5 smertelige nederlag til Sverige og 2 triumfer – optakt til semifinalen ved EM i håndbold 2018

I aften spiller Danmark og Sverige semifinale ved EM i håndbold i Kroatien. Det danske hold er favoritter. Men en kamp mellem Danmark og Sverige har altid sin egen logik og de blå-gule har mange gange knust de danske drømme.

Er man ikke allerede oppe og køre over en semifinale ved EM, skal man bare kigge på historien mod Sverige. Så får man en smag af hævn og blod i munden. Vi ser på fem yderst smertelige nederlag til Sverige – og runder også to triumfer.

Mogens Olsen

Den moralske finale i 1958

Svenskerne kom bedst ud af af efterkrigsårene og havde omkring den legendariske træner Curt Wadmark verdens bedste hold i 50’erne. Ved VM i 1958 havde det maget sig sådan, at Danmark skulle op i imod de regerende svenske verdensmestre i den sidste kamp i mellemrunden i en kamp om at komme i finalen.

Det blev til en uhyre spændende og meget lige kamp i Leipzig, hvor danskerne længe var foran. Men igen viste svenskerne sig klogere, og de endte med at vinde en snæver sejr på 13-12. Kampen var den moralske finale. Det stod klart, da svenskerne igen blev verdensmestre ved at slå Tjekkoslovakiet 22-12 i finalen.

Danmark endte med en fjerdeplads, og havde på holdet en suveræn topscorer for hele turneringen i Mogens Olsen. Han scorede 46 mål, og tegnede sig alene for 38 % af de danske scoringer i hele turneringen.

Nedturen i Herning i 1978

Ved VM på hjemmebane i 1978 var det endnu en gang Sverige, der stod mellem Danmark og en finale. Danmark kogte af håndboldfeber. Særlig kampen mod Polen i Randers blev berømt for de fantastiske billeder af landstræner Mikkelsen oven på Michael Bergs sejrsmål. Det var under selv samme tv-transmission, at kommentator Palle Holgersen udtalte den herostratisk berømte sætning om, at “nu gælder det om at holde hovedet koldt. Ligesom ved ildebrand.”

Nu manglede blot den sidste mellemrundekamp mod arvefjenderne fra Sverige i Herning. På grund af Danmarks uafgjorte kamp mod Sovjetunionen handlede det nu om målscoren. Hvis det lykkedes Danmark at slå Sverige, samtidig med at Sovjetunionen slog Polen i Århus, skulle Danmark vinde med seks mål over Sverige, mens Sovjet højest måtte besejre Polen med de to mål, som Danmark også havde besejret Polen. Hvis det lykkedes, var Danmark klar til finalen i den nye, flotte hal i Brøndby.

Det blev til endnu et drama i Herning. I en klassisk satsning fra Leif Mikkelsen blev det den normale tredjemålmand Jørgen Hertzsprung fra Ajax, der skulle vogte målet fra start mod svenskerne. Hertzsprung kendte svenskerne fra ungdomslandsholdet, og havde forberedt sig specielt på denne kamp. Undervejs indløb meldinger om, at Polen førte over Sovjet. Men på det tidspunkt var der ikke tid til at bekymre sig om andre kampe. Danmark var nemlig i store vanskeligheder mod et svensk hold, der reelt ikke havde noget at kæmpe for, men alligevel spillede, som gjaldt det VM-titlen. Ikke mindst trak svenskerne spillet i uendelig langdrag, som om de havde tænkt sig at kede Danmark fra finalen. Samtidig havde danskerne svært ved at holde de små svenske fløje. Undervejs i 2. halvleg kom der dog mere styr på danskernes spil, og til sidst endte det med en 18-14 sejr.

Nu handlede det så bare om, hvordan Sovjet klarede sig. Det blev en skuffelse af de helt store. Sovjet vandt nemlig lige præcis med to mål, og dermed var danskernes sejr over Sverige præcis to mål for lille til en finaleplads. To sølle mål mod et svensk hold, der gjorde alt for at trække tiden ud. Skuffelsen var enorm på det danske hold. Man havde leveret en kraftpræstation – og mere til. Og alligevel endte det hele med endnu en fjerdeplads.

Det store nordiske tronskifte part 1, Basel 1986

VM i 1986 markerede på flere måder et tronskifte i verdenstoppen. Sovjetunionens aldrende stjerner gik helt ned, og de danske skakternede helte blev sendt helt ud i et mørke, der kom til at vare i 16 år. Og fra Sverige kom en ny generation af spillere, der kom til at sætte sig på verdenstoppen mange år fremover.

Det hele skete i den sidste kamp i den indledende runde. Både Sverige og Danmark havde tabt til Ungarn og slået Algeriet. Så det blev helt afgørende, hvem af de to nationer, der skulle gå over i mellemrunden med en sejr.

Sweden's Wislander and Olsson smile during farewell ceremony following friendly international handball match in Kiel

Ved de sidste mange slutrunder havde Danmark slået de blå-gule, så det lignede et godt springbræt for holdet frem mod mellemrunden. Men det svenske hold var under forvandling under træner Roger Carlsson og på vej mod en enestående guldalder. Selvom svenskerne kun havde kvalificeret sig til VM på et hængende hår og et tremeterkast efter tid af Bjørn Jilsén ved OL i Los Angeles efter tidens udløb i den afsluttende kamp mod Spanien, var de ikke kommet til Schweiz som en undskyldning for sig selv. De havde spillet helt lige op med Ungarn og kun tabt med et enkelt mål. Nu var det tid til at støde Danmark ned af den nordiske trone.

På det svenske hold spillede en ung Magnus Wislander playmaker. Han havde året forinden vundet sølv ved U-VM, og med ham bragede en unik generation af svenske spillere igennem på verdensscenen. Det startede alt sammen i kampen mod Danmark, hvor Wislander, Bjørn Jilsén, Per Carlén og en ung Mats Olsson i målet, tog et afgørende skridt frem mod det VM-guld, som igen blev svensk fire år senere i en af de mest minderige VM-finaler nogensinde mod Sovjetunionen.

Den aften i Basel blev historisk. Morten Stig Christensen husker som dansk anfører det således: ”De var jo nogle opkomlinge de svenskere. Helt uden respekt for os. Det var en frygtelig kamp”. Det startede meget lige. Det danske forsvar havde fint fat i Bjørn Jilsén og det svenske angreb. Det var i den anden ende det kneb. På mål havde Roger Karlsson sat legenden Claes Hellgren, som til dette VM havde kreeret en særlig målmandsdragt, der matchede de sort-hvide stipler på målene. Ham kunne de danske skytter ikke klare.

Erik Veje blev ikke skiftet ud, selvom han helt åbenlyst burde have haft en pause. På bænken sad også Morten Stig Christensen, som burde have haft en chance som rutineret alternativ på venstre back. Resultatet af den manglende udskiftning udeblev ikke. Erik Veje lod sig stresse og det smittede af på det danske spil med mange stressede afslutninger og tabte bolde til følge. Ved pausen førte svenskerne med 12-11, men efter pausen halsede danskerne mere og mere efter de blå-gule. Bolden ville ikke ind bag Hellgren, selvom Michael Fenger igen spillede sikkert og med stort mentalt overskud, hvor han simpelthen ventede på, at sprællemanden Hellgren gjorde sine udfald. Det hele kulminerede, da den ellers træfsikre og teknisk dygtige Keld Nielsen til slut tabte et straffekast ud af hænderne for ligesom at kopiere Arne Andersens bedrift fra den forsmædelige bronzekamp fra 1970.

Svenskerne vandt braget med 24-21 og kunne gå videre til mellemrunden med de to point fra kampen mod Danmark. Det var en symbolsk magtovertagelse, hvor et fremadstormende og ungt svensk hold helt respektløst pillede danskerne ned fra tronen. Det gjorde ondt. Samme aften blev Sveriges statsminister dræbt på åben gade i Stockholm.

Efter kampen i Basel blev enhver kamp mod Sverige en kamp mod overmagten. Se blot disse klip fra VM i 1993. Selv om den er klippet til at vise de postive ting fra dansk side, ser man meget tydeligt et dansk hold kæmpe mod overmagten:

Ydmygelsen ved VM i 2003

VM i Portugal i 2003 skulle have været de danske herrer endelige genkomst til verdenstoppen. Efter den historiske bronzemedalje i 2002, var det nu at Danmark skulle tilbage ved et VM. Sådan gik det ikke. Og endnu en gang var det Sverige, der førte kniven. Danmark var efter fire sejre i træk sikkert videre allerede inden den sidste kamp mod Sverige i puljen. Men det havde ikke været prangende, og på trods af fire sejre havde man ikke levet op til omgivelsernes og egne forventninger.

Der var en underlig stemning af noget uforløst på trods af fire sejre, og de danske spillere og ledere agerede meget defensivt overfor de mange danske medier, der havde taget opstilling i Portugal. Nu ventede en på papiret ligegyldig kamp mod svenskerne.

Men kampe mod Sverige er aldrig ligegyldige i et stort mesterskab, og det var på mange måder en såret stormagt, Danmark kom imod. Svenskerne havde nemlig tabt til Slovenien og havde stærkt brug for nogle point til mellem-runden. Det skulle gå ud over Danmark, og denne gang blev Wislander ikke sparet. Der var et regnskab, der skulle gøres op. Forud for kampen var der faldet et par spidse bemærkninger om, at svenskerne var for gamle, og at de var blevet overhalet af de hurtige danskere. Det tog træner Bengt “Bengan” Johansson meget alvorligt. Han lod sig tydeligvis irritere over at blive med den samme respektløshed, det svenske hold havde lagt for dagen en aften i Schweiz i 1986. “Bengan” brugte meget klogt den irritation som mental opladning til kampen mod Danmark. Var de gamle fyre virkeligt færdige? Kunne de ikke overkomme nogle danske opkomlinge?

Man fik et alt for knusende svar på de spørgsmål. Svenskerne spillede som besatte og ville for alt i verden sætte Danmark på plads. Måske var der motivationen til forskel. Men en spiller som Wislander viste i så fald hvor meget vilje kan gøre. Han gjorde han nemlig som det passede ham, og som stregspiller splittede han gang på gang det danske midterforsvar til atomer. Det lignede undervejs i 1. halvleg en egentlig straffeekspedition, der nåede sit klimaks, da den store Kim Anderssson scorede direkte på frikast fra en position oppe med banens midte til pauseresultatet 19-14 til Sverige. Den ydmygelse kom holdet sig aldrig rigtig over, selvom det lykkedes at hale lidt ind i slutningen af kampen. Og VM blev derefter en dansk nedtur i mellemrunden.

Det store åbne sår: Kvartfinalen ved OL i 2012

Danmark tog til OL London i 2012 som forsvarende Europamestre, og for første gang i historien havde dansk håndbold både et herre- og et kvindehold til OL. Det skulle have været den ultimative håndboldfest. Men det blev til en historisk skuffelse.

Danmark var et klart bedre hold end Sverige i 2012. Men svenskerne kæmpede med alt, hvad de havde, og Danmark var igennem hele kampen bagefter.

Med to minutter igen havde Danmark bolden ved stillingen 22-22, men med en mand i undertal. Danskerne mistede bolden og Niklas Ekberg kunne score på en kontra, hvor hele den danske bænk og målmand Niklas Landin, der var langt ud af sit mål, så en angrebsfejl.

Og med blot 40 sekunder igen ramte Mikkel Hansen indersiden af stolpen. Så tæt på – og alligevel uendeligt langt fra. Det var en kamp, Danmark aldrig skulle have tabt. Stadig et åbent sår.

Svenskerne havde stor succes med mandsopdække Mikkel Hansen, og stod så ellers meget sikkert i forsvaret bag to gode målmand. En altid sikker svensk opskrift.

Der er seks spillere fra den kamp, som dermed i aftenens semifinale Niklas Landin, Mikkel Hansen, Rasmus Lauge, Hans Lindberg, Lasse Svan Hansen og René Toft Hansen. Og de har tydeligvis ikke glemt dén kamp.

Da vi bed negle i 1982

VM i Vesttyskland for herrer i 1982 lærte danskerne at bide negle til allersidste sekund. Store dramaer som kampen mod Spanien blev hverdagskost:

Efter sejren mod Spanien skulle Danmark møde Sverige. Det selv samme hold, der fire år forinden havde kostet en finaleplads med deres nølende spil i Herning. Svenskernes store skytte Claes Ribendahl var blevet skadet, og blev erstattet på venstre back af en ung mand ved navn Bjørn Jilsén fra Redbergslid i Göteborg. Ham kendte danskerne ikke, og han var ikke i Mikkelsens berømte videoarkiv. Men det kom han. Meget hurtigt. For efter kampen havde han med 11 mål gjort kendskabsgraden en hel del større.

Ham fik danskerne aldrig has på i en halvskidt kamp, hvor de to arvefjender fulgtes ad hele kampen igennem. Men med blot et par sekunder tilbage tog allroundkæmpen Morten Stig Christensen sagen i egen hånd på højre back. Med et typisk energisk angreb på svenskerne fik han til sidst sendt bolden ind under Gustavsson i det svenske mål, som selv fik rodet bolden det sidste stykke ind over stregen til en dansk 21-20 sejr. Efter kampen sank matchvinderen helt sammen i omklædningsrummet. Morten Stig havde end ikke kræfter til det traditionelle sejrsråb. Den opgave måtte Carsten Haurum tage sig af.

Se afslutningen på kampen her.

Det store nordiske tronskifte part 2, Göteborg 2002

Det tog de danske herrer 16 år og utallige forsmædelige slutrunder, før man kom tilbage til verdenstoppen igen. Og det skete helt symbolsk i en kamp mod Sverige ved EM 2002.

Det var den sidste kamp i mellemrunden, og efter fem kampe var danskerne ubesejrede, og stod før den sidste kamp med chancen for at spille sig i semifinalen. Det var som om noget var på vej, og herrehåndbolden begyndte så småt at komme på læberne igen omkring frokostbordene på landets arbejdspladser. Men for at komme videre krævedes et mindre mirakel.

En kvalifikation til semifinalen kunne nemlig kun komme i stand, hvis Rusland snublede i deres kamp mod Ukraine, eller hvis Danmark kunne slå Sverige i den mellemrundekamp foran 11.700 tilskuere i Scandinavium. Rusland snublede ikke, og derfor var kravet dansk sejr, hvis man ville videre i turneringen. Godt nok havde svenskerne allerede kvalificeret sig til semifinalerne inden den sidste kamp, og valgte derfor at spare Magnus Wislander. Men kampen gjaldt immervæk førstepladsen i puljen, og de blå-gule havde ikke i sinde at forære noget som helst væk til sit ’elskede’ broderfolk.

23boldsen

Den 31. januar 2002 kl. 20.00 fik kampen i gang. Det blev intet mindre end en historisk aften. Hvor matchen i Basel ved VM i 1986 havde markeret et nordisk generationsskifte og magtovertag, lå den samme nordiske mytologi gemt i kampen i Göteborg. I kampens første angreb steg Claus Flensborg helt uimponeret op og bankede bolden i mål ind over det frygtede svenske midterforsvar. Det var en start på kampen, der næsten levede op til det vip, Janne Kolling scorede på i OL-finalen i Sydney. Men lige som i Sydney kom Danmark hurtigt ned på jorden igen. Den svenske angrebsmaskine satte ind, og svenskerne fik kørt nogle hurtige kontraer. Ved pausen var Sverige foran med 17-11. Det lignede en ærefuld dansk exit fra EM og en kamp om femtepladsen.

Men dette hold ville det anderledes. Landstræner Torben Winther havde afluret en taktisk finesse, hvor man ved at mandsopdække den perfektionistiske svenske anfører Stefan Lövgren bragte grus i de indøvede svenske kombinationer. Med Lövgren neutraliseret var det op til lille Ljobomir Vranjes og superveteranen Staffan Olsson at stå for skuddene. I praksis betød det, at man tvang Olsson til at tage mange afslutninger, og på dette tidspunkt af hans karriere var hans skud ikke, hvad det havde været. Ved at isolere Olsson vendte Danmark kampen. Og da Joachim Boldsen i undertal midt i 2. halvleg steg op med et to-fods afsæt og svævede fordi tre svenske forsvarere for til sidst at hamre bolden op i hjørnet bag den skræmmende målmand Peter Gentzel, stod det klart, at vi havde bevidnet dansk herre-håndbolds genfødsel. Dét øjeblik afsluttede endegyldigt 16 års ørkenvandring.

Kort inden EM havde Boldsen lavet det samme nummer for danskerklubben Flensburg mod svenskerklubben Kiel. Denne aften i Göteborg gentog han bedriften og fløj i én smuk bevægelse forbi 16 års ydmygelser. Et af de smukkeste øjeblikke i dansk håndbolds historie. En uforlignelig teknisk detalje der var med til at afgøre kampen. Afgørelsen kom til sidst, da Søren Stryger kunne omsætte en kontrachance til mål. Danmark vandt 27-26 og satte en brat stopper for den svenske fest på hjemmebane. Man var klar til semifinalen, mens svenskerne fik travlt med de rituelle bortforklaringer om, at man jo havde sparet Wislander til senere mv. Status var imidlertid, at det var Danmark, der stod som vindere af puljen. En kendsgerning svenskerne ikke havde nemt ved at acceptere.

Og selv om Sverige senere vandt EM i Stockholm efter en meget kontroversiel afgørelse i finalen mod Tyskland, markerede semifinalen et afgørende tronskifte i den nordiske herrehåndbold.

EM håndbold

Leave A Comment

%d bloggers like this: