Der er mange gode grunde til at lytte til OK Computer. Der er gode sange, finurlige indfald, inderlighed og ironi. Men OK Computer er først og fremmest et stort sammenhængende album. Måske det sidste af sin slags inden mp3-formatet tog over og sprængte albumformatet itusind stykker.

Forfatteren Dai Griffiths hævder i sin bog om OK Computer, at Radiohead opløste albummet, som vi kender det og for første gang udfordrede cd-formatet. Men måske er det mere præcist at sige, at Radiohead med OK Computer skabte rockens sidste store album.

Efter at gruppen med The Bends havde vendt blikket indad med en række smukke emotionelle hymner, blev fokus et noget andet med OK Computer. Blikket er vendt mere udad i en række polaroide snapshots af en verden i forandring. Skal man forstå, hvad der rørte sig i 90’erne, er OK Computer et meget godt sted at starte. Her farer verden forbi i rasende fart, computeren taler til os, og det enkelte individ hvirvles fremmedgørende afsted uden mål og med. Mens britpoppen klingede af og Oasis blev inviteret med ind i Tony Blairs nye Labour som posterboys for Cool Britinia tog Radiohead afsted til mere håbefulde steder.

Radiohead ønskede en helt ny lyd og tilgang. Hele indspilningsprocessen blev radikalt forandret og foregik på landsteder langt væk fra byen og modernitetens kværnen på bandets eget udstyr. Det ledte vej til en mere eksperimenterende lyd og leg med den electronica,
der altid havde fascineret bandet.

Mange betragter Radiohead som et studentikost udkrads fra Oxford. De glemmer bare, at der bag de soniske ambitioner ligger fantastiske sange og melodier gemt. Allerede i 1995 fik vi med sangen ”Lucky” et varsel om, hvad der var på vej. En original idé og en tilstand, det er svært at ryste af sig:

Pull me out of the aircrash,
pull me out of the lake,
’cause I’m your superhero.
We are standing on the edge.

Det er umuligt ikke at tænke på en figur som Douglas Coupland, når man hører OK Computer og ikke mindst betragter hele art-worket fra pladen. Det er den radikaliserede post-modernitet som kunstnerisk udtryk. Alt er fragmenteret, men midt i det hele banker hjertet og et spirende håb. På en gang håbefuldt og desperat omkring Thom Yorkes virkningsfulde udtryk.

Første single fra skiven var ”Paranoid Android”, der med en spilletid på 6:23 og en kompleks struktur nærmest må betegnes som en anti-single. Men på den måde meget betegnende for en kompromisløs tilgang, hvor der kræves noget af lytteren. Det her er ikke musik, der gør sig godt som baggrundsmusik. OK Computer skal høres højt og som en helhed. Gør man det, vil man opleve en kunstnerisk sammenhæng, der ikke findes meget bedre.

At opleve OK Computer er i sidste ende håbefuldt. Det er beviset for, at rocken som udtryksform stadig giver mening, og at der også i et nyt årtusinde kan laves store plader.

Radiohead viste vejen frem og gjorde rejsen fuldendt tre år senere med Kid A. Succesen med OK Computer blev næsten tyngende for orkestret, og desværre åbnede den succes for en syndflod af elendige kopibands, der prøvede at ramme Radioheads tone. I de tretten år siden OK Computer er albummet blevet skamredet af både inden- og udenlandske bands, der ikke er i nærheden af det niveau Radiohead altid har befundet sig på. OK Computer vil for altid stå som et af 90’ernes store højdepunkter og et af rockens helt store albums.

Relaterede poster:

1. Præludium til et skæbnesvangert årti – anmeldelse af Radioheads “Kid A”
2. Ingenting Någonsin med den store Kent Box
3. Sorte og hvide linjer – anmeldelse af Kents “Röd”

De seneste ti års helt dominerende ideologi har været oprindalismen. Tanken om at man kan skrue verden tilbage til før alting gik af lave, har fuldstændig domineret den politiske forestillingsverden. Oprindalismen har vundet adskillige valg, og har nu sat sig på den politiske dagsorden med betontung konsekvens.

Op igennem 90’erne gik der meget tid med at forstå en verden i stor forandring. Vi var i et ukendt landskab, hvor usikkerheden herskede, og hvor det var nemmest at navigere videre efter de gamle kort. Og jo vildere forandringens vinde blæste, desto større blev angsten for, at noget helt afgørende var ved at løbe os af hænde. Så i stedet for at forsøge at forstå disse forandringer offensivt, blev svaret op igennem 90’erne at søge tilbage til familieværdier og moral, nationalitet og etnicitet. Det blev ingen klogere af, men oven på 9/11 var det en effektiv politisk strategi.

Oprindalismen vendte tilbage med stor styrke og løfter om at skrue tiden tilbage til dengang, hvor der var sammenhængskraft, lokale købmænd og helst ikke for mange medborgere med underlige religiøse tilbøjeligheder. Kursen blev sat, og den har ført til et dramatisk u-sving tilbage i tiden. Derfor kan vi i Danmark i disse år bruge meget tid på at diskutere dansk identitet, triangler i kulturverdenen og en fyrre år gammel hesteslagtning.

Oprindalismen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Den har altid ledsaget store forandringer. I oldtidens Grækenland var det filosoffen Platon, der i en tid med destabilitet skuede tilbage i tiden, og dér fandt sit svar på hans samtids problemer. I de for længst hedengangne bystater i Sparta og på Kreta fandt Platon et ideal for den ukorrumperede stat, hvor alting ikke flyder, og hvor den kloge filosof kunne styre sine heroiske undersåtter.

Senere, i oplysningstidens Frankrig, var det Jean-Jacques Rousseau, der tog tråden op fra Platon og gik imod tidens stålsatte tro på fornuften og fremskridtet. Rousseau pegede meget modigt og genstridigt på, at noget yderst vigtigt gik tabt i den moderne udvikling, han stod lige midt i. Også han levede i en tid med omsiggribende forandringer på alle niveauer, men hvor oplysningsfilosoffer som Voltaire lovpriste fremskridtet, fremførte Rousseau det kontroversielle synspunkt, at den forfinede civilisation ikke første til en forædling af menneskene, men derimod til en korrumpering. Rousseaus idyllisering af en svunden guldalder før ridderlige mennesker korrumperedes, blev bl.a. en af inspirationskilderne for romantikken og senere for bl.a. Karl Marx.

Her i det nye årtusinde trives oprindalismen imidlertid som aldrig før. Der er noget svært dragende ved forestillingen om, at der findes noget oprindeligt godt, vi undervejs i vores accelererende udvikling har mistet. Det er den store syndefaldsmyte, hvor kulturen eller civilisationen er uddrevet fra paradis, og hvor det nu gælder om at finde vejen tilbage, inden det er for sent.

Her i Danmark handler den styrende oprindalistiske idé om, at Danmark frem til og med 50’erne var et sammenhængende folk, vokset frem af den danske mulds tusindårige historie. Dette folk udviklede et retfærdigt og harmonisk samfund under ledelse af folkelige ledere som Thorvald Stauning og H.C. Hansen. Men i 1960 indtraf syndefaldet. Hansen døde og kulturradikale akademikere vendte folket ryggen, overtog magten og sprængte den nationale harmoni i tusind rationelle stykker.

Siden har det handlet om at genetablere harmonien i en bitter kamp mod det kulturradikale parnas. En bitter kamp, der for åndelige kæmper som Søren Krarup kulminerede i systemskiftet i 2001. Siden har den oprindalistiske syndefaldsmyte bare vokset sig stærkere og stærkere.

I bogen ”Mit liv som dansker” fortæller kommentator Ralf Pittelkow f.eks. den tårevædede historie om, hvordan han lod sig forlede ud i en marxistisk blindgyde, mens han glemte alt om de oprindelige værdier fra barndomshjemmet i Sønderborg. Og senest er Kasper Støvring flyttet til Sorø og har med bogen ”Sammenhængskraft” kastet sig ud i storstilet forsvar for det gode, nære samfund med sunde værdier i forsamlingshuset og fodboldklubben.

Så mens verden accelererer fordi os, dyrkes en tåget oprindalistisk forestilling om H. C. Hansens folkelige Danmark. Ingen nærer den mindste ambition om at forstå den omkringliggende verden. I stedet iklæder vi os oprindalismens tågede briller, og på den begavede måde er vi da helt sikre på ikke at kunne se vores samtid, når vi på forhånd har fastlagt, at verden er af lave, og at Klaus Rifbjerg er den onde bagmand.

Hårdføre sjæle vil ikke tvivle med at trække overbærende på skuldrene og tørt konstatere, at alt det oprindalismen drømmer om, er forsvundet for længst. Drømmen om folkelig sammenhæng er intet andet end fantomsmerter. Problemet er blot, at oprindalismen har sat sig så effektivt på den politiske dagsorden, at det er blevet kropumuligt at tænke en ny og måske ligefrem mere offensiv tanke for Danmark. Tænk nu, hvis noget går tabt?

Med en så dominerende ideologi har vi effektivt afskåret os fra at se igennem tågen og forstå den omskiftelige virkelighed, der omgiver os. Vi befinder os permanent i oprindalismens drømmeverden, hvor der altid er svenske-kamp i Idrætsparken, og naboen altid har en ekstra skål sukker.

Imens tordner verden forbi vores lille Frilandsmuseum.

Relaterede poster:

1. Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken
2. Nul i hovedet – debatindlæg i JyllandsPosten
3. Mænd uden mod – debatindlæg fra Jylland-Posten

Lad det være sagt med det samme: Hallucinogener spiller en ikke uvæsentlig rolle på Screamadelica. Det her er musik, der er skabt til og i acid house kulturen, som ramte de britiske øer med kemisk styrke i slutningen af 80’erne. “Gonna dance to the music all night long / Gonna get high till the day I die”, lyder det uden blussel. Det her er det varme fællesskab i nedlagte fabrikshaller. Det er håbefuldt lige til daggry.

Primal Scream blev stiftet af Bobby Gillespie, der havde trådt sine pionersko som trommeslager i The Jesus and Mary Chain. Og bandets første udgivelser lå fint i tråd med slut-firsernes indie-scene. Men da Bobby Gillespie lettere modvilligt begyndte at tjekke acid house scenen ud, skete der noget. De mødte DJ Andrew Weatherall som begyndte at mixe et gruppens tidligere numre “I’m Losing More Than I’ll Ever Have”. Han tilføjede en række samples og så startede han den nye komposition et citat fra Peter Fonda B-movie The Wild Angels: “Just what is it that you want to do? / We wanna be free / We wanna be free to do what we wanna do / And we wanna get loaded / And we wanna have a good time.” Resultatet var singlen “Loaded”, der blev et vendepunkt i bandets karriere i 1990. Drømmende, dansabelt og helt igennem medrivende fik det Exile On Main St. til at møde dansescenen iklædt en smule dub. Og så blev det oven i købet gruppens første hit-single med en placering som nr. 16 på den britiske hitliste.

På den overraskende baggrund var der noget at arbejde videre med, da gruppen gik i studiet med bl.a. Weatherall og The Orb. Screamadelica åbner med en virkelig signatursang fra Primal Scream. ”Movin’ On Up” er et af den slags numre, som Stones kunne have skrevet, da de var toppen. Og fra starten hører vi Denise Johnson, som undervejs på albummet lægger en fantastisk sydstats-vokal på mange af numrene. Men efter at guitaren på ”Movin’ On Up” dør hen, åbner dansegulvet for alvor. På et insisterende beat tripper vi ind i huset – og slipper aldrig ud igen. Her begynder festen for alvor, men selv her finder vi tresser-refrencerne i sitaren og en fin melodisk komposition.

På albummets tredje og fjerde skæring går det for alvor løs. ”Don’t Fight It, Feel It” sidder præcist i kroppen og efter dette rush kommer den trippende kernesang ”Higher Than the Sun”, som med en The Orb produktion synes at transcendere denne verden. “I’m drifting into space / Free of time”. Her svæver vi ud i solen, og der skulle gå nogle plader, før Primal Scream fik os hentet brutalt ned på jorden igen.

Med de store dansenumre ”Come together” og “Loaded” fortsætter festen. Men netop i de sange føles det, hvordan Screamadelica bare var andet og mere end at rave til The Orb i de år. Primal Scream havde nemlig melodierne og sangfornemmelsen med sig i de soniske eksperimenter. Det var bestemt drømmende, men hele tiden lå der en god melodi og en god sang og tittede frem i de dansable produktioner.

Screamadelica er en crossover triumf af de store. Med det album gled nye lyde pludselig ind i rockens mainstream. Albummet var en kreativ eksplosion af den slags, som der ikke kommer så mange af. Historierne om gruppens stofindtag i de år er mildest talt respektindgydende! Men uanset hvor inspirationen kom fra, så illustrerer Screamadelica, at det godt kan betale sig at åbne sig for inspiration udefra – og så de hvad man kan bruge den til. Tiden har måske nok udvisket hele rave-kulturen og dens store navne. Tilbage står Screamadelica og lyser.

PS: Bandet spiller hele albummet I en koncert I London Olympia den 27. november 27.

Relaterede poster:

1. Hjerteskærende mesterstykke – anmeldelse af Arcade Fires “Funeral” fra diskant.dk
2. Legesyge fornøjelser – anmeldelse af Hess Is More på Diskant.dk
3. Zeitgeist Zoo – anmeldelse af U2’s “Achtung Baby” på diskant.dk

Hvedekorn 4/2009 er også nummeret, hvor jeg har min første optræden og debut i tidsskriftet. Jeg fik det hele øjet i fredags og var selvsagt på alle måder benovet og behumblet over at være i selskab med Louis Althusser, Eske K Mathiesen og en række funklende unge debutanter med mere end én god idé.

Min beskedne debut sker med en tipskupon ihukommende Arnold Johannes Hyacinthus Mühren.

“U 4-4-44″ hedder teksten, og den bør spilles med varsomhed, da der kræves hele fem sikre kampe. Som enhver ved, er reducerede systemer for tøsedrenge, og derfor kræves tillige en udgangsrække. Kamp 13 bør som altid spilles 1 2.

En anden glad debutant i Hvedekorn Frederik Bjerre Andersen har skrevet en fin lille ting om at være med i sit første Hvedekorn. Læs den her. Hans matrixtekst Rovhøne er i øvrigt præcis som få.

Du kan få flere korn i øjet her:

• Hvedekorn 4/2009 på Saxo.com og Williamdam.
• Hvedekorns web-site.
• Hvedekorn-redaktør Lars Bukdahls fejdende energiske Blogdahl.

Relaterede poster:

1. Digt til VM
2. Optakt til VM 4: Danmarks første VM-kamp
3. Latchford’s erindringer

Dansk politik er gået fra 90 mia. i statsunderskud og til 3 burkaer – og fra manglende reformer til et kaffemøde på på en skole. I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til en spekulation om den inderlige længsel efter den strenge (lands)fader, der har grebet nationen. Løkke skal imidlertid ikke bedømmes på ferier eller fadøl. Han skal bedømmes på den politik (eller mangel på samme), der udgår fra hans regering.

Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet

Så kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hjem fra en ferie med sin familie på Tenerife og til et pressekorps, der i den grad lugtede blod efter en række ’sager’ om en datters mulige forstuvede ankel og nogle sure madpakker.

I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.

Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.

Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bilag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.

Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.

Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.

I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.

Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.

Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.

Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.

Relaterede poster:

1. Læs klumme fra 180grader.dk: Uden filter – statsministerens nye veje
2. Læs klumme fra 180grader.dk: Muren i vores hoveder
3. Læs klumme fra 180grader.dk: Leve republikken

Det er nemt at komme galt afsted i sit første møde med Arcade Fire. De fremstår ved første overfladiske blik som en kollektivistisk udgave af en canadisk Tønder Festival. Et første blik på tracklisten af Funeral afslører desuden, at hele fire numre hedder ”Neighborhood”. Det lugter langt væk af fortænkt alt-folk.

Men Arcade Fires Funeral er lykkeligvis alt andet end det. Albummet overrasker med sin direkte tilgængelighed. Her er melodier og musikalsk opfindsomhed til overmål. Her mødes post-punken med med folkens instrumentering. Resultatet er sine steder hjerteskærende.

Kernen i Arcade Fire er ægteparret og sangskriverne Win Butler og Régine Chassagne. De rammer en fintfølende balance, hvor der er plads til forskellige udtryk. Mest effektfuldt bliver det, når den vokale inspiration fra Pixies træder igennem og Chassagnes stemme smyger sig omkring Butlers emotionelle udladninger.

Funeral er et album om savn og tab. Tre bandmedlemmer oplevede op til udgivelsen at begrave et elsket familiemedlem. Det kan høres på pladen, som sine steder næsten er skrevet ud fra et stort barns perspektiv. Her er vi tilbage i et ”Neighborhood”, hvor flugten ligger lige for, som her i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”: ”And if the snow buries my, my neighbourhood / And if my parents are crying / then I’ll dig a tunnel / from my window to yours”.

Det er sange om savn og tab. Men også sange om håb. Visse steder er det episk og i det helt store cinemascope som hos en tidlig Springsteen. Her er elskende der flygter i natten og sørgmodige stunder i forstaden. Her er simpelthen de store medrivende historier, der bogstavelig talt spiller på alle tangenter og drives frem musikalsk. Som igen i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”, hvor Régine Chassagne er bag trommerne og formelig tæsker et crescendo frem til linierne ”Then we think of our parents, well what the hell ever happened to them?!”

Mange af sangene får sin indre logik og udviklingskurve, man bare må følge til enden. Arrangementerne er originale, og en violin kan pludselig blive forunderligt udtryksfuld. Funeral fik en stor virkning, fordi den kom, netop da ironiens tidsalder var endegyldigt forbi. Arcade Fire demonstrerede med stor tydelighed, at man godt kan skrive sange med stor følelsesmæssig klangbund uden at ende i ironisk kitsch.

Efterfølgeren Neon Bible fra 2007 var en lige så stor oplevelse som Funeral og befinder sig da også højt på listen over årtiets albums. Når Funeral lige er en tand højere oppe, og af mange regnes for årtiets definitive album, kan det skyldes at Funeral lige har de ekstra sange, der ikke sådan forsvinder uden lige. Det gælder singlen ”Rebellion (Lies)”, som hænger på en knivsæg af tvivl på sig selv, men hamres fremad hver gang, du prøver at lukke øjnene. Eller det gælder den store hymne ”Wake Up”, der uden vanskeligheder kan ses som en hymne for et helt årti med nul i hovedet:

Relaterede poster:

1. Det kan også blive for afslappet – anmeldelse af Stereophonics’ “Keep Calm and Carry On” til diskant.dk
2. Højere end solen – anmeldelse af Primal Screams “Screamadelica” på diskant.dk
3. Til modangreb – anmeldelse af Thee Attacks’ “That’s Mister Attack To You” på Diskant.dk

Klik her og se videoklippet fra Go’ morgen Danmark.

Det danske spil

Det er ikke mange sportsgrene, der er kommet fra Danmark. Men når det gælder håndbold, kan vi danskere med sædvanlig nationale beskedenhed konstatere, at det spil er vores. Selvom man også andre steder i Europa har kastespil, er der generel enighed om, at den moderne håndbold har to danske fædre, som på samme tid begyndte at spille håndbold og skrive et regelsæt ned. To fædre som mødtes med hver deres hold i den allerførste håndboldkamp i Helsingør i 1907.

Mennesket har altid dyrket idræt, og boldspil er ingen ny ting. I de fleste antikke livsformer stod konkurrencen og den legemlige udfoldelse meget centralt for de enkelte samfund – ikke mindst i Grækenland hvorfra vi har den olympiske bevægelse, der blev genoplivet i 1896. At det netop skete på dette tidspunkt, er ikke tilfældigt. Ved forrige århundredeskifte oplevede man nemlig i Europa en ny fokus på ungdom, på kroppen og på idrætten. Via idrætten kunne ungdommen disciplineres og samtidig få hærdet sin fysik. ”En sund sjæl i et sundt legeme” indkapsler som motto meget præcist bestræbelsen.

Håndbold er et fysisk spil – og et til tider hårdt spil. Det må man ikke glemme. Det er ikke skak, man spiller rundt i hallerne. Men rå kraft og veltrænet fysik er ikke nok i håndbold. Hvis ikke man er i stand til at bruge sine kræfter rigtigt, og hvis man ikke har taktisk forståelse og den rette teknik, nytter de mange kræfter ikke meget. Hverken nu eller dengang.

Ungdommens urkraft skal anvendes med omtanke, og derfor så man ved forrige århundredeskifte opblomstringen af en lang række boldspil med nedskrevne regler og dannelsen af nationale og internationale forbund og turneringer. Fodbolden var allerede etableret i England, og i Danmark dannes i 1889 Dansk Boldspil Union. Syv år senere genoplivede Pierre de Coubertin de olympiske lege i Athen, og Danmark var blandt de deltagende lande i flere discipliner.

En idrætskultur var født, og i Danmark blev den modtaget med åbne arme af alle samfundslag. Tidsånden var med idrætten og de nye holdspil. Derfor er det måske ikke så mærkeligt endda, at der på dette tidspunkt to forskellige steder i Danmark, sad to mænd som tænkte den fuldstændig samme tanke om et spil med hænderne. Ret beset er det jo ganske oplagt at spille bold med hænderne, ligesom man meget langt tilbage kan spore atleter, der har sparket til en bold eller en genstand.

Men der skulle altså to danske lærere til for at sætte det moderne spil i system. Normalt tillægges lærer og oberstløjtnant Holger Nielsen fra Ordrup ved København æren for opfindelsen af håndbold. I hvert fald var det ham, der som den første i 1906 kunne udgive et regelsæt for håndbold, ligesom det i øvrigt var ham, der i 1932 opfandt den verdensberømte Holger Nielsen-metode til kunstigt åndedræt. Nielsen var på mange måder en alsidig mand. Ved de første olympiske lege i 1896 blev han en af de danske helte, da han vandt sølv i sabelfægtning og bronze i pistolskydning. Den initiativrige og fremsynede Holger Nielsen var lærer på Ordrup latin- og Realskole, og i 1898 tilrettelagde han for eleverne: ”… et Spil med hænderne, Haandbold, som kunde spilles på en mindre Plads, f. Eks. I en Skolegaard.”

Men allerede året før havde en anden lærer i Nyborg spillet håndbold med sine elever. Rasmus Nicolaj Ernst var 24 år gammel, og var næsten nyansat på Borger- og Kommuneskolen i Nyborg, da han i 1897 begyndte at spille et helt nyt spil med sine elever. Han kaldte det håndbold. To forskellige steder i landet og næsten samtidig blev spillet født, og der skulle ikke gå længe, før de to pionerer mødte hinanden. I 1905 flyttede Ernst nemlig til sundbyen Helsingør, hvor han fik ansættelse på Helsingør Højere Almenskole. Med det samme tog han fat på håndbolden på den nye skole, og lagde dermed grunden til den senere så berømmede håndboldkultur i Helsingør.

De to håndboldpionerer boede nu tæt på hinanden i det nordsjællandske, og det var derfor helt naturligt, at de to skoler skulle mødes i den første registrerede håndboldkamp. Den fandt sted i 1907 i Helsingør, og kampen blev et godt eksempel på, at der endnu ikke var helt klarhed om reglerne. Rasmus Nicolai Ernst skrev om kampen i sin dagbog: ”I 1907 modtog Skolen en udfordring fra Ordrup til en Haandboldkamp. Helsingør og Ordrup var vist paa det Tidspunkt de eneste Skoler, der spillede Haandbold. Holger Nielsen, Ordrup, havde lavet nogle regler, som vi her ved Skolen ikke kendte, vi spillede efter Regler, som jeg havde lavet i Nyborg allerede 1897-98. Kampen blev et frygteligt Nederlagt for Helsingør 21-0”.

Den første udgave af spillet kan bedst ses som en slags fodbold med hænderne. ”Med ca. 40 deltagere i Spillet vil en Plads paa 40 meters Længde og ca. 30 meters Bredde være passende” , skrev Holger Nielsen i de første regler fra 1906. Længden af banen passer således godt til de nuværende håndboldbaner. Men bortset fra det, er der ikke meget, der minder om vore dages håndbold. Når man kigger på fotografier fra en af Holger Nielsens kampe, hvor han ofte selv styrede spillet i militæruniform, minder det mere om rugby end om vores dages stringente positionsspil.

I løbet af de første år skete der dog langsomt en tilpasning af reglerne, så spillet begyndte at ligne det, vi nu kender som markhåndbold. En i vore dage noget hengemt disciplin, hvor spillet foregår på en fodboldbane med 11 mand på hvert hold. Men det allervigtigste var, at spillet i disse år begyndte at rykke indendørs. En meget naturlig ting når man tænker på klimaet på vores breddegrader, som de fleste måneder egner sig bedst til indendørs aktiviteter. Men også en afgørende udvikling for spillet, som nu blev gjort mindre – og med væsentligt færre deltagere.

I håndboldens første mange år var København helt dominerende. Den 16. marts 1921 inviterede idrætsforeningen Old Boys til indendørs turnering i håndbold i Idrættens Hus i København. Dommer var Holger Nielsen, og turneringen havde deltagelse af hele 15 hold. Blandt dem var den første deciderede håndboldklub fra Efterslægtens Gymnasium.

Som navnet på den første klub tør antyde, var håndbold i disse år meget en skolesport. Fra Holger Nielsens tid var håndbold en idræt man lærte og spillede i gymnasiet, og mange af de store spillere blev rekrutteret til spillet på landets gymnasier. Mere spydige sjæle vil måske indvende, at det med skolelærere og det lettere studentikose præg, er noget som håndbolden måske først har lagt fra sig i takt med de sidste 10-15 års stigende professionalisme. Men det har i hvert fald sat sit præg på spillet i form af utallige skolelærere på trænerbænkene og en meget indgående analytisk indgang til spillet. Men dette intellektuelle og analytiske overskud har utvivlsomt også givet danske hold en klar konkurrencemæssig fordel i forhold til østlandenes systematik og fysik. Det har altid været dansk håndbolds varemærke, at hvor de andre var store og stærke, var vi kloge og teknisk bedre.

Og så er det i øvrigt en sandhed med mange modifikationer, at håndbold skulle være en særlig lærersport. I virkeligheden kom både arbejdere og bønder meget tidligt med, og egentlig er håndbold en meget dårlig skolesport. Der skal en meget dygtig lærer til for at gøre håndbold interessant i skolen. Volleyball og basketball er meget bedre egnede sportsgrene til skolen. Det er nemmere at komme i gang med, og det er nemmere at få et spil til at fungere uden de store forudsætninger. Men kigger man på medlemstallene i de respektive forbund, så er boldspillene i skolen omvendt proportionale med aktiviteterne i klubberne. Håndbold har de mange medlemmer, mens det er fodbold, volleyball og basketball, man spiller i skolen. Håndbold er kort sagt et spil, der lever i klubberne og i hallerne.

Det at opfinde et boldspil vil også altid være et udslag af den folkelige idrætskultur i det pågældende land. Det gælder i høj grad for de mange britiske boldspil som golf, fodbold, tennis og rugby. Men det gælder også for håndbold. Kvaliteterne i håndboldspillet kan godt ses som et spejl af nogle af de elementer og værdier, vi sætter pris på i den danske idrætskultur. Spillet rummer en række sociale kvaliteter, hvor det at få individualister til at fungere som et team er en af de spændende udfordringer. På trods af at der kun er seks markspillere og en målmand, er håndbold et stærkt differentieret spil med mange muligheder, og fordi man bruger hænderne, er der mulighed for at lave et hav af finurligheder og tricks. Det har de danske spillere altid været gode til.

I løbet af 1920’erne begyndte det moderne indendørs spil med syv mand på hvert hold at fange an, og det blev ikke længere kun spillet i Danmark. Det var nemlig især i Tyskland, at spillet blev udformet som et turneringsspil. Allerede i 1917 havde man i Berlin iværksat en turnering for kvinder, og i 1920 begyndte den første nationale turnering i Tyskland for både mænd og kvinder. Det var også i Tyskland, at den allerførste landskamp blev spillet. I 1925 besejrede Østrig på udebane i Halle værterne fra Tyskland med 6-3. Flere lande kom nu med, og håndbolden, der indtil da havde hørt ind under atletikken, løsrev sig nu fra det internationale atletikforbund, og dannede i 1928 det første internationale håndboldforbund. I 1930 havde man allerede 20 medlemslande. Også i Danmark begyndte man at organisere sig, og i løbet af 30’erne dannedes de første regionale forbund. Den 2. juni 1935 løsrev håndbolden sig også i Danmark fra atletikken og dannede Dansk Håndbold Forbund. Man var i gang.

Læs mere i “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” og nyd indtil da dette smukke billede fra Go’ morgen Danmark:

Relaterede poster:

1. Hård kamp i vente – optakt til Østrig mod Danmark ved EM 2010
2. Kvartfinale mod de skakternede – Optakt til Kroatien mod Danmark ved EM 2010
3. Kan det blive andet end spændende? Optakt til Norge mod Danmark ved EM 2010

“There’s only music, so that there’s new ringtones”. Sådan synger Alex Taylor på Arctic Monkeys’ debut Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not . Historiens hurtigst sælgende debutalbum beviste, at musik kan andet og mere end levere lydtapet. Den kan også være overraskende nærværende.

Den britiske musikpresse har det med at opfinde og katapultere bands mod himlen i en uendelig strøm. Det sælger blade og plader selv i en polycentrisk tid med et eksploderet mediebillede. Hvis man så oven i købet kan sælge et band som eksponent for en brugerskabt MySpace-revolution, har man en salgbar historie.

Sådan blev Arctic Monkeys båret frem I midten af årtiet, da hypemaskinen kørte og den britiske musikpresse slog på de helt store trommer forud for udgivelsen af Sheffield-bandet Arctic Monkey’ debutalbum. Resultaet udeblev ikke. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not blev historiens hurtigst sælgende debutalbum. Heldigvis var der mere end nok at komme efter.

Der findes dem, der mener at al filosofi blot er fodnoter til Platon. Og der findes dem, der mener at rockmusikkens innovative kraft forsvandt omkring 1980, og at alt derefter blor har været gentagelser og retrobølger – en rockens udgave af den evige genkomst.

Men en gang imellem kommer der et album, som nok bygger på en tradition, men som pludselig peger nye og originale veje fremad. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var et sådant album. Arctic Monkeys og ikke mindst frontfigur Alex Taylor var af den helt rette kaliber med et stærkt personligt udtryk på det helt rigtige tidspunkt.

Grupper som The Strokes, The Libertines og Franz Ferdinand åbnede ballet og årtiet med en lettere febril guitarlyd og nogle klare og direkte sange direkte til indie-klubben. Men Arctic Monkeys forlenede det udtryk med smagen af fish ‘n’ chips efter lukketid et sted i Sheffield.

Albummet åbner effekfuldt. ”The View From The Afternoon” pisker en synkoperet rytme frem som i et feberramt vredesudbrud: ”Anticipation has the habit to set you up / For disappointment in evening entertainment but / Tonight there’ll be some love”. Scenen er sat til fortællinger fra et liv i hvileløse engelske forstæder.

Andet nummer er det helt store single-hit og P3-plage”I Bet You Look Good on the Dancefloor”, hvor det handler om ”Dirty dancefloors and dreams of naughtiness”. Det er en virkelighedsnær sangskrivning, hvor det støjer, lugter og ryger. Alex Taylor gik på debuten på steder, hvor også Mike Skinner befandt sig i årtiet. Og det var aldrig så direkte som på debuten. Senere kom der andre lag på. Men Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var og er et forfriskende pust virkelighed med Alex Taylor som en uforlignelig og præcis (med tydelig Yorkshire accent) sproglig iagttager.

Efter dette hit kunne man måske forvente, at tempoet ville blive sat ned og kadencen falder. I stedet ramler ”Fake Tales of San Francisco” afsted som et af albummets store højdepunkter. En fortælling fra en prætentiøs aften, med ”.. all the weekend rock stars in the toilets / Practicing their lines”, leveret med stor enkelthed og præcision:

Efter denne effektfulde indledning på albummet, går der I nogle af de efterfølgende numre lidt for meget synkopering i den. Undervejs fortæller den stilfædrige perle ”Riot van” dog den sørgmodige historie om at blive hentet af salatfadet for sent ude: ”Have you been drinking son, you don’t look old enough to me / I’m sorry officer is there a certain age you’re supposed to be? Nobody told me.”

Ret beset kunne man godt lukke historien om Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not nogenlunde deromkring. I så fald ville det blive historien om et fint debutalbum med et par gedigne singler og med en række gode og mellemgode sange.

Men så kommer til sidst albummets tre afsluttende og udslagsgivende numre, som løfter debuten ud over det lovende. De numre der gør Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not til andet og mere end endnu en talentfuld og hypet debut. Her får vi en drøm af en afslutning.

Alle store albums har et stort afslutningsnummer. Her får vi tre lige i rap. Den krasse ”When the Sun Goes Down” om livet på gaden dukker pludselig op med sin klare virkelighed. Signaturen ”From the Ritz to the Rubble” sætter nyt perspektiv på endeløse, forgæves nætter og leder frem til den store finale i ”A Certain Romance”. Et nummer der virkelig rammer albummet ind og til slut knalder skiven afsted.

Arctic Monkeys og Alex Taylor har siden lavet fremragende nye ting i et frenetisk tempo og bevist, at de de havde meget mere i sig end en fuldendt debut. Alligevel fremstår Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not stadig med forfriskende klarhed som et højdepunkt i årtiet.

Relaterede poster:

1. Arctic Monkeys kan blive årets oplevelse på Roskilde
2. Anmeldelse af Siamese Figthing Fish på Diskant.dk
3. Det kan også blive for afslappet – anmeldelse af Stereophonics’ “Keep Calm and Carry On” til diskant.dk

Det er set før, at bands med vilje støder et stort publikum fra sig for at afstikke nye eksperimenterende veje for sig selv. Sådan blev Kid A også opfattet af de fleste, da Radiohead udgav sit fjerede album i oktober 2000. Men Kid A er meget mere end det.

Oven på den helt overvældende kunstneriske og kommercielle succes med OK Computer i 1997 (et album der ofte optræder som et af alle tiders bedste albums på diverse lister) stod Oxford-gruppen ved en skillevej præget af depression, skriveblokering og afsmag for de alt-superstars, de pludselig var blevet. Resultatet blev en forløsning i et udtryk, der pegede radikalt fremad.

Oven på en triumf som OK Computer er det nemt at ende som sit eget coverband med ”Creep” som sikkert ekstranummer. Men det har ligesom aldrig været en farbar vej for Radiohead. Og deres egentlige kompromisløshed viste de med Kid A.

Albummet er tydeligt præget af den elektroniske musik, der altid har fulgt bandet, men som først for alvor blev sluppet løs på Kid A. I stedet for den massive guitarlyd, der siden er blevet kopieret til døde af andre bands, gav Kid A plads til et mere minimalistisk udtryk og en række nye lydbilleder med programmerede beats og jazzede hornsektioner. At vi træder ind i et nyt rum, står allerede krystalklart på albummets indledning ” Everything in its Right Place”, hvor alt absolut ikke er, som det skal være.

Mest markant kommer det til udtryk på albummets tredje nummer ”The National Anthem”, hvor millennium-mareridt indvarsler det sammenbrud, der kom til at præge nullerne. Det sker nærmest med profetisk klarhed. Således også på et nummer som det endnu mere konsekvent desperate ”Idioteque”, der synes at indvarsle sammenbruddets tid. Det er konsekvens, så det gør helt ondt.

Et centralt nummer på pladen er dog ”How to Disappear Completely”, der i sin radikale søgen efter identitet, blotlægger et band og en sårbar sjæl på evig springtur. Og når Yorke senere messer, at han er ”Optimistic”, ved vi kun alt for godt, hvad han mener. Det optimistiske ved Kid A er imidlertid, at der findes en så konsekvent insisteren på musikkens muligheder. Menneskelighed på trods.

Kid A blev ingen kommerciel succes, og fans og anmeldere var mildest talt uenige om dette album. Mange så albummet som en indadvendt og avantgardistisk blindgyde. Men på ti års afstand står tingene mere klart. Rolling Stone Magazine kårede Kid A som årtiets album, og efterhånden som nullerne skred frem blev det mere og mere tydeligt, at Radiohead med Kid A havde skabt lydsporet til det sammenbrud af et årti, der fulgte.

Kid A’s elektroniske lydbilleder gav forsanger Thom Yorke helt nye udtryksmuligheder, og med laptoppen som følgesvend, viste han og Jonny Greenwood samtidig, hvordan et moderne rockudtryk kunne se ud. På den måde fremstår Kid A nu som en måske endnu større bedrift end The Bends og OK Computer.

Relaterede poster:

1. Det sidste store album – anmeldelse af Radioheads “OK Computer”
2. Sorte og hvide linjer – anmeldelse af Kents “Röd”
3. Højere end solen – anmeldelse af Primal Screams “Screamadelica” på diskant.dk

Nul i hovedet

Snart kan vi vinke et længe tiltrængt farvel til et årti, Time Magazine med stor præcision valgte at døbe ”The Decade From Hell”.

Årtiet startede med George W. Bush’s forunderlige skrivebordssejr den 7. november 2000 og sluttede reelt den 15. september 2008, da Lehmann Brothers blev erklæret konkurs. Næsten tre tusind dage som ufrivillig passager i en Porsche Cayenne på gule plader og med en turbo af hvidt pulver.

Det var årtiet med ”noget for noget” og følelsen af at blive regeret af en livsstilskonsulent fra Trekantområdet.

Det var årtiet, hvor helt almindelige lønmodtagere blev gjort til boligspekulanter, og hvor forskellige muligheder i realkreditten blev et yndet samtaleemne rundt omkring i skilsmissekøkkenerne. F1 blev pludselig et kraftfuldt afrodisiakum for verdens lykkeligste folk.

Det var årtiet, hvor store muligheder blev fejet ned af brættet. Selvfølgelig troede vi på, at Bush nok skulle omgive sig med forstandige folk. Hvor galt kan det egentlig gå? Svaret fik vi hurtigt.

10 års gensyn med 1972

Den 12. september 2001 stod verden samlet bag USA’s kamp mod den internationale terrorisme. Men på kort tid lykkedes det Bush’ dream team af en regering at kaste musketerenigheden over bord og fortsætte den første Golfkrig. Hvor der kunne have været internationalt sammenhold i kampen for frihed og demokrati, lykkedes det med fantastisk dygtighed at skabe fjender, hvor der før havde været venner.

Det var årtiet, hvor det var 1972 hele tiden, og hvor værdipolitikken og kampen mod de kloge blev en afgørende politisk ledetråd, mens det lånefinansierede opsving ramte vores økonomi og designertasker pludselig udgjorde hver kvindes inderste hemmelige drøm om lykken.

Kritik blev affejet som pladder

I Danmark havde Fogh-regeringen en historisk mulighed for at reformere det danske samfund på toppen af det enorme økonomiske opsving.. Men det blev Foghs arv at parkere nødvendige reformer hos kommissioner, som var politisk tonedøve, hvis de rent faktisk foreslog en egentlig reformkurs.

For nationalkonservative har det imidlertid været et fantastisk årti. Man har kunnet bekræfte sig selv, at vi danere befolker verdens bedste nation.

Det var årtiet, hvor der blev brugt store ressourcer på at fejre vores egen fortræffelighed og skrive adskillige kanoner til hyldest af vores kultur, alt imens verden buldrede forbi vores lille egnsmuseum.

Der har undervejs været enkelte kritiske røster. Men efter systemskiftet i 2001 har det været forholdsvis ukompliceret at feje dem til side. Efter opgøret med Klaus Rifbjerg og en fyrre år gammel hesteslagtning, kunne enhver kritik affejes som elitært humanistpladder.

Og hvis man som økonom tidligt advarede mod en lurende finansiel krise, blev man kørt ud af landet som bedrevidende mørkemand. Danmark var et fantastisk land at leve i, dansk økonomi enestående sund og snart kunne vi købe hele verden.

Og da krisen så kom med enorm forudsigelighed, fik den samme stempel som den muslimske indvandring. Også den økonomiske krise føg som ugræs over vores ubesmittede lands grænser.

På en nedkølet strand i Dubai

Det borgerlige Danmark kommer til at se tilbage på et årti, hvor man helt igennem overmatchede oppositionen, men ikke formåede at ændre Danmark i afgørende borgerlig retning. Det blev den faste samarbejdspartner, der satte dagsordenen. Økonomiske reformer blev parkeret, og nationalromantikken vandt.

Prisen kommer vi til at betale nu. Hvad der i nullerne kunne have været rettidig omhu, bliver nu blodig alvor.

Årtiet slutter derfor med maner i Dubai. Mens verden brænder omkring os, kan vi stille vores Porsche Cayenne og vandre mod vandet på en elektronisk nedkølet sandstrand. Nullerne er endelig ovre.

Relaterede poster:

1. Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken
2. Oprindalismen – debatindlæg fra Information
3. Mænd uden mod – debatindlæg fra Jylland-Posten

Årtiet rinder ud, og det vrimler med lister (ud over børnenes ønskelister) over hvad som helst. Her kommer en til. Ti fra årtiets musik som betød noget for mig. Ikke nødvendigvis de mest cool navne. Det ville ikke ligne mig! Men ti navne som gav mig noget, og som betød noget i årtiet. Langt de fleste af dem nåede jeg ligefrem at få set live i nullerne. Årtiet bød måske ikke på store revolutioner og stilbrud. Men når det hele gøres op, var der virkelig mange pletskud imellem. Her er dem, som betød mest for mig:

Yeah Yeah Yeahs

Det var “Maps”, der sendte Yeah Yeah Yeahs mod himlen. Årtiets bedste kærlighedssang leveret af en uforlignelig trio, som efter White Stripes og The Strokes igen demonstrerede det store udtryk i en enkel melodi. Da jeg så Karen O. i Malmö, fik jeg troen på rocken igen.

Arcade fire

Canadierne leverede med “Funeral” og “Neon Bible” de måske mest overbevisende skiver i årtiet. Nogle stødes væk af det arty-farty udtryk, der omgærer dem. Men gruppen leverer så gode sange og melodier, at de plader bare vokser ud af formatet hele tiden.

Primal Scream

“XTRMNTR” er så absolut et af årtiets mest konsekvente og interessante albums. Helt igennem uforsonligt og konfronterende. “Screamadelica” er formentlig deres mesterværk, men “XTRMNTR” kommer meget tæt på og har nogle af deres bedste idéer samlet et sted. Deres koncert i Den Grå Hal var mindeværdig. Bobby Gillespie slog tonen an, da han bare råbte ud til publikum: “You’re all a bunch of fuckin’ hippies”.

Interpol

Velklædte unge mennesker fra New York, der har hørt for meget Joy Division er ingen dårlig introduktion af et band, der pludselig gav bas, trommer og guitar nyt liv. Interpol var for så vidt meget typiske for årtiet, men bag det cool ydre gemte sig smukke sange på tre fine albums i årtiet. Bassist Carlos Dengler var en oplevelse for sig I Vega.

Thåström

Jeg har set ham vandre omkring på Vesterbro i mange år, denne svenske legende. Men det var først med albummet ”Skebokvarnsv. 209”, at han får alvor kom tæt på. En eftermiddag i en bil på vej hjem fra Jylland satte jeg albummet på. Det er oprigtigt længe siden, jeg er blevet så rørt. Disse skeletsange går ind under huden uden at vise mindste tegn på barmhjertighed. Thåström er et af årtiets store kunstnere på vore breddegrader.

Arctic Monkeys

Sheffield-drengene var måske årtiets største positive overraskelse. De kom virkelig ud af ingenting. Debutalbummet ”Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not” fra 2006 var en eksplosion, hvor forsanger Alex Turner også viste, at der var nye måder at beskrive den moderne virkelighed. Noget af den friskhed er efter min mening forsvundet senere, men debuten var virkelig en perle i årtiet. Sangen her faldt Emma på tre år pladask for. Det er blevet hendes signatursang.

Kent

Her i Norden er der få bands, det er værd at bruge alt for meget tid på. Men fra Eskilstuna kommer Kent, og de har i nullerne konstant udfordret formatet og sig selv. Fra den store popularitet og de mange hits i 2002 til den konsekvente ”Röd” fra i år. Imponerende at de fortsat er optændt af den evige flamme. Enestående. Denne her nedenfor sang hele familien med på i årtiet. Børnesang i bilen:

Morrissey

Den store crooner fik noget af en tilbagekomst i årtiet. Tre albums plus alt det løse. Men vel at mærke tre meget stærke albums. At vide at Moz lever og har det fortsat dårligt, er frelsende i sig selv. Indflydelsen fra New York Dolls har været tydeligere end nogensinde i nullerne og et mere råt musikalsk udtryk garneret med en mere og mere croonende Morrissey har givet ham et stort årti.

Glasvegas

De ender formentlig som et alt for hypet one-hit wonder. Men deres debutalbum var godt og meget rørende i deres skotske fortolkning af Phil Spector. En vinteraften i årtiet var de alt, der betød noget.

Jens Unmack

I et helt igennem nationalistisk årti, hvor Sebastian blev kanoniseret af Brian Mikkelsen, har man mest lyst til at forbigå danske udgivelser over en bred kam. Dog er det svært at komme udenom Unmack, der tog årtiet i egne hænder med hans version af Leonard Cohens ”Minder”. Senere fulgte tre fremragende soloplader kronet med en succesrig videreførelse af Love Shop. Og så har han uden tvivl Danmarks bedste musikblog!

The Killers

De kommer fra Las Vegas og har ambitioner om den helt store stadionrock og de store formater. Det var ind imellem aldeles underholdende og medrivende.

Bonus: The National – Mistaken For Strangers

Jeg nåede aldrig at dyrke bands som The National og The Walkmen. Men denne her fra Boxer-albummet er virkelig en perle:

Ingen relaterede poster.

Han er efter eget udsagn amerikansk litteraturs ‘deamon dog’. Han har altid forestillet sig, at der udenfor regeringskontorerne sad en mand med en mappe og en pistol, klar til at implementere regeringens politik på det lavest mulige niveau. Det er deres historie, han nu har skrevet.

Mange vil kende ham fra bogen og filmen “L.A. Confidential”. Efter den berømmelige LA-kvartet, som kulminerede i den sproglige eksplosion i “White Jazz”, gik Ellroy et markant skridt videre. Egentlig kan LA-kvartetten ses som optakt til det, han nu gik i gang med. Han har nu færdiggjort fortællingen om USA’s historie i efterkrigstiden om. Intet mindre.

James Ellroy’s “Blood’s A Rover” er det sidste bind i en kompleks og omfattende trilogi under fællesbetegnelsen “Underworld USA”. Serien begyndte i 1995 med den sigende titel “American Tabloid”. En hæsblæsende historie om Camelot-æraen med historiske hovedpersoner som Kennedy-brødrene, Howard Hughes, Sam Giancana og ikke mindst J. Edgard Hoover. Men også en historie hvor mænd med lyddæmpede pistoler og knaldhårde næver smadrer cubanere og overvåger blowjobs.

Ellroy introducerede i dette første bind temaet om at skrive den egentlige blodige historie om et USA under fantastisk forandring fra 1960 og frem. Her oplever vi Kennedy’erne føre hemmelig krig mod mafiaen og Castro. Her ser vi hvordan ‘drengene’ i form af Giancana, Marcello og Trafficante spiller deres kort og folk som Hoffa med Hoover som den store altvidende edderkop for enden af spindet. Det er grumt, brutalt og formentlig tættere på virkeligheden end vi vil bryde os om skrevet i en dokumentarisk stil med præcise datoangivelser og indsatte FBI-rapporter. Det hele kulminerer fredag den 22. november 1963 på Dealey Plaza i Dallas. Og lad os bare sige, at vi er med på græshøjen med en riffel.

I det næste bind “The Cold Six Thousand” fra 2001, brager den amerikanske historie videre op igennem et USA igennem hastig forandring i 60′erne. Krigen i Vietnam eskalerer voldsomt, mens heroin fra fjernøsten finansierer ture i blodrus til Cuba. Vampyren Howard Hughes bliver stadigt mere excentrisk på sin vej fra filmbyen Los Angeles til kasinoerne i Las Vegas.

Nu kommer så det sidste bind “Blood’s A Rover”. Det er en om muligt endnu vildere og endnu mere kompliceret historie, der når sin logiske konklusion og forløsning i det 1972, der gav Richard Nixon en jordskredssejr. Ellroy tager fat i juni 1968 efter at først Martin Luther King og dernæst Robert F. Kennedy er blevet myrdet i en eksplosion af vold i det amerikanske samfund. Var det James Earl Ray og Sirhan Sirhan, der stod bag de to mord? Hvad tror du selv?

Som vanligt har vi en række hårdkogte hovedpersoner, hvis historier fletter sig sammen med den store historie og autentiske begivenheder og hovedpersoner. Her kan ”The Prez” pludselig ringe til vores hovedperson Dwight Holly, som også er i tæt kontakt med Gay Edgar Hoover, selvom den gamle tøs er ved at falde af på den.

Plottet er endnu en gang yderst intrigant og fyldt med en række lag og med hadet som vigtig drivkraft. Der er en kort indledning om et yderst professionelt eksekveret røveri i Los Angeles i 1964, hvor en række smaragder og mange millioner af dollars pludselig skiftede hænder. Derfra går trådene til tre mandlige (anti)helte, som hver især hvirvles ind i en hæsblæsende historie, mens hippier danser latterligt forbi, drengene bygger nye casinoer i det caribiske og sorte pantere infiltreres.

Vi har igen fornøjelsen af at følge to af hovedpersonerne fra “The Cold Six Thousand”. Igen møder vi Wayne Tedrow Jr. og Dwight Holly. Tedrow er tidligere politimand med et ganske fortjent ry som hævngerrig nigger-morder. Sammen med hans stedmorder, slog han sin KKK-klovn af en far ihjel med en golfkølle. Tedrow kender Giancana, Marcello og Trafficante, og han forhandler med dem om Howard Hughes’ overtagelse af Las Vegas. Dwight Holly er FBI-agent og kendt som “The Enforcer”. En hård G-man, der kan tænke individuelt, og som er perfekt til at udføre de black-bag operationer, Mr. Hoover får ståpik over. Begge har en historie, der flyder sammen omkring Dallas, Memphis og LA.

Ny ombord er peeperen Don Crutchfield baseret på en virkelig person. Crutchfield leverer kompromitterende fotos, der kan bruges i skilsmissesager. Men en dag kommer han tæt på sager, der brænder ham i ryggen. Og pludselig lever han på Tedrows og Hollys nåde, mens den franske lejesoldat Mesplede er efter ham kæderygende og med evig stå-pik over det store H (som i L’Heroine) og døde Castro-kommunister.

Mænd med brændende historier er velkendt hos Ellroy. Men denne gang introduceres virkelig noget nyt i skikkelse af to meget stærke kvinder Karen Sifakis and Joan Rosen Klein. De er RØØØØDE, og de fanger flossede mænds opmærksomhed. Mænd som Tedrow og Holly, der er moralsk udmattede, og som søger forløsning og frelse i armene på stærke kvinder. Karen og ikke mindst Den Røde Gudinde Joan træder ind på scenen og forandrer det hele. På den måde er ”Blood’s A Rover” en både meget typisk Ellroy-fortælling, samtidig med at den afgørende bryder og afslutter æraen. Man kan nærmest tale om, at Ellroy meget sent i sit forfatterskab introducerer ømheden, frelsen og håbet. Det kommer der af, at hive stærke kvinder på banen! Da Joan træder ind i historien, ændrer sproget sig. Vi har før hos Ellroy haft besættende kvindeskikkelser. Men aldrig så begavede og forjættende som Joan. Det mærkes helt ind i sproget, der nok er fortættet som altid, men serveres med nye nuancer og ømhed.

Uden at røbe hele det komplicerede plot kan vi godt sige, at der på mange måder rundes af og gøres op med en ekstremt blodig epoke i amerikansk moderne historie. En periode hvor landet ændrede sig for altid.

Man skal læse Ellroy for historien. Den er interessant. Metoden opfandt Don DeLillo egentlig med ”Libra”, som viste hvordan man kan skrive omkring en historisk person som Lee Harvey Oswald og ud fra konkret viden ’extrapolere’ den virkelige historie. Det er blot at forbinde de enkelte punkter og tage den derfra. Det er højest underholdende og måske ligefrem lige så oplysende som den officielle historieskrivning.

Men man skal først og fremmest læse Ellroy for sproget. Allerede i LA-kvartetten så man, hvad Ellroy kunne med sproget. Det er fortættet, kort og præcist. Som her:

“Dr. King was a stone commie. Mr. Hoover was a stone Tory. Dr. King fucked women with gusto. Mr. Hoover collected antiques and vintage pornography.”

Der veksles mellem prosa som dette, dagbogsoptegnelser fra Karen eller den sorte politimand Marsh Bowen, afskrifter fra telefonsamtaler og et skiftende perspektiv fra de mandlige hovedpersoner. Det hele flyder sammen over de fire år, hvor historien udspiller sig.

Ellroy kan skrive om “the house that hate bulit” og gå guldstændig agurk over at stave alle ord med en hård c-lyd konsekvent med K som i KKK, you Klown. Det fører også til hysterisk morsomme passager, efterhånden som de samfundsmæssige ændringer slår igennem i sproget, og Mr. Hoover pludselig overtager den sorte slang og begynder at sige ”Tell it like it is” eller ”Right on”. Mr. Hoover har simpelthen hørt for meget Archie Bell:

I USA bliver Ellroy ofte fremhævet for den hårdkogte krimistil, mens han i Europa hyldes for sit sproglige overskud og en helt igennem uforlignelig tilgang til litteraturen. ”Blood’s A Rover” er ikke så innovativt sprudlende som f.eks. ”White Jazz”, men den introducerer helt nye temaer og Ellroy får lukket og forløst det amerikanske mareridt. Den 2. maj 1972 er det slut. Herefter kan vi og Ellroy begynde igen. Historien er mesterligt fortalt. Ellroy er tilbage.

Relaterede poster:

1. Blood’s A Rover – James Ellroy er tilbage med sidste del af Underworld USA trilogien
2. Portræt af James Ellroy – den amerikanske litteraturs deamon dog
3. Løvens smukke brøl – Anmeldelse af Edward M. Kennedys “True Compass”

Albummet sætter sin scene i Hyltinge Kyrka i Sparreholm. En tung kirkedør smækker. Derefter tager et kirkekor bladet fra munden. En svensk salme fylder kirkerummet. Så er vi i gang. Sakralt, højstemt.

Herfra bygges en synth-katedral af de mere imponerende. Det er tungt og elektronisk. Det er Kent, når de er mest konsekvente. Fra kirken flyver vi over i ”Taxmannen”, hvor Jocke Berg forkynder, at ”Jag står i skuld”. En næsten infernalsk disco-beat hamrer af sted til det støder på ”Krossa alt”. Den albumstart er forrygende original.

Mange ser guitarist Sami Sirviö som bandets egentlige stjerne. I mange af bandets store øjeblikke er det ham, der løfter udtrykket op i de højere luftlag. Men der kan han ikke blive. Han har været ”jävla trät på guitarer” og vil hellere udforske andre lydmuligheder. Sammen med den danske producer Jon Schumann har Kent derfor igen skabt en lyd, hvor laptops og synths spiller afgørende roller i udtrykket. Den bevægelse var der allerede på forgængeren Tillbaka till samtiden fra 2007, men denne gang er bevægelsen mere konsekvent og bedre gennemført. Numre som ”Elefanter” og ”Berlin” fra Tillbaka till samtiden kan nu ses som skridt på vejen til det mere konsekvent elektroniske udtryk på Röd.

Undervejs kan man savne svævet fra Sami Sirviö. Men når det så kommer, virker det så meget desto stærkere. På ”Svarta linjer” løfter Sirviö pludselig melodien til de højere luftlag i katedralen og forvandler de sorte linjer til krystalklare hvide linjer. Den sang viser Kent på toppen af sin formåen.

Kent har altid levet med at være indie-Bergmann og svensk folkefest på én og samme tid. Men Kent har beholdt modet til at forfølge en linje, også selv om det koster noget af det store publikum fra 2003. Det nye og mere konsekvente udtryk er indædt og indadvendt, og det viser en Jocke Berg, der har formået at bygge på i sit tekstunivers. Han har tidligere skrevet om ”Nihilisten”, men denne gang handler det om at tro på noget – på trods af alt.

En central sang er ”Vals för satan (din vän pessimisten)”, der er en vemodig begravelsessang for den svenske arbejderbevægelse. Fra et gennemført disco-beat vokser en rød salme om skuffede forventninger og drømmen om et fortsat engagement. Men her er viljen til at tro. På noget større, noget bedre. Det er albummets altafgørende tema, og det leveres med langt større præcision end på tidligere numre som ”Ensammast i Sverige” eller ”Sverige”.

Jocke Bergs tekstunivers har fra starten gjort Kent til noget helt specielt. Han synger på sit modersmål, og han har modet til at udfordre det og skrive en moderne rocklyrik fra det kolde nord. En status som modnet far slukker ikke ilden fra Eskilstuna. Tværtimod ser Jocke Berg måske klarere end nogensinde.

Röd er bandets ottende regulære album, og Kent synes evigt. Mod og konsekvens af denne kaliber møder man ikke ofte på vore nordlige breddegrader. De holder fortsat fanen (denne gang den røde) højt. Det er som regel vedkommende og interessant. Röd er dog mere end det. Albummet er ganske enkelt håbefuldt, fordi det illustrerer, at kunstnerisk udvikling faktisk er mulig, og at der stadig kan laves meningsfuld rockmusik her i Norden. Velkommen til rødt efterår i Eskilstuna.

Relaterede poster:

1. Tilbage til Eskilstuna – Kents nye skive ‘Tillbaka till samtiden’ er den indlysende følgesvend til efteråret
2. Præludium til et skæbnesvangert årti – anmeldelse af Radioheads “Kid A”
3. Det sidste store album – anmeldelse af Radioheads “OK Computer”

I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til et noget højstemt følelsesudbrud i anledning af 20-året for Murens fald. Da jeg voksede op, måtte min mor forsøge at forklare, hvorfor der lå en ø derovre til højre på kortet over Vesttyskland, og hvorfor der var nogen som havde bygget en mur midt igennem Tysklands gamle hovedstad.

Det virker alt sammen så længe siden nu. På mandag er det tyve år siden Berlinmuren faldt. Med den faldt også andre mure. Dét er der grund til at huske på, for der er masser af energi at hente i den historie. En gang imellem er håbet den eneste realistiske mulighed.

- Læs hele klummen og kommentér den direkte på www.180grader.dk.

Muren i vores hoveder

“Some men see things as they are and say why
- I dream things that never were and say why not.”
George Bernard Shaw

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.

Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.

På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.

Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.

De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.

Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60’erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.

Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe ”Wir sind das Volk”. For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl eller Christian Führer motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker for dem for det nye perspektiv, de gav os.

Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned, og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.

Relaterede poster:

1. Læs klumme fra 180grader.dk: Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet
2. Læs klumme fra 180grader.dk: Leve republikken
3. Læs klumme fra 180grader.dk: En ny historie om Danmark

Anders Remmer er en af den danske electronicas store pionerer med en imponerende produktion bag sig. Som en del af Future 3, People Press Play og System og under solo-navnene Jet og Dub Tractor har han nærmest defineret genren herhjemme.

Den store spændvidde er lykkeligvis ikke blevet mindre, og Remmers lyst til at udfordre muligheder og udtryksformer er fortsat. Man fristes næsten til at sige, at det når et foreløbigt højdepunkt på det nye album Sorry.

Remmer har på de to seneste Dub Tractor albums More Or Less Mono og Hideout introduceret en mere betydende vokal og bas og guitar i lydbilledet. På Sorry rammer Remmer en tone og kombination, hvor melodier blandes med hans udsøgte fornemmelse for lydenes muligheder.

Teksterne er enkle, men der messes mindre og synges meget mere denne gang. Det klæder Remmer, at vokalen nu er sat helt fri. Sine steder rammer sætter monotonien ind, når enkle linjer messes for mange gange. Andre steder flyver melodierne af sted. Når Remmer gentager, at ”That Won’t Heal By Itself” tror vi ham.

Det er stadigt drømmende og luftigt sine dubbede steder. Men når der for alvor lukkes op for posen med Peter Hook bas-linier og forvrængede guitarlyde er det indie-tronica i en klasse helt for sig selv. Et nummer som ”Fall In Love Like His” viser, hvad man ene mand kan skabe, hvis man mestrer sit udtryk og har modet til at sætte det på spil.

Albummet er efter sigende blevet til i fuldkommen isolation. Det kan høres og føles. Det er lyden af fravær, regndråber og isolation. Dub Tractors bittersøde elektroniske toner er en oplagt følgesvend til et mørkt efterår.

Relaterede poster:

1. Sorte og hvide linjer – anmeldelse af Kents “Röd”
2. Præludium til et skæbnesvangert årti – anmeldelse af Radioheads “Kid A”
3. Det sidste store album – anmeldelse af Radioheads “OK Computer”

Ted Kennedys død i august markerede afslutningen af en æra i amerikansk politik. Med hans død sagde vi farvel til en epoke og en familie, der bragte verden håb, tragedier og masser at tale om. På alle fotografier fra den berømte familie står han yderst som den nuttede lillebroder, og han blev i høj grad påvirket og støttet undervejs af hans tre storebrødre, der med tiden alle blev revet væk fra ham. Ved et mirakel var det Ted Kennedy, der som den eneste levede længe nok til at få grå hår, og som i den sidste del af livet blev reddet af en kvinde. En på alle måder smuk historie.

Historien om Kennedy’erne er blevet fortalt utallige gange. Men Ted Kennedy er den første, der for alvor fortæller historien indefra og på afstand. Det giver et noget anderledes og mere interessant perspektiv. Når det angår Kennedy’erne, spiller helt ubekræftede rygter og sladder ofte rollen som historiske fakta. Havde brødrene ikke en affære med Monroe? Tjente Joe Kennedy ikke penge på ulovlig sprut i forbudstiden og havde en affære med Gloria Swanson? Der bliver produceret så meget halløj uden noget hold i virkeligheden, og tv-stationerne slikker dårligt producerede franske ‘dokumentarer’ i sig.

På den baggrund er det befriende at høre historien fra Ted Kennedy selv. Han var med, og han bringer os indenfor i huset i Hyannis Port, hvor vi tror vi har været så mange gange før. Hans portræt af brødrende John og Bobby er både ærligt og meget kærligt. De to står helt naturligt meget centralt i bogen. Det var de brødre, som blev Ted’s helte, og som han gjorde alt for at ‘catche up’ på. Det er intet mindre end hjerteskærende at følge Ted Kennedy og USA op igennem 60′erne, hvor håb bliver til vold og disillusion. Der er kun fire år fra vedtagelsen af borgerretslovene i 1964 til drabene på Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.

“True Compass” giver også et fint og kærligt blik på patriarken Joe Kennedy, som kæmpede sig ud de irske indvandrerkvarterer i Boston, men som aldrig blev en del af det etablerede New England borgerskab. Han og konen Rose opdragede de ni børn til at gøre en forskel. Der var lektier for til middagene, og Ted fik som 14-årig en lektion for livet af faderen:

“You can have a serious life or a nonserious life, Teddy. I’ll still love you whichever choice you make. But if you decide to have a nonserious life, I won’t have much time for you. You make up your mind. There are too many children here who are doing things that are interesting for me to do much with you”.

De læsere der måtte lede efter sladder, bliver skuffede. Men Kennedy kommer dog omkring alle de sager og skandaler, der også prægede hans liv; fra snyd ved spansk eksamen på Harvard over ulykken ved Chappaquiddick og Mary Jo Kopechnes død til drukskandalen i Palm Beach.

Ted var aldrig en helgen, og han var i flere perioder ude i tovene. Ikke mindst efter Robert Kennedys død i 1968:

“In the months and years after Bobby’s death, I tried to stay ahead of the darkness. I drove my car at high speeds; I drove myself in the Senate; I drove my staff; I sometimes drove my capacity for liquor to the limit. . . . I generally managed to keep my public duties and my private anguish separated. Whatever excesses I invented to anesthetize myself, I could almost always put them aside in my role as senator. Almost, but not always.”

Frygten fra et attentat på ham fulgte ham hele livet, ligesom de Secret Service agenter, han fik tildelt. Og frygten var begrundet. Da han i 1980 stillede op mod Carter, havde han vanskeligt ved at deltage ordentligt i primærvalgene pga. det store sikkerhedsopbud, og der er flere historier om tilfælde hvor Ted instinktivt kastede sig til jorden ved høje udstødningslyde.

Ted Kennedy fortæller også om tiden efter mordet i Dallas. Han accepterede altid Warrenrapportens konklusioner, men nævner kort at Robert var meget kritisk overfor FBI, som efter hans mening burde have været på forkant med en afhopper fra Sovjet.

Ted Kennedy har siddet i senatet siden 1962 og han og hans familie har i den grad formet amerikansk politik i efterkrigstiden. At være med på den rejse sammen med Ted Kennedy er både underholdende og lærerigt. Hans portrætter af de skiftende præsidenter er kostelige. Men det er kun Jimmy Carter, han for alvor giver kniven. Stemningen i det demokratiske parti op til valet i 1980 var giftig, og Ted Kennedy har ikke meget godt at sige om den nidkære Carter. Bogen har ikke den store analytiske kraft. Den er mere skrevet med fokus på de gode historier. Analyserne må man finde andetsteds. Til gengæld får man mange gode historier fra en, der var med.

En rød tråd i bogen er Kennedys kamp for en sundhedsreform – en mildest talt aktuel sag. Kennedy har selvfølgelig vidst, at hans bog ville komme ud midt i den debat, og at han ville kunne gøre et sidste afgørende bidrag til en sag, han tog op allerede i 60′erne. Historien om hans søns kamp mod kræften er rørende. Hans søn fik amputeret sit ene ben selv samme dag, som Robert Kennedys ældste datter blev gift. Kennedy nåede at følge hende op ad kirkegulvet lige efter operationen.

Ted Kennedys liv er en meget livsbekræftende historie. Tragedierne står i kø i løbet af hans liv. Men familiens uovertrufne viljefasthed er i sandhed inspirerende. Ted Kennedys liv viser os, at det betaler sig at kæmpe og gøre sig umage. Han kom fra meget priviligerede kår, men han viede sit liv til at gøre en konkret forskel i lovgivningsarbejdet i Washington. Hans memoirer i “True Compass” fortæller den historie på en både rørende og inspirende måde.

Relaterede poster:

1. Ted Kennedy i video om “True Compass”
2. Ted Kennedy accepterede altid Warren-rapportens konklusioner – hans memoirer “True Compass” udkommer den 14. septemter
3. Senatet i et minuts stilhed for Ted Kennedy

Det er ikke så tit en fyldt biograf bryder ud i spontane klapsalver efter en film. Men det var ikke desto mindre resultatet, da rulleteksterne løb hen over “Inglourious Basterds” i Imperial.

Tarantino har med vanlig meglamoni omtalt filmen og manuskriptet som hans store mesterværk (bemærk her filmens afsluttende replik). Manuskriptet har været mange år undervejs, og antog undervejs et monstrøst omfang. Nu er det skåret til, i hvad Tarantino har kaldt en spaghetti western sat i en anden verdenskrigs kulisse.

Her er det ikke “Once upon a time in the west”, men derimod “Once upon a time in nazi occupied France”, som det hedder i filmens første kapitel. Vi får derfor en spaghetti western med apache krigsførelse, blandet med anden verdenskrigs film af den type TCM altid sender som underholdning i juledagen, blandet med tyske UFA film, med indsat klip fra Hitchcocks ‘Sabotage’ osv. Og oven i det er der plads til gæsteoptrædener (dog kun som speak) fra de to bærende skuespillere fra henholdvis Håndlangere (Harvey Keitel) og Pulp Fiction (Samuel L. Jackson). Tarantino citerer således alt og alle – inklusive sig selv.

Det er kort sagt en metafilm ud over det sædvanlige. Her kan en sang af David Bowie skrevet til en helt anden film (“Cat People“) pludselig fremstå med lysende klarhed frem til den store finale. De mange betydende lag skaber med legesyg selvfølgelighed nye betydninger og ny mening. Det er en genial instruktør, der viser os, hvad han formår. Der er ikke et sekund i filmen, der ikke kommenterer og refererer andre film eller popkulturelle fænomener fra Allo Allo til Charles Manson (This is the sign Charles Manson stole from The Nazis. Now he is stealin’ it back).

Dette metalag og denne ekstreme filmbevidsthed kunne være trættende, hvis ikke lige det var fordi Tarantino er så forbandet god til at fortælle en underholdende og medrivende historie, så man gyser og ligger flad af grin undervejs.

Åbningsscenen er f.eks. en instruktion i, hvad Tarantino kan med dialog og en skarptskåren klipning. Det er fortættet spaghetti con carne. Brutal og nervepirrende dialog: “Do you mind if I smoke my pipe?”

For vi der nærmest er opflasket med film som “Kellys Helte”, “Det Beskidte Dusin”, “Navarones Kanoner” og “Ørneborgen” er det her et filmisk paradiso.

Hvor en film som f.eks. “Kill Bill” kan ses som en hyldest til den mere ukendte Kung Fu genre, er vi her meget mere på hjemmebane. Så vi får f.eks. et næsten decideret remake af scenen i “Det Beskidte Dusin”, hvor Lee Marvin giver en peptalk af den mere djævelske slags. Her forvaltes rollen af Brad Pitt, der som “Aldo the Apache” fra Maynardville, Tennessee leder en gruppe af skalperingslystne amerikanske jøder på et hævntogt af uhyrlige dimensioner, hvor den store Bjørnejøde (Eli Roth) lader baseball battet fra Brooklyn falde ubønhørligt over nazihoveder (det virker ikke som om banden eller Tarantino skelner mellem SS og Værnemagten).

Samtidig har filmen historien om den eneste overlevende fra åbningsscenen Shoshanna Dreyfus (Mélanie Laurent). En klassisk historie som taget ud af enhver spaghetti western. Og med ‘the jewhunter’ Hans Landa (Christoph Waltz) som den samlende figur. Han er skarp. Rigtig skarp, mens man undervejs ser hans SD-mærke flere gange i nærbillede.

Tarantino gør en dyd ud af at parodiere samtlige klicheer fra de klassiske krigsfilm. Himmelsk bliver det, da Mike Meyers kommer ind som sig selv (dvs. en heftigt maskeret karikatur af en fregnet, engelsk officer) og giver den som lettere ironisk englænder i en undercover briefing af en ekspert på tysk film med Churchill som tilhører.

Og selvfølgelig ligner Hitler overhovedet ikke den historiske Hitler, og selvfølgelig har Tarantino ‘glemt’ at udstyre Joseph Goebbels med klumpfod. I stedet får vi alle klicheerne om den hysteriske Hitler og den alt-kneppende Goebbels med propagandakøllen.

Filmen har fået kritik for sin alt for respektløse tilgang til et så følsomt og alvorligt emne. Men det er vitterlig en forfejlet kritik. Fra første once upon a time viser Tarantino os, at nu skal vi se en løgnehistorie. Og med de utallige referencer til filmhistorien får han samtidig skabt en så effektfuld verfremdung effekt, at alle de andre film om anden verdenskrig (for ikke at tænke på hele western genren) pludselig står klart frem som de løgnagtige filmfortællinger, de er. Derfor kan personerne midt i 1944 pludselig kommentere deres egen situation med, at de nu befinder sig i et ‘mexican standoff’. Og derfor er det selvsagt også en Gestapo-mand, der udlægger den rette tolkning af filmen King Kong som en allegori over den sorte mands amerianske historie.

Er man interesseret i virkeligheden, skal man ikke gå ind i en biograf. Vil man se en effektfuld røverhistorie, hvor alting kan ske, er biografen og Tarantino derimod et formidabelt valg. Ved at pege på sin egen film på denne måde får Tarantino med stor elegance vist mediets styrke og svaghed, og selvfølgelig er det sluttelig en film (i filmen (i filmen)), der forløser den store finale.

Og ja, det er en forløsning, da filmen rammer den store ‘kosher revenge’, tømmer magasinerne og udlever den ultimative hævnfantasi, mange af os bærer på. Her kan den slags lade sig gøre. Det er helt logisk – og helt nødvendigt.

Klapsalverne til Tarantino i Imperial var således ikke overraskende. Tarantino har skabt en mesterlig film, der på en og samme tid er finurligt underholdende og måske hans mest komplekse til dato.

Hør interview med Tarantino på NPR.org

Tarantino er af den snakkesaglige slags, og der er i interviewet mange fine kommentarer til filmens tilblivelse. Kan anbefales.

Relaterede poster:

1. Et saftigt surfbræt i hovedet – anmeldelse af The Good the Bad’s “From 018 To 033” på Diskant.dk
2. Det amerikanske mareridt forløst – anmeldelse af James Ellroy’s “Blood’s A Rover”
3. Fremragende analyse med otte års forsinkelse – Anmeldelse af Rune Lykkebergs ”Kampen om sandhederne”

At vi har at gøre med et stort talent i multiinstrumentalsten Mikkel Hess er næsten givet fra de første toner af opsamlingen med den både ironiske og meget sigende titel ”Hits”. Her spilles elektronisk med enormt overblik.

Mikkel Hess folder sig ud i det store ’arty’ format i New York, men Hess Is More er ikke en hengemt raritet fra det elektroniske hjemmebrænderi. Slet ikke. Den på alle måder medrivende single “Ssshhhh” blev ’Ugens undgåelige’ på P3, og på Youtube har nummeret “Yes Boss” snart opnået en halv millon views.

Opsamlingen ”Hits” giver et godt overblik over en stor produktion, der stikker i utallige retninger, og som viser en kunstner med stort overblik og vingefang. Sine steder bliver det måske for legende let for Hess. Der må en velgørende baslinie fra Peter Hook meget gerne vise vejen vejen mod knap så pastelfarvede landskaber.

Men Hess Is More inviterer lytteren med indenfor og på ”Hits” kan man stige på og tage af sted på en interessant tur i det musikalske landskab.

Relaterede poster:

1. Hjerteskærende mesterstykke – anmeldelse af Arcade Fires “Funeral” fra diskant.dk
2. Højere end solen – anmeldelse af Primal Screams “Screamadelica” på diskant.dk
3. Zeitgeist Zoo – anmeldelse af U2’s “Achtung Baby” på diskant.dk

Der var i de tidlige år mange historier om Teddys manglende evner og lettere fjollede fremtoning. Da han stillede op til Senatet i 1962, mens hans ene storebror var præsident og den anden justitsminister, bakkede hele klanen ham op. Men han viste med tiden, at netop han kunne stå på egne ben og føre historien videre som eneste tilbageværende af de fire sønner.

Vel var det John og Robert Kennedy, der indgød nationen håb og drømme. Men det var Edward Kennedy, der med en utrættelig indsats i Washington kæmpede for et mere socialt retfærdigt USA. Han var den store liberale løve, der fra 1980 for alvor brød ud af brødrenes sakrosante skygge og etablerede sin unikke position i Senatet.

For blot et par dage siden udtalte senator John McCain, at sundhedsreformen led under Ted Kennedys sygdom. Der manglede simpelhen hans erfaring og finesse for at få et stort kompromis igennem.

Det er skæbnens ubehagelige ironi, at Ted Kennedy ikke nåede at opleve vedtagelsen af den sundhedsreform, der næsten blev hans livsværk. Oplev ham f.eks. her fra 1980 i New York efter han havde udfordret den siddende præsident Jimmy Carter – og tabt:

At netop Kennedy kæmpede så indædt for en sundhedsreform vil uden tvivl få betydning i de kommende uger, og vil forhåbentlig betyde mere åndfuld vind i sejlene til en noget vaklende præsident.

Da han kastede hele Kennedy-familiens glans på Obama sidste år, var det en af de afgørende faktorer, der tippede vægtskålen til fordel for den nye unge senator, der ville ændre Amerika. Om Obama sagde senator Kennedy:

“This November the torch will be passed again to a new generation of Americans . . . With Barack Obama, and for you and for me, our country will be committed to his cause. The work begins anew. The hope rises again. And the dream lives on.”

For nylig døde storesøster Eunice, og med Ted Kennedys død kan vi nu sige endegyldigt farvel til en generation, som forandrede den nation, flere af dem gav deres liv for. Uagtet alle sladderhistorierne og myten om familien kæmpede John, Robert og Edward for en bedre og mere retfærdig verden. Nu sover den store liberale løve for altid. Vi må håbe, at faklen er bragt videre til en ny generation af politikere. Svaret får vi om kort tid, når Obama med en historisk mulighed skal have sundhedsreformen igennem Kongressen.

Relaterede poster:

1. Et sidste farvel til Ted Kennedy og hans brødre på Arlington
2. “The Kennedy Brothers” – en dokumentar af Chris Matthews fra Hardball på MSNBC om Kennedy-brødrene
3. Se dokumentar fra CBS: “Ted Kennedy: The Last Brother”

Tirsdag havde jeg denne klumme i Jyllands-Posten. Siden har regeringen gjort alt for at forstærke pointen.

Mænd uden mod

I 1955 skrev en ung fremadstormende amerikansk politiker en bog om otte senatorer, der turde vælge det rigtige frem for det populære. Bogen hed ”Mænd af mod” og blev både en bestseller og en senere vinder af Pulitzer-prisen. Forfatteren var den senere præsident John F. Kennedy.

Skulle man skrive en tilsvarende bog om nulevende danske politikere, var der ingen anden udvej end at kalde den ”Mænd (og kvinder) uden mod”. Hvor Kennedy portrætterer otte senatorer, der trodsede en øjeblikkelig folkestemning, har vi nu et politisk system, hvor politikere velvilligt løber efter den seneste avisforside om kamphunde eller badeforhæng.

Op igennem dette årti har tænketanke og økonomer skreget på reformer af vores velfærdssamfund. De fleste har set nødvendigheden, men ingen politikere har haft modet til at gennemføre dem. I stedet er de blevet parkeret i kommissioner, som har været ”politisk tonedøve”, hvis de ikke kunne forstå, at fremsynede reformer ikke har nogen gang på jorden i et Danmark, hvor landets vicestatsminister hellere går efter pjattede værdipolitiske markeringer frem for at afstikke retningen for fremtidens Danmark.

Det er et trist tegn på kulturelt forfald, når man er mere optaget af at grave ægte danske værdier op af mulden, frem for at afstikke kursen for fremtiden. Ansvarlige politikere er ikke valgt til arkæologiske opgaver. Og de er slet ikke valgt til at logre for skiftende folkestemninger. Deres opgave er at træffe beslutninger – også af den ubehagelige slags.

Men for danske politikere gælder, at deres fremmeste mål er at overleve næste valg. Deres horisont går sjældent meget længere. Derfor handler den politiske debat i Danmark om badeforhæng og Fadervor i skoletiden, mens verden buldrer forbi os.

Man kan springe i det ironiske og elitære hjørne, når 22-Nyhederne f.eks. vælger at afsætte adskillige minutter til en diskussion af en kunstinstallation med fyrre år på bagen, og oven i købet vælger at invitere automatpiloten Georg Metz i studiet til debat med Pia Kjærsgaard. Så kan de så genopføre en diskussion, de skulle have taget for netop fyrre år siden.

Der er dog ikke alt for meget at grine af. For hver gang endnu en af disse helt meningsløse værdipolitiske punktmarkeringer fylder æteren, skal man huske på de ting, der ikke bliver diskuteret, og som får lov at ligge hen. De lokale og globale udfordringer forsvinder ikke bag et badeforhæng.

Politikerne har i det forgangne årti ikke formået at tage en tvingende nødvendig diskussion om den fremtidige indretning af vores velfærdssamfund. Ingen har modet til at tage være og upopulære beslutninger, og mens vi så piller i vores egen kulturelle navle, kværner nye hårdtarbejdende lande løs på de globale markeder.

Vi burde diskutere, hvordan vi kan bringe Danmark fremad i det 21. århundrede, og hvad vi skal leve af i en fortsat knivskarp global konkurrence. Fortsætter vi med at rode bevidstløst rundt i mulden, forstærker vi bare billedet af et selvtilfredst fortidslevn, der i fremtiden kan se frem til at agere levende museum for indiske og kinesiske turister.

Danskerne har fortjent mænd og kvinder af mod, der tør tage de rigtige og svære beslutninger.

Relaterede poster:

1. Oprindalismen – debatindlæg fra Information
2. Nul i hovedet – debatindlæg i JyllandsPosten
3. Kulturkamp 2.0 – debatindlæg fra Politiken