Selvom republikanerne havde lovet en kamp helt ud i det absurde for at trække vedtagelsen i langdrag, kom loven overraskende hurtigt igennem. I stedet besluttede Senatet at hærdre en tidligere kollega, der livet igennem drømte om sunhedssikring for alle amerikanere. Helt som Ted Kennedy drømte det, blev det ikke. Men hans tidligere kolleger fandt værdigheden frem og holdt et minuts stilhed for at hærdre den gamle senats-løve:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. Ted Kennedy i video om “True Compass”
3. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy

Relaterede poster:

1. Løvens smukke brøl – Anmeldelse af Edward M. Kennedys “True Compass”
2. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
3. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter

Det er simpelthen taget direkte fra det originale manus, så du får det råt for usødet! Ved lejlighed må jeg sørge for at få det skrevet igennem igen til en opdateret udgave.

Download hele Kapitel 3 Dallas den 22. november 1963 som pdf-dokument her

Relaterede poster:

1. Mordet på JFK – 45 år efter: Gratis download af kapitlet ‘Den royale præsident’
2. Dokumentar fra Temalørdag om Mordet på JFK den 22. november 2003
3. Fund af mystisk kasse i Dallas giver måske ny næring til mafiasporet i mordet på JFK

Hvis du gerne selv vil opleve foredraget, kan du bestille pr. mail direkte til Thomas Ladegaard.

Relaterede poster:

1. Forening eller forretning? – Få et spændende foredrag til specialpris
2. Interview fra Aftenshowet om Mordet på JFK
3. Eksklusiv download fra bogen “Mordet på JFK” – Kapitel 3 Dallas den 22. november 1963

Men er billedet ægte? Konspirationsteoretikerne vil påpege, at billedet er for godt til at være sandt og et af flere plantede beviser. De vil især påpege, at skyggerne på billedet ikke passer sammen oger bevis for, at billedet er et falskneri før Photoshop.

I 1978 gennemførte HSCA en undersøgelse af billedet, og konstaterede at det var ægte. Sammen konklusion kommer forsker Hany Farid fra Neukom Institute for Computational Science at Dartmouth til. Han har undersøgt billedet minutiøst og konstaterer, at skyggerne sidder hvor de skal, og at billedet er ægte. Vi kom allerede nu forudsige, at det formentlig ikke får debatten om dette aspekt i sagen til dø hen!

Læs mere her.

Relaterede poster:

1. Dansk forfatter i ny bog: Oswald skød Kennedy
2. Muammar al-Gaddafi i FN: Lee Harvey Oswald blev myrdet af Israel
3. Billede fra barndommens album

Relaterede poster:

1. Løvens smukke brøl – Anmeldelse af Edward M. Kennedys “True Compass”
2. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
3. Senatet i et minuts stilhed for Ted Kennedy

Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60′erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60′erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy i video om “True Compass”
2. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
3. Senatet i et minuts stilhed for Ted Kennedy

Logikken er ikke til at tage fejl af i sin vanvittige klarhed: Var Jack Ruby ikke jøde?

Gaddafi lancerede i sin tale en anti-semtisk konspirationsteori af de helt store. Jack Ruby (“en israeler”) gjorde Lee harvey Oswald tavs for at dække over, at Israel myrdede Kennedy, fordi han ville undersøge Israels atomprogram.

“Hvorfor slog Israel Jack Kennedys morder ihjel? Hele verden bør vide, at Kennedy ønskede at undersøge den israelske atom dæmon”, sagde Gaddafi. Libyens leder opfordrede også fra talerstolen til at genåbne sagen om attentatet mod Martin Luther King, som Gaddafi betegnede som en sort oprører: “Hans drab var en sammensværgelse, og vi bør få at vide hvorfor han blev dræbt, og hvem der dræbte ham”, sagde Libyens leder fra FN’s talerstol. Gaddafi var tydeligvis ikke klar over, at sagen har været genåbnet ved flere lejligheder.

Denne del af Gaddafis tale har ikke vakt så meget opmærksomhed på vore breddegrader, og sandt at sige må man også ryste hovedet i forundring. Måske skyldes det, at vi jo helt og holdent er overladt til oversætteren, som det fremgår af klippet ovenfor. Og denne oversætter måtte efter 75 minutter bukke under for den store leders ord. Så måske talte den store leder blot om landbrugspolitik i 90 minutter?

Relaterede poster:

1. Dansk forfatter i ny bog: Oswald skød Kennedy
2. Ny bog rejser spørgsmål om Kennedys dødstidspunkt
3. Forsker: Berømt billede af Oswald er ægte

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy
3. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy på Meet the Press – 45 år efter
2. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
3. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter

Sent lørdag blev senator Ted Kennedy sted til hvile på Arlington kirkegården i Washington. Dermed kommer han til at ligge ved siden af hans to storebrødre, John og Robert. At de alle tre nu er samlet på den berømte heltkirkegård ved Washington var blot et af flere mytiske højdepunkter på en minderig dag. Det var nemlig mere end blot Ted Kennedy, der blev begravet lørdag. På en underlig måde var det alle tre, vi sagde farvel til lørdag. En epoke er endegyldigt slut.

“My brother need not be idealized, or enlarged in death beyond what he was in life; to be remembered simply as a good and decent man, who saw wrong and tried to right it, saw suffering and tried to heal it, saw war and tried to stop it. Those of us who loved him and who take him to his rest today, pray that what he was to us and what he wished for others will some day come to pass for all the world. As he said many times, in many parts of this nation, to those he touched and who sought to touch him:
“Some men see things as they are and say why.
I dream things that never were and say why not.”
- Ted Kennedy til sin bror Robert Kennedys begravelse 8. juni 1968 i St. Patrick’s Cathedral, New York

Lørdag aften deltog jeg i TV2 News’ dækning af begravelsen og talte bl.a. om, at den berømte fakkel nu er givet videre til Obama. Da jeg kørte hjem, slog det mig, at det egentligt beundringsværdige ved Ted Kennedys liv var, at han levede et helt liv med store op- og nedture, og at han undervejs tog ansvar for både sit land og sine nærmeste. Han var et menneske, som trods tragedier af græske dimensioner valgte at gøre en positiv forskel her i verden. Det er mere, end man kan sige om mange af os andre. Når man lever et helt liv som Teddy, bliver man ikke til luftige fantasier om, hvad der kunne være. Man måles på det, man gjorde. Læren fra hans liv er, at vi kan vælge at lægge os ned i selvmedlidenhed, eller vi kan vælge at gøre en indsats, der hvor vi er. Ted Kennedy voksede med opgaven og blev til sidst den store løve i sentatet. Han fandt også kærligheden og lykke i sine sidste år. Man skal kende ham på de kampe, han tog, og den lykke han til sidst fandt som senator og familiemand.

Lørdagens begravelse blev et meget værdigt og mindeværdigt farvel til den sidste af en søskendeflok, der viste os kraften i håbet om, at det nytter noget at arbejde for at gøre verden til et lidt bedre og mere retfærdigt sted. I 1956 skrev John F. Kennedy bogen “Mænd af mod” om otte amerikanske senatorer, der havde modet til at stå ved deres idealer – selv under hård beskydning og med viljen til at betale prisen for deres idealer. Historien om de tre Kennedy-brødre bliver også til historien om, at politik kan være andet end kynisk realpolitik. Og netop dét synes mere relevant end nogensinde.

Blandt talerne i Boston var meget naturligt præsident Barack Obama. På konventet sidste år i Denver overleverede Ted Kennedy faklen til Obama, og det var derfor meget naturligt at netop Obama holdt talen i Boston.

“Today we say goodbye to the youngest child of Rose and Joseph Kennedy. The world will long remember their son Edward as the heir to a weighty legacy; a champion for those who had none; the soul of the Democratic Party; and the lion of the U.S. Senate – a man whose name graces nearly one thousand laws, and who penned more than three hundred himself.”
- Præsident Barack Obama 29. august 2009 i Our Lady of Perpetual Help Basilica i Boston.

Visit msnbc.com for Breaking News, World News, and News about the Economy

Læs hele præsidentens tale her.

Lørdag var et farvel til en generation og en epoke. Der kommer nok aldrig igen en familie som dem. Håbet må være, at vi kan tage det bedste fra dem som idealet om, hvad politik burde være.

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
2. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
3. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy

Mange vil kende historien om de tre brødre, men den er godt fortalt her inden for en time. Chris Matthews har særlig et fint blik for Kennedy’ernes kampagner og historien om kampagnen i 1960 er rigtig godt fortalt. Ligeledes har han en fint blik for Robert Kennedys berømte kampagne i 1968. Og det kontrafaktiske spørgsmål: Hvad hvis Robert ikke var blevet skudt i 1968? Slut med Vietnam, og ingen Nixon og Watergate? Verden havde nok set anderledes ud i dag, hvis det ikke var for Sirhan Sirhan. Endelig er der fine klip med Ted fra 70′erne. Det er koncentreret amerikansk samtidshistorie. Se alle afsnit her:

1. del

2. del

3. del

4. del

5. del

6. del

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
2. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy
3. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington

Watch CBS Videos Online

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. NPR med en “Special Coverage” om Ted Kennedy
3. “Meet the Press” i særlig udgave om Ted Kennedy

De amerikanske medier er selvsagt fyldt med historier og mindeudsendelser om Ted Kennedy. Her kan anbefales en time fra NPR. Klik på play-knappen og hør udsendelsen direkte:

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington
3. Den store liberale løve sover nu – Ted Kennedy er død 77 år gammel

Der var i de tidlige år mange historier om Teddys manglende evner og lettere fjollede fremtoning. Da han stillede op til Senatet i 1962, mens hans ene storebror var præsident og den anden justitsminister, bakkede hele klanen ham op. Men han viste med tiden, at netop han kunne stå på egne ben og føre historien videre som eneste tilbageværende af de fire sønner.

Vel var det John og Robert Kennedy, der indgød nationen håb og drømme. Men det var Edward Kennedy, der med en utrættelig indsats i Washington kæmpede for et mere socialt retfærdigt USA. Han var den store liberale løve, der fra 1980 for alvor brød ud af brødrenes sakrosante skygge og etablerede sin unikke position i Senatet.

For blot et par dage siden udtalte senator John McCain, at sundhedsreformen led under Ted Kennedys sygdom. Der manglede simpelhen hans erfaring og finesse for at få et stort kompromis igennem.

Det er skæbnens ubehagelige ironi, at Ted Kennedy ikke nåede at opleve vedtagelsen af den sundhedsreform, der næsten blev hans livsværk. Oplev ham f.eks. her fra 1980 i New York efter han havde udfordret den siddende præsident Jimmy Carter – og tabt:

At netop Kennedy kæmpede så indædt for en sundhedsreform vil uden tvivl få betydning i de kommende uger, og vil forhåbentlig betyde mere åndfuld vind i sejlene til en noget vaklende præsident.

Da han kastede hele Kennedy-familiens glans på Obama sidste år, var det en af de afgørende faktorer, der tippede vægtskålen til fordel for den nye unge senator, der ville ændre Amerika. Om Obama sagde senator Kennedy:

“This November the torch will be passed again to a new generation of Americans . . . With Barack Obama, and for you and for me, our country will be committed to his cause. The work begins anew. The hope rises again. And the dream lives on.”

For nylig døde storesøster Eunice, og med Ted Kennedys død kan vi nu sige endegyldigt farvel til en generation, som forandrede den nation, flere af dem gav deres liv for. Uagtet alle sladderhistorierne og myten om familien kæmpede John, Robert og Edward for en bedre og mere retfærdig verden. Nu sover den store liberale løve for altid. Vi må håbe, at faklen er bragt videre til en ny generation af politikere. Svaret får vi om kort tid, når Obama med en historisk mulighed skal have sundhedsreformen igennem Kongressen.

Relaterede poster:

1. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington
2. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
3. Se dokumentar fra CBS: “Ted Kennedy: The Last Brother”

I går var værten Chris Matthews så hos Stephen Colbert, hvor det blev til en kort intro til dokumentaren – og en hel del mere om Matthews irske baggrund:

Relaterede poster:

1. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
2. Kom i sentimentalt julehumør med Stephen Colbert
3. Colbert har løsningen på Guantanamo problemet

Se også DR2′s Temalørdag fra den 22. noveber 2003 her.

Relaterede poster:

1. Interview med Sisse Fisker på DR1 – Se indslaget fra Aftenshowet
2. Se interview fra Aftenshowet på DR1 med Asger Aamund og Thomas Ladegaard om mordet på JFK
3. Dokumentar fra Temalørdag om Mordet på JFK den 22. november 2003

Programmet er tilrettelagt af Ole Retsbo og er vitterlig en af de bedste fremstillinger af sagen indenfor en time, som jeg har set. Det skal jeg selvfølgelig sige, for jeg var selv med i den i sin tid!

Men Retsbo har virkelig gjort et rigtig godt stykke arbejde, og han har indenfor en time samlet mange vigtige klip og mange væsentlige aktører. Nyd den her fra Youtube:

Relaterede poster:

1. Interview fra Aftenshowet om Mordet på JFK
2. Eksklusiv download fra bogen “Mordet på JFK” – Kapitel 3 Dallas den 22. november 1963
3. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene

Den organiserede kriminalitet har altid været en del af det amerikanske samfundsliv. Men det var særlig omkring starten af 1900-tallet, at opbygningen af bander og kriminelle strukturer for alvor tog fart. Det skete, da Amerika oplevede en massiv indvandring fra den gamle verden og det gamle europæiske kontinent. Mennesker der ankom til det nye land for at jagte den amerikanske drøm, men som for det meste mødte trøstesløs slum i de amerikanske storbyers ghettoer. I disse plagede bydele opstod en række bander, som hver styrede deres territorier, og som oftest levede helt deres eget liv udenfor myndighedernes rækkevidde. I New York regerede borgmester Tammany Hall i mange år med irske gangstere som uofficielle muskelmænd og meget aktive deltagere, når et valgresultat skulle på plads eller vælgere ‘overtales’ til at sætte deres stemme et bestemt sted.

Italienske, irske og kinesiske indvandrere tog ikke blot drømmen om Amerika med sig til det nye land. Nogle af dem medbragte også de kriminelle strukturer, som kendtes fra deres hjemegn. Sicilianernes mafia fulgte med ligesom den italienske Camorra og de kinesiske triader. Den sicilianske mafia var kendt for at bruge en teknik kaldet ”Den Sorte Hånd”. En særlig form for afpresning hvorved forretninger eller enkeltpersoner først blev truet af den sorte hånd selskab af påståede lejemordere, hvorefter mafiaen trådte til og tilbød sin beskyttelse mod hånden – efter en klækkelig betaling naturligvis.

Denne praksis blev videreført med stor succes i de amerikanske byer med mange italienske indvandrere. Men det var først med spiritusforbudet, at den organiserede kriminalitet og den amerikanske mafia for alvor etablerede sig som en væsentlig magtfaktor i det uofficielle USA. I begyndelsen af det 20. århundrede stod afholdsbevægelserne meget stærkt i USA, ligesom de også her i Danmark havde stor tilslutning i første halvdel af forrige århundrede. Men i USA blev tilslutningen til kampen mod spiritus ført ud i lovgivningen. Det skete på et tidspunkt, hvor en række af de mandlige vælgere befandt sig på slagmarkerne i Europa under 1. Verdenskrig. I december 1917 vedtog Kongressen det 18. tillæg til Forfatningen, som forbød salg af spirituøse drikke. Selvom præsident Woodrow Wilson forsøgte at nedlægge veto mod denne nye spirituslovgivning, vedtog Kongressen i oktober 1919 den såkaldte Volstead Lov, hvormed et stort bureaukrati til at holde øje med salget af spiritus blev oprettet. Fra midnat den 16. januar 1920 var forbudet en realitet over hele USA.

Forbudet havde kun fungeret i et par timer, da seks maskerede mænd i Chicago angreb to togvogne med en lastbil og slap afsted med whisky beregnet for medicinsk brug til en værdi af 100.000 dollars. Det blev det meget effektfulde startskud til en periode, hvor hjemmebrænderi og ulovligt salg af spiritus blev en drønende forretning – ikke mindst for den kriminelle underverden. Der var formuer at tjene på salget af de forbudte dråber, og der blev tjent meget store summer. Ligeledes var forbudet fra starten meget upopulært, og det gjorde, at en række kriminelle elementer pludselig fremstod anderledes acceptable for den almindelige amerikaner. Den faktor gjorde sig også gældende i myndighedernes rækker, hvor bestikkelse i form af sprut eller penge blev en del af hverdagen for mange politikorps overalt i landet. Chicagos politimester Charles FitzMorris anslog selv, at 60 % af hans politifolk havde noget med den illegale spiritus at gøre, men mange har ment, at det i virkeligheden var alt for lavt sat.[1]

For dem der ville, kunne og havde de rette forbindelser til politi og politikere, var der formuer at tjene på salget af illegal spiritus. Blandt de personer skal vi formentlig tælle patriarken Joseph P. Kennedy, selvom der stadig i dag ikke findes afgørende beviser mod den ældre Kennedy om hans involvering i salget af illegal spiritus. Det må efter alt at dømme tilskrives, at hans forretningspapirer fortsat er låst inde i arkiverne i John F. Kennedys præsidentielle bibliotek i Boston. Men mange har hæftet sig ved, at opbygningen af Kennedys store formue netop tog fart i forbudstiden. Kennedy importerede angiveligt whisky fra Canada til det tørlagte Boston, og den antagelse har fået yderligere næring ved den kendsgerning, at Joseph P. Kennedy ved forbudets ophør med det samme befandt sig i den nu legitime handel med whisky, gin og rom i selskabet Somerset Importers.[2]

Forbudet ophørte den 5. december 1933, da det stod klart for enhver, at man ikke kan lovgive og forbyde sig ud af menneskers misbrug af alkohol eller andre uønskede varer. Hvor der er en tilstrækkelig efterspørgsel, vil der også altid være et tilsvarende udbud, uanset hvor ulovligt det end måtte være i lovgivernes øjne. Effekten af forbudet havde blot været, at der er i mange af USA’s store byer nu var vokset egentlige forbryderkarteller og familier op. Kriminelle som nu havde den fornødne kapital og de nødvendige forbindelser til myndighederne, så de var i stand til at tage næste skridt ind i det amerikanske samfund.

I Chicago Johnny Torrio til magten i byen efter et blodigt opgør med den tidligere boss Big Jim Colosimo i 1920. Den gamle boss ville ikke have, at Torrio gik ind på det lukrative marked for illegal spiritus, og derfor sørgede Torrio for at rydde ham af vejen med en række kugler fra en lejemorder. Torrio bragte Chicagos mange rivaliserende bander sammen, og efter at han i midten af 20’erne indledte en delvis pensionisttilværelse i sit fødeland Italien, tog den brutale Alphonse ”Scarface” Capone over i Chicago. For eftertiden står Capone som selve symbolet på mafiaens opblomstring under forbudstiden. Hans brutalitet slog igennem mod enhver modstander, men de mange mord, og hans ligefremme og ganske offentlige stil, satte også yderligere fokus på den organiserede kriminalitet. En fokus som ledere i de andre byer ikke så med milde øjne på.

I maj 1929 afholdte nationens mafialedere det første kendte møde med deltagelse af alle væsentlige ledere fra den amerikanske underverden. Det skete i spillebyen Atlantic City, og et af resultaterne fra mødet var, at Al Capone måtte væk. Allerede på vejen hjem fra mødet blev Capone arresteret, og senere blev han idømt 11 års fængsel. Bag denne elegante eliminering af Capone stod de virkelige bosser i mafiaen, nemlig folkene fra New York. Her styrede den velhavende og elegante Arnold Rothstein handlen med den illegale sprut, men i virkeligheden var han blot den pæne frontfigur for de store New York familier, som blev ledet af Giuseppe Masseria og Salvatore Maranzano.

Men op mod slutningen på forbudstiden befandt de to familier sig i en altødelæggende krigstilstand om magten i New York og dermed med resten af USA. Krigens gang så ud til at gå imod Masseria, da han den 15. april 1931 mødtes med sin løjtnant Charles ”Lucky” Luciano på en restaurant på Coney Island for at drøfte en mulig fred med Maranzano. Midt under frokosten forlod Luciano bordet for at gå på toilettet, og i det øjeblik trådte tre mand ind og affyrede 20 skud mod Masseria. Luciano havde overtaget sin gamle boss’ plads.

Hans første handling som ny boss var at arrangere et møde med Maranzano for at få en varig fred på plads. Maranzano havde ved sin rivals død erklæret sig for ”capo di tutto capi” (bossernes boss) og havde omstruktureret familierne på en måde, som skulle komme til at vare mere end tredive år frem. Men meget hurtigt fandt Luciano og hans højre hånd Vito Genovese ud af, at Maranzano havde planer om deres snarlige og hurtige død. Det nåede han dog ikke at sætte i værk. Den 10. september 1931 gik fire mænd forklædt som forklædt som betjente fra NYPD ind på Maranzanos kontor og skød ham ned. Ligeledes blev en række af hans folk myrdet ved samme lejlighed for én gang for alle at sætte den familie ud af spillet.[3]

Fra denne periode i forbudstiden stammer også en historie om endnu en forbindelse med Kennedy-familien og den organiserede kriminalitet. I 1927 blev et skip lastet med illegal whisky på sin vej fra Canada til Boston bordet ved en yderst blodig aktion. Samtlige besætningsmedlemmer blev myrdet i ildkamp, og angriberne stak afsted med hele ladningen. Dette blodige røveri blev senere sporet tilbage til Luciano og Lansky. Men blandt lastens oprindelige ejere skulle man ifølge overleveringen finde ingen ringere end Joseph P. Kennedy, som tabte en formue på den stjålne last, og som efterfølgende blev belejret af enkerne efter den dræbte besætning. Meyer Lansky var angiveligt overbevist om, at denne episode fostrede et uudslukkeligt had til ham fra Kennedys side, og at det var et had som blev overleveret med stor styrke til sønnerne.[4]

Med indgangen til 1930’erne var Luciano nu den ubestridte leder af den amerikanske mafia, men han nægtede klogeligt at lade sig titulere som ”bossernes boss”. I stedet skabte han en kommission af bosser fra hele landet og dermed i realiteten et nationalt forbrydersyndikat. Det gav plads til nye folk som Vito Genovese, den økonomiske troldmand Meyer Lansky, Dutch Schultz og Benjamin ”Bugsy” Siegel, som senere var med til at grundlægge spillemekkaet Las Vegas. Men selvom Lucky Luciano nu sad på toppen af magten i den amerikanske underverden, var han i længden ikke immun overfor det amerikanske retssystem. I 1936 modtog han en lang fængselsdom for hans spidskompetence prostitution.

Men så kom 2. Verdenskrig, og også indenfor den organiserede kriminalitet skulle krigen få stor og meget afgørende betydning. For det første gav rationeringer af varer i det amerikanske samfund en ny chance for at skabe et kolossalt illegalt marked på linie med forbudstiden. Nu havde mafiaen dog opbygget så tætte kontakter med regeringsmyndighederne, at de stort set kunne aftage rationeringsmærker til det sorte marked direkte fra den officielle trykpresse. Men et år efter USA’s indtræden i krigen skete der dog noget, som skulle komme til at knytte regering og mafiaen sammen på en afgørende ny måde.

De allierede styrker havde allerede oplevet meget store tab for konvojerne til Storbritannien, og den 9. november 1942 sank det tidligere franske skib ”Normandie”, mens det var ved at blive bygget om til troppetransport. Tydeligvis en sabotagehandling, som senere blev tilskrevet Vito Genovese, der under krigen var rejst tilbage til Italien, hvor han var blevet en aktiv forkæmper for Mussolinis fascisme. Ligeledes blev det i krigens første år klart for efterretningsvæsenet, at en række af de agenter, som opererede i USA var at italiensk eller tysk afstemning. Efterretningsvæsenet var blevet taget på sengen, og man skal huske at der på dette tidspunkt ikke eksisterede et central agentur for efterretninger (det senere CIA), ligesom Hoovers FBI slet ikke var forberedt på et arbejde med kontraspionage og jagt på agenter.[5]

Situationen var desperat, og på foranledning af den amerikanske flåde, der hver dag led store tab som følge af veltilrettelagte angreb på konvojer og sabotage, tog statsanklageren i New York Thomas E. Dewey kontakt til mafiaen for at bede om hjælp. Det var Dewey, der havde retsforfulgt Luciano, og det var nu ud fra hans kontor, at tilnærmelsen til selv samme Luciano blev skabt. Men Luciano sad jo i det topsikrede Sing Sing fængsel, og dialogen mellem militæret og mafiaen foregik derfor med Meyer Lansky som mellemmand. Lansky havde som jøde ingen problemer i at kæmpe aktivt mod aksemagternes agenter og i patriotisk kamp for det nye fædreland. Ligeledes kunne han og Luciano også meget hurtigt se de afgørende muligheder, der lå i et tæt samarbejde med myndighederne.[6]

Officielt blev der ikke indgået aftaler parterne imellem. Men resultaterne af samarbejdet var til at tage at føle på. I New York ophørte fagforeningsstrejker og sabotage i det enorme havneområde med det samme, og det blev opretholdt krigen ud. Og da de allierede styrker landede på Sicilien den 10. juli 1943 ventede den lokale sicilianske mafia på strandene, klar til at vise de allierede styrker vej gennem minefelter og mod de tyske stillinger. På var samarbejdet mellem det amerikanske militær og den amerikanske underverden allerede flyttet fra det lokale niveau og flåden i New York til et nationalt niveau i The Office of Strategic Services – det OSS som efter krigen skulle blive til CIA, da man endelig fik samlet de mange efterretningstjenester under én hat.

Samarbejdet gik under kodenavnet ”Operation Underverden”, og den 3. januar 1946 kom en klokkeklar belønning til Luciano for indsatsen. Han blev nemlig løsladt fra fængslet. Men eftersom han aldrig var blevet amerikansk statsborger, måtte han tage tilbage til hjemlandet Italien, hvor han grundlagde et narkoimperium, der efter sigende stadig er i funktion.[7]Det intense samarbejde mellem den organiserede underverden og efterretningstjenesterne ophørte ikke her, og som vi allerede har været inde på, fortsatte det mange år senere med bl.a. fælles planer for at smide Castro ud af Cuba.

Ved krigens afslutning havde mafiaen nu fuldbyrdet visionen om at vokse fra de lokale ghettoer og blive en national magtfaktor. Men denne udvikling blev ikke bifaldet alle steder fra, og i 1950 nedsatte Senatet en særlig komite under ledelse af senator Estes Kefauver fra Tennessee, som holdt en lang række høringer om det nationale forbrydersyndikat. Komiteen fandt via høringerne frem til, at der fandtes et nationalt forbundet forbrydersyndikat, som havde interesser i spilleindustrien, indenfor bookmaking, prostitution og narkotika, samt havde vidtforgrenede interesser i en lang række lovlige virksomheder og brancher spredt over hele landet. Samtidig klarlagde Kefauvers komite, at denne position i det amerikanske samfund var opnået ved udbredt korruption på alle niveauer.

Det var en noget overraskende og ganske sprængfarlig konklusion, eftersom både justitsminister McGrath og FBI’s direktør Hoover havde fastholdt, at et sådant syndikat ikke fandtes. En opfattelse som Hoover stædigt gentog over årene, på trods af overvældende beviser på det modsatte.[8]På den baggrund nævner flere, at Hoover i virkeligheden var med til at fremme mafiaens interesser. Det var i hvert fald først med indsættelsen af Robert Kennedy som ny justitsminister og øverste chef for Hoover, at en mere systematisk jagt på mafiaen blev igangsat.

Med Lucky Luciano deporteret til Italien tog nye navne over i mafiaens ledelse. Men uden Luciano som ubestridt leder var det ikke en fredelig tid. I 1957 blev Lucianos efterfølger Frank Costello dræbt, og den 25. oktober samme år blev New York bossen Albert Anastasia skudt i sin stol i en barbersalon. Det drab første til et højest usædvanligt møde indkaldt af Vito Genovese, der havde stået bag drabene, og som ønskede at blive den nye ”capo di tutto capi”. Mødet blev afholdt i den lille by Apalachin i staten New York, og havde deltagelse af samtlige bosser fra hele landet. Navnkundige navne som Joe Bonano og Carlo Gambino fra New York, Vito Genovese og Frank Majuri fra New Jersey, Frank DeSimone fra Californien, Joe Civello fra Dallas, Santos Trafficante Jr. fra Florida og Sam Giancana fra Chicago. Carlos Marcello fra New Orleans havde sendt en stedfortræder, og det skulle vise sig at være en klog disposition. Det historiske møde med mafiabosser fra hele landet blev nemlig genstand for en omfattende politirazzia, da en opmærksom lokal politimand blev betænkelig ved de mange nummerplader fra andre stater.[9]

Mødet i Apalachin nåede meget naturligt forsiderne i de amerikanske medier og satte dermed på ny fokus på den organiserede kriminalitets omfattende rolle i det amerikanske samfundsliv. Efter at Kefauver havde fuldført sit arbejde om mafiaen i 1951, tog en ung fremadstræbende jurist Robert Francis Kennedy i 1956 fat på det, der senere formede sig som et decideret korstog mod det nationale forbrydersyndikat og ikke mindst dets indflydelse på de amerikanske fagforeninger.

Fredag den 22. november 1963 sluttede korstoget, da John F. Kennedy blev dræbt i Dallas.

Relaterede poster:

1. La Cosa Nostra i USA
2. Eksklusiv download fra bogen “Mordet på JFK” – Kapitel 3 Dallas den 22. november 1963
3. Abraham Zapruders film fra Dealey Plaza 22. november 1963

Han er i den grad i mediernes søgelys, efter at han skiftede til det demokratiske parti og dermed for alvor tippede balancen i senatet. Men vi vil nu altid huske ham som manden bag den omdiskuterede ‘Single Bullet Theory’.

Relaterede poster:

1. Den store liberale løve sover nu – Ted Kennedy er død 77 år gammel
2. NPR med en “Special Coverage” om Ted Kennedy
3. Se dokumentar fra CBS: “Ted Kennedy: The Last Brother”