To nyligt offentliggjorde lydoptagelser kaster spændende lys over John F. Kennedys sidste dage i Det Hvide Hus – og på det kaos der herskede i Air Force One på vej ud af Texas. Optagelserne viser en præsident i store overvejelser over Vietnam og sit genvalg i 1964. Og med 40 minutter fra Air Force One på vej ud af Dallas får vi et rystende førstehåndsindtryk af en administration, der desperat skal finde sine ben med en dræbt præsident ombord på vej tilbage til Washington.

Først offentliggjorde The John F. Kennedy Presidential Library & Museum 45 timers lydoptagelser om Kennedys sidste uge i Det Hvide Hus. Og derefter offentliggjorde The National Archives en hengemt optagelse fra Air Force One, mens flyet er på vej væk fra Texas. Begge optagelser bringer spændende nye vinkler på Kennedys præsidentperiode og død.

Vi har generelt god viden fra mange forskellige vinkler om det umiddelbare efterspil efter mordet på John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963, og det umiddelbare kaos, der opstod, da flere forskellige myndigheder fra det lokale politi over FBI til Secret Service forsøgte at udøve sin myndighed. Ligeledes havde man den specielle situation, at vicepræsident Johnson var med i Dallas, og derfor med det samme skulle væk fra Dallas og i beskyttelse. Samtidig ville Jackie Kennedy ikke forlade Dallas uden sin afdøde mand. Resultatet blev en kaotisk afgang fra Dallas med den afdøde præsident ombord i flyet og den berømte edsaflæggelse i flyet.

Forvirringen blev ikke mindre af, at en stor del af den øvrige regering befandt sig i et fly på vej til Asien, samtidig med at man måtte orientere sig lynhurtigt og vurdere om mordet på Kennedy kunne være en optakt til et sovjetisk angreb.

Den nye lydoptagelse illustrerer dette kaos og forsøg på at orientere sig. Og for folk med hang til konspirationsteorier er det nok særlig interessant at konstatere, at general Curtis LeMay, som Kennedy var i direkte konfrontation med under Cuba-krisen, ikke er til at få fat på. Ligeledes vil det nok også vække opsigt, at filen her ikke var en del af de oprindelige optagelser, der blev offentliggjort i 1971. Se mere fra NBC herunder og hent optagelsen på The National Archives:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Men måske er de mest spændende lydoptagelser de som præsidentens bibliotek, nu har offentliggjort. Kennedy var den første præsident, der installerede optageudstyr i det ovale kontor. Og det er nogle af de optagelser, der nu kan høres. Der er tale om hele 45 timer, og kort efter offentliggørelsen samler interessen sig primært om de konsultationer og overvejelser, Kennedy gennemførte omkring Vietnam. Som beskrevet i bogen Mordet på JFK er spørgsmålet om Kennedys indstilling til Vietnam et afgørende spor for de kritikere af Warren-rapporten, der ser Kennedys mulige ønske om en tilbagetrækning fra Vietnam som et afgørende motiv til at slå ham ihjel i Dallas. Tænk bare på en vis “JFK” film!

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Hør hele optagelsen her. Og se også Kennedys nylige biograf Chris Matthews give sin udlægning af drøftelserne om Vietnam:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Torsdag den 18. januar 2012 medvirkede jeg i Radio24syv programmet Iben & Mødregruppen.

Hele dagens udsendelse handlede om familien, og jeg prøvede at fortælle lidt om familien som dynasti i form af Kennedy-familien med patriarken Joe Kennedy for enden af det store middagsbord.

Jeg fik undervejs lyst til at også at nævne Ted Kennedy, der med tre døde storebrødre i sidste ende blev den nye patriark, der som senator ændrede USA og som familiemenneske gik til skoleafslutninger for de mange fædreløse børn i familien.

Men Joe Kennedy er jo næsten sindbilledet på patriarken, der bruger forretningslivet, politik og sin familie til at smadre sig frem i det amerikanske samfund. Måske skal man til at stille nogle større krav til sine børn?

Du kan høre udsendelsen her.
Kennedy-indslaget er omkring 27:25 i time to.

Læs mere om bogen Mordet på JFK her.

Nu kommer bogen “Jacqueline Kennedy: Historic Conversations on Life with John F. Kennedy” baseret på Jacqueline Kennedys samtaler med den kendte amerikanske historiker Arthur Schlesinger junior, som har ligget gemt væk i Kennedy-biblioteket i Boston.

Jacqueline Kennedy ønskede at de skulle hemmeligholdes i 50 år efter hendes død, men Caroline Kennedy har nu givet grønt lys for deres udgivelse i form af bogen “Jacqueline Kennedy: Historic Conversations on Life with John F. Kennedy” med tilhørende dokumentar etc. på ABC:

Se meget mere hos ABC News her.

Bogen lader til at give flere åbenhjertige og interessante vinkler på livet med John Fitzgerald Kennedy før og under tiden i Det Hvide Hus. Der var allerede for et stykke tid siden historien om, at hun kort efter mordet i Dallas troede, at Johnson stod bag mordet på hendes mand. Og at dømme efter foromtalen får vi med samtalerne et lidt uvant og meget direkte blik ind i hverdagen og i livet stort som småt med JFK.

Af alle de mange udgivelser om Kennedy-familien virker denne faktisk som en af de mere interessante. I stedet for de mange sladderhistorier får vi det her fra en førstehåndskilde. Bliver spændende at læse.

Den ellers lidt tilbagetrukne Caroline Kennedy var i sidste uge hos Jon Stewart for at fortælle om bogen og sin mor:

Bogen “Mordet på JFK – 40 år efter” har i et stykke tid været udsolgt fra Det Schønbergske Forlag. Men hvis man gerne vil have endnu mere om “historien der ikke ville dø”, er der godt nyt.

Jeg har netop indgået en ny aftale med Det Schønbergske Forlag om en ny udgivelse af en bog, der skal være klar til 50-året for mordet i 2013. Det vil blive en bog, der er skarpere, mere præcis og som vil opdatere læseren med de sidste ti års udvikling i sagen.

I dette lille lukkede forum kan det godt ‘afsløres’, at “Mordet på JFK – 40 år efter” i 2003 blev til under et vist tidspres. Denne gang er der god tid til at få materialet skrevet igennem, så fremstillingen bliver endnu skarpere.

Vær med

Og når der er bedre tid, giver det også plads til, at mange af de gode pointer, spørgsmål og vinkler jeg i tidens løb har fået fra læsere og andre meget vidende folk på området kan tænkes ind i den nye bog.

Så send endelig forslag og kommentarer ind. Skriv kort og godt en kommentar her nederst på siden. Så samler vi det hele på dette sted undervejs.

Læs mere Mordet på JFK her. På forhånd mange tak. Jeg glæder mig meget til at gå i gang med arbejdet.

Med venlig hilsen,
Thomas Ladegaard

“We are still screaming”.

De står der på vejen Win Butler og Régine Chassagne, mens de ser “the kids” køre forbi ude i forstæderne. Himlen er blå, og blodet rødt. Alt sammen en del af den nye video til sangen “The Suburbs” instrueret af Spike Jonze.

Nu kommer alle de billeder i et endnu større format i form af kortfilmen “Scenes from The Suburbs” af ca. 30 minutters længde.

Filmen er inspireret af albummet “The Suburbs“, og skrevet af Spike Jonze og Arcade Fire brødrene Will og Win Butler.
Traileren til filmen er her allerede, og kunne indikere at vi får forstæderne at se fra en nogenlunde voldsom side:

Og mens man ser på forstæderne (igen) kan man bare sidde og glæde sig til at se Arcade Fire dybt ude i forstæderne til august.

Du kan se eller gense slides lige her:

Læs også tidligere artikel på Kommunikationsforum om nye medier i en valgkamp.

På et særligt tidspunkt i mit liv opdagede jeg et par plader nede på biblioteket, der mildest talt så anderledes ud ved siden af alle de øvrige ubehageligheder fra omkring 1980. De plader tog jeg med hjem. Og for en gangs skyld ramte jeg plet. For en gangs skyld kom der noget med hjem på værelset, som pegede ud og væk, og som stadig er der.

Det var lydene. De havde ikke været der før. Kraftwerk kørte med bil i Tyskland og med tog igennem Europa. Og foregreb på den vej en hel del af den sidste del af det 20. århundrede.

Det første hovedværk var “Autobahn”, der helt svimlende er tilbage fra 1974.

Når man hører titelnummeret er det meget svært at fatte, at nummeret er 37 år gammelt. Der flyder en helt særegen musikhistorie ud fra de toner og fra linierne “Fahren fahren fahren auf der Autobahn” som en direkte tyske reference til Beach Boys:

Alene det at tonerne kom fra Düsseldorf, gav Kraftwerk et særligt udtryk. Florian Schneider og Ralf Hütter var en del “Krautrock” bølgen i starten af 70′erne med Neu!, Can og Tangerine Dream.

Men V2 Schneider og Hütter fandt i deres Kling Kling studie en banebrydende stil, der rakte lagt ud over Rhinens favntag.

Kraftwerk skabte en centraleuropæisk lyd langt fra rockens blues-rødder og bomuldsmarkerne i det sydlige USA. Kraftwerk havde en anden historie. For dem handlede det ikke om at reproducere engelske og amerikanske bands. Hos Kraftwerk levede Cage og Stockhausen og en europæisk ånd hvilede over deres projekt. Hos Kraftwerk sad Marlene Dietrich med i toget på vejen mod suset i Paris. Kraftwerk er et æstetisk udtryk uden sidestykke i musikhistorien.

For mig var det især “Trans-Europe Express” fra 1977, der satte sig på min unge bevidsthed. Min mor og hendes venner påstod, at de en gang havde danset til den og “Masselinien”. Jeg tvivler.

Efter “Trans-Europe Express” gik der lidt for meget robot i den. Gruppen scorede sit største singlehit med “The Model”. Men for mig er de stærkest i midten af 70′erne, før der gik for meget computer i det og gruppen arbejdede med at opløse skellet mellem menneske og maskine. De er bedst som de mennesker, der i et stort innovativt spring trak musikhistorien i en helt ny retning.

Generationsopgør.

Der er gået gammel, bredskygget hat i den danske kulturdebat. Måske er det ikke noget nyt. Men efterhånden som en generation af kunstnere mister status – og ikke mindst relevans – er det blevet så skingert, at vi er nødsaget til at foreslå et par enkle forholdsregler.

Hele verden kan stå i flammer, men ingen skal tage pindemadderne for vores hjemlige kulturborgerskab i bedstemoralderen. Ingen skal anfægte deres billede af sig selv som frække, progressive revsere. Og hvis man gør det, kan man være sikker på, at blive rubriceret som reaktionær flipproletar. Sådan hænger verden selvsagt sammen.

Desværre er det tredive år siden, denne gruppe mennesker havde noget afgørende på hjerte. Det er smerteligt for os alle, når tiden løber fra os, og ingen gider lytte mere. Men så kan man jo altid prøve med et par skingre slag i pindemadderne, ikke?

Så hvis man formaster sig til at tvivle på, at dansk dramatik har været så pokkers nyskabende og provokerende i de sidste tyve år, skal man selvfølgelig have slynget i hovedet, at ens argumenter er ”en Goebbels værdig”. Sådan skriver en ældre kvinde, der engang betød noget.

Men når man slår sig på brystet og råber ”Se mig, jeg er fræk og provokerende”, er der en pæn stor chance for, at man ikke er det.

Og hvis man tillader sig at agere litterær drillepind på et dansk dagblad, skal man selvfølgelig have lovning på tæsk af den stovte rytter Kilroy fra hans hytte i Thailand. Det manglede da bare.

Vi har at gøre med en generation af kulturpersonligheder, der engang havde noget vigtigt at sige til verden, men som nu kun blæser i fortidens basun. Og det lyder hverken godt eller præcist. Bare skingert.

Alligevel snublede jeg med glæde ind i dette billede fra London i december.

Med Hatful of Hallow er der måske alligevel et eller andet at komme efter?

Se hele billedrapportagen her og læs også det seneste Mojo i anledning af 25-året for The Queen is Dead.

Danmark har netop bragt sig foran i VM-finalens omkamp mod Frankrig. Kan du spotte de to franskmænd på billedet her?

Vinderen af denne quiz kan nyde noget rødt drikkelse fra Chateau Caix.

De har spillet otte kampe ved VM. Og de har vundet dem alle. Undervejs har de spillet fremragende håndbold, og i en turnering hvor store hold fejler, har Danmark vist vejen med hurtigt og opfindsomt angrebsspil. Forude venter turneringens to stærkeste hold i Spanien og Frankrig. Der er kun to kampe til en triumf – men lang vej endnu.

VM i håndbold i Sverige har indtil demonstreret, at danske hold bare er bedst, når turneringerne afvikles i Sverige fra 1967 og frem. De otte kampe i Malmö har uden at overdrive været en håndboldfest. Masser af tilskuere, god håndbold og lutter danske sejre. De mange tilskuere har helt uden tvivl fået det danske hold til at præstere over evne.

I optakten til VM var vi inde på, at det danske angreb var rigtig godt, men at den danske defensiv og målmændene i særdelseshed kunne blive et problem. Dét billede har måske holdt sig i angrebet, men det danske forsvar har overrasket positivt, og Niklas Landin har særlig i de sidste to kampe været helt formidabel. Hans udstråling har været fascinerende at følge. Der står “I kommer ikke forbi mig” skrevet i hans ansigt.

Forude venter et imponerende spansk hold, der i lighed med Danmark har overrasket positivt. De har begået den genistreg, at holde Barcelona-stjernen Iker Romero mest muligt på bænken. Han skyder primært et knaldhårdt straffe for dem. Og det gør han godt. Romero har scoret på 24 ud af 28 straffer. Det er en noget andet træfsikkerhed, end når han er i det ordinære angrebsspil.

I stedet for Romeros individuelle stil har de fundet ind i en mere kollektiv stil, der gør dem langt farligere. Rutinerede Alberto Entrerrios virker svært velspillende med sin kværnende fysik. Sammen med stregspiller Julen Aguinagalde har de fundet en spillestil, det er svært at dæmme op for. Aguinagalde har scoret 23 mål og tilkømpet sig mange straffekast. Han står ret stille, men hans store fysik vrider forsvar fra hinanden. Og så dækker Spanien altså godt og bevægeligt op foran to målmænd i absolut verdensklasse. Det giver mange kontramål fra to gode fløje. Den nationaliserede Arpad Sterbik har en redningsprocent på 37% og Jose Hombrados har en på 38%. Det svarer til de danske målmænd, men de to spaniere virker en kende skarpere, og Sterbik har den ubehagelige evne at kunne lukke helt ned i målet. Se alle statistikker her.

Danmark har før spillet mod Spanien i en semifinale og tabt. I 2006 tabte Danmark nemlig EM-semifinalen til Spanien. Og det var netop et nederlag mod den spanske fysik – og en skarp Iker Romero, der drønede bolden i kassen bag Kasper Hvidt midt på den danske banehalvdel.

Men der er sket meget med begge hold siden. Og det har dansk fordel. Vi har bl.a. fået en decideret verdensstjerne med på holdet. Mikkel Hansen har nu scoret 49 ‘rene’ mål ved VM, og kan være på vej til at blive den første danske topscorer ved et VM siden Mogens Olsen i 1958. Og sådan som Mikkel har spillet ved dette VM, skal vi også tilbage til Mogens Olsen og Jørgen Petersen for at finde tilsvarende individuelle præstationer på et dansk herrehold.

Mikkel Hansen har ført an i et dansk angrebsspil, der ikke er set bedre i årevis. Det angrebsspil har uden tvivl været VM’s store positive overraskelse. Det går hurtigt, det er opfindsomt, og det er svært effektivt. Det danske hold skal løbe, løbe og løbe. Hurtig midte, kontraløb og pres på modstanderne i alle faser. Det danske hold har mange strenge at spille på, og vi er svære at lægge taktik imod. Nøglen er at spille hurtigt og brede spillet ud, så de store forsvarsspillere ikke kan nå os. Og det er en fornøjelse at se, hvordan de fremragende danske fløje er blevet iscenesat optimalt.

I fredagens semifinale vil nøglen for Danmark være, hvordan vi kan iscenesætte angrebsspillet under maksimalt pres. Og så skal Landin og midterforsvaret igen vise sit værd mod nogle stærke spaniere. Det skal bl.a. blive interessant at se, om Wilbek hiver Michael Knudsen over for at dække Entrerrios.

Og hvor Danmark angrebsmæssigt har været en stor positiv oplevelse, er der en række hold, der må drage fra Sverige med store skuffelser i baggagen. Det gælder ikke mindst for Tyskland, der stillede op med alle stjernerne, men måtte forlade VM helt ude i mørket. Det må få konsekvenser. Ikke mindst fordi tyskerne udmærkede sig ved præcist det modsatte af Danmark; tungt, langsomt og uopfindsomt spil. På den måde markerer dette VM et skift i pendulet væk fra det skuespiller Mads Mikkelsen kaldte “gammelmandshåndbold” og i retning af en mere dynamisk spillestil. Det er slet ikke så dårligt, og den kan de så tygge på indtil videre i Tyskland, Kroatien, Island og i Frank Løkes Norge.

Og før vi går helt i selvsving med de danske medier, skal vi huske på, at Danmark ikke har været i en VM-finale siden 1967. Men siden 1967 er der jo gået meget mere dårlig disco og klappølse i den:

Mere fra VM 2011 her.

Det var en af de helt store VM-matcher, Danmark vandt i går. En fremragende håndboldkamp viste potentialet i Wilbeks unge hold. Højt tempo, store individuelle præstationer og stort initiativ fra det danske hold. Det var en af de store sejre. Nu venter mellerunden mod tre hold, som Danmark kan slå på hjemmebanen i Malmö Arena. Meeen: Der er lang vej endnu.

Det var en decideret håndboldoplevelse, seere og tilskuere fik i går. To gode hold med store individualister tørnede sammen i arenaen i Malmö og viste hvor smukt og medrivende håndbold kan være. Men denne gang var det et ungt dansk hold, der tog og fastholdet initiativet godt hjulet på vej af tusindvis af danske tilskuere. Muligvis en af dansk håndbolds største festaftener.

Sidste år var det Kroatiens træner Cervar, der drev gæk med danskerne og med en evigt skiftende forsvarstaktik tog og fastholdt momentum hele kampen igennem. I går var det Danmark, der var oven på. Det afgørende moment indtraf lige efter pausen. Kroaterne førte med et mål, og i deres første angreb blev René Toft udvist. Det kunne blive tidspunktet, hvor kroaterne kunne løbe fra med to-tre mål. I stedet scorede Danmark to gange og bragte sig foran. Dér fik holdet hele arenaen med sig. Dér skiftede kampen, da Balic fyrede to slatne skud af, blev udskiftet og holdt på bænken resten af kampen. Dér fløj Danmark forbi kroaterne.

Det danske holds styrker og svagheder blev i den grad udstillet i går. Vores angreb er ikke set bedre siden 2006 – måske endnu længere tilbage. Med Mikkel Hansen har vi nu en stjerne, som de andre hold må og skal forholde sig til. Det gør, at Kasper Søndergaard får meget mere plads og kan komme løbende ind i de huller på ydersiden, der kommer, når Hansen laver sit tryk. I går fik det sit smukkeste udtryk. Og så var Søndergaard simpelthen outstanding. I den anden ende blev vore svagheder også udstillet. De danske keepere har nu slutrundens laveste redningsprocent. Den er helt nede på 20. Godt nok var de bedre end kroaternes keepere. Men de to målmænd skal oppe deres niveau, når det nu for alvor spidser til.

Kroaternes snak om at “skandinaverne ødelægger håndbold” og tanken om at nedlægge protest mod afviklingen af første halvleg var i øvrigt et uværdigt efterspil på matchen. Men at kroaterne følte sig en smule forfulgt i arenaen, kan man godt sætte sig ind i. Der var en helt igennem skræmmende dansk tilstedeværelse i Malmö. Det er håndbold i arenaen med alt hvad det indebærer af god logistik, klappølser og “put your hands in the air”. I momenter er det for meget. Men håndbold på det niveau er en stor publikumsoplevelse og dj-skuflen forstod klogeligt at nedtone sig, efterhånden som momemtum indfandt sig helt naturligt i anden halvleg.

Forlydender fredag går på, at der nu er udsolgt i arenaen, og også at antallet af danskerne vil falde. Det betyder f.eks. at tirsdagens opgør mod Sverige vel er en 50/50 affære. Men det er stadig en hjemmebane, der vil noget.

Polen, Argentina og Sverige på vej mod en semifinale

Og nu venter så Polen, Argentina og Sverige. Kan vi slå dem? Ja, hvis Danmark fortsætter angrebsspillet fra i går og Landin får et par redninger mere, er det alle tre hold, som vi kan slå. Og vi behøver altså blot tre point for at nå en sikker semifinale.

Kan vi tabe til dem? Ja, det kan vi sagtens. Vær forvisset om at en fyr som Bogdan Wenta ikke har planer om at Mikkel Hansen skal score ti gange mod ham. Vi skal indstille os på, at de andre hold begynder at lære os at kende. Og vi skal nok også regne med, at det fysiske overskud, vi har haft mod de to Balkan-hold, ikke bliver så udtalt mod Polen og Sverige. Men vi skal blive ved med at lægge stort pres på dem med hurtig midte og kontraer på hver eneste mulighed.

Vi har tidligere taget fat om Polen i artiklen “Tre klassiske kampe mod Polen. Men efter semifinalen for fire år siden, er det os, der har revanche til gode.

Det bliver alt i alt tre hårde opgør. Polen 2011 er dog ikke Polen 2007. Ja, det er nogenlunde de samme spillere, men de er ikke så skarpe som for fire år siden. Men de har for det første en målmand i Sczmal, som tager med hænder og ikke mindst fødder. Og så er der stadig de to store og hårdtskydende backer Bielecki og Leijewski, som sagtens kan komme til at skyde Landin/Rasmussen ud af arenaen. Dem skal vi have fat i. Men holdet er mere smalt end for fire år siden.

Polen, Argentina og Sverige er mere fysisk betonede hold, som får en del udvisninger. Argentina har haft hele 27 udvisninger i turneringen. Det betyder, at vi skal holde fast i et godt overtalsspil. Boesens centerkryds til Mikkel hansen har vist sig at være en god åbning, som ofte giver godt skud til Mikkel eller et pres mod højre. Og derude har majestæten og hans lærling vist sig yderst træfsikre.

Forvent nogle tætte, hårde kampe – også mod Argentina. Det danske hold er rigtig godt på vej i en gruppe, hvor mange hold formentlig vil slå hinanden på kryds og tværs. Kroaterne er ikke færdige, og skal kæmpe op mod mindst en syvendeplads. Danmark står med gode kort på hånden og kan øjne en semifinale i arenaen. Nu gælder det om at ride videre på bølgen.

True Sport

Og efter sådan en aften i Malmö Arena blev jeg mødt af denne besked ved udgangen. Den torsdag aften var budskabet mere sandt en nogensinde:

Mere fra VM 2011 her.

Det var matchen, der skulle give svar på, hvor Danmark står – ikke mindst oven på Thomas Mogensens ærgerlige exit. Og svaret var klart og entydigt: Det danske hold spillede en fremragende kamp. Efter tre kampe står holdet godt rustet til det videre forløb. Men forude venter en irriterende kamp mod Algeriet og en veritabel finale mod Kroatien.

Kampen mod Serbien skulle vise, hvor det danske hold egentlig stod. Og resultatet var overraskende positivt – specielt efter Thomas Mogensens exit. Kampen viste, at det danske hold simpelthen er en tand bedre end hold som Serbien, selvom serberne kommer med klassespillere. Det var en af den slags sejre, som simpelthen gav løfter om mere.

Mikkel Hansen var selvfølgelig outstanding. Mange mål, få forsøg og adskillige assists. Hans afsluttende mål må stå som billedet for dén kamp. Og så var der lige Rasmus Lauge. Da han kom ind, løftede Malmö Arena sig. Og femten sekunder senere havde han sat den ind. Sådan. I Mikkel Hansen og Rasmus Lauge har vi vist en duo, der sammen med Landin kan agere stamme mange år fremover.

Wilbek kan nu øjne en semifinale. Måske lidt tidligt. Men går vi ud fra, at Danmark kan slå Algeriet og Argentina, så skal vi ‘bare’ vinde to ud af de tre kampe mod Kroatien, Polen og Sverige. Det er indenfor mulighedernes grænser, selvom spillet skal yderligere op i niveau, før de muligheder kan realiseres. Ikke mindst skal forsvaret og målmændene lægge yderligere til.

Mit bud er fortsat, at kampen mod Algeriet bliver overraskende vanskelig. Deres ‘kebab-forsvar’ er hamrende irriterende. Simpelthen. Så det bliver rodet, grimt og pisseirriterende. Men deres angreb er ringe, så der skal løbes kontra, kontra, kontra. Så må det smukke spil vente til torsdagens kamp mod Kroatien. Og det er bestemt ikke umuligt, at kroaterne der får sig en forskrækkkelse. De plejer at have ét udfald i enhver turnering. Det kan da passende komme mod Danmark?

Mere fra VM 2011 her.

Danmark er indtil videre kommet fint fra start ved VM i Sverige. Vi scorer mange mål og spiller i højt tempo. Men først i aften begynder VM for alvor. I kampen for en mulig semifinale er kampen mod Serbien i aften noget af en nøglekamp. I aften får vi et fingerpeg om, hvor det danske hold reelt står. Umiddelbart en kamp, der måske kommer til at minde om kampen mod Rumænien – men med endnu større tryk på midterforsvaret.

Det danske VM-hold er vågnet op til mandagen med den triste nyhed om at Thomas Mogensen er færdig ved VM. Rasmus Lauge er allerede indkaldt som gardering for en ellers storspillende Mogensen. Og selvom det er en god nyhed, at Lauge er med, så er nyheden om Thomas Mogensens exit et kæmpe minus for Danmark. Han viste i går, præcis hvad der skal til mod de lidt tungere østeuropæiske nationer.

Så nu er danskerne for alvor under pres i en kamp, der for vil give et fingerpeg på hvor holdet står. Det foreløbige indtryk er positivt. Vi har spillet med fint tempo, fløjene har alle fire vist store kvaliteter, og der er stadig masser at give af for f.eks. Mikkel Hansen og de to målmænd. Og så er der jo også Lasse Boesen med en del skud, men langt fra målet i 2008. I aften skal holdet træde sammen og træde i karakter mod Serbien. Måske en udmærket lejlighed til at vise, hvad man står for.

Serbien bliver ofte karakteriseret som nogle labile håndboldgangstere. Det er også dejlig nemt. Og når man skal spille mod Serbien, handler det ofte om, at det bliver “fysisk”. Sandheden er imidlertid snarere, at Serbien repræsenterer en del af den berømmelige jugoslaviske håndboldskole, og at de efter flere år med manglende resultater nu har samlet en slagkraftig enhed, der vil volde de fleste problemer. Som trænerne har de haft en perlerække af stjerner fra 1986-holdet fra Vujovic over Cvektovic og nu til Vukovic. Dog tyder noget på, at sidstnævnte måske har fået sat lidt mere styr på spillet og individualisterne.

Men for Serbien handler stadig om et stærkt skydende bagkæde og stort pres ind mod den danske midte. De har flere hårdtskydende backer at veksle imellem, men virker umiddelbart lidt svagere i det defensive, hvor tabet af målmand Árpád Sterbik til Spanien er et stort handicap. Det kunne tyde på en kamp med mange mål igen, og hvor danskerne skal ud og løbe med serberne, som de løb med Rumænien i anden halvleg. Det kan nemt blive en genudsendelse af kampen mod Rumænien.

Men serberne har mere kvalitet. En af de store profiler er Momir Ilic fra Kiel, som altid kommer med stort tryk, og som også har et fint blik for stregen. I det helt store billede er Serbien imidlertid et hold, Danmark skal slå. Får vi to point mod dem, står vi pludselig ganske stabilt på vej ind i mellemrunden og kan være på vej mod en spændende gruppefinale mod Kroatien.

På den baggrund er det i aften, at Danmark virkelig kommer på en hård prøve. Og med Mogensen ude er Wilbek igen tvunget til at vise sit format mod et godt hold. Nu begynder VM for alvor.
TV2 fra kl. 20.00.

Mere fra VM 2011 her.

Det er igen koldt, mørkt og trist i januar. Men lyset i mørket behøver endnu en gang ikke være et modkørende tog. I januar kommer håndboldens tog nemlig fræsende, og der er lys på alle kanaler. Den 13. januar går det løs med VM i Sverige, og der er lagt op til et af de mest åbne verdensmesterskaber nogensinde. Frankrig kæmper med skader, og holdene efter de franske kæmper og forfølgeren Kroatien virker meget lige. Det danske hold får en stor hjemmebane i Malmö og har en god lodtrækning. Men den danske defensiv fremstår skrøbelig, og vi har endnu til gode at se den blive maksimalt udfordret. Og så er der lige ham der Mikkel Hansen.

Da jeg voksede op, lå VM i håndbold omkring februar/marts, og det fandt kun sted hvert fjerde år. Og man kunne samtidig altid glæde sig til at se, hvad de forskellige hold nu havde gravet frem. Det var f.eks. altid en fornøjelse i sig selv at opdage, hvad russerne nu havde fundet på. Eller om Jugoslavien kom med nye boldspillende enere. Nu er Jugoslavien sprængt til atomer og Rusland klarede slet ikke kvalifikationen til VM efter et sammlet nederlag på et mål til en af VM-historiens store nationer Rumænien. Som så meget andet er også håndbolden blevet mere transparent, og der er ikke så mange overraskelser længere.

På fredag den 14. januar indleder Danmark det, som forhåbentlig bliver en lang turnering i Malmö. I den nye arena er der plads til hele 13.700 tilskuere, og dermed giver den sydlige udkantsby seriøst baghjul til hovedstaden hvis globe slet ikke er i spil til dette VM. Det er blevet arenaernes tid, og det er vel ikke urealistisk at forvente, at Malmös arena kan udvikle sig en smule i retning af jubelarenaerne i december. Da Danmark spillede EM i Sverige i 2002, udviklede den lille Idrottens Hus i Helsingborg sig hurtigt til en dansk hule. Denne gang får det danske formentlig en imponerende hjemmebane i Malmö, hvor vi vist godt allerede nu kan se frem til et brag mellem Danmark og Sverige.

Vi er i den mest attraktive halvdel – men der venter hårde østeuropæiske opgør

Men først skal Danmark indlede i Gruppe C mod Australien fredag aften til rigtig TV2-tid kl. 20.15. Det må vist siges at være en start i den bløde ende. Men derfra går det løs for alvor med Rumænien, Serbien, Algeriet og Kroatien i en halvdel, hvor også Polen venter senere sammen med Sverige.

Det må forventes, at Danmark går over i mellemrunden sammen med Serbien og Kroatien. Danmark skal kunne slå både Rumænien, Algeriet og Serbien, hvis holdet vil noget som helst ved VM. Egentlig er jeg mest nervøs for kampen mod Algeriet. De nordafrikanske hold har ved flere lejligheder vist sig at være skrækmodstandere for Danmark. De formår at slå holdets rytme i stykker, og det er sket adskillige gange fra 1986 og senest ved OL.

Da Ulrik Wilbek kom til som landstræner var hans erklærede mål at skabe stabilitet i de danske herrer præstationer. Det kom efter de meget svingende præstationer mellem 2002 og 2005. Wilbek har haft som mål, at Danmark altid skal blive mellem de otte bedste. Det løfte har han holdt, og målsætningen har vist sig at være meget virkningsfuld; ind imellem kan man jo også godt blive bedre end nr. 8.

Denne gang har Wilbek forsøgt at styre forventningerne, sådan nogenlunde, ved at slå fast, at “Vi kan blive alt fra 1 til 10″ . Den udmelding er jo dejligt bred (og så har vi slet ikke nævnt Erik Veje Rasmussens berømte målsætning fra 1986 om at blive “mellem nr. 1″. Men den er også afleveret med Wilbeks vanlige præcision. For det er virkelig rigtigt, at VM på den ene side fremstår meget åbent uden helt klare favoritter, samtidig med at det danske hold både har gode muligheder men samtidig står overfor svære opgaver.

Det kan slet ikke nægtes, at Danmarks turneringshalvdel er klart den mest attraktive af de to halvdele. Ikke mindst er vi langt væk fra den virkelige “Dødens Gruppe A” med Frankrig, Spanien, Tyskland, Tunesien og Egypten. Stakkels Bahrain at være i det selskab! I vores halvdel regerer ikke mindst Kroatien, og vi krydser over med Polen og Sverige. Det virker fornuftigt på alle måder – og kunne pege i retning af en decideret kvartfinale mod Sverige.

Der er gjort meget ud af skaderne på det franske hold. Narcisse er ude, men Frankrig er så meget mere, og de er så sandelig et turneringshold. Jeg vil godt vædde på, at de taber en eller måske to kampe undervejs. Men når der spilles semifinaler i Malmö skal de nok være der. Sammen tager de enten Spanien, Island eller Tyskland. Det bliver knivskarpt i den halvdel.

I vores halvdel ser det lidt nemmere ud. Nøglekampen må blive den mod Serbien. Den skal vindes. Vi kender serberne og det tryk, de vil lægge på vores midterzone. En af de store profiler er Momir Ilic fra Kiel, som altid kommer med stort tryk, og som også har et fint blik for stregen. Men der er også Ivan Lapcevic, Ivan Stankovic og Aleksandar Stojanovic at tage hensyn til. Serberne har i øvrigt foretaget endnu et skifte på trænsersiden og fortsætter med at finde de gamle stjerne frem. Denne gang er det Veselin Vukovic, der står i spidsen for holdet. En kantet g hård spiller, der muligvis har lagt endnu et lag disciplin på det serbiske hold. Mødet med ham bliver afgørende for Danmark. Men hvis det danske hold mangler lidt motivation, kan de jo altid mindes denne her:

Danske spørgsmåltegn – og Mikkel Hansen

Jeg har altid hævdet, at det danske hold spillede bedre under Torben Winther men vandt mere under Ulrik Wilbek. Det er muligvis ude på forenklingens overdrev og Wilbek har vænnet sig til at komme hjem fra slutrunder uden medaljer. Lige nu fungerer det danske angrebsspil imidlertid fremragende. Der er ligpesom vendt op og ned på det hele i forhold til guldet i 2008: Angrebet er godt, forsvaret usikkert. Den opskrift plejer ikke at vinde mange titler, selvom det kan være godt at se på. Derfor er der flere alvorlige spørgsmål, der kommer til at afgøre det for Danmark:

1. Skader og ældre nøglespillereDen store generation, der toppede med EM-guldet i 2008, er løbende blevet udskiftet og har valgt at stoppe. Guderne skal vide at Lars Jørgensen og Kasper Hvidt er savnede, men alderen trykker hos dele af den danske trup. Michael Knudsens mange hårde slåskampe på stregen har for alvor sat sig sine spor på hans krop, Kasper Nielsen var god i 2008, men har også døjet med skader. I det hele taget virker nogle af de ældre kræfter for Danmark sårede og lagt fra den optimale form.
2. Det vaklende forsvar. Wilbeks største bekymring er ubetinget forsvaret. Vi har ikke længere en oplagt fire-kæde i midten, som bare kværner derudaf. Slet ikke. Rene Toft og Kasper Nielsen har potentiale, og flere af spillerne har udviklet deres defensive radius. Men på allerhøjeste niveau er der grund til virkelig bekymring. For nogle år siden kunne Lars Jørgensen nogenlunde kontrollere en spiller som Balic. Man kan kun frygte, hvad der vil ske for det danske forsvar, når de møder de helt store drenge.
3. Målmandsposten er et problem. Det må ikke være nemt at være Niklas Landin. Han er måske et af Danmarks største målmandstalenter nogensinde. Men han får godt nok ikke meget tid til at udvikle sig. Denne gang står han og Søren Rasmussen med et enormt ansvar. Koldt vurderet er det en enorm svækkelse af Danmarks chancer, at vi ikke kan kalde på Kasper Hvidt, der så sent som i december, viste umådelig høj klasse for AG. På den anden side får Landin og Rasmussen nu virkelig ansvar og mulighed. De er dog meget svingende og har et lavt bundniveau. Men står de på toppen foran 8.000 danskere, kan de løfte det danske hold til store højder. Det er virkelig et af de store danske spørgsmålstegn.
4. Mikkel Hansen som frelser?. Efter Mikkel Hansen hjemkomst til dansk håndbold er hans næsten trådt ind i frelser-lignende rolle. TV2 spørger: Hvornår er Mikkel verdens bedste? Jeg har set håndbold i alt for mange år og kan ikke mindes at have set en arm som Mikkels. Når han bliver spillet op, scorer han næsten hver gang. De danske playmakere skal finde opskriften til at få spillet ham god og i fart. Men selv ikke Mikkel Hansen er en frelsende engel, og holdet må ikke lure sig selv ind i en tro på, at han kan ordne det hele. Vi skal passe på ikke at ende som Norge, hvor Kjelling altid får bolden, når det brænder på. Det bliver forkrampet og forudsideligt. Vi skal stadig huske, at alle fire danske fløje har høj klasse og at vi med Nøddesbo har en streg i verdensklasse.

Når alt dette er sagt og spekuleret, kan vi i sidste ende skære det hele ud i pap. I sidste ende er der én og kun én nøgle til dansk succes:

De danske målmænd og midterforsvaret SKAL præstere på meget højt niveau. Det kan ikke siges nok. Skal man vinde titler er det storspil nødvendigt. Målmændenes redningsprocent bliver et afgørende pejlemærke. Det er ud fra det fundament, at vi også får alle de ‘nemme’ mål på kontro, som vi er afhængige af.

Det er ikke originalt at udpege målmænd og forsvar som nøglen til succes. Men det er der, Danmark skal vinde. I slutrunderne falder scoringsprocenterne altid voldsomt, pga. intensiteten og det hårde fysiske arbejde. Så når alt kommer alt, kan det hele (hver gang) koges ned til denne enkle iagttagelse: Virker den danske defensiv, kan holdet gå hele vejen.

Konklusioner og forudsigelser

Men at komme dertil bliver absolut ikke nemt. Og som altid står Kroatien, Frankrig og Tyskland til at blive de værste konkurrenter. De olympiske mestre fra Frankrig har været uovervindelige, men kan måske røres denne gang?

Det vil være oplagt at udpege to semifinaler, der hedder Frankrig-Polen og Kroatien-Tyskland. Men helt så enkelt går det sjældent. Fra vores halvdel kan Danmark og Sverige bestemt blande sig med Kroatien, selvom både svenskerne og os virker skrøbelige. Og i den anden halvdel er der hold som Island (med den unge Aron Palmarsson) og Spanien, der vil give alle hold kamp til stregen. Et frækt bud til et højt odds kunne være Island som en uventet verdensmester. Men det ender nok med det ny-klassiske opgør mellem Kroatien og Frankrig i finalen den 30. januar i Malmö Arena.

Konklusion: Det bliver svært men ikke umuligt for danskerne at slå sig igennem til semifinalerne. Et realistisk mål er at blive nr. 7, så der er kvalifikation til OL i sigte. Optimisten vil fremhæve 8.000 danskere, der får Landrin til at flyve til himmels i Malmö. Det bliver tæt, intenst og formentlig meget seværdigt. Og jeg kan overhovedet ikke vente. Lys i januar igen. Og så er der ham der den unge mand med armen. Det er 41 år siden Danmark havde en topscorer ved et VM:

Mere fra VM 2011 her.

Det er på denne tid af året, hvor ikke så få mennesker får et jaget, melankolsk blik i øjnene. Julen er overstået, glögg’en og julefedtet fortæret og pludselig skal der gøres status over det forgangne år, og pludselig skal der ses frem til et nyt år, og går det egentlig ok, og hvad med det nye år, og har du egentlig nogle målsætninger for det nye år, hvad er dine forventinger/fortsætte/fortsættelser, og kan vi ikke bare tage det roligt, men hvem holder egentlig festen, og hvad skal du have med, og du skal alligevel snart dø og der er ingen mulighed for at vende om, og alt det du ikke fik gjort, får du alligevel aldrig indhentet. Og så sidder du der med alle dine talenter som sand mellem dine hænder, og nytåret kommer bimlende som en gammel champagne-brandert, mens du lugter af krudt og gammel cigar. Og dagen efter sender svensk tv altid Ivanhoe.

Kort og godt: Det kan være en speciel dag.
The Walkmen har lavet en sang, der rammer stemningen meget godt:

Rigtig godt nytår til dig og dine kære. Vi ses i 2011.

Jesus var en socialistisk snylter, der lykkeligvis aldrig ville få en chance her i landet med vores nye pointsystemer. En arbejdsløs palæstinensisk tømrer, der går rundt og udfører magi på gader og stræder, hører selvsagt ikke hjemme her.

Og med det glade budskab ønsker vi alle en rigtig glædelig jul sammen med Stephen Colbert:

Indtil nu har de danske kvinder spillet EM 2010 med en orkanagtig medvind i ryggen. Sejrene over Rumænien og Rusland var imponerende, og allerede før torsdagens kamp mod Montenegro ved vi med sikkerhed, at Danmark kommer til at møde ‘arvefjenden’ fra Norge i semifinalen på lørdag for fulde danske tribuner i Herning.

Dermed får vi det brag af en afslutning på EM, vi kun kunne drømme om, inden slutrunden gik i gang. Personligt havde jeg helst set en finale mellem Danmark og Norge. Det har ligesom et klassisk potentiale i sig. Men når nu ikke Norge kan klare ærterne hele vejen, må vi tage dem allerede i semifinalen. Hvis man vil vinde, må man selvfølgelig slå alle.

Men Norge er virkelig ikke nogen ønskemodstander for Danmark. Bag et massivt forsvar og en fremragende målmand, scorer de uendeligt mange mål på kontra. Til gengæld er deres etablerede spil ikke alt for imponerende. Gro Hammerseng (som Jørn Mader en gang lignede med Bambi på isen) er ikke blandt turneringens markante bagspillere, og trykket fra den norske bagkæde er ikke problemet for et godt dansk forsvar.

Problemet bliver at score mål og passere en Katrine Lunde, der kender de danske skytter alt for godt, og som har evnen til at lukke helt ned og kreere en række nemme kontramål. Det kunne meget vel ende i et regulært ‘shoot-out’ mellem de to målvogtere. Før turneringen ville Norge have været KÆMPE-favoritter forud for en kamp mod Danmark. Sådan er det ikke længere. Semifinalen må betragtes som helt åben.

Tre faktorer bag den danske succes

At semifinalen overhovedet er åben, skyldes et imponerende dansk hold, der har overrasket alle – og med sikkerhed også sig selv. I optakten til EM her på bloggen pegede vi på tre ting, der kunne være nøglen til dansk succes. Og det er jo altid dejligt, når man kan hive i selvforherligelsen, slå sig på maven og sige: “Hvad sagde jeg?”. Det vigtigste er dog, at de mange skeptikere fik aldeles uret. Men det er tre ting, der har vist sig afgørende, og som blot får endnu større betydning til kampen mod Norge:

1. Hjemmebanen. Dette EM har været en næsten skræmmende illustration af, hvad en hjemmebane kan gøre ved et hold. Godt nok mener EHF måske at de danske tilskuere er lidt for larmende. Men både i Aalborg og i Herning har holdet fløjet på en begejstringsbølge. Den gejst kan holde langt – også mod Norge, og specielt hvis holdet kommer godt fra start. Norge skal omvendt satse på en kanonstart og på at gøre hallen stille og danskerne rådvilde.
2. Træneren. Jan Pytlick har endnu en gang demonstreret, at han er en af håndboldens helt store trænere. Måske ikke helt så estimeret som f.eks. Wilbek eller Mikkelsen. Men husk altid på at han har vundet to OL-guld med et materiale, der nok var ringere end Wilbeks. Og husk at han både i 2002 og nu her i 2010 virkelig får maksimalt ud af sit hold.
3. Det (u)forløste potentiale. Skulle dette EM ende med en tredje- eller fjerdeplads er der stadig grund til masser af smil på læben. For EM har vist, at en helt generation af nye spillere står parat til at vinde mere guld for Danmark.

Lørdag kommer den store prøve mod Norge. Det bliver nok ikke kønt. Men det kan blive uforglemmeligt.

Og til lige at varme yderligere op til lørdagens semifinale følger her et længere uddrag fra bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997. En turnering der på banen vil blive husket for en knusende sejr over Norge!

Eksklusivt uddrag fra Kapitel 6 af “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” om VM i 1997

Danmark havde med sin fantastiske vindervilje genvundet EM. Men det var et slidt hold, der tog hjem fra slutkampene i Herning. Og en slidt træner: ”EM-stævnet generelt og finalen i særdeleshed havde taget hårdt på mig. Jeg følte, jeg var blevet 10 år ældre på 10 dage og begyndte at spekulere på, om jeg fortsat kunne holde til det utrolige pres, som omgivelserne lagde på mig og holdet. Men jeg besluttede mig til at jeg ville tage VM i Tyskland med, og så tage situationen om til overvejelse igen”.

Sådan følte landstræner Wilbek det efter et hårdt men også helt fantastisk år med sejre ved både OL og EM. Nu var holdet regerende europamestre og regerende olympiske mestre. Nu manglede blot VM, og for det ambitiøse hold var det præcis den motivation, der skulle til for at yde endnu en formidabel indsats i træningslokalet. Et par spillere valgte at takke af. Det gjaldt bl.a. for en kun 23-årig Anja Byrial Hansen, der fulgte sin fodboldspillende mand Per Pedersen.

Men der stod i den grad nye unge spillere klar i kulissen. Det formidable arbejde med plantræningerne, der blev etableret efter lavpunktet i 80’erne, gav nu virkelig pote. Det gav i 1997 en ny stor triumf for dansk håndbold, da det danske ungdomslandshold vandt U-VM i Elfenbenskysten. Dermed blev holdet de første danske verdensmestre nogensinde. Men samme år kom der flere VM-triumfer til. På det unge danske hold var det særlig to kæmpetalenter fra Randers, der gjorde opmærksom på sig selv. Merete Møller var et talent helt ud over det sædvanlige, som meget hurtigt kom med på Wilbeks A-hold, og som lige så hurtigt tilkæmpede sig en nøglerolle på det landshold. Desværre blev hun offer for en af de knæskader, der har holdt så mange dygtige håndboldkvinder væk fra spillet. Hun fik aldrig lov til at vise, hvad hun virkelig kunne blive til. Det gjorde hendes holdkammerat fra Katrine Fruelund til gengæld. Hun var med til at vinde U-VM i Elfenbenskysten, og selvom hun først kom ind i varmen på A-landsholdet lidt senere, så fik hun i den grad chancen for at vise, hvor langt hendes store talent kunne være. Udover de to var der på holdet i Elfenbenskysten også kommende profiler som Christina Roslyng og Karen Brødsgaard. Det U-VM var en bekræftelse af, at det store talentarbejde var en ubetinget succes, som gav forhåbninger om, at de danske kvinder ikke bare skulle leve på to store generationer fra 1987 og 1991. Nu ville en generation fra 1997 også blande sig.

Den tidligere landstræner Ole Eliasen kom senere til Østrig som landstræner, og han har lidt på afstand fulgt den udvikling, som han selv var med til at sætte i gang: ”De andre land er vildt misundelige på den danske model. De har slet ikke den struktur om talentarbejdet, som vi har”. Man kan meget kort slå fast, at den struktur, der blev lagt for talentudviklingen i 1987, har vist sig at give Danmark en klar fordel i forhold til konkurrenterne. Danmark har i en årrække vist sig som førende, når det gælder om at producere talenterne. Til gengæld er nogle af landene særlig på herresiden bedre til at gøre talenter til bærende kræfter på landsholdene.

U-VM i 1997 gav løfter for fremtiden. Men de forsvarende europamestre og olympiske mestre var ikke færdige med at henrykke nationen endnu. Der manglede lige en titel og en pokal til samlingen. Den skulle hentes i Tyskland. Men at vinde et VM er den største udfordring et hold kan tage på sig. VM er ganske enkelt det sværeste at vinde, fordi turneringen med mange hold bliver meget lang og udmarvende. ”VM er det sværeste at vinde, fordi vejen er længere. Det er større at vinde verdensmesterskabet end noget andet, og dette hold var ved VM meget optagede af at vi skulle vinde”, fortæller Ulrik Wilbek. Der er mange muligheder for at fejle undervejs i en så lang turnering, og det fik det ellers uovervindelige danske hold også at føle:

Det hold, der tog af sted mod Tyskland, kunne ikke fås meget bedre. Ti år efter det fantastiske U-VM i Danmark stod Wilbeks hold som et næsten overjordisk vinderhold på toppens af deres formåen. Holdet der spillede i Tyskland er udenfor enhver diskussion det bedste danske håndboldhold, der nogensinde har stået på en håndboldbane sammen: ”Det var det bedste hold, der har været, på alle pladser. Det var det ultimative hold. De var modnede så meget alle sammen, at de alle var på deres karrieres højdepunkt. Der var det kun os selv, vi kunne tabe til”, husker Wilbek om indgangen til det VM. Et blik på formationen siger næsten det hele for en dansk håndboldfan:

Så bliver det nok ikke meget bedre. Angrebsformationen fra VM i 1997 var skræmmende. Det var et hold, en træner og en række spillere, der var på toppen af deres formåen.

Men selvom holdet var helt fantastisk, var det ingen garanti for succes i en lang og opslidende turnering med mange hårde kampe på meget få dage. De tre første kampe gav dog de danske tv-seere det sædvanlige show i primetime lige til æbleskiverne. Kina, Tjekkiet og Slovenien blev simpelthen fejet ad banen. De havde stort set opgivet på forhånd mod den danske overmagt og valgte ikke at give sig fuldt ud, fordi det tydeligvis ikke nyttede noget. Danmark scorede i de første tre kampe ikke mindre end 116 mål. Helt uhørt for en VM-turnering.

Den gode start blev en sovepude for det danske hold. De tre første hold i turneringen havde lagt sig ned i næsegrus beundring for det danske hold. Men det gjorde den fjerde modstander i turneringen ikke. Makedonien var en af de nye nationer på Balkan, og de havde ikke tænkt sig at agere boksebold for den danske overmagt. Dertil var den nationale og sportslige ære simpelthen for stor for den unge nation. Fra kampens start gik makedonerne til kampen. Særlig spillede højre backen Indira Kastratovic måske sit livs kamp mod danskerne. Hende fandt det danske forsvar og de danske målvogtere aldrig rigtig ud af. Og det gik meget stærkt. Indenfor meget kort tid scorede hun fem gange og Danmark var bagud med fire mål. Op til pausen gik det helt galt, og makedonerne kunne gå ud i omklædningsrummet med en føring på 15-8. Men dette hold havde gjort det før og var kommet igen. Det var ikke en af de gange, selvom det i 2. halvleg lykkedes at reducere nederlaget til blot to mål. I sig selv en præstation. Men der var gået skår i den legestuen. Nu skulle holdet pludselig kæmpe sig tilbage i turneringen, og i den sidste kamp i pulje ventede Rusland. Ikke just en optimal timing. Samtidig kom tvivlen snigende ind på holdet: Var man virkelig så gode, som alle gik rundt og sagde, og som man måske selv gik rundt og troede?

Svaret kunne komme i kampen mod Rusland. Men efter kampen mod Makedonien havde et nyt russisk hold fået blot på tanden. Anført af Viborg-spilleren Natalia Deriougina gik Rusland i gang med en indædt kamp mod de danske favoritter. Fra kampen vil Susanne Munk Lauritsen helt sikkert også huske den fantastiske højre fløj Natalia Malakhova, der scorede flere mål stort set fra baglinien. Ved pausen var stillingen 12-12, og den jævnbyrdighed holdt sig hele vejen til slut. Sagen var imidlertid den, at Danmark skulle vinde for at vinde puljen og komme i en ottendedelsfinale mod Elfenbenskysten. Vandt Danmark ikke, blev man kun nr. 3 i puljen, og så stod den på kamp mod Ungarn. Der var meget på spil, og en uafgjort kunne ikke bruges til noget som helst. Til sidst hoppede kæden fuldstændig af for Anja Andersen, der muligvis ikke kunne klare den pressede situation. Indtil da havde hun ellers været bedste dansker med ni mål. Men til sidst gik det galt. Hun inviterede sin direkte russiske modspiller til duel, og den vandt russeren klart. Først fik hun provokeret Anja til en angrebsfejl, hvorefter Anja provokerende stillede sig frem ved 3-meter linien og inviterede russeren til et gennembrud. Den tog russeren imod og scorede til 21-22. Selvom det lykkedes at udligne til 22-22 var det et nederlag, hvor Anja og holdet ikke havde disciplinen og holdbarheden.

Det så skidt ud for holdet, og da Wilbek lige efter kampen blev interviewet til tv, lagde han slet ikke fingrene imellem over Anja Andersens opførsel. Hun fik en skideballe til et par millioner mennesker. Nu stod holdet virkelig overfor en af sine måske største mentale udfordringer nogensinde. Og svaret kunne kun komme fra holdet. Men på dette tidspunkt skete der noget, som for alvor viste den vilje til sejr, som dette hold havde. Wilbek husker udviklingen ved VM på denne måde:

”Det gik for nemt for os i starten. Og så går vi fuldstændig kolde i kampen mod Makedonien. De spillede deres livs kamp i den kamp, og alt gik galt for os. Det der var det spændende var så at kunne ud af de to kampe mod Makedonien og Rusland igen. Der var Anja en nøglefigur, for hun ville vinde. Spillerne tog et møde ved midnatstid efter Ruslandskampen og sagde, at det skulle være løgn. Der var Anja helt vild konstruktiv, og det var nok Anja og Anne Dorthe, der var nøglefigurerne.”

Det var et modnet og meget mere rutineret hold, der nu stod sammen. De ville vinde, og de ville overkomme denne umiddelbare krise. På dette tidspunkt viste holdet for alvor sin karakter. Måske var dette hele denne generations fineste stund. Og det handlede også om den gensidige forståelse, der med årene var bygget op mellem spillere og trænere. Ikke mindst i det evige forhold mellem Wilbek og Anja: ”Vi fik større forståelse for hinanden. Vi havde aftalt efter 1993, at det var mig, der skulle tage tingene med Anja. Så satte vi os ned og så en video sammen. Hun blev meget konstruktiv i den fase, og så kunne hun også selv bidrage med noget. Specielt i 1997 var hun helt overdådig. Måden vi greb det an på gjorde nok, at Anja også blev eksponent for at kunne fortælle de andre om mine tanker. Det var positivt for de andre at høre, at hun godt kunne se, at vi skulle gøre det sådan her.” Anja Andersen er modnet som person, men både dengang som spiller og nu som træner, har hun stadig sine udfald. De kommer som regel, når hun er under pres. Som i kampen mod Rusland i 1997, eller når hun i en ligakamp mod Aalborg bliver presset taktisk af en dygtig træner fra det andet hold. Men der kom ikke flere ved VM i 1997. Nu handlede det om knald eller fald kampene.

Ungarn havde nok ikke ligefrem ventet at skulle møde Danmark så tidligt i turneringen. Det var en dårlig julegave for dem. For det danske hold var det formentlig den helt perfekte modstander, der ville komme med en maksimal udfordring. Det var det rigtige for et hold, der simpelthen ville tilbage i turneringen. Men Wilbek formåede også at motivere holdet på den helt rigtige måde. Indtil da havde holdet dækket godt op i en flad 6-0 formation. Men Wilbek foreslog, at man skulle starte kampen meget aggressivt og offensivt i forsvaret, selvom det traditionelt lå godt til det ungarske overgangsspil. Men idéen var primært at komme hurtigt i gang med kampen med et overbevisende initiativ. Som ved kampen mod Norge ved OL var det en idé, der i den grad kunne motivere og engagere holdet. Kampen i Rotenburg viste holdet fra sin bedste side. Holdet kom meget hurtigt foran, og særlig Camilla Andersen viste sig enorme talent sammen med den unge Merete Møller, der virkelig tog ansvar. Ved pausen førte Danmark 19-12.
Imidlertid kom Ungarn tilbage og midt i halvlegen tog Wilbek en timeout, da Danmark kom førte med to mål. Som altid var tv helt med i den, og de mange tv-seere fik her et sjældent syn. Landstræner Wilbek mistede nemlig for en gang skyld overblikket, da han overså, at Annette Hoffman ikke kunne skiftes ind pga. en skade. I det kritiske øjeblik trådte assistenttræner Kim Jensen til, genskabte roen og fik skiftet de rigtige spillere ind og ud. Det var nok. Danmark kom igen op på en føring på syv mål og vandt kampen 30-25.

Nu var det virkelig et farligt hold, der var vendt tilbage med appetit på VM-guld, og den efterfølgende kamp i kvartfinalen mod Kroatien blev en af den slags kampe, hvor Danmark virkelig satte sig fuldstændig på både kampen og spillet. Ved pausen var det hele allerede afgjort. Danmark førte 14-7, og Anette Hoffmann og Janne Kolling var blandt de danske profiler. Nu var der kun to kampe tilbage, og de foregik begge i Berlin i den nye og flotte Max-Schmeling-Halle opkaldt efter bokselegenden.

Norge havde inden da slået Korea ganske klart i kvartfinalen, og nordmændene spillede den første semifinale i Berlin mod værtsnationen. Det blev en tæt kamp, hvor Norge til sidst kunne sikre sig en finaleplads med en sejr på blot to mål. I den anden semifinale var det tid for revanche. Danmark skulle igen møde Rusland. Men denne gang gjaldt det ikke puljesejren. Nu gjaldt det en plads i VM-finalen. Nu var man tæt på målet, og mere end godt forberedt på det russiske spil. Kampen igennem lykkedes det flot at få blokeret for det stærke russiske stregspil. Men højre fløj Natalia Malakhova fik holdet heller ikke fat i denne gang. Hun var helt uovertruffen ved dette VM.

Det samme var en dansk spiller ved navn Camilla Andersen, der særlig i 1. halvleg ikke satte en eneste fod forkert. Som dansk playmaker fordelt hun spillet formidabelt, samtidig med at hun selv var en enorm skudtrussel. Hun udviklede med tiden en lang række afslutningsteknikker, der gjorde det meget svært for modstanderne at dække hende op. Hun kunne skyde rundt om forsvarerne, over paraderne og bryde igennem med spektakulære gennembrud. Ligeledes betød hendes stil som playmaker, at det danske spil blev både tempofyldt og meget direkte. Der blev ikke spillet meget på tværs i det år. Det foregik med retning direkte mod modstanderne og med stor effektivitet.

Russerne fik den danske hævn at føle. Ved pausen første Danmark med hele 19-12, og opvisningen fortsatte efter pausen. Camilla Andersen scorede sit ottende mål ved at hive et underhåndsskud op i målhjørnet, og ved 22-12 lagde hun et elegant vip ind i feltet til scoring ved Janne Kolling. Danmark spillede håndbold af en anden verden. Men netop som det på banen nærmede sig et uforglemmeligt spillemæssigt højdepunkt indtraf den største tragedie i dansk håndbolds historie.

En psykisk syg tysker havde forvildet sig ind i hallen og var kommet i klammeri med glade danske tilskuere under semifinalen. Pludselig trak han en kniv og stak de to danskere ned. Episoden skete stort set lige udenfor TV3’s studie, og som seer kunne man efterfølgende følge, hvordan den fortvivlede studievært Jens Højbjerg forsøgte at tilkalde hjælpe indefra studiet. På den danske bænk havde man travlt med at nyde spillet på banen, men Wilbek har senere fortalt, hvordan han huskede, at der 10 minutter inde i 2. halvleg blev tilkaldt en læge til tilskuerpladserne. Men indtil videre anede ingen uråd. Kampen fortsatte og Danmark bragte sit i VM-finalen med en sejr på hele 32-22. En fantastisk sejr.

Efter kampen udviklede det sig til en kæmpe tragedie. Allerede ved kampens afslutning stod det klart, at den ene dansker var død, og at den anden svævede mellem liv og død. Landstræneren fik beskeden umiddelbart efter kampen, og viderebragte med det samme beskeden til sit hold i omklædningsrummet. Fra jubel det ene sekund til fuldstændig forfærdelse det næste. Selvom det er en kliche, så blev spillet med den lille runde pludselig ikke så vigtigt mere. Flere af spillerne begyndte spontant at græde. De havde netop spillet drømmehåndbold, og derefter blev de mødt af en så frygtelig besked.

Det stod selvsagt klart, at man var havnet i en helt ekstraordinær situation for håndbolden som helhed. Og fordi der var tale om danske ofre, hang en stor del af beslutningen om det videre forløb også på det danske hold. Man fik indtil kl. 23 om aftenen til at beslutte, om man ville spille eller ej. Spillerne var i vildrede på hotellet. På den ene side var håndbold ikke ligefrem det, der lå ligefor. På den anden side var netop håndbold og et VM-guld den bedste måde at ære de to danske ofre. Da klokken nåede 23. ringede Wilbek til forbundets Gunnar Knudsen og bekendtgjorde, at man spillede. Det blev en sen nat, hvor spillerne brugte en stor del af natten til at tale ud om dagens vanvittige begivenheder.

Da holdet stod op sent på finaledagen søndag den 14. december 1997 fik man en besked, der gjorde sit til at gøre dette til en historisk dag for håndbolden. Via Marianne Flormann, der var med til VM som kommentar, havde en af de pårørende givet en kort besked: ”Spil – og gå så ud og bank de nordmænd!” Opladningen til kampen blev selvsagt helt anderledes end til en hvilken som helst anden kamp. Men der blev tid og overskud til et meget kort taktikmøde. Og selv i denne yderst presse situation havde Wilbek overskud til måske et af sine allerbedste taktiske træk nogensinde. Taktikmødet tog 10 minutter. Men indholdet i mødet var nok til at fuldstændig at stække nordmændene. Ved OL havde han afgjort kampen meget tidligt ved at være taktisk foran fra starten. Denne gang opdagede nordmændene det slet ikke: ”Jeg talte med dem efter 97-finalen og spurgte ”Lagde I ikke mærke til, hvad vi lavede?” Det havde de ikke lagt mærke til. Vi dækkede med seks mand indenfor fire mands plads og lod fløjene stå. Vi var rystede over at de ikke havde lagt mærke til det. Vi havde altid en ny overraskelse klar til dem”, fortæller Ulrik Wilbek.

Genialiteten i det skaktræk viste sig først for alvor efter pausen. De to hold lagde meget naturligt forsigtigt ud i den respektfulde atmosfære i Max-Schmeling-Halle. Der var ingen musik efter et mål men blot en uhyre respekt for de efterladte også efter at kampen blev indledt med et minuts stilhed. Et minut der tærede hårdt på de sidste mentale kræfter for en række af de danske spillere. Dette var ingen almindelig håndboldkamp. De to hold følges ad til 6-6. Men så brænder den store skytte Tonje Sagstuen et straffe, og Danmark bragte sig stille og roligt i front med 9-6. Det skifte i kampen kom nordmændene sig aldrig over, selvom der ved pausen stadig kun var tre mål imellem holdene. I halvlegen bad Wilbek sit hold om at dække endnu mere radikalt ind mod midten og simpelthen lade de norske fløje stå. Det skabte vild panik hos nordmændene. Normalt burde fløjene jo bare piske indover og score, men de norske fløje brændte og til sidst fik de slet ikke bolden. Det blev et spil indover midten, hvor danskerne hele tiden var i overtal. Og det blev til decideret dansk opvisning. Det danske forsvar, mesterligt anført af Anne Dorthe Tanderup og Tonje Kjærgaard, fik fat i det hele og selv ikke en norsk timeout kan forhindre at Danmark bringer sig videre foran med 24-16. Det lignede og var en egentlig nedspilning af nordmændene, som blev afsluttet i ren opvisningsstil med to målgivende vip. Kampen endte med 33-20 til Danmark. Den største sejr nogensinde i en VM-finale. Og en kamp som blev overværet af 2,7 mio. danske tv-seere.

Det havde man ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig ti år tidligere, da hele epoken startede ved U-VM. Men nu var selv de allervildeste drømme gået i opfyldelse, selvom det havde haft sine omkostninger. Nu stod man som europamestre, olympiske mestre og verdensmestre. Det var et højdepunkt i dansk håndbolds historie. Og hvis man gerne vil slutte på toppen, var dette et helt perfekt tidspunkt. Så det var selvfølgelig, hvad Ulrik Wilbek at gøre. Han havde for så vidt allerede meddelt sin beslutning til forbundet, men det var først dagen efter finalen, at spillerne fik beskeden. Han og holdet var nået til vejs ende på en helt utrolig tur, og snart fulgte flere profiler som Susanne Munk og Anja Andersen efter. VM i Tyskland blev reelt ”sidste nat med kliken” og et på alle måder vemodigt og dog fantastisk højdepunkt. Det spil man havde vist i de afsluttende kamp var helt enestående. Det var ikke bare det at man vandt. Det var i den grad også måden det blev gjort på.

Mandag aftens kamp mellem Danmark og Rusland var årets mest sete program på TV2. Hele 1.987.000 danskere så med i anden halvleg. Og sammen med næsten 12.000 tilskuere i boksen i Herning blev de vidner til det, man kun kalde en dansk håndboldopvisning.

Dene blogs forfatter indrømmer meget gerne, at jeg var skeptisk forud for kampen mod russerne. Hvor jeg var ret optimistisk før kampen mod Rumænien, havde jeg ligesom på fornemmelsen, at nu fik holdet et hak i tuden. Men jeg skal love for, at den skepsis blev gjort til skamme. Og nu er begejstrinsbølgen så høj, at der kun er ét at gøre: Ride på den hele vejen til på søndag.

Hjemmebanen først i Aalborg og nu i Herning er massiv. Og holdet og ikke mindst Jan Pytlick formår at få det optimale ud af det. Vel bliver der lagt pres på dommerne. Men det vigtigste er den gejst og ikke mindst begejstring, som lyder ud af holdet. Det giver ekstra energi i forsvaret, og det får f.eks. Line Jørgensen til at blomstre.

Den vigtigste person er og bliver dog Karin Mortensen. Om hende kan vi nu med sikkerhed sige, at hun har fundet niveauet fra 2002. Foran hende står et hårdt arbejdende forsvar, og hun hiver virkelig mange redninger frem, når det gælder. Hun er måske den enkeltstående spiller, der har løftet sig allermest foran de mange danske tilskuere.

I aften gælder det så Kroatien, som bestemt er en kompetent modstander. De slog undervejs Montenegro i en tæt kamp. Men det er i sidste ende den på papiret nemmeste modstander i mellemrunden. Og udsigten til at kvalificere sig til semifinalen allerede i aften, må få det danske hold til at løfte sig igen. Der er ikke plads til allehånde overvejelser. De kan lige så godt bare vinde resten af kampene i jubel-boksen i Herning!

Og midt i det hele meddelte Ultik Wilvek i øvrigt, at han stopper som landstræner efter det næste EM i Danmark i 2014. Det minder os bare om, at der i den kolde januar er et VM på vej!

Lørdagens kamp mod Spanien var måske en af de ringeste håndboldkampe, jeg har set i umindelige tider. Og det siger egentlig ikke så lidt. Begge hold smadrede afleveringer ud på tribunerne. Begge hold leverede opvisninger i tekniske fejl og febrislk angrebsspil. Og alligevel kunne Danmark hive en hårdt tilkæmpet sejr i hus til sidst lørdag aften i Gigantium.

Det var ikke kønt. Det var ikke smukt. Men helt ærligt: Hvad gør det? Danmark er videre og fører allerede puljen i mellemrunden. Det må siges at være et drømmescenarie for det danske hold. Den danske mellemrunde er stærkt besat, og vil helt sikkert slå hinanden på kryds og tværs. Derfor er Danmark i en meget fordelagtig position forud for aftenens brag i boksen i Herning mod Rusland.

Men som landstræner Jan Pytlick har sagt det, så skal det danske hold løfte sit spil yderligere, hvis de også vil til semifinalerne. De må ofte lede efter løsningerne, og mod Spanien virkede det undervejs meget krampagtigt. MEN: Det her hold vil vinde, og de formår virkelig at spille med hjemmebanen. Her er vilje og udstråling. Og det kan på hjemmebanen bære langt.

Holdets base er stadig et godt forsvar og en masse redninger fra Karin Mortensen. Næste skridt skal være at der lægges mere på det organiserede angrebsspil. Og det må meget gerne komme i aftenens kamp mod Rusland.

Rusland er uden Postnova og Suslina, og har skramlet sig afsted i Århus. Men Rusland er stærke, og de har tidligere startet skidt for senere at tage guldet. Trefilov står stadig og skriger af sine spillere. Men man skal ikke tage fejl af hans tosserier. Rusland er et rigtig godt håndboldhold, der kan tænke og som vil presse det danske hold maksimalt.

Russerne vil bl.a. arbejde med hurtige opgiverkast, således at Pytlick ikke kan gennemføre sine mange udskiftninger mellem angreb og forsvar. Det bliver en kamp med hårde fysiske kampe i midtzonen. Det danske midterforsvar skal virkelig hamre igennem i dag. Og så vil det bestemt pynte, hvis det danske angreb får gjort spillet bredt og får sat de danske fløje i scene. Man skal ikke løbe ind i midten og forsøge at skyde over russerne.

På det russiske hold har tre spillere stået for knap halvdelen af samtlige russiske scoringer. Tilsammen har Polina Kuznetcova, Anna Kochetova og Olga Levina stået for 38 scoringer og en gennemsnitlig scoringsprocent på 70. Det er et stærkt trekløver, som danskerne skal holde øje med i aften.

Med det fine danske udgangspunkt på fire point, står man virkelig godt. Det bliver måske ikke til sejr i aften. Men det har holdet bestemt råd til. Ikke mindst da holdene i puljen formentlig vil slå hinanden på kryds og tværs. Og der er sikkert plads til flere overraskelser – som da Sverige i går slog Norge ganske overbevisende. Svenskerne viste i perioder det bedste håndbold, der er blevet spillet ved denne slutrunde. Imponerende.