Kommentar: Bedst når det gælder – historisk OL-guld til de danske håndboldherrer

Holdbillede håndbold Danmark Rio 2016

Ikke den flotteste. Ikke den festligste. Men uden enhver tvivl den bedste kamp, et dansk herrehold i håndbold nogensinde har spillet. Ti finaler havde Frankrig spillet siden 1993 – med ti titler som resultat. Kun det danske hold kunne bryde den historiske stime. Danmark var bedst, da det virkelig skulle afgøres, og toppede sin præstation i et helt utroligt OL i Rio. 

Bortset fra bronzekampen ved VM i 2007, skulle man helt tilbage til B-VM i 1987 for at finde en dansk sejr over Frankrig ved et stort mesterskab. Den gang sikrede Danmark sig en meriterende syvendeplads ved B-VM! I går var vi et helt andet sted.

Måske skulle man have set alle Danmarks fem kampe ved EM i 1996 for at forstå, den særlige følelse af katarsis, der opstår undervejs i sådan en OL-finale. Det er som om årtiers ærgrelser passerer revy. Kan man huske sådan noget som ottendedelsfinalen ved VM i 1999, eller bare kvartfinalen ved OL i London 2012, opstår en særlig lykkefølelse, når man ser et dansk håndboldhold præstere på alle parametre. Det var sådan en af de kampe, der for altid vil blive stående, og som giver håndboldbørn over hele landet en stolthed over at udøve den ædle, gamle danske sportsgren.

Ordet ”historisk” er blevet kastet rundt i flæng omkring de danske herrer og omkring den danske deltagelse ved OL i Rio. Før man får både Henrik Marstal og andre gode mennesker på nakken, skal man selvfølgelig sige, at når de danske herrer vinder OL tre gange i træk ligesom kvinderne, kan vi for alvor tale om noget historisk.

Mikkel Hansen mod Frankrig

Men der er slet ingen grund til at relativere noget som helst. Den danske sejr i går var historisk. Det er ubetinget den største triumf for et dansk herrehold nogensinde. Og det skete oven i købet mod de ellers uovervindelige franskmænd. Og så var det en sejr, der havde alt det bedste fra dansk håndbold med sig:

  • Enestående individuelle aktioner og tekniske genialiteter. Ingen demonstrerede det bedre end Mikkel Hansen, der i OL-finalen én gang for alle viste, hvorfor han er verdens bedste håndboldspiller. Hans første halvleg vil formentlig aldrig blive overgået. Hans hopskud ved slutningen af første halvleg tæt på en kendelse for passivt spil står stadig og lyser. Og ved siden af ham holdt Morten Olsen legestue med det tidligere så frygtindgydende franske forsvar. Han fik OL-finalen til at ligne en legende U12-kamp. Hvor der er noget næsten futuristisk over de ting, Mikkel Hansen kan, er der noget dejligt gammeldags over den måde, Morten Olsen spiller håndbold. Han kommer med så meget spillelyst og overskud, at det endte med at blive en afgørende faktor i en mere opfindsom dansk offensiv.
  • Taktisk analyse og stort analytisk overskud. Med landstræner Guðmundur Guðmundsson, assistent Henrik Kronborg, U-landstræner Claus Hansen og sportschef Ulrik Wilbek samlet på ét sted havde man samtidig samlet de største hjerner i dansk håndbold i Rio. Det analytiske overskud i traditionen fra Hans Jensen og Leif Mikkelsen kom for alvor til udtryk med den modige indledning af kampen med 7 mod 6 spil og den mesterlige vurdering af danske ressourcer overfor de franske. Det danske hold havde meget mere at byde på, og der blev skiftet optimalt ud på den danske bænk, hvor man turde stole på opstillingen med Hansen, Olsen og Søndergaard. Og hvor sidstnævnte midt i anden halvleg virkelig tog ansvar.
  • Kollektiv vilje og fight. Man vinder ikke et OL uden et stærkt kollektiv, en benhård defensiv og nogle spillere, der er villige til at ofre sig for helheden. Måske er Casper U. Mortensen det bedste eksempel på det. En klassisk super-tekniker, der ikke kan dække op. Men som under OL har vist sig umådeligt effektivt med seks bolderobringer og ikke mindst viljen til at træde skridtet ind og trække en angrebsfejl. Han har vist mod og mandshjerte – præcis som resten af holdet. Og så har vi slet ikke nævnt brødrene Toft, der i finalen spillede som en drøm og virkelig fik pumpet franskmændene i deres krydsspil. Episoden til sidst, hvor Henrik Toft simpelthen stjæler bolden ud af Nikola Karabatics hænder, vil blive ikonisk. Det var måske et symbolsk generationsskifte, vi blev vidner til der.

At det netop blev 7 mod 6 spillet, der blev en afgørende komponent i den danske triumf, bærer selvsagt en særlig ironi med sig. Inden turneringen kom en stor del af kritikken mod den nye regel fra Danmark. Men derfor kan man jo godt bruge mulighederne, ikke? I hvert fald var anvendelsen målrettet, afbalanceret og uhyre effektiv.

Blev Guðmundur Guðmundsson omvendt på rejsen til Rio?

Landstræner Guðmundur Guðmundsson er om noget kendt som en grundig mand, der spiller ud fra et klart koncept. Guðmundsson har i de hidtidige slutrunder spillet meget ‘smalt’. Som regel den samme startopstilling og ganske få udskiftninger undervejs. Spørg bare Kasper Søndergaard om det. Sådan startede han også OL. Men undervejs skete der noget. Noget afgørende.

Efter de første kampe skrev jeg følgende:

Ironisk nok var det de fire områder, der blev ændret afgørende på, og som sikrede den danske triumf. Med Morten Olsen inde som spilstyrer blev spillet meget mere opfindsomt og varieret, og pludselig kom glæden, spillelysten og attituden. Bedst illustreret med Mikkel Hansens scoring mod Qatar. Og fra den kamp var det som om Guðmundsson fik en mindre åbenbaring. Han tog mere initiativ, brugte sine time-outs smart, vi fik prøvet 7 mod 6, og den danske bænk og bredde kom meget mere i spil. Det er stadig ikke Wilbeks hvirvelvind. Det skal det heller ikke være. Men det blev varieret og ikke helt så stædigt. Og netop det viste sig rygende effektivt.

Kritik af landstræneren?

Der er ikke grund til andet end at kaste sig næsegrus beundrende i støvet for de danske spillere og det danske trænerteam. Der er blevet sagt og skrevet meget om, at landstræner Guðmundur Guðmundsson har været udsat for stor kritik i sin tid som landstræner. Det er også et job med meget stor bevågenhed og mange mennesker, der har mange meninger om alting.

Nu synes det at være som om, at alle bare skal tie stille. En OL-guldvinder har altid ret. At danske landstrænere i de senere år har været noget ømskindede, lader vi ligge. De tre afgørende kampe ved OL var taktiske mesterstykker. Holdet var lige præcis bedst i de tre kampe mod Slovenien, Polen og ikke mindst Frankrig, hvor det for alvor talte. Da OL begyndte efter de fem puljekampe, præsterede alle på absolut højeste niveau.

Tilliden til Guðmundsson viste sig at være helt på sin plads. Han gjorde det, ingen træner før ham har præsteret: At få et dansk herrehold til at præstere optimalt i august måned ved et OL. En utrolig præstation at gøre det netop mod de uovervindelige franskmænd.

Og så skal man huske, at håndbold ved de store slutrunder også altid er et spil med ubegribeligt små marginaler. Ved Guðmundssons to tidligere slutrunder var man sekunder fra medaljespillet. Denne gang havde man heldet mod Qatar, vandt en omkamp mod Polen og havde flere skud i finalen, der bragede overliggeren med ind i målet. Sådan skal det være. Heldet skal man opsøge. Og jo mere man træner, desto heldigere bliver man, som Ingmar Stenmark en gang udtrykte det.

Men de tre sidste kampe ved OL var hverken heldige eller tilfældige. I alle tre kampe var Danmark ubestridt det bedste hold. Og dette OL, hvor alle de store spillere var der, viste måske at der er opbrud i toppen, og at Frankrig kan rystes. En forudsigelse kunne være, at der fremover godt kunne være udsigt til nogle brag mod Tyskland. Dem tager vi tilskuere med glæde. Der er så meget talent på og udenfor for banen i dansk håndbold, at der venter mere guld forude. Toppen i herrehåndbold er så bred, at det ikke sker hver gang. Det lever vi med. For OL-guldet i Rio kommer til at lyse meget længe.

Mikkel Hansen håndbold Rio 2016

 

Leave A Comment

%d bloggers like this: