Torsdag den 18. januar 2012 medvirkede jeg i Radio24syv programmet Iben & Mødregruppen.

Hele dagens udsendelse handlede om familien, og jeg prøvede at fortælle lidt om familien som dynasti i form af Kennedy-familien med patriarken Joe Kennedy for enden af det store middagsbord.

Jeg fik undervejs lyst til at også at nævne Ted Kennedy, der med tre døde storebrødre i sidste ende blev den nye patriark, der som senator ændrede USA og som familiemenneske gik til skoleafslutninger for de mange fædreløse børn i familien.

Men Joe Kennedy er jo næsten sindbilledet på patriarken, der bruger forretningslivet, politik og sin familie til at smadre sig frem i det amerikanske samfund. Måske skal man til at stille nogle større krav til sine børn?

Du kan høre udsendelsen her.
Kennedy-indslaget er omkring 27:25 i time to.

Læs mere om bogen Mordet på JFK her.

DR1′s Sommervejret bragte i går dette indslag om vejret som samtaleemne.

Med Snebolden og denne sides udsendte citerende “Vi ska alla en gång dö”. Sådan var det i den elevator, den sommerdag på Amager.

God sommer.

Cules er et dansk internet-magasin om FC Barcelona. I det seneste nr. 15 bringes et kort interview med denne sides forfatter om Barca. Det kommer oven på indlægget “Fra en Barca-skeptikers bekendelser” og kan læses her sammen med resten af magasinet:

CULES_15

Der er kun ét land, som kan TABE et VM. Der er kun et land, som har været med i samtlige VM-slutrunder, og som altid forventer guld. Og der er kun ét land, der af samme grunde har gennemlevet historiens mest smertelige nederlag.

Brasilien har stået for nogle af VM’s mest meriterende sejre og triumfer. Men de har samtidig stået for nogle nederlag, nationen har været årtier om at bearbejde. Nederlaget til Italien i 1982 skabte generationen, der aldrig vandt noget, selvom de spillede noget af det mest fantastiske fodbold, verden har set.

Men intet nederlag har været så smertefuldt som den afsluttende kamp ved VM i 1950 i Brasilien. Værtsnationen havde sat alt ind på at gennemføre en perfekt turnering – inkl. bygnigen af verdens største fodboldstadion Estádio do Maracanã i Rio de Janeiro. Da turneringen startede, måtte tilskuerne sno sig igennem byggerodet til til et stadion, der endnu ikke var helt færdigt.

Men da VM skulle afgøres den 16. juli 1950, var hele 173.850 tilskuere på plads til VM’s afgørende kamp mellem Brasilien og Uruguay. Turneringsformen var yderst særpræget med en finalerunde i stedet for en egentlig finale. Men resultatere hade maget sig således, at Brasilien i den sidste kamp kunne nøjes med en uafgjort mod Uruguay. Men skulle det lykkes Uruguay at vinde, var de overraskende verdensmestre.

Værtsnationen var sikre i sin sag. Alting var tilrettelagt til den store brasilianske fest, og da Friaça bragte hjemmeholdet foran efter 47 minutter, var alt klar til den store fest. Den fest varede i knap tyve minutter. Så scorede de lyseblå. Schiaffino udlignede efter 66 minutter, og efter 79 minutter blev mere end 170.000 mennesker musestille, da Ghiggia afgjorde kampen. Det umulige var sket. Uruguay var verdensmestre for anden gang, og Brasilien gik helt i sort.

Nederlaget var det, som ikke kunne ske, og selvom Brasilien i 1958 fik sin revanche, sidder nederlaget stadig i nationen. Spillerne på holdet betragtes som ulykkesfugle, der formenes adgang til træninger, og efter den ulykkelige kamp spillede Brasilien ikke længere i hvidt. Det var et nederlag, der prægede en nation, og som på trods af efterfølgende fem triumfer aldrig rigtig er blevet overvundet. Katastrofen ligger hel tiden og lurer, og de brasilianske medier er mere end klar til at give Dunga kniven, hvis han skulle tabe VM.

- Mere optakt til VM her

Dansk politik er gået fra 90 mia. i statsunderskud og til 3 burkaer – og fra manglende reformer til et kaffemøde på på en skole. I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til en spekulation om den inderlige længsel efter den strenge (lands)fader, der har grebet nationen. Løkke skal imidlertid ikke bedømmes på ferier eller fadøl. Han skal bedømmes på den politik (eller mangel på samme), der udgår fra hans regering.

Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet

Så kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hjem fra en ferie med sin familie på Tenerife og til et pressekorps, der i den grad lugtede blod efter en række ’sager’ om en datters mulige forstuvede ankel og nogle sure madpakker.

I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.

Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.

Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bilag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.

Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.

Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.

I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.

Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.

Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.

Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.

Klik her og se videoklippet fra Go’ morgen Danmark.

Det danske spil

Det er ikke mange sportsgrene, der er kommet fra Danmark. Men når det gælder håndbold, kan vi danskere med sædvanlig nationale beskedenhed konstatere, at det spil er vores. Selvom man også andre steder i Europa har kastespil, er der generel enighed om, at den moderne håndbold har to danske fædre, som på samme tid begyndte at spille håndbold og skrive et regelsæt ned. To fædre som mødtes med hver deres hold i den allerførste håndboldkamp i Helsingør i 1907.

Mennesket har altid dyrket idræt, og boldspil er ingen ny ting. I de fleste antikke livsformer stod konkurrencen og den legemlige udfoldelse meget centralt for de enkelte samfund – ikke mindst i Grækenland hvorfra vi har den olympiske bevægelse, der blev genoplivet i 1896. At det netop skete på dette tidspunkt, er ikke tilfældigt. Ved forrige århundredeskifte oplevede man nemlig i Europa en ny fokus på ungdom, på kroppen og på idrætten. Via idrætten kunne ungdommen disciplineres og samtidig få hærdet sin fysik. ”En sund sjæl i et sundt legeme” indkapsler som motto meget præcist bestræbelsen.

Håndbold er et fysisk spil – og et til tider hårdt spil. Det må man ikke glemme. Det er ikke skak, man spiller rundt i hallerne. Men rå kraft og veltrænet fysik er ikke nok i håndbold. Hvis ikke man er i stand til at bruge sine kræfter rigtigt, og hvis man ikke har taktisk forståelse og den rette teknik, nytter de mange kræfter ikke meget. Hverken nu eller dengang.

Ungdommens urkraft skal anvendes med omtanke, og derfor så man ved forrige århundredeskifte opblomstringen af en lang række boldspil med nedskrevne regler og dannelsen af nationale og internationale forbund og turneringer. Fodbolden var allerede etableret i England, og i Danmark dannes i 1889 Dansk Boldspil Union. Syv år senere genoplivede Pierre de Coubertin de olympiske lege i Athen, og Danmark var blandt de deltagende lande i flere discipliner.

En idrætskultur var født, og i Danmark blev den modtaget med åbne arme af alle samfundslag. Tidsånden var med idrætten og de nye holdspil. Derfor er det måske ikke så mærkeligt endda, at der på dette tidspunkt to forskellige steder i Danmark, sad to mænd som tænkte den fuldstændig samme tanke om et spil med hænderne. Ret beset er det jo ganske oplagt at spille bold med hænderne, ligesom man meget langt tilbage kan spore atleter, der har sparket til en bold eller en genstand.

Men der skulle altså to danske lærere til for at sætte det moderne spil i system. Normalt tillægges lærer og oberstløjtnant Holger Nielsen fra Ordrup ved København æren for opfindelsen af håndbold. I hvert fald var det ham, der som den første i 1906 kunne udgive et regelsæt for håndbold, ligesom det i øvrigt var ham, der i 1932 opfandt den verdensberømte Holger Nielsen-metode til kunstigt åndedræt. Nielsen var på mange måder en alsidig mand. Ved de første olympiske lege i 1896 blev han en af de danske helte, da han vandt sølv i sabelfægtning og bronze i pistolskydning. Den initiativrige og fremsynede Holger Nielsen var lærer på Ordrup latin- og Realskole, og i 1898 tilrettelagde han for eleverne: ”… et Spil med hænderne, Haandbold, som kunde spilles på en mindre Plads, f. Eks. I en Skolegaard.”

Men allerede året før havde en anden lærer i Nyborg spillet håndbold med sine elever. Rasmus Nicolaj Ernst var 24 år gammel, og var næsten nyansat på Borger- og Kommuneskolen i Nyborg, da han i 1897 begyndte at spille et helt nyt spil med sine elever. Han kaldte det håndbold. To forskellige steder i landet og næsten samtidig blev spillet født, og der skulle ikke gå længe, før de to pionerer mødte hinanden. I 1905 flyttede Ernst nemlig til sundbyen Helsingør, hvor han fik ansættelse på Helsingør Højere Almenskole. Med det samme tog han fat på håndbolden på den nye skole, og lagde dermed grunden til den senere så berømmede håndboldkultur i Helsingør.

De to håndboldpionerer boede nu tæt på hinanden i det nordsjællandske, og det var derfor helt naturligt, at de to skoler skulle mødes i den første registrerede håndboldkamp. Den fandt sted i 1907 i Helsingør, og kampen blev et godt eksempel på, at der endnu ikke var helt klarhed om reglerne. Rasmus Nicolai Ernst skrev om kampen i sin dagbog: ”I 1907 modtog Skolen en udfordring fra Ordrup til en Haandboldkamp. Helsingør og Ordrup var vist paa det Tidspunkt de eneste Skoler, der spillede Haandbold. Holger Nielsen, Ordrup, havde lavet nogle regler, som vi her ved Skolen ikke kendte, vi spillede efter Regler, som jeg havde lavet i Nyborg allerede 1897-98. Kampen blev et frygteligt Nederlagt for Helsingør 21-0”.

Den første udgave af spillet kan bedst ses som en slags fodbold med hænderne. ”Med ca. 40 deltagere i Spillet vil en Plads paa 40 meters Længde og ca. 30 meters Bredde være passende” , skrev Holger Nielsen i de første regler fra 1906. Længden af banen passer således godt til de nuværende håndboldbaner. Men bortset fra det, er der ikke meget, der minder om vore dages håndbold. Når man kigger på fotografier fra en af Holger Nielsens kampe, hvor han ofte selv styrede spillet i militæruniform, minder det mere om rugby end om vores dages stringente positionsspil.

I løbet af de første år skete der dog langsomt en tilpasning af reglerne, så spillet begyndte at ligne det, vi nu kender som markhåndbold. En i vore dage noget hengemt disciplin, hvor spillet foregår på en fodboldbane med 11 mand på hvert hold. Men det allervigtigste var, at spillet i disse år begyndte at rykke indendørs. En meget naturlig ting når man tænker på klimaet på vores breddegrader, som de fleste måneder egner sig bedst til indendørs aktiviteter. Men også en afgørende udvikling for spillet, som nu blev gjort mindre – og med væsentligt færre deltagere.

I håndboldens første mange år var København helt dominerende. Den 16. marts 1921 inviterede idrætsforeningen Old Boys til indendørs turnering i håndbold i Idrættens Hus i København. Dommer var Holger Nielsen, og turneringen havde deltagelse af hele 15 hold. Blandt dem var den første deciderede håndboldklub fra Efterslægtens Gymnasium.

Som navnet på den første klub tør antyde, var håndbold i disse år meget en skolesport. Fra Holger Nielsens tid var håndbold en idræt man lærte og spillede i gymnasiet, og mange af de store spillere blev rekrutteret til spillet på landets gymnasier. Mere spydige sjæle vil måske indvende, at det med skolelærere og det lettere studentikose præg, er noget som håndbolden måske først har lagt fra sig i takt med de sidste 10-15 års stigende professionalisme. Men det har i hvert fald sat sit præg på spillet i form af utallige skolelærere på trænerbænkene og en meget indgående analytisk indgang til spillet. Men dette intellektuelle og analytiske overskud har utvivlsomt også givet danske hold en klar konkurrencemæssig fordel i forhold til østlandenes systematik og fysik. Det har altid været dansk håndbolds varemærke, at hvor de andre var store og stærke, var vi kloge og teknisk bedre.

Og så er det i øvrigt en sandhed med mange modifikationer, at håndbold skulle være en særlig lærersport. I virkeligheden kom både arbejdere og bønder meget tidligt med, og egentlig er håndbold en meget dårlig skolesport. Der skal en meget dygtig lærer til for at gøre håndbold interessant i skolen. Volleyball og basketball er meget bedre egnede sportsgrene til skolen. Det er nemmere at komme i gang med, og det er nemmere at få et spil til at fungere uden de store forudsætninger. Men kigger man på medlemstallene i de respektive forbund, så er boldspillene i skolen omvendt proportionale med aktiviteterne i klubberne. Håndbold har de mange medlemmer, mens det er fodbold, volleyball og basketball, man spiller i skolen. Håndbold er kort sagt et spil, der lever i klubberne og i hallerne.

Det at opfinde et boldspil vil også altid være et udslag af den folkelige idrætskultur i det pågældende land. Det gælder i høj grad for de mange britiske boldspil som golf, fodbold, tennis og rugby. Men det gælder også for håndbold. Kvaliteterne i håndboldspillet kan godt ses som et spejl af nogle af de elementer og værdier, vi sætter pris på i den danske idrætskultur. Spillet rummer en række sociale kvaliteter, hvor det at få individualister til at fungere som et team er en af de spændende udfordringer. På trods af at der kun er seks markspillere og en målmand, er håndbold et stærkt differentieret spil med mange muligheder, og fordi man bruger hænderne, er der mulighed for at lave et hav af finurligheder og tricks. Det har de danske spillere altid været gode til.

I løbet af 1920’erne begyndte det moderne indendørs spil med syv mand på hvert hold at fange an, og det blev ikke længere kun spillet i Danmark. Det var nemlig især i Tyskland, at spillet blev udformet som et turneringsspil. Allerede i 1917 havde man i Berlin iværksat en turnering for kvinder, og i 1920 begyndte den første nationale turnering i Tyskland for både mænd og kvinder. Det var også i Tyskland, at den allerførste landskamp blev spillet. I 1925 besejrede Østrig på udebane i Halle værterne fra Tyskland med 6-3. Flere lande kom nu med, og håndbolden, der indtil da havde hørt ind under atletikken, løsrev sig nu fra det internationale atletikforbund, og dannede i 1928 det første internationale håndboldforbund. I 1930 havde man allerede 20 medlemslande. Også i Danmark begyndte man at organisere sig, og i løbet af 30’erne dannedes de første regionale forbund. Den 2. juni 1935 løsrev håndbolden sig også i Danmark fra atletikken og dannede Dansk Håndbold Forbund. Man var i gang.

Læs mere i “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” og nyd indtil da dette smukke billede fra Go’ morgen Danmark:

Det er simpelthen taget direkte fra det originale manus, så du får det råt for usødet! Ved lejlighed må jeg sørge for at få det skrevet igennem igen til en opdateret udgave.

Download hele Kapitel 3 Dallas den 22. november 1963 som pdf-dokument her

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et noget højstemt følelsesudbrud i anledning af 20-året for Murens fald. Da jeg voksede op, måtte min mor forsøge at forklare, hvorfor der lå en ø derovre til højre på kortet over Vesttyskland, og hvorfor der var nogen som havde bygget en mur midt igennem Tysklands gamle hovedstad.

Det virker alt sammen så længe siden nu. På mandag er det tyve år siden Berlinmuren faldt. Med den faldt også andre mure. Dét er der grund til at huske på, for der er masser af energi at hente i den historie. En gang imellem er håbet den eneste realistiske mulighed.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Muren i vores hoveder

“Some men see things as they are and say why
- I dream things that never were and say why not.”
George Bernard Shaw

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.

Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.

På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.

Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.

De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.

Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60’erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.

Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe ”Wir sind das Volk”. For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl eller Christian Führer motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker for dem for det nye perspektiv, de gav os.

Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned, og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.

Se også DR2′s Temalørdag fra den 22. noveber 2003 her.

Programmet er tilrettelagt af Ole Retsbo og er vitterlig en af de bedste fremstillinger af sagen indenfor en time, som jeg har set. Det skal jeg selvfølgelig sige, for jeg var selv med i den i sin tid!

Men Retsbo har virkelig gjort et rigtig godt stykke arbejde, og han har indenfor en time samlet mange vigtige klip og mange væsentlige aktører. Nyd den her fra Youtube:

Landstræner Jan Pytlick har bl.a. afpudset sin gamle idé om et dansk ungdomshold i ligaen. På den måde leverer landstræneren et fint oplæg til antologien, som fra flere vinkler belyser nogle af problemstillingerne i dansk håndbold netop nu. Pytlick har specielt hæftet sig ved, at Danmark på det fysiske område halter efter nogle af de øvrige nationer. Det kunne se ud som om, at der er et arbejde at gøre med at få skærpet træningskulturen og sulten hos kvinderne.

Senioranalytiker Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut har redigeret bogen, og det er lige nu muligt at læse Rasmus’ forord til bogen her.

Fangernes dilemma i dansk håndbold

Spørgsmålet om produktudvikling og ikke mindst tilpasning til nye omverdensbetingelser er også et centralt tema i antologiens næste bidrag skrevet af Thomas Ladegaard. Han peger nemlig på, at dansk håndbold er havnet i et ’fangernes dilemma’, hvor succesen på flere områder går hånd i hånd med en udvikling, der er ved at bevæge håndbolden i en uhensigtsmæssig retning. Selvom succeserne ganske vist er store viser en række signallamper allerede nu, at den måde hvorpå udvikling sker, medfører nogle utilsigtede sideeffekter.

Ladegaard når frem til denne diagnostik med udgangspunkt i spilteorien. Kort fortalt er spilteori et opgør med mainstream økonomisk teori, herunder den såkaldte nytteteori, hvori det antages at forfølgelse af egeninteressen er bedst for helheden, dvs. for samfundet. Oversat til håndboldverdenen betyder dette, at når klubberne forfølger deres egne snævre interesser er resultatet til håndboldens bedste, da det skaber den højeste grad af konkurrence til glæde for fans, tilskuere og tv-seere.

Imidlertid synes udviklingen klart at vise, at klubberne i egennytteorienterede stræben efter sportslige resultater har skabt nogle problemstillinger som kun kan løses gennem en større grad af samarbejde sådan som spilteorien foreskriver. Som Ladegaard viser, er pointen, at individuel målforfølgelse ikke nødvendigvis er til det gode. Eksempelvis er kompetitiv balance vigtig for tilskuer og fan-interessen, og dermed de kommercielle aspekter i sportens verden, men via Viborg, Kolding, Slagelse og GOGs på det nærmeste monopolisering af finaledeltagelsen (med undtagelser, naturligvis) er spændingen gået fløjten. Udviklingen er skabt derved, at de bedste klubber som følge af deres succes fastholdes i en sportsøkonomisk god cirkel, hvor de øvrige klubber kun sjældent kommer til fadet. Klubbernes ønsker om at ligge i top er bestemt forklarlig isoleret set, men på den anden side medvirker polariseringen til at fjerne selve det kommercielle grundlag: spænding om udfaldet af kampene.

Derfor må klubberne, ifølge Ladegaard, arbejde bedre sammen. Ikke bare for at gøre forskellen mellem klubberne mindre, men også for at mindske tendensen til, at klubberne i deres individuelle higen efter sportslig succes køber ind af udenlandske spillere i et omfang, der fuldstændigt sætter de danske spillere på bænken og forstærker landsholdets aktuelle deroute. Klubberne synes, ifølge Ladegaard, at have glemt, at det var 1990’ernes store danske personligheder, der skabte den gunstige udvikling som er fulgt næsten udbrudt siden da. Uden den nødvendige spilletid til de danske talenter vil der gå længe før vi igen ser danske personligheder slå igennem og bane vejen for nye sportslige triumfer.

Bestil bogen fra forlaget. Rasmus K. Storm (red) Dansk Håndbold – bredde, elite og kommercialiseringens konsekvenser, 312 sider, Forlaget Bavnebanke, 2008.

Op til weekenden har jeg en klumme i den borgerligt-liberale netavis 180grader.dk om 40-året for studenteroprøret.

“De gamle oprørere har sat tankevirksomheden i bakgear i en sådan grad, at der ikke er andet at gøre end at efterlade denne længsel efter de gode gamle dage og i stedet prøve at dekonstruere mytologien og tegne et andet billede af 68. Før vi snart skal til at fejre de fyrre år, kan vi lige så godt begynde at klippe i 68′ernes album.”

Læs hele kommentaren og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Thomas Ladegaard deltog i går aftes i Aftenshowet på DR1. Anledningen var afslutningen af afstemningen på dr.dk/bonanza, hvor mordet på Kennedy blev udvalgt som en af de markante begivenheder.

- Se hele indslaget her på dr.dk.

Jeg har i dag en klumme i netavisen 180grader.dk efter weekendens EM-sejr.

Man skal altid passe på med at gøre for meget ud af en sejr i en hal eller på en fodboldbane, og hvad det kan betyde udenfor banen. Imidlertid kaldte denne begivenhed på lidt større ord end vanligt!

Læs hele kommentaren og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Jyllands-Posten bringer i dag et større tema om EM-guldets betydning. Jeg er med i en af artiklerne med et synspunkt om, at Wilbek har været befriende i sine udmeldinger og i sin indgang til holdet. En leder med virkemidlerne i orden – og med stort overblik. En vinder.

- Læs hele artiklen her

“Den bog har alle håndboldelskere sukket efter” – Berlingske Tidende

Bogen er baseret på interviews med dem, der var med. Trænere som Ulrik Wilbek og Leif Mikkelsen samt centrale spillere som bl.a. Janne Kolling, Michael Fenger og Morten Stig Christensen fortæller i bogen om de spændende kampe og om spillet på og udenfor banen.

Her får man for første gang hele historien om dansk håndbolds udvikling fra den første kamp i Helsingør i 1907 til kvindernes guldmedaljer ved de tre seneste olympiske lege. Læs f.eks. om ansættelsen af Ulrik Wilbek som landstræner og om hans arbejde med unikke spillere som Anja, Camilla og Sanne. Læs også om det store skænderi på bænken, som kostede en olympisk medalje for bolsjedrengene ved OL i Los Angeles.

“Bolsjedrenge og jernhårde ladies” giver baggrunden for de fantastiske oplevelser, danskerne har fået som tilskuere til håndbold i de sidste 25 år. Bogen indeholder både analyser og historier fra træningsbanen og omklædningsrummet. Hvis man er interesseret i håndbold, skal man vælge denne bog, for at få viden og baggrund om dansk håndbolds succes.

• Køb bogen direkte hos Arnold Busck
• Læs bogens forord
• Anmeldelser og presseomtale
• Blog om håndbold generelt

Blandt dem var Ulrik Wilbek og på vej til EM i Norge bringer vi her et eksklusivt uddrag fra interviewet:

Klik her og hør Ulrik Wilbek fortælle om at opbygge vindermentalitet – og om hans rolle som frelser for den danske herrehåndbold (mp3 fil åbner i din foretrukne player).

Det kan også anbefales varmt at tage turen forbi Gaardbo på P1 og høre det fremragende interview med Wilbek.

Emnet var de nye mediers rolle i valgkampen. I USA bruges mulighederne på nettet aktivt, og de digitale græsrødder spiller en stor rolle i den forestående præsidentvalgkamp. Herhjemme er de politiske partier i gang, og der er mange fine tiltag i gang. Der er dog også en række af mulighederne, der tabes på gulvet. Specielt kan man undre sig over, at traditionelle ‘græsrodspartier’ som SF og Enhedslisten ikke bruger nettet mere aktivt til at aktivere nettets græsrødder.

Video synes at være det helt store hit i denne ombæring, men vi venter stadig på de videoer, der som den radikale video i 2005 virkelig satte en dagsorden. Ifølge Anna Ebbesen kan der være mere på vej.

Se hele udsendelsen på Sputnik.

Men vi kommer også til at tale om bl.a. socialdemokraterne.dk og radikale.dk.

Her kunne jeg godt tænke mig at tage nogle kommentarer med fra dig: Hvad mener du om de nye kampagnesider? Er der dialog nok? Tager de mediet alvorligt? Hvem fører på nettet?

Skriv gerne nogle kommentarer her.