Programmet (novelle fra “Sport”)

Download novellen som pdf

hvidovre_500

Han var næsten holdt op med at græde, når han sagde farvel til drengene i børnehaven, hev i håndtåget til lågen og slugte den bitre pille, at nu var den lille pause forbi.

Snart var det hele forbi.

Det var svært at rumme:

En dag ville alt dette føles gammelt. En dag ville han se sig tilbage og kigge på gulnede fotos fra lige nu. En dag ville han samle sig og se på disse år med en fråde af længsel. Det var nu, han skulle være, her. Det var nu, det gulnede foto skulle have farve. Det var nu, han skulle huske at kramme drengene og fortælle dem, hvor fantastiske de var. Lige om lidt var det forbi. Han vidste det hele, men det hele kunne ikke være i ham. Der var ikke plads, og han havde ikke kræfterne. Han kunne ikke længere stemme trodsigt imod, mens det hev og sled i ham og til sidst vristede sig løs en onsdag morgen ude foran lågen til børnehaven med tårerne på vej og dette monster i maven, der ville æde og æde hver eneste fiber af ham.

Det var ikke til at overskue mere:

Inde ved siden af, gennem den gamle tykke væg, fandt et kærestepar hinanden under kolde dyner, efter halve år på afveje. Ovre på den anden side af gaden skrev hun endelig det rigtige afskedsbrev, efter alle disse år og tømte glasset, i den by hvor gaderne dansede en enkelt gang om året, når husene bærer frugt.

Lige nu, for første gang, klæder han sig famlende af, i en forstad til Vancouver, overfor ham, mens sneen vælter ned udenfor, og de møder hinanden under dynen i vinternatten. Og de er ikke alene. Lige nu mødes elskende med famlende tag i en seng i verden og lader himlen ramle ned.

Lige nu satte en bil i gang med hvinende dæk på vej til et hospital med en fødende kvinde, en hårdt såret oprører, en dreng der har slugt en bi.

Lige nu sad en familie og pjattede i en bil på vej til Brno, og om tre minutter ville en fordrukken lastbilchauffør kværne ind i dem, og en lille bamse flyve højt op i luften og ud på den sneklædte mark.

Og i dét sekund griber en pige efter sin frakke og forsvinder ud af døren i den kolde europæiske nat, og bare ved, at det er sidste gang hun har sovet i dét hus og spist déres morgenmad og hørt på déres bitterhed. Og selvom natten er kold, blusser hendes kinder under gadelyset, og hun ser sig aldrig tilbage.

I en varm nat vælter han ud af sengen, falder ned på gulvet og rammer de tomme vodka-flasker, flækker en lunken øl med sin lighter og kommer til sig selv i en sky. Og lige nu går trætte rejsende ombord i et fly i Lofoten med ét eneste brændende ønske: At komme hjem efter en lang dag med møder, sure sandwich, lunken kaffe og brune fornemmelser i hele kroppen. Og der kører busser, taxier, toge hele natten, hele tiden, og mens du ligger og sover, vågner de ved siden af og tager fat på en ny dag, kæmper sig ud af sengen og banker vækkeuret til jorden, hoster natten ud og griber fat i dagen. Og på en skærm finder de hende på et overvågningskamera i Gum, og hun har aldrig stjålet noget før, og der er ingen forældre at ringe til. Ikke mere.

Netop denne morgen åbner Nikkei svagt, så i Frankfurt vågner hans Blackberry med et bip og begynder at sælge kort. Mens han barberer sig, kan han smile ud til sin velholdte græsplæne og vide, at også i dag vil han være en vinder. I London tager stribede jakkesæt afsted med undergrunden og holder stift til venstre hele vejen med den store lyserøde i den ene hånd og paraplyen i den anden.

Og i ensomme, tomme kontorer kæmper immigranten sig frem i den globale nat og æder de andres affald, grådigt, systematisk, fra hjørne til hjørne. I det døende europæiske museum, i den gryende europæiske nat, bevæger fremtiden sig metodisk frem mod dag. Etage for etage.

Lige nu gør en mor klar til endnu en fødselsdag. Pakker gaver ind, vandrer alene rundt i huset, mens alle sover. Sætter kaffen over, dækker bordet. Sørger for morgenmaden. Om lidt kan hun vække dem alle, og lykkeligt smile og råbe højt hurra, mens hun forbereder sig på, at om lidt er de alle sammen gået igen til skole, børnehave og arbejde. Om lidt er det hele væk igen, og opvaskemaskinen vil være fyldt med små tallerkener og kagerester, og hun vil have et vådt kys siddende på sin kind hele dagen, mens hun handler ind, hilser på renseriet og ordner vasketøjet med alle trøjerne fra lilleputholdet.

Lige nu retter trafikken ind i endeløse rækker på Bandra-Worli Sea Link. Alle disse ansigter i den store by ved bugten. Biler, busser, lastbiler, toge. Alle dytter, alle fletter, alle rykker sig. Bagerst i bussen knuger en dreng sit cricketbat med en drøm for et helt århundrede. Denne trafik er som en hastig flod fremad. Han har blot et gærde, han skal forcere.

Lige nu er der eksamen på en gammel forladt kostskole, og selvom han har ligget vågen hele natten og tænkt på Anselm af Canterbury, vil han glemme det hele om lidt og forlade sin Gud, hvor han stod og gik. Og på en perron vil han se en pige nynne svensk soul, og han vil kaste al sin viden af sig og forsøge at nynne med.

Lige nu lægger han sidste hånd på det notat, der vil ændre al fremtidig forvaltning med sin præcision og dristighed. Han har lagt al sin vågne energi i det. Hele hans opvækst, uddannelse og talent er blevet udfoldet netop her. I dette notat til afdelingschefen står det hele. I dette notat står alle de lange aftener under arkitektlampen, alle de fyldte papirkurve, metodiske overstregninger, referencer til tidligere praksis og slet skjulte hentydninger til mange års retningsløs jammer omkring ham.

Lige nu nægter hun at indtage mere føde, selvom de står udenfor hendes stue med blomster, kager, hedvin, frugt. Som de har stået der den sidste måned, næsten håbefuldt. Men det er for sent, og om lidt vil hun lukke sine øjne med sine elskede i hånden og lade mørket omslutte hende, og de vil aldrig få det at vide.

Og der er børneafdelinger, kræftafdelinger, skadestuer, laboratorier, fødeafdelinger, operationsstuer. Der er varmestuer, værksteder, venteværelser, fængsler, færgelejer, formaninger. Der er årtusinders had samlet i en enkelt sætning.

Lige nu vågner de, lige nu falder de i søvn, lige nu skriger en baby fra sin vugge.

Det var ikke til at holde på afstand længere. Alle disse mennesker i hver sin retning med tragedien i kroppen. Og her lå han på et gulvtæppe og forsøgte at trække vejret regelmæssigt. Få styr på det mest basale i dybe vejrtrækninger. Hans mantra: ”Jeg forsøger hver dag ikke at blive et røvhul”.

Han gik op på loftet. Den gamle trætrappe gav hans knirken væk til almenheden, men i dag løb ingen efter ham. I dag kunne han åbne døren med famlende fingre og forsvinde. Her lå alle hans ting, pakket i store brune kasser. Han rakte ud efter en af kasserne, hvor der sivede erindring ud fra den fugtige bund. På toppen af kassen havde en mindeligt orienteret person i en anden tid, et andet sted, skrevet ”Til kælderen” på et klistermærke med rød tusch. Fra et lille hul i bunden løb erindringen ud allerede, og da han rakte ned i kassen, bed det ham i hånden, og han stod der i halvmørket med et gammelt fugtigt program, der ikke ville slippe ham. Han smagte på forsiden. Han kendte hvert et ord, hvert eneste billede. Der stod:

Hvidovre Stadion
3. august 1980
Hvidovre IF vs. Liverpool FC

Og det sivede med erindring, og det regnede ned over ham og hans far, mens de stillede bilen på Hvidovrevej helt oppe ved Johnnys Bodega. I det fjerne hørte de sirenerne kalde fra en bod ved indgangen, og hans far købte et silketørklæde med alle Liverpool-spillernes ansigter indgraverede i guldtryk: Clemence, Neal, Kennedy, Thompson, Souness, Dalglish. Han svøbte sig i ansigterne og strøg gennem regnen ind på den store tribune med røde pølser, røde trøjer og røde sodavand. Liverpool var på vej mod Paris. Hans far var på vej væk. Og midt i det hele stod han i alle regnens farver og klamrede sig til et gyldent tørklæde, mens Hvidovre spillede for livet dernede i regnen. Hvis bare han kunne røre græsset, se dem endnu tættere på. Hvis bare han kunne fange regndråberne og bære dem med sig ud fra stadion. Hans far lod ham løbe. Efter pausen blev Alan Kennedy udskiftet. Stod der nede ved sidelinjen i regnen og var glad for at det bare var en venskabskamp, og at der lå mange større kampe forude og ventede. Meget mere end denne sommerregn på en forladt sommerturné. Og drengen med tørklædet fik hans autograf og gemte den i en lille kiste på sit værelse, og da det blev maj, og Alan Kennedy af alle scorede det eneste mål i finalen mod Real Madrid, så han på den for sidste gang, fordi han vidste, at det sted nede ved banden foran den store tribune var væk. Det var august, og det sivede med varm sommerregn på den gamle Hvidovrevej, mens de søgte ud i aftenen mod en ny sæson, mod nye hold.

Der var ingen aftryk i guld eller små skrin med autografer tilbage. Han holdt programmet tæt til kroppen, mens han bladrede forsigtigt frem i en gammel regnvejrsaften. Så hver eneste side for første gang. Et kampfoto af Hansen. En løftet pokal som et varsel. Om lidt forandredes alting på Hvidovrevej.

På sine knæ lå han og bad til det sidste om, at det ikke var sådan:
At vi fødes alene, lever alene og dør alene i vores eget net.

Og hun parkerede bilen i garagen, kom ind i huset og fandt ham oppe på loftet på sine knæ med et gammelt regnvådt program i hånden.

Hun sagde: ”Jeg går ingen steder. Jeg er her altid.”

Leave A Comment

%d bloggers like this: