“The Damned Utd” er historien om 44 tumultariske dage i mesterklubben Leeds United i eftersommeren 1974. Det er historien om en manager, der kom til det helt forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Det er historien om Brian Cloughs korte ophold hos den klub, han hadede så inderligt, og som fuldt ud gengældte hans følelser for dem.

Bogen er skrevet af David Peace, der selv er fra Yorkshire. Den er fra 2006, og er en af den slags bøger, der er vokset i omdømme og publikum stille og roligt, efterhånden som læserne har opdaget kvaliteterne i bogen. Når man har kastet sig igennem den, har man drukket alt den tørre whiskey, man nogensinde kan ønske sig.

‘Cloughie’ er en ener i evig konflikt med sine omgivelser. En mand der hele tiden søger grænserne, kommer med de friske umiddelbare meldinger, og som får skabt sig alt for mange fjender undervejs. På mange måder en gammeldags figur, fordi han siger tingene som de er og udgør et enormt kraftfelt af en personlighed i sig selv. Netop en af den slags figurer støbt i autenticitet, man kan savne så inderligt i dagens polerede sportsverden.

Triumf i Derby

Clough er først og fremmest en mand med en overvældende ambition. Til at starte med er drivkraften at komme tilbage efter at han alt for ung blev tvunget til at indstille karrieren efter en alvorlig skade. Kun to landskampe fik han. Kun to landskampe på trods af på trods af 251 mål i 274 kampe for Middlesbrough og Sunderland. Det skal hævnes. Storhed.

Det store gennembrud kommer i Derby County, som Clough fører direkte fra den næstbedste række i 1967 til det engelske mesterskab i 1972 og en semifinale i mesterholdenes Europa Cup, hvor ‘den gamle luder’ Juventus med Dino Zoff på mål stopper Clough. Også det bliver senere hævnet.

På trods af triumferne i Derby, som de stadig husker ham for, kommer Clough og hans assistent Peter Taylor på kollisionskurs med klubbens bestyrelse. Clough er ikke nem at arbejde med. Slet ikke. Og flere år med ham kræver sin mand. Til sidst bliver Clough fyret, men han har spillerne på sin side og forsøger at underminere den nye manager – hans tidligere spiller Dave Mackay.

Leeds United

På samme tid står Don Revie i spidsen for Leeds United og høster triumfer med et hold af store kæmper og personligheder. Revie fører Leeds til mesterskabet i 1974, men oven på Englands manglende kvalifikation til VM i Vesttyskland den sommer, ringer han selv FA op og tilbyder ham som landstræner. De siger ja.

Mesterholdet henvender sig nu til Clough, der render rundt i Brighton og drømmer om mesterskaber og trofæer. Så Clough kommer til mesterholdet Leeds med en ambition. Han vil vinde mesterskabet igen. Men denne gang skal det ske ordentligt. Uden snyd.

Han vil uddrive Revies spøgelse fra Elland Road. Han er en fremmed i fremmede og fjendtlige omgivelser. Han starter med at brænde Revies skrivebord. Men han får aldrig spillernes tillid. Hans mange udtalelser om de tyvagtige ‘dirty Leeds’ er ikke glemt. Han er på en umulig opgave.

Første vigtige kamp er mod FA-Cup vinderne fra Liverpool i den nyindstiftede Charity Shield turnering på Wembley. Optakten til kampen er katastrofal. Kampen er katastrofal.

Bogen henter sit forsidebillede fra indmarchen til kampen. Clough fører sit hold ind på Wembley foran en eddikesur anfører i skotske Billy Bremner. Han ender senere med at blive udvist sammen med Liverpools stjerne Kevin Keegan. Begge smider deres trøjer i afmagt og ender med en lang karantæne, der holder Bremner ude af Leeds-holdet.

Manden der gik i opløsning

Det er denne historie om Cloughs 44 dage i fjendtlige Leeds, som David Peace har sat sig for at fortælle. Egentlig en ganske ligefrem historie fra sportens verden. En af de bedre historier, som er blevet genfortalt adskillige gange. Og det kunne egentlig bare være det.

Men Peace gør noget ved historien, som løfter den op og ud af det nordengelske fodboldmudder. Historien om Clough er fortalt yderst elegant og medrivende. Som udgangspunkt er den fortalt i førsteperson, hvor Cloughs jeg fortæller sin historie en dag ad gangen. Den stemme flettes sammen med en tredjepersons fortæller, der sideløbende fortæller historien om starten, ambitionen frem mod starten i Leeds.

Med tiden smelter de planer selvfølgelig sammen. Dermed bliver historien om de 44 dage også til historien om en mand, der går i opløsning. En mand som er kommet til det helt forkerte sted, og som på ingen tid falder fladt på ryggen med søvnløshed, en cigaret og en alt for stor Martell. Clough går i opløsning, og han er hele tiden på vej ud som den Nixon, der hele tiden kommer ud af højtalerne, når han åbner radionen på hans luksuriøse hotel i Leeds.

The Damned Utd er en historie om andet og mere end fodbold. Det er en historie om Yorkshire før Thatcher. Om gamle dyder og traditioner og en karakter som Clough, der fandt de vej igennem magtens cigarfyldte korridorer. Clough var erklæret socialist hele sit liv, men det er Peaces måske kontroversielle pointe, at Clough var en sidste karakter frem mod opbruddet i 1979.

Bogen slutter således med en konstatering af, at maj 1979 blev måneden hvor Clough vandt Europa-Cuppen for mesterhold, og hvor Margaret Thatcher vandt valget og skabte en konservativ-liberal revolution i Storbritanien. Få år senere var Yorkshire midt i minestrejkerne og det engelske velfærdssystem brudt sammen. Dén store og lille historie fortæller David Peace forbilledligt.

Genopstandelsen i Forest

Som fan af Liverpool fra slutningen af 70′erne og frem kendte jeg godt Brian Clough. Men det var som manager for det Nottingham Forest hold, der omkring 1980 var dominerende i Europa, at jeg først bemærkede ham. Der var han absolut ikke min favorit. Ikke mindst fordi hans hold med Peter Shilton på mål i den grad forstod at drille mit Liverpool-hold.

Men Clough fik sin storstilede hævn over alt og alle i Nottingham ved at vinde Europa-cuppen to gange i træk i 1979 og 1980.

Clough fik ret i sidste ende. Han fik sin hævn og mindede os alle sammen om, at man ikke skal opdrage sine børn alt for lykkeligt. Så får de ingen drivkraft!

I Tokyo og på film

David Peace viser sig som en interessant herre. Han bliver ofte karakteriseret som Englands James Ellroy, og han har i hvert fald gået Ellroy i bedene med den såkaldte “Red Riding” kvartet, som tager udgangspunkt i historien om “The Yorkshire Ripper“, der hærgede hans hjemegn gennem hans opvækst. En mørk og grum historie. Kvartetten “Red Riding” er filmatiseret og åbnede i biograferne i USA nu her i februar. Hør podcast her.

Peace har boet i Tokyo i en årrække og er der i gang med en trilogi, der tager sit afsæt i en række forbrydelser i efterkrigstidens Japan. Ud fra beskrivelserne af dem, tyder en del på, at Ellroy ikke har levet forgæves.

Endelig skal vi huske filmen “The Damned United”, der kom sidste år. Se traileren her:

Relaterede poster:

1. Det amerikanske mareridt forløst – anmeldelse af James Ellroy’s “Blood’s A Rover”
2. Die Kinder von Reudnitz – Clemens Meyers “Dengang vi drømte” er stor tysk litteratur

Det tjener på alle måder Stereophonics til ære, at de ikke slår stort konceptualiseret prog-rock brød op. Til gengæld kan man så forvente nogle fængende sange. Når de så udebliver, sidder man tilbage med en skuffelse. Sådan er Keep Calm and Carry On.

Gruppen drives frem af forsanger Kelly Jones’ stemme og evne til at skrive robuste og ligefremme rocksange. Det er måske ikke originalt, men det har undervejs bragt numre som “Dakota” med sig. Denne gang ender det hele ganske kedsommeligt. Der er små søde sange som ”Could You Be The One?”, men det er ikke sange, som nogensinde løfter sig fra jorden.

Producer Jim Abbiss, der tidligere har hjulpet Arctic Monkeys og Kasabian på vej, har fået opgaven med at få styr på sangene. Men de holder på trods af gode intentioner ikke et niveau, som han må være vant til.

Det bedste ved albummet ender således med at være coveret, som kunne være en lille indforstået joke til Muse og coveret til deres Black Holes and Revelations.

Relaterede poster:

1. Hjerteskærende mesterstykke – anmeldelse af Arcade Fires “Funeral” fra diskant.dk
2. Anmeldelse af The Dandy Warhols på Diskant.dk
3. Legesyge fornøjelser – anmeldelse af Hess Is More på Diskant.dk

Hvedekorn 4/2009 er også nummeret, hvor jeg har min første optræden og debut i tidsskriftet. Jeg fik det hele øjet i fredags og var selvsagt på alle måder benovet og behumblet over at være i selskab med Louis Althusser, Eske K Mathiesen og en række funklende unge debutanter med mere end én god idé.

Min beskedne debut sker med en tipskupon ihukommende Arnold Johannes Hyacinthus Mühren.

“U 4-4-44″ hedder teksten, og den bør spilles med varsomhed, da der kræves hele fem sikre kampe. Som enhver ved, er reducerede systemer for tøsedrenge, og derfor kræves tillige en udgangsrække. Kamp 13 bør som altid spilles 1 2.

En anden glad debutant i Hvedekorn Frederik Bjerre Andersen har skrevet en fin lille ting om at være med i sit første Hvedekorn. Læs den her. Hans matrixtekst Rovhøne er i øvrigt præcis som få.

Du kan få flere korn i øjet her:

• Hvedekorn 4/2009 på Saxo.com og Williamdam.
• Hvedekorns web-site.
• Hvedekorn-redaktør Lars Bukdahls fejdende energiske Blogdahl.

Relaterede poster:

1. 3 dage til den første debat: McCain kan være glad for at den første debat ikke handler om økonomi

Dansk politik er gået fra 90 mia. i statsunderskud og til 3 burkaer – og fra manglende reformer til et kaffemøde på på en skole. I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til en spekulation om den inderlige længsel efter den strenge (lands)fader, der har grebet nationen. Løkke skal imidlertid ikke bedømmes på ferier eller fadøl. Han skal bedømmes på den politik (eller mangel på samme), der udgår fra hans regering.

Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet

Så kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hjem fra en ferie med sin familie på Tenerife og til et pressekorps, der i den grad lugtede blod efter en række ’sager’ om en datters mulige forstuvede ankel og nogle sure madpakker.

I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.

Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.

Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bilag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.

Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.

Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.

I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.

Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.

Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.

Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.

Relaterede poster:

1. Læs klumme fra 180grader.dk: Uden filter – statsministerens nye veje
2. Læs klumme fra 180grader.dk: Muren i vores hoveder
3. Læs klumme fra 180grader.dk: Leve republikken

Torsdag aften vender Joakim Thåström tilbage til det Vesterbro, han som ingen anden har besunget på sangen “Sønder Boulevard”:

När jag kom till Västerbro / gick jag ner på Sönder Boulevard / När jag kom till Vesterbro / var det som att komma hem

På den anden side af sundet er Thåström med rette en legendarisk skikkelse for en hel generation. Han har taget en bemærkelsesværdig tur fra tidlig svensk punk i Ebba Grön, over stor popularitet i Imperiet og via industrialpunk i Peace, Love and Pitbulls til den afdæmpede skeletrock på mesterværket “Skebokvarnsv. 209″.

Han er produktiv som få og har formået at holde et skarpt fokus på sangskrivningen i en karriere, der har budt på alt fra Bellmann til industrial. Med udgivelsen af boksen “Be-Bop-A-Lula hela jävla dan” har han samlet op og er nu på turné med en setliste, der bl.a. byder på denne perle:

Thåström er en af de få, der over lang tid har formået at udfordre sig selv og sit publikum og som altid har noget at byde på – uanset den øjeblikkelige inkarnation. Torsdag aften slipper han det hele løs på Vega.

Relaterede poster:

1. Torsdag aften i Skjern
2. Hils på Geraldine i foyeren på Vega
3. Kun glimt af Black Francis’ storhed i Vega

Det er nemt at komme galt afsted i sit første møde med Arcade Fire. De fremstår ved første overfladiske blik som en kollektivistisk udgave af en canadisk Tønder Festival. Et første blik på tracklisten af Funeral afslører desuden, at hele fire numre hedder ”Neighborhood”. Det lugter langt væk af fortænkt alt-folk.

Men Arcade Fires Funeral er lykkeligvis alt andet end det. Albummet overrasker med sin direkte tilgængelighed. Her er melodier og musikalsk opfindsomhed til overmål. Her mødes post-punken med med folkens instrumentering. Resultatet er sine steder hjerteskærende.

Kernen i Arcade Fire er ægteparret og sangskriverne Win Butler og Régine Chassagne. De rammer en fintfølende balance, hvor der er plads til forskellige udtryk. Mest effektfuldt bliver det, når den vokale inspiration fra Pixies træder igennem og Chassagnes stemme smyger sig omkring Butlers emotionelle udladninger.

Funeral er et album om savn og tab. Tre bandmedlemmer oplevede op til udgivelsen at begrave et elsket familiemedlem. Det kan høres på pladen, som sine steder næsten er skrevet ud fra et stort barns perspektiv. Her er vi tilbage i et ”Neighborhood”, hvor flugten ligger lige for, som her i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”: ”And if the snow buries my, my neighbourhood / And if my parents are crying / then I’ll dig a tunnel / from my window to yours”.

Det er sange om savn og tab. Men også sange om håb. Visse steder er det episk og i det helt store cinemascope som hos en tidlig Springsteen. Her er elskende der flygter i natten og sørgmodige stunder i forstaden. Her er simpelthen de store medrivende historier, der bogstavelig talt spiller på alle tangenter og drives frem musikalsk. Som igen i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”, hvor Régine Chassagne er bag trommerne og formelig tæsker et crescendo frem til linierne ”Then we think of our parents, well what the hell ever happened to them?!”

Mange af sangene får sin indre logik og udviklingskurve, man bare må følge til enden. Arrangementerne er originale, og en violin kan pludselig blive forunderligt udtryksfuld. Funeral fik en stor virkning, fordi den kom, netop da ironiens tidsalder var endegyldigt forbi. Arcade Fire demonstrerede med stor tydelighed, at man godt kan skrive sange med stor følelsesmæssig klangbund uden at ende i ironisk kitsch.

Efterfølgeren Neon Bible fra 2007 var en lige så stor oplevelse som Funeral og befinder sig da også højt på listen over årtiets albums. Når Funeral lige er en tand højere oppe, og af mange regnes for årtiets definitive album, kan det skyldes at Funeral lige har de ekstra sange, der ikke sådan forsvinder uden lige. Det gælder singlen ”Rebellion (Lies)”, som hænger på en knivsæg af tvivl på sig selv, men hamres fremad hver gang, du prøver at lukke øjnene. Eller det gælder den store hymne ”Wake Up”, der uden vanskeligheder kan ses som en hymne for et helt årti med nul i hovedet:

Relaterede poster:

1. Det kan også blive for afslappet – anmeldelse af Stereophonics’ “Keep Calm and Carry On” til diskant.dk
2. Anmeldelse af Natasjas “Shooting Star” på Diskant.dk
3. Anmeldelse af The Dandy Warhols på Diskant.dk

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Madame Speaker, Vice President Biden, Members of Congress, distinguished guests, and fellow Americans:
Our Constitution declares that from time to time, the President shall give to Congress information about the state of our union. For two hundred and twenty years, our leaders have fulfilled this duty. They have done so during periods of prosperity and tranquility. And they have done so in the midst of war and depression; at moments of great strife and great struggle.

It’s tempting to look back on these moments and assume that our progress was inevitable – that America was always destined to succeed. But when the Union was turned back at Bull Run and the Allies first landed at Omaha Beach, victory was very much in doubt. When the market crashed on Black Tuesday and civil rights marchers were beaten on Bloody Sunday, the future was anything but certain. These were times that tested the courage of our convictions, and the strength of our union. And despite all our divisions and disagreements; our hesitations and our fears; America prevailed because we chose to move forward as one nation, and one people.

Again, we are tested. And again, we must answer history’s call.

One year ago, I took office amid two wars, an economy rocked by severe recession, a financial system on the verge of collapse, and a government deeply in debt. Experts from across the political spectrum warned that if we did not act, we might face a second depression. So we acted – immediately and aggressively. And one year later, the worst of the storm has passed.

But the devastation remains. One in ten Americans still cannot find work. Many businesses have shuttered. Home values have declined. Small towns and rural communities have been hit especially hard. For those who had already known poverty, life has become that much harder.

This recession has also compounded the burdens that America’s families have been dealing with for decades – the burden of working harder and longer for less; of being unable to save enough to retire or help kids with college.

So I know the anxieties that are out there right now. They’re not new. These struggles are the reason I ran for President. These struggles are what I’ve witnessed for years in places like Elkhart, Indiana and Galesburg, Illinois. I hear about them in the letters that I read each night. The toughest to read are those written by children – asking why they have to move from their home, or when their mom or dad will be able to go back to work.

Story continues below
For these Americans and so many others, change has not come fast enough. Some are frustrated; some are angry. They don’t understand why it seems like bad behavior on Wall Street is rewarded but hard work on Main Street isn’t; or why Washington has been unable or unwilling to solve any of our problems. They are tired of the partisanship and the shouting and the pettiness. They know we can’t afford it. Not now.

So we face big and difficult challenges. And what the American people hope – what they deserve – is for all of us, Democrats and Republicans, to work through our differences; to overcome the numbing weight of our politics. For while the people who sent us here have different backgrounds, different stories and different beliefs, the anxieties they face are the same. The aspirations they hold are shared. A job that pays the bills. A chance to get ahead. Most of all, the ability to give their children a better life.

You know what else they share? They share a stubborn resilience in the face of adversity. After one of the most difficult years in our history, they remain busy building cars and teaching kids; starting businesses and going back to school. They’re coaching little league and helping their neighbors. As one woman wrote me, “We are strained but hopeful, struggling but encouraged.”

It is because of this spirit – this great decency and great strength – that I have never been more hopeful about America’s future than I am tonight. Despite our hardships, our union is strong. We do not give up. We do not quit. We do not allow fear or division to break our spirit. In this new decade, it’s time the American people get a government that matches their decency; that embodies their strength.

And tonight, I’d like to talk about how together, we can deliver on that promise.

It begins with our economy.

Our most urgent task upon taking office was to shore up the same banks that helped cause this crisis. It was not easy to do. And if there’s one thing that has unified Democrats and Republicans, it’s that we all hated the bank bailout. I hated it. You hated it. It was about as popular as a root canal.

But when I ran for President, I promised I wouldn’t just do what was popular – I would do what was necessary. And if we had allowed the meltdown of the financial system, unemployment might be double what it is today. More businesses would certainly have closed. More homes would have surely been lost.

So I supported the last administration’s efforts to create the financial rescue program. And when we took the program over, we made it more transparent and accountable. As a result, the markets are now stabilized, and we have recovered most of the money we spent on the banks.

To recover the rest, I have proposed a fee on the biggest banks. I know Wall Street isn’t keen on this idea, but if these firms can afford to hand out big bonuses again, they can afford a modest fee to pay back the taxpayers who rescued them in their time of need.

As we stabilized the financial system, we also took steps to get our economy growing again, save as many jobs as possible, and help Americans who had become unemployed.

That’s why we extended or increased unemployment benefits for more than 18 million Americans; made health insurance 65% cheaper for families who get their coverage through COBRA; and passed 25 different tax cuts.

Let me repeat: we cut taxes. We cut taxes for 95% of working families. We cut taxes for small businesses. We cut taxes for first-time homebuyers. We cut taxes for parents trying to care for their children. We cut taxes for 8 million Americans paying for college. As a result, millions of Americans had more to spend on gas, and food, and other necessities, all of which helped businesses keep more workers. And we haven’t raised income taxes by a single dime on a single person. Not a single dime.

Because of the steps we took, there are about two million Americans working right now who would otherwise be unemployed. 200,000 work in construction and clean energy. 300,000 are teachers and other education workers. Tens of thousands are cops, firefighters, correctional officers, and first responders. And we are on track to add another one and a half million jobs to this total by the end of the year.

The plan that has made all of this possible, from the tax cuts to the jobs, is the Recovery Act. That’s right – the Recovery Act, also known as the Stimulus Bill. Economists on the left and the right say that this bill has helped saved jobs and avert disaster. But you don’t have to take their word for it.

Talk to the small business in Phoenix that will triple its workforce because of the Recovery Act.

Talk to the window manufacturer in Philadelphia who said he used to be skeptical about the Recovery Act, until he had to add two more work shifts just because of the business it created.

Talk to the single teacher raising two kids who was told by her principal in the last week of school that because of the Recovery Act, she wouldn’t be laid off after all.

There are stories like this all across America. And after two years of recession, the economy is growing again. Retirement funds have started to gain back some of their value. Businesses are beginning to invest again, and slowly some are starting to hire again.

But I realize that for every success story, there are other stories, of men and women who wake up with the anguish of not knowing where their next paycheck will come from; who send out resumes week after week and hear nothing in response. That is why jobs must be our number one focus in 2010, and that is why I am calling for a new jobs bill tonight.

Now, the true engine of job creation in this country will always be America’s businesses. But government can create the conditions necessary for businesses to expand and hire more workers.

We should start where most new jobs do – in small businesses, companies that begin when an entrepreneur takes a chance on a dream, or a worker decides its time she became her own boss.

Through sheer grit and determination, these companies have weathered the recession and are ready to grow. But when you talk to small business owners in places like Allentown, Pennsylvania or Elyria, Ohio, you find out that even though banks on Wall Street are lending again, they are mostly lending to bigger companies. But financing remains difficult for small business owners across the country.

So tonight, I’m proposing that we take $30 billion of the money Wall Street banks have repaid and use it to help community banks give small businesses the credit they need to stay afloat. I am also proposing a new small business tax credit – one that will go to over one million small businesses who hire new workers or raise wages. While we’re at it, let’s also eliminate all capital gains taxes on small business investment; and provide a tax incentive for all businesses, large and small, to invest in new plants and equipment.

Next, we can put Americans to work today building the infrastructure of tomorrow. From the first railroads to the interstate highway system, our nation has always been built to compete. There’s no reason Europe or China should have the fastest trains, or the new factories that manufacture clean energy products.

Tomorrow, I’ll visit Tampa, Florida, where workers will soon break ground on a new high-speed railroad funded by the Recovery Act. There are projects like that all across this country that will create jobs and help our nation move goods, services, and information. We should put more Americans to work building clean energy facilities, and give rebates to Americans who make their homes more energy efficient, which supports clean energy jobs. And to encourage these and other businesses to stay within our borders, it’s time to finally slash the tax breaks for companies that ship our jobs overseas and give those tax breaks to companies that create jobs in the United States of America.

The House has passed a jobs bill that includes some of these steps. As the first order of business this year, I urge the Senate to do the same. People are out of work. They are hurting. They need our help. And I want a jobs bill on my desk without delay.

But the truth is, these steps still won’t make up for the seven million jobs we’ve lost over the last two years. The only way to move to full employment is to lay a new foundation for long-term economic growth, and finally address the problems that America’s families have confronted for years.

We cannot afford another so-called economic “expansion” like the one from last decade – what some call the “lost decade” – where jobs grew more slowly than during any prior expansion; where the income of the average American household declined while the cost of health care and tuition reached record highs; where prosperity was built on a housing bubble and financial speculation.

From the day I took office, I have been told that addressing our larger challenges is too ambitious – that such efforts would be too contentious, that our political system is too gridlocked, and that we should just put things on hold for awhile.

For those who make these claims, I have one simple question:

How long should we wait? How long should America put its future on hold?

You see, Washington has been telling us to wait for decades, even as the problems have grown worse. Meanwhile, China’s not waiting to revamp its economy. Germany’s not waiting. India’s not waiting. These nations aren’t standing still. These nations aren’t playing for second place. They’re putting more emphasis on math and science. They’re rebuilding their infrastructure. They are making serious investments in clean energy because they want those jobs.

Well I do not accept second-place for the United States of America. As hard as it may be, as uncomfortable and contentious as the debates may be, it’s time to get serious about fixing the problems that are hampering our growth.

One place to start is serious financial reform. Look, I am not interested in punishing banks, I’m interested in protecting our economy. A strong, healthy financial market makes it possible for businesses to access credit and create new jobs. It channels the savings of families into investments that raise incomes. But that can only happen if we guard against the same recklessness that nearly brought down our entire economy.

We need to make sure consumers and middle-class families have the information they need to make financial decisions. We can’t allow financial institutions, including those that take your deposits, to take risks that threaten the whole economy.

The House has already passed financial reform with many of these changes. And the lobbyists are already trying to kill it. Well, we cannot let them win this fight. And if the bill that ends up on my desk does not meet the test of real reform, I will send it back.

Next, we need to encourage American innovation. Last year, we made the largest investment in basic research funding in history – an investment that could lead to the world’s cheapest solar cells or treatment that kills cancer cells but leaves healthy ones untouched. And no area is more ripe for such innovation than energy. You can see the results of last year’s investment in clean energy – in the North Carolina company that will create 1200 jobs nationwide helping to make advanced batteries; or in the California business that will put 1,000 people to work making solar panels.

But to create more of these clean energy jobs, we need more production, more efficiency, more incentives. That means building a new generation of safe, clean nuclear power plants in this country. It means making tough decisions about opening new offshore areas for oil and gas development. It means continued investment in advanced biofuels and clean coal technologies. And yes, it means passing a comprehensive energy and climate bill with incentives that will finally make clean energy the profitable kind of energy in America.

I am grateful to the House for passing such a bill last year. This year, I am eager to help advance the bipartisan effort in the Senate. I know there have been questions about whether we can afford such changes in a tough economy; and I know that there are those who disagree with the overwhelming scientific evidence on climate change. But even if you doubt the evidence, providing incentives for energy efficiency and clean energy are the right thing to do for our future – because the nation that leads the clean energy economy will be the nation that leads the global economy. And America must be that nation.

Third, we need to export more of our goods. Because the more products we make and sell to other countries, the more jobs we support right here in America. So tonight, we set a new goal: We will double our exports over the next five years, an increase that will support two million jobs in America. To help meet this goal, we’re launching a National Export Initiative that will help farmers and small businesses increase their exports, and reform export controls consistent with national security.

We have to seek new markets aggressively, just as our competitors are. If America sits on the sidelines while other nations sign trade deals, we will lose the chance to create jobs on our shores. But realizing those benefits also means enforcing those agreements so our trading partners play by the rules. And that’s why we will continue to shape a Doha trade agreement that opens global markets, and why we will strengthen our trade relations in Asia and with key partners like South Korea, Panama, and Colombia.

Fourth, we need to invest in the skills and education of our people.

This year, we have broken through the stalemate between left and right by launching a national competition to improve our schools. The idea here is simple: instead of rewarding failure, we only reward success. Instead of funding the status quo, we only invest in reform – reform that raises student achievement, inspires students to excel in math and science, and turns around failing schools that steal the future of too many young Americans, from rural communities to inner-cities. In the 21st century, one of the best anti-poverty programs is a world-class education. In this country, the success of our children cannot depend more on where they live than their potential.

When we renew the Elementary and Secondary Education Act, we will work with Congress to expand these reforms to all fifty states. Still, in this economy, a high school diploma no longer guarantees a good job. I urge the Senate to follow the House and pass a bill that will revitalize our community colleges, which are a career pathway to the children of so many working families. To make college more affordable, this bill will finally end the unwarranted taxpayer-subsidies that go to banks for student loans. Instead, let’s take that money and give families a $10,000 tax credit for four years of college and increase Pell Grants. And let’s tell another one million students that when they graduate, they will be required to pay only ten percent of their income on student loans, and all of their debt will be forgiven after twenty years – and forgiven after ten years if they choose a career in public service. Because in the United States of America, no one should go broke because they chose to go to college. And it’s time for colleges and universities to get serious about cutting their own costs – because they too have a responsibility to help solve this problem.

Now, the price of college tuition is just one of the burdens facing the middle-class. That’s why last year I asked Vice President Biden to chair a task force on Middle-Class Families. That’s why we’re nearly doubling the child care tax credit, and making it easier to save for retirement by giving every worker access to a retirement account and expanding the tax credit for those who start a nest egg. That’s why we’re working to lift the value of a family’s single largest investment – their home. The steps we took last year to shore up the housing market have allowed millions of Americans to take out new loans and save an average of $1,500 on mortgage payments. This year, we will step up re-financing so that homeowners can move into more affordable mortgages. And it is precisely to relieve the burden on middle-class families that we still need health insurance reform.

Now let’s be clear – I did not choose to tackle this issue to get some legislative victory under my belt. And by now it should be fairly obvious that I didn’t take on health care because it was good politics.

I took on health care because of the stories I’ve heard from Americans with pre-existing conditions whose lives depend on getting coverage; patients who’ve been denied coverage; and families – even those with insurance – who are just one illness away from financial ruin.

After nearly a century of trying, we are closer than ever to bringing more security to the lives of so many Americans. The approach we’ve taken would protect every American from the worst practices of the insurance industry. It would give small businesses and uninsured Americans a chance to choose an affordable health care plan in a competitive market. It would require every insurance plan to cover preventive care. And by the way, I want to acknowledge our First Lady, Michelle Obama, who this year is creating a national movement to tackle the epidemic of childhood obesity and make our kids healthier.

Our approach would preserve the right of Americans who have insurance to keep their doctor and their plan. It would reduce costs and premiums for millions of families and businesses. And according to the Congressional Budget Office – the independent organization that both parties have cited as the official scorekeeper for Congress – our approach would bring down the deficit by as much as $1 trillion over the next two decades.

Still, this is a complex issue, and the longer it was debated, the more skeptical people became. I take my share of the blame for not explaining it more clearly to the American people. And I know that with all the lobbying and horse-trading, this process left most Americans wondering what’s in it for them.

But I also know this problem is not going away. By the time I’m finished speaking tonight, more Americans will have lost their health insurance. Millions will lose it this year. Our deficit will grow. Premiums will go up. Patients will be denied the care they need. Small business owners will continue to drop coverage altogether. I will not walk away from these Americans, and neither should the people in this chamber.

As temperatures cool, I want everyone to take another look at the plan we’ve proposed. There’s a reason why many doctors, nurses, and health care experts who know our system best consider this approach a vast improvement over the status quo. But if anyone from either party has a better approach that will bring down premiums, bring down the deficit, cover the uninsured, strengthen Medicare for seniors, and stop insurance company abuses, let me know. Here’s what I ask of Congress, though: Do not walk away from reform. Not now. Not when we are so close. Let us find a way to come together and finish the job for the American people.

Now, even as health care reform would reduce our deficit, it’s not enough to dig us out of a massive fiscal hole in which we find ourselves. It’s a challenge that makes all others that much harder to solve, and one that’s been subject to a lot of political posturing.

So let me start the discussion of government spending by setting the record straight. At the beginning of the last decade, America had a budget surplus of over $200 billion. By the time I took office, we had a one year deficit of over $1 trillion and projected deficits of $8 trillion over the next decade. Most of this was the result of not paying for two wars, two tax cuts, and an expensive prescription drug program. On top of that, the effects of the recession put a $3 trillion hole in our budget. That was before I walked in the door.

Now if we had taken office in ordinary times, I would have liked nothing more than to start bringing down the deficit. But we took office amid a crisis, and our efforts to prevent a second Depression have added another $1 trillion to our national debt.

I am absolutely convinced that was the right thing to do. But families across the country are tightening their belts and making tough decisions. The federal government should do the same. So tonight, I’m proposing specific steps to pay for the $1 trillion that it took to rescue the economy last year.

Starting in 2011, we are prepared to freeze government spending for three years. Spending related to our national security, Medicare, Medicaid, and Social Security will not be affected. But all other discretionary government programs will. Like any cash-strapped family, we will work within a budget to invest in what we need and sacrifice what we don’t. And if I have to enforce this discipline by veto, I will.

We will continue to go through the budget line by line to eliminate programs that we can’t afford and don’t work. We’ve already identified $20 billion in savings for next year. To help working families, we will extend our middle-class tax cuts. But at a time of record deficits, we will not continue tax cuts for oil companies, investment fund managers, and those making over $250,000 a year. We just can’t afford it.

Now, even after paying for what we spent on my watch, we will still face the massive deficit we had when I took office. More importantly, the cost of Medicare, Medicaid, and Social Security will continue to skyrocket. That’s why I’ve called for a bipartisan, Fiscal Commission, modeled on a proposal by Republican Judd Gregg and Democrat Kent Conrad. This can’t be one of those Washington gimmicks that lets us pretend we solved a problem. The Commission will have to provide a specific set of solutions by a certain deadline. Yesterday, the Senate blocked a bill that would have created this commission. So I will issue an executive order that will allow us to go forward, because I refuse to pass this problem on to another generation of Americans. And when the vote comes tomorrow, the Senate should restore the pay-as-you-go law that was a big reason why we had record surpluses in the 1990s.

I know that some in my own party will argue that we cannot address the deficit or freeze government spending when so many are still hurting. I agree, which is why this freeze will not take effect until next year, when the economy is stronger. But understand – if we do not take meaningful steps to rein in our debt, it could damage our markets, increase the cost of borrowing, and jeopardize our recovery – all of which could have an even worse effect on our job growth and family incomes.

From some on the right, I expect we’ll hear a different argument – that if we just make fewer investments in our people, extend tax cuts for wealthier Americans, eliminate more regulations, and maintain the status quo on health care, our deficits will go away. The problem is, that’s what we did for eight years. That’s what helped lead us into this crisis. It’s what helped lead to these deficits. And we cannot do it again.

Rather than fight the same tired battles that have dominated Washington for decades, it’s time to try something new. Let’s invest in our people without leaving them a mountain of debt. Let’s meet our responsibility to the citizens who sent us here. Let’s try common sense.

To do that, we have to recognize that we face more than a deficit of dollars right now. We face a deficit of trust – deep and corrosive doubts about how Washington works that have been growing for years. To close that credibility gap we must take action on both ends of Pennsylvania Avenue to end the outsized influence of lobbyists; to do our work openly; and to give our people the government they deserve.

That’s what I came to Washington to do. That’s why – for the first time in history – my Administration posts our White House visitors online. And that’s why we’ve excluded lobbyists from policy-making jobs or seats on federal boards and commissions.

But we can’t stop there. It’s time to require lobbyists to disclose each contact they make on behalf of a client with my Administration or Congress. And it’s time to put strict limits on the contributions that lobbyists give to candidates for federal office. Last week, the Supreme Court reversed a century of law to open the floodgates for special interests – including foreign corporations – to spend without limit in our elections. Well I don’t think American elections should be bankrolled by America’s most powerful interests, or worse, by foreign entities. They should be decided by the American people, and that’s why I’m urging Democrats and Republicans to pass a bill that helps to right this wrong.

I’m also calling on Congress to continue down the path of earmark reform. You have trimmed some of this spending and embraced some meaningful change. But restoring the public trust demands more. For example, some members of Congress post some earmark requests online. Tonight, I’m calling on Congress to publish all earmark requests on a single website before there’s a vote so that the American people can see how their money is being spent.

Of course, none of these reforms will even happen if we don’t also reform how we work with one another.

Now, I am not naïve. I never thought the mere fact of my election would usher in peace, harmony, and some post-partisan era. I knew that both parties have fed divisions that are deeply entrenched. And on some issues, there are simply philosophical differences that will always cause us to part ways. These disagreements, about the role of government in our lives, about our national priorities and our national security, have been taking place for over two hundred years. They are the very essence of our democracy.

But what frustrates the American people is a Washington where every day is Election Day. We cannot wage a perpetual campaign where the only goal is to see who can get the most embarrassing headlines about their opponent – a belief that if you lose, I win. Neither party should delay or obstruct every single bill just because they can. The confirmation of well-qualified public servants should not be held hostage to the pet projects or grudges of a few individual Senators. Washington may think that saying anything about the other side, no matter how false, is just part of the game. But it is precisely such politics that has stopped either party from helping the American people. Worse yet, it is sowing further division among our citizens and further distrust in our government.

So no, I will not give up on changing the tone of our politics. I know it’s an election year. And after last week, it is clear that campaign fever has come even earlier than usual. But we still need to govern. To Democrats, I would remind you that we still have the largest majority in decades, and the people expect us to solve some problems, not run for the hills. And if the Republican leadership is going to insist that sixty votes in the Senate are required to do any business at all in this town, then the responsibility to govern is now yours as well. Just saying no to everything may be good short-term politics, but it’s not leadership. We were sent here to serve our citizens, not our ambitions. So let’s show the American people that we can do it together. This week, I’ll be addressing a meeting of the House Republicans. And I would like to begin monthly meetings with both the Democratic and Republican leadership. I know you can’t wait.

Throughout our history, no issue has united this country more than our security. Sadly, some of the unity we felt after 9/11 has dissipated. We can argue all we want about who’s to blame for this, but I am not interested in re-litigating the past. I know that all of us love this country. All of us are committed to its defense. So let’s put aside the schoolyard taunts about who is tough. Let’s reject the false choice between protecting our people and upholding our values. Let’s leave behind the fear and division, and do what it takes to defend our nation and forge a more hopeful future – for America and the world.

That is the work we began last year. Since the day I took office, we have renewed our focus on the terrorists who threaten our nation. We have made substantial investments in our homeland security and disrupted plots that threatened to take American lives. We are filling unacceptable gaps revealed by the failed Christmas attack, with better airline security, and swifter action on our intelligence. We have prohibited torture and strengthened partnerships from the Pacific to South Asia to the Arabian Peninsula. And in the last year, hundreds of Al Qaeda’s fighters and affiliates, including many senior leaders, have been captured or killed – far more than in 2008.

In Afghanistan, we are increasing our troops and training Afghan Security Forces so they can begin to take the lead in July of 2011, and our troops can begin to come home. We will reward good governance, reduce corruption, and support the rights of all Afghans – men and women alike. We are joined by allies and partners who have increased their own commitment, and who will come together tomorrow in London to reaffirm our common purpose. There will be difficult days ahead. But I am confident we will succeed.

As we take the fight to al Qaeda, we are responsibly leaving Iraq to its people. As a candidate, I promised that I would end this war, and that is what I am doing as President. We will have all of our combat troops out of Iraq by the end of this August. We will support the Iraqi government as they hold elections, and continue to partner with the Iraqi people to promote regional peace and prosperity. But make no mistake: this war is ending, and all of our troops are coming home.

Tonight, all of our men and women in uniform — in Iraq, Afghanistan, and around the world – must know that they have our respect, our gratitude, and our full support. And just as they must have the resources they need in war, we all have a responsibility to support them when they come home. That is why we made the largest increase in investments for veterans in decades. That is why we are building a 21st century VA. And that is why Michelle has joined with Jill Biden to forge a national commitment to support military families.

Even as we prosecute two wars, we are also confronting perhaps the greatest danger to the American people – the threat of nuclear weapons. I have embraced the vision of John F. Kennedy and Ronald Reagan through a strategy that reverses the spread of these weapons, and seeks a world without them. To reduce our stockpiles and launchers, while ensuring our deterrent, the United States and Russia are completing negotiations on the farthest-reaching arms control treaty in nearly two decades. And at April’s Nuclear Security Summit, we will bring forty-four nations together behind a clear goal: securing all vulnerable nuclear materials around the world in four years, so that they never fall into the hands of terrorists.

These diplomatic efforts have also strengthened our hand in dealing with those nations that insist on violating international agreements in pursuit of these weapons. That is why North Korea now faces increased isolation, and stronger sanctions – sanctions that are being vigorously enforced. That is why the international community is more united, and the Islamic Republic of Iran is more isolated. And as Iran’s leaders continue to ignore their obligations, there should be no doubt: they, too, will face growing consequences.

That is the leadership that we are providing – engagement that advances the common security and prosperity of all people. We are working through the G-20 to sustain a lasting global recovery. We are working with Muslim communities around the world to promote science, education and innovation. We have gone from a bystander to a leader in the fight against climate change. We are helping developing countries to feed themselves, and continuing the fight against HIV/AIDS. And we are launching a new initiative that will give us the capacity to respond faster and more effectively to bio-terrorism or an infectious disease – a plan that will counter threats at home, and strengthen public health abroad.

As we have for over sixty years, America takes these actions because our destiny is connected to those beyond our shores. But we also do it because it is right. That is why, as we meet here tonight, over 10,000 Americans are working with many nations to help the people of Haiti recover and rebuild. That is why we stand with the girl who yearns to go to school in Afghanistan; we support the human rights of the women marching through the streets of Iran; and we advocate for the young man denied a job by corruption in Guinea. For America must always stand on the side of freedom and human dignity.

Abroad, America’s greatest source of strength has always been our ideals. The same is true at home. We find unity in our incredible diversity, drawing on the promise enshrined in our Constitution: the notion that we are all created equal, that no matter who you are or what you look like, if you abide by the law you should be protected by it; that if you adhere to our common values you should be treated no different than anyone else.

We must continually renew this promise. My Administration has a Civil Rights Division that is once again prosecuting civil rights violations and employment discrimination. We finally strengthened our laws to protect against crimes driven by hate. This year, I will work with Congress and our military to finally repeal the law that denies gay Americans the right to serve the country they love because of who they are. We are going to crack down on violations of equal pay laws – so that women get equal pay for an equal day’s work. And we should continue the work of fixing our broken immigration system – to secure our borders, enforce our laws, and ensure that everyone who plays by the rules can contribute to our economy and enrich our nations.

In the end, it is our ideals, our values, that built America – values that allowed us to forge a nation made up of immigrants from every corner of the globe; values that drive our citizens still. Every day, Americans meet their responsibilities to their families and their employers. Time and again, they lend a hand to their neighbors and give back to their country. They take pride in their labor, and are generous in spirit. These aren’t Republican values or Democratic values they’re living by; business values or labor values. They are American values.

Unfortunately, too many of our citizens have lost faith that our biggest institutions – our corporations, our media, and yes, our government – still reflect these same values. Each of these institutions are full of honorable men and women doing important work that helps our country prosper. But each time a CEO rewards himself for failure, or a banker puts the rest of us at risk for his own selfish gain, people’s doubts grow. Each time lobbyists game the system or politicians tear each other down instead of lifting this country up, we lose faith. The more that TV pundits reduce serious debates into silly arguments, and big issues into sound bites, our citizens turn away.

No wonder there’s so much cynicism out there.

No wonder there’s so much disappointment.

I campaigned on the promise of change – change we can believe in, the slogan went. And right now, I know there are many Americans who aren’t sure if they still believe we can change – or at least, that I can deliver it.

But remember this – I never suggested that change would be easy, or that I can do it alone. Democracy in a nation of three hundred million people can be noisy and messy and complicated. And when you try to do big things and make big changes, it stirs passions and controversy. That’s just how it is.

Those of us in public office can respond to this reality by playing it safe and avoid telling hard truths. We can do what’s necessary to keep our poll numbers high, and get through the next election instead of doing what’s best for the next generation.

But I also know this: if people had made that decision fifty years ago or one hundred years ago or two hundred years ago, we wouldn’t be here tonight. The only reason we are is because generations of Americans were unafraid to do what was hard; to do what was needed even when success was uncertain; to do what it took to keep the dream of this nation alive for their children and grandchildren.

Our administration has had some political setbacks this year, and some of them were deserved. But I wake up every day knowing that they are nothing compared to the setbacks that families all across this country have faced this year. And what keeps me going – what keeps me fighting – is that despite all these setbacks, that spirit of determination and optimism – that fundamental decency that has always been at the core of the American people – lives on.

It lives on in the struggling small business owner who wrote to me of his company, “None of us,” he said, “…are willing to consider, even slightly, that we might fail.”

It lives on in the woman who said that even though she and her neighbors have felt the pain of recession, “We are strong. We are resilient. We are American.”

It lives on in the 8-year old boy in Louisiana, who just sent me his allowance and asked if I would give it to the people of Haiti. And it lives on in all the Americans who’ve dropped everything to go some place they’ve never been and pull people they’ve never known from rubble, prompting chants of “U.S.A.! U.S.A.! U.S.A!” when another life was saved.

The spirit that has sustained this nation for more than two centuries lives on in you, its people.

We have finished a difficult year. We have come through a difficult decade. But a new year has come. A new decade stretches before us. We don’t quit. I don’t quit. Let’s seize this moment – to start anew, to carry the dream forward, and to strengthen our union once more.

Thank you. God Bless You. And God Bless the United States of America.

Relaterede poster:

1. Obama tilbage i offensiven med stort oratorisk talent – se hele Obamas tale fra Kongressen
2. Det blev Barack Obama – se hele hans tale fra i nat her
3. Ted Kennedy om Barack Obama: The dream lives on

Det var sjovt at høre og læse reaktionerne oven på sejren mod Norge. Pludselig var mere end 55 minutters forfærdeligt spil helt forsvundet, og der var fokus på den danske vindermentalitet og evnen til at vinde tætte kampe. Meget klogt, for havde man gået tættere på det danske spil, kunne det nemt have udviklet sig til en meget ubehagelig affære.

Det er dog et uomtvisteligt faktum, at det her hold har en god evne til at vinde håndboldkampe og tage de rette beslutninger til sidst. Og de har nogle typer, der simpelthen bare vil vinde. Kasper Hvidt er her det bedste eksempel. Hans vilje og indsats var maksimal mod Norge. De danske herrer under Wilbek bygger på, at man samler på vinderhistorier. I det billede var en sejr mod Norge vigtig. Den føjes til samlingen. Det er altid nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder!

Men det danske spil har generelt ikke været imponerende. Det minder faktisk meget om Kroatien, der heller ikke har spillet godt, men som alligevel er klar til de afgørende kampe. Spillet skal løftes i aften. De to hold plejer at give hinanden kamp til stregen. Sådan går det med garanti også i aften.

Kroatien er meget mere end Balic – men hvad betyder Cervars farvel?

Når Danmark møder Kroatien, handler forskræppet altid meget om den sympatiske stjerne Ivano Balic. Men Kroatien er meget mere end det, og de har oven i købet valgt at skabe yderligere dramatik op til kampen i aften.

Den kroatiske træner Lino Cervar valgte nemlig at benytte hviledagen i går til at sige op på jobbet som kroatisk landstræner med virkning lige efter EM. Hans forklaring lød næsten tøsefornærmet:
»Jeg siger hermed op som landstræner. Jeg har lige fortalt spillerne det. Jeg gider ikke mere. Der er ingen af jer, der tror på mig eller mit projekt. Så kan det sgu være lige meget. Så vil jeg ikke bruge flere kræfter på det her«, sagde Cervar.

Effekten kan være totalt kroatisk kaos. Umiddelbart var Cervars udmelding en håndbold i den danske turban. Cervar er en ualmindelig dygtig træner, der f.eks. ved OL i Beijing fuldstændig knockoutede Danmark med en overrumplende taktisk fra kampens start. Han kan som Wilbek kunsten at vinde initiativet i en kamp og hele tiden været et skridt foran sin modstander. Men hans udmeldinger i går virkede helt opgivende, og hvis han ikke er på toppen, kan det bestemt være til Danmarks fordel.

Men Cervar er en snu herre, og man kan ikke sige sig helt fri for den tanke, at den kroatiske træner kunne bruge sin situation til at sætte sit hold yderligere op til kamp. Og når han så har skaffet succes, kan han formentlig overtales til at fortsætte til OL 2012.

Selvfølgelig skal danskerne fokusere på midterforsvaret mod Kroatien. Der ligger Ivano Balic og den kæmpe stregspiller Igor Vori og skaber en masse ravage. Vi kan nok ikke helt tillade os at være alt for flade i midten mod de to. Men ved tidligere opgør har det faktisk ikke været der, vi har haft de helt store problemer. Duellen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen ser rimelig ud for Danmark.

Men Kroatien er også mere end de to i midten. Denis Buntic fra Ademar Leon har vist sig at være en giftig afløser for Metlicic, og i Domagoj Duvnjak fra HSV har kroaterne også en meget dygtig bagspiller. Han har ikke helt klubkammeraten Blazenko Lackovic’s niveau som skytte. Men selvom Lackovic er med i truppen efter en skade, er det nok Duvnjak, der er den største trussel mod Danmark.

Endelig skal vi ikke glemme målmand Mirko Alilovic fra Ademar Leon. Han stod simpelthen forrygende i Beijing mod Danmark, og er virkelig ved at udvikle sig til en klassemålmand. Han er kæmpestor, men også typen som gode danske fløje kan køre rundt med.

Alt i alt: Kroatien har indtil videre vundet knebent og med besvær. Ligesom Danmark. De har en stor vinderpsyke. Ligesom Danmark. To lige hold der vil give hinanden hård kamp.

Hold øje med:

1. Kampen i midten. Kampen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen i midten er en nøgle til sejr. De gamle klubkammerater Jørgensen og Balic kommer ud i nogle fair men drabelige dyster i aften. Det danske midterpar har vist klassen ved EM. Nu skal de være det en gang videre.
2. Kampen i målet. Hvidt kommer formentlig til at starte inde. Hvis han nu har fundet det rette (spændings)niveau, kan han ene mand afgøre det igen. Han skal bare køre EM-finalen fra 2008 i den indre biograf. Dog har Hvidt nogle gange haft problemer med de kroatiske skytter. F.eks. i 2003 hvor Metlicic skudt Hvidt helt ned i bunden af målet.
3. Fløj- og kontraspil. Det etablerede danske angrebsspil er ikke imponerende. Derfor skal vi altså have nogle lette mål undervejs. Det betyder gode kontraspil. Men det betyder også, at hvis Kroatien dækker 5-1 med Vori eller en offensiv 3-2-1, så skal vi spille bredt ud til fløjene.
4. Det taktiske spil og initiative på banen. Cervars farvel er virkelig en joker op til kampen. Wilbek bliver virkelig udfordret i aften, så han skal have en strategi for kampen, der holder hjem. Kampen mod Kroatien er også en prøve på Wilbeks unikke evne til at tage og fastholde initiativet.

Og så skal vi i øvrigt huske, at det i aften er Lars Christiansens kamp nr. 300. En helt igennem unik dansk spiller sætter i aften en rekord, der formentlig aldrig bliver slået. Han har været udskældt (f.eks. efter VM i Tunesien), og undertegnede har været nødsaget til at rykke ud med en uforbeholden undskyldning undervejs. Han er en af de største undervejs, og hans straffekast mod Tyskland for to år siden var en forløsning af en anden verden. Endelig trådte han ud af de lange, sorte skygger. Uanset hvordan det går, har han fortjent en stor hyldest i aften. Men lad ham da endelig spille en brandkamp i aften, så han og Hvidt får vist, at ‘de gamle’ legender kan endnu.

TV2 fra kl. 20.15.

Relaterede poster:

1. En frygtelig kamp – men Danmark lever stadig ved EM 2010
2. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010
3. Endnu et klassisk opgør – optakt til Rusland mod Danmark ved EM 2010

Samtidig lavede Wilbek den sædvanlige finte mod Norge og lod deres højre fløj stå helt blank. Den lavede han helt tilbage i VM-finalen i 1997, og de har stadig ikke læst den. Så Kjelling løb lige ind i en dansk mur og tog en masse pressede skud. Og hvordan Tvedten kunne finde på at tage samme skud som i Drammen for to år siden, og tidligere i kampen, er endnu en gåde. Man får virkelig ondt af Norge.

- Se afslutningen fra norsk TV2 her

Det var en forfærdelig kamp med nervøst og dårligt spil. Havde det ikke været for Kasper Hvidt, havde vi været helt væk. Selvfølgelig startede Wilbek med ham inde. Selvfølgelig leverede han en brandkamp i direkte duel med kollegaen fra FCK. Og selvfølgelig tog han straffet til sidst. Sådan er logikken ofte i den slags kampe.

Man kan således også vende den om og sige, at denne kamp var et fornemt eksempel på tiden efter Wilbek. De spiller ikke godt, men de vinder, og der er altid spillere, der træder i karakter og vil vinde. F.eks. Thomas Mogensen, Kasper Hvidt og Mikkel Hansen. Danmark er et vinderhold, som Wilbek også konstaterede efter kampen.

Der er dog fortsat nogle ting i det danske spil, jeg simpelthen ikke forstår:

1. Hvorfor må Spellerberg ikke spille mere? Han får sat ordentlig rytme i spillet som den eneste.
2. Hvorfor sætter de ikke Mikkel Hansen bedre i scene? Han scorer jo hver gang, han kommer i fart – når han da ikke rammer indersiden af stangen.
3. Stoler Wilbek inderst inde på folk som Torsten Laen og Kasper Søndergaard? Mads Nielsen spillede en hel halvleg på højre back som boldflytter. Er det bedre end Kasper Søndergaard?
4. Har vi droppet det offensive overtalsforsvar for tid og evighed? Det kunne man håbe.
5. Er forsvaret for langt fremme og for usammenhængende? Michael V. Knudsen talte efter kampen om, at det danske forsvar havde verdesklasse. Det tror jeg nu ikke helt på. Prøven kommer mod Kroatien.

På bundlinien før ‘kvartfinalen’ mod Kroatien står:

• Vi har slået fire sløvt spillende midterhold (Østrig, Serbien, Rusland og Norge), og det har haltet undervejs.
• Vi har tabt klart til det eneste gode af turneringens hold, vi endnu har mødt (Island).
• Det har været fem kampe med mildest talt svingende præstationer.
• Vi har stadig chancen. Men skal vi i semifinalen, skal vi finde et niveau torsdag, vi endnu ikke har været på. Men Danmark har spillet dårligt før og vundet, og holdet har en formidabel evne til at løfte sig i løbet af en turnering. Som skrevet før turneringen: Jo hårdere, jo bedre. Efter en gennemført frygtelig kamp har vi stadig fine muligheder for en semifinale. Men for pokker hvor skal de spille bedre.

Trænerteamet har nu en god onsdag til at tænke sig godt om og få sammensat en ‘gameplan’, der kan dæmme op mod kroaterne. Jeg tror ikke, at Balic bliver problemet. Ham kan Lars Jørgensen kæmpe med. Udfordringen er vores angreb, som kan få store vanskeligheder med Kroatien. Bemærk også, at Kroatien altså også har en meget begavet træner og et hold med en stærk vinderpsyke. De vinder også, selvom de ikke spiller overbevisende. Gør klar til kamp i morgen aften.

Relaterede poster:

1. Kvartfinale mod de skakternede – Optakt til Kroatien mod Danmark ved EM 2010
2. Hård kamp i vente – optakt til Østrig mod Danmark ved EM 2010
3. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010

Efter den forventede sejr over Rusland i går (den var jeg nogenlunde sikker på) bliver det anderledes nervebetonet i aften. Det norske hold er godt spillende og har fremragende individualister, der kan volde Danmark problemer. Nøglen til kampen bliver at gentage det flydende spil mod Rusland – og så score på vores chancer. Mikkel Hansen har før scoret 15 mål mod Steinar Ege og ved VM for et år siden havde vi fuldstændig styr på dem. Alligevel skal det nok blive en af den slags aftener, hvor der skal hives fat i bordkanten.

Det er dog ikke ligefrem de store overraskelser, vi kan se frem til i aften. Ikke sådan umiddelbart. Norge kommer med et godt sammenspillet hold centreret omkring fremragede målmandsspil fra Steinar Ege og de tre højrehændede bagspillere Kristian Kjelling (AaB Håndbold), Kjetil Strand (Füchse Berlin) og Børge Lund (THW Kiel). Og så skal man bestemt ikke glemme deres fysisk benhårde stregspillere.

Med en stor kliche er det vitterlig to hold, der kender hinanden rigtig godt. Norge spillede lidt kispus op til EM ved at stille med et rent b-hold i opvarmningskampen mod Danmark. Det tror jeg ikke får så pokkers stor betydning. Danmark plejer at have rimelig godt styr på Norges bagspillere. Udfordringen bliver formentlig snarere i den anden ende, hvor vi skal forbi et godt forsvar og en til tider fremragende Steinar Ege.

Det kan godt antages, at Norge har set video af, hvordan Island og Serbien formåede at stresse vores bagspillere med et aggressivt og offensivt forsvar. Det vil Robert Hedin helt sikkert forsøge at udnytte. Igen kommer Thomas Mogensen i fokus sammen med Bo Spellerberg, der i går virkelig viste hans store værdi for holdet. Lad bare ham komme ind og spille for fuld hammer i aften. Og lad så Mikkel Hansen få en af den slags aftener, hvor armen sender boldene rundt i hele målet.

Hold øje med:

1. Målmandskampen. Selvom Landin stod en god kamp i går, vil det ligne Wilbek at matche FCK’s målmænd mod hinanden i en direkte duel: Hvidt mod Ege. I en tæt kamp vil få afgørende redninger være det, som gør udslaget. Umiddelbart virker Ege mest formstærk. På den anden side virker Hvidt meget opsat på at komme ind i turneringen.
2. Skyttekampen. Kjelling og Strand mod Hansen og Danmark. Norge har virkelig nogle skytter, der skal have mange billetter i en kamp. De skyder meget. Rigtig meget. Det betyder også, at der kan være gode muligheder for at løbe en masse kontraer. På den anden side kan Kjelling og Strand have dage, hvor deres scoringer bliver to-cifrede. Og så mindes jeg en DM-finale hvor Mikkel Hansen nettede 15 gange på Ege. Hvem får overtaget der?
3. Initiativet. Wilbek skal igen vise, at den større bredde på hans hold kan bruges aktivt til hele tiden at bevare initiativet. Der kan vi noget, Norge ikke kan.

I øvrigt stor ros til Kasper Nielsen og Lars Jørgensen. De er virkelig ved at finde niveauet. Det kan blive nøglen til succes i de næste kampe.

TV2 fra kl. 20.15.

Relaterede poster:

1. Kvartfinale mod de skakternede – Optakt til Kroatien mod Danmark ved EM 2010
2. Endnu et klassisk opgør – optakt til Rusland mod Danmark ved EM 2010
3. Hård kamp i vente – optakt til Østrig mod Danmark ved EM 2010

Mandag aften har de danske herrer kniven på struben i Wiener Stadthalle. Efter det alt for klare nederlag mod Island skal danskerne forsøge at rejse sig mod Rusland, Norge og Kroatien i nævnte rækkefølge. Og der skal efter alt at dømme tre sejre til.

Det er der egentlig ikke noget nyt i. Vi har fra starten vidst, at det var de tre hold, vi skulle op imod. Og vi har fra starten jublet over, at vi var i den halvdel. Rusland og Norge er hold, vi skal kunne slå, hvis vi vil noget i turneringen. Så egentlig er ikke meget ændret. I øvrigt plejer det danske hold som regel også at have en dum kamp undervejs. I 2007 og 2008 skete det imidlertid allerede i åbningskampen. Vi er aldrig gået videre med maksimumpoint, og mellemrunden er altid bedst for Danmark.

Så i aften er det bare fuld kraft frem og videre efter det dumme opgør mod Island. Dette EM har indtil videre vist, at holdene er meget lige og jævnbyrdige. Så der bliver hård, hård kamp om hvert eneste point i mellemrunden. Og vi er altså stadig i den nemmeste halvdel.

Kampen mod Rusland i aften ligger umiddelbart godt til Danmark. Russerne er kæmpestore, men det er et hold, vi kan løbe mod. Og de kommer absolut ikke med noget nyt. Det er de samme spillere, vi har mødt utallige gange – og slået næsten lige så mange gange i de senere år.

Men kampe mod russerne har altid noget mytologisk over sig. Det handler om den store bjørn, som det er svært at bide skeeer med, men som vi med snilde kan overliste. Legenden Maksimov har både som spiller og træner prøvet at tromle Danmark over. Men han har også prøvet at blive slået i en VM-semifinale, og som træner at blive slået i de seneste slutrundeopgør.

Når vi ser bort fra hele mytologien om de store russere, så handler det primært om, at vi skal løbe den langsomme bjørn ned. Det har i hvert fald været recepten de seneste gange, vi har slået dem ved en slutrunde.

Hold øje med:

1. De danske målmænd. Det er ikke til at komme udenom: Hvidt og Landin skal altså i gang nu. Ellers har vi ingen chancer i mellemrunden. Det er nødsaget til at præstere nu.
2. Tempoet. Russerne er store, tunge og kværnende. Så vi skal løbe maksimalt med dem. Hele tiden presse med med hurtig midte og løbe samtlige kontraer. Hver gang. Det kan blive en aften for Eggert og Lindberg. Ellers husk f.eks. Lars Christiansen mod Rusland oppe i Norge.
3. Wilbeks initiativ. Landstræneren virkede for første gang lidt passiv mod Island. Han skal op på sit højeste niveau for at bevare initiativet hele vejen igennem. De fleste kampe ved EM har bølget frem og tilbage med en række store comebacks. Det handler meget om at Wilbek skal stole på sit hold som altid og skifte flittigt ud og hele tiden være ovenpå.

Landstræneren og hans hold skal nu for alvor vise formatet. Nu skal der vindes nogle håndboldkampe. Mellemrunden er traditionelt der, hvor Danmark spiller bedst. Lad det bare gentage sig i aften.

TV2 kl. 20.00.

Som nævnt er en kamp mod Rusland altid en klassisk affære. Det giver os en udmærket grund til igen at lave en Top 6 over alle tiders herrekampe mod russerne:

1. VM semifinale 1967: 17-12.
2. EM mellemrunde 2004: 36-31.
3. EM mellemrunde 2006: 35-28.
4. VM indledende 1978: 16-16.
5. EM åbningskamp 2002: 25-25.
6. OL 1972 åbningskamp: 12-12.

På DR.dk er der stadig eksklusive klip fra både 1967 og 1978.

Og så lige til to af de værste russerkampe:

1. VM 2003 28-35 efter 16-16 ved pausen.
2. EM 2000 26-27 efter dansk føring ved pausen. Kampen hvor Hjermind skulle have taget et rødt kort!

Lad endelig aftenens kamp krive sig ind som en del af de gode historier. Og lad os inden da mindes denne her igen:

Relaterede poster:

1. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010
2. Kun en sejr tæller mod Rusland, men der er bestemt muligheder i endnu et klassisk opgør mod den russiske bjørn
3. Så er det alvor – optakt til Serbien mod Danmark ved EM 2010

Serbien bliver ofte karakteriseret som nogle labile håndboldgangstere. Det er også dejlig nemt. Og når man skal spille mod Serbien, handler det ofte om, at det bliver “fysisk”. Sandheden er imidlertid snarere, at Serbien repræsenterer en del af den berømmelige jugoslaviske håndboldskole, og at de efter flere år med manglende resultater nu har samlet en slagkraftig enhed, der vil volde de fleste problemer.

I forhold til kampen ved VM for et år siden er det et noget andet serbisk hold, vi kommer til at møde. Men det handler stadig om et stærkt skydende bagkæde og stort pres ind mod den danske midte. Serberne viste mod Island, at de oven i købet har flere hårdtskydende backer at veksle imellem, hvis det ikke lige kører for en af dem.

En af de store profiler er Momir Ilic fra Kiel, som altid kommer med stort tryk, og som også har et fint blik for stregen. Men der er også Ivan Lapcevic og Aleksandar Stojanovic at tage hensyn til. Og mod Island sprang så pludselig Ivan Stankovic fra Aragon til som den store bomber.

I det helt store billede er Serbien et hold, Danmark skal slå. Får vi to point mod dem, står vi pludselig ganske stabilt på vej ind i mellemrunden. Men mit bud er, at det også er her i indledende runde, vi møder de sværeste modstandere. Serbien og Island er umiddelbart nogle mere vanskelige modstandere ned Rusland, Norge og Kroatien, som vi kender godt og meget ofte også vinder over. Efterhånden er Rusland vel nærmest en ønskemodstander?

På den baggrund er det i aften, at Danmark virkelig kommer på en hård prøve. Wilbek er selvsagt optimalt forberedt, og han og vi andre får for alvor et fingerpeg om, hvor de danske herrer står.

Hold øje med:

1. Midterforsvaret. Måske det eneste, man for alvor skal lægge mærke til i aften? Kasper Nielsen og Lars Jørgensen er tilbage i midten, og kampen mod Østrig var ingen triumf. Indtil videre har de bestemt ikke vist samme niveau som for to år siden. I aften får de chancen for at løfte sig mod et hold, der kommer med et kæmpe tryk mod midten.
2. Det danske fløjspil. Serberne dækker kompakt og er ikke nødvendigvis de hurtigste mennesker i benene. Det skal udnyttes til at sætte vores fløje i scene. Det kan godt blive en kamp, hvor Lars Christiansen og Hans Lindberg skal køre rundt med de serbiske målmænd. I det hele taget er fløjspillet en nøgle for Danmark. Her er vi stærkere end de fleste. I aften får vi at se, hvor langt det potentiale rækker.
3. Den mentale styrke. Serbien viste stor moral og kom tilbage mod Island. Det kan gøre dem farlige, hvis de nu har fået smag for at vinde! Danmark lavede sidste år et fantastisk comeback mod Serbien, og det kan blive en kamp med skiftende føringer, som formentlig ender helt lige til sidst. Det plejer det danske hold at være ganske gode til.

Og som optakt til kampen er her en kort tur på Memory Lane fra sidste års kamp mod Serbien:

TV2 fra kl. 20.00.

Relaterede poster:

1. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010
2. Endnu et klassisk opgør – optakt til Rusland mod Danmark ved EM 2010
3. Hård kamp i vente – optakt til Østrig mod Danmark ved EM 2010

Klik her og se videoklippet fra Go’ morgen Danmark.

Det danske spil

Det er ikke mange sportsgrene, der er kommet fra Danmark. Men når det gælder håndbold, kan vi danskere med sædvanlig nationale beskedenhed konstatere, at det spil er vores. Selvom man også andre steder i Europa har kastespil, er der generel enighed om, at den moderne håndbold har to danske fædre, som på samme tid begyndte at spille håndbold og skrive et regelsæt ned. To fædre som mødtes med hver deres hold i den allerførste håndboldkamp i Helsingør i 1907.

Mennesket har altid dyrket idræt, og boldspil er ingen ny ting. I de fleste antikke livsformer stod konkurrencen og den legemlige udfoldelse meget centralt for de enkelte samfund – ikke mindst i Grækenland hvorfra vi har den olympiske bevægelse, der blev genoplivet i 1896. At det netop skete på dette tidspunkt, er ikke tilfældigt. Ved forrige århundredeskifte oplevede man nemlig i Europa en ny fokus på ungdom, på kroppen og på idrætten. Via idrætten kunne ungdommen disciplineres og samtidig få hærdet sin fysik. ”En sund sjæl i et sundt legeme” indkapsler som motto meget præcist bestræbelsen.

Håndbold er et fysisk spil – og et til tider hårdt spil. Det må man ikke glemme. Det er ikke skak, man spiller rundt i hallerne. Men rå kraft og veltrænet fysik er ikke nok i håndbold. Hvis ikke man er i stand til at bruge sine kræfter rigtigt, og hvis man ikke har taktisk forståelse og den rette teknik, nytter de mange kræfter ikke meget. Hverken nu eller dengang.

Ungdommens urkraft skal anvendes med omtanke, og derfor så man ved forrige århundredeskifte opblomstringen af en lang række boldspil med nedskrevne regler og dannelsen af nationale og internationale forbund og turneringer. Fodbolden var allerede etableret i England, og i Danmark dannes i 1889 Dansk Boldspil Union. Syv år senere genoplivede Pierre de Coubertin de olympiske lege i Athen, og Danmark var blandt de deltagende lande i flere discipliner.

En idrætskultur var født, og i Danmark blev den modtaget med åbne arme af alle samfundslag. Tidsånden var med idrætten og de nye holdspil. Derfor er det måske ikke så mærkeligt endda, at der på dette tidspunkt to forskellige steder i Danmark, sad to mænd som tænkte den fuldstændig samme tanke om et spil med hænderne. Ret beset er det jo ganske oplagt at spille bold med hænderne, ligesom man meget langt tilbage kan spore atleter, der har sparket til en bold eller en genstand.

Men der skulle altså to danske lærere til for at sætte det moderne spil i system. Normalt tillægges lærer og oberstløjtnant Holger Nielsen fra Ordrup ved København æren for opfindelsen af håndbold. I hvert fald var det ham, der som den første i 1906 kunne udgive et regelsæt for håndbold, ligesom det i øvrigt var ham, der i 1932 opfandt den verdensberømte Holger Nielsen-metode til kunstigt åndedræt. Nielsen var på mange måder en alsidig mand. Ved de første olympiske lege i 1896 blev han en af de danske helte, da han vandt sølv i sabelfægtning og bronze i pistolskydning. Den initiativrige og fremsynede Holger Nielsen var lærer på Ordrup latin- og Realskole, og i 1898 tilrettelagde han for eleverne: ”… et Spil med hænderne, Haandbold, som kunde spilles på en mindre Plads, f. Eks. I en Skolegaard.”

Men allerede året før havde en anden lærer i Nyborg spillet håndbold med sine elever. Rasmus Nicolaj Ernst var 24 år gammel, og var næsten nyansat på Borger- og Kommuneskolen i Nyborg, da han i 1897 begyndte at spille et helt nyt spil med sine elever. Han kaldte det håndbold. To forskellige steder i landet og næsten samtidig blev spillet født, og der skulle ikke gå længe, før de to pionerer mødte hinanden. I 1905 flyttede Ernst nemlig til sundbyen Helsingør, hvor han fik ansættelse på Helsingør Højere Almenskole. Med det samme tog han fat på håndbolden på den nye skole, og lagde dermed grunden til den senere så berømmede håndboldkultur i Helsingør.

De to håndboldpionerer boede nu tæt på hinanden i det nordsjællandske, og det var derfor helt naturligt, at de to skoler skulle mødes i den første registrerede håndboldkamp. Den fandt sted i 1907 i Helsingør, og kampen blev et godt eksempel på, at der endnu ikke var helt klarhed om reglerne. Rasmus Nicolai Ernst skrev om kampen i sin dagbog: ”I 1907 modtog Skolen en udfordring fra Ordrup til en Haandboldkamp. Helsingør og Ordrup var vist paa det Tidspunkt de eneste Skoler, der spillede Haandbold. Holger Nielsen, Ordrup, havde lavet nogle regler, som vi her ved Skolen ikke kendte, vi spillede efter Regler, som jeg havde lavet i Nyborg allerede 1897-98. Kampen blev et frygteligt Nederlagt for Helsingør 21-0”.

Den første udgave af spillet kan bedst ses som en slags fodbold med hænderne. ”Med ca. 40 deltagere i Spillet vil en Plads paa 40 meters Længde og ca. 30 meters Bredde være passende” , skrev Holger Nielsen i de første regler fra 1906. Længden af banen passer således godt til de nuværende håndboldbaner. Men bortset fra det, er der ikke meget, der minder om vore dages håndbold. Når man kigger på fotografier fra en af Holger Nielsens kampe, hvor han ofte selv styrede spillet i militæruniform, minder det mere om rugby end om vores dages stringente positionsspil.

I løbet af de første år skete der dog langsomt en tilpasning af reglerne, så spillet begyndte at ligne det, vi nu kender som markhåndbold. En i vore dage noget hengemt disciplin, hvor spillet foregår på en fodboldbane med 11 mand på hvert hold. Men det allervigtigste var, at spillet i disse år begyndte at rykke indendørs. En meget naturlig ting når man tænker på klimaet på vores breddegrader, som de fleste måneder egner sig bedst til indendørs aktiviteter. Men også en afgørende udvikling for spillet, som nu blev gjort mindre – og med væsentligt færre deltagere.

I håndboldens første mange år var København helt dominerende. Den 16. marts 1921 inviterede idrætsforeningen Old Boys til indendørs turnering i håndbold i Idrættens Hus i København. Dommer var Holger Nielsen, og turneringen havde deltagelse af hele 15 hold. Blandt dem var den første deciderede håndboldklub fra Efterslægtens Gymnasium.

Som navnet på den første klub tør antyde, var håndbold i disse år meget en skolesport. Fra Holger Nielsens tid var håndbold en idræt man lærte og spillede i gymnasiet, og mange af de store spillere blev rekrutteret til spillet på landets gymnasier. Mere spydige sjæle vil måske indvende, at det med skolelærere og det lettere studentikose præg, er noget som håndbolden måske først har lagt fra sig i takt med de sidste 10-15 års stigende professionalisme. Men det har i hvert fald sat sit præg på spillet i form af utallige skolelærere på trænerbænkene og en meget indgående analytisk indgang til spillet. Men dette intellektuelle og analytiske overskud har utvivlsomt også givet danske hold en klar konkurrencemæssig fordel i forhold til østlandenes systematik og fysik. Det har altid været dansk håndbolds varemærke, at hvor de andre var store og stærke, var vi kloge og teknisk bedre.

Og så er det i øvrigt en sandhed med mange modifikationer, at håndbold skulle være en særlig lærersport. I virkeligheden kom både arbejdere og bønder meget tidligt med, og egentlig er håndbold en meget dårlig skolesport. Der skal en meget dygtig lærer til for at gøre håndbold interessant i skolen. Volleyball og basketball er meget bedre egnede sportsgrene til skolen. Det er nemmere at komme i gang med, og det er nemmere at få et spil til at fungere uden de store forudsætninger. Men kigger man på medlemstallene i de respektive forbund, så er boldspillene i skolen omvendt proportionale med aktiviteterne i klubberne. Håndbold har de mange medlemmer, mens det er fodbold, volleyball og basketball, man spiller i skolen. Håndbold er kort sagt et spil, der lever i klubberne og i hallerne.

Det at opfinde et boldspil vil også altid være et udslag af den folkelige idrætskultur i det pågældende land. Det gælder i høj grad for de mange britiske boldspil som golf, fodbold, tennis og rugby. Men det gælder også for håndbold. Kvaliteterne i håndboldspillet kan godt ses som et spejl af nogle af de elementer og værdier, vi sætter pris på i den danske idrætskultur. Spillet rummer en række sociale kvaliteter, hvor det at få individualister til at fungere som et team er en af de spændende udfordringer. På trods af at der kun er seks markspillere og en målmand, er håndbold et stærkt differentieret spil med mange muligheder, og fordi man bruger hænderne, er der mulighed for at lave et hav af finurligheder og tricks. Det har de danske spillere altid været gode til.

I løbet af 1920’erne begyndte det moderne indendørs spil med syv mand på hvert hold at fange an, og det blev ikke længere kun spillet i Danmark. Det var nemlig især i Tyskland, at spillet blev udformet som et turneringsspil. Allerede i 1917 havde man i Berlin iværksat en turnering for kvinder, og i 1920 begyndte den første nationale turnering i Tyskland for både mænd og kvinder. Det var også i Tyskland, at den allerførste landskamp blev spillet. I 1925 besejrede Østrig på udebane i Halle værterne fra Tyskland med 6-3. Flere lande kom nu med, og håndbolden, der indtil da havde hørt ind under atletikken, løsrev sig nu fra det internationale atletikforbund, og dannede i 1928 det første internationale håndboldforbund. I 1930 havde man allerede 20 medlemslande. Også i Danmark begyndte man at organisere sig, og i løbet af 30’erne dannedes de første regionale forbund. Den 2. juni 1935 løsrev håndbolden sig også i Danmark fra atletikken og dannede Dansk Håndbold Forbund. Man var i gang.

Læs mere i “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” og nyd indtil da dette smukke billede fra Go’ morgen Danmark:

Relaterede poster:

1. Hård kamp i vente – optakt til Østrig mod Danmark ved EM 2010
2. En frygtelig kamp – men Danmark lever stadig ved EM 2010
3. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010

Østrig er ikke en håndboldmæssig sværvægter. Slet ikke. Under normale omstændigheder er det en kamp, som burde betyde en enkel indtræden i en EM-turnering for de forsvarende mestre.

Men åbningskampe er aldrig en nem affære for de danske herrer. Ved VM i 2007 tabte holdet til Ungarn, og da Danmark indledte kampen mod guldet ved EM i Norge for to år siden, blev det også til turneringens eneste nederlag mod netop værtsnationen. Et nederlag vil således ikke være en katastrofe. Måske ligefrem et godt tegn?

Østrig spiller hårdt og brutalt. Det ligner en bevidst satsning på, at man på hjemmebane kan få publikum og dommere med sig. Præcis som det lykkedes for ellers upåagtede Slovenien i 2004. Østrig skal ikke vinde skønhedskonkurrencer eller priser for taktiske raffinnementer.

Det bliver hårdt og med fuld indsats, og så længe de er friske og har figtherånden intakt, kan de blive en hård modstander. Åbningskampens indledning vil formentlig blive ret afgørende for, hvordan kampen vil forme sig. Kan Danmark tidligt få sat nogle kontraer ind, kan gassen gå af den østrigske ballon.

Selvom det bliver udfordrende, er værtsnationen et hold, Danmark bør slå. En god start og to sikre point vil være en fin indledning for det danske hold.

Hold øje med:

1. Dommerlinjen og spil i overtal. EHF har dikteret en hård kurs overfor det brutale spil. Hvis det giver meget spil i overtal, er der lagt i kakkelovnen til en kamp, der sætter de danske fløje i scene.
2. Midterforsvaret. Kasper Nielsen og Lars Jørgensen er tilbage i midten. Umiddelbart ikke i samme stålsatte form som for to år siden. Men de får en fin chance for at spille sig ind mod østrigerne.
3. Den danske bredde og den skydende bagkæde. Wilbek vandt international berømmelse for sin strategi med stadige rotationer i det danske angreb. Hold øje med den danske bredde, og med hvordan spillere som Kasper Søndergaard og Mads Ø. Nielsen kommer ind i spillet.
4. Den danske vinderpsyke. Wilbeks hold spiller ikke altid flot – men de vinder håndboldkampe. En åbningskamp bliver utvivlsomt endnu en prøvelse i den henseende.

Landstræneren har proklameret, at han ved alt om Østrig, og at ikke eneste østriger kunne komme på hans hold. Han plejer at have meget godt styr på den slags. Kampen i aften er således mest en kamp på det mentale plan. Lad det hele begynde.

TV2 kl. 17.50.

Relaterede poster:

1. En frygtelig kamp – men Danmark lever stadig ved EM 2010
2. Så er det alvor – optakt til Serbien mod Danmark ved EM 2010
3. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010

Kulden har bidt sig fast, og danner den perfekte ramme for udgivelsen af Michael Falchs nye album Fodspor I Havet.

Den er skrevet og indspillet i en kold vinter i et fiskerhus på Fyn. Falch er en forunderligt romantisk figur, og omgivelserne kan høres på et meget personligt og vedkommende album.

Han har altid skrevet sange med stort vingefang. Den umiddelbare nærhed til Sixten Sparre og Elvira Madigan på Tåsinge har dog heldigvis ikke resulteret i et alt for drømmende udtryk. Tværtimod. Her er der levet liv og bitre erfaringer fra en sangskriver, som har været meget igennem, og hvor alting ikke blev, som han drømte om. Det er en erfaring, der kan komme gode sange ud af, og Fodspor I Havet kommer bestemt en hel del af den isede vej.

Det er ti personlige og stærke sange. Fra første færd kommer Bon Ivers ” For Emma, Forever Ago” ind som en oplagt reference og inspirationskilde. Også hos Falch har vi denne tilblivelseshistorie i ensomhed, og også hos Falch har vi en fokuseret og enkel lyd, der sætter endnu mere fokus på sangene.

Falch vendte for alvor tilbage i 2006 med i sit samarbejde med Boat Man Love. Fodspor I Havet er blevet til med gruppens guitarist Lars Skjærbæk som producer. Det er uhyre vellykket. Sjældent har Michael Falchs vokal lydt så godt. Her får den virkelig lov til at fylde rummet og sangene, og den enkle og sine steder skramlede produktion klæder Falch.

Den afklarede personlighed i isen finder sin forløsning i albummets afgørende moment på albummets sidste nummer ”Sent forår”, hvor isen smelter og der gives plads til en smule håb på trods.

Albummet mangler alligevel de helt store gribende øjeblikke. Sangene når ikke altid helt ind, og det bliver aldrig åndeløst rørende som hos en Thåström. Man sidder og tænker på, hvordan ”Håbets hotel” ville have lydt nu.

Det ændrer dog ikke på, at Michael Falch står sig utrolig godt på egen hånd, på eget pladeselskab og i en produktion, hvor der er plads til hans vokal og sange. Endelig er det prisværdigt at se, hvordan Falch på imponerende vis udnytter de nye medier til at komme i tæt kontakt med sit publikum. Se f.eks. hans blog eller følg ham på Twitter.

Relaterede poster:

1. Det kan også blive for afslappet – anmeldelse af Stereophonics’ “Keep Calm and Carry On” til diskant.dk
2. Hjerteskærende mesterstykke – anmeldelse af Arcade Fires “Funeral” fra diskant.dk
3. Lydklip: Michael Fenger i interview om sin tid på landsholdet

“There’s only music, so that there’s new ringtones”. Sådan synger Alex Taylor på Arctic Monkeys’ debut Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not . Historiens hurtigst sælgende debutalbum beviste, at musik kan andet og mere end levere lydtapet. Den kan også være overraskende nærværende.

Den britiske musikpresse har det med at opfinde og katapultere bands mod himlen i en uendelig strøm. Det sælger blade og plader selv i en polycentrisk tid med et eksploderet mediebillede. Hvis man så oven i købet kan sælge et band som eksponent for en brugerskabt MySpace-revolution, har man en salgbar historie.

Sådan blev Arctic Monkeys båret frem I midten af årtiet, da hypemaskinen kørte og den britiske musikpresse slog på de helt store trommer forud for udgivelsen af Sheffield-bandet Arctic Monkey’ debutalbum. Resultaet udeblev ikke. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not blev historiens hurtigst sælgende debutalbum. Heldigvis var der mere end nok at komme efter.

Der findes dem, der mener at al filosofi blot er fodnoter til Platon. Og der findes dem, der mener at rockmusikkens innovative kraft forsvandt omkring 1980, og at alt derefter blor har været gentagelser og retrobølger – en rockens udgave af den evige genkomst.

Men en gang imellem kommer der et album, som nok bygger på en tradition, men som pludselig peger nye og originale veje fremad. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var et sådant album. Arctic Monkeys og ikke mindst frontfigur Alex Taylor var af den helt rette kaliber med et stærkt personligt udtryk på det helt rigtige tidspunkt.

Grupper som The Strokes, The Libertines og Franz Ferdinand åbnede ballet og årtiet med en lettere febril guitarlyd og nogle klare og direkte sange direkte til indie-klubben. Men Arctic Monkeys forlenede det udtryk med smagen af fish ‘n’ chips efter lukketid et sted i Sheffield.

Albummet åbner effekfuldt. ”The View From The Afternoon” pisker en synkoperet rytme frem som i et feberramt vredesudbrud: ”Anticipation has the habit to set you up / For disappointment in evening entertainment but / Tonight there’ll be some love”. Scenen er sat til fortællinger fra et liv i hvileløse engelske forstæder.

Andet nummer er det helt store single-hit og P3-plage”I Bet You Look Good on the Dancefloor”, hvor det handler om ”Dirty dancefloors and dreams of naughtiness”. Det er en virkelighedsnær sangskrivning, hvor det støjer, lugter og ryger. Alex Taylor gik på debuten på steder, hvor også Mike Skinner befandt sig i årtiet. Og det var aldrig så direkte som på debuten. Senere kom der andre lag på. Men Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var og er et forfriskende pust virkelighed med Alex Taylor som en uforlignelig og præcis (med tydelig Yorkshire accent) sproglig iagttager.

Efter dette hit kunne man måske forvente, at tempoet ville blive sat ned og kadencen falder. I stedet ramler ”Fake Tales of San Francisco” afsted som et af albummets store højdepunkter. En fortælling fra en prætentiøs aften, med ”.. all the weekend rock stars in the toilets / Practicing their lines”, leveret med stor enkelthed og præcision:

Efter denne effektfulde indledning på albummet, går der I nogle af de efterfølgende numre lidt for meget synkopering i den. Undervejs fortæller den stilfædrige perle ”Riot van” dog den sørgmodige historie om at blive hentet af salatfadet for sent ude: ”Have you been drinking son, you don’t look old enough to me / I’m sorry officer is there a certain age you’re supposed to be? Nobody told me.”

Ret beset kunne man godt lukke historien om Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not nogenlunde deromkring. I så fald ville det blive historien om et fint debutalbum med et par gedigne singler og med en række gode og mellemgode sange.

Men så kommer til sidst albummets tre afsluttende og udslagsgivende numre, som løfter debuten ud over det lovende. De numre der gør Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not til andet og mere end endnu en talentfuld og hypet debut. Her får vi en drøm af en afslutning.

Alle store albums har et stort afslutningsnummer. Her får vi tre lige i rap. Den krasse ”When the Sun Goes Down” om livet på gaden dukker pludselig op med sin klare virkelighed. Signaturen ”From the Ritz to the Rubble” sætter nyt perspektiv på endeløse, forgæves nætter og leder frem til den store finale i ”A Certain Romance”. Et nummer der virkelig rammer albummet ind og til slut knalder skiven afsted.

Arctic Monkeys og Alex Taylor har siden lavet fremragende nye ting i et frenetisk tempo og bevist, at de de havde meget mere i sig end en fuldendt debut. Alligevel fremstår Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not stadig med forfriskende klarhed som et højdepunkt i årtiet.

Relaterede poster:

1. Arctic Monkeys kan blive årets oplevelse på Roskilde
2. Anmeldelse af Siamese Figthing Fish på Diskant.dk
3. Det kan også blive for afslappet – anmeldelse af Stereophonics’ “Keep Calm and Carry On” til diskant.dk

Den 19. januar indleder Danmark EM mod værtsnationen Østrig i Linz. En på papiret nem opgave mod en af håndboldens traditionelt mindre nationer. Men også den blot første af en række meget vanskelige udfordringer for Ulrik Wilbek og hans tropper på vej mod forsvaret af EM-titlen. Der er sket en del siden guldet for to år siden, og nye spillere er kommet til undervejs. Umiddelbart står holdet ikke helt så stærkt som for to år siden, men der er kommet nye kvaliteter ind i holdet, som kan bringe holdet langt. Men forud for EM er det meget usikkert, hvor holdet står.

Da Ulrik Wilbek kom til som landstræner var hans erklærede mål at skabe stabilitet i de danske herrer præstationer. Det kom efter de meget svingende præstationer mellem 2002 og 2005. Wilbek har haft som mål, at Danmark altid skal blive mellem de otte bedste. Det løfte har han holdt, og målsætningen har vist sig at være meget virkningsfuld; ind imellem kan man jo også godt blive bedre end nr. 8.

Blot en uge før EM har fokus været på alt andet end spillet på banen. Wilbek har klogeligt dekreteret, at alle forhandlinger om nye klubtilhørsforhold skal aflares inden EM. Med betalingsstandsningen i GOG, lanceringen af AG København og spekulationerne om Lars Christiansen og Mikkel Hansen har der været masser af turbulens udenfor banen. Og så har vi slet ikke nævnt sommerens dramatiske konfrontation mellem spillerne og forbundet. Det har været turbulent, og Ulrik Wilbek har ikke haft optimale betingelser i sin forberedelse.

Vi er i den mest attraktive halvdel – men sammen med de vanvittige islændinge

Danmarks turneringshalvdel er umiddelbart den mest attraktive af de to halvdele. Vi er topseede sammen med Kroatien, og vi undgår hold som Tyskland, Frankrig, Sverige og Spanien. Det er ganske godt. Til gengæld er vores indledende pulje en lille smule giftig. Der møder Danmark nemlig værtsnationen, Serbien og de vanvittige OL-sølvvindere fra Island.

Det er alle alle hold, som vi kender næsten urimelig godt, og som det danske hold også har gode erfaringer med. På papiret en ganske fin lodtrækning. Østrig bør Danmark kunne slå, selvom en åbningskamp mod værtsnationen kan være meget svær (tænk blot på den første kamp for to år siden mod Norge!). Serbien kan også være giftige. Under den tidligere storskytte og verdensmester Jovica Cvetkovic er de blevet rettet ind. Men Danmark er et bedre hold, og selvom de møder op med stor fysik, er det en kamp, vi skal vinde.

Den helt store udfordring ser (som altid) ud til at blive Island. De er den store joker, og med tiden er reglen jo blevet, at vi SKAL spille uafgjort med dem. Det gør vi næsten hver gang. Kampen mod Island ved OL var virkelig en hård affære. Umiddelbart har vi bedre spillere, men islændinge giver sig aldrig, og efterspillet på ud til omklædningsrummene viste, at tænding altid er en del af et opgør mod Island. Man kunne godt forestille sig, at det var en kamp, Ulrik Wilbek gerne vil vinde!

EM er den bedste slutrunde for de danske herrer

EM har traditionelt stået rigtig godt til de danske herrer, og det er uden sammenligning den turnering, Danmark har klaret sig bedst i. Det skyldes først og fremmest, at EM er en ualmindelig fysisk hård turnering. Der er mange, mange hårde kampe lige efter hinanden og meget få pauser. Det favoriserer et hold som Danmark, der skifter meget ud, og som ikke er afhængige af få stjernespillere. Ved OL var der en hviledag mellem hver eneste kamp, hvilket gav en spiller som Ivano Balic et tiltrængt pusterum. Det får han ikke ved EM, og det er en klar fordel for Danmark.

Fraværet af uortodokse og ‘underligt’ spillende hold er også traditionelt en fordel for Danmark. EM er noget helt andet end en OL-turnering, og jo hårdere turneringen er, desto bedre er det for Danmark og den danske spillestil. Og med mange lige kampe, skal det nok blive hårdt for alle nationer. Det kan derfor godt være, at Danmark kommer lidt groggy over i mellemrunden, men en EM-turnering handler om at være der, når det gælder.

Danske spørgsmåltegn

Inden turneringen starter, er der dog nogle åbenlyse svaghedstegn ved det danske hold, som er vanskelige at komme udenom:

1. Er nøglespillerne ‘over the top’? Den store generation, der toppede med EM-guldet i 2008 kan meget vel have toppet. Lars Jørgensen er hjemme i AG på en slags ‘nedtrapning’, Kasper Hvidt er også tilbage i København og en spiller som Lars Christiansen er efterhånden blevet 38 år. Og hvad med Michael Knudsen? Er han blevet for træt over alle rejsedagene og de evindelige sheriff-stjerner inde på stregen? De nævnte spillere er nøglespillere for Danmark, og man kan være bekymret for, at deres fineste stund var i Norge for to år siden. Til gengæld er der gode nye folk på vej, og jeg tror at Hvidt og Jørgensen har mere i sig.
2. Angrebsspillet hart aldrig været rigtig flydende under Wilbek. Det er måske kontroverislet og tåbeligt at sige. Men jeg mener faktisk, at Danmark kun har spillet godt angrebsspil i én eneste af de slutrunder, hvor Wilbek har haft ansvaret. Det var ved EM i 2006. Siden har angrebsspillet været (bevidst) rodet, usammenhængende og yderst udforudsigeligt. Tilbage under Torben Winther havde holdet en angrebsmæssigt rygrad, og nogle fremragende kombinationer i kontraspillet og ved hurtigt midte. Alt det er gået fløjten. Til gengæld har man vundet mange flere afgørende kampe, og det danske hold er væsnetligt sværere at lægge taktik imod, fordi der ofte er individualister (tænk blot på Lasse Boesen under EM), der bogstavelig talt tager sagen i egne hænder.
3. Skydende bagkæde i stedet for styret bagkæde. Ved denne slutunde bliver spillet endnu mere usammenhængende og uforudsigeligt. Med Jesper Jensen (og Joachim Boldsen) væk er det Thomas Mogensen og Wilbeks ‘wild card’ Henrik Knudsen, der skal føre taktstokken. Det er to meget spændende spillere. Men de er ikke spilstyrere i en klassisk forstand, som f.eks. Jesper Jensen har været det. Det betyder, at vi nu får en bagkæde af tre roterende skytter, der alle er farlige på egen hånd. Det kan blive yderst giftigt for modstanderne, og jeg er personligt ikke ét øjeblik i tvivl om at Henrik Knudsen kommer til at blive en sensation ved dette EM. Til gegæld er der også risikoen for nogle spillemæssige sammenbrud undervejs. Det bliver kort og godt med fuld knald på, høj risiko og skud fra alle positioner. En afgørende detalje bliver så, om man får de fremragende fløje med, så det ikke bliver skydetelt ind over midten.

Én og kun én nøgle til dansk succes

Når alt dette er sagt og spekuleret, kan vi i sidste ende skære det hele ud i pap. I sidste ende er der én og kun én nøgle til dansk succes:

Kasper Hvidt og midterforsvaret skal præstere som ved EM 2008. Det kan ikke siges nok. Skal Danmark rigtig langt, skal Lars Jørgensen og Kasper Nielsen finde samme niveau som i 2008, og så skal Kasper Hvidt igen finde det niveau, der gjorde ham til turneringens helt store målmand . Skal man vinde titler er det storspil nødvendigt. Hvidts redningsprocent bliver et afgørende pejlemærke. Det er ud fra det fundament, at vi også får alle de ‘nemme’ mål på kontro, som vi er afhængige af.

Det er ikke originalt at udpege Hvidt og forsvar som nøglen til succes. Men det er der, Danmark skal vinde. I slutrunderne falder scoringsprocenterne altid voldsomt, pga. intensiteten og det hårde fysiske arbejde. Så når alt kommer alt, kan det hele (hver gang) koges ned til denne enkle iagttagelse: Virker den danske defensiv, kan holdet gå hele vejen.

Konklusioner og forudsigelser

Men at komme dertil bliver absolut ikke nemt. Og som altid står Kroatien, Frankrig og Tyskland til at blive de værste konkurrenter. De olympiske mestre fra Frankrig er for alvor det hold, som Danmark mangler at slå. Deres forsvarsspil er enestående, og nyere danske spillere som Mads Nielsen fik et decideret chok, da de prøvede det under VM for et år siden. De er skræmmende. Men dem kan vi først møde i en eventuel semifinale.

Det vil være oplagt at udpege to semifinaler, der hedder Danmark-Tyskland og Kroatien-Frankrig. Men helt så enkelt går det sjældent. Fra vores halvdel er jeg ikke tryg ved Island og Serbien skal nok få drillet en masse hold. Og i den anden halvdel synes jeg man skal holde et vågent øje med Sverige. De er på vej frem med unge spillere. Det er endnu ikke, som vi har kendt dem. Men Sverige er verdens ypperste håndboldnation på herresiden, og når de vinder et U-VM, skal man altid holde øje i årene derefter. (Det giver så samtidig en anledning til at bringe et billede af Bjørn Jilsén).

Konklusion: Der er bestemt medaljemuligheder for Danmark, hvis forsvaret og Kasper Hvidt præsterer i verdensklasse igen. I sidste ende skal Kroatien, Frankrig og Tyskland slås. Det bliver tæt, intenst og formentlig meget seværdigt. Og jeg kan overhovedet ikke vente. Lys i januar igen.

Memory Lane – kom i stemning til EM

EM 2008 i Norge var en oplevelse, og de to slutkampe var intense som få. Smukt var det ikke altid, men Lars Christiansens mål i semifinalen kan jeg se igen og igen. Nogen der sagde Tunesien?

Semifinalen mod Tyskland fra tysk tv

Finalen mod Kroatien fra TV2

Relaterede poster:

1. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010
2. Kvartfinale mod de skakternede – Optakt til Kroatien mod Danmark ved EM 2010
3. Endnu et klassisk opgør – optakt til Rusland mod Danmark ved EM 2010

Man kan ikke beskylde Jesper Nielsen og hans Kasi Group for at gå i små sko eller for ikke at drømme stort for den sport, han elsker. At han på toppen af sin erhvervskarriere har valgt at give noget tilbage den sport og den klub, han elsker, er på alle måder prisværdigt.

På papiret tegner AG København til at blive et Norden United med de bedste profiler fra Danmark, Norge, Sverige og Island. Et utroligt slagkraftigt hold med nogle af de bedste danske spillere. Specielt defensivt får man et hold i verdensklasse med Lars Jørgensen og Joachim Boldsen foran de to store målmandsprofiler Kasper Hvidt og Steinar Ege.

Tyske tilstande, ja tak

Der er tegningen til et hold, der bør kunne spille med i den europæiske top. Og det er meget positivt, at en traditonelt stor håndboldby som København får et hold i absolut topklasse. Det er jo et enormt paradoks, at man i FCK Håndbold ikke har formået at trække flere tilskuere af huse, til trods for fremragende spil og gode resultater. De spiller godt, de har profiler, og alligevel kommer der kun et halvlunkent antal tiskuere til brag i Champions League mod hold som HSV eller Zagreb.

Det skal der laves om på, og AG Håndbold skal formå at gøre det til en tysk oplevelse at se håndbold. Det handler også om alt det udenfor banen. Jesper Nielsen kender stemningen fra arenaerne i Tyskland, og hvis han formår at skabe de rammer i Danmark, er tilskuerpotentialet der også.

Den danske herreliga er fremragende, og den netop overståede pokalfinale mellem BSV og FCK viste, at danske hold er i stand til at skabe store oplevelser for tilskuerne. Det potentiale skal der bygges videre på.

Økonomisk doping frem mod skæbneåret 2011

I en tid, hvor mange håndboldklubber skranter, og hvor GOG netop er gået i betalingsstandsning, kommer det nye AG København ind og ændrer spillereglerne igen. Dansk håndbold står netop nu i en meget vanskelig position på både herre- og damesiden. Og netop derfor er tidspunktet for Parken og Flemming Østergaard også velvalgt. De har ikke formået at tjene penge på håndbold, ligesom mange andre klubber også kører med meget pressede budgetter.

Forude venter oven i købet skæbnesvangre forhandlinger om en ny tv-aftale. Den eksisterende tv-aftale med TV2 fra Morten Stig Christensens tid udløber i 2011. Nu er han direktør i DHF, og hans store opgave bliver at lave en god aftale fra den anden side af bordet. TV2 har klart meldt ud, at man ikke ønsker en aftale på det nuværende miljø, så det tyder på en meget vanskelig opgave for den Morten Stig. Det peger således mod endnu mere smalhals rundt om i klubberne.

Det kan AG København måske undgå. Men det sker kun, hvis man har en mæcen som Jesper Nielsen, der egenhændigt vil poste penge i et projekt, der ikke selv kan løbe rundt. Dermed kan man hurtigt ende i en situation, som Flemming Østergaard selv har kaldt “økonomisk doping”. Det giver måske nok kortsigtede resultater, og det skal AG København nok få. Men hvis man ikke formår at bygge et langsigtet og bæredygtigt koncept, kan det blive en kortsigtet fornøjelse, der kun kører så længe Jesper Nielsen synes det er sjovt.

Det gør også projektet en smule skrøbeligt. For hvad sker der, når han ikke gider mere? AG København kan nemt ende som et Slagelse 2.0 med enorm dominans i en kort årrække og så derfor bare det rene ingenting. Det er dansk håndbold ikke tjent med i længden. Slet ikke når man betænker, at det der gør dansk håndbold så speciel, er den stadige strøm af talenter, der udklækkes ude i det danske foreningsliv.

Lanceringen er AG København er en udmærket illustration af det “Fangernes dilemma”, jeg i sin tid beskrev i bogen “Dansk Håndbold – bredde, elite og kommercialiseringens konsekvenser”. Den nye storklub vil utvivlsomt løfte dansk herrehåndbold yderligere op. Men hvis det ikke har en langsigtet bund, kan det blive en kort KASI-fornøjelse. Don Ø kan så i mellemtiden glæde sig over, at han nu har fået solgt fra, og Nordea er formentlig også tilfredse. Håndboldelskere kan glæde sig over endnu mere konkurrence og endnu bedre håndbold i hallerne. Spørgsmålet er bare, om man kan lokke Don Ø og andre københavnere til Brøndby for at se håndbold?

Relaterede poster:

1. Gratis seminar: Oplev Nøglen til god ledelse i København eller Fredericia
2. SÃ¥ gælder det herrerne – Kommentar til Wilbeks VM-trup

Det er set før, at bands med vilje støder et stort publikum fra sig for at afstikke nye eksperimenterende veje for sig selv. Sådan blev Kid A også opfattet af de fleste, da Radiohead udgav sit fjerede album i oktober 2000. Men Kid A er meget mere end det.

Oven på den helt overvældende kunstneriske og kommercielle succes med OK Computer i 1997 (et album der ofte optræder som et af alle tiders bedste albums på diverse lister) stod Oxford-gruppen ved en skillevej præget af depression, skriveblokering og afsmag for de alt-superstars, de pludselig var blevet. Resultatet blev en forløsning i et udtryk, der pegede radikalt fremad.

Oven på en triumf som OK Computer er det nemt at ende som sit eget coverband med ”Creep” som sikkert ekstranummer. Men det har ligesom aldrig været en farbar vej for Radiohead. Og deres egentlige kompromisløshed viste de med Kid A.

Albummet er tydeligt præget af den elektroniske musik, der altid har fulgt bandet, men som først for alvor blev sluppet løs på Kid A. I stedet for den massive guitarlyd, der siden er blevet kopieret til døde af andre bands, gav Kid A plads til et mere minimalistisk udtryk og en række nye lydbilleder med programmerede beats og jazzede hornsektioner. At vi træder ind i et nyt rum, står allerede krystalklart på albummets indledning ” Everything in its Right Place”, hvor alt absolut ikke er, som det skal være.

Mest markant kommer det til udtryk på albummets tredje nummer ”The National Anthem”, hvor millennium-mareridt indvarsler det sammenbrud, der kom til at præge nullerne. Det sker nærmest med profetisk klarhed. Således også på et nummer som det endnu mere konsekvent desperate ”Idioteque”, der synes at indvarsle sammenbruddets tid. Det er konsekvens, så det gør helt ondt.

Et centralt nummer på pladen er dog ”How to Disappear Completely”, der i sin radikale søgen efter identitet, blotlægger et band og en sårbar sjæl på evig springtur. Og når Yorke senere messer, at han er ”Optimistic”, ved vi kun alt for godt, hvad han mener. Det optimistiske ved Kid A er imidlertid, at der findes en så konsekvent insisteren på musikkens muligheder. Menneskelighed på trods.

Kid A blev ingen kommerciel succes, og fans og anmeldere var mildest talt uenige om dette album. Mange så albummet som en indadvendt og avantgardistisk blindgyde. Men på ti års afstand står tingene mere klart. Rolling Stone Magazine kårede Kid A som årtiets album, og efterhånden som nullerne skred frem blev det mere og mere tydeligt, at Radiohead med Kid A havde skabt lydsporet til det sammenbrud af et årti, der fulgte.

Kid A’s elektroniske lydbilleder gav forsanger Thom Yorke helt nye udtryksmuligheder, og med laptoppen som følgesvend, viste han og Jonny Greenwood samtidig, hvordan et moderne rockudtryk kunne se ud. På den måde fremstår Kid A nu som en måske endnu større bedrift end The Bends og OK Computer.

Relaterede poster:

1. Sorte og hvide linjer – anmeldelse af Kents “Röd”
2. Hjerteskærende mesterstykke – anmeldelse af Arcade Fires “Funeral” fra diskant.dk
3. Isolationens lokkende toner – anmeldelse af Dub Tractors “Sorry”

Nul i hovedet

Snart kan vi vinke et længe tiltrængt farvel til et årti, Time Magazine med stor præcision valgte at døbe ”The Decade From Hell”.

Årtiet startede med George W. Bush’s forunderlige skrivebordssejr den 7. november 2000 og sluttede reelt den 15. september 2008, da Lehmann Brothers blev erklæret konkurs. Næsten tre tusind dage som ufrivillig passager i en Porsche Cayenne på gule plader og med en turbo af hvidt pulver.

Det var årtiet med ”noget for noget” og følelsen af at blive regeret af en livsstilskonsulent fra Trekantområdet.

Det var årtiet, hvor helt almindelige lønmodtagere blev gjort til boligspekulanter, og hvor forskellige muligheder i realkreditten blev et yndet samtaleemne rundt omkring i skilsmissekøkkenerne. F1 blev pludselig et kraftfuldt afrodisiakum for verdens lykkeligste folk.

Det var årtiet, hvor store muligheder blev fejet ned af brættet. Selvfølgelig troede vi på, at Bush nok skulle omgive sig med forstandige folk. Hvor galt kan det egentlig gå? Svaret fik vi hurtigt.

10 års gensyn med 1972

Den 12. september 2001 stod verden samlet bag USA’s kamp mod den internationale terrorisme. Men på kort tid lykkedes det Bush’ dream team af en regering at kaste musketerenigheden over bord og fortsætte den første Golfkrig. Hvor der kunne have været internationalt sammenhold i kampen for frihed og demokrati, lykkedes det med fantastisk dygtighed at skabe fjender, hvor der før havde været venner.

Det var årtiet, hvor det var 1972 hele tiden, og hvor værdipolitikken og kampen mod de kloge blev en afgørende politisk ledetråd, mens det lånefinansierede opsving ramte vores økonomi og designertasker pludselig udgjorde hver kvindes inderste hemmelige drøm om lykken.

Kritik blev affejet som pladder

I Danmark havde Fogh-regeringen en historisk mulighed for at reformere det danske samfund på toppen af det enorme økonomiske opsving.. Men det blev Foghs arv at parkere nødvendige reformer hos kommissioner, som var politisk tonedøve, hvis de rent faktisk foreslog en egentlig reformkurs.

For nationalkonservative har det imidlertid været et fantastisk årti. Man har kunnet bekræfte sig selv, at vi danere befolker verdens bedste nation.

Det var årtiet, hvor der blev brugt store ressourcer på at fejre vores egen fortræffelighed og skrive adskillige kanoner til hyldest af vores kultur, alt imens verden buldrede forbi vores lille egnsmuseum.

Der har undervejs været enkelte kritiske røster. Men efter systemskiftet i 2001 har det været forholdsvis ukompliceret at feje dem til side. Efter opgøret med Klaus Rifbjerg og en fyrre år gammel hesteslagtning, kunne enhver kritik affejes som elitært humanistpladder.

Og hvis man som økonom tidligt advarede mod en lurende finansiel krise, blev man kørt ud af landet som bedrevidende mørkemand. Danmark var et fantastisk land at leve i, dansk økonomi enestående sund og snart kunne vi købe hele verden.

Og da krisen så kom med enorm forudsigelighed, fik den samme stempel som den muslimske indvandring. Også den økonomiske krise føg som ugræs over vores ubesmittede lands grænser.

På en nedkølet strand i Dubai

Det borgerlige Danmark kommer til at se tilbage på et årti, hvor man helt igennem overmatchede oppositionen, men ikke formåede at ændre Danmark i afgørende borgerlig retning. Det blev den faste samarbejdspartner, der satte dagsordenen. Økonomiske reformer blev parkeret, og nationalromantikken vandt.

Prisen kommer vi til at betale nu. Hvad der i nullerne kunne have været rettidig omhu, bliver nu blodig alvor.

Årtiet slutter derfor med maner i Dubai. Mens verden brænder omkring os, kan vi stille vores Porsche Cayenne og vandre mod vandet på en elektronisk nedkølet sandstrand. Nullerne er endelig ovre.

Relaterede poster:

1. Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken
2. Mænd uden mod – debatindlæg fra Jylland-Posten
3. Hovedet på bloggen: Obama vinder 311-227 på tirsdag