Om Donald Trumps frigivelse af de resterende “JFK-files”

Det startede lørdag med et tweet fra USA’s præsident:

De resterende dokumenter har afventet en præsidentiel godkendelse, før de kunne frigives 25 år efter at en lov bestemte, at alle dokumenter relateret til undersøgelsen af mordet på John F. Kennedy skulle frigives indenfor 25 år. Den deadline følger på torsdag, og Donald Trump har nu besluttet, at det skal ske. Dermed er det lykkedes den amerikanske præsident at tage en beslutning, langt de fleste amerikanere kan bifalde. Og skønt forventningerne til offentliggørelsen formentlig er alt for høje, er der alligvel grund til at have et skarpt øje på de ca. 3.000 dokumenter, der endnu mangler at blive offentliggjort.

Fra Oliver Stones film “JFK” til ARRB

I 1991 ramte Oliver Stones film “JFK” biografer verden over. Det er en underdrivelse at slå fast, at filmen var kontroversiel. Den er blevet diskuteret med stort engagement lige siden, og instruktøren stiller stadig op til foredrag og interviews, hvor han forsvarer filmens grundlæggende teser og ikke er bange for at trække tråde fra Dealey Plaza og til de to krige i Irak. Helt konkret resulterede filmen i en ny fokus på mordet og i endnu en ophedet debat om regeringens politik for frigivelse af hemmeligstemplede dokumenter.

Oliver Stones film sluttede nemlig med en meget dramatisk beskrivelse af, hvor mange år der vil gå, før Garrisons søn ville få de hemmelige dokumenter fra FBI og CIA at se. Den besked virkede øjensynligt meget effektivt i Washington, hvor en række politikere ikke kunne leve med at have en eventuel mistanke hængende over hovedet.

Kongressen vedtog derfor i 1992 at oprette ”The Assassination Records Review Board” (ARRB). Denne kommission fik til opgave at frigive så mange dokumenter som muligt inden for rammerne af hensynet til den nationale sikkerhed. Det arbejde resulterede i frigivelsen af en række dokumenter og en endelig rapport om dokumenterne den 30. september 1998.

Hvis man troede, at arbejdet i ARRB ville løse gåden om mordet på Kennedy, blev man slemt skuffet. Ud af det enorme arbejde med at bedømme og frigive dokumenterne er der endnu ikke fremkommet sensationelle dokumenter, der pludselig har ændret alle forudsætninger og givet nye svar på, hvem der myrdede John F. Kennedy. Men det var heller ikke meningen med kommissionens arbejde. Alt i alt var kommissionen igennem mere end 60.000 dokumenter på mere end 400.000 sider totalt fra FBI’s første undersøgelser over Warrenkommissionen og til Kongressens høring. Alle disse dokumenter frigives til Nationalarkivet.

En ny åbenhed

Men der er stadig talrige dokumenter, der indeholder overstregede navne og sektioner for at beskytte nogle af de involverede. Det er disse dokumenter, Donald Trump nu har besluttet at frigive. Han har dog den lille ‘kattelem’, at han kan vælge at tilbageholde visse dokumenter, hvis det er i nationens interesse. Det vil derfor blive yderst interessant at se, hvor meget der rent faktisk frigives. De hemmeligholdte dokumenter har ofte givet anledning til en række spekulationer. F.eks. mangler der stadig afgørende ting såsom Lee Harveys Oswalds selvangivelser.

Tiden har været til den type åbenhed. Op igennem 1990’erne kom der flere nye afslørende bøger, der bl.a. kunne offentliggøre udskrifter fra optagelser i Det Hvide Hus under Johnsons embedsperiode. Ligeledes har adskillige bøger afsløret, hvordan J. Edgar Hoover forvandlede USA til en politistat i krig med sin egen befolkning. I 2007 valgte CIA at “lufte deres beskidte undertøj”, der bl.a. dokumenterede de mange fejlslagne attentatforsøg på Fidel Castro.

De manglende sensationer i de foreløbigt frigivne dokumenter fra ARRB har på den ene side givet Warrenrapportens fortalere vind i sejlene. Hvis der ikke var eksplosivt materiale i dokumenterne, er der meget ringe sandsynlighed for, at en sammensværgelse stod bag mordet. På den anden side har vedholdende fortalere for en sammensværgelse hævdet, at hvis der virkelig havde været noget sprængfarligt i dokumenterne, er det allerede blevet fjernet eller destrueret på samme måde, som FBI-agent Hosty fik besked om at fjerne Oswalds note i dagene efter mordet.

Det synspunkt fik yderligere næring, da det kom frem, at Secret Service i januar 1995 havde destrueret en række rapporter om præsident Kennedys rejser i efteråret 1963. Destruktionen af dokumenterne var kritisk, fordi der netop i efteråret 1963 var adskillige trusler mod Kennedy – bl.a. fra Milteer i Miami. Samtidig udviste Secret Service en åbenlys ringeagt overfor den ånd om åbenhed, der havde ligget bag oprettelsen af ARRB.

Derfor har arbejdet med at frigive dokumenterne ikke fjernet indtrykket af, at de føderale myndigheder havde noget at skjule i sagen. I kommissionens rapport til præsident Clinton fulgte man endvidere op på denne tråd med en meget skarp kritik af den helt unødvendige hemmeligholdelse af ”utallige vigtige dokumenter, som ikke krævede en sådan behandling. Det har fået den amerikanske offentlighed til at tro, at regeringsmagten havde noget at skjule”.

Hvad skal vi se efter?

Mange år efter mordet på John F. Kennedy i Dallas virker sagen således mere åben end nogensinde. En klar majoritet af amerikanere føler sig overbevist om, at der var en sammensværgelse på spil i Dallas, og at regeringen siden har gjort alt for at skjule den sande historie. Det er dog samtidig et fåtal, der nogensinde har gjort sig den anstrengelse at åbne Warrenrapporten.

Men med den potentielle frigivelse af de sidste dokumenter er der en række områder, historikere kan håbe at kaste et nyt lys over. Vi skal ikke forvente, at der i de resterende dokumenter pludselig viser sig at være beviser for tre konspirationer på én og samme tid på Dealey Plaza, 7 skytter på Dealey Plaza og i alt 12 skud. I stedet skal vi håbe på, at dokumenterne måske kan kaste lys over:

  1. Oswalds såkaldte “lost weekend” i Mexico City mindre end to måneder før mordet i Dallas. Oswald tog til Mexico City og henvendte sig på den cubanske ambassade for at flygte til Castros socialistiske paradis. Han blev afvist på ambassaden, men det er stadig uklart, hvad der egentlig foregik i den mexicanske hovedstad, der vrimlede med efterretningsagenter på dette tidspunkt. Såfremt de amerikanske efterretningstjenester havde viden om Oswalds færden på det tidspunkt, eller hvad der rent faktisk skete for Oswald i Mexico, kan det måske endelig kaste et lys over Oswalds motiv.
  2. Hvad har CIA og FBI dækket over? Det er veldokumenteret, at CIA og FBI bevidst vildledte Warrenkommissonen i deres arbejde med at undersøge arbejdet. Af hensyn til nationens sikkerhed – men formentlig mest for at dække over egen inkompetence og den viden, de havde om Oswald.
  3. Oswalds ophold i Sovjetunionen. At den formodede morder var hoppet af til Sovjetunionen og naturligt under overvågning af KGB, kan give et nyt lys på sagen. Hvad vidste russerne, og hvordan håndterede CIA eventuelle oplysninger om Oswald og Sovjetunionen i en højspændt situation kort efter Cuba-krisen?

Og så er der naturligvis alt det, man kun kan spekulere om. Man skal nok ikke forvente at en stor ‘bombe’ vil springe med helt ny information. Men de resterende dokumenter kan give kontekst og gøre fortællingen om mordet på JFK mere fuldstændig. Det må være håbet.

En historisk ironi at det netop er Trump, der skal frigive dokumenterne

Og så er det i øvrigt en historisk ironi, at det netop er Donald Trump, der skal stå for frigivelsen. Han har i høj grad flirtet med konspirationsteorier – også omkring mordet på John F. Kennedy.

Under primærvalgene i 2016 beskyldte han Ted Cruz’ far for at have været involveret i mordet på JFK. Trump var mildest talt involveret i hele Birther-bevægelsen og han er involveret med nogle af de mest vanvittige konspirationsteoretikere i USA. Roger Stone, der har arbejdet på hans kampagne, og den notorisk kendte Alex Jones fra Infowars, der kæmper en indædt kamp mod “The Deep State”:

Skulle de frigivne dokumenter sætte nyt og kritisk lys på lande som Mexico, Cuba og Rusland, er ironien i forhold til Trump så tyk, at man kan skære i den. Ikke mindst hvis det lykkes af frigive Oswalds selvangivelser!

Indtil da må vi rose den amerikanske præsident for denne foreløbige åbenhed.

Leave A Comment

%d bloggers like this: