Al magt til Tulle og Trump – debatindlæg i Politiken

trumptable

Det er elitens selvmål. Hver gang.

Når Ja-siden taber en folkeafstemning i Danmark, Sønderjylland farves gult, eller midaldrende briter vælger et Brexit, er det ikke fordi Nej-siden har gode politiske argumenter, men fordi den politiske og økonomiske elite har spillet fallit.

Og når Donald Trump indtager Det Hvide Hus i januar 2017, er det også alt sammen elitens skyld. Det er ikke fordi han har en politik, amerikanerne kan lide. Det er i stedet, fordi eliten ikke forstår bekymringen ude hos helt almindelige mennesker.

Sådan må man forstå de mange kritiske kommentatorer, der i årtier har påpeget, at den veluddannede elite, der høster frugterne af globaliseringen i verdens metropoler, er helt ude af trit med de almindelige mennesker, der er pressede af frihandel, ny teknologi og kulturelle forandringer.

Forklaringen er sociologisk, må man forstå. Ikke politisk. Og vælgerbevægelserne skal forklares som en funktion af økonomiske bevægelser, hvor den hvide underklasse i provinsen udtrykker sin klasseinteresse som en protest mod den bebrillede, kulturradikale overklasse.

Siden starten af 70’erne har man set disse vælgerbevægelser som en protest mod eliten. Men måske er det på tide, at vi tager sejrherrerne og deres politik alvorligt? Lad nu den hvide, undertrykte mand uden en længerevarende uddannelse få sin vilje.

Det kunne jo være, at sønderjyderne simpelthen gerne vil have en grænsebom, og at briterne vil ud af det europæiske samarbejde i en fart. Giv nu Dansk Folkeparti lov til at give den gas ved grænserne og konventionerne. Lad Boris Johnson opgive alle britiske forpligtelser i Europa, så de ældre, hvide mænd igen kan blive frie på de britiske øer. Og glæd dig til at Donald Trump endelig bliver præsident, så han kan sidde sikkert med atomkoderne i hænderne, mens mexicanerne betaler for en mur mod deres nordlige nabo, frihandel afvikles og tortur vender lykkeligt tilbage.

Vi har haft denne diskussion i mere end fyrre år. Og hvis analysen er, at eliternes samfundsmodel ikke virker, må vi da prøve noget andet. Lad nu Tulle og Trump få magten, så de kan gøre Danmark og USA stort igen, lukke grænserne, stoppe globaliseringen og gøre verden til et meget rigere og bedre sted uden islamisk terrorisme og ulighed.

Lad os nu tage de rigtige og almindelige mennesker langt væk fra de multikulturelle storbyer for pålydende. Når eliten taber et valg, er det ikke eliten der har tabt. Det er sejrherrerne, der har vundet.

Glem de vulgær-marxistiske analyser og giv al magt til Trump og Tulle.

Leave A Comment

%d bloggers like this: