Dansk politik er gået fra 90 mia. i statsunderskud og til 3 burkaer – og fra manglende reformer til et kaffemøde på på en skole. I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til en spekulation om den inderlige længsel efter den strenge (lands)fader, der har grebet nationen. Løkke skal imidlertid ikke bedømmes på ferier eller fadøl. Han skal bedømmes på den politik (eller mangel på samme), der udgår fra hans regering.

Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet

Så kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hjem fra en ferie med sin familie på Tenerife og til et pressekorps, der i den grad lugtede blod efter en række ’sager’ om en datters mulige forstuvede ankel og nogle sure madpakker.

I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.

Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.

Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bilag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.

Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.

Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.

I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.

Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.

Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.

Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et noget højstemt følelsesudbrud i anledning af 20-året for Murens fald. Da jeg voksede op, måtte min mor forsøge at forklare, hvorfor der lå en ø derovre til højre på kortet over Vesttyskland, og hvorfor der var nogen som havde bygget en mur midt igennem Tysklands gamle hovedstad.

Det virker alt sammen så længe siden nu. På mandag er det tyve år siden Berlinmuren faldt. Med den faldt også andre mure. Dét er der grund til at huske på, for der er masser af energi at hente i den historie. En gang imellem er håbet den eneste realistiske mulighed.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Muren i vores hoveder

“Some men see things as they are and say why
- I dream things that never were and say why not.”
George Bernard Shaw

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.

Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.

På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.

Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.

De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.

Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60’erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.

Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe ”Wir sind das Volk”. For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl eller Christian Führer motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker for dem for det nye perspektiv, de gav os.

Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned, og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.

For lidt siden stemte jeg for første gang i mit liv blankt (ugyldigt). En så barnlig demonstration som min stemmeseddel var alt, hvad denne afstemning fortjente.

I mit stille sind håber jeg, at der er en gedigen overraskelse i vente for alle dem der frejdigt hævder, at det danske folk står samlet bag Kongehuset. Måske melder andre mere sobre tanker sig, når man rent faktisk står i stemmeboksen og for formentlig eneste gang i vores levetid får lov til at stemme om noget med Kongehuset?

Hele afstemningen har vist hvor absurdt et cirkus Kongehuset egentlig er. Stemmer man ja i dag, mener man, at førstefødte bør have en særstilling frem for yngre søskende. Og stemmer man nej, mener man, at drenge bør have en særstilling frem for piger. Begge synspunkter er uantagelige.

Og når landets vice-statsminister siger, at “hvis man stemmer blankt, er man imod ligestilling” viser hun uforvarende, at hykleriet ikke har en øvre grænse. Kongehusets særkende er jo netop særstilling. I modsætning til alle andre borgere i dette samfund, gælder der netop for dem en særstilling. De er ikke på valg, de står ikke til regnskab for hverken vælgere eller dommere, og de har ikke på nogen måde kvalificeret sig til et privilegeret liv på skatteydernes regning. Deres særstilling gives alene ved fødslen. At blande ligestilling ind i dét billede er mildest talt selvmodsigende. Og at gøre det til et spørgsmål om ægte ligestilling er en ren hån mode de kvinder og borgerretsforkæmpere, der har kæmpet rigtige kampe om rigtige borgerretsspørgsmål.

Oven i det hele kommer så Statsministeriets instruktion til danskerne om, hvordan de skal stemme. En kampagne hvor det bl.a. lykkedes at håne en figur som Rosa Parks med store busreklamer. Meget flot!

Afstemningen er uværdig og unødvendig, og fortjener ikke bedre, end at vi viser vores foragt for kampagnen og dens meningsløse og antikverede indhold med et stort og rungende “Leve republikken”.

Læs mere i min klumme fra 180grader.

‘Thomas Ladegaard erklærer afstemningen om tronfølgeloven meningsløs og vil skrive “Leve republikken” på sin stemmeseddel.’

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et harmdirrende indlæg mod afstemningen om Tronfølgeloven søndag og en opfordring til at stemme blankt. Samtidig er der heller ikke begejstring for den statsfinansierede instruktion i, hvordan vælgerne bør stemme.

At udtrykke sig kritisk overfor Kongehuset som institution bliver ofte fejet bort som noget ungdommeligt sludder. Men formentlig bliver dette den eneste gang i vores levetid, at Kongehuset kommer på stemmesedlen. Folkeafstemningen er således en unik mulighed for at sende et utvetydigt signal om, at det trods alt ikke er alle undersåtter, der klapper i deres små hænder over et system, hvor samfundets øverste poster går i arv.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Og se også den officielle valgvideo herunder. Det er virkelig en flot skattebetalt instruktion til vælgerne.

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk er jeg i dag nærmest overstrømmende positiv overfor Lars Løkke Rasmussens intentioner om at bruge nye medier til at kommunikere direkte med borgerne:

“… der er faktisk idéer i Lars Løkkes forsøg, og når vi svinger os op på Hal Kochs store demokratiske hest, skal statsministerens roses for at ville dialogen med borgerne. Indenfor kort tid skal det nok gå i sig selv, når hele Twitter-feberen går over igen, og når Løkke opdager, at han får langt færre problemer ved at spille sikkert og kontrolleret. Så vil han få ros for at have styr på tropperne og for en professionel omgang med medierne. Men indtil det sker, kan vi andre måske prøve at give ham svar på tiltale og få en dialog i gang”.

Det er ofte det nemmeste at stille sig kritisk og ironisk an. Men en gang imellem er der grund til at kaste ironiens panser af sig og simpelthen kvittere for et godt greb.

Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk, og se også Lars Løkkes fine invitation på Facebook fra påsken.

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk byder jeg i dag et farvel til USA’s afgående 43. præsident:

“At byde USA’s præsident nr. 43 et mavesurt og sarkastisk farvel er næsten for oplagt i disse dage, hvor alle taler om Obama, og ingen nærer nogen som helst sympati for George W. Bush. Men selv med de største krumspring og anstrengelser er det en vanskelig opgave at finde de store superlativer frem fra gemmerne i et farvel til USA’s præsident nr. 43.”

Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Her i Danmark har vi haft en række år, hvor en lav rente og nye låneformer forvandlede almindelige menneskers bolig til et spekulationsobjekt. Med et blev man indlagt til endeløse samtaler om boligmarkedets udvikling og nye låneformer fra mennesker, der pludselig så dollartegn, hvor der førhen havde været mursten og tag over hovedet. Det er lykkeligvis overstået nu.

Nu kradser krisen, og boligejere der har nydt godt af flex og afdragsfrihed hænger nu med mulen og kræver statslig indgriben frem mod renteberegningen i december. Det er simpelthen forargeligt, at folk der har nydt godt af historisk gunstige tider og lånemuligheder nu vil have staten til at gribe ind og hjælpe dem.

Og helt utroligt er dette råb om hjælp fra flex-lånenes overdrev blevet hørt af den nye vice-statsminister. Godt nok afviser hun, at hun er kommet boligejerne til undsætning. Imidlertid har hun spændt et statsligt net ud under folk, der ikke behøver hjælp, og som burde tage en renteændring i stiv arm og betale grådighedens pris.

I toppen af boligmarkedet har vi de seneste år set en ryggesløs grådighed, hvor ejendomme er blevet handlet op i en kunstig prisspiral med adskillige banker som velvillige partnere. For hvorfor skulle markedet da pludselig gå ned?

Det har i flere år været en offentlig hemmelighed, at nogle af de regionale banker har haft en alt for høj gearing i deres engagementer. At det pludselig skulle gå galt, og at ejendomsmarkedet generelt skulle gå nedad, er vist det vi roligt kan kalde en forudsigelig nyhed.

Det er kun 15 år siden vi oplevede en lignende krise. Men ingen har åbenbart lært noget som helst. Og nu skal grådighedens pris betales igen. Og her er det altså ikke en statslig opgave at redde aktionærer og investorer, der er gået efter hurtige gevinster, og som nu sidder med håret i rudekuverten.

Den aktuelle krise er endnu en huskekage om, at et finansielt marked ikke handler om at score en hurtig profit. Det handler om at skabe den bedst mulige adgang til kapital, så virksomheder får mulighed for at investere i forskning og i nye produktionsmidler og arbejdspladser. Som altid handler det om, at man er i stand til at skabe varige og solide løsninger for kunderne og varige og solide arbejdspladser for medarbejderne. Virksomheder der er i stand til det, vil altid overleve og klare sig godt.

Gordon Gekkos berømte mantra om at ”grådighed er godt” er stadig noget vrøvl. Grådighed er ikke godt, og der er altid en pris at betale.

Vildfarne sjæle har hævdet, at dette blot beviser, at kapitalismen er syg, og at Karl Marx igen er aktuel. Snart kommer vi til at høre om profitratens tendentielle fald igen. Men det er næsten helt synd for Marx at blive kørt igennem et sådant intellektuelt hængedynd. Den aktuelle finanskrise viser såmænd blot, at markedet faktisk fungerer. Sådan går det også denne gang. Usunde projekter og virksomheder falder i finansstormen, mens det levedygtige består. Og det er vi alle godt tjente med.

Stridens kerne synes i særlig grad at være Keith Olbermann, som altid har været underholdende, men som i det sidste års tid er røget fuldstændig ud af en tangent, hvor Michael Moore næsten er objektiviteten selv. Hans opgør med Bill O’Reilly har været fantastisk underholdende, men man bekæmper ikke Fox News’ republikanske propaganda ved at drive lige så slem demokratisk propaganda. Olbermann var på skærmen som studievært på konventet, og han var fuldstændig uhæmmet i sin næsegrus beundring for Obama og Hillary. Og det i en sådan grad at det i sidste ende bliver aldeles uinteressant. Det er aldrig sjovt at høre på den slags helt ukritiske partsindlæg.

Derfor er det selvfølgelig et sundhedstegn, at der internt på tv-stationen er stor uro over den partiske dækning. Og i forlængelse af klummen kan jeg selvsagt holde fast i, at vi dermed får en mere ærlig og direkte debat, som faktisk handler om politik.Huffington Post har det store overblik og alle eksemplerne her.

I dag har jeg en klumme i netavisen 180grader.dk om forskellene mellem valgkamp i Danmark og USA:

“Nok er der ubehagelige reklamespots. Og nok spiller pengene en stor rolle. Men det er forbløffende at bemærke, hvor stor en rolle god gammeldags offentlig debat om væsentlige politiske emner får lov at spille.”

Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Op til weekenden har jeg en klumme i den borgerligt-liberale netavis 180grader.dk om 40-året for studenteroprøret.

“De gamle oprørere har sat tankevirksomheden i bakgear i en sådan grad, at der ikke er andet at gøre end at efterlade denne længsel efter de gode gamle dage og i stedet prøve at dekonstruere mytologien og tegne et andet billede af 68. Før vi snart skal til at fejre de fyrre år, kan vi lige så godt begynde at klippe i 68′ernes album.”

Læs hele kommentaren og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Jeg har i dag en klumme i netavisen 180grader.dk efter weekendens EM-sejr.

Man skal altid passe på med at gøre for meget ud af en sejr i en hal eller på en fodboldbane, og hvad det kan betyde udenfor banen. Imidlertid kaldte denne begivenhed på lidt større ord end vanligt!

Læs hele kommentaren og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Jeg har i dag en klumme i den borgerligt-liberale netavis 180grader.dk om valgresultatet og de efter min mening noget dystre udsigter:

“Den nationalkonservative æra kan fortsætte ufortrødent, og de sædvanlige meningsdannere og kommentatorer må endnu en gang erkende, at hvis der er markedsunderlag for tv-reklamer for Roger Whittakers “Danish Collection”, er der nok også grundlag for endnu en fremgang til Dansk Folkeparti.”

Læs hele kommentaren og kommentér den direkte på www.180grader.dk.