De 6 største øjeblikke fra den danske VM-historie

Fra pol.dk

Det er januar. Koldt. Mørkt. Og der er i øvrigt også alt for mange slutrunder i håndbold. Men lige den i januar. Den falder på et tørt og mørkt sted. Det er endnu en oplagt lejlighed til at kigge tilbage på nogle af de danske herrers største kampe fra VM-historien.

OL er stort. Og OL i 2016 var historisk for de danske håndboldherrer. EM er også stort. Og de danske herrer har historisk klaret sig godt ved EM. Men som i fodbold er og bliver det VM, som er det største. Og VM i håndbold for herrer er den eneste guldmedalje dansk håndbold mangler overhovedet. Den eneste.

I alle tiders VM-medaljekamp er Danmark på plads nr. 11 for tre sølvmedaljer og en bronzemedalje. Dertil kommer så de mange fjerdepladser, der igennem tiden er løbet helt op på seks. Danmark har således været med lige siden det første VM i Tyskland i 1938. Men det er først for alvor fra VM i Tyskland i 2007, at det danske hold har været konstante, når der skulle uddeles medaljer.

VM er imidlertidig historisk en meget vanskeligere turnering for Danmark end EM. Der spilles mod uvante modstandere, man kommer ikke ind i en rigtig rytme og de andre lande er ofte mere klar til VM end til EM.

Det gælder i den grad for Frankrig, der allerede er helt alene i spidsen af evighedstabellen med fem titler. De er på hjemmebane, og de har noget fra Rio, der skal hævnes. Og så er det formentlig også ‘sidste nat med kliken’ for nogle af de toneangivende profiler. Frankrig kommer med kvalitet, motivation og med en stor hjemmebane i ryggen. De er absolutte mesterskabsfavoritter.

Snart går det løs, og her har vi samlet seks absolutte højdepunkter som en optakt til slutrunden i Frankrig. For skønt den danske indsats ved VM har været svingende (og vi siger intet her om VM på Island i 1995), vrimler store højdepunkter også frem, når man tænker Danmark og VM. Her er seks af de største kampe.

1. Danmark – Sovjetunionen, semifinale 1967

5sverige67hold_540

Man kan ikke komme udenom denne ikonografiske kamp fra dansk håndboldhistorie. Før EM-guldet i 2008 var turneringen i Sverige det helt uopnåelige resultat, der aldrig kunne overgås. Winther og Wilbek fik brudt forbandelsen, men VM 1967 er nu stadig ‘the real deal’.

Kampen vil særlig blive husket for Odder-drengen Erik Holst’s fantastiske præstation i det danske mål. Holst blev den helt store helt i semifinalen i Sovjetunionen. Han lukkede fuldstændig de russiske skytter nede. På lægterne sad Gunnar ”Nu” Hansen, og rapporterede begejstret fra kampen.

Hele Danmark var med i triumfen, da holdet kunne løbe banen rundt for at fange Erik Holst, efter at sejren på 17-12 var en realitet. Uden Jørgen Petersen på holdet var det i sandhed en kollektiv triumf, der blev skabt af et dygtigt hold, som rent taktisk havde forberedt sig optimalt. Prototypen på dansk håndbold.

Se en meget fin video fra VM 1967 hos DR her.

2. Danmark – Spanien, semifinale 2011

Denne semifinale er formentlig den flotteste kamp, et dansk herrehold nogensinde har spillet. VM i Sverige 2011 var en stor fest for (dansk) håndbold. Det danske hold havde klogeligt fået placeret sine kampe i Malmö Arena, og arenaen blev forvandlet til en dansk festplads.

Det startede med kampen mod Kroatien, der periodevis blev udspillet af et dansk hold, der spillede hurtigt, bredt og på et meget højt niveau. Og så havde holdet to individualister, der næsten er uden fortilfælde i historien. På mål den teknisk brilliante Niklas Landin og på venstre back stjernen Mikkel Hansen. De to unge spillere bragte helt nye dimensioner ind i det danske spil. Det gik stærk, og det var fejende flot.

Turneringen havde imidlertid maget det således, at den danske semifinale mod Spanien skulle spilles i Kristiansstad. Så festen måtte flyttes nordpå. Og at dømme ud fra første halvleg havde Mikkel Hansen ikke tænkt sig at flytte sit spil. Han virkede overtændt og alt for opsat på at ‘hævne’ sit ophold i Barcelona. Men så kom anden halvleg, og Hansens spændingsniveau ramt helt præcist. Han nærmest fløj hen over Spanien og den ellers så stærke målmand Sterbik, der sluttede første halvleg med at redde et skud fra Lars Christiansen i øverste venstre hjørne med foden.

Anden halvleg og kampens afslutning blev en kulmination på, hvad dette hold kunne – og hvad Landin og Hansen var i stand til at udrette. Det viste det danske spilkoncept, når det er allerbedst. Den efterfølgende finale blev næsten lige så jublende god. Problemet var bare, at Karabatic og Omeyer også havde noget at give Frankrig! Men de franske mestre og Karabatic var presset helt ud til grænsen og omkampen.

3. Danmark – Jugoslavien, indledende runde 1982

A-VM-1982_540

Kampen ved VM i 1982 i Vesttyskland var nok Leif Mikkelsens største stund som træner og bolsjedrengenes svendestykke. Holdet var oppe imod et frygtindgydende velspillende jugoslavisk hold, og der skulle et taktisk mesterstykke og fantom-redninger af Mogens Jeppesen for at sikre en overraskende sejr over ‘juggerne’.

På trods af en god indsats, gik Danmark til pausen bagud med et par mål. Men det tog Mikkelsen ikke så tungt. Det var indtil da gået efter hans plan og i anden halvleg satte hans sit offensive forsvar ind. Jugoslaverne var rystede. Deutschlandhalle dirrede. Danmark begyndte at hale ind.

Pludselig stillede en jugoslavisk fotograf sig op foran den danske bænk og begyndte at skyde løs. Leif Mikkelsen råbte efter ham i klare vendinger. Han skulle væk. Men i stedet for at blive sur tog han Mikkelsen om skulderen og sagde: ”Leif, jeg kan ikke flytte mig. Jeg er nødt til at fotografere det her. Det er håndboldhistorie”.

Det VM var en gyser. Det var “Ju-hu for en afslutning”. Som her mod Spanien:

Læs om kampen her fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

Se også den berømmelige finale fra 1982, hvor russerne bliver verdensmestre, men hvor Jugoslavien undervejs viste det store potentiale, der for alvor blev forløst i 1984 og ikke mindst i 1986.

4. Danmark – Island, kvartfinale 2007

Efter sølvet i 1967 kom det bedste danske VM-resultat i Tyskland. Det startede ellers forfærdeligt med et nederlag i den allerførste kamp mod Ungarn i Kiel. Derefter så danskerne sig ikke rigtig tilbage i et VM, der understregede det gamle ord om at alle slutrunder burde afholdes i Tyskland (eller Sverige).

Kvartfinalen mod Island viste sig at blive et drama, der uden problemer kunne måle sig med dramaerne i 1982. Det gamle ord holdt stik: Alle kampe mod Island ender uafgjort. Men vi vandt til gengæld omkampen efter et vildt drama.

At holdet senere tabte semifinalen til Polen er et af de nederlag, man stadig kan græde harpiks over. Michael Knudsens åbne chance til sidst, hvor han kunne have bragt os foran med to er stadig svær at leve med. Den bedste modgift er kampene fra 2011. Men her er højdepunkter fra semifinalen:

5. Danmark – Polen, mellemrunden 1978

Michael Berg i kamp mod Polen

Det var en kamp, hvor Leif Mikkelsen og Michael Berg gjorde Randers til dansk håndbolds hule. Selvom danskerne har holdt en spinkel føring hele kampen igennem, kommer polakkerne så småt igen. Med halvandet minut tilbage reducerede den polske anfører Jan Gmyrek til 24-23. Uafgjort kan ikke bruges til noget i kampen om at komme i finalen. Det gælder derfor om at køre bolden ud til en sikker afslutning.

Der må ikke tages chancer. Uret tikker. Mindre end et minut tilbage. Berg kigger op på uret.

Han modtager en aflevering og bevæger sit i et hurtigt ryk fra sin position som venstre back ind over midten. Det polske forsvar støder frem og låser Berg, men på grund af hans styrke kommer han fri. Han ligger nærmest nede på gulvet med en polak omkring sig. Gør klar til skud. ”Nej Michael”, råber medspillerne. Mikkelsen er ved at gå amok på bænken. ”Michael for satan”, råber han. Men Berg gjorde, hvad alle andre ville have undladt. Fra en helt liggende position hviner han bolden ind i nærmeste hjørne. 25-23 til Danmark.

Læs om kampen her fra “Bolsjedrenge og jernhårde ladies”

6. Danmark – Sverige, mellemrunden 1958

I den sidste kamp ved mellemrunden mødte Danmark de regerende verdensmestre. Svenskerne havde som det danske hold vundet alle kampe, og de forsvarende verdensmestre kunne derfor løbe ind til en kamp mod Danmark, der blev en ren semifinale.

Svenskerne blev igen ledet af den legendariske træner Curt Wadmark, der senere blev en aristokratisk leder i det internationale forbund. Han havde på ny sammensat et skræmmende hold, og nu manglede han bare at eliminere danskerne igen, før vejen var banet for en ny triumf. Men Danmark var stærkere denne gang, og det blev til en uhyre spændende og meget lige kamp i Leipzig, hvor danskerne længe var foran. Men igen viste svenskerne sig klogere, og de endte med at vinde en snæver sejr på 13-12.

Kampen var den moralske finale. Det stod klart, da svenskerne igen blev verdensmestre ved at slå Tjekkoslovakiet 22-12 i finalen. Danmark skulle spille om bronzen, og kunne dermed hente de allerførste medaljer hjem til dansk håndbold. Men i stedet for medaljer blev det til et ærgerligt nederlag til et fællestysk hold med 16-13. Fjerdepladsen var flot, og Danmark var med i verdenseliten. Ligeledes oplevede holdet også at have en suveræn topscorer for hele turneringen i Mogens Olsen. Han scorede 46 mål, og tegnede sig alene for 38 % af de danske scoringer i hele turneringen.

Olsens 46 mål blev scoret på bare seks kampe. Et gennemsnit på 7,6. Da Mikkel Hansen blev topscorer i Sverige i 2011 scorede han 68 mål på ti kampe. Et snit på 6,8 – og på et tidspunkt hvor spillet var langsommere, og der blev scoret langt færre mål. En imponerende bedrift af Mogens Olsen.

…. og alle tiders bedste VM-kamp fra 1990

Vi kommer aldrig uden om den formentlig bedste kamp ved et VM. Finalen fra 1990 er og bliver ikonisk. Sverige mod Sovjet. Se den her:

Leave A Comment

%d bloggers like this: