En historie om alle tiders største mordgåde

Det skulle have været et helt almindeligt besøg i staten Texas. USA’s 35. præsident John Fitzgerald Kennedy var allerede i gang med at sikre sit genvalg forud for det kommende præsidentvalg i 1964, og endnu en gang ville vælgerne i syden blive afgørende. Derfor var det ikke tilfældigt, at præsidenten netop valgte at bruge to dage i slutningen af november på at besøge Texas – hjemstaten for hans vicepræsident Lyndon Baines Johnson. Texas kunne vise sig afgørende i 1964, som Texas havde vist sig afgørende i 1960, og Dallas var en af de byer, som blev tabt i 1960. Det skulle ændres med mindre end et år til det næste præsidentvalg.

Formålet med besøget i Dallas fredag den 22. november 1963 var todelt. Præsidenten skulle ses af indbyggerne i Dallas, og præsidenten skulle tale om de kommende års udfordringer under hans lederskab. Det Hvide Hus ønskede at give borgerne i Dallas en mulighed for at opleve den unge præsident og hans kone Jacqueline Kennedy tæt på. Dallas-borgerne skulle med andre ord have chancen for at se myten om Camelot i deres egne gader. Derfor valgte man, som ved så mange andre lignende lejligheder, at arrangere en biltur igennem Dallas’ hjerte i en åben limousine. En biltur fra lufthavnen og til Dallas Trade Mart, hvor Kennedy skulle tale ved et frokostarrangement for 2.600 specielt inviterede Dallas-borgere. Som vi alle ved, nåede præsident Kennedy aldrig frem til frokosten.

Præsidenten landede med Air Force One i Dallas’ Love Field lufthavn kl. 11.37 efter et besøg i Fort Worth i Texas. I lufthavnen satte han sig ind i den specialbyggede limousine flankeret af sin kone og Texas’ guvernør John Connally og hans kone Nellie. Kortegen kørte ind mod byens centrum, hvor mere end 200.000 Dallas-borgere var mødt frem på gaderne for at få et glimt af præsidenten.

Kortegen var på vej ud fra bymidten og til den nærliggende Stemmons motorvej, der skulle føre præsidenten ud til frokostarrangementet, da præsidenten og guvernøren på Dealey Plaza blev ramt af skud på vej ned af Elm Street. Da var klokken 12.30 på det store Hertz ur på en af kontorbygningerne på Dealey Plaza. Limousinen fortsatte i stor fart til det nærliggende Parkland Memorial Hospital, hvor Kennedy blev erklæret død kl. 13.00. Guvernør Connally var alvorlig ramt adskillige steder, men overlevede skuddene på Dealey Plaza.

Kort efter skuddene indledte politiet i Dallas en omfattende jagt på Kennedys attentatmand. Vidner på Dealey Plaza udpegede straks Skolebogslageret[1]på Elm Street 411, som det sted, hvorfra skuddene var affyret. Andre vidner ledte politiet hen mod en lille græshøj på Dealey Plaza, hvorfra de havde hørt skud. Politiet undersøgte med det samme begge steder. På den lille græshøj fandt man ingen spor. Men i Skolebogslageret fandt Dallas Politi kl. 13.12 en opstilling af pakker og tre brugte patronhylstre ved et vindue på 5. sal i bygningen. Ti minutter senere fandt politiet en riffel, der var gemt af vejen i den modsatte ende af lokalet.

Riflen blev senere sporet til en medarbejder i Skolebogslageret, der kun havde været ansat på stedet siden 15. oktober. Hans navn var Lee Harvey Oswald, og han blev set af en politimand på 1. sal kun to minutter efter skuddene. Politimanden styrtede videre op i bygningen, og Oswald forlod derefter ugeneret lageret igennem hoveddøren ud til Elm Street.

Klokken 13.16 modtog Dallas Politi et opkald om endnu et mord. I forstaden Oak Cliff var politimanden J.D. Tippit blevet myrdet af skud. Et vidne så senere Lee Harvey Oswald i Oak Cliff, og hans viden om de to mord og Oswalds optræden fik ham til at alarmere Dallas Politi, efter at Oswald havde sat sig ind i en biograf. Der blev han arresteret af Dallas Politi kl. 13.50 og ført til politihovedkvarteret, hvor han først blev anklaget for mordet på Tippit og dernæst for mordet på præsidenten. Dallas Politi havde opklaret og arresteret deres dobbeltmorder inden for mindre end halvanden time.

Søndag den 24. november skulle Oswald flyttes til et nærliggende og bedre sikret fængsel. Før han nåede så langt, blev han imidlertid skudt og dræbt af en natklubejer ved navn Jack Ruby. En chokerende begivenhed der blev vist direkte på amerikansk tv. Oswald nåede således aldrig at blive fremstillet for en dommer. Det gjorde Ruby imidlertid. I marts 1964 blev han dømt til døden i Dallas. En dom der senere blev omstødt i efteråret 1966. Men inden Ruby kunne tage fat på en ny retssag, døde han på det selv samme Parkland Memorial Hospital, hvor både præsident Kennedy og Oswald døde tre år forinden.

Med Rubys skud mod Oswald døde også Oswalds mulighed for at på prøvet sin sag for en dommer i Texas. Oswald nåede aldrig at få fortalt sin historie, selvom han i politiets varetægt fastholdt, at han blot var en syndebuk. Hurtigt begyndte rygter om inden- og udenlandske sammensværgelser at florere i medierne, og i dagene efter den tragiske weekend ledte det til et bredt krav om at få efterforsket mordet på Kennedy én gang for alle. Fredag den 29. november 1963 nedsatte den nye præsident Johnson derfor en føderal kommission under ledelse af højesteretsdommer Earl Warren, som fik til opgave at undersøge omstændighederne omkring mordet på Kennedy.

Året efter den 24. september 1964 offentliggjorde Warrenkommissionen, som den blev kaldt, sin definitive rapport om mordet på præsident Kennedy. Kommissionens enorme arbejde endte imidlertid med den selv samme konklusion, som Dallas Politi var kommet til efter blot få timer på selve morddagen. Nemlig at Lee Harvey Oswald skød og dræbte John F. Kennedy fra Skolebogslageret på Dealey Plaza, og at han derefter skød og dræbte politibetjent J.D. Tippit, før han blev arresteret af Dallas Politi.

Konklusionen var med andre ord, at en enlig kommunistsympatisør helt på egen hånd havde myrdet USA’s 35. præsident i sin frokostpause midt i Dallas. Derefter blev denne enlige attentatmand nogle dage efter myrdet af endnu en forvirret og bevæbnet mand, der på egen hånd havde sat sig for at spare den lidende Kennedy-enke for en langvarig retssag og hævne den tragiske begivenhed.

Den konklusion er der efterfølgende mange, der har sat spørgsmålstegn ved. Og efter at en amatøroptagelse af mordet blev vist på amerikansk tv i marts 1975, viste meningsmålinger, at et overvejende flertal af den amerikanske befolkning ikke troede på Warrenrapportens konklusioner. Derfor iværksatte den amerikanske kongres i slutningen af 70’erne en stor uafhængig undersøgelse af mordet. Undersøgelsen konkluderede i 1979, at Oswald var Kennedys attentatmand. Men på baggrund af en lydoptagelse fra Dealey Plaza konkluderede man desuden, at der også var affyret et yderligere skud fra den lille græshøj foran Kennedy, og at Oswald med andre ord ikke havde handlet på egen hånd.

Den kongresundersøgelse, der skulle sætte en endegyldig stopper for fremtidig spekulation om mordet på Kennedy, ledte med andre ord til nye spekulationer og nye spørgsmål. Siden har nye undersøgelser, bøger, film og web-sider forsøgt at løse alle tiders største mordgåde: Hvem myrdede John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963? Handlede Oswald virkelig alene, eller stod der en sammensværgelse bag mordet på USA’s 35. præsident?

Fyrre år efter lever gåden og myten videre

Denne bog handler om de tragiske begivenheder i Dallas i november 1963 – og om det som er fulgt i kølvandet på mordet i de fyrre år, der er gået siden Kennedy blev offer for en eller måske flere attentatmænds kugler på Dealey Plaza.

Det er imidlertid ikke denne bogs mål at give et endeligt svar på det store spørgsmål om, hvem der myrdede JFK. Bogen forsøger ikke at opklare mordet på Kennedy på nye og spidsfindige måder. I stedet forsøger den at give læseren mulighed for selv at danne sig sine konklusioner undervejs, komme i dybden med diskussionerne og lade sig inspirere til at gå på videre opdagelse i det enorme materiale om mordet. Det er udgangspunktet for denne bog, at de mest spændende og fascinerende aspekter i sagen kommer frem, når man for alvor tager hul på det enorme materiale med et åbent sind, der giver plads til diskussioner og argumenter.

Mordets fascinationskraft har ikke fortaget sig selv efter fyrre år. Nærmest tværtimod. Det er der flere grunde til. For det første er Kennedys morder formelt set aldrig fundet. Godt nok blev Lee Harvey Oswald officielt udpeget som morderen. Men blot to dage efter mordet blev han for evigt gjort tavs af Jack Ruby, som selv døde blot et par år efter i sin fængselscelle.

Det er således aldrig kommet til en egentlig domsfældelse i mordsagerne mod Kennedy og Tippit, ligesom hovedpersonen selv aldrig fik mulighed for at fortælle hele sin historie i en retssag. Det faktum giver selvsagt et vist spillerum for alternative forklaringer og spekulationer. Med Oswalds meget tidlige død er der så mange uafklarede spørgsmål, at efterforskere af mordet har haft nok at gøre lige siden. Mordgåden lever videre og det uløselige element i gåden gør det ikke mindre spændende.

For det andet er mordet på Kennedy måske et af de mest fotograferede og bedste dokumenterede i verdenshistorien. Der eksisterer således mindst seks filmoptagelser fra Dealey Plaza, hvoraf den bedst kendte blev optaget af Abraham Zapruder. Denne amatørfilm gør mordet på Kennedy til noget helt specielt. Med Zapruders film har vi nemlig et absolut referencepunkt for enhver diskussion af mordet, og i en vis forstand betyder Zapruders film, at vi alle er øjenvidner til mordet. Med det udstrakte billedmateriale kan man næste føle det som om, man selv var til stede den fredag i Dallas.

Filmen giver en unik mulighed for at afprøve mulige forklaringer, og man vil således ofte referere til udvalgte nedslag i filmen som f.eks. Z-313. Det angiver billede 313 i Zapruders film, som var det tidspunkt, hvor Kennedy blev ramt af det dræbende skud til hovedet. Men udover filmoptagelser blev der også taget mange, mange fotografier på Dealey Plaza den dag. Fotografier der er blevet analyseret meget indgående med årene.

For det tredje var offeret for attentatmandens kugler en af de mest markante skikkelser i amerikansk politik nogensinde. For en hel efterkrigsgeneration repræsenterede præsident Kennedy håbet om forandringer og en bedre verden. Et håb der blev født en kold januardag ved Kennedys indsættelse som den første præsident, der var født i det 20. århundrede. Med Kennedy tog en ny generation over i Washington, og med sig i Det Hvide Hus bragte han udover nye idéer også en bemærkelsesværdig hustru og en ung fremadstræbende bror, der fik jobbet som justitsminister.

Kennedy byggede og administrerede et moderne Camelot befolket af unge og begavede riddere af det runde, liberale bord. Kennedys morder slog ikke blot en præsident ihjel. Med kuglerne i Dallas dræbte attentatmanden også den unge generations håb. Men man kan dog roligt sige, at myten om Kennedy lever videre med uformindsket styrke. Kennedy er blevet et ikon for en tid og et uudslukkeligt håb, og selvom ikonet ikke altid svarer til virkeligheden, fastholder det fascinationen og placerer Kennedy meget centralt i vores fælles bevidsthed.

Fascinationskraften har resulteret i utallige udgivelser om det berømte mord. Men først med denne bog får danske læsere et revideret og opdateret overblik over begivenhederne, de mange teorier og undersøgelser, og ikke mindst de seneste års nye opdagelser og frigivne dokumenter. Så udover at være en historie om mordet på Kennedy, former bogen sig tillige som en historie om den efterforskning, der har stået på med uformindsket styrke i fyrre år. På den måde kan man sige, at denne bog stiller sig respektfuldt på skuldrene af de efterforskere, der i fyrre år har viet deres liv til at finde frem til sandheden om det 20. århundredes største mordgåde.

Bogen vil være kritisk overfor både de officielle forklaringer og de mange spekulative teorier, der siden er fulgt. Derfor vil bogen fokusere meget klart på at fremlægge navne, datoer, tidspunkter og konkrete henvisninger til fakta. På den baggrund får læseren et godt udgangspunkt for at drage sine egne konklusioner – og søge interesseret videre i det enorme materiale om mordet. Dette er således ikke en bog for konspirationsnørder. Det er en bog for den læser, der ønsker en redelig og bred gennemgang af mordet på JFK og de fyrre års efterforskning, som er fulgt.

Som noget nyt vil internettet blive brugt meget aktivt i forbindelse med den bog, du nu sidder med i hånden. Web-siden på www.jfk-mordet.dkvil blive brugt til at uddybe og følge op på nogle af de afgørende elementer i bogen. Et godt eksempel er netop Abraham Zapruders film, som der naturligvis er et link til på www.jfk-mordet.dk. Men derudover får man som læser mulighed for at komme direkte i dialog med forfatteren og andre læsere på web-sidens diskussionsforum, ligesom der er mulighed for at læse nyheder, hente links, billeder og yderligere artikler og materialer på siden.

Alt i alt har målet været at sammensætte en spændende, underholdende og levende bog om en af alle tiders største mordgåder. Når læseren har lagt bogen fra sig til slut, vil man ikke sidde tilbage med visheden om, at det til syvende og sidst var butleren, der gjorde. Det er ikke en detektivroman, hvor det hele løser sig til sidst. I stedet vil læseren forhåbentlig følge sig oplyst, udfordret og underholdt undervejs igennem bogen.

Det eneste sikre

Mordet på Kennedy er en del af vores kollektive erindring. Men mordet udgør her fyrre år efter tillige en hel mytologi i sig selv. Tænk blot på ord som ”syndebuk” eller ”konspiration”. Straks vil mange tænke på Lee Harvey Oswald og en frygtelig sandhed, der er for stor til nogensinde at slippe ud.

Mordet på Kennedy er blevet betegnet som ”alle konspirationers moder”, og referencerne til mordet i populærkulturen er utallige – fra rockmusikken med Dead Kennedys og Manic Street Preachers over tv-serier som ”X-files” og ”Seinfeld” til forfattere som Don DeLillo, Norman Mailer og James Ellroy. Ligeledes synesJFK-modellen tydeligvis at kunne anvendes direkte som en arketypisk forklaringsmodel på ethvert politisk mord. Senest så vi reaktionen, da Zoran Djindic på tragisk vis blev myrdet af en eller flere snigskytter i Beograd i foråret 2003.

Også i Sverige trådte denne arketypiske forklaringsmodel med det samme i funktion i forbindelse med mordet på Oluf Palme på Sveavägen i Stockholm den 28. februar 1986. Da Christer Petterson blev arresteret for mordet på Oluf Palme, blev han med det samme sammenlignet med Oswald som en ensom forstyrret skikkelse, der skulle hænges ud for at dække over en sammensværgelse. Dette svenske ”JFK-syndrom” har præget svensk politik, og har formentlig også sat sit tydelige spor i den meget veludviklede svenske kriminallitterære tradition. Men selvom teorierne om mordet har været mangfoldige fra SÄPO til Sydafrika og fra PKK til Bofors, tyder alt nu på, at den enlige galning rent faktisk var morderen – i dette tilfælde.[2]

De fleste amerikanere tvivler dog på, at Lee Harvey Oswald handlede helt på egen hånd, da Kennedy blev skudt i Dallas den 22. november 1963. Allerede få dage efter mordet viste en meningsmåling, at to tredjedele af den amerikanske befolkning tvivlede på, at Oswald havde handlet alene. En meningsmåling foretaget i forbindelse med 30-året for mordet i 1993 viste, at 80 % af amerikanerne tvivler på, at Oswald var den enlige morder.[i]Imidlertid er der lige så god grund til at tvivle på, at vi nogensinde får et svar på, hvem der så gjorde det, hvis det ikke var den 24-årige Oswald.

Som vi skal se, er det ellers relativt enkelt at rejse fundamentale spørgsmål ved Warrenkommissionens konklusion om, at Oswald og Oswald alene affyrede de dræbende skud mod Kennedy. Det er ligeledes relativt enkelt at udpege en oven i købet meget stor personkreds, som alle havde et aldeles udførligt motiv til at ville af med Kennedy. Men fra de konstateringer og til at kunne gennemføre en retssag med holdbare beviser, eller blot et definitivt fældende stykke researcharbejde om en konspiration, er der meget, meget langt.

Derfor synes det eneste definitivt sikre i sagen om mordet på Kennedy at være, at vi aldrig nogensinde får et endeligt svar på, hvem der gjorde det og hvorfor. Vi er efterhånden nået dertil, at selv en klar tilståelse vil blive endevendt og diskuteret til hudløshed. Men håbet om en opklaring af omstændighederne lever stadig, og i de senere år har nye interessante spor vist på scenen.

Som det vil være velkendt, er mordet efterhånden også en hel industri i sig selv og tiltrækker f.eks. hvert år tusindvis af turister til en ellers relativt uinteressant by i Texas. Og så har vi slet ikke nævnt de tusindvis af bøger, film og web-sites, som bare vokser og vokser i antal. Det anslås, at der er skrevet mere end to tusind bøger om mordet på Kennedy[ii]- og så har vi slet ikke medregnet de mange bøger om Kennedy-familien i øvrigt. Et af de seneste skud på stammen er muligheden for at træde i Kennedys motoriserede fodspor gennem Dallas på den nøjagtige rute, kortegen kørte i 1963, i en åben bil og med indlagte lyde af riffelskud, når man drejer om hjørnet på Dealey Plaza og ned ad Elm Street. Efter sigende en ægte texansk turistattraktion.

Flere har påpeget, at denne Kennedy-industri simpelthen slår både plat og mønt af en af det 20. århundredes store familietragedier. En tragedie, der med sønnen John F. Kennedy Jr. tragiske flystyrt i sommeren 1999 synes uden ende.[3]Derfor skal emnet behandles taktfuldt. Vi må aldrig glemme, at der er tale om et grufuldt mord på en mand, der havde sin kone ved sin side og to små børn hjemme i Washington. Vi må aldrig lade en grundig undersøgelse af f.eks. Abraham Zapruders berømte amatøroptagelse af mordet, eller af de efterhånden vidt udbredte obduktionsbilleder af Kennedys lig, udvikle sig til den rene dødspornografiske snuff. Der er tale om et mord, og selvom Zapruders film nærmest er gået ind som en naturlig del af populærkulturen, er det stadig her fyrre år efter uhyggelige billeder fra en mordplads.

Konspirationsfetich og to uforsonlige opfattelser

Zapruders film af mordet har været en handelsvare fra om eftermiddagen den 22. november 1963. Senest blev den handlet i midten af 90’erne, hvor Zapruders arvinger solgte originalen til den amerikanske stat. Men hvor man kan diskutere følsomheden i dissekeringen af præsidentdrabet, har mordet på Kennedy med tiden i hvert fald udviklet en uhyre følsomhed overfor den gængse opfattelse af begivenheder i det 20. århundrede.

Det er som om de fundamentale spørgsmål ved Warrenkommissionens arbejde har gjort det til en nationalsport at stille spørgsmålstegn ved stort set alle handlinger fra de amerikanske myndigheder i det 20. århundrede.

Uden at pege alt for mange fingre må vi stille konstatere, at amerikanerne har en veludviklet evne til at se konspirationer og onde sammensværgelser snart sagt alle vegne. Senest er det kommet frem, at en relativ stor del af amerikanerne nu tvivler på, at USA og NASA nogensinde har været på månen.[iii]

Det er som om den berettigede tvivl ved Warrenkommissionens arbejde har etableret en grundlæggende mistillid til alle officielle forklaringer på ekstraordinære begivenheder. Det er ikke mindst tilfældet i USA, hvor den fundamentale skepsis overfor regeringsmagten har sin rod helt tilbage til uafhængigheden fra den britiske trone.[iv]

Det er imidlertid meget vigtigt at skelne mellem denne paranoide konspirationsfetichisme og de kvalificerede spørgsmål, man kan og skal stille til efterforskningen af mordet på Kennedy. Blot fordi Warren-kommissionen opfandt teorien om den enlige og ”magiske” kugle, behøver det jo ikke betyde, at den amerikanske regering gemmer ET-lignende væsener i Roswell.

Og omvendt: Blot fordi amerikanske højreekstremister har vanvittige konspirationsteorier om, at FN har opstillet tropper i Mexico klar til invasion af USA, behøver det jo ikke betyde, at tanken om en sammensværgelse i Dallas også er vanvittig. Det er meget vigtigt at holde sig for øje. Denne bog vil derfor ikke affeje teorier om en sammensværgelse i Dallas som et lattervækkende tankespind fra opmærksomhedshungrende tosser. I hvert fald ikke hvis teorien er bakket op af gode argumenter. Blot fordi man er bange for at blive associeret med de mest paranoide og vanvittige konspirationstosser, er det ikke til at komme udenom veletablerede historiske kendsgerninger som CIA’s udstrakte samarbejde med den organiserede kriminalitet og FBI’s bevidste tilsløring af deres kendskab til Lee Harvey Oswald.

Diskussionen og undersøgelsen af mordet på Kennedy har nu stået på i fyrre år. Og selv efter en række officielle og endnu flere uofficielle undersøgelser er det meget vanskeligt at tale om en egentlig konsensus om forståelsen af mordet. Efter fyrre år er det hele stadig meget enkelt. Enten støtter man Warrenkommissionen, og konklusionen om at Lee Harvey Oswald alene skød præsidenten. Eller også afviser man den antagelse til fordel for en teori om en sammensværgelse, som Oswald enten var med i eller et offer for. Man er altså enten for eller imod teorien om Oswald som den eneste mand bag mordet på Kennedy. Man er enten for teorien om den enlige galning, eller for en eller flere teorier om en sammensværgelse.

Det giver jo nogle meget klare linier – og nogle ganske uforsonlige opfattelser. Der er nemlig ikke rigtig nogen mellemvej mellem de to opfattelser. Imidlertid leder denne uforsonlighed ofte til nogle ganske absurde resultater, når den ene eller den anden opfattelse skal forsvares for enhver pris.

Hvis man f.eks. støtter teorien om Oswald som ensom attentatmand, må man nødvendigvis også støtte teorien om den enlige og ”magiske” kugle og al dens væsen. Hvis man derimod hælder til en sammensværgelse, er der bestemt en tendens til at se mistænkelige motiver ved enhver handling, nogen myndighedsperson har stået bag i en meget lang årrække. De floromvundne teorier om sammensværgelser har bestemt en tendens til at vokse uforholdsmæssigt i omfang. Ofte vil de teorier inkludere mindst to snigskytter på Dealey Plaza, mellem 4 og 7 skud og et stort og omfattende ”cover-up”, der stort set har stået på i fyrre år. Dermed mister de teorier ofte en del troværdighed.

Det er imidlertid en af denne bogs kongstanker, at den mest spændende historie ligger i en diskussion mellem de to uforsonlige opfattelser. Den store mængde litteratur om mordet på Kennedy placerer sig nemlig stort set uden undtagelse i enten den ene eller den anden lejr. Hovedparten går i retning af en eller anden konspirationsteori, og den enkelte forfatters synspunkt forsvares ofte med en indædthed, der måske nok er imponerende, mens som oftest bliver trættende i længden.

Diskussionen mellem de to modsatrettede opfattelser er indædt uforsonlig. Her vil vi dog gøre det sjældent sete forsøg, at vi lader de forskellige teorier forsøge sig med deres argumenter, hvorefter vi vil bedømme deres holdbarhed. Det gør det mindre uforsonligt og mere interessant at bruge sin tid på.

Sjovt nok får de fleste udgivelser af bøger eller film om mordet på Kennedy ofte hæftet mærkatet ”kontroversiel” på sig. Stones film om mordet fra 1991 omtales altid som netop kontroversiel, ligesom filminstruktøren selv har gjort en dyd ud af at være noget af en rigtig ‘frækkert’ i den amerikanske offentlighed. Men samme reaktion ramte også den amerikanske journalist og forfatter Gerald Posner, da han i forbindelse med 30-året for mordet i 1993 udgav bogen ”Case Closed”, der som titlen antyder én gang for alle forsøgte at lukke sagen med Lee Harvey Oswald som den enlige gerningsmand. Som Posner selv har gjort opmærksom på, kom den voldsomme reaktion meget bag på ham.[v]

Med tiden er det simpelthen blevet sådan, at teorien om Oswald som den enlige morder i virkeligheden er det mest kontroversielle synspunkt. Det er således vanskeligt at balancere mellem de to uforsonlige opfattelser, og det er formentlig lige så vanskeligt at sammenfatte en bog som denne, uden at vække endog ganske stærke følelser.

Sådan skal det naturligvis være, og sådan må det være i en sag om en af de mest omtalte familier i verden og et af de mest omtalte og gennemanalyserede mord i verdenshistorien. Denne bogs nogenlunde ydmyge forfatter ved godt, at der er mange meninger om mordet og lige så mange tilgange til det enorme materiale. Der er næsten ikke til at finde en kendsgerning eller en omstændighed ved mordet, der ikke er omstridt, og som ikke er blevet vendt og drejet utallige gange igennem årene. Selv i Danmark oplevede vi i starten af 1990’erne en ganske livlig avisdebat oven på Stones film og udgivelser fra den nævnte Posner og Jim Garrison. Det er jo ikke just en ukendt mordsag, og derfor er der kun al mulig grund til at invitere til yderligere debat og diskussion.

Derfor vil bogens web-side på www.jfk-mordet.dk også fra starten fungere som et samlingspunkt for meninger, holdninger og spørgsmål til bogen her – og til efterforskningen af mordet i øvrigt. Materialet om mordet og om Kennedy-familien er enormt, og at dykke ned i mordet på Kennedy og hele historien om familien er som at stikke hovedet i en hvepserede. Man kommer ikke uberørt tilbage. Til gengæld er det ingen kedelig oplevelse.

Midt i den evindelige kontrovers skal vi imidlertid huske, at et af de bedste argumenter imod tanken om en sammensværgelse i Dallas i virkeligheden er psykologisk af natur. Efter lanceringen af Oliver Stones film ”JFK” skrev den kendte Kennedy-biograf William Manchester et tankevækkende indlæg i ”The New York Times” den 5. februar 1992.[vi]

I indlægget går Manchester i rette med de ”romantikere”, der så gerne vil se en sammensværgelse bag mordet på Kennedy. For William Manchester udtrykker de mange konspirationsteorier mest af alt en længsel efter tiden under Kennedy, fra før verden og USA gik af lave i Vietnam og Watergate. Vi vil simpelthen ikke godtage, at en stor præsident, der bragte håbet med sig, blev dræbt af en enlig, ubetydelig galning, der fik en gylden chance for at komme i rampelyset en fredag, da præsidentens limousine passerede lige forbi hans vindue midt i frokostpausen.

Oswald og Kennedy er to størrelser, der ikke rigtig passer sammen. Når vi har en stor personlighed fra Amerikas ”royale” familie, vil vi automatisk søge mod en stor forklaring med store sammensværgelser. Det passer ligesom bedre sammen, end at godtage at Oswald helt alene skød Camelot i stykker. Ligesom det f.eks. passer bedre, at en ondsindet højreorienteret sammensværgelse stod bag mordet på Martin Luther King snarere end en racistisk subsistensløs speed-junkie.[4]

I tilfældet med nazisternes Holocaust under 2. Verdenskrig passer brikkerne perfekt. Der har vi en af alle tiders største forbrydelser, men den blev også begået af nazisterne, alle tiders største forbrydere. Sådan er det ikke med mordet på Kennedy, hvis vi vel at mærke godtager Oswald som den enlige morder. Denne indsigtsfulde pointe fra William Manchester er meget vigtig at holde sig for øje, når man vil begive sig ud i en udforskning af det enorme materiale om mordet. De store beskrivende konspirationsteorier er simpelthen en smule mere ‘sexede’ end at antage, at én mand helt alene planlagde og udførte udåden.

Selv om de store teorier tilsyneladende kan forklare en række fænomener, er det jo ikke ensbetydende med, at de er sande. Men dermed kan vi bestemt ikke afvise eksistensen af konspirationer som sådan. Abraham Lincoln blev rent faktisk blev dræbt som følge af en storstilet sammensværgelse i 1865, og så sent som i 1999 fastslog en amerikansk domstol i Memphis, at der i virkeligheden stod en sammensværgelse bag mordet på Martin Luther King. En sammensværgelse der bl.a. talte medlemmer af det lokale politi, som havde meget tætte forbindelser til FBI.[vii]

Men selv på den baggrund er der mange i USA og for den sags skyld også i Danmark, som helt forlods trækker i automatreaktionen, hver gang der rejses tvivl ved de officielle forklaringer på mordene på brødrene Kennedy og på King. Senest så vi det med stor styrke, da Oliver Stones film ”JFK” fik premiere. Som vi skal se senere, er der bestemt gode grunde til at være kritisk over Stones fremstilling af kendsgerningerne. Men hvis man absolut vil anlægge en kritisk patroniserende positur, bør man også være villig til tage konsekvensen og med samme engagement gå ind i et indgående forsvar af alle aspekter af teorien om Oswald som den enlige attentatmand”.

Den vilje er imidlertid ikke altid til stede. Og det er jo også ulig meget lettere at gå patroniserende til værks end at sætte sig ind i de ofte meget tekniske udredninger for begivenhederne på Dealey Plaza. Det er denne bogs erklærede ambition at tilbyde læseren et godt fundament for at drage lidt mere kvalificerede konklusioner end de gængse automatreaktioner fra både den ene og den anden lejr.

Hvis diskussionen på baggrund af denne bog bliver en kende mere kvalificeret, har det været det hele værd. Og hvis det har været en spændende og underholdende tur fra start til slut, er meget lykkedes. Man må vurdere, diskutere og bedømme fakta, og man må være kritisk. Det er præcis, hvad denne bog forsøger. God fornøjelse og på gensyn på bogens web-side.