Første del af interviewet
Interview med Thomas 1

Anden del af interviewet
Interview med Thomas 2

Om interviewet skrev min søster:

“Optagelsen af interviewet med “Thomas” fandt sted i hans eget hjem i Brønshøj i november 1998. Han havde aldrig før fortalt nogen i familien om sine grusomme oplevelser og ville egentligt gerne have det dokumenteret, inden det for sent. Vi vidste alle, at han havde været i Neuengamme, men ikke præcist, hvad der var sket.

Optagelsen fandt sted uden hans kones tilstedeværelse og han sad med ryggen til os, så han kunne se ud af vinduet til sin dejlige have og bare fortælle. Det var meget gribende. Han fandt han blandt andet sit gamle hundeskilt frem, som han havde haft på i lejren. Under optagelsen sad han og knugede det. Man kan høre lyden af tingene.

Jeg tog kontakten til “Thomas”, der er min mormors lillebror, da vi på mit studie på Århus Universitet (medievidenskab) skulle lave en radioudsendelse. Det var den 10.12.1998 vi offentliggjorde resultatet – det er den dag menneskerettighedserklæringen fyldte 10 år. Selve radioudsendelsen var et sammenklip af oplæsning af nogle af de artikler, den består af, efterfulgt af hans fortælling, der sætter artiklerne i relief.

Otto fik efterfølgende både den klippede og uredigerede version, som han kunne give videre til sine børn. Det var han meget glad for, at han fik mulighed for. Jeg er ikke klar over, om de først har hørt det efter at han er død. “Thomas” havde en storesøster, Esther som var min og Thomas Ladegaards mormor, samt en lillesøster Eva. Alle tre søskende er nu døde.”

Det er ikke så tit en fyldt biograf bryder ud i spontane klapsalver efter en film. Men det var ikke desto mindre resultatet, da rulleteksterne løb hen over “Inglourious Basterds” i Imperial.

Tarantino har med vanlig meglamoni omtalt filmen og manuskriptet som hans store mesterværk (bemærk her filmens afsluttende replik). Manuskriptet har været mange år undervejs, og antog undervejs et monstrøst omfang. Nu er det skåret til, i hvad Tarantino har kaldt en spaghetti western sat i en anden verdenskrigs kulisse.

Her er det ikke “Once upon a time in the west”, men derimod “Once upon a time in nazi occupied France”, som det hedder i filmens første kapitel. Vi får derfor en spaghetti western med apache krigsførelse, blandet med anden verdenskrigs film af den type TCM altid sender som underholdning i juledagen, blandet med tyske UFA film, med indsat klip fra Hitchcocks ‘Sabotage’ osv. Og oven i det er der plads til gæsteoptrædener (dog kun som speak) fra de to bærende skuespillere fra henholdvis Håndlangere (Harvey Keitel) og Pulp Fiction (Samuel L. Jackson). Tarantino citerer således alt og alle – inklusive sig selv.

Det er kort sagt en metafilm ud over det sædvanlige. Her kan en sang af David Bowie skrevet til en helt anden film (“Cat People“) pludselig fremstå med lysende klarhed frem til den store finale. De mange betydende lag skaber med legesyg selvfølgelighed nye betydninger og ny mening. Det er en genial instruktør, der viser os, hvad han formår. Der er ikke et sekund i filmen, der ikke kommenterer og refererer andre film eller popkulturelle fænomener fra Allo Allo til Charles Manson (This is the sign Charles Manson stole from The Nazis. Now he is stealin’ it back).

Dette metalag og denne ekstreme filmbevidsthed kunne være trættende, hvis ikke lige det var fordi Tarantino er så forbandet god til at fortælle en underholdende og medrivende historie, så man gyser og ligger flad af grin undervejs.

Åbningsscenen er f.eks. en instruktion i, hvad Tarantino kan med dialog og en skarptskåren klipning. Det er fortættet spaghetti con carne. Brutal og nervepirrende dialog: “Do you mind if I smoke my pipe?”

For vi der nærmest er opflasket med film som “Kellys Helte”, “Det Beskidte Dusin”, “Navarones Kanoner” og “Ørneborgen” er det her et filmisk paradiso.

Hvor en film som f.eks. “Kill Bill” kan ses som en hyldest til den mere ukendte Kung Fu genre, er vi her meget mere på hjemmebane. Så vi får f.eks. et næsten decideret remake af scenen i “Det Beskidte Dusin”, hvor Lee Marvin giver en peptalk af den mere djævelske slags. Her forvaltes rollen af Brad Pitt, der som “Aldo the Apache” fra Maynardville, Tennessee leder en gruppe af skalperingslystne amerikanske jøder på et hævntogt af uhyrlige dimensioner, hvor den store Bjørnejøde (Eli Roth) lader baseball battet fra Brooklyn falde ubønhørligt over nazihoveder (det virker ikke som om banden eller Tarantino skelner mellem SS og Værnemagten).

Samtidig har filmen historien om den eneste overlevende fra åbningsscenen Shoshanna Dreyfus (Mélanie Laurent). En klassisk historie som taget ud af enhver spaghetti western. Og med ‘the jewhunter’ Hans Landa (Christoph Waltz) som den samlende figur. Han er skarp. Rigtig skarp, mens man undervejs ser hans SD-mærke flere gange i nærbillede.

Tarantino gør en dyd ud af at parodiere samtlige klicheer fra de klassiske krigsfilm. Himmelsk bliver det, da Mike Meyers kommer ind som sig selv (dvs. en heftigt maskeret karikatur af en fregnet, engelsk officer) og giver den som lettere ironisk englænder i en undercover briefing af en ekspert på tysk film med Churchill som tilhører.

Og selvfølgelig ligner Hitler overhovedet ikke den historiske Hitler, og selvfølgelig har Tarantino ‘glemt’ at udstyre Joseph Goebbels med klumpfod. I stedet får vi alle klicheerne om den hysteriske Hitler og den alt-kneppende Goebbels med propagandakøllen.

Filmen har fået kritik for sin alt for respektløse tilgang til et så følsomt og alvorligt emne. Men det er vitterlig en forfejlet kritik. Fra første once upon a time viser Tarantino os, at nu skal vi se en løgnehistorie. Og med de utallige referencer til filmhistorien får han samtidig skabt en så effektfuld verfremdung effekt, at alle de andre film om anden verdenskrig (for ikke at tænke på hele western genren) pludselig står klart frem som de løgnagtige filmfortællinger, de er. Derfor kan personerne midt i 1944 pludselig kommentere deres egen situation med, at de nu befinder sig i et ‘mexican standoff’. Og derfor er det selvsagt også en Gestapo-mand, der udlægger den rette tolkning af filmen King Kong som en allegori over den sorte mands amerianske historie.

Er man interesseret i virkeligheden, skal man ikke gå ind i en biograf. Vil man se en effektfuld røverhistorie, hvor alting kan ske, er biografen og Tarantino derimod et formidabelt valg. Ved at pege på sin egen film på denne måde får Tarantino med stor elegance vist mediets styrke og svaghed, og selvfølgelig er det sluttelig en film (i filmen (i filmen)), der forløser den store finale.

Og ja, det er en forløsning, da filmen rammer den store ‘kosher revenge’, tømmer magasinerne og udlever den ultimative hævnfantasi, mange af os bærer på. Her kan den slags lade sig gøre. Det er helt logisk – og helt nødvendigt.

Klapsalverne til Tarantino i Imperial var således ikke overraskende. Tarantino har skabt en mesterlig film, der på en og samme tid er finurligt underholdende og måske hans mest komplekse til dato.

Hør interview med Tarantino på NPR.org

Tarantino er af den snakkesaglige slags, og der er i interviewet mange fine kommentarer til filmens tilblivelse. Kan anbefales.

Send en tanke i retning af Normandiet her til aften.

For 65 år siden gjorde de klar i England. For 65 år siden arbejdede metereologerne som besatte. For 65 år siden gik de i bådene.

Læs Eisenhowers tale på denne aften til tropperne her:

Soldiers, sailors and airmen of the Allied Expeditionary Force!

Good luck! And let us all beseech the blessing of Almighty God upon this great and noble undertaking.

Mere fra Bundesarchiv her

> The tide has turned. The free men of the world are marching together to victory.
I have full confidence in your courage, devotion to duty, and skill in battle.
We will accept nothing less than full victory.
Good luck, and let us all beseech the blessings of Almighty God upon this great and noble undertaking. Dwight D. Eisenhower til tropperne før D-Dag, 5. juni 1944.

Sådan sagde professor Bent Jensen til Jyllands Posten her i weekenden. Man forstår godt argumentet og kunne tilføje, at det jo ikke ligefrem vrimler med danske faldne i Normandiet. Danmark er et lille land og med en ofte forbavsende lille og lokal horisont.

Alligevel er der grund til at reagere på citatet her. Bag ligger nemlig en relativering af andre menneskers lidelser. Nogle kan måske huske de personer, der efter 11. september fremførte, at godt nok var 3.000 mennesker døde, men at det jo slet ikke kunne sammenlignes med de lidelser, USA havde påført andre lande. Eller som Obamas præst Rev. Wright udlagde det: Når USA to gange har kastet en atombombe over civile, er 11. september hvad man kan forvente.

Denne relativering af andre menneskers lidelser klinger meget hult som argument. For efter den logik kunne man jo tilføje, at Holocaust ikke er værd at bruge tid på, når nu Stalin og Mao var så meget værre. Og selvom den danske krigsindsats ikke var værd at skrive hjem om, gør det jo ikke historien om Flammen og Citronen mindre interessant. Snarere tværtimod.

>Flammen og Citronen blev efter krigen gjort til martyrer i den store danske frihedskamp. Det havde landet måske brug for i 1945. Nu har vi brug for andre og mere nuancerede billeder. Ole Christian Madsens film “Flammen og Citronen” leverer en hel del af dem.

Få personer fra modstandskampen har været omgærdet af mere mystik end Jørgen Haagen Schmith og Bent Faurschou-Hviid. Efter krigen broderede husmødre deres navne ind i sofapuder. De blev de helte, nationen havde brug for at fortælle om for at fortrænge mere ubehagelige og selvransagende spørgsmål.

Ole Christian Madsens film “Flammen og Citronen” fortæller historien om to undtagelser. Modstandskampen blev kæmpet af de få, og Flammen og Citronen var absolutte undtagelser i en nation, der tilpassede sig situationen løbende i takt med at krigslykken udenfor Danmark ændrede sig.

Derfor er det også kun på overfladen, at filmen leverer skyts til en glorificering af den danske modstand. Ved at fortælle de absolutte undtagelsers historie, fortæller filmen samtidig historien om omkostningerne ved at træde udenfor mængden og gå i den modsatte retning.

Det er derfor unødigt parodisk, når Georg Metz i Information hævdede, at filmen er et “neonationalistisk panoptikon af overvejende papfigurer, der vil egne sig til aftenunderholdning ved Dansk Folkepartis og Venstres landsmøder”. Heldigvis blev den ældre høresvage mands indvendinger gendrevet fint af folkene bag filmen. Med god grund.

“Flammen og Citronen” fungerer nemlig fint som det mere nuancerede billede, vi har haft brug for i den mere populære historiefortælling. Godt nok er de to helte noir-cool med maskinpistol og filterløs smøg. Men de skildres også i den følelsesmæssige og politiske gråzone, der var mere virkeligheden end det, de populære beskrivelser fra besættelsen, vil have os til at tro.

I en central scene fra Stockholm kommer filmen med en sylespids kommentar til den måde, eftertiden har brugt de få fra modstandskampen. Flammen og Citronen var fanatiske enspændere, som det var bedst for alle parter at begrave i Dyrehaven. De kunne bedst bruges som døde helte.

Vel er der flere ting i filmen, man kan rejse spørgsmålstegn ved. Den filmiske dramaturgi foreskriver jo en særlig måde at fortælle historier på, og derfor skal meget passes ind i de kasser, så vi f.eks. får det meget personlige opgør mellem Flammen og Gestapo-Hoffmann. Ligeledes blev der nok drukket mere snaps end rødvin af Holger Danske folkene – og kørt mere cykel end bil.

Det fjerner dog ikke indtrykket af, at Ole Christian Madsens “Flammen og Citronen” lykkes med at fortælle en vigtig historie i et flot billedsprog.

Det kom formentlig af alt for meget læsning i “De så det ske – Danmark under Besættelsen”, hvor der er afsnit om de to danske modstandsfolk, der efter besættelsen blev kanoniseret som danske helte. I mit hjem havde vi standardværkerne om besættelsen fra før verden gik af lave og egentlige historikere tog kritisk fat på besættelsen. Derfor var Flammen og Citronen helte i en sort-hvid verden. Det var til at forstå.

Siden er billedet blevet mere broget, og historien om de to modstandshelte har nuancer. Jørgen Haagen Schmith og Bent Faurschou-Hviid mødte hinanden i modstandsgruppen Holger Danske. Jørgen Haagen Schmith var den teknisk kyndige altmuligmand, der med sit mod blev en yderst effektiv sabotør. Han fik sit navn efter en vellykket aktion mod Citröen.

Bent Faurschou-Hviid blev kaldt Flammen efter en fejlslagen farvning af hans blonde hår. Han kom ind i modstandskampen som sabotør, men efter at hans nære ven fra Holger Danske blev angivet til tyskerne af en stikker, blev Flammen kendt som mesterskytte i en række stikkerlikvideringer. Han begyndte at arbejde tæt sammen med Citronen i løbet af 1944, da modstandskampen blev intensiveret og likvideringerne tog fart. De to dannede i en periode par og likviderede efter sigende 11 stikkere sammen. Begge blev dræbt efter åben ildkamp mod en overlegen tysk styrke i oktober 1944.

Ole Christian Madsens film

Den 28. marts får Ole Christian Madsens film “Flammen og Citronen” premiere. Instruktøren virker også som den helt rigtige til at forløse og fortælle historien om de to. Han har med “Edderkoppen” demonstreret, at han mestrer den nødvendige noir-æstetik i pistol, smøger og snaps. Og med Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen i de to hovedroller synes castingen også rigtig.

Jeg glæder mig til at se, hvordan Ole Christian Madsen vælger at gribe historien an. Vil han fortælle heltekvadet, eller vil han de mange facetter? Sandheden er formentlig, at hvis han vælger den facetterede historie, får han også den mest spændende historie, hvor alt ikke er som, det bør være, og hvor helte og skurke er vide begreber. Mon ikke det er et godt bud, at han vælger sporet fra “Edderkoppen” og giver os dansk noir og eksistentielle valg uden filter? Døm selv og få en forsmag med filmens trailer her:

- Læs en fin artikel om dem hos Frihedsmuseet.

I Berlin er der vingesus. I Berlin er der rum. Efter flere dage i Berlin er man altid klar til meget mere. Altid nye bydele og nye gader i nye årstider. Berlin er virkelig stor, og for hver ny gade er der nye historier om storhed og fald. Berlin er overlevelse. Og Berlin er håb. Ikke en pæn og romatisk by som Paris. Ikke en hvirvelvind som New York. Men mere rå. Mere nøgtern.

En ny fremragende fotobog om Berlin viser byens historie fra kejsere til genopbygning. Den perfekte følgesvend til den fascinerende tyske hovedstad.

Det er Dr. Hans Christian Adam, der har samlet de mange fotos i bogen “Berlin”. Der er kejsertidens og industrialiseringens Berlin og de hvinende tyvere i Weimarrepublikken. Og der er de helt utrolige billeder af et Berlin, som stort set udelukkende består af murbrokker og ruiner. Den totale ødelæggelse fra sommeren 1945. Måske allerbedst udtrykt i billederne fra Postdamer Platz, der før krigen samlede hele Europa, som efter krigen lå hen som den kolde krigs ingenmandsland, og som nu er genrejst i noget kedsommelig glas og stål.

Berlin i mine øjne starter dog ofte med David Bowie og børn, der løber igennem et europæisk center. Helte bare for en dag:

- Kebabträume: Læs i øvrigt fine indlæg om Berlin hos Jens Unmack