Torsdag den 18. januar 2012 medvirkede jeg i Radio24syv programmet Iben & Mødregruppen.

Hele dagens udsendelse handlede om familien, og jeg prøvede at fortælle lidt om familien som dynasti i form af Kennedy-familien med patriarken Joe Kennedy for enden af det store middagsbord.

Jeg fik undervejs lyst til at også at nævne Ted Kennedy, der med tre døde storebrødre i sidste ende blev den nye patriark, der som senator ændrede USA og som familiemenneske gik til skoleafslutninger for de mange fædreløse børn i familien.

Men Joe Kennedy er jo næsten sindbilledet på patriarken, der bruger forretningslivet, politik og sin familie til at smadre sig frem i det amerikanske samfund. Måske skal man til at stille nogle større krav til sine børn?

Du kan høre udsendelsen her.
Kennedy-indslaget er omkring 27:25 i time to.

Læs mere om bogen Mordet på JFK her.

Tirsdag er det 48 år siden USA’s præsident John F. Kennedy blev skudt og dræbt ved et attentat i den texanske by Dallas.

Årsdagen markeres efter vanlig vis flere steder i USA, og med en række nye udgivelser – f.eks. Chris Matthews’ “Jack Kennedy: Elusive Hero.”

Tirsdag og lørdag aften sender DR2′s Dokumania “JFK: 3 Shots that Changed America”. Den kan anbefales. Jeg har smugkigget lidt, og den tegner spændende:

Man kan ofte støde ind i de mærkeligste dokumentarer om mordet på Discovery og obskure franske kanaler. Men denne virker spændende. Den er fra History Channel i 2009 og hermed anbefalet på årsdagen.

Se en række andre artikler og links her.

Bogen “Mordet på JFK – 40 år efter” har i et stykke tid været udsolgt fra Det Schønbergske Forlag. Men hvis man gerne vil have endnu mere om “historien der ikke ville dø”, er der godt nyt.

Jeg har netop indgået en ny aftale med Det Schønbergske Forlag om en ny udgivelse af en bog, der skal være klar til 50-året for mordet i 2013. Det vil blive en bog, der er skarpere, mere præcis og som vil opdatere læseren med de sidste ti års udvikling i sagen.

I dette lille lukkede forum kan det godt ‘afsløres’, at “Mordet på JFK – 40 år efter” i 2003 blev til under et vist tidspres. Denne gang er der god tid til at få materialet skrevet igennem, så fremstillingen bliver endnu skarpere.

Vær med

Og når der er bedre tid, giver det også plads til, at mange af de gode pointer, spørgsmål og vinkler jeg i tidens løb har fået fra læsere og andre meget vidende folk på området kan tænkes ind i den nye bog.

Så send endelig forslag og kommentarer ind. Skriv kort og godt en kommentar her nederst på siden. Så samler vi det hele på dette sted undervejs.

Læs mere Mordet på JFK her. På forhånd mange tak. Jeg glæder mig meget til at gå i gang med arbejdet.

Med venlig hilsen,
Thomas Ladegaard

Indtil nu har de danske kvinder spillet EM 2010 med en orkanagtig medvind i ryggen. Sejrene over Rumænien og Rusland var imponerende, og allerede før torsdagens kamp mod Montenegro ved vi med sikkerhed, at Danmark kommer til at møde ‘arvefjenden’ fra Norge i semifinalen på lørdag for fulde danske tribuner i Herning.

Dermed får vi det brag af en afslutning på EM, vi kun kunne drømme om, inden slutrunden gik i gang. Personligt havde jeg helst set en finale mellem Danmark og Norge. Det har ligesom et klassisk potentiale i sig. Men når nu ikke Norge kan klare ærterne hele vejen, må vi tage dem allerede i semifinalen. Hvis man vil vinde, må man selvfølgelig slå alle.

Men Norge er virkelig ikke nogen ønskemodstander for Danmark. Bag et massivt forsvar og en fremragende målmand, scorer de uendeligt mange mål på kontra. Til gengæld er deres etablerede spil ikke alt for imponerende. Gro Hammerseng (som Jørn Mader en gang lignede med Bambi på isen) er ikke blandt turneringens markante bagspillere, og trykket fra den norske bagkæde er ikke problemet for et godt dansk forsvar.

Problemet bliver at score mål og passere en Katrine Lunde, der kender de danske skytter alt for godt, og som har evnen til at lukke helt ned og kreere en række nemme kontramål. Det kunne meget vel ende i et regulært ‘shoot-out’ mellem de to målvogtere. Før turneringen ville Norge have været KÆMPE-favoritter forud for en kamp mod Danmark. Sådan er det ikke længere. Semifinalen må betragtes som helt åben.

Tre faktorer bag den danske succes

At semifinalen overhovedet er åben, skyldes et imponerende dansk hold, der har overrasket alle – og med sikkerhed også sig selv. I optakten til EM her på bloggen pegede vi på tre ting, der kunne være nøglen til dansk succes. Og det er jo altid dejligt, når man kan hive i selvforherligelsen, slå sig på maven og sige: “Hvad sagde jeg?”. Det vigtigste er dog, at de mange skeptikere fik aldeles uret. Men det er tre ting, der har vist sig afgørende, og som blot får endnu større betydning til kampen mod Norge:

1. Hjemmebanen. Dette EM har været en næsten skræmmende illustration af, hvad en hjemmebane kan gøre ved et hold. Godt nok mener EHF måske at de danske tilskuere er lidt for larmende. Men både i Aalborg og i Herning har holdet fløjet på en begejstringsbølge. Den gejst kan holde langt – også mod Norge, og specielt hvis holdet kommer godt fra start. Norge skal omvendt satse på en kanonstart og på at gøre hallen stille og danskerne rådvilde.
2. Træneren. Jan Pytlick har endnu en gang demonstreret, at han er en af håndboldens helt store trænere. Måske ikke helt så estimeret som f.eks. Wilbek eller Mikkelsen. Men husk altid på at han har vundet to OL-guld med et materiale, der nok var ringere end Wilbeks. Og husk at han både i 2002 og nu her i 2010 virkelig får maksimalt ud af sit hold.
3. Det (u)forløste potentiale. Skulle dette EM ende med en tredje- eller fjerdeplads er der stadig grund til masser af smil på læben. For EM har vist, at en helt generation af nye spillere står parat til at vinde mere guld for Danmark.

Lørdag kommer den store prøve mod Norge. Det bliver nok ikke kønt. Men det kan blive uforglemmeligt.

Og til lige at varme yderligere op til lørdagens semifinale følger her et længere uddrag fra bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997. En turnering der på banen vil blive husket for en knusende sejr over Norge!

Eksklusivt uddrag fra Kapitel 6 af “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997

Danmark havde med sin fantastiske vindervilje genvundet EM. Men det var et slidt hold, der tog hjem fra slutkampene i Herning. Og en slidt træner: ”EM-stævnet generelt og finalen i særdeleshed havde taget hårdt på mig. Jeg følte, jeg var blevet 10 år ældre på 10 dage og begyndte at spekulere på, om jeg fortsat kunne holde til det utrolige pres, som omgivelserne lagde på mig og holdet. Men jeg besluttede mig til at jeg ville tage VM i Tyskland med, og så tage situationen om til overvejelse igen”.

Sådan følte landstræner Wilbek det efter et hårdt men også helt fantastisk år med sejre ved både OL og EM. Nu var holdet regerende europamestre og regerende olympiske mestre. Nu manglede blot VM, og for det ambitiøse hold var det præcis den motivation, der skulle til for at yde endnu en formidabel indsats i træningslokalet. Et par spillere valgte at takke af. Det gjaldt bl.a. for en kun 23-årig Anja Byrial Hansen, der fulgte sin fodboldspillende mand Per Pedersen.

Men der stod i den grad nye unge spillere klar i kulissen. Det formidable arbejde med plantræningerne, der blev etableret efter lavpunktet i 80’erne, gav nu virkelig pote. Det gav i 1997 en ny stor triumf for dansk håndbold, da det danske ungdomslandshold vandt U-VM i Elfenbenskysten. Dermed blev holdet de første danske verdensmestre nogensinde. Men samme år kom der flere VM-triumfer til. På det unge danske hold var det særlig to kæmpetalenter fra Randers, der gjorde opmærksom på sig selv. Merete Møller var et talent helt ud over det sædvanlige, som meget hurtigt kom med på Wilbeks A-hold, og som lige så hurtigt tilkæmpede sig en nøglerolle på det landshold. Desværre blev hun offer for en af de knæskader, der har holdt så mange dygtige håndboldkvinder væk fra spillet. Hun fik aldrig lov til at vise, hvad hun virkelig kunne blive til. Det gjorde hendes holdkammerat fra Katrine Fruelund til gengæld. Hun var med til at vinde U-VM i Elfenbenskysten, og selvom hun først kom ind i varmen på A-landsholdet lidt senere, så fik hun i den grad chancen for at vise, hvor langt hendes store talent kunne være. Udover de to var der på holdet i Elfenbenskysten også kommende profiler som Christina Roslyng og Karen Brødsgaard. Det U-VM var en bekræftelse af, at det store talentarbejde var en ubetinget succes, som gav forhåbninger om, at de danske kvinder ikke bare skulle leve på to store generationer fra 1987 og 1991. Nu ville en generation fra 1997 også blande sig.

Den tidligere landstræner Ole Eliasen kom senere til Østrig som landstræner, og han har lidt på afstand fulgt den udvikling, som han selv var med til at sætte i gang: ”De andre land er vildt misundelige på den danske model. De har slet ikke den struktur om talentarbejdet, som vi har”. Man kan meget kort slå fast, at den struktur, der blev lagt for talentudviklingen i 1987, har vist sig at give Danmark en klar fordel i forhold til konkurrenterne. Danmark har i en årrække vist sig som førende, når det gælder om at producere talenterne. Til gengæld er nogle af landene særlig på herresiden bedre til at gøre talenter til bærende kræfter på landsholdene.

U-VM i 1997 gav løfter for fremtiden. Men de forsvarende europamestre og olympiske mestre var ikke færdige med at henrykke nationen endnu. Der manglede lige en titel og en pokal til samlingen. Den skulle hentes i Tyskland. Men at vinde et VM er den største udfordring et hold kan tage på sig. VM er ganske enkelt det sværeste at vinde, fordi turneringen med mange hold bliver meget lang og udmarvende. ”VM er det sværeste at vinde, fordi vejen er længere. Det er større at vinde verdensmesterskabet end noget andet, og dette hold var ved VM meget optagede af at vi skulle vinde”, fortæller Ulrik Wilbek. Der er mange muligheder for at fejle undervejs i en så lang turnering, og det fik det ellers uovervindelige danske hold også at føle:

Det hold, der tog af sted mod Tyskland, kunne ikke fås meget bedre. Ti år efter det fantastiske U-VM i Danmark stod Wilbeks hold som et næsten overjordisk vinderhold på toppens af deres formåen. Holdet der spillede i Tyskland er udenfor enhver diskussion det bedste danske håndboldhold, der nogensinde har stået på en håndboldbane sammen: ”Det var det bedste hold, der har været, på alle pladser. Det var det ultimative hold. De var modnede så meget alle sammen, at de alle var på deres karrieres højdepunkt. Der var det kun os selv, vi kunne tabe til”, husker Wilbek om indgangen til det VM. Et blik på formationen siger næsten det hele for en dansk håndboldfan:

Så bliver det nok ikke meget bedre. Angrebsformationen fra VM i 1997 var skræmmende. Det var et hold, en træner og en række spillere, der var på toppen af deres formåen.

Men selvom holdet var helt fantastisk, var det ingen garanti for succes i en lang og opslidende turnering med mange hårde kampe på meget få dage. De tre første kampe gav dog de danske tv-seere det sædvanlige show i primetime lige til æbleskiverne. Kina, Tjekkiet og Slovenien blev simpelthen fejet ad banen. De havde stort set opgivet på forhånd mod den danske overmagt og valgte ikke at give sig fuldt ud, fordi det tydeligvis ikke nyttede noget. Danmark scorede i de første tre kampe ikke mindre end 116 mål. Helt uhørt for en VM-turnering.

Den gode start blev en sovepude for det danske hold. De tre første hold i turneringen havde lagt sig ned i næsegrus beundring for det danske hold. Men det gjorde den fjerde modstander i turneringen ikke. Makedonien var en af de nye nationer på Balkan, og de havde ikke tænkt sig at agere boksebold for den danske overmagt. Dertil var den nationale og sportslige ære simpelthen for stor for den unge nation. Fra kampens start gik makedonerne til kampen. Særlig spillede højre backen Indira Kastratovic måske sit livs kamp mod danskerne. Hende fandt det danske forsvar og de danske målvogtere aldrig rigtig ud af. Og det gik meget stærkt. Indenfor meget kort tid scorede hun fem gange og Danmark var bagud med fire mål. Op til pausen gik det helt galt, og makedonerne kunne gå ud i omklædningsrummet med en føring på 15-8. Men dette hold havde gjort det før og var kommet igen. Det var ikke en af de gange, selvom det i 2. halvleg lykkedes at reducere nederlaget til blot to mål. I sig selv en præstation. Men der var gået skår i den legestuen. Nu skulle holdet pludselig kæmpe sig tilbage i turneringen, og i den sidste kamp i pulje ventede Rusland. Ikke just en optimal timing. Samtidig kom tvivlen snigende ind på holdet: Var man virkelig så gode, som alle gik rundt og sagde, og som man måske selv gik rundt og troede?

Svaret kunne komme i kampen mod Rusland. Men efter kampen mod Makedonien havde et nyt russisk hold fået blot på tanden. Anført af Viborg-spilleren Natalia Deriougina gik Rusland i gang med en indædt kamp mod de danske favoritter. Fra kampen vil Susanne Munk Lauritsen helt sikkert også huske den fantastiske højre fløj Natalia Malakhova, der scorede flere mål stort set fra baglinien. Ved pausen var stillingen 12-12, og den jævnbyrdighed holdt sig hele vejen til slut. Sagen var imidlertid den, at Danmark skulle vinde for at vinde puljen og komme i en ottendedelsfinale mod Elfenbenskysten. Vandt Danmark ikke, blev man kun nr. 3 i puljen, og så stod den på kamp mod Ungarn. Der var meget på spil, og en uafgjort kunne ikke bruges til noget som helst. Til sidst hoppede kæden fuldstændig af for Anja Andersen, der muligvis ikke kunne klare den pressede situation. Indtil da havde hun ellers været bedste dansker med ni mål. Men til sidst gik det galt. Hun inviterede sin direkte russiske modspiller til duel, og den vandt russeren klart. Først fik hun provokeret Anja til en angrebsfejl, hvorefter Anja provokerende stillede sig frem ved 3-meter linien og inviterede russeren til et gennembrud. Den tog russeren imod og scorede til 21-22. Selvom det lykkedes at udligne til 22-22 var det et nederlag, hvor Anja og holdet ikke havde disciplinen og holdbarheden.

Det så skidt ud for holdet, og da Wilbek lige efter kampen blev interviewet til tv, lagde han slet ikke fingrene imellem over Anja Andersens opførsel. Hun fik en skideballe til et par millioner mennesker. Nu stod holdet virkelig overfor en af sine måske største mentale udfordringer nogensinde. Og svaret kunne kun komme fra holdet. Men på dette tidspunkt skete der noget, som for alvor viste den vilje til sejr, som dette hold havde. Wilbek husker udviklingen ved VM på denne måde:

”Det gik for nemt for os i starten. Og så går vi fuldstændig kolde i kampen mod Makedonien. De spillede deres livs kamp i den kamp, og alt gik galt for os. Det der var det spændende var så at kunne ud af de to kampe mod Makedonien og Rusland igen. Der var Anja en nøglefigur, for hun ville vinde. Spillerne tog et møde ved midnatstid efter Ruslandskampen og sagde, at det skulle være løgn. Der var Anja helt vild konstruktiv, og det var nok Anja og Anne Dorthe, der var nøglefigurerne.”

Det var et modnet og meget mere rutineret hold, der nu stod sammen. De ville vinde, og de ville overkomme denne umiddelbare krise. På dette tidspunkt viste holdet for alvor sin karakter. Måske var dette hele denne generations fineste stund. Og det handlede også om den gensidige forståelse, der med årene var bygget op mellem spillere og trænere. Ikke mindst i det evige forhold mellem Wilbek og Anja: ”Vi fik større forståelse for hinanden. Vi havde aftalt efter 1993, at det var mig, der skulle tage tingene med Anja. Så satte vi os ned og så en video sammen. Hun blev meget konstruktiv i den fase, og så kunne hun også selv bidrage med noget. Specielt i 1997 var hun helt overdådig. Måden vi greb det an på gjorde nok, at Anja også blev eksponent for at kunne fortælle de andre om mine tanker. Det var positivt for de andre at høre, at hun godt kunne se, at vi skulle gøre det sådan her.” Anja Andersen er modnet som person, men både dengang som spiller og nu som træner, har hun stadig sine udfald. De kommer som regel, når hun er under pres. Som i kampen mod Rusland i 1997, eller når hun i en ligakamp mod Aalborg bliver presset taktisk af en dygtig træner fra det andet hold. Men der kom ikke flere ved VM i 1997. Nu handlede det om knald eller fald kampene.

Ungarn havde nok ikke ligefrem ventet at skulle møde Danmark så tidligt i turneringen. Det var en dårlig julegave for dem. For det danske hold var det formentlig den helt perfekte modstander, der ville komme med en maksimal udfordring. Det var det rigtige for et hold, der simpelthen ville tilbage i turneringen. Men Wilbek formåede også at motivere holdet på den helt rigtige måde. Indtil da havde holdet dækket godt op i en flad 6-0 formation. Men Wilbek foreslog, at man skulle starte kampen meget aggressivt og offensivt i forsvaret, selvom det traditionelt lå godt til det ungarske overgangsspil. Men idéen var primært at komme hurtigt i gang med kampen med et overbevisende initiativ. Som ved kampen mod Norge ved OL var det en idé, der i den grad kunne motivere og engagere holdet. Kampen i Rotenburg viste holdet fra sin bedste side. Holdet kom meget hurtigt foran, og særlig Camilla Andersen viste sig enorme talent sammen med den unge Merete Møller, der virkelig tog ansvar. Ved pausen førte Danmark 19-12.
Imidlertid kom Ungarn tilbage og midt i halvlegen tog Wilbek en timeout, da Danmark kom førte med to mål. Som altid var tv helt med i den, og de mange tv-seere fik her et sjældent syn. Landstræner Wilbek mistede nemlig for en gang skyld overblikket, da han overså, at Annette Hoffman ikke kunne skiftes ind pga. en skade. I det kritiske øjeblik trådte assistenttræner Kim Jensen til, genskabte roen og fik skiftet de rigtige spillere ind og ud. Det var nok. Danmark kom igen op på en føring på syv mål og vandt kampen 30-25.

Nu var det virkelig et farligt hold, der var vendt tilbage med appetit på VM-guld, og den efterfølgende kamp i kvartfinalen mod Kroatien blev en af den slags kampe, hvor Danmark virkelig satte sig fuldstændig på både kampen og spillet. Ved pausen var det hele allerede afgjort. Danmark førte 14-7, og Anette Hoffmann og Janne Kolling var blandt de danske profiler. Nu var der kun to kampe tilbage, og de foregik begge i Berlin i den nye og flotte Max-Schmeling-Halle opkaldt efter bokselegenden.

Norge havde inden da slået Korea ganske klart i kvartfinalen, og nordmændene spillede den første semifinale i Berlin mod værtsnationen. Det blev en tæt kamp, hvor Norge til sidst kunne sikre sig en finaleplads med en sejr på blot to mål. I den anden semifinale var det tid for revanche. Danmark skulle igen møde Rusland. Men denne gang gjaldt det ikke puljesejren. Nu gjaldt det en plads i VM-finalen. Nu var man tæt på målet, og mere end godt forberedt på det russiske spil. Kampen igennem lykkedes det flot at få blokeret for det stærke russiske stregspil. Men højre fløj Natalia Malakhova fik holdet heller ikke fat i denne gang. Hun var helt uovertruffen ved dette VM.

Det samme var en dansk spiller ved navn Camilla Andersen, der særlig i 1. halvleg ikke satte en eneste fod forkert. Som dansk playmaker fordelt hun spillet formidabelt, samtidig med at hun selv var en enorm skudtrussel. Hun udviklede med tiden en lang række afslutningsteknikker, der gjorde det meget svært for modstanderne at dække hende op. Hun kunne skyde rundt om forsvarerne, over paraderne og bryde igennem med spektakulære gennembrud. Ligeledes betød hendes stil som playmaker, at det danske spil blev både tempofyldt og meget direkte. Der blev ikke spillet meget på tværs i det år. Det foregik med retning direkte mod modstanderne og med stor effektivitet.

Russerne fik den danske hævn at føle. Ved pausen første Danmark med hele 19-12, og opvisningen fortsatte efter pausen. Camilla Andersen scorede sit ottende mål ved at hive et underhåndsskud op i målhjørnet, og ved 22-12 lagde hun et elegant vip ind i feltet til scoring ved Janne Kolling. Danmark spillede håndbold af en anden verden. Men netop som det på banen nærmede sig et uforglemmeligt spillemæssigt højdepunkt indtraf den største tragedie i dansk håndbolds historie.

En psykisk syg tysker havde forvildet sig ind i hallen og var kommet i klammeri med glade danske tilskuere under semifinalen. Pludselig trak han en kniv og stak de to danskere ned. Episoden skete stort set lige udenfor TV3’s studie, og som seer kunne man efterfølgende følge, hvordan den fortvivlede studievært Jens Højbjerg forsøgte at tilkalde hjælpe indefra studiet. På den danske bænk havde man travlt med at nyde spillet på banen, men Wilbek har senere fortalt, hvordan han huskede, at der 10 minutter inde i 2. halvleg blev tilkaldt en læge til tilskuerpladserne. Men indtil videre anede ingen uråd. Kampen fortsatte og Danmark bragte sit i VM-finalen med en sejr på hele 32-22. En fantastisk sejr.

Efter kampen udviklede det sig til en kæmpe tragedie. Allerede ved kampens afslutning stod det klart, at den ene dansker var død, og at den anden svævede mellem liv og død. Landstræneren fik beskeden umiddelbart efter kampen, og viderebragte med det samme beskeden til sit hold i omklædningsrummet. Fra jubel det ene sekund til fuldstændig forfærdelse det næste. Selvom det er en kliche, så blev spillet med den lille runde pludselig ikke så vigtigt mere. Flere af spillerne begyndte spontant at græde. De havde netop spillet drømmehåndbold, og derefter blev de mødt af en så frygtelig besked.

Det stod selvsagt klart, at man var havnet i en helt ekstraordinær situation for håndbolden som helhed. Og fordi der var tale om danske ofre, hang en stor del af beslutningen om det videre forløb også på det danske hold. Man fik indtil kl. 23 om aftenen til at beslutte, om man ville spille eller ej. Spillerne var i vildrede på hotellet. På den ene side var håndbold ikke ligefrem det, der lå ligefor. På den anden side var netop håndbold og et VM-guld den bedste måde at ære de to danske ofre. Da klokken nåede 23. ringede Wilbek til forbundets Gunnar Knudsen og bekendtgjorde, at man spillede. Det blev en sen nat, hvor spillerne brugte en stor del af natten til at tale ud om dagens vanvittige begivenheder.

Da holdet stod op sent på finaledagen søndag den 14. december 1997 fik man en besked, der gjorde sit til at gøre dette til en historisk dag for håndbolden. Via Marianne Flormann, der var med til VM som kommentar, havde en af de pårørende givet en kort besked: ”Spil – og gå så ud og bank de nordmænd!” Opladningen til kampen blev selvsagt helt anderledes end til en hvilken som helst anden kamp. Men der blev tid og overskud til et meget kort taktikmøde. Og selv i denne yderst presse situation havde Wilbek overskud til måske et af sine allerbedste taktiske træk nogensinde. Taktikmødet tog 10 minutter. Men indholdet i mødet var nok til at fuldstændig at stække nordmændene. Ved OL havde han afgjort kampen meget tidligt ved at være taktisk foran fra starten. Denne gang opdagede nordmændene det slet ikke: ”Jeg talte med dem efter 97-finalen og spurgte ”Lagde I ikke mærke til, hvad vi lavede?” Det havde de ikke lagt mærke til. Vi dækkede med seks mand indenfor fire mands plads og lod fløjene stå. Vi var rystede over at de ikke havde lagt mærke til det. Vi havde altid en ny overraskelse klar til dem”, fortæller Ulrik Wilbek.

Genialiteten i det skaktræk viste sig først for alvor efter pausen. De to hold lagde meget naturligt forsigtigt ud i den respektfulde atmosfære i Max-Schmeling-Halle. Der var ingen musik efter et mål men blot en uhyre respekt for de efterladte også efter at kampen blev indledt med et minuts stilhed. Et minut der tærede hårdt på de sidste mentale kræfter for en række af de danske spillere. Dette var ingen almindelig håndboldkamp. De to hold følges ad til 6-6. Men så brænder den store skytte Tonje Sagstuen et straffe, og Danmark bragte sig stille og roligt i front med 9-6. Det skifte i kampen kom nordmændene sig aldrig over, selvom der ved pausen stadig kun var tre mål imellem holdene. I halvlegen bad Wilbek sit hold om at dække endnu mere radikalt ind mod midten og simpelthen lade de norske fløje stå. Det skabte vild panik hos nordmændene. Normalt burde fløjene jo bare piske indover og score, men de norske fløje brændte og til sidst fik de slet ikke bolden. Det blev et spil indover midten, hvor danskerne hele tiden var i overtal. Og det blev til decideret dansk opvisning. Det danske forsvar, mesterligt anført af Anne Dorthe Tanderup og Tonje Kjærgaard, fik fat i det hele og selv ikke en norsk timeout kan forhindre at Danmark bringer sig videre foran med 24-16. Det lignede og var en egentlig nedspilning af nordmændene, som blev afsluttet i ren opvisningsstil med to målgivende vip. Kampen endte med 33-20 til Danmark. Den største sejr nogensinde i en VM-finale. Og en kamp som blev overværet af 2,7 mio. danske tv-seere.

Det havde man ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig ti år tidligere, da hele epoken startede ved U-VM. Men nu var selv de allervildeste drømme gået i opfyldelse, selvom det havde haft sine omkostninger. Nu stod man som europamestre, olympiske mestre og verdensmestre. Det var et højdepunkt i dansk håndbolds historie. Og hvis man gerne vil slutte på toppen, var dette et helt perfekt tidspunkt. Så det var selvfølgelig, hvad Ulrik Wilbek at gøre. Han havde for så vidt allerede meddelt sin beslutning til forbundet, men det var først dagen efter finalen, at spillerne fik beskeden. Han og holdet var nået til vejs ende på en helt utrolig tur, og snart fulgte flere profiler som Susanne Munk og Anja Andersen efter. VM i Tyskland blev reelt ”sidste nat med kliken” og et på alle måder vemodigt og dog fantastisk højdepunkt. Det spil man havde vist i de afsluttende kamp var helt enestående. Det var ikke bare det at man vandt. Det var i den grad også måden det blev gjort på.

Dagen i dag vil utvivlsomt blive højtideliggjort i USA. Der er bl.a. planlagt en ceremoni ved Kennedys fødested i Brookline. Og som vanligt markeres årsdagen gerne med nye udgivelser og vinkler. Denne gang er det Secret Service folkene omkring Kennedy, der giver deres version af dagen og af at passe på Kennedy i bogen “The Kennedy Detail. Det mest interessante ved bogen synes at være interviewet med agent Clint Hill, som var lige bag ved limousinen, og som er den person, der løber op til bilen og får skubbet Jackie ned fra bagsmækken. Han optræder selvsagt også i Warren-rapporten, men har ellers ikke sagt meget om den dag i Dallas.

Dokumentar fra Temalørdag om Mordet på JFK den 22. november 2003

I anledning af dagen bringer vi her uddrag fra den Temalørdag DR2 sendte i anledning af 40-året for mordet. Programmet er tilrettelagt af journalist Ole Retsbo og er fortsat en af de bedste fremstillinger af sagen indenfor en time, jeg har set:

- Læs mere om bogen “Mordet på JFK” her

Baggrunden for foredraget er bogen Bolsjedrenge og jernhårde ladies. En bog om dansk håndbolds udvikling siden den første kamp i Helsingør for knap hundrede år siden.

Foredraget sætter også fokus på den nye økonomiske virkelighed i klubberne og giver nogle skarpe indspark til diskussionen om forening overfor forretning.

Særligt tilbud til jer her i efteråret

I dette efterår kan I opleve foredraget til specialpris. Skriv til Thomas Ladegaard på thomas@ladegaard.as og hør nærmere om jeres muligheder for en spændende aften.

Fredag den 22. november 1963 blev USA’s 35. præsident John Fitzgerald Kennedy myrdet ved et attentat på Dealey Plaza i Dallas. Da var kl. 12.30. Mindre end halvanden time senere blev Lee Harvey Oswald anholdt og sigtet for attentatet og mordet på politibetjent J.D. Tippit.

Den formodede attentatmand nåede aldrig at blive stillet for en dommer. To døgn senere blev han myrdet af natklubejer Jack Ruby. Siden er fulgt to officielle undersøgelser og et utal af bøger og teorier, der alle har forsøgt at løse gåden om, hvem der myrdede JFK i Dallas. 47 år efter mordet lever historien og gåden videre.

Med udgangspunkt i bogen “Mordet på JFK – 40 år efter” fortæller Thomas Ladegaard i et engagerende foredrag om begivenhederne i Dallas, om de mange beviser og teorier, og hvad der er fulgt i de 47 år efter mordet. Havde Warrenkommissionen ret i, at Lee Harvey Oswald var den enlige attentatmand? Eller stod der i virkeligheden en sammensværgelse bag en af alle tiders største mordgåder?

Hvis du gerne selv vil opleve foredraget, kan du bestille pr. mail direkte til Thomas Ladegaard.

Læs meget mere om Thomas Ladegaard her.

Selvom republikanerne havde lovet en kamp helt ud i det absurde for at trække vedtagelsen i langdrag, kom loven overraskende hurtigt igennem. I stedet besluttede Senatet at hærdre en tidligere kollega, der livet igennem drømte om sunhedssikring for alle amerikanere. Helt som Ted Kennedy drømte det, blev det ikke. Men hans tidligere kolleger fandt værdigheden frem og holdt et minuts stilhed for at hærdre den gamle senats-løve:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Det er simpelthen taget direkte fra det originale manus, så du får det råt for usødet! Ved lejlighed må jeg sørge for at få det skrevet igennem igen til en opdateret udgave.

Download hele Kapitel 3 Dallas den 22. november 1963 som pdf-dokument her

Hvis du gerne selv vil opleve foredraget, kan du bestille pr. mail direkte til Thomas Ladegaard.

Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60′erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60′erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

Se også DR2′s Temalørdag fra den 22. noveber 2003 her.

Programmet er tilrettelagt af Ole Retsbo og er vitterlig en af de bedste fremstillinger af sagen indenfor en time, som jeg har set. Det skal jeg selvfølgelig sige, for jeg var selv med i den i sin tid!

Men Retsbo har virkelig gjort et rigtig godt stykke arbejde, og han har indenfor en time samlet mange vigtige klip og mange væsentlige aktører. Nyd den her fra Youtube:

Landstræner Jan Pytlick har bl.a. afpudset sin gamle idé om et dansk ungdomshold i ligaen. På den måde leverer landstræneren et fint oplæg til antologien, som fra flere vinkler belyser nogle af problemstillingerne i dansk håndbold netop nu. Pytlick har specielt hæftet sig ved, at Danmark på det fysiske område halter efter nogle af de øvrige nationer. Det kunne se ud som om, at der er et arbejde at gøre med at få skærpet træningskulturen og sulten hos kvinderne.

Senioranalytiker Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut har redigeret bogen, og det er lige nu muligt at læse Rasmus’ forord til bogen her.

Fangernes dilemma i dansk håndbold

Spørgsmålet om produktudvikling og ikke mindst tilpasning til nye omverdensbetingelser er også et centralt tema i antologiens næste bidrag skrevet af Thomas Ladegaard. Han peger nemlig på, at dansk håndbold er havnet i et ’fangernes dilemma’, hvor succesen på flere områder går hånd i hånd med en udvikling, der er ved at bevæge håndbolden i en uhensigtsmæssig retning. Selvom succeserne ganske vist er store viser en række signallamper allerede nu, at den måde hvorpå udvikling sker, medfører nogle utilsigtede sideeffekter.

Ladegaard når frem til denne diagnostik med udgangspunkt i spilteorien. Kort fortalt er spilteori et opgør med mainstream økonomisk teori, herunder den såkaldte nytteteori, hvori det antages at forfølgelse af egeninteressen er bedst for helheden, dvs. for samfundet. Oversat til håndboldverdenen betyder dette, at når klubberne forfølger deres egne snævre interesser er resultatet til håndboldens bedste, da det skaber den højeste grad af konkurrence til glæde for fans, tilskuere og tv-seere.

Imidlertid synes udviklingen klart at vise, at klubberne i egennytteorienterede stræben efter sportslige resultater har skabt nogle problemstillinger som kun kan løses gennem en større grad af samarbejde sådan som spilteorien foreskriver. Som Ladegaard viser, er pointen, at individuel målforfølgelse ikke nødvendigvis er til det gode. Eksempelvis er kompetitiv balance vigtig for tilskuer og fan-interessen, og dermed de kommercielle aspekter i sportens verden, men via Viborg, Kolding, Slagelse og GOGs på det nærmeste monopolisering af finaledeltagelsen (med undtagelser, naturligvis) er spændingen gået fløjten. Udviklingen er skabt derved, at de bedste klubber som følge af deres succes fastholdes i en sportsøkonomisk god cirkel, hvor de øvrige klubber kun sjældent kommer til fadet. Klubbernes ønsker om at ligge i top er bestemt forklarlig isoleret set, men på den anden side medvirker polariseringen til at fjerne selve det kommercielle grundlag: spænding om udfaldet af kampene.

Derfor må klubberne, ifølge Ladegaard, arbejde bedre sammen. Ikke bare for at gøre forskellen mellem klubberne mindre, men også for at mindske tendensen til, at klubberne i deres individuelle higen efter sportslig succes køber ind af udenlandske spillere i et omfang, der fuldstændigt sætter de danske spillere på bænken og forstærker landsholdets aktuelle deroute. Klubberne synes, ifølge Ladegaard, at have glemt, at det var 1990’ernes store danske personligheder, der skabte den gunstige udvikling som er fulgt næsten udbrudt siden da. Uden den nødvendige spilletid til de danske talenter vil der gå længe før vi igen ser danske personligheder slå igennem og bane vejen for nye sportslige triumfer.

Bestil bogen fra forlaget. Rasmus K. Storm (red) Dansk Håndbold – bredde, elite og kommercialiseringens konsekvenser, 312 sider, Forlaget Bavnebanke, 2008.

Den seneste udgave af DHF’s magasin “Håndbold” indeholder både anmeldelse, omtale og et længere uddrag af “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”. Lars Graabek skriver bl.a. om bogen:

“Endelig. Nu er den her. Bogen der sprælsk og veloplagt disker op med en perlerække af fantastiske håndboldfortællinger. Thomas Ladegaards “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” byder på en delikat menu af håndboldhistorie, interessante anekdoter fra banen og omklædningsrummet samt fortællinger om de største danske idrætspræstationer til alle tider.

Læg dertil at forfatteren krydrer det hele med en personlig og ind i mellem kritisk holdning, som kun er med til at skærpe appetitten for bogen endnu mere.”