Om fjorten dage går amerikanerne til midtvejsvalg, og alle medier har lagt i kakkelovnen til et slagkraftigt teselskab, hvor de regerende demokrater skal stilles til regnskab for deres utilslørede socialisme.

Kun to år efter at Barack Obama indtog Det Hvide Hus, kan han efter den 2. november stå overfor en fjendtligt indstillet kongres meget lig den Bill Clinton måtte kæmpe med efter midtvejsvalget i 1994. Det kan komme til at lamme ham i de vigtigste indenrigspolitiske spørgsmål to år frem.

Der er herhjemme blevet gjort meget ud af den indflydelse, som Tea Party bevægelsen har på den politiske kultur i USA. En meget broget flok af kristne fanatikere, minimalstats-troende og Obama-hadere. Det handler ikke om hudfarve. Men det handler meget om konspirationsteorier og kamp mod stat og regering.

En pæn del af dette teselskab tror, at Obama i virkeligheden er muslim. Eller at han er født udenfor USA og derfor er blevet præsident aldeles uretmæssigt. En historie der minder meget om den liberale historie om, at Bush stjal valget i 2000. I USA taber man ikke et valg. Valg stjæles af en ondsindet modstander.

De politiske fløje i USA står og skriger til hinanden, og moderate stemmer er svære at finde, selvom Jon Stewart gør et forsøg i weekenden i Washington.

Tea Party bevægelsen har sat sig på et republikansk parti, som har brug for en ’re-branding’ efter årene med den George Bush, der klogelig har holdt sine planlagte erindringer tilbage til efter valget. Men teselskabet er en vanskelig tiger at ride på, når den styres af figurer som Sarah Palin og Glenn Beck.

Mange steder er teselskabets kandidater deciderede ønskemodstandere for demokraterne, fordi de simpelthen repræsenterer nogle synspunkter så langt fra dén amerikanske mainstream, der altid vinder valgene.

I sidste ende skal Obama ikke bekymre sig voldsomt om teselskabet. Hans værste fjende er økonomien og sofaen. Amerikanske politikere måles i sidste ende altid på deres evne til at skabe vækst og jobs. Her har Obama sin egentlige udfordring, selvom Fox News hellere vil tale om alt mulig andet. Amerikanske vælgere går mere op i jobs. Og en ny analyse viser, at republikanerne har under 20% chance for at genvinde senatet.

For to år siden lykkedes det for Obama at drive nye grupper til valgurnerne. De kommer bestemt ikke af sig selv denne gang. I en presset økonomi er kampen mod sofaen nøglen til gevinst for Obama og demokraterne til midtvejsvalget. Obama skal forsøge at genvinde dén amerikanske historie, han har mistet undervejs.

Se i øvrigt denne udmærkede analyse af valget fra MSNBC:

Selvom republikanerne havde lovet en kamp helt ud i det absurde for at trække vedtagelsen i langdrag, kom loven overraskende hurtigt igennem. I stedet besluttede Senatet at hærdre en tidligere kollega, der livet igennem drømte om sunhedssikring for alle amerikanere. Helt som Ted Kennedy drømte det, blev det ikke. Men hans tidligere kolleger fandt værdigheden frem og holdt et minuts stilhed for at hærdre den gamle senats-løve:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Obama blev valgt på en platform om “change”. I nat leverede han forandring af det amerikanske sygehusvæsen. Selvom republikanerne vil se dette som en nazistisk-kommunistisk konspiration, er der tale om en ganske moderat ændring af det amerikanske sundhedsvæsen. Men en forandring der er helt i afdøde senator Ted Kennedys ånd.

Selvom Kennedy ofte holdt den liberale fane lige lovlig højt (og hele livet igennem drømte om netop en sundhedsreform), så var den afdøde senator også en pragmatisk figur i Senatet, som kunne og ville skabe resultater. Denne gang var der dog ikke mange bevægelser på tværs af de to partier. Alle republikanere stemte imod lovforslaget sammen med 34 utilfredse demokrater. Resultatet blev en demokratisk sejr på 219-212. En sejr som Kennedy uden tvivl vil se på med et stille smil fra sin himmel. Obama nævnte ham også i går, og det er i sandhed faklen og drømmen, som Kennedy beskrev i “True Compass”, og som blev givet videre i 2008, der nu virkeliggøres.

På trods af polemikken er bundlinien nemlig enkel: Med nattens vedtagelse af sundhedsreformen får op imod 30 mio amerikanere adgang til sygeforsikring. Obama har været ude i et enormt politisk stormvejr, og for få måneder siden blev hans lov anset for stendød. Men nu er loven altså gennemført, og Obama har gjort, hvad mange præsidenter før ham aldrig lykkedes med. De resultater tæller.

Politisk vil Obama formentlig få en over snuden i midtvejsvalgene til efteråret. Men der er tidspunter, hvor en sag simpelthen er større end gustne politiske overlæg. En gang imellem handler det bare om at gøre det rigtige. Der kan analyseres meget på det sidste års krig om sundheden i USA og på Obamas mulige vaklen undervejs. Tilbage står at han har leveret “change” for millioner af amerikanere. Det vil han i sidste ende blive bedømt på.

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Media Matters har samlet dette festfyrværkeri af udsagn fra Fox News og omegn:

Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60′erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60′erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

Efter valgnederlaget i november er det republikanske parti lige nu ved at udarte i sekterisk vanvid, hvor det er Glenn Beck og Rush Limbaugh, der sætter den hadefulde og konspiratoriske dagsorden, som har plaget USA hele sommeren. Meget få har modet til at undsige en agenda, hvor Obama lægges for had som en socialist, der er kommet illegitimt til magten.

Det konservative højre spiller et farligt spil. De prøver at ride på en populistisk usikkerhed over Men det giver også plads til andre stemmer. Der ligger en hel åben bane for en moderne konservativ, der vil undsige den rabiate højrefløj og lægge afstand til hele Bush-æraen.

Sådan en person har republikanerne nu fået i tv-værten Joe Scarborough. Se f.eks. hvad han skrev på sin Twitter profil for nylig:

“Will a GOP Presidential hopeful for 2012 have the courage to condemn Beck in tough terms for saying Barack Obama “hates white people”?”

Man vil måske mene, at en sådan kommentar ikke er revolutionerende i sit indhold. Men i det giftige politiske miljø i USA er Joe Scarborough en befriende anderledes konservativ. Eller som nogen mere kyniske sjæle vil hævde: Den liberales våde drøm om en republikaner.

Amerikanske valg vindes dog på midten, og der vil være en yderst interessant position i at fremstå som et helt nyt, moderat ansigt med nye idéer for USA. F.eks. at klimasagen må være en afgørende konservativ sag. Han er til daglig morgenvært på MSNBC. Han er moderat – og samtidig har han de rette konservative værdier. I 1994 blev han valgt ind i Kongressen fra Florida midt i en ny-konservative bølge, der ramte Bill Clinton. Men siden valgte han at prioritere sin familie, og har i en årrække været en succesfuld konservativ vært et ellers liberalt MSNBC.

Hans program ”Morning Joe” er populært og for nylig udgav han bogen “The Last Best Hope”, som var et originalt bidrag til en ny klassisk konservativ position. Joe Scarborough kender sin Burke, og hans budskab om tilbageholdenhed er som skabt til tiden efter Bush og Lehman Brothers. Det fik for nylig Huffington Post til at nævne Scarborough som et spændende bud på en kandidat til præsidentvalgt i 2012.

Alt det er selvsagt bare ren spekulation. Det interessante er mere, at der kommer en tid efter Glenn Beck frem mod 2012. Og her vil en ny kandidat med nye idéer stå rigtig stærkt. Joe Scarborough kan være en sådan kandidat og hans bog og mediemæssige platform kan være et stærkt afsæt.

Læs hans artikel i Time om konservatismen og se ham nedenfor i hans eget program:

Det sjove er jo, at kampagnen på sin vis nåede sit mål og blev noget hele verden talte om på få dage. Hvis nu kampagnen havde fulgt den op med en video efter 3-4 dage, der sagde “Selvfølgelig er Danmark meget mere end Karen – f.eks. X, Y og Z”, ville det have været genialt. Men det havde man ikke og tilbage står nu i stedet en helt igennem kikset kampagne, som konservative kommentatorer og alle os andre kan grine af. Og i mellemtiden er den vanvittige historie om August Hitler dukket op som svar til Karen:

Velbekomme.

“I am not the first President to take up this cause, but I am determined to be the last.”

Det har været nogle ualmindeligt hårde sommermåneder for præsident Barack Obama. Præsidentens ambition om at reformere sundhedssystemet i en langt mere retfærdig retning. Men hans regering og ikke mindst hans person har medført et ualmindelig giftigt politisk miljø i USA. Han er i den grad hadet af det yderste højre, der ser ren og skær socialisme og nazisme i den nye præsident. De synspunkter er meget vanskelige at forstå på vore breddegrader. Men det handler først som sidst om modstanden mod, at det offentlige skal blande sig og regulere menneskers hverdag.

Sundhedsvæsenet er en kompliceret sag. Og i USA er billedet ikke mindre kompliceret med en række blandingsformer og forsikringsordninger. Derfor er det relativt nemt at kæmpe mod en reform af sundhedssystemet, fordi man altid kan finde et enkelt punkt og drive det til ekstremer. Bare tænk på vores egne folkeafstemninger. Men i USA har sommerens debat været helt ude af proportioner med anklager om “death panels” og nazisme.

I nat havde Obama så chancen for at tage initiativet igen. Det var også hårdt tiltrængt. Situationen er den, at han og demokraterne har et overvældende flertal i begge kamre. Et flertal der kan bruges, men også et flertal der bruges bedst i et samarbejde med republikanerne. Nu kan Obama ikke længere lade reformen slingre:

Well the time for bickering is over. The time for games has passed. Now is the season for action. Now is when we must bring the best ideas of both parties together, and show the American people that we can still do what we were sent here to do. Now is the time to deliver on health care.

Hans tale i nat viste Obama, når han er bedst. Klar, præcis og med stor indlevelse. På den måde leverede Obama varen i nat. Om det får overbevist republikanerne, er dog straks mere tvivlsomt. Den konservative del af USA ser stadig den sorte præsident, som noget socialistisk djævelskab. For moderate republikanere (og de er straks mere interessante) er det selvsagt spørgsmålet om den offentlige investering, der bekymrer dem. Her havde Obama er meget, meget klart budskab til amerikanerne:

I will not sign a plan that adds one dime to our deficits – either now or in the future. Period. And to prove that I’m serious, there will be a provision in this plan that requires us to come forward with more spending cuts if the savings we promised don’t materialize. Part of the reason I faced a trillion dollar deficit when I walked in the door of the White House is because too many initiatives over the last decade were not paid for – from the Iraq War to tax breaks for the wealthy. I will not make that same mistake with health care.

En klar udmelding, som formentlig ikke vil få kritikken til at forstumme. Der vil fortsat blive kritik af finansieringen, fordi det forudsættes, at en række rationaliseringer i sig selv vil kunne betale for reformen. Men at Obama vil det reformer, og at der er gode grunde til det, blev forhåbentlig mere tydeligt for amerikanerne.

Det er paradoksalt, at Det Hvide Hus ikke har været mere i offensiven før. Men i går spillede de deres allerbedste kort: Præsidenten. Nu er en ny scene sat for arbejde i Kongressen, og præsidenten har med stor autoritet meldt ud, at der vil ske noget. Det var effektivt og seværdigt at se en stor taler folde sig ud på den helt store scene. Og der blev helt som ventet også plads til en effektiv emotionel henvisning til Ted Kennedy og hans håb om et sundhedssystem, hvor der er plads til alle. En lille smule social retfærdighed. En stor tale.

Læs hele talen her. Og se nogle af reaktionerne herunder:

Læs flere reaktioner her.

Sent lørdag blev senator Ted Kennedy sted til hvile på Arlington kirkegården i Washington. Dermed kommer han til at ligge ved siden af hans to storebrødre, John og Robert. At de alle tre nu er samlet på den berømte heltkirkegård ved Washington var blot et af flere mytiske højdepunkter på en minderig dag. Det var nemlig mere end blot Ted Kennedy, der blev begravet lørdag. På en underlig måde var det alle tre, vi sagde farvel til lørdag. En epoke er endegyldigt slut.

“My brother need not be idealized, or enlarged in death beyond what he was in life; to be remembered simply as a good and decent man, who saw wrong and tried to right it, saw suffering and tried to heal it, saw war and tried to stop it. Those of us who loved him and who take him to his rest today, pray that what he was to us and what he wished for others will some day come to pass for all the world. As he said many times, in many parts of this nation, to those he touched and who sought to touch him:
“Some men see things as they are and say why.
I dream things that never were and say why not.”
- Ted Kennedy til sin bror Robert Kennedys begravelse 8. juni 1968 i St. Patrick’s Cathedral, New York

Lørdag aften deltog jeg i TV2 News’ dækning af begravelsen og talte bl.a. om, at den berømte fakkel nu er givet videre til Obama. Da jeg kørte hjem, slog det mig, at det egentligt beundringsværdige ved Ted Kennedys liv var, at han levede et helt liv med store op- og nedture, og at han undervejs tog ansvar for både sit land og sine nærmeste. Han var et menneske, som trods tragedier af græske dimensioner valgte at gøre en positiv forskel her i verden. Det er mere, end man kan sige om mange af os andre. Når man lever et helt liv som Teddy, bliver man ikke til luftige fantasier om, hvad der kunne være. Man måles på det, man gjorde. Læren fra hans liv er, at vi kan vælge at lægge os ned i selvmedlidenhed, eller vi kan vælge at gøre en indsats, der hvor vi er. Ted Kennedy voksede med opgaven og blev til sidst den store løve i sentatet. Han fandt også kærligheden og lykke i sine sidste år. Man skal kende ham på de kampe, han tog, og den lykke han til sidst fandt som senator og familiemand.

Lørdagens begravelse blev et meget værdigt og mindeværdigt farvel til den sidste af en søskendeflok, der viste os kraften i håbet om, at det nytter noget at arbejde for at gøre verden til et lidt bedre og mere retfærdigt sted. I 1956 skrev John F. Kennedy bogen “Mænd af mod” om otte amerikanske senatorer, der havde modet til at stå ved deres idealer – selv under hård beskydning og med viljen til at betale prisen for deres idealer. Historien om de tre Kennedy-brødre bliver også til historien om, at politik kan være andet end kynisk realpolitik. Og netop dét synes mere relevant end nogensinde.

Blandt talerne i Boston var meget naturligt præsident Barack Obama. På konventet sidste år i Denver overleverede Ted Kennedy faklen til Obama, og det var derfor meget naturligt at netop Obama holdt talen i Boston.

“Today we say goodbye to the youngest child of Rose and Joseph Kennedy. The world will long remember their son Edward as the heir to a weighty legacy; a champion for those who had none; the soul of the Democratic Party; and the lion of the U.S. Senate – a man whose name graces nearly one thousand laws, and who penned more than three hundred himself.”
- Præsident Barack Obama 29. august 2009 i Our Lady of Perpetual Help Basilica i Boston.

Visit msnbc.com for Breaking News, World News, and News about the Economy

Læs hele præsidentens tale her.

Lørdag var et farvel til en generation og en epoke. Der kommer nok aldrig igen en familie som dem. Håbet må være, at vi kan tage det bedste fra dem som idealet om, hvad politik burde være.

Mange vil kende historien om de tre brødre, men den er godt fortalt her inden for en time. Chris Matthews har særlig et fint blik for Kennedy’ernes kampagner og historien om kampagnen i 1960 er rigtig godt fortalt. Ligeledes har han en fint blik for Robert Kennedys berømte kampagne i 1968. Og det kontrafaktiske spørgsmål: Hvad hvis Robert ikke var blevet skudt i 1968? Slut med Vietnam, og ingen Nixon og Watergate? Verden havde nok set anderledes ud i dag, hvis det ikke var for Sirhan Sirhan. Endelig er der fine klip med Ted fra 70′erne. Det er koncentreret amerikansk samtidshistorie. Se alle afsnit her:

1. del

2. del

3. del

4. del

5. del

6. del

Watch CBS Videos Online

De amerikanske medier er selvsagt fyldt med historier og mindeudsendelser om Ted Kennedy. Her kan anbefales en time fra NPR. Klik på play-knappen og hør udsendelsen direkte:

Der var i de tidlige år mange historier om Teddys manglende evner og lettere fjollede fremtoning. Da han stillede op til Senatet i 1962, mens hans ene storebror var præsident og den anden justitsminister, bakkede hele klanen ham op. Men han viste med tiden, at netop han kunne stå på egne ben og føre historien videre som eneste tilbageværende af de fire sønner.

Vel var det John og Robert Kennedy, der indgød nationen håb og drømme. Men det var Edward Kennedy, der med en utrættelig indsats i Washington kæmpede for et mere socialt retfærdigt USA. Han var den store liberale løve, der fra 1980 for alvor brød ud af brødrenes sakrosante skygge og etablerede sin unikke position i Senatet.

For blot et par dage siden udtalte senator John McCain, at sundhedsreformen led under Ted Kennedys sygdom. Der manglede simpelhen hans erfaring og finesse for at få et stort kompromis igennem.

Det er skæbnens ubehagelige ironi, at Ted Kennedy ikke nåede at opleve vedtagelsen af den sundhedsreform, der næsten blev hans livsværk. Oplev ham f.eks. her fra 1980 i New York efter han havde udfordret den siddende præsident Jimmy Carter – og tabt:

At netop Kennedy kæmpede så indædt for en sundhedsreform vil uden tvivl få betydning i de kommende uger, og vil forhåbentlig betyde mere åndfuld vind i sejlene til en noget vaklende præsident.

Da han kastede hele Kennedy-familiens glans på Obama sidste år, var det en af de afgørende faktorer, der tippede vægtskålen til fordel for den nye unge senator, der ville ændre Amerika. Om Obama sagde senator Kennedy:

“This November the torch will be passed again to a new generation of Americans . . . With Barack Obama, and for you and for me, our country will be committed to his cause. The work begins anew. The hope rises again. And the dream lives on.”

For nylig døde storesøster Eunice, og med Ted Kennedys død kan vi nu sige endegyldigt farvel til en generation, som forandrede den nation, flere af dem gav deres liv for. Uagtet alle sladderhistorierne og myten om familien kæmpede John, Robert og Edward for en bedre og mere retfærdig verden. Nu sover den store liberale løve for altid. Vi må håbe, at faklen er bragt videre til en ny generation af politikere. Svaret får vi om kort tid, når Obama med en historisk mulighed skal have sundhedsreformen igennem Kongressen.

Obamas ønsker om en reform af sundhedssystemet, har her over sommeren resulteret i en selv for amerikanske forld utrolig polariseret politisk debat. Først var der birther-bevægelsen, som kørte videre med fantastien om at Obama er født i Kenya og derfor ikke har ret til at være præsident i USA. En ren konspirationsteori der ikke lader sig forføre af fakta. Nu handler det om at Obama som rendyrket stalinist eller nazist vil indføre statsstyrede eutanasi-programmer.

Ret beset er det fremragende spin. I stedet for at diskutere reformen, diskuterer man helt igennem fiktive ting. Det er ikke Bill O’Reilly men derimod Glenn Beck på Fox News, som fører an i sit eget vanvid, hvor han ser nazisme alle vegne og konstant sammenligner Obamas planer om en forbedring af sundhedssystemet med Hitlers ‘reformer’ i 30′erne. Historien om “death panels” leder lige til en sammenligning med Hitlers eutanisi-programmer.

Radioværten Rush Limbaugh kører også på med helt igennem grundløse beskyldning om fascisme, socialisme, nazisme og kommunisme. Man kan grine af vanviddet, men sandheden er måske at det hele følger et samlet spor, som handler om store økonomiske og politiske interesser. Et spil med enorme indsatser hvor alle midler tages i brug for at stoppe nødvendige reformer.

Man kan også påpege ironien i, at den amerikanske underklasse, der som regel har en dårlig sundhedsdækning, fører an i de mest rabiate beskyldninger om nazisme. Men taktikken er yderst effektiv. Reformforslaget fylder 1.000 sider, men igen har tilsyneladende læst den. I stedet diskuterer man ting, som overhovedet ikke har med reformen at gøre.

Det hele handler om Senatet nu. Der har demokraterne de ønskede 60 sæder. Men de yderst følelsesladede møder i forsamlingshusene overalt i USA kan få demokraterne til at vakle. New York Times har i dag en spændende historie om hele taktikken bag ved afsporingen af debatten.

Selvom flertallet er der, skal Obama kæmpe hårdt for reformen. Samtidig står det helt klart, at det er nu, han skal slå til. Det er nu, han har chancen, og den kommer formentlig ikke igen. Tidligere præsident Bill Clinton advarer nu om, at reformbestræbelserne kan lide samme skæbne som hans anstrengelser i 90′erne. Sundhedsreformer er det store dyr i åbenbaringen. Den ambition som alle demokrater må nære, men som er så svær at gennemføre.

Resultatet bliver formentlig et eller andet komprimis, hvor demokraterne får en reform igennem, som ikke bliver elsket af nogen. Men han har så meget prestige involveret, at der skal en reform igennem. Og imens er der millioner af amerikanere, der lever uden nogen som helst forsikring.

Resultatet er også et endnu mere polariseret USA, hvor den amerikanske højrefløj og den konservative del af det republikanske parti kører sig selv helt ud på et sidespor. Man kan godt se nogle voldelige tragedier foran sig, når man betragter den stemning, der har været til møderne og i medierne:

Han er i den grad i mediernes søgelys, efter at han skiftede til det demokratiske parti og dermed for alvor tippede balancen i senatet. Men vi vil nu altid huske ham som manden bag den omdiskuterede ‘Single Bullet Theory’.

> As for our common defense, we reject as false the choice between our safety and our ideals. Our Founding Fathers, faced with perils we can scarcely imagine, drafted a charter to assure the rule of law and the rights of man, a charter expanded by the blood of generations. Those ideals still light the world, and we will not give them up for expedience’s sake. And so to all other peoples and governments who are watching today, from the grandest capitals to the small village where my father was born: Know that America is a friend of each nation and every man, woman and child who seeks a future of peace and dignity, and that we are ready to lead once more. – Barack Obama.

I dag har USA og verden fået en ny præsident. Måske har verden også fået en smule håb ved samme lejlighed, selvom man skal huske, at Obama først som sidst er en politiker som alle andre.

Obama er på en næsten umulig opgave, men hvis det lykkes at indfri de høje og urealistiske forventninger bare et stykke hen ad vejen, vil den afgående præsident Bush med ironien hamrende i baghovedet blive husket som manden, der gjorde nytænkning mulig.

For en måneds tid siden bød jeg et mere eller mindre syrligt farvel til Bush i min faste klumme. I dag var det meget tæt på, at jeg fik aldeles ondt af manden. Han sad bare der og kiggede på 2 mio. mennesker, som var ellevilde over at slippe af med ham. Det må have været en bittersød oplevelse i dag. Mon ikke Bush som en anden Nixon forsvandt ind i helikopteren og drog et stille lettelsens suk.

Det er tid at drage videre for os alle. Vi har brug for det. Obama er ikke Messias. Men han kan i bedste fald tromle lidt ny energi ind i verden. Med talen i dag er han godt på vej. I morgen venter et skrivebord med bunkevis af problemer.

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk byder jeg i dag et farvel til USA’s afgående 43. præsident:

“At byde USA’s præsident nr. 43 et mavesurt og sarkastisk farvel er næsten for oplagt i disse dage, hvor alle taler om Obama, og ingen nærer nogen som helst sympati for George W. Bush. Men selv med de største krumspring og anstrengelser er det en vanskelig opgave at finde de store superlativer frem fra gemmerne i et farvel til USA’s præsident nr. 43.”

Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.