Dommedag Igen

Den termonukleare nedsmeltning er tilbage som samtaleemne

Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.

Vi børn af 70’erne var dem, der måtte forestille os helt præcist hvor vi var, når bomben kom. Jeg kan huske min lettelse, da jeg flyttede til det midtjyske, og dermed væk fra det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. I 1989 flyttede jeg tilbage.

Følelsen af lettelse og optimisme blev en parentes stavet med rødt i vores hoveder. Den varede præcis i 4.325 dage. Fra 9. november 1989 til 11. september 2001. Nu er tiden gået. Men følelsen af evindelig Dommedag er tilbage.

Det er igen blevet helt normalt at tale om mulige undergangsscenarier over hækken eller gasgrillen. Det føles både hjemligt og som en hjertelig befrielse efter en årrække med ørkesløs sludder om boligpriser og nye køkkener. Endelig er den termonukleare nedsmeltning tilbage som samtaleemne. Og alle kan være med.

Med Trump i Det Hvide Hus og Putin i Kreml behøver man ikke den store fantasi for at forestille sig et scenarie, hvor en kombination af historisk inkompetence på ledelsesniveau og en uheldig konfrontation på jorden i Syrien eller i havet ud for den koreanske halvø pludselig kan eskalere hurtigt.

Dengang jeg var dreng, var der et Dommedagsur på University of Chicago, der talte ned mod jordens undergang. Dommedag kom ved midnat. I 1991 var klokken på uret sytten minutter i midnat.

Uret findes endnu. Det står nu på to et halvt minut til midnat.

Uret har ikke været så tæt på midnat siden 1953, hvor både USA og Sovjetunionen havde testet deres første brintbomber.

Dommedag kan nu komme fra mange vinkler, efterhånden som flere lande er bevæbnet til tænderne med kernevåben og regionale konflikter truer med at eskalere. Dertil kommer så alle de øvrige katastrofer forårsaget af global ulighed, overbefolkning og den måde, vi forvalter den klode, vi alle befinder os på.

Da det var tættest på under Cubakrisen i 1962, sørgede nogenlunde kølige hjerner på begge sider for at afværge et termonukleart helvede. Og selv Boris Jeltsin, da han blev vækket af sin vodkabrandert i 1995 og blev orienteret om en affyret raket fra Norge, holdt hovedet koldt og afviste at få serveret affyringskoderne som natmad.

Våbnene er ikke blevet mindre frygtindgydende med tiden. Teknologien er blot blevet mere præcis og dødbringende. Men bevidstheden om, hvad de våben kan udrette, er en helt anden end da de bedste hjerner blev samlet i RAND for udtænke strategier for at undgå et nukleart ragnarok. Nu har vi en amerikansk præsident, der i valgkampen spurgte, hvorfor skal vi overhovedet skal producere kernevåben, hvis vi ikke har tænkt os at bruge dem. Han var samtidig ude af stand til at svare på, hvad den nukleare triade-strategi går ud på.

Dengang jeg var dreng tog vores lærere i skolen os med ind for at se filmen ”Dagen efter”, der viste et atomangreb i fuld skala med paddehatteskyer over hele Kansas. Hvordan faldt vi overhovedet i søvn den nat?

Vi faldt i søvn. Den menneskelige psyke er i stand til de mest utrolige ting. I mere end halvfjerds år har vi lært at leve med det det fundamentalt nye grundvilkår for den menneskelige eksistens, at det det hele kan være slut på et par minutter. Vi har lært at leve med Dommedag, og vi lever med det hver eneste dag, mens uret tikker sig nærmere og nærmere på midnat.

Og vi har levet med det i vished om, at der i sidste ende sidder forstandige mennesker med atomkoderne og en bevidsthed om, at de sidder med historien og hele verdens skæbne i sine hænder, og som derfor er i stand til at træffe de rigtige beslutninger under maksimalt pres.

Den tillid er væk. Dommedag er her igen. Der er to et halvt minut til midnat. Aldrig har der været brug for en større global bevidsthed. En bevidsthed om hvor meget vi deler skæbne på denne blå planet. Det lyder nu som en kliche fra 80’erne. Men den har aldrig været mere sand.

Anbefalet: Dan Carlin’s podcast “The Destroyer of Worlds”

Leave A Comment

%d bloggers like this: