Et VM er aldrig vigtigere, end når man er tolv år gammel. Nogle kan huske Pelé eller Cruyff. Andre voksede op med storhed og nederlag, da Brasiliens tabte generation røg ud i 1982.

Den engelske forfatter Nick Hornby har engang beskrevet VM i Mexico 1970 som det uopnåelige platoniske ideal for fodbolden. I den tynde mexicanske luft mødtes alle de store, og stjernen over dem alle Pelé lyste op og kunne hjemføre Jules Rimet pokalen som Brasiliens retmæssige ejendom efter den tredje sambatriumf på tolv år. VM i 1970 var den endegyldige triumf for den kreative individualitet.

Hornby var tretten år den sommer, og i Guadalajara forsøgte de regerende engelske verdensmestre heroisk at stoppe brasilianerne. Gordon Banks præsterede alle tiders bedste redning på Pelé ellers perfekt udførte hovedstød. Lige lidt hjalp det. Selv ikke Bobby Moores berømte tackling af Jairzinho kunne stoppe den brasilianske magi. Tilmed stod Italien og Tyskland i semifinalen for, hvad mange ellers forsigtige folk anser for at være den bedste fodboldkamp. Nogensinde. 1970 i Mexico blev et VM, som med tiden har antaget mytiske dimensioner. 1970 er drømmen om storhed og kreativitetens sejr over den negative kalkulation, der havde fejret italienske triumfer i Helenio Herreras lukkede æske af et Inter-hold i 60’erne.

Totalfodbold

Der findes også de flamboyante typer, der for altid lever i totalfodboldens verden i Vesttyskland 1974 – og i det godes orange kamp mod de alt for pragmatiske tyskere. Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad totalfodbold var for noget, eller hvis man gerne vil se hvad Johan Cruyff egentlig kunne, så er det bare med at se de første minutter af finalen fra München.

Holland giver bolden op. Med det samme løber Berti Vogts op og klæber sig til den hollandske ener. Ham skal han følge. Hollænderne holder bolden i egne rækker. Til sidst ender Cruyff som absolut bagerste mand, og i ét rush pløjer han sig gennem det tyske forsvar med Vogts på desperat jagt efter ham, ind i feltet, og så fælder tyskerne ham til straffespark. 1-0 til Holland uden at tyskerne én eneste gang har rørt bolden.

I sidste ende fældede hollændernes arrogance dem. Tyskernes egen benhårde maoist Paul Breitner har siden fortalt, at det tyske hold efter den start var helt igennem groggy, og at hollænderne kunne have stækket dem endeligt allerede dér. I stedet kom tyskerne selvfølgelig stærkt og indædt tilbage. Det gør de som regel.

Konfetti

Men for mig er alt det anderledes. Det første, som brændte sig ind i min bevidsthed, var en bane i Buenos Aires svøbt i konfetti og drama i 1978. Og så Mario Kempes, der i den forlængede spilletid mod Holland sænkede de oranges totalfodbold til militærjuntaens fulde tilfredshed. Generalerne havde håbet, at en satsning på VM ville få verden til at tænke på andet end menneskerettigheder. De tog fejl. Men den dag på var det Morricones ”Argentina El Mundial”, der blev sunget.

VM i 1978 blev aldrig så mindeværdigt som de to foregående slutrunder. Beckenbauer og Pelé dansede på Studio 54 i New York, og imens købte generalerne sig til den nødvendige 6-0 sejr over Peru. Men fire år senere var storheden tilbage. For en tid.

El Salvador og Norman Whiteside

Et VM bliver aldrig så vigtigt, som når man er omkring de tolv år. Aldrig kan nogen begivenhed på en fodboldbane komme til at rumme så meget betydning. Det bliver aldrig så vigtigt igen. Der kan komme nok så mange klaphatte til undervejs. Det får aldrig samme betydning. Og da jeg var på vej mod de tolv år, var der VM i 1982 i Spanien.

Min optagethed af det VM var utvivlsomt større, end sundt er. For nogen dreng. Det startede med, at jeg byggede mit eget VM-studie derhjemme i stuen, komplet med speakerbord og alle mine noter. Min mor må have kigget med stor forundring på en dreng, der ommøblerede stuen og fyldte den med noter om El Salvador, den sovjetiske startopstilling og Nordirlands Norman Whiteside. Men jeg fik lov. Også hun kunne mærke, at det her var noget særligt.

Måske kom denne besættelse af flere års stædig indtagelse af både Alt om Sport og Tipsbladet. En slags dobbelt afhængighed, der fuldstændig forskød perspektivet. Jeg indtog mit stof intravenøst. Mine helte var Frits Ahlstrøm og Per Høyer Hansen. Hos dem kunne man læse alt om Copa America og styrkeforholdet mellem de sydamerikanske hold. Siden da har jeg altid betragtet Uruguay med ærefrygt.

Det største hold

Men der var specielt et hold, alle glædede sig til at se. Der var et hold, som stak ud. Der var et hold, som alle talte om, og som alting drejede sig om. Deres træner var Telê Santana. Og forud for VM havde holdet lammetæmmet samtlige træningsmodstandere. Det var oven i købet sket med legende lethed. Brasilien var slutrundens helt store favoritter.

Et hold fyldt med profiler og teknisk kunnen af en anden verden. Et hold der ikke blot nedspillede sine modstandere, men undervejs fik dem til at ligne statister til en træningssession på stranden i Rio. Santana var ingen blåøjet angrebsidealist. Men han havde på sit hold en overflod af spillets største individualister. Og han valgte at lade dem blomstre. Deri lå både holdets storhed og fald.

Telê Santana kunne stille med en midtbane bestående af anfører Socrates ved siden af Cerezo og maskinmesteren Falcao. Og foran dem Serginho og Eder – med Zico som en fri offensiv kraft. Flamengo-stjernen var Péles naturlige aftager i nr. 10, og op til VM blomstrede hans evner som iscenesætter.

Med så gode spillere blev der ikke talt meget om systemer og defensiv organisering op til det VM. Bortset fra angrebsbacken Junior kan få huske forsvarsspillerne på det brasilianske hold (Valdir Peres, Leandro, Oscar og Luisinho).

Der blev til gengæld skrevet rigtig meget om strandfoldboldens indflydelse på holdets overlegne teknik. Og alle friske drenge kunne historien om Éder de Assis, der helst trænede i bare fødder, hvor han kanonerede boldene af sted med enorm kraft. Det var en helt, man kunne forstå på et hold, der næsten var for godt til at være sandt.

Skabelon for et VM

I 1982 lærte jeg imidlertid på den hårde måde, at forventningens glæde ofte er den største. Et VM har sin egen logik. Et VM er drømmen om storhed. Og VM starter allerede omkring årsskiftet, hvor det pludselig går op for alle fodboldelskere, at det her bliver et godt lige år.

Så følger lange måneder med skadesberetninger og vurderinger. Man starter altid med de store nationer. Hvor står Brasilien? Kan Italien overraske igen? Kan Frankrig og Holland skabe en slagkraftig enhed? Hvem er outsiderne? Bliver dette VM endelig Afrikas gennembrud? Og var der ikke noget med, at England en gang har vundet VM?

Bagefter kommer de mere perifere vurderinger. Schweiz skal analyseres. Selvfølgelig. De enkelte værtsbyer undersøges. Og pludselig opdager man, at man ved meget mere om japansk fodbold, end man egentlig havde lyst til. Til sidst sidder holdene, puljerne og turneringsplanen på rygraden. Til sidst er der ikke en eneste af de indledende matcher, der ikke er livsnødvendige og indeholder små indbyggede dramaer. Til sidst er man bristefærdig.

Så kommer endelig åbningskampen. En garanteret lidelse for alle involverede. Det mest interessante ved åbningskampe ender ofte med at være tv-grafikken og produktionen. Hvilke elementer bliver gennemgående for dette VM? Mange vil f.eks. huske den prikkede grafik fra VM i 1990. Hvad bliver dette års grafiske kendetegn? Og hvad er der sket med super slow denne gang?

Derefter går det løs. For alvor. Alt det, man har ventet på. Alt det, man har forberedt sig på. Pludselig eksploderer det hele med adskillige kampe hver eneste dage. Det går alt for hurtigt, og efter en uge er man helt opslugt i rutinen med kampe flere gange i løbet af dagen. Dagene får pludselig en ny rytme, og man indretter sig efter VM’s ur lige så stille. Umærkeligt leves sommerlivet på en ny frekvens, og man bemærker næsten ikke, når et desperat hjemligt pressekorps når til det obligatoriske interview med tredjemålmanden.

Og så er det pludselig slut igen. Pludselig kommer der pauser mellem kampdagene. Pludselig bliver der så tomt igen. Men det er her, man skal passe virkelig på. Det er her, svage sjæle falder fra. F.eks. er der nogen, der tager på sommerferie, når juni bliver til juli. Det er en stor fejl. For det er netop på dette tidspunkt, at VM bliver mest interessant.

Når slutkampene begynder, er der kun de gode hold tilbage. Og de bedste kampe spilles ofte i kvart- og semifinalerne. Her gælder det om at være klar for alvor. Til sidst bliver VM en udholdenhedsprøve efter det indledende kamporgie. Men for dem, der har kræfterne, er der altid noget at hente til sidst.

Da alting sluttede

Denne skabelon var i høj grad brugbar for VM i 1982. Efter en sløj åbningskamp med de forsvarende mestre, var alles øjne rettet mod Brasilien. De skuffede på ingen måde. I deres første kamp stod de overfor et stærkt sovjetisk hold. Det blev en kamp med to af VM-historiens bedste mål. Med tre minutter tilbage af kampen hoppede Socrates elegant over bolden, hvorefter Eder med en kattepote løftede bolden op til sig og en kanon af helflugter bag Dasajev.

Det viste sig hurtigt, at min forberedelse på El Salvador nok var skønne spildte kræfter. Den fejl gør man ikke to gange. Til gengæld fortsatte den brasilianske fest med sejre over Skotland og New Zealand. Det var præcis så godt, som man kunne have drømt om. I de andre puljer luskede Italien og Tyskland sig videre. Italienerne efter tre uafgjorte kampe og tyskerne efter en skandalekamp mod Østrig.

På den måde magede det sig således, at de brasilianske darlings kom i en mellemrunde med arvefjenden fra Argentina og et såret italiensk hold, som af den hjemlige presse blev hængt ud som homoseksuelle slapsvanse. På Espanols hjemmebane i Barcelona gik ”dødens gruppe” C i gang, mens juni blev til juli. Og efter at både Italien og Brasilien havde slået Argentina, skulle det hele afgøres den 5. juli. Brasilien kunne nøjes med uafgjort. Var der overhovedet nogen udenfor støvelandet, der holdt med Italien den sommerdag?

Det blev en dag, hvor en 12-årig dreng fik en lærestreg for livet. En italiener med nr. 20 på ryggen havde ikke tænkt sig at lade skønheden vinde. Paolo Rossi havde stort set ikke rørt på sig hele turneringen. Den dag placerede han sig klogt væk fra et sløset brasiliansk forsvar og scorede tre gange. Den dag døde idealet om det smukke spil fra 1970. Den dag på Estadio Sarriá stod det smerteligt klart, at inspireret fodbold ikke er nok, hvis man vil vinde titler.

Men selv i det mest svidende nederlag ligger en skønhed. Vi der elskede Brasilien i 1982 udviklede en fodboldmelankoli, men normalt kun finder hos fans af håbløse klubber i den engelske Football League One.

Brasilien vandt fodboldhjerterne. Italien vandt titlen. Siden har jeg ikke holdt med Brasilien. Der kommer aldrig et hold igen som denne tabte generation. Men hvert fjerde år tænker jeg: Bare jeg var tolv år igen.

- Se kronikken i pdf-format her
- Mere om VM her

Relaterede poster:

1. Artikel i Jyllands Posten Karriere
2. Velkommen på forsiden – Artikel i Jyllands-Posten i dag
3. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp

Det danske hold har skramlet sig noget frem mod VM. For første gang nogensinde har Morten Olsen tabt to landskampe i træk som landstræner. Det har skabt en stemming af nærliggende undergang og tre kampe og så i bad. Men at det danske hold kommer noget ramponeret ind i en slutrunde, er ingen nyhed. Ældre læsere vil f.eks. huske, at det succesrige 1984-hold tabte med hele 0-6 til Holland frem mod EM i 1984.

Derfor skal man ikke lægge alt for meget i, at Danmark har vist svingende takter i optakten. Det er dog svært at påstå, at det danske hold indeholder de samme kvaliteter som de hold, vi tidligere har sendt til VM. Det vrimler ikke med spillere fra succesfulde europæiske topklubber. Men fra Simon Kjær og Daniel Agger over Christian Poulsen til Nicklas Bendtner kan der tegnes en akse af høj kvalitet.

Dermed er det også sagt, at disse spillere skal være skadesfri og på toppen, hvis man overhovedet vil gøre sig forhåbninger om at slå sig videre fra gruppen. Vores lodtrækning er dog ikke umulig, og det ligner et held, at vi har Holland i den første kamp med eller uden Robben. Det kunne pege i retning af en heldig uafgjort. Derefter bør det være muligt at slå både Cameroun og Japan.

Det mest bekymrende er Bendtner og vores angreb. I de seneste træningskampe har det danske angreb set helt ufarligt ud. Der skabes alt for få muligheder, og det er efterhånden meget længe siden, at Danmarks forreste har scoret. Konklusionen synes derfor at være, at vi skal have Bendtner med i topform for overhovedet at have en chance for at klare os videre. Og han virker fortsat for skrøbelig til at kunne drive holdet fremad ved egen kraft. Han har selvsagt troen på det, men dette bliver hans unge fodboldlivs hidtil største udfordring.

At det lykkedes Morten Olsen at kvalificere holdet i en meget svær pulje må vel betagnes som en af de største trænerpræstationer nogensinde i dansk fodbold. Olsen har overhovedet ikke det materiale, tidligere danske trænere har haft at gøre godt med. Slet ikke. Hvor holdet i 1986 langt ud på bænken bestod af spillere, der spillede afgørende roller i Europas største klubber, har vi nu fat i spillere, er bruger mest tid på bænken i mellemklubber eller somlige er rykket ud af den danske superliga. Det er ikke pragende, og vi kan på alle måder prise os lykkelige over, at vi har en så dygtig trænerstab. Det bliver bestemt nødvendigt at hive alle taktiske finesser op af pose undervejs. Og lad os endelig spille uendeligt defensivt og ubehageligt. Vi har ingen forpligtelse til at underholde nogen.

The Guardians uforlignelige podcast havde i øvrigt en interessant observation om det engelske hold. Hvis man ser bort fra 1966 har England kun en gang slået en tidligere verdensmester. Og når det gælder et VM skal man banke flere af dem for at vinde. Ser man på hele VM-historien er der nemlig en gennemgående tendens: De store nationer har det med at vkomme langt.

Her er det sjovt at tænke på, at Danmark i kun tre VM-optædener har slået hele tre tidligere vindere (Uruguay, Tyskland og Frankrig). Hvis det lykkes at slå sig igennem den indledende gruppe (og det har vi jo altid gjort), så venter de store hold – formentlig i skikkelse af Italien. Men Italien kunne være et hold, der ligger godt til os.

Konklusion: Hvis ikke vi får nøglespillerne klar, tror jeg, at vi får problemer med gruppespillet. Men kommer spillet til at køre som i dele af kvalifikationen, kan Danmark sagtens komme til at overraske videre fra gruppespillet. Men VM er VM, og der sker aldrig ting som i 1992. Et mirakel kommer en gang imellem med mange års mellemrum. De kommer sjældent flere dage i træk.

- Mere om VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp
2. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp
3. Optakt til VM 5: De magiske magyarer

Der er kun ét land, som kan TABE et VM. Der er kun et land, som har været med i samtlige VM-slutrunder, og som altid forventer guld. Og der er kun ét land, der af samme grunde har gennemlevet historiens mest smertelige nederlag.

Brasilien har stået for nogle af VM’s mest meriterende sejre og triumfer. Men de har samtidig stået for nogle nederlag, nationen har været årtier om at bearbejde. Nederlaget til Italien i 1982 skabte generationen, der aldrig vandt noget, selvom de spillede noget af det mest fantastiske fodbold, verden har set.

Men intet nederlag har været så smertefuldt som den afsluttende kamp ved VM i 1950 i Brasilien. Værtsnationen havde sat alt ind på at gennemføre en perfekt turnering – inkl. bygnigen af verdens største fodboldstadion Estádio do Maracanã i Rio de Janeiro. Da turneringen startede, måtte tilskuerne sno sig igennem byggerodet til til et stadion, der endnu ikke var helt færdigt.

Men da VM skulle afgøres den 16. juli 1950, var hele 173.850 tilskuere på plads til VM’s afgørende kamp mellem Brasilien og Uruguay. Turneringsformen var yderst særpræget med en finalerunde i stedet for en egentlig finale. Men resultatere hade maget sig således, at Brasilien i den sidste kamp kunne nøjes med en uafgjort mod Uruguay. Men skulle det lykkes Uruguay at vinde, var de overraskende verdensmestre.

Værtsnationen var sikre i sin sag. Alting var tilrettelagt til den store brasilianske fest, og da Friaça bragte hjemmeholdet foran efter 47 minutter, var alt klar til den store fest. Den fest varede i knap tyve minutter. Så scorede de lyseblå. Schiaffino udlignede efter 66 minutter, og efter 79 minutter blev mere end 170.000 mennesker musestille, da Ghiggia afgjorde kampen. Det umulige var sket. Uruguay var verdensmestre for anden gang, og Brasilien gik helt i sort.

Nederlaget var det, som ikke kunne ske, og selvom Brasilien i 1958 fik sin revanche, sidder nederlaget stadig i nationen. Spillerne på holdet betragtes som ulykkesfugle, der formenes adgang til træninger, og efter den ulykkelige kamp spillede Brasilien ikke længere i hvidt. Det var et nederlag, der prægede en nation, og som på trods af efterfølgende fem triumfer aldrig rigtig er blevet overvundet. Katastrofen ligger hel tiden og lurer, og de brasilianske medier er mere end klar til at give Dunga kniven, hvis han skulle tabe VM.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp
2. Optakt til VM 2: Nu synger den lille fugl
3. Optakt til VM 7: Et magisk øjeblik i fodboldens historie

I den danske VM-mytologi står 1986 og blinker med de helt store højdepunkter. Det er det hold, vi normalt fejrer. Og kampen hvor vi slog de dobbelte verdensmestre fra Uruguay med hele 6-1 er selvsagt en milepæl i den danske VM-historie.

Men det var trods alt i 1998, vi nåede længst og i en nerveprirrende kamp mod Brasilien var snublende nær på en gentagelse af 92-semifinalen mod Holland.

98-holdet var vel ikke så stærkt på papiret som holdet tolv år tidligere. Men med de to Laudrup-brødre og Schmeichel i målet var der et uhyre stålsat fundament, som i ottendedelsfinalen mod Nigeria viste fejende flot og effektivt spil.

Da holdene gik på banen den 3. juli på Stade de la Beaujoire i Nantes var Brasilien med en storspillende Ronaldo selvsagt store favoritter. Efter blot to minutter havde en ung Martin Jørgensen imidlertid bragt Danmark overraskende foran og kampen antog med det samme sin intense og velspillede form.

Det danske hold havde selvfølgelig stor bevågenhed på netop Ronaldo. Zagallo sendte ham klogelig langt tilbage i banen, hvilket stort set banede vejen for alle tre brasilianske mål, hvor der pludselig opstod store lommer i rummet foran den danske forsvarskæde. Dermed blev det kampen, hvor Schmeichel endelig mødte sin koparrede overmand i skikkelse af Rivaldo, som ramte bolden på en særlig skæv måde, den store dansker aldrig nåede at fange (han gjorde det samme mod Schmeichel for Barcelona i CL).

Men Danmark var uhyre tæt på at ryste den brasilianske grundvold efter Brian Laudrups udligning. Og i nedenstående klip ser man slet ikke, at kæmpen Marc Riper kort før tid har et hovedstød oven på overliggeren. Denne kvartfinale viste, at Danmark havde noget at komme med mod et fremragende brasiliansk hold. At det så samtidig endte med at blive brødrene Laudrups smukke exit gør ikke denne kamp mindre mindeværdig.

Nok tog danskerne verden med storm i 1986. Men det var denne aften i Nantes, hvor vi ikke var langt fra en semifinale, der viste at Danmark kunne noget, når det gælder i en VM-turnering.

PS: Dette var i øvrigt kampen, hvor Carsten Werge og Per Frimann tog tronen som vores absolut bedste kommentatorpar.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp
2. Optakt til VM 5: De magiske magyarer
3. Optakt til VM 8: Da vi holdt med Sverige

Er det her det smukkeste fodboldfotografi nogensinde? Har noget nogensinde været flottere end Argentinas og Hollands Adidas-dragter på en konfetti-bane i Buenos Aires?

Det her billede af topscorer Mario Kempes, der i den forlængede spilletid mod Holland sænkede de oranges totalfodbold, er mit første præcise fodboldminde. Jeg har brugt alt for mange timer på at kigge på billeder fra den slutrunde. Alt for mange. Det var en sommer, hvor jeg helst burede mig inde i et album købt på en sommerferie.

Men for andre mere neutrale sjæle blev VM i Argentina i 1978 ikke af den mindeværdige slags. Chruyff, Beckenbauer og Pelé havde takket af i den sammenhæng. Nye stjerner kunne tage over. De argentinske generaler havde håbet, at en satsning på VM ville få verden til at tænke på andet end menneskerettigheder. De tog fejl. Europæiske journalister borede deres finger ind i regimets åbne sår. På trods af en horribel stor satsning på VM for en fattig nation og hyringen af det amerikanske PR-bureau Burson-Marsteller, blev VM ingen stor PR-gevinst for regimet.

Men efter en 6-0 sejr over Peru i mellemrunden kneb Argentina sig lige nøjagtig forbi Brasilien og ind i finalen. Siden har beskyldningerne om bestikkelse svirret i fodboldverdenen. Men Argentina endte i finalen og til sidst viste Mario Kempes sig som hjemmeholdets helt store helt med to mål i finalen. Den aften var jublen endeløs i Buenos Aires.

For et par dage siden så jeg Argentina slå Canada med 5-0. Banen var igen dækket af konfetti.

- http://www.thomasladegaard.dk/?p=2653

Den 17. november 1993 spillede Danmark den afgørende kvalifikationskamp mod Spanien i Sevilla. Det blev til endnu et spansk mareridt, og de regerende europamestre måtte nøjes med at se på VM hjemme på tv-skærmene.

Så da VM endelig startede den sommer i USA, måtte vi finde andre hold at holde med. Og her kom et fint svensk hold vandrende ind fra øst. Et hold med mange offensive kræfter. Når Danmark ikke kunne, måtte svenskerne tage over. De slog os jo også ved EM som de eneste.

1994 blev den sommer, hvor Martin Dahlin, Henrik Larsson, Tomas Brolin og Kennet Andersson blev kendte navne i Danmark – måske nok ikke elskede i alle danske hjem. Men svenskerne havde ved det VM for foreløbig sidste gang et hold, der formåede at slå sig igennem for alvor. De var velorganiserede og vandt en fortjent bronze-medalje efter en flot turnering.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp
2. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp
3. Optakt til VM 9: Konfetti i Buenos Aires

]]>

Der er mange, der kan drible. Og fodbolden har haft mange enere. Men der er ingen, der har spillet med en så dræbende en effektivitet som Maradona i 1986. I løbet af få minutter sænkede han England. Først med “Guds hånd” og kort efter med “Århundredets mål”. VM i 1986 tilhørte Diego Armando Maradona. Egenhændigt. Alle kendte til hans geni – helt tilbage fra VM i 1978, hvor han som 17-årig lige nøjagtig ikke kom med i hjemmeholdetstrup. Alle vidste, at Maradona var fodboldens store personlighed. Men frem til 1986 var han mest kendt for skuffelsen og det røde kort ved VM i 1982. I Mexico skrev han sig umiskendeligt ind i historien.

Den nye træner Carlos Bilardo samlede et hold efter en helt anden filosofi end César Luis Menotti. Bilardo så på fodbold på en noget mere nøgtern måde. Han organiserede sit hold meget effektivt, og sørgede for at holdets ener fik optimale arbejdsbetingelser. Det var effektivt – og rummede i momenter stor skønhed.

Det hele kulminerede i kvartfinalen den 22. juni 1986 mellem England og Argentina. I Per Olov Enquists essay “De to små spillere” beskriver Enquist, hvordan Maradona med to nådesløse hug kastrerede englænderne og skabte balance i det nederlag, Argentina noterede sig i Falklandskrigen. Først den ene testikel væk med “Guds hånd” og derefter den anden testikel sparket væk i en af fodboldens store genistreger. Det her var oprejsning i mere end en forstand.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp
2. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp
3. Optakt til VM 6: En aften med Gary Lineker

England er en kronisk problemstilling forud for et VM. Ved hvert eneste VM kommer spørgsmålet om England helt naturligt op. Englænderne skabte spillet, og har fejret store succeser på den europæiske scene. I de seneste ti år har England også haft verdens stærkeste liga.

Men deres præstationer ved de store slutrunder har ikke været præget af storhed. Lige fra nederlaget til USA i 1950 og til gentagne konstateringer af, at godt nok har England skabt spillet, men de har sjældent kvaliteterne til at bære det helt igennem mod nationer som Tyskland, Brasilien og Italien.

Og ved hver eneste slutrunde (hvis England da kvalificerer sig) opfører de engelske fans/hooligans et nationalistisk show, der virkelig viser det værste ved en engelsk nationalkarakter, der er fuldstændig optaget i fortiden og en besættelse af Anden Verdenskrig. Derfor synger engelske fans om tyske flyvere, der skal skydes ned. Derfor gjalder det med ”Rule, Britannia!” fra tribunerne. Derfor er der ikke mange, som holder med englænderne undervejs, selvom de fleste fodboldelskere holder uendelig meget af engelsk fodbold.

Men en sjælden gang falder tingene rigtigt sammen for englænderne. En sjælden gang. I 1966 var det Alf Ramsey, der med taktisk konsekvens og disciplin sikrede England den eneste titel nogensinde. Og ved hvert eneste VM kommer den historie tilbage med forøget styrke.

Men en gang imellem er der noget om det. Og ved et ellers kedsommeligt VM i Italien i 1990 var det utvivlsomt det engelske hold, der gav anledning til en vis begejstring. Gascoigne og Waddle var fremragende, og helt fremme havde man i Gary Lineker en yderst skarp forward.

Og det hele blev foreviget mesterligt i tv-filmen “En aften med Gary Lineker”, hvor topscoreren pludselig kommer flyvende som Messias fra Italien. Den semifinale ledte frem til klicheen fra Lineker om “Soccer is a game for 22 people that run around, play the ball, and one referee who makes a slew of mistakes, and in the end Germany always wins.” Sådan var det den dag. Sådan er det ikke altid. Men det engelske hold fra 1990 kunne forlade VM med panden højt hævet.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 5: De magiske magyarer
2. Optakt til VM 7: Et magisk øjeblik i fodboldens historie
3. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp

Det var et af fodboldhistoriens helt store hold. Men et hold der sluttede med en gedigen skuffelse i tung vejr i Bern. De revolutionerede fodboldsporten med deres 4-2-4 system og en angrebsivrig forløber for totalfodbolden. Men de fik alt for kort tid sammen, efter at de sovjetiske tanks slog oppositionen ned i Budapest.

Det ungarske hold, der vandt et suverænt OL-guld i Helsini i 1952, bragte fodbolden ind i en ny epoke oven på den anden verdenskrigs ruiner. Ungarerne vendte den engelske WM formation op og ned og introducerede et system med fire angrebsivrige forwards. Og midt i det hele løb den store major Ferenc Puskas og fordelte boldene med elegance og bidende effektivitet. Han var den store major omkring eminente boldspillere som Kocsis, Czibor og Hidegkuti.

I 1953 rystede Ungarn en hel fodboldverden i “århundredets kamp” på Wembley mellem spillets arrogante opfindere og de olympiske mestre fra Ungarn. Hvem var egentlig bedst? Nu skulle det afgøres.

Kampen blev en understregning af, at FA’s engelske tropper hang ubehjælpsomt fast i fortiden. Englænderne havde en arrogant forståelse af sig selv som spillets ledende nation – selv efter at de ved VM tabte til USA. Men denne dag på Wembley ydmygede de magiske magyarer England på Wembleys hellige græs og vandt hele 6-3.

Senere gentog de bedriften med en 7-0 sejr i Budapest. Disse magiske magyarer var de helt store favoritter og mod VM i Schweiz.

Den favoritværdighed blev bestemt ikke mindre, da Ungarn udraderede Vesttyskland i den indledende runde med 8-3. Det så imponerende ud. Men sejren blev et tveægget sværd. Den tyske træner Sepp Herberger havde læst på turneringsprogrammet og stillede med en række reserver til kampen. Ligeledes pådrog Puskas sig under kampen en skade, der kom til at præge ham resten af turneringen.

I sidste ende mødte de suveræne ungarere deres endeligt mod netop tyskerne. Anført af den tidligere krigsfange Fritz Walter kom tyskerne tilbage fra to tidlige ungarske scoringer og skabte et ‘Wunder von Bern’, der gav den ramponerede tyske nation noget at være stolte over igen.

Ungarn kom aldrig igen. To år senere var det ungarske hold i vesten, mens Sovjetunionens tanks kvalte oprøret i Ungarn. Puskas benyttede lejligheden og endte på Real Madrid drømmehold, hvor han sammen med Alfredo di Stefano udgjorde historiens egentlige Galacticos med fem sejre i træk i mesterholdenes turnering.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp
2. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp
3. Optakt til VM 7: Et magisk øjeblik i fodboldens historie

Det danske hold, der i 1986 tog til VM i Mexico, står for de fleste danskere som alletiders drømmehold. Mexico-holdet er dansk fodbolds platoniske ideal – til trods for at holdet var langt fra resultaterne i f.eks. 1998.

Men det er en del af myten, at dette hold var et af verdens bedste, og at de bare var uheldige og blev ramt af Jesper Olsens tilbagelægning. Danskere svælger lystigt i historier om, at Barcelona ser op til det danske 86-hold og elsker de bramfrie og charmerende spillere fra den gang. Store personligheder fra store europæiske klubber, der leverede store resultater.

Slutrunden i Mexico 1986 var første gang et dansk landshold deltog i et VM. På grund af DBU’s tåbelige engelsk inspirerede amatørindstilling var Danmark f.eks. ikke med i 50′erne, hvor man ellers havde fremragende profiler. Men helt så gode som holdet fra 80′erne var de formentlig ikke. Bygget op om Sepp Pionteks 3-5-2 system spillede Danmark et angrebsivrigt fodbold, hvor holdets mange offensive kvaliteter kom til sin ret.

De var gode, og efter holdets tre indledende matcher i Mexico fremstod de som en særdeles farlig outsider. Det hele startede med Danmarks første VM-kamp mod Skotland den 4. juni på Estadio Neza 86 i Nezahualcóyotl. Det blev ikke noget brag af en åbning. Men kampen viste, at Danmark var kommet til Mexico med et stort potentiale og en yderst skarp angriber:

Dette klip stammer i øvrigt for den mest fuldendte opsamling op til nytår. DR viste simpelthen samtlige mål fra VM og samlede fremragende op på turneringen. Siden skal vi altid høre nogen om, hvordan det føltes. Her fik vi lov til at nyde kampen.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp
2. Optakt til VM 7: Et magisk øjeblik i fodboldens historie
3. Optakt til VM 5: De magiske magyarer

Uruguay, Italien, Italien, Uruguay, Tyskland, Brasilien, Brasilien, England, Brasilien, Tyskland, Argentina, Italien, Argentina, Tyskland, Brasilien, Frankrig, Brasilien, Italien

Alberto Suppici, Vittorio Pozzo, Juan López, Sepp Herberger, Vicente Feola, Aymoré Moreira, Alf Ramsey, Mário Zagallo, Helmut Schön, César Luis Menotti, Enzo Bearzot, Carlos Bilardo, Franz Beckenbauer, Carlos Alberto Parreira, Aimé Jacquet, Luiz Felipe Scolari, Marcello Lippi

Guillermo Stábile, Oldrich Nejedlý, Leônidas da Silva, Ademir, Sándor Kocsis, Just Fontaine, Garrincha, Eusébio, Gerd Müller, Grzegorz Lato, Mario Kempes, Paolo Rossi, Gary Lineker, Salvatore Schillaci, Hristo Stoichkov, Davor Šuker, Ronaldo, Miroslav Klose

Gulnede udklip, sort-hvide historier, konfetti og tvillinger i gips, pludseligt regnvejr og tung luft i højderne, endeløse somre med drømmen om et nyt tv, bananskud, spillerkort, sandwich, saftevand, storhed og ferier i grå.

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 6: En aften med Gary Lineker
2. Optakt til VM 9: Konfetti i Buenos Aires
3. Optakt til VM 11: Verdens største nederlag

Den lille fugl synger i sit bur, sange fra de varme lande.

Når han driblede for Brasilien, sagde de: “Nu synger den lille fugl”. Han var født i det store hele som krøbling. Han var hjulbenet på det ene ben og kalveknæet på det andet. Han havde ingen stor interesse i en fodboldkarriere, giftede sig ung, men blev alligevel opdaget af Botafogo. Intet kunne holde Manuel Francisco dos Santos nede. Bortset fra alkohol og hans egne dæmoner.

Som Garrincha entrede han i 1958 i Sverige den store internationale scene. Det var ham, der kørte tungere europæiske forsvarere rundt på de svenske plæner. Men det var ikke nødvendigvis ham, der blev helten. Dén rolle spillede en 17-årig knægt ved navn Pelé.

Og hvor Pelé altid har spillet rollen som fodboldens ambassadør par excellence, var Garrincha dette renskurede idols skyggeside. Hos Garrincha levede tragedien side om side med storheden. Hvor Pelé er en af løbets store feltherrer, er Garrincha en af spillets små klatrere, der henrykkede en hel verden i ensomhed.

I 1962 var det dog Garrincha, der førte taktstokken. Da sang den lille fugl sin skønneste sang og ledte Brasilien til sin anden triumf. I 1966 var det slut, og Garrincha endte sine dage alt for tidligt som 49-årig. Men han vil altid blive husket som en af spillets største driblere og enere.

- Mere optakt til VM her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 9: Konfetti i Buenos Aires
2. Optakt til VM 11: Verdens største nederlag
3. Optakt til VM 5: De magiske magyarer

Totalfodbold

Der findes flamboyante typer, som for altid lever i totalfodboldens verden i Vesttyskland 1974 – og i det godes orange kamp mod de alt for pragmatiske tyskere. Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad totalfodbold var for noget, eller hvis man gerne vil se hvad Johan Cruyff egentlig kunne, så er det bare med at se de første minutter af finalen fra München.

Holland giver bolden op. Med det samme løber Berti Vogts op og klæber sig til den hollandske ener. Ham skal han følge. Hollænderne holder bolden i egne rækker. Til sidst ender Cruyff som absolut bagerste mand, og i ét rush pløjer han sig gennem det tyske forsvar med Vogts på desperat jagt efter ham, ind i feltet, og så fælder tyskerne ham til straffespark. 1-0 til Holland uden at tyskerne én eneste gang har rørt bolden.

I sidste ende fældede hollændernes arrogance dem. Tyskernes egen benhårde maoist Paul Breitner har siden fortalt, at det tyske hold efter den start var helt igennem groggy, og at hollænderne kunne have stækket dem endeligt allerede dér. I stedet kom tyskerne selvfølgelig stærkt og indædt tilbage. Det gør de som regel.

- Mere VM optakt her

Relaterede poster:

1. Optakt til VM 5: De magiske magyarer
2. Optakt til VM 9: Konfetti i Buenos Aires
3. Optakt til VM 10: Bedste danske VM-kamp

Jeg indrømmer det gerne. Den store eurofi omkring FC Barcelona har jeg altid været en smule skeptisk overfor. Selvfølgelig er det en speciel klub. Men dem er der så mange af. Og selvom de har haft flere dream-teams, viste AC Milan i 1994, hvem der udgjorde det virkelige drømmehold.

Men drømmen om det smukke spil, udført af renfærdige sjæle uden reklamer på trøjen, lever videre. Det er drømmen om Barca, der går hånd i hånd med en hysterisk catalansk regionalisme. Jeg har selvsagt hørt historien om undertrykkelsen fra Madrid i alle Franco-årene og om Johan Cruyff, der kom som frelseren og gav klubben, byen og regionen en ny stolthed. Kun på Camp Nou kunne man råbe noget grimt efter folk fra hovedstaden. Barca er således meget mere end en fodboldklub. Men igen: Dem er der også andre af.

Mit lurvede instinkt fortæller mig, at det nok alt sammen er myter og luftkasteller, og så kan man jo lige så godt holde med et par hold, der bare er et hold.

Men tiden er kommet til en indrømmelse. Barcelona er et fantastisk hold, som spiller fantastisk fodbold. I en fodboldverden, hvor Barcas spanke rival bruger mia. på stjerner, har Barcelona sammensat et hold med en række egne talenter og en catalansk træner, der selv har spillet i klubben, og som er fuldt ud forpligtet på at spille et smukt, boldbesiddende fodbold på den store scene. Og som om det ikke var nok: De vinder.

Men tre pokaler sidste år var ikke nok til at overbevise mig, den sure skeptiker. Er der ikke alt for mange unger, der render rundt i en Messi-trøje? Men jeg blev overbevist af en ung argentiner for et par uger siden, da Barca mødte Arsenal på Camp Nou. Der måtte jeg overgive mig til holdets og enerens storhed:

Den aften kunne man genvinde sin tro på fodbolden. Den aften gav det hele mening. FC Barcelona gør alt det rigtige – og de vinder samtidig fodboldkampe. Det må man tage hatten af for.

I aften møder de så den deciderede anti-tese til det stort anlagte og smukke spil. Siden Helenio Herrera regerede i Inter med sin ultra-defensive Catenaccio, har den italienske klub repræsenteret det mest negative og defensive fodboldsyn. Det er derfor to forskellige filosofier, der mødes i aften. Men Barca er også oppe imod en af den moderne fodbolds bedste hjerner, og i det perspektiv er aftenens kamp en af de mest interessante længe. Hvad vil han gøre med Messi? Måske bliver det ikke så kønt som mod Arsenal. Men det bliver meget interessant. Denne gang håber jeg ubetinget på Barca.

Relaterede poster:

1. En moderne tvivlers bekendelser

Du kan se eller gense slides lige her:

Læs også tidligere artikel på Kommunikationsforum om nye medier i en valgkamp.

Relaterede poster:

1. Foredrag om kommunikation og nye medier på KIOL
2. Foredrag om kommunikation og nye medier på KIOL
3. KIOL – foredrag om kommunikation

Hvedekorn 4/2009 er også nummeret, hvor jeg har min første optræden og debut i tidsskriftet. Jeg fik det hele øjet i fredags og var selvsagt på alle måder benovet og behumblet over at være i selskab med Louis Althusser, Eske K Mathiesen og en række funklende unge debutanter med mere end én god idé.

Min beskedne debut sker med en tipskupon ihukommende Arnold Johannes Hyacinthus Mühren.

“U 4-4-44″ hedder teksten, og den bør spilles med varsomhed, da der kræves hele fem sikre kampe. Som enhver ved, er reducerede systemer for tøsedrenge, og derfor kræves tillige en udgangsrække. Kamp 13 bør som altid spilles 1 2.

En anden glad debutant i Hvedekorn Frederik Bjerre Andersen har skrevet en fin lille ting om at være med i sit første Hvedekorn. Læs den her. Hans matrixtekst Rovhøne er i øvrigt præcis som få.

Du kan få flere korn i øjet her:

• Hvedekorn 4/2009 på Saxo.com og Williamdam.
• Hvedekorns web-site.
• Hvedekorn-redaktør Lars Bukdahls fejdende energiske Blogdahl.

Relaterede poster:

1. Digt til VM
2. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp
3. Latchford’s erindringer

Det er nemt at komme galt afsted i sit første møde med Arcade Fire. De fremstår ved første overfladiske blik som en kollektivistisk udgave af en canadisk Tønder Festival. Et første blik på tracklisten af Funeral afslører desuden, at hele fire numre hedder ”Neighborhood”. Det lugter langt væk af fortænkt alt-folk.

Men Arcade Fires Funeral er lykkeligvis alt andet end det. Albummet overrasker med sin direkte tilgængelighed. Her er melodier og musikalsk opfindsomhed til overmål. Her mødes post-punken med med folkens instrumentering. Resultatet er sine steder hjerteskærende.

Kernen i Arcade Fire er ægteparret og sangskriverne Win Butler og Régine Chassagne. De rammer en fintfølende balance, hvor der er plads til forskellige udtryk. Mest effektfuldt bliver det, når den vokale inspiration fra Pixies træder igennem og Chassagnes stemme smyger sig omkring Butlers emotionelle udladninger.

Funeral er et album om savn og tab. Tre bandmedlemmer oplevede op til udgivelsen at begrave et elsket familiemedlem. Det kan høres på pladen, som sine steder næsten er skrevet ud fra et stort barns perspektiv. Her er vi tilbage i et ”Neighborhood”, hvor flugten ligger lige for, som her i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”: ”And if the snow buries my, my neighbourhood / And if my parents are crying / then I’ll dig a tunnel / from my window to yours”.

Det er sange om savn og tab. Men også sange om håb. Visse steder er det episk og i det helt store cinemascope som hos en tidlig Springsteen. Her er elskende der flygter i natten og sørgmodige stunder i forstaden. Her er simpelthen de store medrivende historier, der bogstavelig talt spiller på alle tangenter og drives frem musikalsk. Som igen i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”, hvor Régine Chassagne er bag trommerne og formelig tæsker et crescendo frem til linierne ”Then we think of our parents, well what the hell ever happened to them?!”

Mange af sangene får sin indre logik og udviklingskurve, man bare må følge til enden. Arrangementerne er originale, og en violin kan pludselig blive forunderligt udtryksfuld. Funeral fik en stor virkning, fordi den kom, netop da ironiens tidsalder var endegyldigt forbi. Arcade Fire demonstrerede med stor tydelighed, at man godt kan skrive sange med stor følelsesmæssig klangbund uden at ende i ironisk kitsch.

Efterfølgeren Neon Bible fra 2007 var en lige så stor oplevelse som Funeral og befinder sig da også højt på listen over årtiets albums. Når Funeral lige er en tand højere oppe, og af mange regnes for årtiets definitive album, kan det skyldes at Funeral lige har de ekstra sange, der ikke sådan forsvinder uden lige. Det gælder singlen ”Rebellion (Lies)”, som hænger på en knivsæg af tvivl på sig selv, men hamres fremad hver gang, du prøver at lukke øjnene. Eller det gælder den store hymne ”Wake Up”, der uden vanskeligheder kan ses som en hymne for et helt årti med nul i hovedet:

Relaterede poster:

1. Det kan også blive for afslappet – anmeldelse af Stereophonics’ “Keep Calm and Carry On” til diskant.dk
2. Højere end solen – anmeldelse af Primal Screams “Screamadelica” på diskant.dk
3. Til modangreb – anmeldelse af Thee Attacks’ “That’s Mister Attack To You” på Diskant.dk

Det var sjovt at høre og læse reaktionerne oven på sejren mod Norge. Pludselig var mere end 55 minutters forfærdeligt spil helt forsvundet, og der var fokus på den danske vindermentalitet og evnen til at vinde tætte kampe. Meget klogt, for havde man gået tættere på det danske spil, kunne det nemt have udviklet sig til en meget ubehagelig affære.

Det er dog et uomtvisteligt faktum, at det her hold har en god evne til at vinde håndboldkampe og tage de rette beslutninger til sidst. Og de har nogle typer, der simpelthen bare vil vinde. Kasper Hvidt er her det bedste eksempel. Hans vilje og indsats var maksimal mod Norge. De danske herrer under Wilbek bygger på, at man samler på vinderhistorier. I det billede var en sejr mod Norge vigtig. Den føjes til samlingen. Det er altid nemmere at opbygge en vinderkultur, når man vinder!

Men det danske spil har generelt ikke været imponerende. Det minder faktisk meget om Kroatien, der heller ikke har spillet godt, men som alligevel er klar til de afgørende kampe. Spillet skal løftes i aften. De to hold plejer at give hinanden kamp til stregen. Sådan går det med garanti også i aften.

Kroatien er meget mere end Balic – men hvad betyder Cervars farvel?

Når Danmark møder Kroatien, handler forskræppet altid meget om den sympatiske stjerne Ivano Balic. Men Kroatien er meget mere end det, og de har oven i købet valgt at skabe yderligere dramatik op til kampen i aften.

Den kroatiske træner Lino Cervar valgte nemlig at benytte hviledagen i går til at sige op på jobbet som kroatisk landstræner med virkning lige efter EM. Hans forklaring lød næsten tøsefornærmet:
»Jeg siger hermed op som landstræner. Jeg har lige fortalt spillerne det. Jeg gider ikke mere. Der er ingen af jer, der tror på mig eller mit projekt. Så kan det sgu være lige meget. Så vil jeg ikke bruge flere kræfter på det her«, sagde Cervar.

Effekten kan være totalt kroatisk kaos. Umiddelbart var Cervars udmelding en håndbold i den danske turban. Cervar er en ualmindelig dygtig træner, der f.eks. ved OL i Beijing fuldstændig knockoutede Danmark med en overrumplende taktisk fra kampens start. Han kan som Wilbek kunsten at vinde initiativet i en kamp og hele tiden været et skridt foran sin modstander. Men hans udmeldinger i går virkede helt opgivende, og hvis han ikke er på toppen, kan det bestemt være til Danmarks fordel.

Men Cervar er en snu herre, og man kan ikke sige sig helt fri for den tanke, at den kroatiske træner kunne bruge sin situation til at sætte sit hold yderligere op til kamp. Og når han så har skaffet succes, kan han formentlig overtales til at fortsætte til OL 2012.

Selvfølgelig skal danskerne fokusere på midterforsvaret mod Kroatien. Der ligger Ivano Balic og den kæmpe stregspiller Igor Vori og skaber en masse ravage. Vi kan nok ikke helt tillade os at være alt for flade i midten mod de to. Men ved tidligere opgør har det faktisk ikke været der, vi har haft de helt store problemer. Duellen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen ser rimelig ud for Danmark.

Men Kroatien er også mere end de to i midten. Denis Buntic fra Ademar Leon har vist sig at være en giftig afløser for Metlicic, og i Domagoj Duvnjak fra HSV har kroaterne også en meget dygtig bagspiller. Han har ikke helt klubkammeraten Blazenko Lackovic’s niveau som skytte. Men selvom Lackovic er med i truppen efter en skade, er det nok Duvnjak, der er den største trussel mod Danmark.

Endelig skal vi ikke glemme målmand Mirko Alilovic fra Ademar Leon. Han stod simpelthen forrygende i Beijing mod Danmark, og er virkelig ved at udvikle sig til en klassemålmand. Han er kæmpestor, men også typen som gode danske fløje kan køre rundt med.

Alt i alt: Kroatien har indtil videre vundet knebent og med besvær. Ligesom Danmark. De har en stor vinderpsyke. Ligesom Danmark. To lige hold der vil give hinanden hård kamp.

Hold øje med:

1. Kampen i midten. Kampen mellem Balic/Vori og Nielsen/Jørgensen i midten er en nøgle til sejr. De gamle klubkammerater Jørgensen og Balic kommer ud i nogle fair men drabelige dyster i aften. Det danske midterpar har vist klassen ved EM. Nu skal de være det en gang videre.
2. Kampen i målet. Hvidt kommer formentlig til at starte inde. Hvis han nu har fundet det rette (spændings)niveau, kan han ene mand afgøre det igen. Han skal bare køre EM-finalen fra 2008 i den indre biograf. Dog har Hvidt nogle gange haft problemer med de kroatiske skytter. F.eks. i 2003 hvor Metlicic skudt Hvidt helt ned i bunden af målet.
3. Fløj- og kontraspil. Det etablerede danske angrebsspil er ikke imponerende. Derfor skal vi altså have nogle lette mål undervejs. Det betyder gode kontraspil. Men det betyder også, at hvis Kroatien dækker 5-1 med Vori eller en offensiv 3-2-1, så skal vi spille bredt ud til fløjene.
4. Det taktiske spil og initiative på banen. Cervars farvel er virkelig en joker op til kampen. Wilbek bliver virkelig udfordret i aften, så han skal have en strategi for kampen, der holder hjem. Kampen mod Kroatien er også en prøve på Wilbeks unikke evne til at tage og fastholde initiativet.

Og så skal vi i øvrigt huske, at det i aften er Lars Christiansens kamp nr. 300. En helt igennem unik dansk spiller sætter i aften en rekord, der formentlig aldrig bliver slået. Han har været udskældt (f.eks. efter VM i Tunesien), og undertegnede har været nødsaget til at rykke ud med en uforbeholden undskyldning undervejs. Han er en af de største undervejs, og hans straffekast mod Tyskland for to år siden var en forløsning af en anden verden. Endelig trådte han ud af de lange, sorte skygger. Uanset hvordan det går, har han fortjent en stor hyldest i aften. Men lad ham da endelig spille en brandkamp i aften, så han og Hvidt får vist, at ‘de gamle’ legender kan endnu.

TV2 fra kl. 20.15.

Relaterede poster:

1. En frygtelig kamp – men Danmark lever stadig ved EM 2010
2. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010
3. Endnu et klassisk opgør – optakt til Rusland mod Danmark ved EM 2010

Samtidig lavede Wilbek den sædvanlige finte mod Norge og lod deres højre fløj stå helt blank. Den lavede han helt tilbage i VM-finalen i 1997, og de har stadig ikke læst den. Så Kjelling løb lige ind i en dansk mur og tog en masse pressede skud. Og hvordan Tvedten kunne finde på at tage samme skud som i Drammen for to år siden, og tidligere i kampen, er endnu en gåde. Man får virkelig ondt af Norge.

- Se afslutningen fra norsk TV2 her

Det var en forfærdelig kamp med nervøst og dårligt spil. Havde det ikke været for Kasper Hvidt, havde vi været helt væk. Selvfølgelig startede Wilbek med ham inde. Selvfølgelig leverede han en brandkamp i direkte duel med kollegaen fra FCK. Og selvfølgelig tog han straffet til sidst. Sådan er logikken ofte i den slags kampe.

Man kan således også vende den om og sige, at denne kamp var et fornemt eksempel på tiden efter Wilbek. De spiller ikke godt, men de vinder, og der er altid spillere, der træder i karakter og vil vinde. F.eks. Thomas Mogensen, Kasper Hvidt og Mikkel Hansen. Danmark er et vinderhold, som Wilbek også konstaterede efter kampen.

Der er dog fortsat nogle ting i det danske spil, jeg simpelthen ikke forstår:

1. Hvorfor må Spellerberg ikke spille mere? Han får sat ordentlig rytme i spillet som den eneste.
2. Hvorfor sætter de ikke Mikkel Hansen bedre i scene? Han scorer jo hver gang, han kommer i fart – når han da ikke rammer indersiden af stangen.
3. Stoler Wilbek inderst inde på folk som Torsten Laen og Kasper Søndergaard? Mads Nielsen spillede en hel halvleg på højre back som boldflytter. Er det bedre end Kasper Søndergaard?
4. Har vi droppet det offensive overtalsforsvar for tid og evighed? Det kunne man håbe.
5. Er forsvaret for langt fremme og for usammenhængende? Michael V. Knudsen talte efter kampen om, at det danske forsvar havde verdesklasse. Det tror jeg nu ikke helt på. Prøven kommer mod Kroatien.

På bundlinien før ‘kvartfinalen’ mod Kroatien står:

• Vi har slået fire sløvt spillende midterhold (Østrig, Serbien, Rusland og Norge), og det har haltet undervejs.
• Vi har tabt klart til det eneste gode af turneringens hold, vi endnu har mødt (Island).
• Det har været fem kampe med mildest talt svingende præstationer.
• Vi har stadig chancen. Men skal vi i semifinalen, skal vi finde et niveau torsdag, vi endnu ikke har været på. Men Danmark har spillet dårligt før og vundet, og holdet har en formidabel evne til at løfte sig i løbet af en turnering. Som skrevet før turneringen: Jo hårdere, jo bedre. Efter en gennemført frygtelig kamp har vi stadig fine muligheder for en semifinale. Men for pokker hvor skal de spille bedre.

Trænerteamet har nu en god onsdag til at tænke sig godt om og få sammensat en ‘gameplan’, der kan dæmme op mod kroaterne. Jeg tror ikke, at Balic bliver problemet. Ham kan Lars Jørgensen kæmpe med. Udfordringen er vores angreb, som kan få store vanskeligheder med Kroatien. Bemærk også, at Kroatien altså også har en meget begavet træner og et hold med en stærk vinderpsyke. De vinder også, selvom de ikke spiller overbevisende. Gør klar til kamp i morgen aften.

Relaterede poster:

1. Kvartfinale mod de skakternede – Optakt til Kroatien mod Danmark ved EM 2010
2. Hård kamp i vente – optakt til Østrig mod Danmark ved EM 2010
3. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010

Nul i hovedet

Snart kan vi vinke et længe tiltrængt farvel til et årti, Time Magazine med stor præcision valgte at døbe ”The Decade From Hell”.

Årtiet startede med George W. Bush’s forunderlige skrivebordssejr den 7. november 2000 og sluttede reelt den 15. september 2008, da Lehmann Brothers blev erklæret konkurs. Næsten tre tusind dage som ufrivillig passager i en Porsche Cayenne på gule plader og med en turbo af hvidt pulver.

Det var årtiet med ”noget for noget” og følelsen af at blive regeret af en livsstilskonsulent fra Trekantområdet.

Det var årtiet, hvor helt almindelige lønmodtagere blev gjort til boligspekulanter, og hvor forskellige muligheder i realkreditten blev et yndet samtaleemne rundt omkring i skilsmissekøkkenerne. F1 blev pludselig et kraftfuldt afrodisiakum for verdens lykkeligste folk.

Det var årtiet, hvor store muligheder blev fejet ned af brættet. Selvfølgelig troede vi på, at Bush nok skulle omgive sig med forstandige folk. Hvor galt kan det egentlig gå? Svaret fik vi hurtigt.

10 års gensyn med 1972

Den 12. september 2001 stod verden samlet bag USA’s kamp mod den internationale terrorisme. Men på kort tid lykkedes det Bush’ dream team af en regering at kaste musketerenigheden over bord og fortsætte den første Golfkrig. Hvor der kunne have været internationalt sammenhold i kampen for frihed og demokrati, lykkedes det med fantastisk dygtighed at skabe fjender, hvor der før havde været venner.

Det var årtiet, hvor det var 1972 hele tiden, og hvor værdipolitikken og kampen mod de kloge blev en afgørende politisk ledetråd, mens det lånefinansierede opsving ramte vores økonomi og designertasker pludselig udgjorde hver kvindes inderste hemmelige drøm om lykken.

Kritik blev affejet som pladder

I Danmark havde Fogh-regeringen en historisk mulighed for at reformere det danske samfund på toppen af det enorme økonomiske opsving.. Men det blev Foghs arv at parkere nødvendige reformer hos kommissioner, som var politisk tonedøve, hvis de rent faktisk foreslog en egentlig reformkurs.

For nationalkonservative har det imidlertid været et fantastisk årti. Man har kunnet bekræfte sig selv, at vi danere befolker verdens bedste nation.

Det var årtiet, hvor der blev brugt store ressourcer på at fejre vores egen fortræffelighed og skrive adskillige kanoner til hyldest af vores kultur, alt imens verden buldrede forbi vores lille egnsmuseum.

Der har undervejs været enkelte kritiske røster. Men efter systemskiftet i 2001 har det været forholdsvis ukompliceret at feje dem til side. Efter opgøret med Klaus Rifbjerg og en fyrre år gammel hesteslagtning, kunne enhver kritik affejes som elitært humanistpladder.

Og hvis man som økonom tidligt advarede mod en lurende finansiel krise, blev man kørt ud af landet som bedrevidende mørkemand. Danmark var et fantastisk land at leve i, dansk økonomi enestående sund og snart kunne vi købe hele verden.

Og da krisen så kom med enorm forudsigelighed, fik den samme stempel som den muslimske indvandring. Også den økonomiske krise føg som ugræs over vores ubesmittede lands grænser.

På en nedkølet strand i Dubai

Det borgerlige Danmark kommer til at se tilbage på et årti, hvor man helt igennem overmatchede oppositionen, men ikke formåede at ændre Danmark i afgørende borgerlig retning. Det blev den faste samarbejdspartner, der satte dagsordenen. Økonomiske reformer blev parkeret, og nationalromantikken vandt.

Prisen kommer vi til at betale nu. Hvad der i nullerne kunne have været rettidig omhu, bliver nu blodig alvor.

Årtiet slutter derfor med maner i Dubai. Mens verden brænder omkring os, kan vi stille vores Porsche Cayenne og vandre mod vandet på en elektronisk nedkølet sandstrand. Nullerne er endelig ovre.

Relaterede poster:

1. Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken
2. Oprindalismen – debatindlæg fra Information
3. Mænd uden mod – debatindlæg fra Jylland-Posten