Min morfar var den yngste af ni
Dengang med mange børn i små lejligheder
De hed alle noget med S
Bortset fra den enlige søster
Hun hed Hulda
Men de kaldte hende aldrig andet end Sonja

Min morfar stod tidligt op
og kørte afsted med din madpakke
og lunkne termokande
og kom hjem
og lappede cykler
og kørte til spejder.

Han så streng ud,
men da han døde, fandt jeg ud af
at Kaj var hans mellemnavn.

Der var ikke mirakler i luften
Den aften på Folkets Hus
Da han så min mormor

Kun varme og håb steg op fra Vesterbro den vinteraften

Hun var der også
Den dag, han rejste sig fra sin seng,
rakte ud efter sin slåbrok
og var væk

Hvil i fred, Adam Thomsen.

Nu kommer bogen “Jacqueline Kennedy: Historic Conversations on Life with John F. Kennedy” baseret på Jacqueline Kennedys samtaler med den kendte amerikanske historiker Arthur Schlesinger junior, som har ligget gemt væk i Kennedy-biblioteket i Boston.

Jacqueline Kennedy ønskede at de skulle hemmeligholdes i 50 år efter hendes død, men Caroline Kennedy har nu givet grønt lys for deres udgivelse i form af bogen “Jacqueline Kennedy: Historic Conversations on Life with John F. Kennedy” med tilhørende dokumentar etc. på ABC:

Se meget mere hos ABC News her.

Bogen lader til at give flere åbenhjertige og interessante vinkler på livet med John Fitzgerald Kennedy før og under tiden i Det Hvide Hus. Der var allerede for et stykke tid siden historien om, at hun kort efter mordet i Dallas troede, at Johnson stod bag mordet på hendes mand. Og at dømme efter foromtalen får vi med samtalerne et lidt uvant og meget direkte blik ind i hverdagen og i livet stort som småt med JFK.

Af alle de mange udgivelser om Kennedy-familien virker denne faktisk som en af de mere interessante. I stedet for de mange sladderhistorier får vi det her fra en førstehåndskilde. Bliver spændende at læse.

Den ellers lidt tilbagetrukne Caroline Kennedy var i sidste uge hos Jon Stewart for at fortælle om bogen og sin mor:

Flere har undret sig over den tilsyneladende defensive form, der har kendetegnet den første del af valgkampen. I skrivende stund er den store historie, at blå blok synes at lukke gabet i meningsmålingerne, mens andre målinger har rød blok med en meget stor føring. Tvivlerne er mange, og usikkerhederne store. Men det overordende billede er, at Helle Thorning og hendes røde blok spiller ud fra et forspring, og derfor har valgt en defensiv italiensk inspireret taktisk, hvor det gælder om at forsvare sig mod angreb og lave få fejl. Det er det rene catenaccio.

Lige nu virker det imidlertid som en meget farlig strategi. Internt i rød blok sker der flere fejl, og de seneste dage har vist et SF med en række fodfejl på udlændingeområdet og senest skabte Astrid Krag en lille overskrift med de forkætrede 12 minutter.

Imens farer statsminister Lars Løkke land og rige rundt i hvad Thomas Larsen i dag kalder “Løkkes usynlige valgkamp“. Også Løkke arbejder ud fra erfaringer hos Obama i 2008, hvor det handler om at være til stede på alle platforme, men ikke mindst om at komme ud og møde vælgerne fysisk – langt væk fra Christiansborg. Det var den strategi, der virkede for Socialdemokraterne ved det seneste valg til Europaparlamentet.

Og mens alt dette pågår i egen stilfærdighed, rejser sig spørgsmålene om, hvornår offensiven egentlig sætter ind. Alle partier har haft fire år til at forberede sig. Rygterne har svirret om, at Venstre har haft en egentlig graver-enhed, der skulle finde snavs på sine politiske modstandere. Og 3F skulle efter sigende have arbejdet med lignende planer.

Endnu har vi dog ikke set noget til disse initiativer i en decideret negativ kampagne. Og det er oplagt at tro, at blokkene holder disse esser tæt til kroppen og venter med at spille ud, indtil den anden part begynder. Der er selvsagt også den hypotese, at partierne simpelthen vil tale om politik og de økonomiske vanskeligheder, der kræver store og brede løsninger. Men hvem tror på det? Var rygterne om disse graver-grupper bare spin?

I hvert fald er der indikationer på, at den borgerlige blok kan have noget større på vej. Michael Kristiansen kom vel næsten til at tale over sig på TV2 News den anden aften, og der florerer på nettet historier om en kommende “valgbombe”, der skal ramme Helle Thorning. Indtil videre er intet detoneret endnu. Men i en lidt passiv valgkamp skal der vel ske noget her op til den afgørende weekend?

Og kigger man tilbage på de seneste valgkampe er det umuligt at forestille sig, at der ikke skulle dukke noget op, som pludselig rydder dagsordenen og sætter en af parterne under pres. Skræmmekampagner kan ingen lide – men de virker. Det så man mest effektivt udtrykt i 1998. Siden da har Venstre forsøgt at være helt på forkant og har sågar indrykket præventive annoncer i de sidste dage op til valget.

Men hvis der ikke er nogen bombe på vej, så er det svært at forestille sig, at der ikke skal koges mere suppe på:

• Thornings skattesag lever fortsat. BT har jo sat sig for, at de vil afgøre valget. Mon ikke der kommer noget mere der?
• Ole Sohn og Honnecker. For mange danskere vil det være en svær pille at sluge, at en tidligere kommunistisk formand skal være minister – og måske oven i købet en økonomisk minister. For selv moderate mennesker ligger ordet “landsforrædder” ikke langt væk, når de ser billederne af Ole Sohn og Erich Honnecker fra 1989
• Boligskatter. Det er oftest den danske middelklasse, der afgør valgene til sidst. Derfor appelleres der ofte til boligejerne i en valgkamp, hvor Venstre bl.a. har hustandsomdelt breve til udvalgte parcelhuskvarterer i en slutspurt i valgkampen. Socialdemokraterne fik muligvis lagt denne død med en smart lørdags-manøvre, men hvis det lykkes st skabe tvivl om røde boligskatter, kan blå blok have en spændende vinkel.
• Udlændingepolitikken er aldrig død. Uanset hvad man gør, vil udlændingepolitikken altid dukke op i en valgkamp – selv når situationen er så alvorlig for dansk økonomi. Vi har nu brugt ti år på burkaer og kamphunde og i en valgkamp er det fortsat et område, der kan engagere vælgerne på alle fløje. Hvis S-SF havde drømt om, at den var ‘lagt død’, må de se en række store kampe for sig i det videre forløb.

Indtil videre har valget meget naturligt handlet om at få dansk økonomi på fode igen. Det burde valgkampen også. Men det kan være svært at se igennem de mange udgaver af et statsunderskud, og derfor vil andre emner lige så stille liste sig ind i valgkampen. Det er allerede i gang. Spørgsmålet er snarere hvor beskidt, det kommer til at udfolde sig?

Framing af de to kandidater til statsministerposten
For i sidste ende er læren, at valg vindes kort sagt mellem valgene. Det er mellem valgene, at temaerne knæsættes. Venstre var i 2001 fantastiske til at sætte dagsordenen for, hvad valget skulle handle om. Det er den afgørende kampplads. Når tv-debatterne kører eller aviserne sætter fokus på emner, er det afgørende at sætte sit præg på, hvad der skal diskuteres. Poul Nyrup kunne have ført verdens bedste valgkamp i 2001. Han ville ikke have haft en chance. Det samme kan formentlig siges om John McCain, som på mange måder førte en fin valgkamp i 2008, men som i de afgørende stater var oppe imod et vælgerkorps, der efter otte år med Bush simpelthen havde fået nok. . Her har dansk økonomi i sig selv spillet Thorning en fordel i hænde.

Men bag disse emner og temaer ligger en dybere framing af de to blokke og deres kandidater til statsministerposten. En framing der har stået på i adskillige år, og som nu skal stå sin prøve.

Hvis det lykkes Thorning at blive landets første kvindelige statsminister, bør hun som det første sende en buket blomster til Rasmus Prehn, som ufortrødent kørte på med at karakterisere Lars Løkke som en mand, der gik mest op i fadøl. Den framing er lykkedes over al forventning. Løkke fremstår som et lettere fordrukkent sludrehovede med uorden i tallene. Det kostede en del for Prehn, men missionen er lykkedes over al forventning.

Det slog f.eks. stærkt igennem, da klimatopmødet fejlede og man dagen efter i de fleste medier kunne høre spekulationen: Hvad nu hvis det havde været den anden Rasmussen, som var ved roret? Og lige netop i dag kører Ekstra Bladet en historie helt efter denne bog, hvor Lars Løkke i lørdags svigtede døde danske soldater og gik i Grøften og festede. Og den ligger i den grad under endnu en DSU-kampgane med filmplakater, hvor de unge socialdemokrater dog går et skridt for langt og viser Anders Fogh med øl i hånden i den tilhørende video. Det er vist, hvad man kalder en overdrivelse!

De underliggende storylines omkring Løkke er præcis, hvad Thorning har brug for. Men efter skriverierne om hendes skatteforhold (og tidligere om hendes valg af privatskole sammen med Mette Frederiksen) er der også skabt en særlig historie om “Gucci-Helle”. Hun kan godtgøre nok så meget, at det hænger sammen, men historien hænger ved hende. I hendes kampagne spilles der klogt på, at hun er en moderne kvinde for en ny tid. Men hendes politiske modstandere vil hele tiden køre på, at hun ikke er en socialdemokrat af folket. Derfor passer en historie om hendes bilfærd til arbejde perfekt ind i billedet af en kvinde, der tror hun er lidt mere end os andre. Og dét må man jo endelig ikke være.

Lars Løkke er lidt for meget som os andre, og Helle Thorning tror hun er lidt bedre end os andre. Ingen af delene kan vi tilsyneladende lide.

Den underliggende historie er selvfølgelig, om danskerne ønsker forandring efter ti år og med en regering, der virker metaltræt. Før vi får det svar den 15. september må vi vente og se, hvilke historier der kommer til at præge valgkampens sidste uge. Hvornår kommer snavset?

Angrebet den 11. september 2011 ændrede verden og bragte med ét den uvante optimisme fra 9. november 1989 til ophør. Med indgangen til et nyt årtusinde var den korte periode fra 1989 og frem blevet til et lille ophold. Fra kold krig til civilisationernes krig. Sådan blev den umiddelbare tolkning i hvert fald. Det var nemt i de år at falde i dén selvopfyldende profeti, hvis man da ikke som Karlheinz Stockhausen betragtede det på behørig afstand som “the greatest work of art ever” som en forløsende symbolhandling.

George Bush blev af mange betragtet som en politisk letvægter, der med 234 stemmer i Florida og en tvivlsom dom i Højesteret havde besejret Clintons spøgelse. Men hvor galt kunne det egentlig gå, hvis blot han omgav sig med gode rådgivere? Svaret kom den 11. september 2001. En begivenhed, der kom til at definere hele hans embedsperiode. Man skal måle politiske ledere på deres handlinger og evner i en krisesituation. Stoltenberg kunne være et nyligt eksempel. Tirsdag den 11. september 2001 var hele verden med USA. Den sympati lykkedes det lynhurtigt George Bush at tvære ned i irakisk sand. Dommen over hans otte år som præsident kan kun blive meget hård.

Angrebet var ikke uventet. I henved ti år havde efterretningsfolk i USA arbejdet med Osama bin Laden. I 1998 foretog Bill Clinton missilangreb mod udvalgte mål i Sudan og Afghanistan for at ramme Bin-Laden efter angrebene i Afrika. Clinton havde bogstavelig talt bin Laden på kornet, men det lykkedes ikke i hans regeringstid, og da Bush tog over blev kampen mod den islamiske terror skudt til side. Richard Clarke har i vidneudsagn til 9/11 kommissionen og i sin bog “Against All Enemies” beskrevet hvordan Bush-administrationen nedprioriterede kampen mod bin Laden og fra starten rettede fokus mod Irak. En fatal fejl i mere end en forstand.

Det er rystende at læse om, at Bush-administrationen allerede om eftermiddagen den 11. september begyndte at tale om Irak. Det vidner om en eklatant mangel på dømmekraft i de timer, hvor NATO’s musketér-ed fik mere end symbolsk betydning, og “today we are all americans”.

For nylig fik historien om 9/11 en foreløbig slutning, da Navy Seals fandt og dræbte Osama bin Laden i Pakistan. Men historien er ikke slut, og en række af de skyldige er stadig på fri fod. Det gælder ikke mindst Ayman al-Zawahiri.

Historien er heller ikke slut i den forstand, at der desværre florerer en række ulykkelige konspirationsteorier om den dag. Som det gør sig gældende i en række lignende tilfælde, er det teorier, der kun meget dårligt tager udgangspunkt i fakta. Der går meget hurtigt Nostradamus og frimurer i den. Aldeles uværdigt overfor alle ofrene og deres pårørende.

Alle, der har en interesse i sagen, bør rettelig starte med “The 9/11 Commission Report: The Full Final Report of the National Commission on Terrorist Attacks Upon the United States”. Rapporten er forbløffende velskrevet. Journalist Ole Retsbo, som lavede en fremragende dokumentar til Temalørdag om Mordet på JFK, udgiver nu i øvrigt bogen “Konspiration?”, hvor han ifølge en artikel i Information går ind konspirationteoriernes dna og afdækker deres ofte meget svage fundament. Det lyder velgørende.

Op til ti-året kan vi forvente en række mindeudsendelser og dokumentarudsendelser.Tag forskud på det med en af de bedre fra CBS her:

Vi kan forvente stor opmærksomhed om ti-året, og hvad mange måske ikke har tænkt på, så kommer årsdagen dumpende ned midt i vores hjemlige valgkamp. Mange har formentlig glemt, at Poul Nyrup Rasmussen udskrev valget i 2001 direkte efter angrebene for at gå på valg som statsmand. Det lykkedes som bekendt ikke. I stedet blev angrebene til brikker i et indenrigspolitisk spil, hvor et par jublende palæstinensiske tosser ramte lige ned i den hjemlige indvandrerdagsorden. Hvad det kan bruges til i den øjeblikkelige valgkamp, tør man næste ikke tænke på.

Midt i det hele håber jeg, at vi vil sende de mange ofre for terror og krig i de sidste ti år en tanke den 11. september.

Sverige P3 Dokumentar har som altid en fremragende dokumentar som kan høres her.

Åbne Døren.
Lukke Døren.
Åbne Køleskabet.
Lukke Køleskabet.
Åbne fjernsynet.

Michael Stich. Serv.
Returnering. Baghånd.
Michael Stich. Førsteflugtning.
Halvvolley. Forhånd.
Michael Stich. Flugtning.

Gå til købmanden.
Købe rejeost.
Købe franskbrød.
Købe kaffe.
Gå tilbage igen.

Regnen silede ned.

Grantræerne duftede sødmefyldt.

Efter 10 år med et politisk Hjallerup Marked, hvor Dansk Folkeparti skærer i velfærden og til gengæld får Fisfis og en grænsebom, ønsker et flertal af danskerne fortsat at sende flyttekasser til Lars Løkke i Statsministeriet.

Nok siger politikerne altid, at der er for lidt fokus på substans i den politiske debat. Men S og SF’s store fremgang handler om taktik. Man har placeret sig klogt, har forsøgt at lukke svage flanker og så ellers ladet den borgerlige fløj begå harakiri for åben skærm. En yderst effektiv strategi med direkte kurs mod ministerkontorerne.

Imidlertid har 2020-forhandlingerne vist, hvor skrøbelig den strategi kan være. De hårde økonomiske realiteter kan ikke gemmes bag strategiske overvejelser. Hvis det lykkes Helle Thorning at blive landets første kvindelige statsminister, vil hun hurtigt se sig tvunget til at skuffe mange af sine vælgeres forventninger.

Der skal træffes hårde beslutninger. Derfor ville det have været befriende, hvis centrum-venstre kunne svinge flaget med livskraftige ideer, der begejstrede vælgerne. Men centrum-venstre mangler ideer og har gennem 10 år befundet sig i en underlig defensiv position.

Med Anders Fogh og Cepos blev begrebet ”frihed” til en samlende fortælling for det borgerlige Danmark. Vi fik ”frit valg” og værdikampen mod den kloge elite som en samlende historie.

Svaret på denne udfordring kom måske med ”fair forandring” og værdipolitik vendt mod den rige elite. Men der var ikke megen samlende historie i dét udspil, og det vrimler ikke ligefrem med overvældende reformplaner for velfærdsstaten. Viljen til magt er tydeligvis til stede, men viljen til nytænkning er svær at få øje på. Har man ingen ideer, er der kun spillet og taktikken tilbage. Lykkes det for Helle Thorning at flytte ind i Statsministeriet, får hun brug for et hurtigt skud politiske ideer.

Se også indlægget på jp.dk her.

Første del af interviewet
Interview med Thomas 1

Anden del af interviewet
Interview med Thomas 2

Om interviewet skrev min søster:

“Optagelsen af interviewet med “Thomas” fandt sted i hans eget hjem i Brønshøj i november 1998. Han havde aldrig før fortalt nogen i familien om sine grusomme oplevelser og ville egentligt gerne have det dokumenteret, inden det for sent. Vi vidste alle, at han havde været i Neuengamme, men ikke præcist, hvad der var sket.

Optagelsen fandt sted uden hans kones tilstedeværelse og han sad med ryggen til os, så han kunne se ud af vinduet til sin dejlige have og bare fortælle. Det var meget gribende. Han fandt han blandt andet sit gamle hundeskilt frem, som han havde haft på i lejren. Under optagelsen sad han og knugede det. Man kan høre lyden af tingene.

Jeg tog kontakten til “Thomas”, der er min mormors lillebror, da vi på mit studie på Århus Universitet (medievidenskab) skulle lave en radioudsendelse. Det var den 10.12.1998 vi offentliggjorde resultatet – det er den dag menneskerettighedserklæringen fyldte 10 år. Selve radioudsendelsen var et sammenklip af oplæsning af nogle af de artikler, den består af, efterfulgt af hans fortælling, der sætter artiklerne i relief.

Otto fik efterfølgende både den klippede og uredigerede version, som han kunne give videre til sine børn. Det var han meget glad for, at han fik mulighed for. Jeg er ikke klar over, om de først har hørt det efter at han er død. “Thomas” havde en storesøster, Esther som var min og Thomas Ladegaards mormor, samt en lillesøster Eva. Alle tre søskende er nu døde.”

Om ikke så længe har VKO siddet ved rattet i ni år. Det har været en uforbeholden succes. I hvert fald hvis man måler på antallet af værdipolitiske markeringer og udmeldinger om burkaer og kamphunde.

Hvis man imidlertid ser på de forgangne ni år med nationaløkonomiske briller, har vi alle siddet som passagerer i en luksusbil, hvor VKO er faldet i søvn bag rattet, mens bilen er røget af sporet med retning direkte mod afgrunden.

Ifølge beregninger fra OECD har den gennemsnitlige økonomiske vækst i Danmark de seneste ti år været under det halve af Sveriges. Den barske realitet er, at vi i disse år mister vores position som en af de rigeste nationer i verden.

Den viden har endnu ikke nået VKO-toppen. Men hvis udviklingen fortsætter, kan vi om ti år prise os lykkelige for blot at være blandt de 35 rigeste nationer i verden.

Under ni år med VKO er vi blevet i lullet i søvn i en af Bendt Bendtsens afdragsfrie perioder. Imens har tænketanke og økonomer skreget på reformer af vores velfærdssamfund.

Men i VKO’s virkelighed har der ikke været grund til at ændre på et af verdens bedste samfund. Alle forslag til nødvendige reformer er blevet parkeret i kommissioner, som har været ”politisk tonedøve”, hvis de ikke kunne forstå, at fremsynede reformer ikke har nogen gang på jorden i et Danmark.

I stedet er VKO sandet til i værdipolitikkens ørkenlandskab, hvor tre burkaer pludselig blev vigtigere end vores alles velfærd.

Og hver gang endnu en af disse helt meningsløse værdipolitiske punktmarkeringer fylder æteren, skal man huske på de ting, der ikke bliver diskuteret, og som får lov at ligge hen. De lokale og globale udfordringer forsvinder ikke bag et badeforhæng.

Borgerlige vælgere må efter ni år sidde skuffede og desillusionerede tilbage på VKO’s bagsæde. Hverken Fogh eller Løkke har på nogen måde formået at tage en tvingende nødvendig diskussion om den fremtidige indretning af vores velfærdssamfund.

Men nu banker virkeligheden på bilruden. Det er på tide at vågne op og sætte den danske bil på ret kurs igen.

Se også indlægget på jp.dk her.

Om fjorten dage går amerikanerne til midtvejsvalg, og alle medier har lagt i kakkelovnen til et slagkraftigt teselskab, hvor de regerende demokrater skal stilles til regnskab for deres utilslørede socialisme.

Kun to år efter at Barack Obama indtog Det Hvide Hus, kan han efter den 2. november stå overfor en fjendtligt indstillet kongres meget lig den Bill Clinton måtte kæmpe med efter midtvejsvalget i 1994. Det kan komme til at lamme ham i de vigtigste indenrigspolitiske spørgsmål to år frem.

Der er herhjemme blevet gjort meget ud af den indflydelse, som Tea Party bevægelsen har på den politiske kultur i USA. En meget broget flok af kristne fanatikere, minimalstats-troende og Obama-hadere. Det handler ikke om hudfarve. Men det handler meget om konspirationsteorier og kamp mod stat og regering.

En pæn del af dette teselskab tror, at Obama i virkeligheden er muslim. Eller at han er født udenfor USA og derfor er blevet præsident aldeles uretmæssigt. En historie der minder meget om den liberale historie om, at Bush stjal valget i 2000. I USA taber man ikke et valg. Valg stjæles af en ondsindet modstander.

De politiske fløje i USA står og skriger til hinanden, og moderate stemmer er svære at finde, selvom Jon Stewart gør et forsøg i weekenden i Washington.

Tea Party bevægelsen har sat sig på et republikansk parti, som har brug for en ’re-branding’ efter årene med den George Bush, der klogelig har holdt sine planlagte erindringer tilbage til efter valget. Men teselskabet er en vanskelig tiger at ride på, når den styres af figurer som Sarah Palin og Glenn Beck.

Mange steder er teselskabets kandidater deciderede ønskemodstandere for demokraterne, fordi de simpelthen repræsenterer nogle synspunkter så langt fra dén amerikanske mainstream, der altid vinder valgene.

I sidste ende skal Obama ikke bekymre sig voldsomt om teselskabet. Hans værste fjende er økonomien og sofaen. Amerikanske politikere måles i sidste ende altid på deres evne til at skabe vækst og jobs. Her har Obama sin egentlige udfordring, selvom Fox News hellere vil tale om alt mulig andet. Amerikanske vælgere går mere op i jobs. Og en ny analyse viser, at republikanerne har under 20% chance for at genvinde senatet.

For to år siden lykkedes det for Obama at drive nye grupper til valgurnerne. De kommer bestemt ikke af sig selv denne gang. I en presset økonomi er kampen mod sofaen nøglen til gevinst for Obama og demokraterne til midtvejsvalget. Obama skal forsøge at genvinde dén amerikanske historie, han har mistet undervejs.

Se i øvrigt denne udmærkede analyse af valget fra MSNBC:

Min generation er et århundredes skuffelse. Vi er vokset op til en uset frihed, men har ikke brugt den til andet end at bage grovboller.

Vi er vokset op med Thomas Winding og har ventet hele livet sammen med Elith Nørholm på en juleaften, der aldrig er kommet. Da vi endelig kom til, viste det sig, at vores største drøm lignede en mursten.

Nu har min generation fået retten til et fedt køkken, og imens det blev bygget, krakkede Lehmann Brothers. Og lige i det øjeblik havde vores generation intet at stille i stedet – andet end endnu en tirsdag aften med Hammerslag, som kører ufortrødent videre i sin helt egen boble.

Der har været alverdens grunde til at hade og skælde ud på vores babyboomer forældre. En generation der har sat sig selv i centrum og under dække af en påtaget idealisme har gjort alt for at berige sig selv. Men i det mindste havde et par af dem da en tanke om at gøre det bare en smule bedre.

Det kan man ikke sige om vores generation. Den største vision har været at godte sig over underklassens unge mødre og bagefter løbe sig en tur med Nephew på den nye iphone. Igen og igen.

“Udsynet går frem til næste DHL-stafet”
Det handler udelukkende om min navle, mine børn og min karriere. Udsynet går frem til næste DHL-stafet, og den største ambition er at dyrke nogle gode råvarer og rode lidt i sig selv i en have i Hellerup. Som en generation af pattebørn er vi sygeligt optagede af, hvad vi putter i munden, og mens verden omkring os kan stå i brand, snakker min generation frejdigt videre om rodfrugter og langtidshævet brød.

Det er ubehageligt sigende, at det eneste, der kan få min generation op af stolene, er hvis der tages goder fra deres små ønskebørn. Der kan dø nok så mange børn i Langbortistan, og komme nok så mange fattige børn til i Danmark, men hvis børn i Katvig fra top til tå mister en madpakke, kommer min generation på gaden. Så stort er vingefanget.

“En hjerteskærende klagesang”
For ti år siden var der internettet og digitale drømme for en hel generation. Siden blev den drøm selvfølgelig befolket af de sædvanlige kræmmersjæle, så man nu kan du få økologi bragt lige til døren. Længere varede den drøm såmænd ikke.

Engang stammede Roger Daltrey sig igennem hymnen til ”My Generation”. Min generations hymne er en hjerteskærende klagesang af fantasiløshed. Vi fik det hele forærende på ryggen af frihedens eufori i starten af 90’erne, og kvitterede for dén endeløse gave ved at sætte os i samtalekøkkenet og se Hammerslag.

Lad bare en ny generation tage over. Der er masser af plads.

Se også indlægget på jp.dk her.

Framing, framing og atter framing.

Virkeligheden betyder noget i politik. Men i sidste ende er det emnerne og måden vi taler om dem på, der afgør valgene.

Valg vindes kort sagt mellem valgene. Det er mellem valgene, at temaerne knæsættes. Venstre var i 2001 fantastiske til at sætte dagsordenen for, hvad valget skulle handle om. Det er den afgørende kampplads. Når tv-debatterne kører eller aviserne sætter fokus på emner, er det afgørende at sætte sit præg på, hvad der skal diskuteres.

Her står Socialdemokraterne umiddelbart stærkt at dømme efter aftenens duel mellem Thorning og Lykke. De emner, TV2 havde valgt ud, ligger godt til Thorning. Men det afgørende er at der vælges de rigtige emner. Se blot hvordan man på tv2.dk inden duellen kunne stemme om, hvilke emner, der var vigtigst. Men hvem havde udvalgt, hvilke emner, der kunne stemme om? Det er den dagsorden, man skal sætte sig på.

Det handler kort og godt om at sætte rammen for, hvad valget skal handle om.

Koncentrerede valgkampe kan flytte stemmer, sådan som Sonja Mikkelsen fik gjort det med (skræmme)kampagnen til boliglejerne i 1998. Men det er mest af alt den underliggende storyline, der for alvor afgør valgene. Og den storyline skal sættes langt inden valgene.

Poul Nyrup kunne have ført verdens bedste valgkamp i 2001. Han ville ikke have haft en chance. Det samme kan formentlig siges om John McCain, som på mange måder førte en fin valgkamp i 2008, men som i de afgørende stater var oppe imod et vælgerkorps, der efter otte år med Bush simpelthen havde fået nok.

Her har Socialdemokraterne lavet et scoop for et par år siden. Hvis det lykkes Thorning at blive landets første kvindelige statsminister, bør hun som det første sende en buket blomster til Rasmus Prehn, som ufortrødent kørte på med at karakterisere Lars Løkke som en mand, der gik mest op i fadøl. Den framing er lykkedes over al forventning. Løkke fremstår som et lettere fordrukkent sludrehovede med uorden i tallene. Det kostede en del for Prehn, men missionen er lykkedes over al forventning.
Det slog f.eks. stærkt igennem, da klimatopmødet fejlede og man dagen efter i de fleste medier kunne høre spekulationen: Hvad nu hvis det havde været den anden Rasmussen, som var ved roret?

Samtidig er vice-statsministeren ude i et kæmpe stormvejr, hvor hun angribes fra alle sider. Og ingen er så uforsonlige som hendes konservative ’fæller’. På tv tordner Hans Engell mod hans gamle ’pige’, samtidig med at den gamle konservative pressemand på subtile måder pander Espersen ned. Den ældgamle konservative strid kører ufortrødent videre – med retning direkte mod afgrunden. Selv ærkekonservative sjæle flygter nu over til liberalisterne i Liberal Alliance.

De underliggende storylines omkring Løkke og Espersen er præcis, hvad Thorning har brug for. Men efter sommerens polemik om hendes skatteforhold (og tidligere om hendes valg af privatskole sammen med Mette Frederiksen) er der også skabt en særlig historie om “Gucci-Helle”. Hun kan godtgøre nok så meget, at det hænger sammen, men historien hænger ved.

Tilbage står imidlertid, at efter ni år med én regering indtræffer en metaltræthed og dumme sager har det med at dukke op. Dét er til syvende og sidst den underliggende storyline. Hvis ikke Thorning kan profitere af det ved valgdagen, får hun ikke chancen igen.

Kl. 22.00 lørdag aften løber Real Sociedad ind på Anoeta i San Sebastian til opgøret mod mægtige hvide Real Madrid. En kamp med næsten alt for meget betydning.

For baskerne er et opgør med Francos gamle hold selvsagt altid fyldt med betydning. Det er ikke nødvendigvis klogt at hoppe rundt på gaderne i San Sebastian med en hvid trøje. Men for oprykkerne Real Sociedad er det også et opgør, som for alvor markerer klubbens og byens genindtræden på den store spanske scene.

I starten af 80′erne vandt klubben to spanske mesterskabet i træk med Luis Arconada på mål. Siden er de også blevet kørt lidt ud på et sidespor af de to store i spansk fodbold. Lørdag aften får de en chance for at vise, at San Sebastian er tilbage på fodboldkortet.

Vi tilbragte sommeren i San Sebastian, hoppende fra stranden til pintxos barene i byens midte. Lørdag aften sender jeg en tanke og et langt pelota slag til Anoeta i San Sebastian, når de skal op imod ‘the special one’ og Real Madrid.

Lørdag aften kl. 22 på 6′eren

TIL BOB LATCHFORD

Svært skadet, belastet til bristepunktet af den indre perestrojka, vendte han tilbage til overfladen og så sine blå fans i øjnene igen.

De havde ventet på ham med ængstelige udtryk og krydsrefereret artikler, udklip og anekdoter. Han levede i deres drømme, mens hans egne lignede et svagt forsøg på at være morsom.

Op igennem tunellen med svære, tunge, skrifteklare skridt. Han kendte vejen, sten for sten, men automatikken var forsvundet i de koparrede ben.

Hånden på gelænderet: På vej op ad trappen var kun tanken om et lille glas tilbage. Svært humpende ud i projektøren vidste han, at det kun var hans spøgelse de ville se.

De seneste ti års helt dominerende ideologi har været oprindalismen. Tanken om at man kan skrue verden tilbage til før alting gik af lave, har fuldstændig domineret den politiske forestillingsverden. Oprindalismen har vundet adskillige valg, og har nu sat sig på den politiske dagsorden med betontung konsekvens.

Op igennem 90’erne gik der meget tid med at forstå en verden i stor forandring. Vi var i et ukendt landskab, hvor usikkerheden herskede, og hvor det var nemmest at navigere videre efter de gamle kort. Og jo vildere forandringens vinde blæste, desto større blev angsten for, at noget helt afgørende var ved at løbe os af hænde. Så i stedet for at forsøge at forstå disse forandringer offensivt, blev svaret op igennem 90’erne at søge tilbage til familieværdier og moral, nationalitet og etnicitet. Det blev ingen klogere af, men oven på 9/11 var det en effektiv politisk strategi.

Oprindalismen vendte tilbage med stor styrke og løfter om at skrue tiden tilbage til dengang, hvor der var sammenhængskraft, lokale købmænd og helst ikke for mange medborgere med underlige religiøse tilbøjeligheder. Kursen blev sat, og den har ført til et dramatisk u-sving tilbage i tiden. Derfor kan vi i Danmark i disse år bruge meget tid på at diskutere dansk identitet, triangler i kulturverdenen og en fyrre år gammel hesteslagtning.

Oprindalismen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Den har altid ledsaget store forandringer. I oldtidens Grækenland var det filosoffen Platon, der i en tid med destabilitet skuede tilbage i tiden, og dér fandt sit svar på hans samtids problemer. I de for længst hedengangne bystater i Sparta og på Kreta fandt Platon et ideal for den ukorrumperede stat, hvor alting ikke flyder, og hvor den kloge filosof kunne styre sine heroiske undersåtter.

Senere, i oplysningstidens Frankrig, var det Jean-Jacques Rousseau, der tog tråden op fra Platon og gik imod tidens stålsatte tro på fornuften og fremskridtet. Rousseau pegede meget modigt og genstridigt på, at noget yderst vigtigt gik tabt i den moderne udvikling, han stod lige midt i. Også han levede i en tid med omsiggribende forandringer på alle niveauer, men hvor oplysningsfilosoffer som Voltaire lovpriste fremskridtet, fremførte Rousseau det kontroversielle synspunkt, at den forfinede civilisation ikke første til en forædling af menneskene, men derimod til en korrumpering. Rousseaus idyllisering af en svunden guldalder før ridderlige mennesker korrumperedes, blev bl.a. en af inspirationskilderne for romantikken og senere for bl.a. Karl Marx.

Her i det nye årtusinde trives oprindalismen imidlertid som aldrig før. Der er noget svært dragende ved forestillingen om, at der findes noget oprindeligt godt, vi undervejs i vores accelererende udvikling har mistet. Det er den store syndefaldsmyte, hvor kulturen eller civilisationen er uddrevet fra paradis, og hvor det nu gælder om at finde vejen tilbage, inden det er for sent.

Her i Danmark handler den styrende oprindalistiske idé om, at Danmark frem til og med 50’erne var et sammenhængende folk, vokset frem af den danske mulds tusindårige historie. Dette folk udviklede et retfærdigt og harmonisk samfund under ledelse af folkelige ledere som Thorvald Stauning og H.C. Hansen. Men i 1960 indtraf syndefaldet. Hansen døde og kulturradikale akademikere vendte folket ryggen, overtog magten og sprængte den nationale harmoni i tusind rationelle stykker.

Siden har det handlet om at genetablere harmonien i en bitter kamp mod det kulturradikale parnas. En bitter kamp, der for åndelige kæmper som Søren Krarup kulminerede i systemskiftet i 2001. Siden har den oprindalistiske syndefaldsmyte bare vokset sig stærkere og stærkere.

I bogen ”Mit liv som dansker” fortæller kommentator Ralf Pittelkow f.eks. den tårevædede historie om, hvordan han lod sig forlede ud i en marxistisk blindgyde, mens han glemte alt om de oprindelige værdier fra barndomshjemmet i Sønderborg. Og senest er Kasper Støvring flyttet til Sorø og har med bogen ”Sammenhængskraft” kastet sig ud i storstilet forsvar for det gode, nære samfund med sunde værdier i forsamlingshuset og fodboldklubben.

Så mens verden accelererer fordi os, dyrkes en tåget oprindalistisk forestilling om H. C. Hansens folkelige Danmark. Ingen nærer den mindste ambition om at forstå den omkringliggende verden. I stedet iklæder vi os oprindalismens tågede briller, og på den begavede måde er vi da helt sikre på ikke at kunne se vores samtid, når vi på forhånd har fastlagt, at verden er af lave, og at Klaus Rifbjerg er den onde bagmand.

Hårdføre sjæle vil ikke tvivle med at trække overbærende på skuldrene og tørt konstatere, at alt det oprindalismen drømmer om, er forsvundet for længst. Drømmen om folkelig sammenhæng er intet andet end fantomsmerter. Problemet er blot, at oprindalismen har sat sig så effektivt på den politiske dagsorden, at det er blevet kropumuligt at tænke en ny og måske ligefrem mere offensiv tanke for Danmark. Tænk nu, hvis noget går tabt?

Med en så dominerende ideologi har vi effektivt afskåret os fra at se igennem tågen og forstå den omskiftelige virkelighed, der omgiver os. Vi befinder os permanent i oprindalismens drømmeverden, hvor der altid er svenske-kamp i Idrætsparken, og naboen altid har en ekstra skål sukker.

Imens tordner verden forbi vores lille Frilandsmuseum.

Et VM er aldrig vigtigere, end når man er tolv år gammel. Nogle kan huske Pelé eller Cruyff. Andre voksede op med storhed og nederlag, da Brasiliens tabte generation røg ud i 1982.

Den engelske forfatter Nick Hornby har engang beskrevet VM i Mexico 1970 som det uopnåelige platoniske ideal for fodbolden. I den tynde mexicanske luft mødtes alle de store, og stjernen over dem alle Pelé lyste op og kunne hjemføre Jules Rimet pokalen som Brasiliens retmæssige ejendom efter den tredje sambatriumf på tolv år. VM i 1970 var den endegyldige triumf for den kreative individualitet.

Hornby var tretten år den sommer, og i Guadalajara forsøgte de regerende engelske verdensmestre heroisk at stoppe brasilianerne. Gordon Banks præsterede alle tiders bedste redning på Pelé ellers perfekt udførte hovedstød. Lige lidt hjalp det. Selv ikke Bobby Moores berømte tackling af Jairzinho kunne stoppe den brasilianske magi. Tilmed stod Italien og Tyskland i semifinalen for, hvad mange ellers forsigtige folk anser for at være den bedste fodboldkamp. Nogensinde. 1970 i Mexico blev et VM, som med tiden har antaget mytiske dimensioner. 1970 er drømmen om storhed og kreativitetens sejr over den negative kalkulation, der havde fejret italienske triumfer i Helenio Herreras lukkede æske af et Inter-hold i 60’erne.

Totalfodbold

Der findes også de flamboyante typer, der for altid lever i totalfodboldens verden i Vesttyskland 1974 – og i det godes orange kamp mod de alt for pragmatiske tyskere. Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad totalfodbold var for noget, eller hvis man gerne vil se hvad Johan Cruyff egentlig kunne, så er det bare med at se de første minutter af finalen fra München.

Holland giver bolden op. Med det samme løber Berti Vogts op og klæber sig til den hollandske ener. Ham skal han følge. Hollænderne holder bolden i egne rækker. Til sidst ender Cruyff som absolut bagerste mand, og i ét rush pløjer han sig gennem det tyske forsvar med Vogts på desperat jagt efter ham, ind i feltet, og så fælder tyskerne ham til straffespark. 1-0 til Holland uden at tyskerne én eneste gang har rørt bolden.

I sidste ende fældede hollændernes arrogance dem. Tyskernes egen benhårde maoist Paul Breitner har siden fortalt, at det tyske hold efter den start var helt igennem groggy, og at hollænderne kunne have stækket dem endeligt allerede dér. I stedet kom tyskerne selvfølgelig stærkt og indædt tilbage. Det gør de som regel.

Konfetti

Men for mig er alt det anderledes. Det første, som brændte sig ind i min bevidsthed, var en bane i Buenos Aires svøbt i konfetti og drama i 1978. Og så Mario Kempes, der i den forlængede spilletid mod Holland sænkede de oranges totalfodbold til militærjuntaens fulde tilfredshed. Generalerne havde håbet, at en satsning på VM ville få verden til at tænke på andet end menneskerettigheder. De tog fejl. Men den dag på var det Morricones ”Argentina El Mundial”, der blev sunget.

VM i 1978 blev aldrig så mindeværdigt som de to foregående slutrunder. Beckenbauer og Pelé dansede på Studio 54 i New York, og imens købte generalerne sig til den nødvendige 6-0 sejr over Peru. Men fire år senere var storheden tilbage. For en tid.

El Salvador og Norman Whiteside

Et VM bliver aldrig så vigtigt, som når man er omkring de tolv år. Aldrig kan nogen begivenhed på en fodboldbane komme til at rumme så meget betydning. Det bliver aldrig så vigtigt igen. Der kan komme nok så mange klaphatte til undervejs. Det får aldrig samme betydning. Og da jeg var på vej mod de tolv år, var der VM i 1982 i Spanien.

Min optagethed af det VM var utvivlsomt større, end sundt er. For nogen dreng. Det startede med, at jeg byggede mit eget VM-studie derhjemme i stuen, komplet med speakerbord og alle mine noter. Min mor må have kigget med stor forundring på en dreng, der ommøblerede stuen og fyldte den med noter om El Salvador, den sovjetiske startopstilling og Nordirlands Norman Whiteside. Men jeg fik lov. Også hun kunne mærke, at det her var noget særligt.

Måske kom denne besættelse af flere års stædig indtagelse af både Alt om Sport og Tipsbladet. En slags dobbelt afhængighed, der fuldstændig forskød perspektivet. Jeg indtog mit stof intravenøst. Mine helte var Frits Ahlstrøm og Per Høyer Hansen. Hos dem kunne man læse alt om Copa America og styrkeforholdet mellem de sydamerikanske hold. Siden da har jeg altid betragtet Uruguay med ærefrygt.

Det største hold

Men der var specielt et hold, alle glædede sig til at se. Der var et hold, som stak ud. Der var et hold, som alle talte om, og som alting drejede sig om. Deres træner var Telê Santana. Og forud for VM havde holdet lammetæmmet samtlige træningsmodstandere. Det var oven i købet sket med legende lethed. Brasilien var slutrundens helt store favoritter.

Et hold fyldt med profiler og teknisk kunnen af en anden verden. Et hold der ikke blot nedspillede sine modstandere, men undervejs fik dem til at ligne statister til en træningssession på stranden i Rio. Santana var ingen blåøjet angrebsidealist. Men han havde på sit hold en overflod af spillets største individualister. Og han valgte at lade dem blomstre. Deri lå både holdets storhed og fald.

Telê Santana kunne stille med en midtbane bestående af anfører Socrates ved siden af Cerezo og maskinmesteren Falcao. Og foran dem Serginho og Eder – med Zico som en fri offensiv kraft. Flamengo-stjernen var Péles naturlige aftager i nr. 10, og op til VM blomstrede hans evner som iscenesætter.

Med så gode spillere blev der ikke talt meget om systemer og defensiv organisering op til det VM. Bortset fra angrebsbacken Junior kan få huske forsvarsspillerne på det brasilianske hold (Valdir Peres, Leandro, Oscar og Luisinho).

Der blev til gengæld skrevet rigtig meget om strandfoldboldens indflydelse på holdets overlegne teknik. Og alle friske drenge kunne historien om Éder de Assis, der helst trænede i bare fødder, hvor han kanonerede boldene af sted med enorm kraft. Det var en helt, man kunne forstå på et hold, der næsten var for godt til at være sandt.

Skabelon for et VM

I 1982 lærte jeg imidlertid på den hårde måde, at forventningens glæde ofte er den største. Et VM har sin egen logik. Et VM er drømmen om storhed. Og VM starter allerede omkring årsskiftet, hvor det pludselig går op for alle fodboldelskere, at det her bliver et godt lige år.

Så følger lange måneder med skadesberetninger og vurderinger. Man starter altid med de store nationer. Hvor står Brasilien? Kan Italien overraske igen? Kan Frankrig og Holland skabe en slagkraftig enhed? Hvem er outsiderne? Bliver dette VM endelig Afrikas gennembrud? Og var der ikke noget med, at England en gang har vundet VM?

Bagefter kommer de mere perifere vurderinger. Schweiz skal analyseres. Selvfølgelig. De enkelte værtsbyer undersøges. Og pludselig opdager man, at man ved meget mere om japansk fodbold, end man egentlig havde lyst til. Til sidst sidder holdene, puljerne og turneringsplanen på rygraden. Til sidst er der ikke en eneste af de indledende matcher, der ikke er livsnødvendige og indeholder små indbyggede dramaer. Til sidst er man bristefærdig.

Så kommer endelig åbningskampen. En garanteret lidelse for alle involverede. Det mest interessante ved åbningskampe ender ofte med at være tv-grafikken og produktionen. Hvilke elementer bliver gennemgående for dette VM? Mange vil f.eks. huske den prikkede grafik fra VM i 1990. Hvad bliver dette års grafiske kendetegn? Og hvad er der sket med super slow denne gang?

Derefter går det løs. For alvor. Alt det, man har ventet på. Alt det, man har forberedt sig på. Pludselig eksploderer det hele med adskillige kampe hver eneste dage. Det går alt for hurtigt, og efter en uge er man helt opslugt i rutinen med kampe flere gange i løbet af dagen. Dagene får pludselig en ny rytme, og man indretter sig efter VM’s ur lige så stille. Umærkeligt leves sommerlivet på en ny frekvens, og man bemærker næsten ikke, når et desperat hjemligt pressekorps når til det obligatoriske interview med tredjemålmanden.

Og så er det pludselig slut igen. Pludselig kommer der pauser mellem kampdagene. Pludselig bliver der så tomt igen. Men det er her, man skal passe virkelig på. Det er her, svage sjæle falder fra. F.eks. er der nogen, der tager på sommerferie, når juni bliver til juli. Det er en stor fejl. For det er netop på dette tidspunkt, at VM bliver mest interessant.

Når slutkampene begynder, er der kun de gode hold tilbage. Og de bedste kampe spilles ofte i kvart- og semifinalerne. Her gælder det om at være klar for alvor. Til sidst bliver VM en udholdenhedsprøve efter det indledende kamporgie. Men for dem, der har kræfterne, er der altid noget at hente til sidst.

Da alting sluttede

Denne skabelon var i høj grad brugbar for VM i 1982. Efter en sløj åbningskamp med de forsvarende mestre, var alles øjne rettet mod Brasilien. De skuffede på ingen måde. I deres første kamp stod de overfor et stærkt sovjetisk hold. Det blev en kamp med to af VM-historiens bedste mål. Med tre minutter tilbage af kampen hoppede Socrates elegant over bolden, hvorefter Eder med en kattepote løftede bolden op til sig og en kanon af helflugter bag Dasajev.

Det viste sig hurtigt, at min forberedelse på El Salvador nok var skønne spildte kræfter. Den fejl gør man ikke to gange. Til gengæld fortsatte den brasilianske fest med sejre over Skotland og New Zealand. Det var præcis så godt, som man kunne have drømt om. I de andre puljer luskede Italien og Tyskland sig videre. Italienerne efter tre uafgjorte kampe og tyskerne efter en skandalekamp mod Østrig.

På den måde magede det sig således, at de brasilianske darlings kom i en mellemrunde med arvefjenden fra Argentina og et såret italiensk hold, som af den hjemlige presse blev hængt ud som homoseksuelle slapsvanse. På Espanols hjemmebane i Barcelona gik ”dødens gruppe” C i gang, mens juni blev til juli. Og efter at både Italien og Brasilien havde slået Argentina, skulle det hele afgøres den 5. juli. Brasilien kunne nøjes med uafgjort. Var der overhovedet nogen udenfor støvelandet, der holdt med Italien den sommerdag?

Det blev en dag, hvor en 12-årig dreng fik en lærestreg for livet. En italiener med nr. 20 på ryggen havde ikke tænkt sig at lade skønheden vinde. Paolo Rossi havde stort set ikke rørt på sig hele turneringen. Den dag placerede han sig klogt væk fra et sløset brasiliansk forsvar og scorede tre gange. Den dag døde idealet om det smukke spil fra 1970. Den dag på Estadio Sarriá stod det smerteligt klart, at inspireret fodbold ikke er nok, hvis man vil vinde titler.

Men selv i det mest svidende nederlag ligger en skønhed. Vi der elskede Brasilien i 1982 udviklede en fodboldmelankoli, men normalt kun finder hos fans af håbløse klubber i den engelske Football League One.

Brasilien vandt fodboldhjerterne. Italien vandt titlen. Siden har jeg ikke holdt med Brasilien. Der kommer aldrig et hold igen som denne tabte generation. Men hvert fjerde år tænker jeg: Bare jeg var tolv år igen.

- Se kronikken i pdf-format her
- Mere om VM her

I den danske VM-mytologi står 1986 og blinker med de helt store højdepunkter. Det er det hold, vi normalt fejrer. Og kampen hvor vi slog de dobbelte verdensmestre fra Uruguay med hele 6-1 er selvsagt en milepæl i den danske VM-historie.

Men det var trods alt i 1998, vi nåede længst og i en nerveprirrende kamp mod Brasilien var snublende nær på en gentagelse af 92-semifinalen mod Holland.

98-holdet var vel ikke så stærkt på papiret som holdet tolv år tidligere. Men med de to Laudrup-brødre og Schmeichel i målet var der et uhyre stålsat fundament, som i ottendedelsfinalen mod Nigeria viste fejende flot og effektivt spil.

Da holdene gik på banen den 3. juli på Stade de la Beaujoire i Nantes var Brasilien med en storspillende Ronaldo selvsagt store favoritter. Efter blot to minutter havde en ung Martin Jørgensen imidlertid bragt Danmark overraskende foran og kampen antog med det samme sin intense og velspillede form.

Det danske hold havde selvfølgelig stor bevågenhed på netop Ronaldo. Zagallo sendte ham klogelig langt tilbage i banen, hvilket stort set banede vejen for alle tre brasilianske mål, hvor der pludselig opstod store lommer i rummet foran den danske forsvarskæde. Dermed blev det kampen, hvor Schmeichel endelig mødte sin koparrede overmand i skikkelse af Rivaldo, som ramte bolden på en særlig skæv måde, den store dansker aldrig nåede at fange (han gjorde det samme mod Schmeichel for Barcelona i CL).

Men Danmark var uhyre tæt på at ryste den brasilianske grundvold efter Brian Laudrups udligning. Og i nedenstående klip ser man slet ikke, at kæmpen Marc Riper kort før tid har et hovedstød oven på overliggeren. Denne kvartfinale viste, at Danmark havde noget at komme med mod et fremragende brasiliansk hold. At det så samtidig endte med at blive brødrene Laudrups smukke exit gør ikke denne kamp mindre mindeværdig.

Nok tog danskerne verden med storm i 1986. Men det var denne aften i Nantes, hvor vi ikke var langt fra en semifinale, der viste at Danmark kunne noget, når det gælder i en VM-turnering.

PS: Dette var i øvrigt kampen, hvor Carsten Werge og Per Frimann tog tronen som vores absolut bedste kommentatorpar.

- Mere optakt til VM her

Er det her det smukkeste fodboldfotografi nogensinde? Har noget nogensinde været flottere end Argentinas og Hollands Adidas-dragter på en konfetti-bane i Buenos Aires?

Det her billede af topscorer Mario Kempes, der i den forlængede spilletid mod Holland sænkede de oranges totalfodbold, er mit første præcise fodboldminde. Jeg har brugt alt for mange timer på at kigge på billeder fra den slutrunde. Alt for mange. Det var en sommer, hvor jeg helst burede mig inde i et album købt på en sommerferie.

Men for andre mere neutrale sjæle blev VM i Argentina i 1978 ikke af den mindeværdige slags. Chruyff, Beckenbauer og Pelé havde takket af i den sammenhæng. Nye stjerner kunne tage over. De argentinske generaler havde håbet, at en satsning på VM ville få verden til at tænke på andet end menneskerettigheder. De tog fejl. Europæiske journalister borede deres finger ind i regimets åbne sår. På trods af en horribel stor satsning på VM for en fattig nation og hyringen af det amerikanske PR-bureau Burson-Marsteller, blev VM ingen stor PR-gevinst for regimet.

Men efter en 6-0 sejr over Peru i mellemrunden kneb Argentina sig lige nøjagtig forbi Brasilien og ind i finalen. Siden har beskyldningerne om bestikkelse svirret i fodboldverdenen. Men Argentina endte i finalen og til sidst viste Mario Kempes sig som hjemmeholdets helt store helt med to mål i finalen. Den aften var jublen endeløs i Buenos Aires.

For et par dage siden så jeg Argentina slå Canada med 5-0. Banen var igen dækket af konfetti.

-