Overblik: Hvad vi har lært af de nye dokumenter om mordet på John F. Kennedy

Det blev ikke helt til den store afsløring, præsident Donald Trump havde lagt op til. Frigivelsen af hele 2.891 nye dokumenter i sagen om mordet på John F. Kennedy bragte ikke afgørende nyheder med sig. Men de nye dokumenter kaster yderligere lys over sagen og bidrager til kontekst, baggrund – og yderligere spørgsmål.

Præsident Trump havde solgt den ellers planlagte frigivelse af de resterende dokumenter som hans egen fantastiske indsats for åbenhed. Da det kom til stykket, måtte Trump indse, at det ikke var muligt at frigive samtlige dokumenter. Af hensyn til “national security” er en række dokumenter fortsat ikke frigivet. De afventer nu en yderligere periode på 180 dage frem mod 26. april 2018. Trump fortsatte dog med at rose sig selv for frigivelsen:

Så selv om offentliggørelsen af de 2.891 dokumenter ikke blev et stort bombenedslag, og selv om kun 53 af dokumenterne var helt nye for offentligheden, var der alligevel ny viden og ikke mindst kontekst til hele sagen.

Her er nogle af de vigtigste historier fra de frigivne dokumenter.

1. FBI og CIA har udført et massivt ‘cover-up’ for at skjule egen inkompetence

Den vigtigste nyhed fra dokumenterne er formentlig, at de yderligere dokumenterer det egentlige ‘cover-up’ i sagen om mordet på John F. Kennedy: FBI og CIA har systematisk dækket over egen inkompetence.

I konspirationskredse nævnes det ofte, at der er foregået et massivt ‘cover-up’ i sagen. Her tænkes ofte på, at de amerikanske myndigheder har dækket over en massiv sammensværgelse om at slå Kennedy ihjel. En sammensværgelse med deltagelse af elementer direkte i regeringsapparatet. Nu viser det sig, at der har fundet et ‘cover-up’ sted. Men at det ‘cover-up’ har haft til formål at skjule, at både CIA og FBI burde have reageret på talrige oplysninger om Lee Harvey Oswald.

Begge efterretningstjenester havde oplysninger om Oswald, der burde have fået dem til at reagere. Oswald blev også helt naturligt fulgt af FBI og af FBI-agent Hosty. Havde alle disse oplysninger været tilgængelige efter mordet, ville offentligheden helt naturligt kunne spørge: Hvorfor gjorde I ikke noget? Hvorfor forhindrede I ikke mordet på vores præsident.

Helt naturligt har både CIA og FBI forsøgt at dække over egen inkompetence. Resultatet har været det ulykkelige, at det bare har båret til ved de utallige spekulationer om, at regeringsapparatet var aktive deltagere i mordet.

2. Hoover var tidligt opsat på at overbevise offentligheden om Oswalds skyld

Det har været fremme tidligere, men med de frigivne dokumenter var også et ikke tidligere frigivet notat, hvor daværende FBI-direktør J. Edgar Hoover efter mordet på Oswald slog fast, at det handle om hurtigt at sælge idéen om Oswald som den enlige gerningsmand:

“The thing I am concerned about, and so is Mr. Katzenbach, is having something issued so we can convince the public that Oswald is the real assassin.”

Denne konstatering af, at man hurtigt skulle overbevise offentligheden om Oswalds skyld, synes at antyde, at myndighedernes arbejde med at opklare mordet kun kunne gå i én retning. Retfærdigvis viser de frigivne dokumenter, at FBI har undersøgt utallige tips undervejs. Men Hoovers konstatering af, at det amerikanske samfund havde brug for at tro på Oswald, giver blot yderligere næring til mistankerne om et ‘cover-up’.

3. Oswald, KGB, Cuba og Mexico City

Syv uger før mordet på Kennedy i Dallas var Lee Harvey Oswald i Mexico City. Oswald tog til Mexico City og henvendte sig på den cubanske ambassade for at flygte til Castros socialistiske paradis. Han blev afvist på ambassaden, men det er stadig uklart, hvad der egentlig foregik i den mexicanske hovedstad, der vrimlede med efterretningsagenter på dette tidspunkt.

Det er meget muligt, at Oswalds såkaldte “lost weekend” i Mexico City mindre end to måneder før mordet i Dallas kan kaste lys over et af sagens store spørgsmålstegn: Hvad var egentlig Oswalds motiv? Såfremt de amerikanske efterretningstjenester havde viden om Oswalds færden på det tidspunkt, eller hvad der rent faktisk skete for Oswald i Mexico, kan det måske endelig kaste et lys over Oswalds motiv. Fortalte han rent faktisk cubanske agenter, at han agtede at slå Kennedy ihjel? Eller er det mere sandsynligt, at Oswald ville vise sig værdig til Cubas socialistiske paradis ved at udføre en revolutionær handling, og at cubanerne måske opmuntrede og ansporede ham i den retning.

Et nyt frigivet dokument indeholder denne opsummering:

“Circumstances already developed here point to possibility that Oswald may have been Castro’s agent. Mexicans are also keenly aware of the possibility.”

Men der er også et andet dokument, der indeholder en aflytning af to cubanere i 1967, hvor den ene cubaner hævder at have kendt Oswald og vidste, at han var en god skytte:

Endelig er der et aflyttet telefonopkald fra Mexico City, hvor Oswald taler med en KGB-agent og spørger til om der er nyt fra Washington. Det kan meget vel handle om ansøgning om visa. Men da der er tale om KGB-agenten Valeriy Vladimirovich Kostikov, åbner det selvsagt for spekulationer om, hvorvidt enten russerne eller cubanerne ansporede Oswald til at tage tilbage til USA og udføre en revolutionær handling.

4. Den store cliff-hanger: Arbejdede Oswald for CIA?

Blandt de nye dokumenter er også alletiders ‘cliff-hanger’. I et notat fra 1975 bliver daværende CIA-direktør Richard Helms spurgt om, hvorvidt Lee Harvey Oswald arbejdede for CIA. Og lige ved det spørgsmål slutter notatet abrupt:

Det giver selvsagt anledning til at spørge, om der er dele af det notat (og af andre), der simpelthen er blevet slettet, og som indeholder alt for sprængfarlige oplysninger.

5. Johnson mente at mordet var hævn på mordet Diem

I samme notat til Rockefeller-kommissionen i 1975 optræder i øvrigt et sælsomt citat fra Richard Helms. Han fortæller, at Richard Nixon mente, at CIA havde stået bag mordet på Sydvietnams præsident Ngo Dinh Diem, og så fortsætter Helms:

“There is absolutely no evidence of this in the agency records and the whole thing has been, I mean rather — what is the word I want — heated by the fact that President Johnson used to go around saying that the reason President Kennedy was assassinated was that he had assassinated President Diem and this was just … justice,” Helms said.
Helms added: “where he got this from, I don’t know.”

At der skulle være tale om en særlig form for “retfærdighed”, kan måske afskrives som en af Lyndon Johnsons mange aforismer. Men det understreger måske den generelle holdning, der har været omkring John F. Kennedy, at “he who lives by the sword, dies by the sword”. At Dallas var en gengældelse for Vietnam, Cuba eller lignende.

6. Sovjets reaktion: Et statskup

Blandt de frigivne notater er også en rapport om Sovjetunionens reaktion oven på mordet. Det har været fremme før. Men nu er det mere offentligt kendt, at Moskva følte sig overbeviste om, at mordet i Dallas reelt var et statskup, og at kræfter fra “ultra right” stod bag og placerede Lyndon Johnson i Det Hvide Hus.

Begivenhederne i Dallas bør også ses i lys af Cuba-krisen og af de magtkampe, der fandt sted i både Washington og Moskva. Russernes syn på mordet har derfor meget naturligt været præget af den storpolitiske situation og af frygten for, at man nu stod overfor en række militære høge, der med vold havde afsat præsident Kennedy.

“According to our source, officials of the Communist Party of the Soviet Union believed there was some well-organized conspiracy on the part of the ‘ultraright’ in the United States to effect a ‘coup,'”
“They seem convinced that the assassination was not the deed of one man, but that it arose out of a carefully planned campaign in which several people played a part.”

Efter alle beskrivelser var Moskva chokerede over mordet, og nervøse for, at Oswalds ophold i Sovjetunionen kunne udløse endnu en konfrontation med USA.

7. Advarsel til FBI omkring Oswald

Et nyt notat fortæller også indgående historien om Hoovers raseri over weekenden i Dallas. Hoover var rasende over, at det ikke lykkedes at beskytte Oswald i Dallas.

Om lørdagen modtog FBI nemlig en telefonisk trussel mod Oswald leveret af en rolig og stille stemme. FBI handlede på den trussel og videregav den til politiet i Dallas.

FBI sendte sågar en agent ud til Oswald på Parkland hospitalet med det formål at få en tilståelse på dennes dødsleje. Det lykkedes ikke. Og Hoover stod tilbage med en meget utilfredsstillende situation.

8. CIA samarbejdede med mafiaen om at slå Fidel Castro ihjel

Endelig er der et notat, der bekræfter, at CIA samarbejdede med den amerikanske mafia med henblik på at slå Fidel Castro ihjel. I 2007 valgte CIA at “lufte deres beskidte undertøj”, der bl.a. dokumenterede de mange fejlslagne attentatforsøg på Fidel Castro. I et notat fortælles det, at justitsminister Robert Kennedy havde viden om, at CIA havde en mellemmand, der fik til opgave:

“to approach Sam Giancana with a proposition of paying $150,000 to hire some gunman to go into Cuba and kill Castro.”

Denne viden kan siges at give yderligere næring til den vinkel, HSCA og Robert Blakey anlagde i 70’erne omkring den organiserede kriminalitet.

Konklusion: Lee Harvey Oswald myrdede Kennedy – men vi er ikke blevet klogere på gåden om Oswald

I de mange år, der nu er gået siden mordet, er der fortsat ikke fremkommet en eneste ”rygende pistol”, alle kan enes om. Der eksisterer ikke ét eneste afgørende bevismateriale, der én gang for alle beviser, at Oswald ikke var alene om udåden på Dealey Plaza. I stedet må vi konstatere, at der er mange tungtvejede grunde, der gør det overvejende sandsynligt, at Lee Harvey Oswald var den enlige morder på Dealey Plaza den 22. november 1963.

For det første er Oswalds handlinger i dagene omkring mordet bemærkelsesværdige. Det er en belastende kendsgerning, at Oswald op til netop denne weekend valgte at tage hjem til sin hustru Marina på en torsdag, og at han fredag dukkede op på arbejde med ”gardinstænger”. At Oswald lagde sin vielsesring og størsteparten af sine penge på natbordet til Marina, turde antyde, at noget skæbnesvangert skulle udspille sig den fredag. Selv om Oswald var voldsomt politisk interesseret, agerede han, som om præsidentens besøg ikke interesserede ham, og netop på denne dag undlod han for første gang at følge sin vanlige morgenrutine med at læse morgenavisen på arbejde. Normalt ville han følges ind med Wesley Frazier, når han var kørt med ham ind. For første gang afveg han fra det mønster.

For det andet peger de tekniske beviser i sagen i entydig grad mod Oswald. Vi ved, at der blev affyret skud fra 5. sal på Skolebogslageret. En skytte blev set af vidnet Howard Brennan, og på 5. sal fandt politiet en italiensk 6.5 mm Mannlicher Carcano og tre brugte patronhylstre. Kuglerester fra limousinen blev sporet til netop den riffel. Denne riffel tilhørte Lee Harvey Oswald, og han er den eneste person, der af vidnerne i Skolebogslageret kan placeres på 5. sal på tidspunktet for mordet.

For det tredje bærer Oswalds handlinger efter mordet præg af at være udført af en person, der var på flugt fra en ugerning. Oswald var den eneste af medarbejderne på lageret, der ikke vendte tilbage til arbejdet, efter at præsident Kennedys limousine havde passeret. Hvis han bare ville tage stille og roligt hjem og følge begivenhederne på tv, kunne han have fanget den bus mod Beckley, han tog hver eneste hverdag efter arbejde. I stedet valgte han en forvirret vej, der til sidst bragte ham med en taxa til hans logi, hvor han hentede sin pistol, skiftede tøj og begav sig hurtigt videre på, hvad man kun kan betegne som vild flugt. En flugt, der efter al sandsynlighed tilmed gjorde ham til politimorder, da han blev antastet af Tippit kort efter. Han prøvede igen at trække sin pistol under sin arrestation, og da Oswald først var i politiets varetægt, blev han taget i gentagne løgne, ligesom han nægtede at tage en løgnedetektortest.

Oswalds korte livsforløb fortæller en uendelig trist historie om et rodløst individ på jagt efter en plads i historien og med viljen til at anvende vold til at opnå det mål. Et liv af afvisninger. Da han vendte tilbage fra Mexico City med endnu en uforrettet sag, var situationen desperat. Men et præsidentbesøg på en rute lige forbi hans nye arbejdsplads gav ham mulighed for med knyttet næve i en revolutionær hil-sen at træde ind i historien.

De nys frigivne dokumenter ændrer ikke denne fundamentale konklusion omkring begivenhederne i Dallas. Men de kaster et nyt og kritisk lys på de amerikanske efterretningstjenester, der havde Lee Harvey Oswald i sit søgelys og givetvis kunne have forhindret attentatet på Dealey Plaza. Den kendsgerning har tjenesterne siden forsøgt at skjule i et forsøg på at dække over egen inkompetence. Det ‘cover-up’ har bare ført til endnu mere forvirring og spekulation. Frigivelsen af dokumenterne torsdag kommer blot til at øge spekulationerne.

Vi er ikke blevet meget klogere på gåden om Oswald. Vi er ikke blevet klogere på hans mulige motiv. Om noget er gåden blevet større, og spørgsmålene om hans besøg til Mexico City endnu mere brændende. Hvis cubanske agenter i 1967 henkastet nævner, at de “kendte ham”, hvad ligger der så i det? Hvilken viden havde russerne om ham i Mexico City? Og med hvilken motivation tog Oswald hjem fra Mexico. Alle disse spørgsmål mangler vi fortsat en afklaring på.

Leave A Comment

%d bloggers like this: