To nyligt offentliggjorde lydoptagelser kaster spændende lys over John F. Kennedys sidste dage i Det Hvide Hus – og på det kaos der herskede i Air Force One på vej ud af Texas. Optagelserne viser en præsident i store overvejelser over Vietnam og sit genvalg i 1964. Og med 40 minutter fra Air Force One på vej ud af Dallas får vi et rystende førstehåndsindtryk af en administration, der desperat skal finde sine ben med en dræbt præsident ombord på vej tilbage til Washington.

Først offentliggjorde The John F. Kennedy Presidential Library & Museum 45 timers lydoptagelser om Kennedys sidste uge i Det Hvide Hus. Og derefter offentliggjorde The National Archives en hengemt optagelse fra Air Force One, mens flyet er på vej væk fra Texas. Begge optagelser bringer spændende nye vinkler på Kennedys præsidentperiode og død.

Vi har generelt god viden fra mange forskellige vinkler om det umiddelbare efterspil efter mordet på John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963, og det umiddelbare kaos, der opstod, da flere forskellige myndigheder fra det lokale politi over FBI til Secret Service forsøgte at udøve sin myndighed. Ligeledes havde man den specielle situation, at vicepræsident Johnson var med i Dallas, og derfor med det samme skulle væk fra Dallas og i beskyttelse. Samtidig ville Jackie Kennedy ikke forlade Dallas uden sin afdøde mand. Resultatet blev en kaotisk afgang fra Dallas med den afdøde præsident ombord i flyet og den berømte edsaflæggelse i flyet.

Forvirringen blev ikke mindre af, at en stor del af den øvrige regering befandt sig i et fly på vej til Asien, samtidig med at man måtte orientere sig lynhurtigt og vurdere om mordet på Kennedy kunne være en optakt til et sovjetisk angreb.

Den nye lydoptagelse illustrerer dette kaos og forsøg på at orientere sig. Og for folk med hang til konspirationsteorier er det nok særlig interessant at konstatere, at general Curtis LeMay, som Kennedy var i direkte konfrontation med under Cuba-krisen, ikke er til at få fat på. Ligeledes vil det nok også vække opsigt, at filen her ikke var en del af de oprindelige optagelser, der blev offentliggjort i 1971. Se mere fra NBC herunder og hent optagelsen på The National Archives:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Men måske er de mest spændende lydoptagelser de som præsidentens bibliotek, nu har offentliggjort. Kennedy var den første præsident, der installerede optageudstyr i det ovale kontor. Og det er nogle af de optagelser, der nu kan høres. Der er tale om hele 45 timer, og kort efter offentliggørelsen samler interessen sig primært om de konsultationer og overvejelser, Kennedy gennemførte omkring Vietnam. Som beskrevet i bogen Mordet på JFK er spørgsmålet om Kennedys indstilling til Vietnam et afgørende spor for de kritikere af Warren-rapporten, der ser Kennedys mulige ønske om en tilbagetrækning fra Vietnam som et afgørende motiv til at slå ham ihjel i Dallas. Tænk bare på en vis “JFK” film!

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Hør hele optagelsen her. Og se også Kennedys nylige biograf Chris Matthews give sin udlægning af drøftelserne om Vietnam:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Det krævede kun en redning fra Landin. Og så at den redning ramte en dansker, og så at den dansker kunne spille bolden videre, og at den dansker kunne nå at score. Men sådan skete det i kampen mod Makedonien, og siden har det danske hold ikke set sig tilbage. Skal man vinde, kræver det held. Men det kræver også, at man griber ud efter heldet. Og det er nu alligevel påfaldende hvor heldig Wilbeks håndboldhold altid er, når det gælder. Det er altså noget med at være mentalt parat og have viljen til at præstere, når man skal – også selvom man bærer rundt på en masse baggage og tankeskeamer.

Man skal ville heldet, og det kræver at man opsøger det. Det gjorde det danske hold, da de vandt de tre kampe i mellemrunden, som man skulle vinde. Og da først holdet var inde i semifinalen og finalen var de bestemt det bedste af de fire tilbageværende hold. Men det krævede i første omgang et mirakel af denne størrelse i kampen mod Makedonien:

I sportens verden hersker mange klicheer. Den med at opsøge heldet er blot en af dem. En anden handler om at være bedst, når det gælder. Ret beset var det langt fra alle på det danske hold, der præsterede på toppen ved dette mesterskab. Og slet ikke i samme grad som ved VM i Sverige, hvor spillet var langt mere flydende og overbevisende. Men i slutkampene trådte profilerne frem.

Mod Spanien i semifinalen og mod Serbien i finalen præsterede den danske defensiv på absolut topniveau. Midterforsvaret med Toft’erne og Kasper Nielsen lukkede stort set ikke et langskud ind i 2 gange 60 minutter mod så gode hold og skytter som Serbien og Spanien. I finalen scorede Momir Ilic 2 mål på 11 forsøg, og Marko Vujin 2 på 8 forsøg. Det er historien om et fantastisk forsvar.

Og på den baggrund kunne det danske anker Niklas Landin stråle med 19 redninger i finalen og en redningsprocent på 50. Han var enestående. Det har ikke altid set imponerende ud i sæsonen for BSV, men når han står bag ved et rødt-hvidt forsvar, og det virkelig spidser til, så er Landin fuldstændig til stede. Det er og bliver klasse, når man er til stede og præsterer præcis der, hvor det er vigtigst.

Et dansk hold bliver altid bedre jo længere turneringen har varet, og jo hårdere den har været. Wilbek skifter meget ud, og har med et bredt mandskab mulighed for at køre i et højere tempo end mange af de andre hold. Derfor er EM en turnering, der traditionelt står godt til det danske hold. Jo hårdere, jo bedre. Det blev tydeligt i finalen, hvor Serbien reelt aldrig var med, og ikke kunne hente kræfter ude fra tribunerne, mens man hele tiden hang efter danskerne. Måske var Serbien mættede efter den følelsesmæssige eksplosion mod Kroatien. De havde nået et mål, og deres finale var nok mod Kroatien. På den måde kom de op mod overmagten og et dansk hold, der hele tiden var foran.

Ved siden af Niklas Landin blev Mikkel Hansen selvfølgelig den store danske spiller i finalen. Hans sidste scoring blev blot en overlegen markering af en fantastisk kamp, hvor han simpelthen udgjorde forskellen. Da serberne satte deres sidste desperate offensiv ind, var det Mikkel der lukkede alt serbisk håb ude. Han scorede fire af de sidste fem danske mål, og det var undervejs meget tydeligt, at han personligt havde noget at revanchere fra sidste års finale. Han er ikke tilfreds med sølv. Og den vilje strålede igennem ham i alle 60 minutter – og videre ud i de danske jubelscener.

På denne søndag skrives der mange artikler om eventyr og den lille, grimme ælling, der skulle så meget grimt igennem i den indledende runde, før man med det yderste af neglene kom ind i semfinalerne og sikrede sig guldet som en smuk gylden svane. Det var et eventyr, men i sidste ende sluttede EM nogenlunde som man kunne forvente – bortset fra at Frankrig var helt væk. Kvaliteten ved EM var langt fra sidste års VM. Måske havde holdene øjnene rettet mod London? Det var tæt, dramatisk og ikke altid kønt. Og i sidste ende var det Danmark, som havde evnerne og kræfterne til at spille hurtigt og energisk. Det gav guldet.

De danske forhåndsmeldinger om at man ville vinde guld, viste sig i første omgang at være et knaldhårdt løbeskud i foden. Men det holdt nu engang stik, og det er en fantastisk konstatering, at det danske hold nu har optrådt i to finaler i træk. Det er ikke sket før. Og det skyldes først som sidst gode håndboldspillere og et dygtigt trænerteam. Tænk blot på, at Danmark tog til EM uden Lasse Boesen, Jesper Nøddesbo, Michael V. Knudsen og Kasper Irming. Det er klasse, og kampen om pladserne har aldrig været så tæt som nu.

Wilbek står nu overfor det, som måske bliver hans trænerlivs mest interessant udfordring. Ikke blot skal han skære truppen ned fra 16 + de 4 ovenfor nævnte og til de kun 14 spillere, han må have med i London. Men han skal også formå at undgå alle de fejl, der i 2008 fik de danske europamestre til at underpræstere ved OL i Beijing. Nu har han den erfaring at trække på, men han får ikke tætte kampe i Herning at varme sig ved. Til gengæld er der god tid til at forberede truppen og toppe holdet.

Sandheden er, at det danske hold skal spille skapere, hurtigere og lægge yderligere taktiske lag på inden London. Og i London er det ikke Serbien, man skal måle sig på. Der står et tricolore-farvet hold for enden opsat på revanche. Men at være så stabil er simpelthen klasse – held eller ikke-held. Det er den verdensklasse, det danske hold nu endegyldigt har indskrevet sig i.

Se mere statistik fra finalen her.
Mere fra EM 2012 her.

Fredag aftens semifinale mellem Kroatien og Serbien blev en ubehagelig affære. Ikke på banen. Der formåede de franske dommere med det samme at sætte sig i respekt, og spillerne optrådte med nogenlunde respekt for hinanden. Men udenfor banen var stemningen meget ubehagelig, og man priser sig lykkelig for, at man ikke forstod hvad 20.000 mennesker sang ned mod banen.

Angrebet på Zarko Sesum er helt uhørt i håndboldens verden, og vil formentlig få konsekvenser op mod finalen i form af yderligere tiltag mod tilskuerne for at sikre spillernes sikkerhed. Og laserstrålerne mod den kroatiske målmand i anden halvleg var af en sådan karakter, at den danske delegation simpelthen må gardere sig på forhånd og true med at forlade banen, så snart det måtte forekomme. Nogen vil sige, at det bare hører med til en kamp på Balkan. Men det hører altså ikke hjemme på dette plan, hvor vi gerne skulle fejre og nyde håndboldspillet, når det er mest intenst. Laserstrålerne i en målmands øjne hører ikke med til spillet.

På den ubehagelige måde har serberne skabt en trist optakt til finalen søndag. Forud for slutrunden var der mange, der var ængstelige for slutrunden. Men indtil videre er den da nogenlunde blevet afviklet som en stor fest med medlevende tilskuere på lægterne. Lige indtil Kroatien trådte ind på banen i Beograd. Så eksploderede det udenfor banen i en hadsk atmosfære.

Lykkeligvis er Danmark ikke Kroatien, og selvom det er en finale, kan vi vel trods alt ikke forvente det samme had mod Danmark. Til gengæld venter en revanche-mulighed for det danske hold, der spillede skidt mod Serbien og alligevel tabte knebent. Af de fleste tilbageværende hold, må Serbien trods alt sige at være den optimale modstander for Danmark. Vi har traditionelt et rigtig godt tag på dem, men på hjemmebanen i Beograd er man oppe imod mere end et regulært håndboldhold med gode spillere. Man spiller primært mod to faktorer:

1. Stanic og hallen. Den serbiske målmand har været nøglen til den serbiske succes. I gårsdagens semifinale stod han ringe i første halvdel, men så snart han tog fat i anden halvleg fik han holdet og hele hallen med sig. han skal skydes rigtigt, og det forekommer at være oppe i målet. Formår vi at læse ham rigtigt, er meget vundet, og deres andenmålmand har ikke niveau.
2. Tempoet. Man skal ikke glemme at serberne faktisk har spillet klogt undervejs. De sørger for at kampenene foregår på deres præmisser. De trækker tempoet meget dygtigt ud af kampene, bygger spillet grundigt op og får en masse spilstop undervejs. Det danske hold skal her køre på med fuld kraft i kontranerne, hurtig midte og ikke mindst et højt tempo i angrebet. Så må Wilbek gerne skifte flittigt ud undervejs. bare vi får det høje tempo. Det knækkede Spanien i perioder af semifinalen, og det vil også knække Serbien, som det skete sidste år i Malmö:.

Det danske spil har ikke været prangende – egentlig på noget tidspunkt af turneringen. Men det har været nok i en turnering, hvor niveauet har været lavere end for et år siden, og alle kampe er endt i nervepirrende afslutninger. Der skal man være heldig, og det helt har Danmark haft – ikke mindst i afslutningen som Makedonien, hvor Landins redning røg lige ud i hænderne på Toft. Men man skal også opsøge heldt, og meget kan man sige om Wilbeks og hans hold igennem tiden, men de har haft heldet undervejs, og når det sker så mange gange, er det ikke en tilfædighed i længden.

Wilbek har ved denne slutrunde virkelig opereret med “terror-udskiftninger”. To fejlskud og du er ude. Til gengæld kan du hurtigt komme ind igen. Han leder hele tiden efter flow og momentum, og han finder det ofte, selvom alle spillere tydeligvis ikke trives med terror-linien fra bænken. Den grandiose plan om Markussen og Hansen inde samtidig faldt til jorden med et brag, men så er nye konstellationer opstået og pludselig er Rasmus Lauge den helt store spiller for os. Endelig bør Kasper Nielsen fremhæves. Han har som i 2008 været en urokkelig klippe i den midtzone, som søndag bliver forvandlet til lidt af en krigszone, eftersom meget af serbernes spil foregår derinde.

Får Danmark styr på Stanic og spillet op i et højt tempo, vinder de EM – fuldstændig fra baghjul. Det er oven i købet ganske vist.

Mere fra EM 2012 her.

Det danske spil har ikke været kønt. Men det kan man sige om langt de fleste hold ved dette EM, der har vist sig som en meget tæt affære, hvor det kun er meget få hold, der holder et højt niveau. Turneringen har formet sig med uhyre tætte kampe og meget få stabile hold. Storfavoritten Frankrig er ude med et brag, og det er vel egentlig kun hjemmeholdet Serbien, Spanien og delvist Kroatien der har skilt sig ud. Måske er det alligevel blevet det ‘transportmesterskab’, man kunne se for sig før turneringen. Niveauet har svingende, og specielt hat tempoet i flere af kampene været forbavsende lavt. Det er ikke kun Danmark, der har spillet med håndbremsen trukket. Til gengæld har flere hold spillet meget klogt – ikke mindst Serbien der virkelig har fået at afvikle kampene på deres præmisser.

Men selvom Danmark har gerådet sig ud i en vanskelig situation, tændte den danske sejr over Tyskland mere end et lille håb med godt målmandsspil og et par forrygende kontraer. Ligeledes betyder Spellerbergs indtræden på holdet altså noget og med Mikkel Hansens præstation og shoot-out mod Lazarovs makedonske hold nærmer vi os det, man vist kan kalde en stærkt stigende formkurve. Husk samtidig at Danmark altid står stærkest sidst i en hård EM-turnering, hvor de andre hold har trukket store veksler på få spillere.

Det er måske lige lovlig sent, at det danske hold melder sig ind i turneringen. En dårlig periode og forkrampet indsats mod Polen kan vise sig afgørende i en turnering med meget små marginaler. Omvendt er det selvsamme Polen, vi nu skal hælde vores hoved og alle forhåbninger på. Det kan bestemt lade sig gøre på det, der allerede nu ligner en meget nervepirrende onsdag:

1. Kan Polen tage point fra Tyskland? Svaret er da et klart ja. Tyskland er simpelthen ikke godt spillende. Det viste kampen mod Danmark. Men ummidelbart har tyskerne mere at spille for, og dere vilje har hidtil båret dem langt. På den anden side har polakkerne spillet helt uforudsigeligt og bl.a. hentet elleve mål på Sverige og helt vendt kampen mod Danmark. Det bliver nok svingende, uskønt og superspændende hele vejen. Vurderet ud fra hele turneringen må tyskerne dog være 60-40 favoritter. Men Polen har også masser at spille for, og for dem er det med tyskland også en kamp, man gerne vil vinde.
2. Kan Danmark slå Sverige? Her må svaret også være et klart ja – specielt hvis det viser sig, at Polen har taget point fra Tyskland. Så står Danmark med det hele i egne hænder. Svenskerne er ingenlunde en skræmmende modstander for et dansk hold, der bør være svenskerne overlegne, og som senest ved VM havde godt styr på svenskerne. Under normale omstændigheder bør Danmark være 70-30 favotitter, og det vil specielt holde stik, såfremt Polen har vist vejen forinden.

Kort og godt: Der er alt mulig grund til at følge med og bide negle fra eftermiddagens start. Onsdag kan betyde en mirakuløs dansk genkomst ved EM (og så siger vi ikke noget om at der kan vente en gentagelse af sidste års semifinale mod et godt spillende spansk hold).

Og mens vi venter på onsdag, kan vi da minde om, at Sverige med elleve medaljer og fire titler fortsat er en klar leder på alletiders VM-scoreboard – og en traditionel håndboldmæssig storebror. Og så var svenskerne deltager i den måske allerbedste håndboldkamp i historien. Mens vi venter skruer vi tiden tilbage til den 10. marts 1990 i Prag, hvor det er muligt at nyde det nuværende svenske trænerpar Staffan Olsson og Ola Lindgren i fuldt vigør på banen i “Underet i Prag”:

Og for de mere nørdede er her VM-finalen fire år tidligere, hvor den nuværende serbiske træner også satte sit præg på et uhyre velspillende jugoslavisk hold.

Mere fra EM 2012 her.

På denne årstid, hvor mørket og kulden tager livtag med os, har en slutrunde for herrer ofte fungeret som et stort lys forude. Sådan er det ikke gået dene gang. Lyset er pustet helt væk. Tilbage er blot en lille glød og et teoretisk håb.

Kan Danmark vinde sine tre næste kampe i mellemrunden? Kan Serbien gå ubesejret igennem? Og kan Tyskland slå Polen? Svaret på alle spørgsmål må være, at det bestemt er muligt, mens medierne udregner mulige scenarier, der kan sende Danmark videre. Situationen er dog snarere den, at Danmark nu må arbejde efter to målsætninger:

1. At genrejse holdet og spille frit i en situation, hvor der nu er alt at vinde og ikke meget at tabe. Der er en papirtynd chance – den skal man da gå efter.
2. Som det mindste at hente den gulerod, det er at komme direkte til VM i Spanien 2013 via en plads som nr. 5.

Den smertelige konklusion: Sverige var måske en undtagelse?
I hele optaken til EM har det lydt gentagne gange fra Wilbek, at holdet var stærkere end ved VM for et år siden. Men oven på tre skidt spillede kampe er holdet nok slået tilbage til 2006 og målsætningen om at etablere sig mellem de otte bedste.

Den smertelige konklusion må foreløbig være, at sølvet i Sverige var en undtagelse, der kom på en dansk hjemmebane og bar holdet igennem på en rød-hvid sky i Malmö. Og smerteligt fordi det tager noget af den sølvmedalje, at den nu skal begraves i Beograd som et tilfældigt lykketræf. De fleste af os troede, at vi nu var helt oppe i toppen i et OL-år. Det var vi ikke.

Holdets mentale forfatning – Wilbek må kigge hurtigt indad
Den danske landstræner har virket uvant presset og har truffet helt usædvanligt dårlige beslutninger undervejs. Når man taber to tætte kampe, er der grund til at evaluere trænerstabens indsats. Det er ikke Wilbek, der brænder straffekast eller god en middelmådig polsk målmand helt fantastisk.

Men det var Wilbek, der valgte initiativet med 5-1 opdækningen for at sætte Polen skakmat, hvorefter de udlignede den danske fem-måls føring. Den burde han have opgivet langt tidligere. Og hvorfor måtte Cleverly ikke forsøge sig mod det polske hold, han kender som ingen anden. Hvorfor udtage ham og ikke spille ham ud i den kamp? Hvorfor hente Spellerberg ned i småpanik kort efter kampen mod Serbien og så ikke bruge ham til at etablere ro, når Polen mandsopdækkede Mikkel Hansen?

Set aldeles på afstand virker den største udfordring imidlertid til at være af mental art. Undervejs mod Serbien og ikke mindst i anden halvleg af kampen mod Polen var vi pludselig banket tilbage til VM i Tunesien i 2005 og et hold, der ikke turde spille og skyde. Det hele blev udstillet i den ulykkelige nøglesituation med et dansk hold i overtal, der spiller vores bedste skytte Mikkel Hansen op, hvorefter Hansen forkramper og ender med at levere bolden til en polsk kontra og første føringsmål. Den situation handlede ikke om taktik men simpelthen om at turde vinde.

Man får det indtryk, at de meget selvbevidste udmeldinger inden EM har virket som en sovepude og midt i pressede opgør har ramt holdet lige i nakken. Det er ikke en flok arrogante mænd, der er sendt på banen. Lige så snart modgangen er sat ind (og den var forudsigelig mod ikke mindst Serbien), er holdet gået over i panic-mode.

Her har Wilbek svigtet, og hans styrke styrke som leder og coach har ikke fungeret her. Man skal være indenfor truppens fire vægge for at vide, hvilke dynamikker der er i gang. Men set udefra virker det ikke som om, det er en trup der hviler i sig selv og har et miljø, hvor man præsterer på toppen som individ. Sølvet fra Sverige har muligvis virket som en sovepude.

Wake-up call
Danmark er dog ikke det eneste hold med vanskeligheder. Den anden finalist fra VM går såmænd også over med 0 point. Også fra Frankrig har det være en hård omgang i et EM, hvor holdene slår hinanden på kryds og tværs. Det kunne generelt pege på, at de store hold ikke helt er på det niveau, de vil være til sommer i London.

At tabe to tætte kampe ved et EM er heller ingen katastrofe. Det danske hold har nu tre kampe til at vise, at de hører med i toppen og har til hensigt at være klar til sommerens OL. Den foreløbige fiasko skal og må virke som et gigantisk wake-up call for alle. Semifnaler med Serbien, Danmark, Spanein og Frankrig ser ikke længere så realistiske ud. Fra den anden halvdel bliver det formentlig Spanien og så Kroatien, der lige nu virker bedst spillende. Fra vores halvdel må det blive Serbien – og så er der ellers frist slag for den sidste deltager.

Mere fra EM 2012 her.

Det burde ikke komme som et kæmpe chok, at det danske hold tabte med to mål til Serbien. I virkeligheden gik den kamp fuldstændig sådan som man kunne forvente det. Der var pres på holdet og dommerne. Det blev intenst, og serberne spillede på alle de tangenter, de havde. Først og fremmest lykkedes det for serberne at trække tempoet helt ud af kampen. Det var godt gjort.

Det danske problem lå i angrebet, hvor der ikke var nok fart på, og hvor de simpelthen brændte for mange skud (16 i alt). To brændte straffekast og adskillige skud på stangen afgjorde den match. Men vi har hele tiden vidst, at dette var et meget sandsynligt scenarie. Kampen mod Serbien var (vurderet før EM) den klart sværeste match. Det må fortsat være vurderingen.

Men nu er der pres på, og i realiteten er der nu fire direkte kvartfinaler forude. Den første i aften mod Polen – og derefter tre kampe i en mellemrunde, der stadig ser mulig ud. Men kampen mod Polen bliver vanskelig, og ligner muligvis den sværeste udfordring af de fire kvartfinaler. Polakkerne er svækkede på målmandsposten, men de har altså fortsat mange dygtige spillere på alle pladser, fremragende skytter og en træner, der ikke er tabt bag en vogn. Han vil vinde, og hvor polakkerne måske nok var i vildrede sidste år i Malmö, er det urealistisk, at det danske hold vil kunne knockoute dem. Det bliver dramatisk – med garanti.

I sidste ende ligger det hele i det danske holds hænder. Wilbek virker en smule presset, og han var kun få minutter om at ringe efter en ven og hente Spellerberg til Beograd. Holdet har heller ikke spillet flydende, men der er ingen grund til panik – med mindre Wilbek har behov for at sætte kaos og ild i den. Det er han nok den optimale til selv at vurdere!

Nøglen til dansk succes i aften handler stadig om fart i spillet – og ikke mindst om at fortsætte det gode forsvar fra kampen mod Serbien. Danskerne skal nok score mål i aften. Det kommer mest til at handle om at forhindre Polen i at score. Og der bliver det spændende at se, hvordan Cleverly (der til daglig trænes af Wenta) kan vise sit værd. Han får nok ikke mange chancer, men det er nu han skal tage dem!

Som optakt er der også video og historier fra tre klassiske kampe mod Polen her. Husk at det starter allerede 18.15.

Mere fra EM 2012 her.

Torsdag den 18. januar 2012 medvirkede jeg i Radio24syv programmet Iben & Mødregruppen.

Hele dagens udsendelse handlede om familien, og jeg prøvede at fortælle lidt om familien som dynasti i form af Kennedy-familien med patriarken Joe Kennedy for enden af det store middagsbord.

Jeg fik undervejs lyst til at også at nævne Ted Kennedy, der med tre døde storebrødre i sidste ende blev den nye patriark, der som senator ændrede USA og som familiemenneske gik til skoleafslutninger for de mange fædreløse børn i familien.

Men Joe Kennedy er jo næsten sindbilledet på patriarken, der bruger forretningslivet, politik og sin familie til at smadre sig frem i det amerikanske samfund. Måske skal man til at stille nogle større krav til sine børn?

Du kan høre udsendelsen her.
Kennedy-indslaget er omkring 27:25 i time to.

Læs mere om bogen Mordet på JFK her.

Serbien er et godt hold. Lad os slå det fast med store typer. Men i dansk presse bliver de alt for ofte beskrevet som labile håndboldgangstere. Læs bare Rasmus Bech i Politiken i dag. Det skal være “fysisk” mod Serbien med “skjulte knytnæver” i ryggen på en sindssyg hjemmebane. Sandheden er imidlertid snarere, at Serbien repræsenterer en del af den berømmelige jugoslaviske håndboldskole, og at de efter flere år med manglende resultater nu har samlet en slagkraftig enhed, der vil volde de fleste problemer.

På trænerbænken har de haft en perlerække af stjerner fra 1986-holdet fra Vujovic over Cvektovic og nu til Vukovic. I kampen mod Polen dækkede de stenhårdt op, og fremme trak stjerner som Momir Ilic fra Kiel, Sesum og Vujin et stort læs. Og glem heller ikke venstrefløj Ivan Nikcevic, der med seks mål var vigtig i kampen mod Polen. Målmand Stanic stod også med 50% mod Polen bag et stærkt forsvar. Desværre for Serbien blev den lidt gammeldags spillende stregspiller Stojkovic skadet mod Polen.

I det helt store billede er Serbien et hold, Danmark bør kunne slå. Vi er simpelthen et bedre hold end serberne. Men det vil blive hektisk og med pres på dommerne, så vi får den helt store test af holdet i aften.

Og så bliver det nok i aften, at Wilbek spiller sit store kort på banen: Mikkel Hansen og Nikolaj Marcussen inde samtidig. Den gemte han væk i hele Totalkredit Cup. Lad os gætte på, at den kommer afsted i aften. De to har også noget at revanchere. Men selvom Mikkel Hansens spændingsniveau nok var i den høje ende mod Slovakiet, var han som en ægte klassespiller alligevel manden, der scorede flere afgørende mål i slutfasen.

Nøglen til succes synes at ligge i de danske fødder. Det handler om at få tempo i spillet og fart i fødderne. Når Danmark spiller hurtigt og bevægeligt, bliver de ikke fanget af stor fysik og der skabes masser af plads ud i banen mod vore dygtige fløje. Det danske spil skal være farligt og op i tempo. Så vinder vi.

Og så har Danmark altså på det seneste i den grad haft krammet på Serbien. Mange vil huske Lasse Boesens sidste skunds scoring mod dem ved VM i 2009, efter at Danmark havde været nede med otte mål. Ved EM i Østrig i 2010 vandt holdet sikkert med 28-23, og sidste år under VM i Sverige hamrede Danmark forbi dem med 35-27. Så nemt går det ingenlunde, og selvom Wilbek har lagt meget i et muligt ‘psykisk overtag’, så er det en helt anden kamp i aften i Beograd.

Kort og godt: Kampen i aften er en nøglekamp for det videre forløb. Den første meget alvorlige prøve, hvor det sejrende hold vil blive skudt afsted mod en semifinale. Det skal blive Danmark – men forvent ingen køn match.

TV2 fra kl. 20.00.

Mere fra EM 2012 her.

Min morfar var den yngste af ni
Dengang med mange børn i små lejligheder
De hed alle noget med S
Bortset fra den enlige søster
Hun hed Hulda
Men de kaldte hende aldrig andet end Sonja

Min morfar stod tidligt op
og kørte afsted med din madpakke
og lunkne termokande
og kom hjem
og lappede cykler
og kørte til spejder.

Han så streng ud,
men da han døde, fandt jeg ud af
at Kaj var hans mellemnavn.

Der var ikke mirakler i luften
Den aften på Folkets Hus
Da han så min mormor

Kun varme og håb steg op fra Vesterbro den vinteraften

Hun var der også
Den dag, han rejste sig fra sin seng,
rakte ud efter sin slåbrok
og var væk

Det er mørkt, koldt, regnfuldt og på alle måder januar i dette lille land oppe mod nord. Men håndboldens planlæggere har maget det således, at januar også er blevet en højtid for vi, der elsker en slutrunde i håndbold for herrer. Sidste år VM i Sverige blev netop et sådant lys i mørket. Og nu gælder det så EM i Serbien, hvor serberne på en givetvis fanatisk hjemmebane skal gøre EM til endnu en “Sweet Caroline” fest.

Vi har dog en gang imellem set, at et EM før og efter OL kan blive nogle lidt tamme forestillinger. Godt nok er holdene aldeles opsatte på at spille sig op til de afgørende kvalifikationskampe og den efterfølgende slutrunde. Men det er f.eks. ikke sikkert, at hold som Frankrig, Kroatien og Spanien har helt den samme motivation som om nogle måneder i London. Og den danske motivation er bestemt også et stort spørgsmålstegn inden turneringen. Ved VM i Sverige red holdet på en skånsk bølge og kunne trække sig tilfredse tilbage med en fantastisk flot sølvmedalje. Har holdet stadig den indædte sult?

Wilbeks overordnede mål må være at bruge EM til at etablere Danmark i Top 2 – og få holdet til at tage de afgørende skridt frem her i 2012. Sidste års VM i Sverige viste, at Danmark hører til helt deroppe i toppen, og finalen mod Frankrig vil blive husket for, at det var kampen, hvor Frankrig var så pressede, at Karabatic måtte spille sig helt ud. Finalen blev på den måde en forrygende slagudveksling, hvor Karabatic måtte tage hele registeret i anvendelse overfor turneringens danske topscorer i Mikkel Hansen.

Kender vi Wilbek ret, har han siden de jublende dage i Malmö tilbragt masser af timer med at se VM-finalen i endeløse båndsløjfer. De små situationer og fejlaflveringer kan han bare ærgre sig over. Til gengæld kan han hente masser af motivation i, at holdet kunne følge med Frankrig over hele 70 minutter og også fysisk var i stand til at stå distancen. Danmark er tæt på, at de kommende seks måneder skal bruges på at bringe holdet helt op.

Op til OL i Atlanta i 1996 trænede Wilbek i al hemmelighed holdet udelukkende på at møde Sydkorea ud fra en meget selvbevidst idé om, at det var koreanerne, der udgjorde den eneste trussel mod et dansk guld. Helt så nonchalant kan han ikke tillade sig at være denne gang. Men han kan tillade sig at tænke fremad og har lige nu et hold, der kan noget ekstra. Op til EM har Wilbek f.eks. talt om at kunne vinde, selv når tilskuerne og dommerne er imod holdet. Det lyder som en klassisk Wilbek-forberedelse på den forestående kamp mod hjemmeholdet Serbien.

En trup med overraskelser?
Og helt efter den Wilbekske bog spillede han en eller flere overraskelser ud, da han udtog sin foreløbige trup til EM i form af de første 14 spillere. Medierne gjorde et stort nummer ud af, at Wilbek valgte at udtage Marcus Cleverly som målmand ved siden af Niklas Landin. Men der er ingen stor grund til at forundring. Wilbek udtager altid de bedste og ynder at holde holdet konkurrencepræget ved at bringe nye folk ind. Og Cleverly er god. Hos polske Kielce har han stået fremragende i Champions League og har stort set slået Szmal af det polske hold. Den Szmal som ikke er med det polske hold til EM og i stedet bruger slutrundepausen til en knæoperation.

Wilbek har dog sikkert også haft en anden tanke med at udtage Cleverly. For vi kan allerede nu udpege kampene mod Serbien og Polen som nøglekampe for dansk videre succes. Og mon ikke Wilbek vælger at spille Cleverly ud som en helt oplagt joker mod netop Polen, hvor Cleverly vil kende en række af skytterne fra den polske dagligdag?

Wilbek er typen, der gerne vil være foran og agere pro-aktivt i forhold til sit hold og ikke mindst modstanderne. Få har som han et blik for modstandernes styrker og svagheder. Og han vil gerne komme med noget nyt. En af nyskabelserne til denne slutrunde ser ud til at være en meget kraftigt skydende bagkæde, hvor han vil spille med både Mikkel Hansen og Nikolaj Markussen samtidig i bagkæden. Ved Super Cup i Tyskland så det ud til at kunne bringe spændende perspektiver ind i det danske spil. Men det var heller ikke uden problemer, og vil for alvor blive problematisk, hvis Mikkel Hansen begynder at spille mere end at skyde. Hansen blev ved VM den første danske VM-topscorer siden Mogens Olsen i 1958 og spillede en helt forrygende slutrunde, der bragte ham op blandt håndboldens superstjerner. Det skal han bygge videre på til slutrunden.

Generelt rummer den danske trup en nærmest optimal blanding af rutine og ungdommelig kraft fra Markussen til Michael V. Knudsen. Sulten bør være til stede, og hvis man har nogen ærgerrighed i sig, er det nu man skal slå til i en OL-sæson.

Skader og ærgrelser
Med afbud fra Kasper Irming, Jesper Nøddesbo og Bo Spellerberg kunne det danske hold være svækket. Ligeledes er Lasse Boesen også tvivlsom, ligesom
Kasper Søndergaard har tankerne på sin nyfødte søn i disse dage. Og oven i det, har Michael V. Knudsen nu også vanskeligheder og et afbud truer. Det ligner alt i alt en meget ærgerlig indgang til turneringen, selvom man skal huske på, at det altid er sådan op til en større turnering, at mange af dem nok skal blive klar og at der er gode folk klar til at tage over. Hvem husker ikke Lauge fra VM?

Men man må ærgre sig over, at Irming ikke får muligheden, for han kan blive en spændende nyskabelse på både fløj og back som et oplagt allround-valg til de kun fjorten spillere, der kan komme til et OL. Derfor er det også så pokkers afgørende, at Kasper Søndergaard kommer med. Han har tidligere været udskældt og har vel ikke ligefrem imponeret sammen med holdkammeraterne i Skjern i år. Men hvis man er i tvivl om hans rolle og betydning på holdet skal man bare tænke tilbage på kampen mod Kroatien ved VM:

I Nøddesbos fravær er det lige så afgørende, at Michael V. Knudsen kommer tilbage i topform. Normalt ville Wilbek tage tre stregspillere med, men med Knudsen og René Toft har han to jernmænd, der både kan spille angreb og forsvar. Lad os derfor krydse fingre for, at Knudsen og Søndergaard bliver klar. Dem vil vi gerne have med – sammen med Boesen som er typen, der egenhændigt kan vende en vanskelig kamp.

Nøglen til dansk succes ligger i forsvaret
Det er ikke ligefrem en brølende original iagttagelse, at man vinder flest kampe og mesterskaber med et stærkt forsvar. Ved EM-triumfen i 2008 var det stort set forsvaret, der bar igennem turneringen. Sidste år i Sverige spillede Danmark så brølende godt angrebsspil, at man kunne leve med mindre.

Men det er i forsvaret og hos de danske keepere, at det største potentiale ligger. Her er der mulighed for forbedring, selvom man i Toft og Skipper Skræk (Kasper Nielsen) har en stærk midtzone. Med Knudsen inde har man også en stærk højre back, og det er vigtigt at Mikkel Hansen fortsætter sin udvikling i forsvaret. Ham vil vi gerne have ind der, for fra ham udgår meget af det danske kontraspil. Umiddelbart må vi dog forvente, at der kommer flere skud fra modstandernes højre side.

Forud for VM var Niklas Landin det store spørgsmålstegn. Kunne han løfte arven fra Kasper Hvidt? Svaret kom først i kampen mod Kroatien, og siden fulgte Landin det op med adskillige brandkampe, hvor ikke mindst semifinalen mod Spanien nåede helt op på fortællingen om Erik Holst fra den tilsvarende semifinale i 1967:

Kigger man på Landins spil siden da, har det ikke helt levet op til det høje niveau. I Champions League er han også faldet lidt med BSV-holdet, og det er ikke usædvanligt, at en så ung målmand har udfald. Derfor bliver det meget afgørende, at han bag et stærkt spillende forsvar virkelig får fat – også når det så sikkert som amen i kirken bliver rygende hedt i Beograd mod serberne.

Bedste danske angrebsspil i historien
Igennem hele Wilbeks periode har man kunnet kritisere hans hold for at have famlet en hel del i det angrebsmæssige. Kun ved EM i 2006 spillede man virkelig flydende angrebsspil. Alt dette fik en ende ved VM i Sverige, hvor man med Mikkel Hansen i front kort og godt spillede det bedste angrebsspil, et dansk håndboldhold nogensinde har præsteret.

Holdet har så mange åbninger og varianter, at det kan være svært at lægge taktik mod danskerne, og med Markussen som et nyt og spændende kort kan Wilbek lægge nyt til det danske angreb. Med vanlig skråsikkerhed har landstræneren også udtalt, at det ikke er angrebet, han er bekymret for. Det danske hold ligner i hvert fald ikke en flok spillere, der løber tør for idéer, selvom det stadig udestår at se Thomas Mogensen præstere helt på øverste niveau mod topholdene.

Ingen tvivl om, at Mikkel Hansen nu er den spiller, de andre lægger taktik mod. Det skal det danske hold forsøge at udnytte, og det vil give masser af plads ud i banen og ud mod en storspiller som Hans Lindberg.

En god lodtrækning – og en turnering der står godt til Danmark
Man skal huske, at EM traditionelt er en turnering, der står godt til Danmark. I de seneste ti år er det også EM, der som turnering har stået bedst til de danske herrer. VM har altid været mere problematisk. Men ved EM er der lutter hårde kampe mod nogenlunde jævnbyrdige hold indenfor en meget kort tidsperiode. Det er en enormt hård turnering, hvor Wilbeks roterende udskiftninger og en bred trup giver Danmark store fordele jo hårdere turneringen bliver, og jo længere man kommer.

Traditonelt har Danmark været knivskarpe i EM-turneringernes mellemrunder, hvor kampene falder som perler på en snor, og de andre hold kører trætte og en stjerne som Balic tappes for kræfter.

Derfor er det første afgørende mål at slå sig igennem til mellemrunden med et acceptablet antal point. Danmark skal i den indledende runde møde Slovakiet, Serbien og Polen i nævnte rækkefølge. Det er alle gode hold, som Danmark skal anstrenge sig for at slå. Specielt står kampen mod Serbien som en af dem, man måske må acceptere at tabe, hvis blot vi slår Slovakiet og Polen. Under alle omstændigheder er Slovakiet et hold, der bare skal slås i åbningskampen. Og Polen uden deres store keeper er også en kamp, der skal vindes, selvom Bogdan Wentas drenge tidligere har været en drabelig modstander for Danmark. Download hele programmet her. Og se også Wilbek fortælle om de tre modstandere til EM her:

De tre bedste går videre fra gruppen, og når det på trods af hjemmeholdet Serbien alligevel må konstateres, at vi har fået en god lodtrækning, skyldes det, at Danmark er placeret i en halvdel, hvor vi undgår Frankrig, Kroatien og Spanien. Dem kan vi først komme til at møde i en eventuel semifinale.

I stedet kan vi se hen mod en mellemrunde med Tyskland, Sverige og formentlig Makedonien. Og selvom der ikke er dårlige hold ved et EM, er Danmark i en halvdel, hvor en semifinale i en hård turnering bestemt er indenfor rækkevidde.

Kort og godt
Den store joker i slutrunden er den serbiske hjemmebane. Det kunne betyde, at det bliver Danmark og Serbien, som går videre til semifinalen fra den danske halvdel. Og med vild Balkan-stemning kan det bestemt ikke udelukkes, at Kroatien kan slå sig forbi Frankrig og Spanien. Den franske motivation kan blive afgørende, men de har bevist, at nok kan de komme skidt fra start, men de er hold, der vinder mesterskaber – og mange af dem. Spanierne er svækket med målmand Sterbik ude. Til gengæld er Lazslo Nagy tilsyneladende blevet nationaliseret, og vil lægge et voldsomt fysisk tryk på alle hold.

Alt i alt er det ikke usandsynligt med en gentagelse af finalen mellem Danmark og Frankrig, selvom der sagtens kan gå Balkan i den med Serbien og Kroatien. Dog virker Danmark, Frankrig og Spanien lige nu som de hold, der har mest at byde på. Efter festen ved VM i Sverige skal de danske herrer nu bevise, at de hører til helt deroppe.

2012 står allerede nu til at blive et år med formidabelt håndboldspil. Og lige om lidt tændes et lys i januar-mørket.

Nytårsaften vil jeg klæde mig sådan her og ligesom Ralf og Florian besynge den gamle verden, mens jeg skuer ind i fremtiden.

Nytårsaften vil jeg tænke på den gamle verden i flammer i bange lejligheder og på Peter Bangs Vej.

Nytårsaften vil jeg se mig omkring og springe ud i rød og ikke se mig tilbage.

Nu må ’eksperter’ og deltagerne i TV2 Sports Håndboldebatten til at tage nogle fortrydelsespiller og æde et par sommerhatte. Danmark har overrasket alle og er fredag aften klar til at spille semifinale mod Frankring ved VM i håndbold i Brasilien.

Som det eneste ubesejrede hold kan Pytlicks piger fredag aften gå på banen til en semifinale mod et fransk hold, der imponerede stort og slog de russiske favoritter ud af turneringen.

Under ledelse af den gamle mester Krumbholz spiller det franske hold en velkomponeret omgang håndbold bygget på et godt og aggressivt forsvar. Ikke ulig de suveræne franske herrer.

De fleste eksperter har Frankrig som klar favorit. Men de fleste eksperter levnede heller ikke de danske piger nogen chance før turneringen begyndte. Efterhånden virker det næsten som om de mange negative røster inden turneringen har udgjort en væsentlig motivationsfaktor for holdet. Det forstår man. For analyserne har ikke været præcise, og de har generelt overset tre afgørende elementer:

1. Danmark har en af spillets bedste trænere. Man kan sige, at thurineren ikke har haft så meget at gøre godt med til denne turnering. Men Pytlick (nu med iPad) har bevist, at han er en af dansk håndbolds allerbedste trænere igennem tiden (to gange OL-guld er en god begyndelse). Men denne gang præsterer han næsten på trods og har taget Wilbeks rotationsprincipper ind i holdet. Mod Frankrig møder han også en stor taktiker, og det bliver spændende at se de to spille alle kort ud i hvad, der helt sikkert bliver en taktisk præget affære med få mål.
2. Den danske talentfabrik. Den foreløbige semifinaleplads er endnu et bevis på, at dansk håndbold simpelthen formår at fostre talenter i en endeløs strøm. Senest har en 19-årig pige skudt sig igennem alle forventninger og vist, at der i dansk håndbold simpelthen strømmer talenter til. Det er et stort cadeau de mange trænere rundt i landet, som hver dag gør en forskel.
3. Vilje og forsvar kan bære langt. Inde i midten af det danske forsvar står to lyshårede kvinder, som virkelig får delt nogle håndmadder ud. ude på venstre fløj ligger en pige nogle gange og roder rundt på gulvet i jubel. Og inde i målet strækkes armen triumferende i vejret. Det danske hold har vilje og udstråling. Og nok er det ikke altid pænt og kønt, men der kæmpes – og de vinder.

Frankrig er formentlig 60-40 favoritter, men Ulrik Wilbek har bestemt ret i sin konstatering af, at Danmark kan slå Frankrig. Skulle det lykkes at slå Frankrig, er holdet i den første VM-finale siden fantom-holde i 1997. Det er næsten for godt til at være sandt, men en gang imellem sker der mærkelige ting i sport, og nu er de altså kun to kampe fra en medalje!

Lykkes det for holdet at slå sig igennem til en finale, er det en helt utrolig triumf for ikke mindst Jan Pytlick. Han har med sine resultater lukket munden på alle skeptikere.

Efter at det danske hold ved VM i håndbold i Brasilien gik igennem den indledende pulje med fem sejre ud af fem mulige, må der være en række af de professionelle eksperter, der skal have varmet ørene lidt røde. På en baggrund af et hav af skadesafbud samt noget klassisk DHF-halløj omkring Kim Jensen, er det lykkedes for det danske hold at vise hvad vilje og talent kan gøre i idræt.

Spillet er ikke flydende, og der er perioder, hvor de har svært ved at komme til mål. Men kampene mod Kroatien og Sverige har vist, at med et stærkt forsvar omkring Mette Melgaard og Louise Svalastog, er der et grundlag, man kan bygge et hold på. Der kommer masser af redninger fra ikke mindst imponerende Christina Pedersen, og der kommer nemme mål på kontra. Det er helt efter opskriften.

En række af de uprøvede kræfter har fået deres internationale gennembrud, og så har vi da slet ikke sagt noget om Louise Burgaard.

Men det danske hold er da skrøbeligt, og der ligger et tonstungt ansvar på en spiller som Trine Troelsen. Pytlick stoler tydeligvis ikke på Pernille Larsen og Stine Jørgensen, og de to stoler tydeligvis heller ikke på sig selv (det hænger nogen gange sammen). Derfor er det Troelsen, der skal trække det store læs på venstre back, og det er hende, som skal tage de svære og pressede skud, når der ikke er så mange ud over Burgaard og Line Jørgensen, der rigtig har modet.

Særlig kampen mod Kroatien viste dog et hold, der havde en enorm moral. Efter 10 minutter var de nede med 0-4. Da gik Troelsen ind og åbnede scoringen, og det danske hold satte sig helt på kampen med enorm vilje. Det er den slags præstationer, man kan bygge videre på.

Og på grund af de fem sejre, står Danmark nu med det, man kun kalde et fantastisk udgangspunkt. I ottendedelsfinalen venter Japan, som blev nr. fire i deres gruppe. Her skal man huske målsætningen om at komme i en kvartfinale. Den virker forbløffende tæt på nu.

Japan er ikke dårlige, men det er udenfor enhver diskussion en kamp som Danmark skal vinde. Mange er derfor allerede begyndt at se videre fra Japan og mod en formodet ‘nem’ kvartfinale mod Angola. Det vil så være en oplagt mulighed for hævn for noget, vi ikke skal komme ind på her!

Alt dette blot for at sige: Man kan kun sige, at der ligger en motorvej åben mod en aldeles overraskende semifinaleplads. Pludselig kan man se kampen om medaljer forude. Og lige præcis dér ligger måske den største fare. For pludselig har holdet ikke ryggen mod muren. Og de skal op imod nogle højest usædvanlige spillestile og nogle kampe, der bliver ujævne, underlige og ikke specielt kønne. Det kræver omstilling oppe i hovedet.

Noget kunne dog tyde på, at dette hold har en masse indebrændt trods-energi, der kan bære dem langt. De vil skabe resultater – på trods. Og som det hele har artet sig, har de overordentlig gode muligheder for at lykkes med det.

Der er lagt op til måske det mest mærkværdige VM i kvindes minde, når der i weekenden fløjtes op til VM i kvindehåndbold fra Brasilien.

En kvindelig slutrunde i december er efterhånden blevet synonymt med æbleskiver, gløgg og succes foran et enormt dansk tv-publikum. Denne gang spilles der under varme brasilianske varme himmelstrøg og med et hold, der mildest talt er sat sammen med hæfteplaster.

Få mennesker vil misunde Jan Pytlicks job, sådan som det har artet sig i de seneste måneder. I hvert fald må han have haft mange søvnløse nætter på Thurø i ensom spekulation over, hvem der nu blev skadet, og hvem han overhovedet kunne tage med til Brasilien. Først meldte Rikke Skov afbud. Så blev skytten Camilla Dalby skadet og senest måtte skrøbelige Lærke Møller bukke under. Det er tre meget store profiler, der må blive hjemme i kolde Danmark. En hel og ganske effektiv bagkæde sat ud af spillet.

Så hvis man oven på World Cuppen i Århus i forvejen var tvivlende overfor det danske holds chancer, blev man ikke yderligere opmuntret af de afbud. Og hvor målsætningen generelt har været at sikre sig minimum en syvendeplads, så man er sikret en plads i OL-kvalifikationen, mener mange, at netop en syvendeplads er at strække sig så langt, man overhovedet kan komme for et amputeret dansk hold.

De store dommedagsoverskrifter er allerede nedfældet, de tunge skyer trækker op over den skønne brasilianske himmel, og nekrologen over dansk kvindehåndbold ligger klar i skuffen.

Ikke så sort endda
Men før vi nu svælger til i håndboldens dårligdomme, er der også grund til at se lidt mere klart på tingene. Man skal huske, at strukturen ved VM er lavet om, således at man går direkte fra indledende runde til ottendedelsfinalerne. Fire ud af de seks hold fra den indledende runde går videre, og Danmark har virkelig været begunstiget af decideret lodtrækningsheld.

For det første er man havnet i en overkommelig gruppe, hvor kun Sverige og måske Kroatien bør volde problemer. Man kan oven i købet bade sig ind i turneringen mod Uruguay og Argentina. For det andet befinder Danmark sig i klart den letteste halvdel, når der skal spilles ottendedelsfinale. I praksis kan vi derfor tillade os at tabe til enten Kroatien eller Sverige og alligevel stå med pæn mulighed for en kvartfinale. Derfra bliver det så for alvor vanskeligt, når hold som Norge, Rusland, Spanien og Montenegro fra den andel halvdel kommer i spil.

Men en plads mellem de syv bedste er bestemt inden for rækkevidde, og det danske hold indeholder trods alt så mange kvaliteter, at mere sagtens kan ske. Forud for sidste års EM brugte mange eksperter al deres taletid på at tale danskerne ned under Hernings gulvbrædder. Godt nok gik holdet ned til sidst, men formåede undervejs at spille fejende flot håndbold

Hvis det for alvor skal lykkes i Brasilien kan vi allerede nu pege på en række åbenlyse faktorer, der skal lykkes:

1. Forsvar, forsvar, forsvar. Det danske hold er ikke verdens største af natur. Havde Mette Melgaard ikke meldt sig på banen i sidste øjeblik, så det for alvor tungt ud. Men hun får sammen med Louise Svalastog trods alt nogle kampe at spille sig hen imod et stærkt midterforsvar. Pytlick har prøvet sig med nogle offensive varianter – uden stort held. Forsvaret bliver den store prøve for holdet.
2. Målvogterne. Pytlick har udtaget hele tre målvogtere til VM. Skyldes det at han ikke helt stoler på dem? Karin Mortensen er måske ikke frygtindgydende i ligaen, men på landsholdet til de store slutrunder plejer hun at være helt fænomenal, og hun vil vist også meget gerne til OL igen.
3. Forsvar + redninger = Nemme kontramål. Det danske angreb mangler den store kreativ, som Lærke Møller kom med, og de kan få nogle svære perioder, hvor alt for meget kommer til at ligge i hænderne på Trine Troelsen og Line Jørgensen. Derfor skal vi have nogle nemme kontramål på baggrund af en stærk defensiv. Her har Maibritt Kviesgaard og de to venstrefløje vist sig meget stærke. Det skal fungere, hvis Danmark skal slå sig igennem
4. Træneren. Det kan ikke siges nok gange Jan Pytlick er en af håndboldens helt store trænere. Han har før fået rigtig meget ud af ikke helt så meget. Hans OL-guld i 2004 var en trænermæssig triumf. Men denne gang skal der nok graves meget dybt i posen undervejs, for der kommer mange svære momenter, og den indledende kamp mod Sverige bliver her et afgørende pejlemærke.
5. De mange spørgsmålstegn. Der er mange nye, uprøvede kræfter med. Hvad kan Line Jørgensen f.eks., når der nu virkelig hviler et stort ansvar på hendes skuldre? Hvad kan Stine Jørgensen bidrage med? Kan Sandra Toft blive en joker, der kan spilles ud? Kan holdet overhovedet kapere bare en skade mere? Hvor skrøbelige er de mentalt? Tror de overhovedet selv på det efter den hårde opstart?

Som altid er det ingen revolutionerende analyse at pege på, at det danske hold skal stå godt i forsvaret og løbe nogle kontraer. Det lyder næsten som et taktikmøde fra Gudmehallen i starten af 90′erne. Men når man formentlig står på et lidt vaklende fundament, er en solid defensiv og nogle gode keepere det sted, som holdet skal bygges fra.

Hvem vinder så VM?
Det danske bør på denne baggrund have en god chance for at nå den eftertragtede syvendeplads – og hvis de får heldet med sig, har de da bestemt en chance for at havne blandt de fire sidste. Men til tops kommer de ikke. Dertil er der en række andre hold, der står med langt stærkere kort.

Det er jo næsten trivielt at nævne Norge og Rusland som de første. Norge fremstår dog lettere svækkede, og selvom russerne har høj kvalitet er det aldrig helt til at blive klog på, om Trefilov hjælper dem, eller hiver dem ned i egen frustration. Måske er dette VM i en lettere eksotisk lokation den anledning, der skal til for at få en lidt mere overraskende verdensmester. Flere peger på Frankrig, som har et meget stærkt hold, Spanien kan sikkert også nå langt, og hvis kræfterne slår til, er Montenegro en meget farlig outsider. De har i hvert fald en, der godt kan skyde på mål.

Så mens sambaen kan begynde, og Brasilien kan tage fat på en serie af værtskaber, sætter vi æbleskiverne i ovnen, krydser fingrene og glæder os til en slutrunde, der giver lidt lys i vintermørket og forhåbentlig lukker munden på alle dommedagsprofeterne.

Tirsdag er det 48 år siden USA’s præsident John F. Kennedy blev skudt og dræbt ved et attentat i den texanske by Dallas.

Årsdagen markeres efter vanlig vis flere steder i USA, og med en række nye udgivelser – f.eks. Chris Matthews’ “Jack Kennedy: Elusive Hero.”

Tirsdag og lørdag aften sender DR2′s Dokumania “JFK: 3 Shots that Changed America”. Den kan anbefales. Jeg har smugkigget lidt, og den tegner spændende:

Man kan ofte støde ind i de mærkeligste dokumentarer om mordet på Discovery og obskure franske kanaler. Men denne virker spændende. Den er fra History Channel i 2009 og hermed anbefalet på årsdagen.

Se en række andre artikler og links her.

I stort set alle afstemninger, kommer Jørgen Petersen altid ind som den bedste danske spiller nogensinde – ofte lige foran Mogens Olsen.

Hvis man har set Jørgen Petersen spille, glemmer man det aldrig. DR har dette klip fra kvartfinalen ved VM i 1970 mod tjekkerne, som viser et par glimt af, hvad Jørgen Petersen kunne. I den efterfølgende semifinale valgte Rumænien at banke ham ned i stedet.

Jeg nåede aldrig at opleve ham i hans velmagtsdage, mens verden blev lavet om. Men jeg så ham senere – og nåede oven i købet at spille et par kampe med ham. Selv da fløj han over gulvbrædderne og forbi langt yngre modstandere.

For to år siden tjekkede vi ind på et hotel i Metz. Meget hurtigt faldt snakken på håndbold, da det viste sig at hotelejeren havde spillet på det franske landshold med bl.a. Constantini. Da han opdagede, at vi var fra Danmark, råbte han bare “Jorgen Pettersen” højt ud i lokalet og begyndte på en lang historie om en landskamp, hvor Jørgen Petersen havde snørret ham og det franske hold så grundigt, at selv dommerne var i tvivl om, hvordan de skulle agere. Bl.a. havde Petersen lavet vip til sig med en høj dribling ind i feltet, som han så selv løb ind og scorede på.

Med tabet af Jørgen Petersen mister vi ikke bare en fantastisk personlighed og håndboldspiller. Vi mister også en af dansk idræts allermest lysende stjerner.

I forbindelse med research til bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” interviewede jeg en række danske håndboldpersonligheder. Blandt dem tidligere landstræner Leif Mikkelsen. I dette klip fra interviewet kan du høre den karismatiske træner fortælle om hans første møde med Jørgen Petersen. De få minutter siger vist det hele:

Æret være Jørgen Petersens minde.

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Og i går var han så hos den gode Colbert:

Hvil i fred, Adam Thomsen.

Det giver her anledning til at anbefale bogen, der blev et vendepunkt for DeLillo, men som også satte bl.a. James Ellroy i gang med hans trilogi “Underworld USA”.

Den litterære metode er interessant. DeLillo skriver ud fra kendte facts om Oswald, men udfylder alle mellemrum og stykker på den måde en på alle måder medrivende historie om Lee Harvey Oswald sammen. Plotlinien skal ikke afsløres her, men ud over at romanen er godt skrevet, så placerer den Oswald på en meget elegant måde på Dealey Plaza i Dallas. Nyd den.

Nu kommer bogen “Jacqueline Kennedy: Historic Conversations on Life with John F. Kennedy” baseret på Jacqueline Kennedys samtaler med den kendte amerikanske historiker Arthur Schlesinger junior, som har ligget gemt væk i Kennedy-biblioteket i Boston.

Jacqueline Kennedy ønskede at de skulle hemmeligholdes i 50 år efter hendes død, men Caroline Kennedy har nu givet grønt lys for deres udgivelse i form af bogen “Jacqueline Kennedy: Historic Conversations on Life with John F. Kennedy” med tilhørende dokumentar etc. på ABC:

Se meget mere hos ABC News her.

Bogen lader til at give flere åbenhjertige og interessante vinkler på livet med John Fitzgerald Kennedy før og under tiden i Det Hvide Hus. Der var allerede for et stykke tid siden historien om, at hun kort efter mordet i Dallas troede, at Johnson stod bag mordet på hendes mand. Og at dømme efter foromtalen får vi med samtalerne et lidt uvant og meget direkte blik ind i hverdagen og i livet stort som småt med JFK.

Af alle de mange udgivelser om Kennedy-familien virker denne faktisk som en af de mere interessante. I stedet for de mange sladderhistorier får vi det her fra en førstehåndskilde. Bliver spændende at læse.

Den ellers lidt tilbagetrukne Caroline Kennedy var i sidste uge hos Jon Stewart for at fortælle om bogen og sin mor: