Tirsdag er det 48 år siden USA’s præsident John F. Kennedy blev skudt og dræbt ved et attentat i den texanske by Dallas.

Årsdagen markeres efter vanlig vis flere steder i USA, og med en række nye udgivelser – f.eks. Chris Matthews’ “Jack Kennedy: Elusive Hero.”

Tirsdag og lørdag aften sender DR2′s Dokumania “JFK: 3 Shots that Changed America”. Den kan anbefales. Jeg har smugkigget lidt, og den tegner spændende:

Man kan ofte støde ind i de mærkeligste dokumentarer om mordet på Discovery og obskure franske kanaler. Men denne virker spændende. Den er fra History Channel i 2009 og hermed anbefalet på årsdagen.

Se en række andre artikler og links her.

I stort set alle afstemninger, kommer Jørgen Petersen altid ind som den bedste danske spiller nogensinde – ofte lige foran Mogens Olsen.

Hvis man har set Jørgen Petersen spille, glemmer man det aldrig. DR har dette klip fra kvartfinalen ved VM i 1970 mod tjekkerne, som viser et par glimt af, hvad Jørgen Petersen kunne. I den efterfølgende semifinale valgte Rumænien at banke ham ned i stedet.

Jeg nåede aldrig at opleve ham i hans velmagtsdage, mens verden blev lavet om. Men jeg så ham senere – og nåede oven i købet at spille et par kampe med ham. Selv da fløj han over gulvbrædderne og forbi langt yngre modstandere.

For to år siden tjekkede vi ind på et hotel i Metz. Meget hurtigt faldt snakken på håndbold, da det viste sig at hotelejeren havde spillet på det franske landshold med bl.a. Constantini. Da han opdagede, at vi var fra Danmark, råbte han bare “Jorgen Pettersen” højt ud i lokalet og begyndte på en lang historie om en landskamp, hvor Jørgen Petersen havde snørret ham og det franske hold så grundigt, at selv dommerne var i tvivl om, hvordan de skulle agere. Bl.a. havde Petersen lavet vip til sig med en høj dribling ind i feltet, som han så selv løb ind og scorede på.

Med tabet af Jørgen Petersen mister vi ikke bare en fantastisk personlighed og håndboldspiller. Vi mister også en af dansk idræts allermest lysende stjerner.

I forbindelse med research til bogen “Bolsjedrenge og jernhårde ladies” interviewede jeg en række danske håndboldpersonligheder. Blandt dem tidligere landstræner Leif Mikkelsen. I dette klip fra interviewet kan du høre den karismatiske træner fortælle om hans første møde med Jørgen Petersen. De få minutter siger vist det hele:

Æret være Jørgen Petersens minde.

Bogen “Mordet på JFK – 40 år efter” har i et stykke tid været udsolgt fra Det Schønbergske Forlag. Men hvis man gerne vil have endnu mere om “historien der ikke ville dø”, er der godt nyt.

Jeg har netop indgået en ny aftale med Det Schønbergske Forlag om en ny udgivelse af en bog, der skal være klar til 50-året for mordet i 2013. Det vil blive en bog, der er skarpere, mere præcis og som vil opdatere læseren med de sidste ti års udvikling i sagen.

I dette lille lukkede forum kan det godt ‘afsløres’, at “Mordet på JFK – 40 år efter” i 2003 blev til under et vist tidspres. Denne gang er der god tid til at få materialet skrevet igennem, så fremstillingen bliver endnu skarpere.

Vær med

Og når der er bedre tid, giver det også plads til, at mange af de gode pointer, spørgsmål og vinkler jeg i tidens løb har fået fra læsere og andre meget vidende folk på området kan tænkes ind i den nye bog.

Så send endelig forslag og kommentarer ind. Skriv kort og godt en kommentar her nederst på siden. Så samler vi det hele på dette sted undervejs.

Læs mere Mordet på JFK her. På forhånd mange tak. Jeg glæder mig meget til at gå i gang med arbejdet.

Med venlig hilsen,
Thomas Ladegaard

Efter 10 år med et politisk Hjallerup Marked, hvor Dansk Folkeparti skærer i velfærden og til gengæld får Fisfis og en grænsebom, ønsker et flertal af danskerne fortsat at sende flyttekasser til Lars Løkke i Statsministeriet.

Nok siger politikerne altid, at der er for lidt fokus på substans i den politiske debat. Men S og SF’s store fremgang handler om taktik. Man har placeret sig klogt, har forsøgt at lukke svage flanker og så ellers ladet den borgerlige fløj begå harakiri for åben skærm. En yderst effektiv strategi med direkte kurs mod ministerkontorerne.

Imidlertid har 2020-forhandlingerne vist, hvor skrøbelig den strategi kan være. De hårde økonomiske realiteter kan ikke gemmes bag strategiske overvejelser. Hvis det lykkes Helle Thorning at blive landets første kvindelige statsminister, vil hun hurtigt se sig tvunget til at skuffe mange af sine vælgeres forventninger.

Der skal træffes hårde beslutninger. Derfor ville det have været befriende, hvis centrum-venstre kunne svinge flaget med livskraftige ideer, der begejstrede vælgerne. Men centrum-venstre mangler ideer og har gennem 10 år befundet sig i en underlig defensiv position.

Med Anders Fogh og Cepos blev begrebet ”frihed” til en samlende fortælling for det borgerlige Danmark. Vi fik ”frit valg” og værdikampen mod den kloge elite som en samlende historie.

Svaret på denne udfordring kom måske med ”fair forandring” og værdipolitik vendt mod den rige elite. Men der var ikke megen samlende historie i dét udspil, og det vrimler ikke ligefrem med overvældende reformplaner for velfærdsstaten. Viljen til magt er tydeligvis til stede, men viljen til nytænkning er svær at få øje på. Har man ingen ideer, er der kun spillet og taktikken tilbage. Lykkes det for Helle Thorning at flytte ind i Statsministeriet, får hun brug for et hurtigt skud politiske ideer.

Se også indlægget på jp.dk her.

Første del af interviewet
Interview med Thomas 1

Anden del af interviewet
Interview med Thomas 2

Om interviewet skrev min søster:

“Optagelsen af interviewet med “Thomas” fandt sted i hans eget hjem i Brønshøj i november 1998. Han havde aldrig før fortalt nogen i familien om sine grusomme oplevelser og ville egentligt gerne have det dokumenteret, inden det for sent. Vi vidste alle, at han havde været i Neuengamme, men ikke præcist, hvad der var sket.

Optagelsen fandt sted uden hans kones tilstedeværelse og han sad med ryggen til os, så han kunne se ud af vinduet til sin dejlige have og bare fortælle. Det var meget gribende. Han fandt han blandt andet sit gamle hundeskilt frem, som han havde haft på i lejren. Under optagelsen sad han og knugede det. Man kan høre lyden af tingene.

Jeg tog kontakten til “Thomas”, der er min mormors lillebror, da vi på mit studie på Århus Universitet (medievidenskab) skulle lave en radioudsendelse. Det var den 10.12.1998 vi offentliggjorde resultatet – det er den dag menneskerettighedserklæringen fyldte 10 år. Selve radioudsendelsen var et sammenklip af oplæsning af nogle af de artikler, den består af, efterfulgt af hans fortælling, der sætter artiklerne i relief.

Otto fik efterfølgende både den klippede og uredigerede version, som han kunne give videre til sine børn. Det var han meget glad for, at han fik mulighed for. Jeg er ikke klar over, om de først har hørt det efter at han er død. “Thomas” havde en storesøster, Esther som var min og Thomas Ladegaards mormor, samt en lillesøster Eva. Alle tre søskende er nu døde.”

Du kan se eller gense slides lige her:

Læs også tidligere artikel på Kommunikationsforum om nye medier i en valgkamp.

Thulebasen er et af de mest markante navne fra selskabet Tambourhinoceros, hvor også Iceage huserer. De bands markerer noget befriende nyt på den danske scene. Her er originalitet og modet til konsekvent at forfølge sit kunstneriske projekt.

For Thulebasen betyder det, at hele den tyriske musik rulles ud i en koncentreret optagelsesproces over få dage og med heftige ompulser fra øjeblikket i en art musikalske readymades. Her mixes studieoptagelser med tidligere liveoptagelser. Her indgår samtaler og mumlerier som lydtapet i til tider hypnotiske mønstre.

Inspirationskilderne står i kø lige udenfor studiet, men det mest bemærkelsesværdige ved Thulebasen er måske, at de har fundet deres egen frie cut-up form.

Det er sine steder simpelthen kreativt eksploderende. Andre steder bliver det mere øvelokake imploderende. Bastante temaer gentages og en velgørende sax sniger sig ind i lydbilledet.

Det starter med “Raga Gemini”, som generøst byder lytteren velkommen indenfor på Gate 5. Her er Thulebasen måske i sit dunkende es. Basen er bedst i sit hypnotiske melodiske hjørne. Værst når man fornemmer, at nu går der øvelokake i den. Thulebasen skal helst have speederen i bund.

Og lige som der går lidt for meget hypnotisk gentagelse i det hele på vej ud til Gate 5, sidder man i sit stille sind og afventer det store forløsende øjeblik, der får albummet til at stikke afsted til egne galakser. Det kommer i form af det over 18 minutter lange nummer “Felaia”, hvor der bygges op til et dirrende crescendo. Lige netop dér fungerer Thulebasen allerbedst i sin frie form.

Thulebasen kan være et mørkt og indelukket sted at opholde sig. Gate 5 sætter en tyk streg under, at der sker forløsende ting netop nu. Der er nordlys på vej.

Generationsopgør.

Der er gået gammel, bredskygget hat i den danske kulturdebat. Måske er det ikke noget nyt. Men efterhånden som en generation af kunstnere mister status – og ikke mindst relevans – er det blevet så skingert, at vi er nødsaget til at foreslå et par enkle forholdsregler.

Hele verden kan stå i flammer, men ingen skal tage pindemadderne for vores hjemlige kulturborgerskab i bedstemoralderen. Ingen skal anfægte deres billede af sig selv som frække, progressive revsere. Og hvis man gør det, kan man være sikker på, at blive rubriceret som reaktionær flipproletar. Sådan hænger verden selvsagt sammen.

Desværre er det tredive år siden, denne gruppe mennesker havde noget afgørende på hjerte. Det er smerteligt for os alle, når tiden løber fra os, og ingen gider lytte mere. Men så kan man jo altid prøve med et par skingre slag i pindemadderne, ikke?

Så hvis man formaster sig til at tvivle på, at dansk dramatik har været så pokkers nyskabende og provokerende i de sidste tyve år, skal man selvfølgelig have slynget i hovedet, at ens argumenter er ”en Goebbels værdig”. Sådan skriver en ældre kvinde, der engang betød noget.

Men når man slår sig på brystet og råber ”Se mig, jeg er fræk og provokerende”, er der en pæn stor chance for, at man ikke er det.

Og hvis man tillader sig at agere litterær drillepind på et dansk dagblad, skal man selvfølgelig have lovning på tæsk af den stovte rytter Kilroy fra hans hytte i Thailand. Det manglede da bare.

Vi har at gøre med en generation af kulturpersonligheder, der engang havde noget vigtigt at sige til verden, men som nu kun blæser i fortidens basun. Og det lyder hverken godt eller præcist. Bare skingert.

Det er den helt rigtige debut på det helt rigtige tidspunkt. Efter et tiår med Claus Hjort og dårlige Radiohead-kopier blæser Iceage den danske scene til atomer med et så kraftfuldt statement af en debut, at vi skal langt tilbage for at finde noget tilsvarende.

Når man lytter sig igennem New Brigade, sidder man også i sit stille sind og håber, at vi aldrig, aldrig, aldrig nogensinde kommer til at se dem på en rød løber til P3 Guld. Og forhåbentlig er sangene på New Brigade af en sådan kaliber, at det går langt over statsradiofoniens radar. Man kan kun håbe.

For håb er virkelig, hvad man sidder med mellem hænderne, når man famlende åbner New Brigade. Kan dette virkelig være rigtigt? Så ungt? Så friskt? Så uspoleret? New Brigade lyder ikke som noget andet, der har rørt den danske rockscene i årtier.

Skiven er ikke lang. Det går dejlig hurtigt. 24 minutter i alt. På numre som “Count me in” bliver man blæst væk på lidt over et minut. Men det er også alt rigeligt. Det er hurtigt, skramlende, pågående.

Med en vis Peter Peter involveret i pladen er det kun alt for nemt at skrive om 1977 og noget med Rødovre Statsskole. Og kolde sjæle vil måske anføre, at man har hørt det hele før for tredive år siden. Men Iceage er meget mere end det. New Brigade er også lavet efter det friske pust, som f.eks. Arctic Monkeys kom med. Det er lyden af en helt nyt generation. Og den har sit eget distinkte udtryk. Og hvad Iceage ikke har af raffineret sangskrivning, har de til gengæld af energi og originalitet. New Brigade tager os for alvor ind i et nyt årti.

En gang udtrykte et engelsk orkester det på denne måde:

Living in the Ice age.
Searching for another way,
Hide behind the door,
We’ll live in holes and disused shafts,
Hopes for little more.

Det er det spinkle håb, Iceage bringer med sig. Lad håbet fra New Brigade blafre i vinden.

Iceage – New Brigade from iceage on Vimeo.

Om ikke så længe har VKO siddet ved rattet i ni år. Det har været en uforbeholden succes. I hvert fald hvis man måler på antallet af værdipolitiske markeringer og udmeldinger om burkaer og kamphunde.

Hvis man imidlertid ser på de forgangne ni år med nationaløkonomiske briller, har vi alle siddet som passagerer i en luksusbil, hvor VKO er faldet i søvn bag rattet, mens bilen er røget af sporet med retning direkte mod afgrunden.

Ifølge beregninger fra OECD har den gennemsnitlige økonomiske vækst i Danmark de seneste ti år været under det halve af Sveriges. Den barske realitet er, at vi i disse år mister vores position som en af de rigeste nationer i verden.

Den viden har endnu ikke nået VKO-toppen. Men hvis udviklingen fortsætter, kan vi om ti år prise os lykkelige for blot at være blandt de 35 rigeste nationer i verden.

Under ni år med VKO er vi blevet i lullet i søvn i en af Bendt Bendtsens afdragsfrie perioder. Imens har tænketanke og økonomer skreget på reformer af vores velfærdssamfund.

Men i VKO’s virkelighed har der ikke været grund til at ændre på et af verdens bedste samfund. Alle forslag til nødvendige reformer er blevet parkeret i kommissioner, som har været ”politisk tonedøve”, hvis de ikke kunne forstå, at fremsynede reformer ikke har nogen gang på jorden i et Danmark.

I stedet er VKO sandet til i værdipolitikkens ørkenlandskab, hvor tre burkaer pludselig blev vigtigere end vores alles velfærd.

Og hver gang endnu en af disse helt meningsløse værdipolitiske punktmarkeringer fylder æteren, skal man huske på de ting, der ikke bliver diskuteret, og som får lov at ligge hen. De lokale og globale udfordringer forsvinder ikke bag et badeforhæng.

Borgerlige vælgere må efter ni år sidde skuffede og desillusionerede tilbage på VKO’s bagsæde. Hverken Fogh eller Løkke har på nogen måde formået at tage en tvingende nødvendig diskussion om den fremtidige indretning af vores velfærdssamfund.

Men nu banker virkeligheden på bilruden. Det er på tide at vågne op og sætte den danske bil på ret kurs igen.

Se også indlægget på jp.dk her.

Fredag den 22. november 1963 blev USA’s 35. præsident John Fitzgerald Kennedy myrdet ved et attentat på Dealey Plaza i Dallas. Da var kl. 12.30. Mindre end halvanden time senere blev Lee Harvey Oswald anholdt og sigtet for attentatet og mordet på politibetjent J.D. Tippit.

Den formodede attentatmand nåede aldrig at blive stillet for en dommer. To døgn senere blev han myrdet af natklubejer Jack Ruby. Siden er fulgt to officielle undersøgelser og et utal af bøger og teorier, der alle har forsøgt at løse gåden om, hvem der myrdede JFK i Dallas. 47 år efter mordet lever historien og gåden videre.

Med udgangspunkt i bogen “Mordet på JFK – 40 år efter” fortæller Thomas Ladegaard i et engagerende foredrag om begivenhederne i Dallas, om de mange beviser og teorier, og hvad der er fulgt i de 47 år efter mordet. Havde Warrenkommissionen ret i, at Lee Harvey Oswald var den enlige attentatmand? Eller stod der i virkeligheden en sammensværgelse bag en af alle tiders største mordgåder?

Hvis du gerne selv vil opleve foredraget, kan du bestille pr. mail direkte til Thomas Ladegaard.

Læs meget mere om Thomas Ladegaard her.

Efterforskningen efter mordet på Olof Palme har nu stået på i snart 25 år. De fleste følger sig overbevist om, at sagen egentlig er opklaret, og at morderen var Christer Petterson. Alligevel arbejder den såkaldte Palme-gruppe fortsat videre på sagen, og nye bøger tegner billedet af en håbløs efterforskning og en masse ubesvarede spørgsmål.

I søndags gik svenskerne til valgurnerne og genvalgte for første gang nogensinde en borgerlig regering. Der er sket meget i Sverige, siden mordet på Olof Palme den 28. februar 1986. Men stadig er mordet på statsministeren formelt uopklaret. Og her snart 25 år efter mordet på Olof Palme står efterforskningen stadig overfor en række ubesvarede spørgsmål.

Efter Christer Pettersons død i 2004 synes konsensus nu at være, at man i Pettersson fandt den rigtige mand, men ikke lykkedes at få ham domfældt pga. teknikaliteter i retten. Kort før sin død, skulle han tilmed have tilstået mordet i en samtale med sin kæreste.

Alligevel tvivler mange på, at Christer Pettersson rent faktisk var morderen, selvom han gerne igennem 90′erne spillede rollen som Palmes morder. Danske Paul Smith har f.eks. for nylig udgivet bogen “Mordet på Olof Palme. Den endelige opklaring”, hvor han udpeger personen GH som Palmes morder. GH er en person med både motiv og adgang til et våben lig mordvåbenet. Men det spor og det våben er aldrig blevet tilstrækkeligt efterforsket.

Den svenske journalist og forfatter Lars Borgnäs er bestemt heller ikke overbevist om Christer Pettersson som den enlige morder. I hans bog “En iskall vind drog genom Sverige: Mordet på Olof Palme” går Borgnäs tilbage til mordpladsen og nogle af de oprindelige vidneforklaringer. Det er yderst spændende læsning og peger på en politiefterforskning, der fra starten har kludret i efterforskningen, og som har undladt at forfølge en række oplagte spor.

Efterforskningen er efter sigende en af verdens allerstørste nogensinde. Alligevel er der gået 25 år med vildspor, PKK-arrestationer og så mange fejl, at det virker usandsynligt at vi nogensinde når frem til et endeligt svar på, hvem der myrdede Olof Palme.

For nylig udkom i øvrigt på Politikens forlag en efter sigende suveræn biografi om Olof Palme skrevet af Henrik Berggren, journalist på Dagens Nyheter. Bogen “Olof Palme, aristokraten, som blev socialist ” er udkommet på Politikens forlag og P1′s Radioklassikeren havde et godt program om Palme og bogen.

- Flere artikler om mordet på Olof Palme

Roserne er regnet som en sommersyndflod over Suburbs. Og i et af disse sjældne øjeblikke har et indie-album også sat sig effektivt på toppen af alverdens albumlister. At det netop skulle blive et koncepptalbum om livet i forstæderne til del, ligger ikke lige for. Men Suburbs er et af den slags albums, der springer alle kendte grænser.

Da Funeral kom i 2004, viste Arcade Fire at det stadig gav mening at skrive sange i det helt store format. Sange om savn og tab. Om at bo en forstad. Om ikke at ende som sine forældre. Om at søge væk. Ud på den store Thunder Road. Om at finde noget ny mening. Alt dette fandt Arcade Fire og mere til med Funeral. 2007’s Neon Bible gik i nye retninger og havde ansigtet mere vendt ud mod verden fra et Amerika begravet i et vanviddets årti. Begge albums der befinder sig højt på listen over det forgangne årtis store skiver.

Suburbs viser på sin vis vejen tilbage til forstaden. Det er ikke et album, der på traditionel vis peger fingre af livet i forstæderne. Det er et album, som er skrevet indefra – fra forstæderne. Måske var bandet på politiske afveje med Neon Bible. Numrene derfra fylder ikke meget på setlisten på bandets igangværende turné, og siden har der også været et præsidentvalg. Arcade Fire er hjemme nu – i mere end én forstand.

Suburbs består af ikke færre end 16 numre. Det er ikke ét nummer for meget. Og igennem forstæderne løber en melankolsk tone af levet liv. Indledningsnummeret ”The Suburbs” sætter egentlig en opløftet stemning. Men Win Butler driver en hård pointe hjem med omkvædet: “Sometimes I can’t believe it/ I’m moving past the feeling.” Det er følelsen fra Funeral, der stille forsvinder, i takt med at bilerne ud fra Thunder Road vender tilbage til forstaden, til børnene, voksenlivet og de brudte drømme om at danse evindeligt i måneskinnet.

Suburbs er lyden af levet liv. Ægteparret Win Butler og Régine Chassagne omsætter erfaringer og drømme og trods på en måde, intet rockorkester før har forsøgt. Tag blot en melankolsk perle som “City with No Children”, hvor Régine Chassagne med skrøbelig røst driver pointen hjem. Eller tag sangen “Sprawl II”, der bliver albummets store afsluttende højdepunkt. En sang, hvor der midt i melankolien er trods for en hel verden: “These days, my life, I feel it has no purpose/ But late at night the feelings swim to the surface”.

Musikalsk bevæger Suburbs sig omkring i flere retninger. Her er kontante rock-sange som “Month of May” med en enkelthed som hos Ramones. Og her er signatursange som “Rococo”, der bygges frem mod et for Arcade Fire så karakteristisk afsluttende crescendo. Og der er endelig små afstikkere til mere dansable steder og tyste hjørner af forstæderne.

Suburbs er intet mindre end en øjeblikkelig klassiker. Et mesterstykke i konsekvens og medrivende sangskrivning. Arcade Fire er et band, der har meget at leve op til. Med Suburbs sprænger de endnu en gang de snærende bånd og viser igen vejen fremad for rocken. Vejen tilbage fra Thunder Road er mere end interessant og aldrig bedre beskrevet end på Suburbs.

Der er mange gode grunde til at lytte til OK Computer. Der er gode sange, finurlige indfald, inderlighed og ironi. Men OK Computer er først og fremmest et stort sammenhængende album. Måske det sidste af sin slags inden mp3-formatet tog over og sprængte albumformatet itusind stykker.

Forfatteren Dai Griffiths hævder i sin bog om OK Computer, at Radiohead opløste albummet, som vi kender det og for første gang udfordrede cd-formatet. Men måske er det mere præcist at sige, at Radiohead med OK Computer skabte rockens sidste store album.

Efter at gruppen med The Bends havde vendt blikket indad med en række smukke emotionelle hymner, blev fokus et noget andet med OK Computer. Blikket er vendt mere udad i en række polaroide snapshots af en verden i forandring. Skal man forstå, hvad der rørte sig i 90’erne, er OK Computer et meget godt sted at starte. Her farer verden forbi i rasende fart, computeren taler til os, og det enkelte individ hvirvles fremmedgørende afsted uden mål og med. Mens britpoppen klingede af og Oasis blev inviteret med ind i Tony Blairs nye Labour som posterboys for Cool Britinia tog Radiohead afsted til mere håbefulde steder.

Radiohead ønskede en helt ny lyd og tilgang. Hele indspilningsprocessen blev radikalt forandret og foregik på landsteder langt væk fra byen og modernitetens kværnen på bandets eget udstyr. Det ledte vej til en mere eksperimenterende lyd og leg med den electronica,
der altid havde fascineret bandet.

Mange betragter Radiohead som et studentikost udkrads fra Oxford. De glemmer bare, at der bag de soniske ambitioner ligger fantastiske sange og melodier gemt. Allerede i 1995 fik vi med sangen ”Lucky” et varsel om, hvad der var på vej. En original idé og en tilstand, det er svært at ryste af sig:

Pull me out of the aircrash,
pull me out of the lake,
’cause I’m your superhero.
We are standing on the edge.

Det er umuligt ikke at tænke på en figur som Douglas Coupland, når man hører OK Computer og ikke mindst betragter hele art-worket fra pladen. Det er den radikaliserede post-modernitet som kunstnerisk udtryk. Alt er fragmenteret, men midt i det hele banker hjertet og et spirende håb. På en gang håbefuldt og desperat omkring Thom Yorkes virkningsfulde udtryk.

Første single fra skiven var ”Paranoid Android”, der med en spilletid på 6:23 og en kompleks struktur nærmest må betegnes som en anti-single. Men på den måde meget betegnende for en kompromisløs tilgang, hvor der kræves noget af lytteren. Det her er ikke musik, der gør sig godt som baggrundsmusik. OK Computer skal høres højt og som en helhed. Gør man det, vil man opleve en kunstnerisk sammenhæng, der ikke findes meget bedre.

At opleve OK Computer er i sidste ende håbefuldt. Det er beviset for, at rocken som udtryksform stadig giver mening, og at der også i et nyt årtusinde kan laves store plader.

Radiohead viste vejen frem og gjorde rejsen fuldendt tre år senere med Kid A. Succesen med OK Computer blev næsten tyngende for orkestret, og desværre åbnede den succes for en syndflod af elendige kopibands, der prøvede at ramme Radioheads tone. I de tretten år siden OK Computer er albummet blevet skamredet af både inden- og udenlandske bands, der ikke er i nærheden af det niveau Radiohead altid har befundet sig på. OK Computer vil for altid stå som et af 90’ernes store højdepunkter og et af rockens helt store albums.

De seneste ti års helt dominerende ideologi har været oprindalismen. Tanken om at man kan skrue verden tilbage til før alting gik af lave, har fuldstændig domineret den politiske forestillingsverden. Oprindalismen har vundet adskillige valg, og har nu sat sig på den politiske dagsorden med betontung konsekvens.

Op igennem 90’erne gik der meget tid med at forstå en verden i stor forandring. Vi var i et ukendt landskab, hvor usikkerheden herskede, og hvor det var nemmest at navigere videre efter de gamle kort. Og jo vildere forandringens vinde blæste, desto større blev angsten for, at noget helt afgørende var ved at løbe os af hænde. Så i stedet for at forsøge at forstå disse forandringer offensivt, blev svaret op igennem 90’erne at søge tilbage til familieværdier og moral, nationalitet og etnicitet. Det blev ingen klogere af, men oven på 9/11 var det en effektiv politisk strategi.

Oprindalismen vendte tilbage med stor styrke og løfter om at skrue tiden tilbage til dengang, hvor der var sammenhængskraft, lokale købmænd og helst ikke for mange medborgere med underlige religiøse tilbøjeligheder. Kursen blev sat, og den har ført til et dramatisk u-sving tilbage i tiden. Derfor kan vi i Danmark i disse år bruge meget tid på at diskutere dansk identitet, triangler i kulturverdenen og en fyrre år gammel hesteslagtning.

Oprindalismen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Den har altid ledsaget store forandringer. I oldtidens Grækenland var det filosoffen Platon, der i en tid med destabilitet skuede tilbage i tiden, og dér fandt sit svar på hans samtids problemer. I de for længst hedengangne bystater i Sparta og på Kreta fandt Platon et ideal for den ukorrumperede stat, hvor alting ikke flyder, og hvor den kloge filosof kunne styre sine heroiske undersåtter.

Senere, i oplysningstidens Frankrig, var det Jean-Jacques Rousseau, der tog tråden op fra Platon og gik imod tidens stålsatte tro på fornuften og fremskridtet. Rousseau pegede meget modigt og genstridigt på, at noget yderst vigtigt gik tabt i den moderne udvikling, han stod lige midt i. Også han levede i en tid med omsiggribende forandringer på alle niveauer, men hvor oplysningsfilosoffer som Voltaire lovpriste fremskridtet, fremførte Rousseau det kontroversielle synspunkt, at den forfinede civilisation ikke første til en forædling af menneskene, men derimod til en korrumpering. Rousseaus idyllisering af en svunden guldalder før ridderlige mennesker korrumperedes, blev bl.a. en af inspirationskilderne for romantikken og senere for bl.a. Karl Marx.

Her i det nye årtusinde trives oprindalismen imidlertid som aldrig før. Der er noget svært dragende ved forestillingen om, at der findes noget oprindeligt godt, vi undervejs i vores accelererende udvikling har mistet. Det er den store syndefaldsmyte, hvor kulturen eller civilisationen er uddrevet fra paradis, og hvor det nu gælder om at finde vejen tilbage, inden det er for sent.

Her i Danmark handler den styrende oprindalistiske idé om, at Danmark frem til og med 50’erne var et sammenhængende folk, vokset frem af den danske mulds tusindårige historie. Dette folk udviklede et retfærdigt og harmonisk samfund under ledelse af folkelige ledere som Thorvald Stauning og H.C. Hansen. Men i 1960 indtraf syndefaldet. Hansen døde og kulturradikale akademikere vendte folket ryggen, overtog magten og sprængte den nationale harmoni i tusind rationelle stykker.

Siden har det handlet om at genetablere harmonien i en bitter kamp mod det kulturradikale parnas. En bitter kamp, der for åndelige kæmper som Søren Krarup kulminerede i systemskiftet i 2001. Siden har den oprindalistiske syndefaldsmyte bare vokset sig stærkere og stærkere.

I bogen ”Mit liv som dansker” fortæller kommentator Ralf Pittelkow f.eks. den tårevædede historie om, hvordan han lod sig forlede ud i en marxistisk blindgyde, mens han glemte alt om de oprindelige værdier fra barndomshjemmet i Sønderborg. Og senest er Kasper Støvring flyttet til Sorø og har med bogen ”Sammenhængskraft” kastet sig ud i storstilet forsvar for det gode, nære samfund med sunde værdier i forsamlingshuset og fodboldklubben.

Så mens verden accelererer fordi os, dyrkes en tåget oprindalistisk forestilling om H. C. Hansens folkelige Danmark. Ingen nærer den mindste ambition om at forstå den omkringliggende verden. I stedet iklæder vi os oprindalismens tågede briller, og på den begavede måde er vi da helt sikre på ikke at kunne se vores samtid, når vi på forhånd har fastlagt, at verden er af lave, og at Klaus Rifbjerg er den onde bagmand.

Hårdføre sjæle vil ikke tvivle med at trække overbærende på skuldrene og tørt konstatere, at alt det oprindalismen drømmer om, er forsvundet for længst. Drømmen om folkelig sammenhæng er intet andet end fantomsmerter. Problemet er blot, at oprindalismen har sat sig så effektivt på den politiske dagsorden, at det er blevet kropumuligt at tænke en ny og måske ligefrem mere offensiv tanke for Danmark. Tænk nu, hvis noget går tabt?

Med en så dominerende ideologi har vi effektivt afskåret os fra at se igennem tågen og forstå den omskiftelige virkelighed, der omgiver os. Vi befinder os permanent i oprindalismens drømmeverden, hvor der altid er svenske-kamp i Idrætsparken, og naboen altid har en ekstra skål sukker.

Imens tordner verden forbi vores lille Frilandsmuseum.

Et VM er aldrig vigtigere, end når man er tolv år gammel. Nogle kan huske Pelé eller Cruyff. Andre voksede op med storhed og nederlag, da Brasiliens tabte generation røg ud i 1982.

Den engelske forfatter Nick Hornby har engang beskrevet VM i Mexico 1970 som det uopnåelige platoniske ideal for fodbolden. I den tynde mexicanske luft mødtes alle de store, og stjernen over dem alle Pelé lyste op og kunne hjemføre Jules Rimet pokalen som Brasiliens retmæssige ejendom efter den tredje sambatriumf på tolv år. VM i 1970 var den endegyldige triumf for den kreative individualitet.

Hornby var tretten år den sommer, og i Guadalajara forsøgte de regerende engelske verdensmestre heroisk at stoppe brasilianerne. Gordon Banks præsterede alle tiders bedste redning på Pelé ellers perfekt udførte hovedstød. Lige lidt hjalp det. Selv ikke Bobby Moores berømte tackling af Jairzinho kunne stoppe den brasilianske magi. Tilmed stod Italien og Tyskland i semifinalen for, hvad mange ellers forsigtige folk anser for at være den bedste fodboldkamp. Nogensinde. 1970 i Mexico blev et VM, som med tiden har antaget mytiske dimensioner. 1970 er drømmen om storhed og kreativitetens sejr over den negative kalkulation, der havde fejret italienske triumfer i Helenio Herreras lukkede æske af et Inter-hold i 60’erne.

Totalfodbold

Der findes også de flamboyante typer, der for altid lever i totalfodboldens verden i Vesttyskland 1974 – og i det godes orange kamp mod de alt for pragmatiske tyskere. Hvis man nogensinde har været i tvivl om, hvad totalfodbold var for noget, eller hvis man gerne vil se hvad Johan Cruyff egentlig kunne, så er det bare med at se de første minutter af finalen fra München.

Holland giver bolden op. Med det samme løber Berti Vogts op og klæber sig til den hollandske ener. Ham skal han følge. Hollænderne holder bolden i egne rækker. Til sidst ender Cruyff som absolut bagerste mand, og i ét rush pløjer han sig gennem det tyske forsvar med Vogts på desperat jagt efter ham, ind i feltet, og så fælder tyskerne ham til straffespark. 1-0 til Holland uden at tyskerne én eneste gang har rørt bolden.

I sidste ende fældede hollændernes arrogance dem. Tyskernes egen benhårde maoist Paul Breitner har siden fortalt, at det tyske hold efter den start var helt igennem groggy, og at hollænderne kunne have stækket dem endeligt allerede dér. I stedet kom tyskerne selvfølgelig stærkt og indædt tilbage. Det gør de som regel.

Konfetti

Men for mig er alt det anderledes. Det første, som brændte sig ind i min bevidsthed, var en bane i Buenos Aires svøbt i konfetti og drama i 1978. Og så Mario Kempes, der i den forlængede spilletid mod Holland sænkede de oranges totalfodbold til militærjuntaens fulde tilfredshed. Generalerne havde håbet, at en satsning på VM ville få verden til at tænke på andet end menneskerettigheder. De tog fejl. Men den dag på var det Morricones ”Argentina El Mundial”, der blev sunget.

VM i 1978 blev aldrig så mindeværdigt som de to foregående slutrunder. Beckenbauer og Pelé dansede på Studio 54 i New York, og imens købte generalerne sig til den nødvendige 6-0 sejr over Peru. Men fire år senere var storheden tilbage. For en tid.

El Salvador og Norman Whiteside

Et VM bliver aldrig så vigtigt, som når man er omkring de tolv år. Aldrig kan nogen begivenhed på en fodboldbane komme til at rumme så meget betydning. Det bliver aldrig så vigtigt igen. Der kan komme nok så mange klaphatte til undervejs. Det får aldrig samme betydning. Og da jeg var på vej mod de tolv år, var der VM i 1982 i Spanien.

Min optagethed af det VM var utvivlsomt større, end sundt er. For nogen dreng. Det startede med, at jeg byggede mit eget VM-studie derhjemme i stuen, komplet med speakerbord og alle mine noter. Min mor må have kigget med stor forundring på en dreng, der ommøblerede stuen og fyldte den med noter om El Salvador, den sovjetiske startopstilling og Nordirlands Norman Whiteside. Men jeg fik lov. Også hun kunne mærke, at det her var noget særligt.

Måske kom denne besættelse af flere års stædig indtagelse af både Alt om Sport og Tipsbladet. En slags dobbelt afhængighed, der fuldstændig forskød perspektivet. Jeg indtog mit stof intravenøst. Mine helte var Frits Ahlstrøm og Per Høyer Hansen. Hos dem kunne man læse alt om Copa America og styrkeforholdet mellem de sydamerikanske hold. Siden da har jeg altid betragtet Uruguay med ærefrygt.

Det største hold

Men der var specielt et hold, alle glædede sig til at se. Der var et hold, som stak ud. Der var et hold, som alle talte om, og som alting drejede sig om. Deres træner var Telê Santana. Og forud for VM havde holdet lammetæmmet samtlige træningsmodstandere. Det var oven i købet sket med legende lethed. Brasilien var slutrundens helt store favoritter.

Et hold fyldt med profiler og teknisk kunnen af en anden verden. Et hold der ikke blot nedspillede sine modstandere, men undervejs fik dem til at ligne statister til en træningssession på stranden i Rio. Santana var ingen blåøjet angrebsidealist. Men han havde på sit hold en overflod af spillets største individualister. Og han valgte at lade dem blomstre. Deri lå både holdets storhed og fald.

Telê Santana kunne stille med en midtbane bestående af anfører Socrates ved siden af Cerezo og maskinmesteren Falcao. Og foran dem Serginho og Eder – med Zico som en fri offensiv kraft. Flamengo-stjernen var Péles naturlige aftager i nr. 10, og op til VM blomstrede hans evner som iscenesætter.

Med så gode spillere blev der ikke talt meget om systemer og defensiv organisering op til det VM. Bortset fra angrebsbacken Junior kan få huske forsvarsspillerne på det brasilianske hold (Valdir Peres, Leandro, Oscar og Luisinho).

Der blev til gengæld skrevet rigtig meget om strandfoldboldens indflydelse på holdets overlegne teknik. Og alle friske drenge kunne historien om Éder de Assis, der helst trænede i bare fødder, hvor han kanonerede boldene af sted med enorm kraft. Det var en helt, man kunne forstå på et hold, der næsten var for godt til at være sandt.

Skabelon for et VM

I 1982 lærte jeg imidlertid på den hårde måde, at forventningens glæde ofte er den største. Et VM har sin egen logik. Et VM er drømmen om storhed. Og VM starter allerede omkring årsskiftet, hvor det pludselig går op for alle fodboldelskere, at det her bliver et godt lige år.

Så følger lange måneder med skadesberetninger og vurderinger. Man starter altid med de store nationer. Hvor står Brasilien? Kan Italien overraske igen? Kan Frankrig og Holland skabe en slagkraftig enhed? Hvem er outsiderne? Bliver dette VM endelig Afrikas gennembrud? Og var der ikke noget med, at England en gang har vundet VM?

Bagefter kommer de mere perifere vurderinger. Schweiz skal analyseres. Selvfølgelig. De enkelte værtsbyer undersøges. Og pludselig opdager man, at man ved meget mere om japansk fodbold, end man egentlig havde lyst til. Til sidst sidder holdene, puljerne og turneringsplanen på rygraden. Til sidst er der ikke en eneste af de indledende matcher, der ikke er livsnødvendige og indeholder små indbyggede dramaer. Til sidst er man bristefærdig.

Så kommer endelig åbningskampen. En garanteret lidelse for alle involverede. Det mest interessante ved åbningskampe ender ofte med at være tv-grafikken og produktionen. Hvilke elementer bliver gennemgående for dette VM? Mange vil f.eks. huske den prikkede grafik fra VM i 1990. Hvad bliver dette års grafiske kendetegn? Og hvad er der sket med super slow denne gang?

Derefter går det løs. For alvor. Alt det, man har ventet på. Alt det, man har forberedt sig på. Pludselig eksploderer det hele med adskillige kampe hver eneste dage. Det går alt for hurtigt, og efter en uge er man helt opslugt i rutinen med kampe flere gange i løbet af dagen. Dagene får pludselig en ny rytme, og man indretter sig efter VM’s ur lige så stille. Umærkeligt leves sommerlivet på en ny frekvens, og man bemærker næsten ikke, når et desperat hjemligt pressekorps når til det obligatoriske interview med tredjemålmanden.

Og så er det pludselig slut igen. Pludselig kommer der pauser mellem kampdagene. Pludselig bliver der så tomt igen. Men det er her, man skal passe virkelig på. Det er her, svage sjæle falder fra. F.eks. er der nogen, der tager på sommerferie, når juni bliver til juli. Det er en stor fejl. For det er netop på dette tidspunkt, at VM bliver mest interessant.

Når slutkampene begynder, er der kun de gode hold tilbage. Og de bedste kampe spilles ofte i kvart- og semifinalerne. Her gælder det om at være klar for alvor. Til sidst bliver VM en udholdenhedsprøve efter det indledende kamporgie. Men for dem, der har kræfterne, er der altid noget at hente til sidst.

Da alting sluttede

Denne skabelon var i høj grad brugbar for VM i 1982. Efter en sløj åbningskamp med de forsvarende mestre, var alles øjne rettet mod Brasilien. De skuffede på ingen måde. I deres første kamp stod de overfor et stærkt sovjetisk hold. Det blev en kamp med to af VM-historiens bedste mål. Med tre minutter tilbage af kampen hoppede Socrates elegant over bolden, hvorefter Eder med en kattepote løftede bolden op til sig og en kanon af helflugter bag Dasajev.

Det viste sig hurtigt, at min forberedelse på El Salvador nok var skønne spildte kræfter. Den fejl gør man ikke to gange. Til gengæld fortsatte den brasilianske fest med sejre over Skotland og New Zealand. Det var præcis så godt, som man kunne have drømt om. I de andre puljer luskede Italien og Tyskland sig videre. Italienerne efter tre uafgjorte kampe og tyskerne efter en skandalekamp mod Østrig.

På den måde magede det sig således, at de brasilianske darlings kom i en mellemrunde med arvefjenden fra Argentina og et såret italiensk hold, som af den hjemlige presse blev hængt ud som homoseksuelle slapsvanse. På Espanols hjemmebane i Barcelona gik ”dødens gruppe” C i gang, mens juni blev til juli. Og efter at både Italien og Brasilien havde slået Argentina, skulle det hele afgøres den 5. juli. Brasilien kunne nøjes med uafgjort. Var der overhovedet nogen udenfor støvelandet, der holdt med Italien den sommerdag?

Det blev en dag, hvor en 12-årig dreng fik en lærestreg for livet. En italiener med nr. 20 på ryggen havde ikke tænkt sig at lade skønheden vinde. Paolo Rossi havde stort set ikke rørt på sig hele turneringen. Den dag placerede han sig klogt væk fra et sløset brasiliansk forsvar og scorede tre gange. Den dag døde idealet om det smukke spil fra 1970. Den dag på Estadio Sarriá stod det smerteligt klart, at inspireret fodbold ikke er nok, hvis man vil vinde titler.

Men selv i det mest svidende nederlag ligger en skønhed. Vi der elskede Brasilien i 1982 udviklede en fodboldmelankoli, men normalt kun finder hos fans af håbløse klubber i den engelske Football League One.

Brasilien vandt fodboldhjerterne. Italien vandt titlen. Siden har jeg ikke holdt med Brasilien. Der kommer aldrig et hold igen som denne tabte generation. Men hvert fjerde år tænker jeg: Bare jeg var tolv år igen.

- Se kronikken i pdf-format her
- Mere om VM her

Lad det være sagt med det samme: Hallucinogener spiller en ikke uvæsentlig rolle på Screamadelica. Det her er musik, der er skabt til og i acid house kulturen, som ramte de britiske øer med kemisk styrke i slutningen af 80’erne. “Gonna dance to the music all night long / Gonna get high till the day I die”, lyder det uden blussel. Det her er det varme fællesskab i nedlagte fabrikshaller. Det er håbefuldt lige til daggry.

Primal Scream blev stiftet af Bobby Gillespie, der havde trådt sine pionersko som trommeslager i The Jesus and Mary Chain. Og bandets første udgivelser lå fint i tråd med slut-firsernes indie-scene. Men da Bobby Gillespie lettere modvilligt begyndte at tjekke acid house scenen ud, skete der noget. De mødte DJ Andrew Weatherall som begyndte at mixe et gruppens tidligere numre “I’m Losing More Than I’ll Ever Have”. Han tilføjede en række samples og så startede han den nye komposition et citat fra Peter Fonda B-movie The Wild Angels: “Just what is it that you want to do? / We wanna be free / We wanna be free to do what we wanna do / And we wanna get loaded / And we wanna have a good time.” Resultatet var singlen “Loaded”, der blev et vendepunkt i bandets karriere i 1990. Drømmende, dansabelt og helt igennem medrivende fik det Exile On Main St. til at møde dansescenen iklædt en smule dub. Og så blev det oven i købet gruppens første hit-single med en placering som nr. 16 på den britiske hitliste.

På den overraskende baggrund var der noget at arbejde videre med, da gruppen gik i studiet med bl.a. Weatherall og The Orb. Screamadelica åbner med en virkelig signatursang fra Primal Scream. ”Movin’ On Up” er et af den slags numre, som Stones kunne have skrevet, da de var toppen. Og fra starten hører vi Denise Johnson, som undervejs på albummet lægger en fantastisk sydstats-vokal på mange af numrene. Men efter at guitaren på ”Movin’ On Up” dør hen, åbner dansegulvet for alvor. På et insisterende beat tripper vi ind i huset – og slipper aldrig ud igen. Her begynder festen for alvor, men selv her finder vi tresser-refrencerne i sitaren og en fin melodisk komposition.

På albummets tredje og fjerde skæring går det for alvor løs. ”Don’t Fight It, Feel It” sidder præcist i kroppen og efter dette rush kommer den trippende kernesang ”Higher Than the Sun”, som med en The Orb produktion synes at transcendere denne verden. “I’m drifting into space / Free of time”. Her svæver vi ud i solen, og der skulle gå nogle plader, før Primal Scream fik os hentet brutalt ned på jorden igen.

Med de store dansenumre ”Come together” og “Loaded” fortsætter festen. Men netop i de sange føles det, hvordan Screamadelica bare var andet og mere end at rave til The Orb i de år. Primal Scream havde nemlig melodierne og sangfornemmelsen med sig i de soniske eksperimenter. Det var bestemt drømmende, men hele tiden lå der en god melodi og en god sang og tittede frem i de dansable produktioner.

Screamadelica er en crossover triumf af de store. Med det album gled nye lyde pludselig ind i rockens mainstream. Albummet var en kreativ eksplosion af den slags, som der ikke kommer så mange af. Historierne om gruppens stofindtag i de år er mildest talt respektindgydende! Men uanset hvor inspirationen kom fra, så illustrerer Screamadelica, at det godt kan betale sig at åbne sig for inspiration udefra – og så de hvad man kan bruge den til. Tiden har måske nok udvisket hele rave-kulturen og dens store navne. Tilbage står Screamadelica og lyser.

PS: Bandet spiller hele albummet I en koncert I London Olympia den 27. november 27.

Hvedekorn 4/2009 er også nummeret, hvor jeg har min første optræden og debut i tidsskriftet. Jeg fik det hele øjet i fredags og var selvsagt på alle måder benovet og behumblet over at være i selskab med Louis Althusser, Eske K Mathiesen og en række funklende unge debutanter med mere end én god idé.

Min beskedne debut sker med en tipskupon ihukommende Arnold Johannes Hyacinthus Mühren.

“U 4-4-44″ hedder teksten, og den bør spilles med varsomhed, da der kræves hele fem sikre kampe. Som enhver ved, er reducerede systemer for tøsedrenge, og derfor kræves tillige en udgangsrække. Kamp 13 bør som altid spilles 1 2.

En anden glad debutant i Hvedekorn Frederik Bjerre Andersen har skrevet en fin lille ting om at være med i sit første Hvedekorn. Læs den her. Hans matrixtekst Rovhøne er i øvrigt præcis som få.

Du kan få flere korn i øjet her:

• Hvedekorn 4/2009 på Saxo.com og Williamdam.
• Hvedekorns web-site.
• Hvedekorn-redaktør Lars Bukdahls fejdende energiske Blogdahl.

Dansk politik er gået fra 90 mia. i statsunderskud og til 3 burkaer – og fra manglende reformer til et kaffemøde på på en skole. I min faste klumme på netavisen 180grader.dk bliver det i dag til en spekulation om den inderlige længsel efter den strenge (lands)fader, der har grebet nationen. Løkke skal imidlertid ikke bedømmes på ferier eller fadøl. Han skal bedømmes på den politik (eller mangel på samme), der udgår fra hans regering.

Længslen efter den handlekraftige fader i Statsministeriet

Så kom statsminister Lars Løkke Rasmussen hjem fra en ferie med sin familie på Tenerife og til et pressekorps, der i den grad lugtede blod efter en række ’sager’ om en datters mulige forstuvede ankel og nogle sure madpakker.

I gamle dage, da ham den første Rasmussen fra Venstre sad i Statsministeriet, kom far altid sur hjem fra ferie og kunne på ingen tid skabe ro i familien Danmark. Far var hård, kontant og uden nåde – specielt overfor uvorne journalister. Så de holdt som regel deres mund. Præcis sådan en far vi alle drømmer om.

Den nye far er ikke helt så hård, og han har oven i købet den lidt for moderne indstilling, at han skal være ”far hele livet”. Det går virkelig ikke. Så er man jo en svag far.

Den seneste tids polemik om Løkkes ferie og hans datters ankel følger fuldstændig den ’storyline’, som socialdemokraterne lagde fast, da sagen om Løkkes bilag dukkede op. Missionen er lykkedes. Løkke fremstår nu som en såre menneskelig men svag politiker, der ikke har styr på livets mange bilag. Løkke er effektfuldt blevet ’framet’ som svag og uden handlekraft.

Den ’storyline’ så man udspille sig for fulde gardiner dagen efter klimatopmødet, hvor medierne straks spurgte: ”Var resultatet nu blevet sådan på topmødet, hvis nu det var ham den anden Rasmussen, der havde ledet slaget?”. De savner den gamle far, der havde orden på sagerne.

Journalister og kommentatorer havde alle til hobe spået, at Løkke efter klimatopmødet ville iværksætte en regeringsrokade straks i det nye år og bruge sin nytårstale til at sætte en ny dagsorden og efterfølgende et nyt hold. Da det ikke skete, og alle kommentatorer dermed tog fejl, blev det udlagt som svaghed og ”intern splid i regeringen”. Og så kører historien om svaghed og uorden igen.

I sidste ende kan statsminister Lars Løkke Rasmussen tabe et kommende valg ikke på sin politik, men på historier om en ankel og en fadøl. Det er den barske og nedslående kendsgerning.

Løkke skal ikke bedømmes på en forstuvet ankel eller en fadøl. Han skal bedømmes på sin evne og vilje til at reformere Danmark og lede nationen igennem en økonomisk krise, der ikke er føget ind over vores grænser som ugræs, og som ikke forsvinder af sig selv.

Han står i spidsen for en regering, der vælger at prioritere 3 burkaer i stedet for et eksploderende statsunderskud op mod 90 mia. kr. Han har siden 2001 været medlem af en regering, der rutinemæssigt har afvist nødvendige reformer af det danske samfund, og i stedet sætter alle kræfter ind på et kaffemøde på en københavnsk skole. Imens verden har buldret forbi os, har vi etableret en national mindestue og hygget os med at pille i egen kulturkanon.

Dét har Løkke ansvaret for, og det skal han bedømmes på. Så må alle andre i mellemtiden parkere deres inderste forhåbninger om den handlekraftige og strenge fader et mere velanbragt sted.

Det er nemt at komme galt afsted i sit første møde med Arcade Fire. De fremstår ved første overfladiske blik som en kollektivistisk udgave af en canadisk Tønder Festival. Et første blik på tracklisten af Funeral afslører desuden, at hele fire numre hedder ”Neighborhood”. Det lugter langt væk af fortænkt alt-folk.

Men Arcade Fires Funeral er lykkeligvis alt andet end det. Albummet overrasker med sin direkte tilgængelighed. Her er melodier og musikalsk opfindsomhed til overmål. Her mødes post-punken med med folkens instrumentering. Resultatet er sine steder hjerteskærende.

Kernen i Arcade Fire er ægteparret og sangskriverne Win Butler og Régine Chassagne. De rammer en fintfølende balance, hvor der er plads til forskellige udtryk. Mest effektfuldt bliver det, når den vokale inspiration fra Pixies træder igennem og Chassagnes stemme smyger sig omkring Butlers emotionelle udladninger.

Funeral er et album om savn og tab. Tre bandmedlemmer oplevede op til udgivelsen at begrave et elsket familiemedlem. Det kan høres på pladen, som sine steder næsten er skrevet ud fra et stort barns perspektiv. Her er vi tilbage i et ”Neighborhood”, hvor flugten ligger lige for, som her i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”: ”And if the snow buries my, my neighbourhood / And if my parents are crying / then I’ll dig a tunnel / from my window to yours”.

Det er sange om savn og tab. Men også sange om håb. Visse steder er det episk og i det helt store cinemascope som hos en tidlig Springsteen. Her er elskende der flygter i natten og sørgmodige stunder i forstaden. Her er simpelthen de store medrivende historier, der bogstavelig talt spiller på alle tangenter og drives frem musikalsk. Som igen i “Neighborhood #1 – (Tunnels)”, hvor Régine Chassagne er bag trommerne og formelig tæsker et crescendo frem til linierne ”Then we think of our parents, well what the hell ever happened to them?!”

Mange af sangene får sin indre logik og udviklingskurve, man bare må følge til enden. Arrangementerne er originale, og en violin kan pludselig blive forunderligt udtryksfuld. Funeral fik en stor virkning, fordi den kom, netop da ironiens tidsalder var endegyldigt forbi. Arcade Fire demonstrerede med stor tydelighed, at man godt kan skrive sange med stor følelsesmæssig klangbund uden at ende i ironisk kitsch.

Efterfølgeren Neon Bible fra 2007 var en lige så stor oplevelse som Funeral og befinder sig da også højt på listen over årtiets albums. Når Funeral lige er en tand højere oppe, og af mange regnes for årtiets definitive album, kan det skyldes at Funeral lige har de ekstra sange, der ikke sådan forsvinder uden lige. Det gælder singlen ”Rebellion (Lies)”, som hænger på en knivsæg af tvivl på sig selv, men hamres fremad hver gang, du prøver at lukke øjnene. Eller det gælder den store hymne ”Wake Up”, der uden vanskeligheder kan ses som en hymne for et helt årti med nul i hovedet: