold ligner i hvert fald ikke en flok spillere, der løber tør for idéer, selvom det stadig udestår at se Thomas Mogensen præstere helt på øverste niveau mod topholdene.

Ingen tvivl om, at Mikkel Hansen nu er den spiller, de andre lægger taktik mod. Det skal det danske hold forsøge at udnytte, og det vil give masser af plads ud i banen og ud mod en storspiller som Hans Lindberg.

En god lodtrækning – og en turnering der står godt til Danmark
Man skal huske, at EM traditionelt er en turnering, der står godt til Danmark. I de seneste ti år er det også EM, der som turnering har stået bedst til de danske herrer. VM har altid været mere problematisk. Men ved EM er der lutter hårde kampe mod nogenlunde jævnbyrdige hold indenfor en meget kort tidsperiode. Det er en enormt hård turnering, hvor Wilbeks roterende udskiftninger og en bred trup giver Danmark store fordele jo hårdere turneringen bliver, og jo længere man kommer.

Traditonelt har Danmark været knivskarpe i EM-turneringernes mellemrunder, hvor kampene falder som perler på en snor, og de andre hold kører trætte og en stjerne som Balic tappes for kræfter.

Derfor er det første afgørende mål at slå sig igennem til mellemrunden med et acceptablet antal point. Danmark skal i den indledende runde møde Slovakiet, Serbien og Polen i nævnte rækkefølge. Det er alle gode hold, som Danmark skal anstrenge sig for at slå. Specielt står kampen mod Serbien som en af dem, man måske må acceptere at tabe, hvis blot vi slår Slovakiet og Polen. Under alle omstændigheder er Slovakiet et hold, der bare skal slås i åbningskampen. Og Polen uden deres store keeper er også en kamp, der skal vindes, selvom Bogdan Wentas drenge tidligere har været en drabelig modstander for Danmark. Download hele programmet her. Og se også Wilbek fortælle om de tre modstandere til EM her:

De tre bedste går videre fra gruppen, og når det på trods af hjemmeholdet Serbien alligevel må konstateres, at vi har fået en god lodtrækning, skyldes det, at Danmark er placeret i en halvdel, hvor vi undgår Frankrig, Kroatien og Spanien. Dem kan vi først komme til at møde i en eventuel semifinale.

I stedet kan vi se hen mod en mellemrunde med Tyskland, Sverige og formentlig Makedonien. Og selvom der ikke er dårlige hold ved et EM, er Danmark i en halvdel, hvor en semifinale i en hård turnering bestemt er indenfor rækkevidde.

Kort og godt
Den store joker i slutrunden er den serbiske hjemmebane. Det kunne betyde, at det bliver Danmark og Serbien, som går videre til semifinalen fra den danske halvdel. Og med vild Balkan-stemning kan det bestemt ikke udelukkes, at Kroatien kan slå sig forbi Frankrig og Spanien. Den franske motivation kan blive afgørende, men de har bevist, at nok kan de komme skidt fra start, men de er hold, der vinder mesterskaber – og mange af dem. Spanierne er svækket med målmand Sterbik ude. Til gengæld er Lazslo Nagy tilsyneladende blevet nationaliseret, og vil lægge et voldsomt fysisk tryk på alle hold.

Alt i alt er det ikke usandsynligt med en gentagelse af finalen mellem Danmark og Frankrig, selvom der sagtens kan gå Balkan i den med Serbien og Kroatien. Dog virker Danmark, Frankrig og Spanien lige nu som de hold, der har mest at byde på. Efter festen ved VM i Sverige skal de danske herrer nu bevise, at de hører til helt deroppe.

2012 står allerede nu til at blive et år med formidabelt håndboldspil. Og lige om lidt tændes et lys i januar-mørket.

Nu må ’eksperter’ og deltagerne i TV2 Sports Håndboldebatten til at tage nogle fortrydelsespiller og æde et par sommerhatte. Danmark har overrasket alle og er fredag aften klar til at spille semifinale mod Frankring ved VM i håndbold i Brasilien.

Som det eneste ubesejrede hold kan Pytlicks piger fredag aften gå på banen til en semifinale mod et fransk hold, der imponerede stort og slog de russiske favoritter ud af turneringen.

Under ledelse af den gamle mester Krumbholz spiller det franske hold en velkomponeret omgang håndbold bygget på et godt og aggressivt forsvar. Ikke ulig de suveræne franske herrer.

De fleste eksperter har Frankrig som klar favorit. Men de fleste eksperter levnede heller ikke de danske piger nogen chance før turneringen begyndte. Efterhånden virker det næsten som om de mange negative røster inden turneringen har udgjort en væsentlig motivationsfaktor for holdet. Det forstår man. For analyserne har ikke været præcise, og de har generelt overset tre afgørende elementer:

1. Danmark har en af spillets bedste trænere. Man kan sige, at thurineren ikke har haft så meget at gøre godt med til denne turnering. Men Pytlick (nu med iPad) har bevist, at han er en af dansk håndbolds allerbedste trænere igennem tiden (to gange OL-guld er en god begyndelse). Men denne gang præsterer han næsten på trods og har taget Wilbeks rotationsprincipper ind i holdet. Mod Frankrig møder han også en stor taktiker, og det bliver spændende at se de to spille alle kort ud i hvad, der helt sikkert bliver en taktisk præget affære med få mål.
2. Den danske talentfabrik. Den foreløbige semifinaleplads er endnu et bevis på, at dansk håndbold simpelthen formår at fostre talenter i en endeløs strøm. Senest har en 19-årig pige skudt sig igennem alle forventninger og vist, at der i dansk håndbold simpelthen strømmer talenter til. Det er et stort cadeau de mange trænere rundt i landet, som hver dag gør en forskel.
3. Vilje og forsvar kan bære langt. Inde i midten af det danske forsvar står to lyshårede kvinder, som virkelig får delt nogle håndmadder ud. ude på venstre fløj ligger en pige nogle gange og roder rundt på gulvet i jubel. Og inde i målet strækkes armen triumferende i vejret. Det danske hold har vilje og udstråling. Og nok er det ikke altid pænt og kønt, men der kæmpes – og de vinder.

Frankrig er formentlig 60-40 favoritter, men Ulrik Wilbek har bestemt ret i sin konstatering af, at Danmark kan slå Frankrig. Skulle det lykkes at slå Frankrig, er holdet i den første VM-finale siden fantom-holde i 1997. Det er næsten for godt til at være sandt, men en gang imellem sker der mærkelige ting i sport, og nu er de altså kun to kampe fra en medalje!

Lykkes det for holdet at slå sig igennem til en finale, er det en helt utrolig triumf for ikke mindst Jan Pytlick. Han har med sine resultater lukket munden på alle skeptikere.

Efter at det danske hold ved VM i håndbold i Brasilien gik igennem den indledende pulje med fem sejre ud af fem mulige, må der være en række af de professionelle eksperter, der skal have varmet ørene lidt røde. På en baggrund af et hav af skadesafbud samt noget klassisk DHF-halløj omkring Kim Jensen, er det lykkedes for det danske hold at vise hvad vilje og talent kan gøre i idræt.

Spillet er ikke flydende, og der er perioder, hvor de har svært ved at komme til mål. Men kampene mod Kroatien og Sverige har vist, at med et stærkt forsvar omkring Mette Melgaard og Louise Svalastog, er der et grundlag, man kan bygge et hold på. Der kommer masser af redninger fra ikke mindst imponerende Christina Pedersen, og der kommer nemme mål på kontra. Det er helt efter opskriften.

En række af de uprøvede kræfter har fået deres internationale gennembrud, og så har vi da slet ikke sagt noget om Louise Burgaard.

Men det danske hold er da skrøbeligt, og der ligger et tonstungt ansvar på en spiller som Trine Troelsen. Pytlick stoler tydeligvis ikke på Pernille Larsen og Stine Jørgensen, og de to stoler tydeligvis heller ikke på sig selv (det hænger nogen gange sammen). Derfor er det Troelsen, der skal trække det store læs på venstre back, og det er hende, som skal tage de svære og pressede skud, når der ikke er så mange ud over Burgaard og Line Jørgensen, der rigtig har modet.

Særlig kampen mod Kroatien viste dog et hold, der havde en enorm moral. Efter 10 minutter var de nede med 0-4. Da gik Troelsen ind og åbnede scoringen, og det danske hold satte sig helt på kampen med enorm vilje. Det er den slags præstationer, man kan bygge videre på.

Og på grund af de fem sejre, står Danmark nu med det, man kun kalde et fantastisk udgangspunkt. I ottendedelsfinalen venter Japan, som blev nr. fire i deres gruppe. Her skal man huske målsætningen om at komme i en kvartfinale. Den virker forbløffende tæt på nu.

Japan er ikke dårlige, men det er udenfor enhver diskussion en kamp som Danmark skal vinde. Mange er derfor allerede begyndt at se videre fra Japan og mod en formodet ‘nem’ kvartfinale mod Angola. Det vil så være en oplagt mulighed for hævn for noget, vi ikke skal komme ind på her!

Alt dette blot for at sige: Man kan kun sige, at der ligger en motorvej åben mod en aldeles overraskende semifinaleplads. Pludselig kan man se kampen om medaljer forude. Og lige præcis dér ligger måske den største fare. For pludselig har holdet ikke ryggen mod muren. Og de skal op imod nogle højest usædvanlige spillestile og nogle kampe, der bliver ujævne, underlige og ikke specielt kønne. Det kræver omstilling oppe i hovedet.

Noget kunne dog tyde på, at dette hold har en masse indebrændt trods-energi, der kan bære dem langt. De vil skabe resultater – på trods. Og som det hele har artet sig, har de overordentlig gode muligheder for at lykkes med det.

Der er lagt op til måske det mest mærkværdige VM i kvindes minde, når der i weekenden fløjtes op til VM i kvindehåndbold fra Brasilien.

En kvindelig slutrunde i december er efterhånden blevet synonymt med æbleskiver, gløgg og succes foran et enormt dansk tv-publikum. Denne gang spilles der under varme brasilianske varme himmelstrøg og med et hold, der mildest talt er sat sammen med hæfteplaster.

Få mennesker vil misunde Jan Pytlicks job, sådan som det har artet sig i de seneste måneder. I hvert fald må han have haft mange søvnløse nætter på Thurø i ensom spekulation over, hvem der nu blev skadet, og hvem han overhovedet kunne tage med til Brasilien. Først meldte Rikke Skov afbud. Så blev skytten Camilla Dalby skadet og senest måtte skrøbelige Lærke Møller bukke under. Det er tre meget store profiler, der må blive hjemme i kolde Danmark. En hel og ganske effektiv bagkæde sat ud af spillet.

Så hvis man oven på World Cuppen i Århus i forvejen var tvivlende overfor det danske holds chancer, blev man ikke yderligere opmuntret af de afbud. Og hvor målsætningen generelt har været at sikre sig minimum en syvendeplads, så man er sikret en plads i OL-kvalifikationen, mener mange, at netop en syvendeplads er at strække sig så langt, man overhovedet kan komme for et amputeret dansk hold.

De store dommedagsoverskrifter er allerede nedfældet, de tunge skyer trækker op over den skønne brasilianske himmel, og nekrologen over dansk kvindehåndbold ligger klar i skuffen.

Ikke så sort endda
Men før vi nu svælger til i håndboldens dårligdomme, er der også grund til at se lidt mere klart på tingene. Man skal huske, at strukturen ved VM er lavet om, således at man går direkte fra indledende runde til ottendedelsfinalerne. Fire ud af de seks hold fra den indledende runde går videre, og Danmark har virkelig været begunstiget af decideret lodtrækningsheld.

For det første er man havnet i en overkommelig gruppe, hvor kun Sverige og måske Kroatien bør volde problemer. Man kan oven i købet bade sig ind i turneringen mod Uruguay og Argentina. For det andet befinder Danmark sig i klart den letteste halvdel, når der skal spilles ottendedelsfinale. I praksis kan vi derfor tillade os at tabe til enten Kroatien eller Sverige og alligevel stå med pæn mulighed for en kvartfinale. Derfra bliver det så for alvor vanskeligt, når hold som Norge, Rusland, Spanien og Montenegro fra den andel halvdel kommer i spil.

Men en plads mellem de syv bedste er bestemt inden for rækkevidde, og det danske hold indeholder trods alt så mange kvaliteter, at mere sagtens kan ske. Forud for sidste års EM brugte mange eksperter al deres taletid på at tale danskerne ned under Hernings gulvbrædder. Godt nok gik holdet ned til sidst, men formåede undervejs at spille fejende flot håndbold

Hvis det for alvor skal lykkes i Brasilien kan vi allerede nu pege på en række åbenlyse faktorer, der skal lykkes:

1. Forsvar, forsvar, forsvar. Det danske hold er ikke verdens største af natur. Havde Mette Melgaard ikke meldt sig på banen i sidste øjeblik, så det for alvor tungt ud. Men hun får sammen med Louise Svalastog trods alt nogle kampe at spille sig hen imod et stærkt midterforsvar. Pytlick har prøvet sig med nogle offensive varianter – uden stort held. Forsvaret bliver den store prøve for holdet.
2. Målvogterne. Pytlick har udtaget hele tre målvogtere til VM. Skyldes det at han ikke helt stoler på dem? Karin Mortensen er måske ikke frygtindgydende i ligaen, men på landsholdet til de store slutrunder plejer hun at være helt fænomenal, og hun vil vist også meget gerne til OL igen.
3. Forsvar + redninger = Nemme kontramål. Det danske angreb mangler den store kreativ, som Lærke Møller kom med, og de kan få nogle svære perioder, hvor alt for meget kommer til at ligge i hænderne på Trine Troelsen og Line Jørgensen. Derfor skal vi have nogle nemme kontramål på baggrund af en stærk defensiv. Her har Maibritt Kviesgaard og de to venstrefløje vist sig meget stærke. Det skal fungere, hvis Danmark skal slå sig igennem
4. Træneren. Det kan ikke siges nok gange Jan Pytlick er en af håndboldens helt store trænere. Han har før fået rigtig meget ud af ikke helt så meget. Hans OL-guld i 2004 var en trænermæssig triumf. Men denne gang skal der nok graves meget dybt i posen undervejs, for der kommer mange svære momenter, og den indledende kamp mod Sverige bliver her et afgørende pejlemærke.
5. De mange spørgsmålstegn. Der er mange nye, uprøvede kræfter med. Hvad kan Line Jørgensen f.eks., når der nu virkelig hviler et stort ansvar på hendes skuldre? Hvad kan Stine Jørgensen bidrage med? Kan Sandra Toft blive en joker, der kan spilles ud? Kan holdet overhovedet kapere bare en skade mere? Hvor skrøbelige er de mentalt? Tror de overhovedet selv på det efter den hårde opstart?

Som altid er det ingen revolutionerende analyse at pege på, at det danske hold skal stå godt i forsvaret og løbe nogle kontraer. Det lyder næsten som et taktikmøde fra Gudmehallen i starten af 90′erne. Men når man formentlig står på et lidt vaklende fundament, er en solid defensiv og nogle gode keepere det sted, som holdet skal bygges fra.

Hvem vinder så VM?
Det danske bør på denne baggrund have en god chance for at nå den eftertragtede syvendeplads – og hvis de får heldet med sig, har de da bestemt en chance for at havne blandt de fire sidste. Men til tops kommer de ikke. Dertil er der en række andre hold, der står med langt stærkere kort.

Det er jo næsten trivielt at nævne Norge og Rusland som de første. Norge fremstår dog lettere svækkede, og selvom russerne har høj kvalitet er det aldrig helt til at blive klog på, om Trefilov hjælper dem, eller hiver dem ned i egen frustration. Måske er dette VM i en lettere eksotisk lokation den anledning, der skal til for at få en lidt mere overraskende verdensmester. Flere peger på Frankrig, som har et meget stærkt hold, Spanien kan sikkert også nå langt, og hvis kræfterne slår til, er Montenegro en meget farlig outsider. De har i hvert fald en, der godt kan skyde på mål.

Så mens sambaen kan begynde, og Brasilien kan tage fat på en serie af værtskaber, sætter vi æbleskiverne i ovnen, krydser fingrene og glæder os til en slutrunde, der giver lidt lys i vintermørket og forhåbentlig lukker munden på alle dommedagsprofeterne.

Her kort tid efter afslutningen på VM-finalen mellem Danmark og Frankrig er det svært ikke at sidde med både skuffelse og glæde i kroppen. Stor skuffelse fordi det danske hold var så tæt på den ellers uopnåelige drøm. Hvis man f.eks. er Lars Christiansen, var det her nok en chance, der ikke kommer tilbage lige med det samme. Men også stor glæde, fordi det her ubetinget er den bedste VM-turnering et dansk (herre)hold nogensinde har spillet. Og undervejs viste holdet positivt, opfindsomt og underholdende spil.

Det var en af de store fester, det danske hold spillede op til i Sverige. Kampene i Malmö Arena blev en publikumsfest med den helt store klappølse. Men da slutkampen stod i dag, var danskerne oppe mod en håndboldmæssig overmagt. Alligevel blev det en fremragende håndboldkamp. Frankrig var hele tiden foran, fysisk, taktisk og mentalt. Og så valgte Karabatic desværre at spille en næsten fejlfri kamp som fransk dirigent. Han bankede ti mål ind – og mange af dem faldt på de helt rigtige tidspunkter, hvor Frankrig var pressede og havde brug for hans individuelle kvaliteter.

Man sad undervejs hele tiden med fornemmelsen af, at franskmændene havde lidt ekstra at give af. Det danske hold var pressede i alle spillets faser, og de blå kom meget lettere til deres mål. Og selvom Danmark ligesom ikke kunne hente de der to mål, så skete det alligevel til sidst i anden halvleg med Spellerbergs udligning. Anden halvleg af VM-finalen viste håndbold, når det er allermest fascinerende. VM-finalen var en sejr for håndbolden. Så selvom skuffelsen vil sidde der længe, er der en række momenter ved dette VM, man kan både varme sig ved og glæde sig til:

1. Det danske angrebsspil har ikke været bedre i årevis. Det danske hold har ikke spillet så godt angrebsspil siden i hvert fald EM i 2006 – og muligvis helt tilbage til VM 1982. Holdet spiller hurtigt, bredt og med stor opfindsomhed. Det er tydeligt, at det danske hold er vanskeligt at kortlægge, fordi det indeholder gode fløje, fint stregspil og masser af variation i bagspillet. Og så skete det oven i købet uden Thomas Mogensen og til sidst i finalen uden Kasper Søndergaard. At vi igen har fået fart, hurtigt midte og kontraspillet med, gør det her hold attraktivt og meget svært at spille imod.
2. Mikkel Hansen første danske VM-topscorer siden Mogens Olsen. Inden turneringen begyndte, spekulerede vi i, om Mikkel Hansen kunne blive første danske topscorer ved et VM siden Mogens Olsen ved VM i 1958. Der var masser af pres og forventninger på Mikkels skuldre inden turneringen og måske er det mest imponerende, at han kunne være det pres og præstere helt i verdensklasse. Han blev topscorer, og det lykkedes ikke for et eneste hold at få ham stoppet. Franske Onesta mandsopdækkede ham i store dele af finalen. Alligevel fik han scoret 10 mål i den kamp, og hans spil gjorde i det hele taget, at hans holdkammerater (ikke mindst Kasper Søndergaard mod Kroatien) blomstrede. Hans udvikling har været enorm, og viser hvor langt man kan komme med vilje, når man også har et gudsbenådet talent for håndbold. Han er kun 23 år!
3. Niklas Landin fik sit store velfortjente gennembrud. I målet fik Landin uden skygge af tvivl et kæmpe internationalt gennembrud. Og det kom efter en lidt svingende indledning på turneringen. Men da Ulrik Wilbek først fik talt ham lidt ned i spændingsniveau mod Polen, eksploderede han og spillede bl.a. i semifinalen mod Polen i verdensklasse. I finalen overstrålede han sågar Omeyer, der ellers blev valgt til All Star holdet. Landin er nu helt og eftertrykkeligt ude af Kasper Hvidts skygge – og han har rigtig mange år i sig endnu, før han topper.
4. Masser af talenter på vej. Dette VM har endelig sat en tyk streg under, at det danske talentarbejde simpelthen holder et meget højt niveau, og at de mange guldmedaljer til ungdomsslutrunderne nu også kan omsættes på seniorplan. Rasmus Lauge er stærkt på vej ind på holdet, og René Toft spillede en fremragende turnering i det centrale forsvar. Udenfor venter Nikolaj Marcussen og mon ikke Thomas Mogensen har meget mere i sig som stærk playmaker?

Der er således masser at glæde sig over efter en historisk dansk håndboldfest i januar. Og mens konfettien fejes ud af arenaerne, træder den tomme fornemmelse efter en stor slutrunde ind. Det danske hold tændte lyset her i den mørke januar. Nu er lyset slukket igen, og hverdagen melder sig. Men bare rolig: Der kommer altid en slutrunde og en kvalifikation. Festen skal nok fortsætte.

Mere fra VM 2011 her.

Det er på alle måder overraskende, at Danmark er kommet så langt. Og alle sortsynende analytikere kan godt gemme pessimismen væk. Men større end denne finale bliver det ikke: VM i Malmø, masser af danskere og mod de seneste års absolut bedste hold. En sejr i dag vil være den ultimative triumf. Og det kommer efter fejende flot dansk spil.

Kom så drenge!

De har spillet otte kampe ved VM. Og de har vundet dem alle. Undervejs har de spillet fremragende håndbold, og i en turnering hvor store hold fejler, har Danmark vist vejen med hurtigt og opfindsomt angrebsspil. Forude venter turneringens to stærkeste hold i Spanien og Frankrig. Der er kun to kampe til en triumf – men lang vej endnu.

VM i håndbold i Sverige har indtil demonstreret, at danske hold bare er bedst, når turneringerne afvikles i Sverige fra 1967 og frem. De otte kampe i Malmö har uden at overdrive været en håndboldfest. Masser af tilskuere, god håndbold og lutter danske sejre. De mange tilskuere har helt uden tvivl fået det danske hold til at præstere over evne.

I optakten til VM var vi inde på, at det danske angreb var rigtig godt, men at den danske defensiv og målmændene i særdelseshed kunne blive et problem. Dét billede har måske holdt sig i angrebet, men det danske forsvar har overrasket positivt, og Niklas Landin har særlig i de sidste to kampe været helt formidabel. Hans udstråling har været fascinerende at følge. Der står “I kommer ikke forbi mig” skrevet i hans ansigt.

Forude venter et imponerende spansk hold, der i lighed med Danmark har overrasket positivt. De har begået den genistreg, at holde Barcelona-stjernen Iker Romero mest muligt på bænken. Han skyder primært et knaldhårdt straffe for dem. Og det gør han godt. Romero har scoret på 24 ud af 28 straffer. Det er en noget andet træfsikkerhed, end når han er i det ordinære angrebsspil.

I stedet for Romeros individuelle stil har de fundet ind i en mere kollektiv stil, der gør dem langt farligere. Rutinerede Alberto Entrerrios virker svært velspillende med sin kværnende fysik. Sammen med stregspiller Julen Aguinagalde har de fundet en spillestil, det er svært at dæmme op for. Aguinagalde har scoret 23 mål og tilkømpet sig mange straffekast. Han står ret stille, men hans store fysik vrider forsvar fra hinanden. Og så dækker Spanien altså godt og bevægeligt op foran to målmænd i absolut verdensklasse. Det giver mange kontramål fra to gode fløje. Den nationaliserede Arpad Sterbik har en redningsprocent på 37% og Jose Hombrados har en på 38%. Det svarer til de danske målmænd, men de to spaniere virker en kende skarpere, og Sterbik har den ubehagelige evne at kunne lukke helt ned i målet. Se alle statistikker her.

Danmark har før spillet mod Spanien i en semifinale og tabt. I 2006 tabte Danmark nemlig EM-semifinalen til Spanien. Og det var netop et nederlag mod den spanske fysik – og en skarp Iker Romero, der drønede bolden i kassen bag Kasper Hvidt midt på den danske banehalvdel.

Men der er sket meget med begge hold siden. Og det har dansk fordel. Vi har bl.a. fået en decideret verdensstjerne med på holdet. Mikkel Hansen har nu scoret 49 ‘rene’ mål ved VM, og kan være på vej til at blive den første danske topscorer ved et VM siden Mogens Olsen i 1958. Og sådan som Mikkel har spillet ved dette VM, skal vi også tilbage til Mogens Olsen og Jørgen Petersen for at finde tilsvarende individuelle præstationer på et dansk herrehold.

Mikkel Hansen har ført an i et dansk angrebsspil, der ikke er set bedre i årevis. Det angrebsspil har uden tvivl været VM’s store positive overraskelse. Det går hurtigt, det er opfindsomt, og det er svært effektivt. Det danske hold skal løbe, løbe og løbe. Hurtig midte, kontraløb og pres på modstanderne i alle faser. Det danske hold har mange strenge at spille på, og vi er svære at lægge taktik imod. Nøglen er at spille hurtigt og brede spillet ud, så de store forsvarsspillere ikke kan nå os. Og det er en fornøjelse at se, hvordan de fremragende danske fløje er blevet iscenesat optimalt.

I fredagens semifinale vil nøglen for Danmark være, hvordan vi kan iscenesætte angrebsspillet under maksimalt pres. Og så skal Landin og midterforsvaret igen vise sit værd mod nogle stærke spaniere. Det skal bl.a. blive interessant at se, om Wilbek hiver Michael Knudsen over for at dække Entrerrios.

Og hvor Danmark angrebsmæssigt har været en stor positiv oplevelse, er der en række hold, der må drage fra Sverige med store skuffelser i baggagen. Det gælder ikke mindst for Tyskland, der stillede op med alle stjernerne, men måtte forlade VM helt ude i mørket. Det må få konsekvenser. Ikke mindst fordi tyskerne udmærkede sig ved præcist det modsatte af Danmark; tungt, langsomt og uopfindsomt spil. På den måde markerer dette VM et skift i pendulet væk fra det skuespiller Mads Mikkelsen kaldte “gammelmandshåndbold” og i retning af en mere dynamisk spillestil. Det er slet ikke så dårligt, og den kan de så tygge på indtil videre i Tyskland, Kroatien, Island og i Frank Løkes Norge.

Og før vi går helt i selvsving med de danske medier, skal vi huske på, at Danmark ikke har været i en VM-finale siden 1967. Men siden 1967 er der jo gået meget mere dårlig disco og klappølse i den:

Mere fra VM 2011 her.

Det var en af de helt store VM-matcher, Danmark vandt i går. En fremragende håndboldkamp viste potentialet i Wilbeks unge hold. Højt tempo, store individuelle præstationer og stort initiativ fra det danske hold. Det var en af de store sejre. Nu venter mellerunden mod tre hold, som Danmark kan slå på hjemmebanen i Malmö Arena. Meeen: Der er lang vej endnu.

Det var en decideret håndboldoplevelse, seere og tilskuere fik i går. To gode hold med store individualister tørnede sammen i arenaen i Malmö og viste hvor smukt og medrivende håndbold kan være. Men denne gang var det et ungt dansk hold, der tog og fastholdet initiativet godt hjulet på vej af tusindvis af danske tilskuere. Muligvis en af dansk håndbolds største festaftener.

Sidste år var det Kroatiens træner Cervar, der drev gæk med danskerne og med en evigt skiftende forsvarstaktik tog og fastholdt momentum hele kampen igennem. I går var det Danmark, der var oven på. Det afgørende moment indtraf lige efter pausen. Kroaterne førte med et mål, og i deres første angreb blev René Toft udvist. Det kunne blive tidspunktet, hvor kroaterne kunne løbe fra med to-tre mål. I stedet scorede Danmark to gange og bragte sig foran. Dér fik holdet hele arenaen med sig. Dér skiftede kampen, da Balic fyrede to slatne skud af, blev udskiftet og holdt på bænken resten af kampen. Dér fløj Danmark forbi kroaterne.

Det danske holds styrker og svagheder blev i den grad udstillet i går. Vores angreb er ikke set bedre siden 2006 – måske endnu længere tilbage. Med Mikkel Hansen har vi nu en stjerne, som de andre hold må og skal forholde sig til. Det gør, at Kasper Søndergaard får meget mere plads og kan komme løbende ind i de huller på ydersiden, der kommer, når Hansen laver sit tryk. I går fik det sit smukkeste udtryk. Og så var Søndergaard simpelthen outstanding. I den anden ende blev vore svagheder også udstillet. De danske keepere har nu slutrundens laveste redningsprocent. Den er helt nede på 20. Godt nok var de bedre end kroaternes keepere. Men de to målmænd skal oppe deres niveau, når det nu for alvor spidser til.

Kroaternes snak om at “skandinaverne ødelægger håndbold” og tanken om at nedlægge protest mod afviklingen af første halvleg var i øvrigt et uværdigt efterspil på matchen. Men at kroaterne følte sig en smule forfulgt i arenaen, kan man godt sætte sig ind i. Der var en helt igennem skræmmende dansk tilstedeværelse i Malmö. Det er håndbold i arenaen med alt hvad det indebærer af god logistik, klappølser og “put your hands in the air”. I momenter er det for meget. Men håndbold på det niveau er en stor publikumsoplevelse og dj-skuflen forstod klogeligt at nedtone sig, efterhånden som momemtum indfandt sig helt naturligt i anden halvleg.

Forlydender fredag går på, at der nu er udsolgt i arenaen, og også at antallet af danskerne vil falde. Det betyder f.eks. at tirsdagens opgør mod Sverige vel er en 50/50 affære. Men det er stadig en hjemmebane, der vil noget.

Polen, Argentina og Sverige på vej mod en semifinale

Og nu venter så Polen, Argentina og Sverige. Kan vi slå dem? Ja, hvis Danmark fortsætter angrebsspillet fra i går og Landin får et par redninger mere, er det alle tre hold, som vi kan slå. Og vi behøver altså blot tre point for at nå en sikker semifinale.

Kan vi tabe til dem? Ja, det kan vi sagtens. Vær forvisset om at en fyr som Bogdan Wenta ikke har planer om at Mikkel Hansen skal score ti gange mod ham. Vi skal indstille os på, at de andre hold begynder at lære os at kende. Og vi skal nok også regne med, at det fysiske overskud, vi har haft mod de to Balkan-hold, ikke bliver så udtalt mod Polen og Sverige. Men vi skal blive ved med at lægge stort pres på dem med hurtig midte og kontraer på hver eneste mulighed.

Vi har tidligere taget fat om Polen i artiklen “Tre klassiske kampe mod Polen. Men efter semifinalen for fire år siden, er det os, der har revanche til gode.

Det bliver alt i alt tre hårde opgør. Polen 2011 er dog ikke Polen 2007. Ja, det er nogenlunde de samme spillere, men de er ikke så skarpe som for fire år siden. Men de har for det første en målmand i Sczmal, som tager med hænder og ikke mindst fødder. Og så er der stadig de to store og hårdtskydende backer Bielecki og Leijewski, som sagtens kan komme til at skyde Landin/Rasmussen ud af arenaen. Dem skal vi have fat i. Men holdet er mere smalt end for fire år siden.

Polen, Argentina og Sverige er mere fysisk betonede hold, som får en del udvisninger. Argentina har haft hele 27 udvisninger i turneringen. Det betyder, at vi skal holde fast i et godt overtalsspil. Boesens centerkryds til Mikkel hansen har vist sig at være en god åbning, som ofte giver godt skud til Mikkel eller et pres mod højre. Og derude har majestæten og hans lærling vist sig yderst træfsikre.

Forvent nogle tætte, hårde kampe – også mod Argentina. Det danske hold er rigtig godt på vej i en gruppe, hvor mange hold formentlig vil slå hinanden på kryds og tværs. Kroaterne er ikke færdige, og skal kæmpe op mod mindst en syvendeplads. Danmark står med gode kort på hånden og kan øjne en semifinale i arenaen. Nu gælder det om at ride videre på bølgen.

True Sport

Og efter sådan en aften i Malmö Arena blev jeg mødt af denne besked ved udgangen. Den torsdag aften var budskabet mere sandt en nogensinde:

Mere fra VM 2011 her.

Det var matchen, der skulle give svar på, hvor Danmark står – ikke mindst oven på Thomas Mogensens ærgerlige exit. Og svaret var klart og entydigt: Det danske hold spillede en fremragende kamp. Efter tre kampe står holdet godt rustet til det videre forløb. Men forude venter en irriterende kamp mod Algeriet og en veritabel finale mod Kroatien.

Kampen mod Serbien skulle vise, hvor det danske hold egentlig stod. Og resultatet var overraskende positivt – specielt efter Thomas Mogensens exit. Kampen viste, at det danske hold simpelthen er en tand bedre end hold som Serbien, selvom serberne kommer med klassespillere. Det var en af den slags sejre, som simpelthen gav løfter om mere.

Mikkel Hansen var selvfølgelig outstanding. Mange mål, få forsøg og adskillige assists. Hans afsluttende mål må stå som billedet for dén kamp. Og så var der lige Rasmus Lauge. Da han kom ind, løftede Malmö Arena sig. Og femten sekunder senere havde han sat den ind. Sådan. I Mikkel Hansen og Rasmus Lauge har vi vist en duo, der sammen med Landin kan agere stamme mange år fremover.

Wilbek kan nu øjne en semifinale. Måske lidt tidligt. Men går vi ud fra, at Danmark kan slå Algeriet og Argentina, så skal vi ‘bare’ vinde to ud af de tre kampe mod Kroatien, Polen og Sverige. Det er indenfor mulighedernes grænser, selvom spillet skal yderligere op i niveau, før de muligheder kan realiseres. Ikke mindst skal forsvaret og målmændene lægge yderligere til.

Mit bud er fortsat, at kampen mod Algeriet bliver overraskende vanskelig. Deres ‘kebab-forsvar’ er hamrende irriterende. Simpelthen. Så det bliver rodet, grimt og pisseirriterende. Men deres angreb er ringe, så der skal løbes kontra, kontra, kontra. Så må det smukke spil vente til torsdagens kamp mod Kroatien. Og det er bestemt ikke umuligt, at kroaterne der får sig en forskrækkkelse. De plejer at have ét udfald i enhver turnering. Det kan da passende komme mod Danmark?

Mere fra VM 2011 her.

Danmark er indtil videre kommet fint fra start ved VM i Sverige. Vi scorer mange mål og spiller i højt tempo. Men først i aften begynder VM for alvor. I kampen for en mulig semifinale er kampen mod Serbien i aften noget af en nøglekamp. I aften får vi et fingerpeg om, hvor det danske hold reelt står. Umiddelbart en kamp, der måske kommer til at minde om kampen mod Rumænien – men med endnu større tryk på midterforsvaret.

Det danske VM-hold er vågnet op til mandagen med den triste nyhed om at Thomas Mogensen er færdig ved VM. Rasmus Lauge er allerede indkaldt som gardering for en ellers storspillende Mogensen. Og selvom det er en god nyhed, at Lauge er med, så er nyheden om Thomas Mogensens exit et kæmpe minus for Danmark. Han viste i går, præcis hvad der skal til mod de lidt tungere østeuropæiske nationer.

Så nu er danskerne for alvor under pres i en kamp, der for vil give et fingerpeg på hvor holdet står. Det foreløbige indtryk er positivt. Vi har spillet med fint tempo, fløjene har alle fire vist store kvaliteter, og der er stadig masser at give af for f.eks. Mikkel Hansen og de to målmænd. Og så er der jo også Lasse Boesen med en del skud, men langt fra målet i 2008. I aften skal holdet træde sammen og træde i karakter mod Serbien. Måske en udmærket lejlighed til at vise, hvad man står for.

Serbien bliver ofte karakteriseret som nogle labile håndboldgangstere. Det er også dejlig nemt. Og når man skal spille mod Serbien, handler det ofte om, at det bliver “fysisk”. Sandheden er imidlertid snarere, at Serbien repræsenterer en del af den berømmelige jugoslaviske håndboldskole, og at de efter flere år med manglende resultater nu har samlet en slagkraftig enhed, der vil volde de fleste problemer. Som trænerne har de haft en perlerække af stjerner fra 1986-holdet fra Vujovic over Cvektovic og nu til Vukovic. Dog tyder noget på, at sidstnævnte måske har fået sat lidt mere styr på spillet og individualisterne.

Men for Serbien handler stadig om et stærkt skydende bagkæde og stort pres ind mod den danske midte. De har flere hårdtskydende backer at veksle imellem, men virker umiddelbart lidt svagere i det defensive, hvor tabet af målmand Árpád Sterbik til Spanien er et stort handicap. Det kunne tyde på en kamp med mange mål igen, og hvor danskerne skal ud og løbe med serberne, som de løb med Rumænien i anden halvleg. Det kan nemt blive en genudsendelse af kampen mod Rumænien.

Men serberne har mere kvalitet. En af de store profiler er Momir Ilic fra Kiel, som altid kommer med stort tryk, og som også har et fint blik for stregen. I det helt store billede er Serbien imidlertid et hold, Danmark skal slå. Får vi to point mod dem, står vi pludselig ganske stabilt på vej ind i mellemrunden og kan være på vej mod en spændende gruppefinale mod Kroatien.

På den baggrund er det i aften, at Danmark virkelig kommer på en hård prøve. Og med Mogensen ude er Wilbek igen tvunget til at vise sit format mod et godt hold. Nu begynder VM for alvor.
TV2 fra kl. 20.00.

Mere fra VM 2011 her.

Vi har før i disse spalter berømmet landstræner Ulrik Wilbek for hans enestående evne til at skabe vinderhold. Det er ikke altid, Wilbeks hold spiller flot. Men de vinder som regel. Og når holdene vinder, får spillerne en tro på, at hvis de bare gør som han siger, så skal de nok vinde. På den måde har Wilbek skabt en vinderaura omkring sig, og historien har vist, at ansættelsen af ham som landstrner var helt rigtig og på det helt rigtige tidspunkt.

For ikke så længe siden forlængede han sin kontrakt med forbundet til efter EM på hjemmebane i 2014. Men som tiden går, må Wilbek nok vænne sig til, at han ikke længere kan leve på fortidens bedrifter. Hans målsætning har været at skabe stabilitet for de danske herrer. Det har han virkelig opnået. Men skiftet fra generationen i 2008 og frem til den næste har ikke været helt enkel, på trods af at Danmark hvert eneste år producerer ungdomslandshold i verdenseliten.

Senest har Wilbek virket uvant defensiv i sine udmeldinger op til VM. Det virker som om Michael V. Knudsens skade har sat ham godt tilbage. Godt nok er Knudsen nærmest kendt som ‘Wilbeks søn’, men at han døjer med skader, bør ikke være en overraskelse. Og så er Wilbek endt med den bombastiske udmelding: Vi vinder ikke VM.

Det virker underligt defensivt, at landstræneren på forhånd har brug for at gardere sig hele vejen rundt. Måske sidder der en jubeltosse et sted og forventer guld. Men alle vi andre går nu mere rundt og forventer en spændende turnering, hvor Danmark forhåbentlig kan slå Serbien, Rumænien og senere Sverige. Måske Polen? Er det for meget at forlange?

Landstræneren skal ikke fungere jubelidiot. Han plejer at være meget nøgtern. Men han behøver da heller ikke tale sit eget hold ned og sætte spørgsmålstegn ved, om nogle af spillerne egentlig hører hjemme på holdet. Det giver vel ikke noget kæmpe boost til en fyr som f.eks. Kasper Søndergaard. Det ligner ikke Wilbek, og det bekymrer lidt forud for VM, at landstræneren optræder uvant defensiv. Lad det ikke være et dårligt varsel!

Mere fra VM 2011 her.

Vi benytter denne udmærkede lejlighed (mens vi venter) til at kigge tilbage på fem af de danske herrers strste kampe fra VM-historien.

1. Danmark – Sovjetunionen, semifinale 1967

Man kan ikke komme udenom denne ikonografiske kamp fra dansk håndboldhistorie. Før EM-guldet i 2008 det helt uopnåelige resultat, der aldrig blev overgået. Winther og Wilbek fik brudt forbandelsen, men VM 1967 er nu stadig ‘the real deal’.

Kampen vil særlig blive husket for Odder-drengen Erik Holst’s fantastiske præstation i det danske mål. blev den helt store helt i semifinalen i Sovjetunionen. Han lukkede fuldstændig de russiske skytter nede. På lægterne sad Gunnar ”Nu” Hansen, og rapporterede begejstret fra kampen. Hele Danmark var med i triumfen, da holdet kunne løbe banen rundt for at fange Erik Holst, efter at sejren på 17-12 var en realitet. Uden Jørgen Petersen på holdet var det i sandhed en kollektiv triumf, der blev skabt af et dygtigt hold, som rent taktisk havde forberedt sig optimalt. Prototypen på dansk håndbold.

Se en meget fin video fra VM 1967 hos DR her.

2. Danmark – Jugoslavien, indledende runde 1982

Kampen ved VM i 1982 i Vesttyskland var nok Leif Mikkelsens største stund som træner og bolsjedrengenes svendestykke. Holdet var oppe imod et frygtindgydende velspillende jugoslavisk hold, og der skulle et taktisk mesterstykke og fantom-redninger af Mogens Jeppesen for at sikre en overraskende sejr over ‘juggerne’.

På trods af en god indsats, gik Danmark til pausen bagud med et par mål. Men det tog Mikkelsen ikke så tungt. Det var indtil da gået efter hans plan og i anden halvleg satte hans sit offensive forsvar ind. Jugoslaverne var rystede. Deutschlandhalle dirrede. Danmark begyndte at hale ind. Pludselig stillede en jugoslavisk fotograf sig op foran den danske bænk og begyndte at skyde løs. Leif Mikkelsen råbte efter ham i klare vendinger. Han skulle væk. Men i stedet for at blive sur tog han Mikkelsen om skulderen og sagde: ”Leif, jeg kan ikke flytte mig. Jeg er nødt til at fotografere det her. Det er håndboldhistorie”. En stor kamp.

Læs om kampen her fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

3. Danmark – Island, kvartfinale 2007

Efter 1967 kom det bedste danske VM-resultat i Tyskland. Vi lader billederne tale for sig selv:

4. Danmark – Polen, mellemrunden 1978

Det var en kamp, hvor Leif Mikkelsen og Michael Berg gjorde Randers til dansk håndbold hule. Selvom danskerne har holdt en spinkel føring hele kampen igennem, kommer polakkerne så småt igen. Med halvandet minut tilbage reducerede den polske anfører Jan Gmyrek til 24-23. Uafgjort kan ikke bruges til noget i kampen om at komme i finalen. Det gælder derfor om at køre bolden ud til en sikker afslutning. Der må ikke tages chancer. Uret tikker. Mindre end et minut tilbage. Berg kigger op på uret. Han modtager en aflevering og bevæger sit i et hurtigt ryk fra sin position som venstre back ind over midten. Det polske forsvar støder frem og låser Berg, men på grund af hans styrke kommer han fri. Han ligger nærmest nede på gulvet med en polak omkring sig. Gør klar til skud. ”Nej Michael”, råber medspillerne. Mikkelsen er ved at gå amok på bænken. ”Michael for satan”, råber han. Men Berg gjorde, hvad alle andre ville have undladt. Fra en helt liggende position hviner han bolden ind i nærmeste hjørne. 25-23 til Danmark.

Læs om kampen her fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

5. Danmark – Sverige, mellemrunden 1958

I den sidste kamp ved mellemrunden mødte Danmark de regerende verdensmestre. Svenskerne havde som det danske hold vundet alle kampe, og de forsvarende verdensmestre kunne derfor løbe ind til en kamp mod Danmark, der blev en ren semifinale.

Svenskerne blev igen ledet af den legendariske træner Curt Wadmark, der senere blev en aristokratisk leder i det internationale forbund. Han havde på ny sammensat et skræmmende hold, og nu manglede han bare at eliminere danskerne igen, før vejen var banet for en ny triumf. Men Danmark var stærkere denne gang, og det blev til en uhyre spændende og meget lige kamp i Leipzig, hvor danskerne længe var foran. Men igen viste svenskerne sig klogere, og de endte med at vinde en snæver sejr på 13-12. Kampen var den moralske finale. Det stod klart, da svenskerne igen blev verdensmestre ved at slå Tjekkoslovakiet 22-12 i finalen. Danmark skulle spille om bronzen, og kunne dermed hente de allerførste medaljer hjem til dansk håndbold. Men i stedet for medaljer blev det til et ærgerligt nederlag til et fællestysk hold med 16-13. Fjerdepladsen var flot, og Danmark var med i verdenseliten. Ligeledes oplevede holdet også at have en suveræn topscorer for hele turneringen i Mogens Olsen. Han scorede 46 mål, og tegnede sig alene for 38 % af de danske scoringer i hele turneringen.

Flere videoklip

På DR.dk er der eksklusive klip fra både 1967, 1978 og 1982.

Mere fra VM 2011 her.

Det er igen koldt, mørkt og trist i januar. Men lyset i mørket behøver endnu en gang ikke være et modkørende tog. I januar kommer håndboldens tog nemlig fræsende, og der er lys på alle kanaler. Den 13. januar går det løs med VM i Sverige, og der er lagt op til et af de mest åbne verdensmesterskaber nogensinde. Frankrig kæmper med skader, og holdene efter de franske kæmper og forfølgeren Kroatien virker meget lige. Det danske hold får en stor hjemmebane i Malmö og har en god lodtrækning. Men den danske defensiv fremstår skrøbelig, og vi har endnu til gode at se den blive maksimalt udfordret. Og så er der lige ham der Mikkel Hansen.

Da jeg voksede op, lå VM i håndbold omkring februar/marts, og det fandt kun sted hvert fjerde år. Og man kunne samtidig altid glæde sig til at se, hvad de forskellige hold nu havde gravet frem. Det var f.eks. altid en fornøjelse i sig selv at opdage, hvad russerne nu havde fundet på. Eller om Jugoslavien kom med nye boldspillende enere. Nu er Jugoslavien sprængt til atomer og Rusland klarede slet ikke kvalifikationen til VM efter et sammlet nederlag på et mål til en af VM-historiens store nationer Rumænien. Som så meget andet er også håndbolden blevet mere transparent, og der er ikke så mange overraskelser længere.

På fredag den 14. januar indleder Danmark det, som forhåbentlig bliver en lang turnering i Malmö. I den nye arena er der plads til hele 13.700 tilskuere, og dermed giver den sydlige udkantsby seriøst baghjul til hovedstaden hvis globe slet ikke er i spil til dette VM. Det er blevet arenaernes tid, og det er vel ikke urealistisk at forvente, at Malmös arena kan udvikle sig en smule i retning af jubelarenaerne i december. Da Danmark spillede EM i Sverige i 2002, udviklede den lille Idrottens Hus i Helsingborg sig hurtigt til en dansk hule. Denne gang får det danske formentlig en imponerende hjemmebane i Malmö, hvor vi vist godt allerede nu kan se frem til et brag mellem Danmark og Sverige.

Vi er i den mest attraktive halvdel – men der venter hårde østeuropæiske opgør

Men først skal Danmark indlede i Gruppe C mod Australien fredag aften til rigtig TV2-tid kl. 20.15. Det må vist siges at være en start i den bløde ende. Men derfra går det løs for alvor med Rumænien, Serbien, Algeriet og Kroatien i en halvdel, hvor også Polen venter senere sammen med Sverige.

Det må forventes, at Danmark går over i mellemrunden sammen med Serbien og Kroatien. Danmark skal kunne slå både Rumænien, Algeriet og Serbien, hvis holdet vil noget som helst ved VM. Egentlig er jeg mest nervøs for kampen mod Algeriet. De nordafrikanske hold har ved flere lejligheder vist sig at være skrækmodstandere for Danmark. De formår at slå holdets rytme i stykker, og det er sket adskillige gange fra 1986 og senest ved OL.

Da Ulrik Wilbek kom til som landstræner var hans erklærede mål at skabe stabilitet i de danske herrer præstationer. Det kom efter de meget svingende præstationer mellem 2002 og 2005. Wilbek har haft som mål, at Danmark altid skal blive mellem de otte bedste. Det løfte har han holdt, og målsætningen har vist sig at være meget virkningsfuld; ind imellem kan man jo også godt blive bedre end nr. 8.

Denne gang har Wilbek forsøgt at styre forventningerne, sådan nogenlunde, ved at slå fast, at “Vi kan blive alt fra 1 til 10″ . Den udmelding er jo dejligt bred (og så har vi slet ikke nævnt Erik Veje Rasmussens berømte målsætning fra 1986 om at blive “mellem nr. 1″. Men den er også afleveret med Wilbeks vanlige præcision. For det er virkelig rigtigt, at VM på den ene side fremstår meget åbent uden helt klare favoritter, samtidig med at det danske hold både har gode muligheder men samtidig står overfor svære opgaver.

Det kan slet ikke nægtes, at Danmarks turneringshalvdel er klart den mest attraktive af de to halvdele. Ikke mindst er vi langt væk fra den virkelige “Dødens Gruppe A” med Frankrig, Spanien, Tyskland, Tunesien og Egypten. Stakkels Bahrain at være i det selskab! I vores halvdel regerer ikke mindst Kroatien, og vi krydser over med Polen og Sverige. Det virker fornuftigt på alle måder – og kunne pege i retning af en decideret kvartfinale mod Sverige.

Der er gjort meget ud af skaderne på det franske hold. Narcisse er ude, men Frankrig er så meget mere, og de er så sandelig et turneringshold. Jeg vil godt vædde på, at de taber en eller måske to kampe undervejs. Men når der spilles semifinaler i Malmö skal de nok være der. Sammen tager de enten Spanien, Island eller Tyskland. Det bliver knivskarpt i den halvdel.

I vores halvdel ser det lidt nemmere ud. Nøglekampen må blive den mod Serbien. Den skal vindes. Vi kender serberne og det tryk, de vil lægge på vores midterzone. En af de store profiler er Momir Ilic fra Kiel, som altid kommer med stort tryk, og som også har et fint blik for stregen. Men der er også Ivan Lapcevic, Ivan Stankovic og Aleksandar Stojanovic at tage hensyn til. Serberne har i øvrigt foretaget endnu et skifte på trænsersiden og fortsætter med at finde de gamle stjerne frem. Denne gang er det Veselin Vukovic, der står i spidsen for holdet. En kantet g hård spiller, der muligvis har lagt endnu et lag disciplin på det serbiske hold. Mødet med ham bliver afgørende for Danmark. Men hvis det danske hold mangler lidt motivation, kan de jo altid mindes denne her:

Danske spørgsmåltegn – og Mikkel Hansen

Jeg har altid hævdet, at det danske hold spillede bedre under Torben Winther men vandt mere under Ulrik Wilbek. Det er muligvis ude på forenklingens overdrev og Wilbek har vænnet sig til at komme hjem fra slutrunder uden medaljer. Lige nu fungerer det danske angrebsspil imidlertid fremragende. Der er ligpesom vendt op og ned på det hele i forhold til guldet i 2008: Angrebet er godt, forsvaret usikkert. Den opskrift plejer ikke at vinde mange titler, selvom det kan være godt at se på. Derfor er der flere alvorlige spørgsmål, der kommer til at afgøre det for Danmark:

1. Skader og ældre nøglespillereDen store generation, der toppede med EM-guldet i 2008, er løbende blevet udskiftet og har valgt at stoppe. Guderne skal vide at Lars Jørgensen og Kasper Hvidt er savnede, men alderen trykker hos dele af den danske trup. Michael Knudsens mange hårde slåskampe på stregen har for alvor sat sig sine spor på hans krop, Kasper Nielsen var god i 2008, men har også døjet med skader. I det hele taget virker nogle af de ældre kræfter for Danmark sårede og lagt fra den optimale form.
2. Det vaklende forsvar. Wilbeks største bekymring er ubetinget forsvaret. Vi har ikke længere en oplagt fire-kæde i midten, som bare kværner derudaf. Slet ikke. Rene Toft og Kasper Nielsen har potentiale, og flere af spillerne har udviklet deres defensive radius. Men på allerhøjeste niveau er der grund til virkelig bekymring. For nogle år siden kunne Lars Jørgensen nogenlunde kontrollere en spiller som Balic. Man kan kun frygte, hvad der vil ske for det danske forsvar, når de møder de helt store drenge.
3. Målmandsposten er et problem. Det må ikke være nemt at være Niklas Landin. Han er måske et af Danmarks største målmandstalenter nogensinde. Men han får godt nok ikke meget tid til at udvikle sig. Denne gang står han og Søren Rasmussen med et enormt ansvar. Koldt vurderet er det en enorm svækkelse af Danmarks chancer, at vi ikke kan kalde på Kasper Hvidt, der så sent som i december, viste umådelig høj klasse for AG. På den anden side får Landin og Rasmussen nu virkelig ansvar og mulighed. De er dog meget svingende og har et lavt bundniveau. Men står de på toppen foran 8.000 danskere, kan de løfte det danske hold til store højder. Det er virkelig et af de store danske spørgsmålstegn.
4. Mikkel Hansen som frelser?. Efter Mikkel Hansen hjemkomst til dansk håndbold er hans næsten trådt ind i frelser-lignende rolle. TV2 spørger: Hvornår er Mikkel verdens bedste? Jeg har set håndbold i alt for mange år og kan ikke mindes at have set en arm som Mikkels. Når han bliver spillet op, scorer han næsten hver gang. De danske playmakere skal finde opskriften til at få spillet ham god og i fart. Men selv ikke Mikkel Hansen er en frelsende engel, og holdet må ikke lure sig selv ind i en tro på, at han kan ordne det hele. Vi skal passe på ikke at ende som Norge, hvor Kjelling altid får bolden, når det brænder på. Det bliver forkrampet og forudsideligt. Vi skal stadig huske, at alle fire danske fløje har høj klasse og at vi med Nøddesbo har en streg i verdensklasse.

Når alt dette er sagt og spekuleret, kan vi i sidste ende skære det hele ud i pap. I sidste ende er der én og kun én nøgle til dansk succes:

De danske målmænd og midterforsvaret SKAL præstere på meget højt niveau. Det kan ikke siges nok. Skal man vinde titler er det storspil nødvendigt. Målmændenes redningsprocent bliver et afgørende pejlemærke. Det er ud fra det fundament, at vi også får alle de ‘nemme’ mål på kontro, som vi er afhængige af.

Det er ikke originalt at udpege målmænd og forsvar som nøglen til succes. Men det er der, Danmark skal vinde. I slutrunderne falder scoringsprocenterne altid voldsomt, pga. intensiteten og det hårde fysiske arbejde. Så når alt kommer alt, kan det hele (hver gang) koges ned til denne enkle iagttagelse: Virker den danske defensiv, kan holdet gå hele vejen.

Konklusioner og forudsigelser

Men at komme dertil bliver absolut ikke nemt. Og som altid står Kroatien, Frankrig og Tyskland til at blive de værste konkurrenter. De olympiske mestre fra Frankrig har været uovervindelige, men kan måske røres denne gang?

Det vil være oplagt at udpege to semifinaler, der hedder Frankrig-Polen og Kroatien-Tyskland. Men helt så enkelt går det sjældent. Fra vores halvdel kan Danmark og Sverige bestemt blande sig med Kroatien, selvom både svenskerne og os virker skrøbelige. Og i den anden halvdel er der hold som Island (med den unge Aron Palmarsson) og Spanien, der vil give alle hold kamp til stregen. Et frækt bud til et højt odds kunne være Island som en uventet verdensmester. Men det ender nok med det ny-klassiske opgør mellem Kroatien og Frankrig i finalen den 30. januar i Malmö Arena.

Konklusion: Det bliver svært men ikke umuligt for danskerne at slå sig igennem til semifinalerne. Et realistisk mål er at blive nr. 7, så der er kvalifikation til OL i sigte. Optimisten vil fremhæve 8.000 danskere, der får Landrin til at flyve til himmels i Malmö. Det bliver tæt, intenst og formentlig meget seværdigt. Og jeg kan overhovedet ikke vente. Lys i januar igen. Og så er der ham der den unge mand med armen. Det er 41 år siden Danmark havde en topscorer ved et VM:

Mere fra VM 2011 her.

Indtil nu har de danske kvinder spillet EM 2010 med en orkanagtig medvind i ryggen. Sejrene over Rumænien og Rusland var imponerende, og allerede før torsdagens kamp mod Montenegro ved vi med sikkerhed, at Danmark kommer til at møde ‘arvefjenden’ fra Norge i semifinalen på lørdag for fulde danske tribuner i Herning.

Dermed får vi det brag af en afslutning på EM, vi kun kunne drømme om, inden slutrunden gik i gang. Personligt havde jeg helst set en finale mellem Danmark og Norge. Det har ligesom et klassisk potentiale i sig. Men når nu ikke Norge kan klare ærterne hele vejen, må vi tage dem allerede i semifinalen. Hvis man vil vinde, må man selvfølgelig slå alle.

Men Norge er virkelig ikke nogen ønskemodstander for Danmark. Bag et massivt forsvar og en fremragende målmand, scorer de uendeligt mange mål på kontra. Til gengæld er deres etablerede spil ikke alt for imponerende. Gro Hammerseng (som Jørn Mader en gang lignede med Bambi på isen) er ikke blandt turneringens markante bagspillere, og trykket fra den norske bagkæde er ikke problemet for et godt dansk forsvar.

Problemet bliver at score mål og passere en Katrine Lunde, der kender de danske skytter alt for godt, og som har evnen til at lukke helt ned og kreere en række nemme kontramål. Det kunne meget vel ende i et regulært ‘shoot-out’ mellem de to målvogtere. Før turneringen ville Norge have været KÆMPE-favoritter forud for en kamp mod Danmark. Sådan er det ikke længere. Semifinalen må betragtes som helt åben.

Tre faktorer bag den danske succes

At semifinalen overhovedet er åben, skyldes et imponerende dansk hold, der har overrasket alle – og med sikkerhed også sig selv. I optakten til EM her på bloggen pegede vi på tre ting, der kunne være nøglen til dansk succes. Og det er jo altid dejligt, når man kan hive i selvforherligelsen, slå sig på maven og sige: “Hvad sagde jeg?”. Det vigtigste er dog, at de mange skeptikere fik aldeles uret. Men det er tre ting, der har vist sig afgørende, og som blot får endnu større betydning til kampen mod Norge:

1. Hjemmebanen. Dette EM har været en næsten skræmmende illustration af, hvad en hjemmebane kan gøre ved et hold. Godt nok mener EHF måske at de danske tilskuere er lidt for larmende. Men både i Aalborg og i Herning har holdet fløjet på en begejstringsbølge. Den gejst kan holde langt – også mod Norge, og specielt hvis holdet kommer godt fra start. Norge skal omvendt satse på en kanonstart og på at gøre hallen stille og danskerne rådvilde.
2. Træneren. Jan Pytlick har endnu en gang demonstreret, at han er en af håndboldens helt store trænere. Måske ikke helt så estimeret som f.eks. Wilbek eller Mikkelsen. Men husk altid på at han har vundet to OL-guld med et materiale, der nok var ringere end Wilbeks. Og husk at han både i 2002 og nu her i 2010 virkelig får maksimalt ud af sit hold.
3. Det (u)forløste potentiale. Skulle dette EM ende med en tredje- eller fjerdeplads er der stadig grund til masser af smil på læben. For EM har vist, at en helt generation af nye spillere står parat til at vinde mere guld for Danmark.

Lørdag kommer den store prøve mod Norge. Det bliver nok ikke kønt. Men det kan blive uforglemmeligt.

Og til lige at varme yderligere op til lørdagens semifinale følger her et længere uddrag fra bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997. En turnering der på banen vil blive husket for en knusende sejr over Norge!

Eksklusivt uddrag fra Kapitel 6 af “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997

Danmark havde med sin fantastiske vindervilje genvundet EM. Men det var et slidt hold, der tog hjem fra slutkampene i Herning. Og en slidt træner: ”EM-stævnet generelt og finalen i særdeleshed havde taget hårdt på mig. Jeg følte, jeg var blevet 10 år ældre på 10 dage og begyndte at spekulere på, om jeg fortsat kunne holde til det utrolige pres, som omgivelserne lagde på mig og holdet. Men jeg besluttede mig til at jeg ville tage VM i Tyskland med, og så tage situationen om til overvejelse igen”.

Sådan følte landstræner Wilbek det efter et hårdt men også helt fantastisk år med sejre ved både OL og EM. Nu var holdet regerende europamestre og regerende olympiske mestre. Nu manglede blot VM, og for det ambitiøse hold var det præcis den motivation, der skulle til for at yde endnu en formidabel indsats i træningslokalet. Et par spillere valgte at takke af. Det gjaldt bl.a. for en kun 23-årig Anja Byrial Hansen, der fulgte sin fodboldspillende mand Per Pedersen.

Men der stod i den grad nye unge spillere klar i kulissen. Det formidable arbejde med plantræningerne, der blev etableret efter lavpunktet i 80’erne, gav nu virkelig pote. Det gav i 1997 en ny stor triumf for dansk håndbold, da det danske ungdomslandshold vandt U-VM i Elfenbenskysten. Dermed blev holdet de første danske verdensmestre nogensinde. Men samme år kom der flere VM-triumfer til. På det unge danske hold var det særlig to kæmpetalenter fra Randers, der gjorde opmærksom på sig selv. Merete Møller var et talent helt ud over det sædvanlige, som meget hurtigt kom med på Wilbeks A-hold, og som lige så hurtigt tilkæmpede sig en nøglerolle på det landshold. Desværre blev hun offer for en af de knæskader, der har holdt så mange dygtige håndboldkvinder væk fra spillet. Hun fik aldrig lov til at vise, hvad hun virkelig kunne blive til. Det gjorde hendes holdkammerat fra Katrine Fruelund til gengæld. Hun var med til at vinde U-VM i Elfenbenskysten, og selvom hun først kom ind i varmen på A-landsholdet lidt senere, så fik hun i den grad chancen for at vise, hvor langt hendes store talent kunne være. Udover de to var der på holdet i Elfenbenskysten også kommende profiler som Christina Roslyng og Karen Brødsgaard. Det U-VM var en bekræftelse af, at det store talentarbejde var en ubetinget succes, som gav forhåbninger om, at de danske kvinder ikke bare skulle leve på to store generationer fra 1987 og 1991. Nu ville en generation fra 1997 også blande sig.

Den tidligere landstræner Ole Eliasen kom senere til Østrig som landstræner, og han har lidt på afstand fulgt den udvikling, som han selv var med til at sætte i gang: ”De andre land er vildt misundelige på den danske model. De har slet ikke den struktur om talentarbejdet, som vi har”. Man kan meget kort slå fast, at den struktur, der blev lagt for talentudviklingen i 1987, har vist sig at give Danmark en klar fordel i forhold til konkurrenterne. Danmark har i en årrække vist sig som førende, når det gælder om at producere talenterne. Til gengæld er nogle af landene særlig på herresiden bedre til at gøre talenter til bærende kræfter på landsholdene.

U-VM i 1997 gav løfter for fremtiden. Men de forsvarende europamestre og olympiske mestre var ikke færdige med at henrykke nationen endnu. Der manglede lige en titel og en pokal til samlingen. Den skulle hentes i Tyskland. Men at vinde et VM er den største udfordring et hold kan tage på sig. VM er ganske enkelt det sværeste at vinde, fordi turneringen med mange hold bliver meget lang og udmarvende. ”VM er det sværeste at vinde, fordi vejen er længere. Det er større at vinde verdensmesterskabet end noget andet, og dette hold var ved VM meget optagede af at vi skulle vinde”, fortæller Ulrik Wilbek. Der er mange muligheder for at fejle undervejs i en så lang turnering, og det fik det ellers uovervindelige danske hold også at føle:

Det hold, der tog af sted mod Tyskland, kunne ikke fås meget bedre. Ti år efter det fantastiske U-VM i Danmark stod Wilbeks hold som et næsten overjordisk vinderhold på toppens af deres formåen. Holdet der spillede i Tyskland er udenfor enhver diskussion det bedste danske håndboldhold, der nogensinde har stået på en håndboldbane sammen: ”Det var det bedste hold, der har været, på alle pladser. Det var det ultimative hold. De var modnede så meget alle sammen, at de alle var på deres karrieres højdepunkt. Der var det kun os selv, vi kunne tabe til”, husker Wilbek om indgangen til det VM. Et blik på formationen siger næsten det hele for en dansk håndboldfan:

Så bliver det nok ikke meget bedre. Angrebsformationen fra VM i 1997 var skræmmende. Det var et hold, en træner og en række spillere, der var på toppen af deres formåen.

Men selvom holdet var helt fantastisk, var det ingen garanti for succes i en lang og opslidende turnering med mange hårde kampe på meget få dage. De tre første kampe gav dog de danske tv-seere det sædvanlige show i primetime lige til æbleskiverne. Kina, Tjekkiet og Slovenien blev simpelthen fejet ad banen. De havde stort set opgivet på forhånd mod den danske overmagt og valgte ikke at give sig fuldt ud, fordi det tydeligvis ikke nyttede noget. Danmark scorede i de første tre kampe ikke mindre end 116 mål. Helt uhørt for en VM-turnering.

Den gode start blev en sovepude for det danske hold. De tre første hold i turneringen havde lagt sig ned i næsegrus beundring for det danske hold. Men det gjorde den fjerde modstander i turneringen ikke. Makedonien var en af de nye nationer på Balkan, og de havde ikke tænkt sig at agere boksebold for den danske overmagt. Dertil var den nationale og sportslige ære simpelthen for stor for den unge nation. Fra kampens start gik makedonerne til kampen. Særlig spillede højre backen Indira Kastratovic måske sit livs kamp mod danskerne. Hende fandt det danske forsvar og de danske målvogtere aldrig rigtig ud af. Og det gik meget stærkt. Indenfor meget kort tid scorede hun fem gange og Danmark var bagud med fire mål. Op til pausen gik det helt galt, og makedonerne kunne gå ud i omklædningsrummet med en føring på 15-8. Men dette hold havde gjort det før og var kommet igen. Det var ikke en af de gange, selvom det i 2. halvleg lykkedes at reducere nederlaget til blot to mål. I sig selv en præstation. Men der var gået skår i den legestuen. Nu skulle holdet pludselig kæmpe sig tilbage i turneringen, og i den sidste kamp i pulje ventede Rusland. Ikke just en optimal timing. Samtidig kom tvivlen snigende ind på holdet: Var man virkelig så gode, som alle gik rundt og sagde, og som man måske selv gik rundt og troede?

Svaret kunne komme i kampen mod Rusland. Men efter kampen mod Makedonien havde et nyt russisk hold fået blot på tanden. Anført af Viborg-spilleren Natalia Deriougina gik Rusland i gang med en indædt kamp mod de danske favoritter. Fra kampen vil Susanne Munk Lauritsen helt sikkert også huske den fantastiske højre fløj Natalia Malakhova, der scorede flere mål stort set fra baglinien. Ved pausen var stillingen 12-12, og den jævnbyrdighed holdt sig hele vejen til slut. Sagen var imidlertid den, at Danmark skulle vinde for at vinde puljen og komme i en ottendedelsfinale mod Elfenbenskysten. Vandt Danmark ikke, blev man kun nr. 3 i puljen, og så stod den på kamp mod Ungarn. Der var meget på spil, og en uafgjort kunne ikke bruges til noget som helst. Til sidst hoppede kæden fuldstændig af for Anja Andersen, der muligvis ikke kunne klare den pressede situation. Indtil da havde hun ellers været bedste dansker med ni mål. Men til sidst gik det galt. Hun inviterede sin direkte russiske modspiller til duel, og den vandt russeren klart. Først fik hun provokeret Anja til en angrebsfejl, hvorefter Anja provokerende stillede sig frem ved 3-meter linien og inviterede russeren til et gennembrud. Den tog russeren imod og scorede til 21-22. Selvom det lykkedes at udligne til 22-22 var det et nederlag, hvor Anja og holdet ikke havde disciplinen og holdbarheden.

Det så skidt ud for holdet, og da Wilbek lige efter kampen blev interviewet til tv, lagde han slet ikke fingrene imellem over Anja Andersens opførsel. Hun fik en skideballe til et par millioner mennesker. Nu stod holdet virkelig overfor en af sine måske største mentale udfordringer nogensinde. Og svaret kunne kun komme fra holdet. Men på dette tidspunkt skete der noget, som for alvor viste den vilje til sejr, som dette hold havde. Wilbek husker udviklingen ved VM på denne måde:

”Det gik for nemt for os i starten. Og så går vi fuldstændig kolde i kampen mod Makedonien. De spillede deres livs kamp i den kamp, og alt gik galt for os. Det der var det spændende var så at kunne ud af de to kampe mod Makedonien og Rusland igen. Der var Anja en nøglefigur, for hun ville vinde. Spillerne tog et møde ved midnatstid efter Ruslandskampen og sagde, at det skulle være løgn. Der var Anja helt vild konstruktiv, og det var nok Anja og Anne Dorthe, der var nøglefigurerne.”

Det var et modnet og meget mere rutineret hold, der nu stod sammen. De ville vinde, og de ville overkomme denne umiddelbare krise. På dette tidspunkt viste holdet for alvor sin karakter. Måske var dette hele denne generations fineste stund. Og det handlede også om den gensidige forståelse, der med årene var bygget op mellem spillere og trænere. Ikke mindst i det evige forhold mellem Wilbek og Anja: ”Vi fik større forståelse for hinanden. Vi havde aftalt efter 1993, at det var mig, der skulle tage tingene med Anja. Så satte vi os ned og så en video sammen. Hun blev meget konstruktiv i den fase, og så kunne hun også selv bidrage med noget. Specielt i 1997 var hun helt overdådig. Måden vi greb det an på gjorde nok, at Anja også blev eksponent for at kunne fortælle de andre om mine tanker. Det var positivt for de andre at høre, at hun godt kunne se, at vi skulle gøre det sådan her.” Anja Andersen er modnet som person, men både dengang som spiller og nu som træner, har hun stadig sine udfald. De kommer som regel, når hun er under pres. Som i kampen mod Rusland i 1997, eller når hun i en ligakamp mod Aalborg bliver presset taktisk af en dygtig træner fra det andet hold. Men der kom ikke flere ved VM i 1997. Nu handlede det om knald eller fald kampene.

Ungarn havde nok ikke ligefrem ventet at skulle møde Danmark så tidligt i turneringen. Det var en dårlig julegave for dem. For det danske hold var det formentlig den helt perfekte modstander, der ville komme med en maksimal udfordring. Det var det rigtige for et hold, der simpelthen ville tilbage i turneringen. Men Wilbek formåede også at motivere holdet på den helt rigtige måde. Indtil da havde holdet dækket godt op i en flad 6-0 formation. Men Wilbek foreslog, at man skulle starte kampen meget aggressivt og offensivt i forsvaret, selvom det traditionelt lå godt til det ungarske overgangsspil. Men idéen var primært at komme hurtigt i gang med kampen med et overbevisende initiativ. Som ved kampen mod Norge ved OL var det en idé, der i den grad kunne motivere og engagere holdet. Kampen i Rotenburg viste holdet fra sin bedste side. Holdet kom meget hurtigt foran, og særlig Camilla Andersen viste sig enorme talent sammen med den unge Merete Møller, der virkelig tog ansvar. Ved pausen førte Danmark 19-12.
Imidlertid kom Ungarn tilbage og midt i halvlegen tog Wilbek en timeout, da Danmark kom førte med to mål. Som altid var tv helt med i den, og de mange tv-seere fik her et sjældent syn. Landstræner Wilbek mistede nemlig for en gang skyld overblikket, da han overså, at Annette Hoffman ikke kunne skiftes ind pga. en skade. I det kritiske øjeblik trådte assistenttræner Kim Jensen til, genskabte roen og fik skiftet de rigtige spillere ind og ud. Det var nok. Danmark kom igen op på en føring på syv mål og vandt kampen 30-25.

Nu var det virkelig et farligt hold, der var vendt tilbage med appetit på VM-guld, og den efterfølgende kamp i kvartfinalen mod Kroatien blev en af den slags kampe, hvor Danmark virkelig satte sig fuldstændig på både kampen og spillet. Ved pausen var det hele allerede afgjort. Danmark førte 14-7, og Anette Hoffmann og Janne Kolling var blandt de danske profiler. Nu var der kun to kampe tilbage, og de foregik begge i Berlin i den nye og flotte Max-Schmeling-Halle opkaldt efter bokselegenden.

Norge havde inden da slået Korea ganske klart i kvartfinalen, og nordmændene spillede den første semifinale i Berlin mod værtsnationen. Det blev en tæt kamp, hvor Norge til sidst kunne sikre sig en finaleplads med en sejr på blot to mål. I den anden semifinale var det tid for revanche. Danmark skulle igen møde Rusland. Men denne gang gjaldt det ikke puljesejren. Nu gjaldt det en plads i VM-finalen. Nu var man tæt på målet, og mere end godt forberedt på det russiske spil. Kampen igennem lykkedes det flot at få blokeret for det stærke russiske stregspil. Men højre fløj Natalia Malakhova fik holdet heller ikke fat i denne gang. Hun var helt uovertruffen ved dette VM.

Det samme var en dansk spiller ved navn Camilla Andersen, der særlig i 1. halvleg ikke satte en eneste fod forkert. Som dansk playmaker fordelt hun spillet formidabelt, samtidig med at hun selv var en enorm skudtrussel. Hun udviklede med tiden en lang række afslutningsteknikker, der gjorde det meget svært for modstanderne at dække hende op. Hun kunne skyde rundt om forsvarerne, over paraderne og bryde igennem med spektakulære gennembrud. Ligeledes betød hendes stil som playmaker, at det danske spil blev både tempofyldt og meget direkte. Der blev ikke spillet meget på tværs i det år. Det foregik med retning direkte mod modstanderne og med stor effektivitet.

Russerne fik den danske hævn at føle. Ved pausen første Danmark med hele 19-12, og opvisningen fortsatte efter pausen. Camilla Andersen scorede sit ottende mål ved at hive et underhåndsskud op i målhjørnet, og ved 22-12 lagde hun et elegant vip ind i feltet til scoring ved Janne Kolling. Danmark spillede håndbold af en anden verden. Men netop som det på banen nærmede sig et uforglemmeligt spillemæssigt højdepunkt indtraf den største tragedie i dansk håndbolds historie.

En psykisk syg tysker havde forvildet sig ind i hallen og var kommet i klammeri med glade danske tilskuere under semifinalen. Pludselig trak han en kniv og stak de to danskere ned. Episoden skete stort set lige udenfor TV3’s studie, og som seer kunne man efterfølgende følge, hvordan den fortvivlede studievært Jens Højbjerg forsøgte at tilkalde hjælpe indefra studiet. På den danske bænk havde man travlt med at nyde spillet på banen, men Wilbek har senere fortalt, hvordan han huskede, at der 10 minutter inde i 2. halvleg blev tilkaldt en læge til tilskuerpladserne. Men indtil videre anede ingen uråd. Kampen fortsatte og Danmark bragte sit i VM-finalen med en sejr på hele 32-22. En fantastisk sejr.

Efter kampen udviklede det sig til en kæmpe tragedie. Allerede ved kampens afslutning stod det klart, at den ene dansker var død, og at den anden svævede mellem liv og død. Landstræneren fik beskeden umiddelbart efter kampen, og viderebragte med det samme beskeden til sit hold i omklædningsrummet. Fra jubel det ene sekund til fuldstændig forfærdelse det næste. Selvom det er en kliche, så blev spillet med den lille runde pludselig ikke så vigtigt mere. Flere af spillerne begyndte spontant at græde. De havde netop spillet drømmehåndbold, og derefter blev de mødt af en så frygtelig besked.

Det stod selvsagt klart, at man var havnet i en helt ekstraordinær situation for håndbolden som helhed. Og fordi der var tale om danske ofre, hang en stor del af beslutningen om det videre forløb også på det danske hold. Man fik indtil kl. 23 om aftenen til at beslutte, om man ville spille eller ej. Spillerne var i vildrede på hotellet. På den ene side var håndbold ikke ligefrem det, der lå ligefor. På den anden side var netop håndbold og et VM-guld den bedste måde at ære de to danske ofre. Da klokken nåede 23. ringede Wilbek til forbundets Gunnar Knudsen og bekendtgjorde, at man spillede. Det blev en sen nat, hvor spillerne brugte en stor del af natten til at tale ud om dagens vanvittige begivenheder.

Da holdet stod op sent på finaledagen søndag den 14. december 1997 fik man en besked, der gjorde sit til at gøre dette til en historisk dag for håndbolden. Via Marianne Flormann, der var med til VM som kommentar, havde en af de pårørende givet en kort besked: ”Spil – og gå så ud og bank de nordmænd!” Opladningen til kampen blev selvsagt helt anderledes end til en hvilken som helst anden kamp. Men der blev tid og overskud til et meget kort taktikmøde. Og selv i denne yderst presse situation havde Wilbek overskud til måske et af sine allerbedste taktiske træk nogensinde. Taktikmødet tog 10 minutter. Men indholdet i mødet var nok til at fuldstændig at stække nordmændene. Ved OL havde han afgjort kampen meget tidligt ved at være taktisk foran fra starten. Denne gang opdagede nordmændene det slet ikke: ”Jeg talte med dem efter 97-finalen og spurgte ”Lagde I ikke mærke til, hvad vi lavede?” Det havde de ikke lagt mærke til. Vi dækkede med seks mand indenfor fire mands plads og lod fløjene stå. Vi var rystede over at de ikke havde lagt mærke til det. Vi havde altid en ny overraskelse klar til dem”, fortæller Ulrik Wilbek.

Genialiteten i det skaktræk viste sig først for alvor efter pausen. De to hold lagde meget naturligt forsigtigt ud i den respektfulde atmosfære i Max-Schmeling-Halle. Der var ingen musik efter et mål men blot en uhyre respekt for de efterladte også efter at kampen blev indledt med et minuts stilhed. Et minut der tærede hårdt på de sidste mentale kræfter for en række af de danske spillere. Dette var ingen almindelig håndboldkamp. De to hold følges ad til 6-6. Men så brænder den store skytte Tonje Sagstuen et straffe, og Danmark bragte sig stille og roligt i front med 9-6. Det skifte i kampen kom nordmændene sig aldrig over, selvom der ved pausen stadig kun var tre mål imellem holdene. I halvlegen bad Wilbek sit hold om at dække endnu mere radikalt ind mod midten og simpelthen lade de norske fløje stå. Det skabte vild panik hos nordmændene. Normalt burde fløjene jo bare piske indover og score, men de norske fløje brændte og til sidst fik de slet ikke bolden. Det blev et spil indover midten, hvor danskerne hele tiden var i overtal. Og det blev til decideret dansk opvisning. Det danske forsvar, mesterligt anført af Anne Dorthe Tanderup og Tonje Kjærgaard, fik fat i det hele og selv ikke en norsk timeout kan forhindre at Danmark bringer sig videre foran med 24-16. Det lignede og var en egentlig nedspilning af nordmændene, som blev afsluttet i ren opvisningsstil med to målgivende vip. Kampen endte med 33-20 til Danmark. Den største sejr nogensinde i en VM-finale. Og en kamp som blev overværet af 2,7 mio. danske tv-seere.

Det havde man ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig ti år tidligere, da hele epoken startede ved U-VM. Men nu var selv de allervildeste drømme gået i opfyldelse, selvom det havde haft sine omkostninger. Nu stod man som europamestre, olympiske mestre og verdensmestre. Det var et højdepunkt i dansk håndbolds historie. Og hvis man gerne vil slutte på toppen, var dette et helt perfekt tidspunkt. Så det var selvfølgelig, hvad Ulrik Wilbek at gøre. Han havde for så vidt allerede meddelt sin beslutning til forbundet, men det var først dagen efter finalen, at spillerne fik beskeden. Han og holdet var nået til vejs ende på en helt utrolig tur, og snart fulgte flere profiler som Susanne Munk og Anja Andersen efter. VM i Tyskland blev reelt ”sidste nat med kliken” og et på alle måder vemodigt og dog fantastisk højdepunkt. Det spil man havde vist i de afsluttende kamp var helt enestående. Det var ikke bare det at man vandt. Det var i den grad også måden det blev gjort på.