Om fjorten dage går amerikanerne til midtvejsvalg, og alle medier har lagt i kakkelovnen til et slagkraftigt teselskab, hvor de regerende demokrater skal stilles til regnskab for deres utilslørede socialisme.

Kun to år efter at Barack Obama indtog Det Hvide Hus, kan han efter den 2. november stå overfor en fjendtligt indstillet kongres meget lig den Bill Clinton måtte kæmpe med efter midtvejsvalget i 1994. Det kan komme til at lamme ham i de vigtigste indenrigspolitiske spørgsmål to år frem.

Der er herhjemme blevet gjort meget ud af den indflydelse, som Tea Party bevægelsen har på den politiske kultur i USA. En meget broget flok af kristne fanatikere, minimalstats-troende og Obama-hadere. Det handler ikke om hudfarve. Men det handler meget om konspirationsteorier og kamp mod stat og regering.

En pæn del af dette teselskab tror, at Obama i virkeligheden er muslim. Eller at han er født udenfor USA og derfor er blevet præsident aldeles uretmæssigt. En historie der minder meget om den liberale historie om, at Bush stjal valget i 2000. I USA taber man ikke et valg. Valg stjæles af en ondsindet modstander.

De politiske fløje i USA står og skriger til hinanden, og moderate stemmer er svære at finde, selvom Jon Stewart gør et forsøg i weekenden i Washington.

Tea Party bevægelsen har sat sig på et republikansk parti, som har brug for en ’re-branding’ efter årene med den George Bush, der klogelig har holdt sine planlagte erindringer tilbage til efter valget. Men teselskabet er en vanskelig tiger at ride på, når den styres af figurer som Sarah Palin og Glenn Beck.

Mange steder er teselskabets kandidater deciderede ønskemodstandere for demokraterne, fordi de simpelthen repræsenterer nogle synspunkter så langt fra dén amerikanske mainstream, der altid vinder valgene.

I sidste ende skal Obama ikke bekymre sig voldsomt om teselskabet. Hans værste fjende er økonomien og sofaen. Amerikanske politikere måles i sidste ende altid på deres evne til at skabe vækst og jobs. Her har Obama sin egentlige udfordring, selvom Fox News hellere vil tale om alt mulig andet. Amerikanske vælgere går mere op i jobs. Og en ny analyse viser, at republikanerne har under 20% chance for at genvinde senatet.

For to år siden lykkedes det for Obama at drive nye grupper til valgurnerne. De kommer bestemt ikke af sig selv denne gang. I en presset økonomi er kampen mod sofaen nøglen til gevinst for Obama og demokraterne til midtvejsvalget. Obama skal forsøge at genvinde dén amerikanske historie, han har mistet undervejs.

Se i øvrigt denne udmærkede analyse af valget fra MSNBC:

Selvom republikanerne havde lovet en kamp helt ud i det absurde for at trække vedtagelsen i langdrag, kom loven overraskende hurtigt igennem. I stedet besluttede Senatet at hærdre en tidligere kollega, der livet igennem drømte om sunhedssikring for alle amerikanere. Helt som Ted Kennedy drømte det, blev det ikke. Men hans tidligere kolleger fandt værdigheden frem og holdt et minuts stilhed for at hærdre den gamle senats-løve:

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Obama blev valgt på en platform om “change”. I nat leverede han forandring af det amerikanske sygehusvæsen. Selvom republikanerne vil se dette som en nazistisk-kommunistisk konspiration, er der tale om en ganske moderat ændring af det amerikanske sundhedsvæsen. Men en forandring der er helt i afdøde senator Ted Kennedys ånd.

Selvom Kennedy ofte holdt den liberale fane lige lovlig højt (og hele livet igennem drømte om netop en sundhedsreform), så var den afdøde senator også en pragmatisk figur i Senatet, som kunne og ville skabe resultater. Denne gang var der dog ikke mange bevægelser på tværs af de to partier. Alle republikanere stemte imod lovforslaget sammen med 34 utilfredse demokrater. Resultatet blev en demokratisk sejr på 219-212. En sejr som Kennedy uden tvivl vil se på med et stille smil fra sin himmel. Obama nævnte ham også i går, og det er i sandhed faklen og drømmen, som Kennedy beskrev i “True Compass”, og som blev givet videre i 2008, der nu virkeliggøres.

På trods af polemikken er bundlinien nemlig enkel: Med nattens vedtagelse af sundhedsreformen får op imod 30 mio amerikanere adgang til sygeforsikring. Obama har været ude i et enormt politisk stormvejr, og for få måneder siden blev hans lov anset for stendød. Men nu er loven altså gennemført, og Obama har gjort, hvad mange præsidenter før ham aldrig lykkedes med. De resultater tæller.

Politisk vil Obama formentlig få en over snuden i midtvejsvalgene til efteråret. Men der er tidspunter, hvor en sag simpelthen er større end gustne politiske overlæg. En gang imellem handler det bare om at gøre det rigtige. Der kan analyseres meget på det sidste års krig om sundheden i USA og på Obamas mulige vaklen undervejs. Tilbage står at han har leveret “change” for millioner af amerikanere. Det vil han i sidste ende blive bedømt på.

Visit msnbc.com for breaking news, world news, and news about the economy

Efter valgnederlaget i november er det republikanske parti lige nu ved at udarte i sekterisk vanvid, hvor det er Glenn Beck og Rush Limbaugh, der sætter den hadefulde og konspiratoriske dagsorden, som har plaget USA hele sommeren. Meget få har modet til at undsige en agenda, hvor Obama lægges for had som en socialist, der er kommet illegitimt til magten.

Det konservative højre spiller et farligt spil. De prøver at ride på en populistisk usikkerhed over Men det giver også plads til andre stemmer. Der ligger en hel åben bane for en moderne konservativ, der vil undsige den rabiate højrefløj og lægge afstand til hele Bush-æraen.

Sådan en person har republikanerne nu fået i tv-værten Joe Scarborough. Se f.eks. hvad han skrev på sin Twitter profil for nylig:

“Will a GOP Presidential hopeful for 2012 have the courage to condemn Beck in tough terms for saying Barack Obama “hates white people”?”

Man vil måske mene, at en sådan kommentar ikke er revolutionerende i sit indhold. Men i det giftige politiske miljø i USA er Joe Scarborough en befriende anderledes konservativ. Eller som nogen mere kyniske sjæle vil hævde: Den liberales våde drøm om en republikaner.

Amerikanske valg vindes dog på midten, og der vil være en yderst interessant position i at fremstå som et helt nyt, moderat ansigt med nye idéer for USA. F.eks. at klimasagen må være en afgørende konservativ sag. Han er til daglig morgenvært på MSNBC. Han er moderat – og samtidig har han de rette konservative værdier. I 1994 blev han valgt ind i Kongressen fra Florida midt i en ny-konservative bølge, der ramte Bill Clinton. Men siden valgte han at prioritere sin familie, og har i en årrække været en succesfuld konservativ vært et ellers liberalt MSNBC.

Hans program ”Morning Joe” er populært og for nylig udgav han bogen “The Last Best Hope”, som var et originalt bidrag til en ny klassisk konservativ position. Joe Scarborough kender sin Burke, og hans budskab om tilbageholdenhed er som skabt til tiden efter Bush og Lehman Brothers. Det fik for nylig Huffington Post til at nævne Scarborough som et spændende bud på en kandidat til præsidentvalgt i 2012.

Alt det er selvsagt bare ren spekulation. Det interessante er mere, at der kommer en tid efter Glenn Beck frem mod 2012. Og her vil en ny kandidat med nye idéer stå rigtig stærkt. Joe Scarborough kan være en sådan kandidat og hans bog og mediemæssige platform kan være et stærkt afsæt.

Læs hans artikel i Time om konservatismen og se ham nedenfor i hans eget program:

Hun har af gode grunde tidligere holdt sig meget tilbage fra den offentlige scene, men i de senere år har hun i stadigt større omfang blandet sig i politik. Bl.a. arbejdede hun med sin onkel Ted Kennedy meget aktivt for Barack Obama. Onsdag aften ringede hun så til New Yorks guvernør for at drøfte sagen.

Se klip fra 60 minutes her:

I Danmark vil CNN for de fleste været det oplagte valg. Og John King har en fantastisk blæret skærm at lege med. Men vi kan også anbefale MSNBC, der ligesom for fire år siden sender live på nettet fra New York. Så en kombination af medier tegner nok til at være den mest oplagte kombination i nat.

Tim Russerts efterfølger Chuck Todd har en kort og præcis gennemgang her:

- Se også denne guide på Newsweek

Alt tyder således på, at valget kommer til at udspille sig præcis som afdøde Tim Russert forudsagde. I 2000 var det Russert, der tidligt pegede på “Florida, Florida, Florida” som den afgørende stat. I 2004 var han lige så præcis med hans forudsigelse om “Ohio, Ohio, Ohio”. Denne gang var hans forudsigelse ganske tidligt, at slaget stod ude vestpå, og for demokraterne handlede om at vinde mindst tre ud af de fire New Mexico, Colorado, Arizona og Nevada. Hvorfor er det vigtigt? Fordi Obama så kan tåle at tabe både Ohio og Florida. Det er den strategi, der kan blive til virkelighed tirsdag.

Forudsætningerne og de enkelte afgørende stater

- Florida er med sine 27 valgmænd den store pris i ethvert valg. Obama fører lige nu med 4.2 procentpoint, men her spiller vi meget sikkert, og tror på at McCain lige akkurat kan vinde staten igen for republikanerne.
- North Carolina er en traditionel sydstat, hvor Obama har en historisk chance. Men det er helt åbent i NC, og i sidste ende hiver McCain den nok hjem. Her skal Obama krydse fingrene for de afro-amerikanske vælgere.
- Missouri er en af de nye sydstater, der er kommet i spil. Men den får Obama ikke, selvom løbet der ser tæt ud. Skulle det lykkes Obama at vinde en sådan stat, er vi godt på vej mod jordskredet.
- Indiana kunne være en stat, Obama kunne vinde. Den ligger tær på hans hjemlige Illinois, men den meget snævre føring der, kan hurtigt forsvinde på valgaftenen.
- Georgia kunne være meget interessant at se hos Obama. Men det er nok for meget jordskred at forvente, selvom flere har den som åben. Den tager McCain.
- Montana er en stat McCain nok skal tage. Hans føring på 3.8 holder hjem
- Arizona giver vi til McCain. Han fører nu med 3.5 og han skal nok vinde sin hjemstat
- Ohio. Her afspejles som regel de store landsgennemsnit, og staten med sine 20 valgmænd er en meget vigtig stat. McCain har satset alting her, og den skal hjem, hvis han skal vinde. Det gør han ikke. Obamas nuværende føring på 4.2 tror vi kan holde helt hjem.
- Colorado, Nevada og New Mexico er nøglen til Obamas sejr. At han fik åbnet den vestlige del af USA har været en taktisk genistreg. Og han har store føringer i de tre stater. Intet er dog sikkert endnu, og nederlag her kan få Obamas korthus til at vælte.
- Pennsylvania er helt og aldeles afgørende for McCain. Men Obama fører med 7 point i en stat, som både Gore og Kerry vandt. Den tager Obama.

Andre eksperter har også været ude med deres forudsigelse. Tirsdag får vi at se, hvem der har ramt mest præcist.

En weekend uden overraskelser

Denne weekend har i øvrigt højest overraskende passeret uden overraskelser og deciderede ‘svinere’. Der har ikke været gamle alkoholhistorier eller videoer fra Osama Bin Laden. Men der er ingen tvivl om, at det nok skal blive nogenlunde tæt. Søndagens Meet The Press havde den sidste debat på en dag, hvor kandidaterne var afsted ver hele landet.

Det skete kort efter at Jon Stewart havde haft Obama i sit show. Og på en aften, hvor Obama ryddede sendefladen og brugte en masse midler på en direkte henvendelse til det amerikanske folk.

I hele det Obama-billede står én ting dog meget klart: Dette valg er langt fra ovre. De seneste meningsmålinger fortæller nemlig, at Obamas store føringer skrumper ind. Skulle man være i tvivl om hvor spændende dette valg bliver, kan vi roligt slå fast, at det nok skal blive en spændende valgaften. Bare rolig!

Se den originale reklame først og gå derefter til den opdaterede 2008-version.

Den originale reklame fra 1999:

Den nye reklame fra 2008:

Det er i al sin enkelthed, hvad virkal marketing handler om.

Der er ikke flere debatter tilbage. Nu forestår bare den eksplosive slutspurt. Obama fører ganske stort, og det er nu den generelle opfattelse, at McCain har tabt, og at der ikke er så meget mere at gøre for McCain. Nogle målinger har Obama oppe med tocifrede procentpoint. Og kigger man på kortet over valgmænd, har de fleste analytikere nu Obama med mere end de påkrævede 270 sikre valgmænd.

Ret beset bør vi på den baggrund kunne lave følgende ræsonnement:

1. Obama fører klart og entydigt
2. Ingen kandidat har siden Truman i 1948 formået at indhente en sådan føring i meningsmålingerne

Alligevel kan vi IKKE konkludere:
3. Obama vinder

Sagen er nemlig den, at ingenting er som det plejer i dette valg. Det er første gang, vi har andet end hvide mænd som kandidater, og denne meget lange valgkampagne har virkelig vendt op og ned på mange vante forestillinger (desværre har valgkampen ikke været så spændende, som man kunne have fourdset med to anderledes kandidater). Den konventielle visdom kan ikke bruges til så meget, og erfaringen har vist, at det overhovedet ikke behøver at være ovre endnu.

Karl Rove skriver i dag i Wall Street Journal, at Obama fortsat ikke har ‘lukket salget’:

>Barack Obama holds a 7.3% lead in the Real Clear Politics average of all polls, but the latest Gallup tracking poll reveals that there are nearly twice as many undecided voters this year than there were in the last presidential election. The Investor’s Business Daily/TIPP poll (which was closest to the mark in predicting the 2004 outcome — 0.4% off the actual result) now says this is a three-point race. This week also brought a reminder that Sen. Obama hasn’t closed the sale. The Washington Post/ABC poll found 45% of voters still don’t think he’s qualified to be president, about the same number who doubted his qualifications in March.

Der er altså ingen grund til at afskrive McCain endnu. Vi kan ligefrem identificere fire afgørende grunde til, at det slet ikke er ovre endnu:

1. Det store tabu: Spørgsmålet om race. I 1982 havde den sorte borgmester i Los Angeles Tom Bradley et forspring på 9 procentpoint, da han stillede op til valget som guvernør i Califonien. Alligevel tabte han. Siden har han lagt navn til Bradley-effekten som en beskrivelse af det fænomen, at folk ikke tør fortælle sandheden, når de ringes op af et meningmålingsinstitut. Altså at meningsmålinger ikke formår at fange eventuel racistiske undertoner, som kan være på spil. Obamas føring kan således vise sig at være flygtig og hurtig ændre sig, når folk endelig står i valglokalet og skal afgøre, om de faktisk kan give en sort mand magten i USA. Dette er det store tabu, men et tabu som flere medier har taget op efterhånden som føringen er så klar. Dog skal man være opmærksom på, at 1982 er længe siden, og at der formentlig er sket en hel del siden. Ved senatsvalget i 2006 i Tennessee var meningsmålingerne således meget tæt på valgresultatet på trods af Harold Fords hudfarve. Her var ingen Bradley-effekt og er det måske heller ikke i år. Endelig vil flere pege på, at Obama måske ligefrem har en skjult reserve i form af mange mobliserede unge, som ikke indgår i de vanlige målinger, fordi de ikke ejer en fastnettelefon.
2. Vælgerne kan flyttes. Der kan ske meget op til selve valgdagen, og historien har vist, at vælgerne kan flyttes hurtigt. I 1976 førte Jimmy Carter med hele 62-29 hen over sommeren, men han endte med en sejrsmargin på bare 29 valgmænd. Meget få stemmer i Ohio og Wisconsin kunne have gjort Ford til præsident i stedet for jordnøddefarmeren.
3. The October Surprise. Den store årstidebestemte overraskelse har jo nok været der i form af den økonomiske nedtur. Faktisk var det jo McCain, der første efter det republikanske konvent, men udviklingen på finansmarkederne har effekt sat en stopper for det. Man kan dog langt fra udelukke, at der kan komme nye overraskelser. Hvad med noget fra Osama Bin Laden? Den plejer altid at virker.
4. Fokus på de rette steder. Endelig har det ofte vist sig, at en målrettet indsats de rette steder ofte kan gøre en forskel. Obama har op mod dobbelt så mange penge som McCain, men ved at fokusere ressourcerne de rigtige steder kan McCain måske ende med den store triumf. F.eks. ved at vinde tætte løb i stater som Ohio, Missouri, North Carolina og Florida. Han er i en svær position, men det er bestemt ikke umuligt. Slet ikke.

Joe The Plummer – Onsdagens debat var ganske god

Onsdag aften mødtes de to kandidater i den sidste debat mellem de to kandidater. Det blev den mest interessante. McCain var meget fremme i skoene under debatten og scorede en fin one-liner med den Helle Thorning-agtige sætning om, at han ikke er George Bush. Den sad lige i skabet. Men ellers handlede det mest om en vis Joe The Plummer. Se hele debatten her:

McCain og Palin gør alt for at tale forbi den økonomiske krise, der tydeligvis er kommet meget uvekvemt for dem. I stedet gør de alt for at sætte en alternativ dagsorden. En dagsorden der handler om at spille på frygten for den ukendte Obama. Kan man virkelig stole på ham?

Helt forudsigeligt har republikanerne nu spillet Ayers-kortet og forsøgt at sammenkæde Obama med en gammel venstreorienteret terrorist fra 60′ernes overdrev. Det er delvist lykkedes. Men kun delvist. Godt nok spiller Fox News med et stykke ad vejen, men selv Bill O’Reilly havde svært ved at komme udenom, at økonomien nok var et vigtigere emne. Se Jon Stewart kommentere et fantastisk sammenklip fra Fox News:

McCain har brugt Ayers-angrebet i flere dage nu ved sine valgmøder ude i landet. Og den går rent hjem hos tilhængerne. Faktisk i en grad der virkelig er bekymrende. Publikum råber “Traitor” efter Obama, og ved et valgmøde kunne man efter sigende høre en tilhører råbe “Kill him”. Det efterforsker Secret Service nu.

Det er bekymrende, at republikanerne oven på den økonomiske krise nu går efter en fuldstændig hadefuld afslutning på valget. Med USA’s ulykkelige historie fyldt til randen af politisk vold, er det ikke klogt at spille så hadefuldt ud. Det var præcis den kritik, Hillary Clinton med rette måtte tage imod tidligere på året. Ifølge John Kerry er denne negative kampagne mod “Barack Hussein Osama” direkte diskvalificerende, og målinger viser, at strategien overhovedet ikke virker overfor andre end de allerede trofaste republikanere. Men de er til gengæld også helt oppe at ringe. Se f.eks. dette eksempel herunder fra et vælgermøde i denne uge for McCain:

Kønt er det ikke, og man kan håbe på, at det ikke er hadet fra valgkampen i 1972, der skal afgøre dysten mellem Obama og McCain, men i stedet at det kommer til at handle om gode politiske idéer. Meningsmålinger kunne pege i retning af et demokratisk jordskred. Sådan går det næppe. Men det er forhåbentlig “Change”, der er kodeordet denne gang.

McCain spiller nu et mere defensivt spil, hvor hans strategi må være at holde de stater, Bush vandt i 2004. Søndagens ‘Meet The Press’ har et fremragende overblik over situationen, som den ser ud lige nu:

Going negative – Guilt by association

Men republikanerne kan nå det endnu. Den konservative kommentator Bill Kristol holder fanen højt, og minder om at Obamas føring historisk set kan hentes.

Skal det ske, er den oplagte mulighed at gå fuldstændig negativt efter Obama og hans personlige integretitet og historie. Det er allerede i gang. Palin har her i weekenden forsøgt at genoplive den gamle historie om Obamas forbindelse til professor William Ayers, der i 60′erne og 70′erne var en del af den radikale venstrefløjsgruppe Weathermen, der stod bag 12 bombeangreb.

Angrebet har været ventet, og der er intet nyt i historien. Men den kan bruges til effektivt at skabe tvivl om Obamas dømmekraft og patriotisme. Med kun en måned tilbage af valgkampen vil vi se demokraterne fortsætte deres linie om McCain som Bush nr. 3, mens reublikanerne vil gå efter Obamas person. Det forekommer at være deres bedste og måske eneste chance. Men der er lang vej igen, og der kan altid komme en ‘October Surprise’, som pludselig kan ændre sagernes gang. Lige nu arbejder tiden for Obama.

I dag mødes de med præsident Bush for at få den økonomiske lovpakke på plads. McCains satsning kan vise sig at være genial. Han er en kandidat, der hele tiden er i offensiven og hele tiden prøver at sætte dagsordenen strategisk. Det gør denne valgkamp yderst interessant. Men det kan også blive for smart, og uumiddelbart kunne det tyde på, at denne satsning ikke går hjem for McCain.

Netop som vi gjorde klar til den første debat på fredag, kan vi se, at NBC og Tom Brokaw har fået den samme tanke. I en serie kaldet Turning Points with Tom Brokaw gennemgår den legendariske tv-vært historiske præsident-dueller. Denne gang sættes luppen på Kennedy og Nixons duel i 1960, og der er mange fremragende tv-klip på siden.

Det vil Obamas folk utvivlsomt ærgre sig over i en uge, hvor Obama virlkelig har momentum oven på den finansielle sektors nedsmeltning. I et gennemsnit over de seneste meningsmålinger er Obama nu oppe med tre procentpoint. Men i de vigtigste stater er det helt åbent. F.eks. fører McCain fortsat med 1 i Ohio. Så selvom momentum er hos Obama lige nu, er der ingen tvivl om, at det bliver spændende til det sidste, og at vi for tredje gang i træk kommer ned på helt enkelte stater sent ud på valgnatten.

De præsidentielle debatter har foregået i århundreder. Men det var først i 1960, at tv for alvor blev det medie, der kunne være med til at afgøre en valgkamp. Opgøret mellem Nixon og Kennedy på tv er blevet legendarisk, fordi det viste en ung kandidat, der tog det nye medie alvorligt, overfor en ældre og mere erfaren kandidat, der ikke ville lade sig sminke og generelt ikke tog mediet alvorligt. Det afgjorde måske valgkampen i 1960:

Ifølge Clintons gamle hårde hund James Carville blev valgkampen afgjort i dét øjeblik McCain sagde de ord.

Det er formentlig en overdrivelse, men sandt er det, at momentum nu er skiftet igen og at Palin-effekten nu er blevet til Wall St. effekt for Obama.

Se Gallup og kortet over alle stater.

Den amerikanske valgkamp er indenfor få uger vendt helt på hovedet. Efter Obamas kroning i Denver formåede “The Grand Old Party” på deres konvent at sætte en helt ny dagsorden med den store Palin-gambling. Det har fungeret perfekt for Republikanerne, og selvom medierne svælger i Palins mulige svagheder, er den konkrete realitet at republikanerne stormer frem i de fleste stater.

McCains folk har sat en helt ny dagsorden, og hvis det lykkes dem at vinde valget for McCain er der simpelthen tale om et decideret mesterstykke i politisk kommunikation. For kigger man på de fundamentale forhold burde Obama være en helt sikker vinder:

1. Økonomien er helt til rotterne
2. Den siddende republikanske præsident har en historisk lav popularitet
3. Det demokratiske parti har senest ved valget i 2006 vist, at amerikanerne er klar til at stemme demokratisk
4. Obama er en helt ny kandidat, der indvarsler en ny tid

Hvis ikke det er en kombination, der kan føre til sejr, kan det kun skyldes en helt fantastisk kommunikation fra den republikanske lejr.

I spidsen for McCains kampagne står Karl Roves protege Steve Schmidt. En yderst kompetent kampagnestrateg, der på alle måder har lært af Karl Roves systematiske indsats. Med Schmidt ombord lykkes republikanerne konstant med at sætte en dagsorden, hvor Obamas indsats hele tiden latterliggøres i en 24-timers ‘news-cycle’. På den måde kommer man pludselig til at diskutere, om Obama har godkendt seksualundervisning til børnehavebørn, fremfor hvilket USA Obama og McCain egentlig ønsker. Det er mesterligt gjort og yderst effekivt. Se et eksempel på det her:

Karl Rove har i øvrigt undsagt de seneste reklamefilm fra McCain. Men mon ikke han kan se godt håndværk, når det udføres?

Den republikanske kampagne og introduktionen af Palin har også ændret valgkortet, så vi nu på alle områder har et fuldstændig dødt løb. Se analyse her.

På websitet The Road to 270 kan man selv forsøge sig med en række kombinationer i de forskellige stater. Som det ser ud lige nu, er stillingen i sikre valgmænd:
Obama/Biden 207 – McCain/Palin 174

McCain vinder frem i traditionelle republikanske stater, og er ved at sikre sig sin base. Ifølge de to kampagner er der mange stater i spil. Det er nok en overdrivelse. Ifølge Chuck Todd på NBC skal man formentlig primært holde øje med disse fire:

- Colorado
- Virginia
- Ohio
- New Hampshire

Med mindre der kommer en rigtig “October Surprise”, er der lagt op til et vanvittigt tæt løb med kamp fra distrikt til distrikt. Den kommer vi til at følge meget tæt her.