Ophængt i sproget – en sproglig vending i filosofien

En af det afgørende dominerende filosofiske strømninger i de sidste hundrede år har været undersøgelser af sproget og dets logiske strukturer. Man kan lettere forenklet sige, at en stor del af de seneste hundrede års filosofi har koncentreret sig om at undersøge meningen med det sprog, igennem hvilket vi perciperer og udtaler os om det værende, frem for det værende i sig selv, ud fra en erkendelse af at filosofiske problemstillinger grundlæggende er sproglige problemstillinger.

De første anslag til hele denne moderne sprogfilosofiske og logiske tradition blev taget af tyskeren G.F.L. Frege (1848-1925), der i sit grundlæggende forsøg på at undersøge matematikkens og logikkens grundlag igangsatte de moderne sprogfilosofiske undersøgelser. Hans arbejde med matematikkens grundlag blev videreført af englænderen Bertrand Russell (1872-1970), der bl.a. med sit berømte paradoks pegede på ødelæggende problemer i Freges arbejde, og introducerede typeteorien som løsningen på problemerne.

Bertrand Russell, 1951

Bertrand Russell

Herefter var det østrigere, der stod for det store arbejde med sproget og logikken. Det foregik primært via Ludwig Wittgenstein (1889-1951), og den i enhver forstand bemærkelsesværdige “Tractatus Logico-Philosophicus” fra 1921, der blev til efter studier hos Russell i Cambridge. Wittgenstein afviste imidlertid typeteorien, og bragte logikken og den tilknyttede symbollære et langt stykke videre. Allerede i bogens første linie anslås dens energiske tone, men samtidig også ønsket om at filosofien skal beskæftige sig med meningsfuld sprogbrug, og ikke med metafysiske spekulationer;

“Verden er alt, hvad der er tilfældet.”

Filosofiens opgave er således at beskæftige sig med, hvad det meningsfuldt lader sig gøre at tale om. Metafysiske, moralske og religiøse overvejelser og kvababbelser hører ikke hjemme i den systematiske tænkning, fordi vi ikke har noget sprog til at omtale sådanne forhold. Filosofien må derfor beskæftige sig med det, som det giver mening at tale om:

“6.41. Verdens mening må ligge uden for den. I verden er alt, som det er, og alt sker, som det sker. Der findes ikke nogen værdi i den – og hvis det fandtes, ville den ikke have nogen værdi […].
“7. Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”

Wittgensteins mål med “Tractatus” var således at angive nogle generelle logiske principper for hvad vi kan sige meningsfuldt. Logikken giver ikke ægte domme, men derimod formen for ægte domme. Med logikken har vi således de transcendentale rammer for hævdelsen af mulige kendsgerninger.

Ludwig Wittgenstein

Ludwig Wittgenstein

Wittgensteins Tractatus blev til efter studier hos Russell i Cambridge, men den udgjorde i hans hjemby Wien en væsentlig inspiration for en gruppe af logikere, der i 1920’erne mødtes omkring Moritz Schlick (1882-1936).

I årene efter den 1. verdenskrig blomstrede en uvidenskabelig litteratur op i Østrig og Tyskland, som for mange virkede som en filosofisk degeneration. Det var ikke blot bøger om astrologi og okkulte fænomener, men også værker som Oswald Spenglers “Der Untergang des Abendlandes”, Otto Weinigers “Geschlecht und Charakter” og ikke mindst Adolf Hitlers “Mein Kampf”. Det var bøger, der talte om historisk determinisme, om kvinders fordærvelige indflydelse og om jøders og slaviske folks racebestemte ondskab og underlegenhed. Fag som psykologi og sociologi blev domineret af diverse pseudovidenskabelige betragtninger.

moritz-schlick-4

Moritz Schlick

Midt i dette landskab af nederlagsstemning fra krigen med helt igennem irrationelle be-tragtninger over tidens problemer fremstod de logiske positivister i Wien. Gruppen, der ud over Schlick talte navne som Carnap, Gödel og Neurath, blev kendt som Wienerkredsen, og deres fremmeste mål var at komme tidens uvidenskabelige strømninger til livs gennem en nøje analyse af, hvad der er nonsens, og hvad der er meningsfuldt.

rudolf_carnap_3

Rudolf Carnap

Wienerkredsen, der kan ses som grundlæggerne af den logiske positivisme, ville erstatte tidens postulerende og uvidenskabelige tilgang med logik og en kølig fornuft. Kredsens moralske fordring til deres samtid var derfor, at det uvidenskabelige skulle erstattes af en videnskab, der opfyldte stringente logiske krav for at kunne udtale sig meningsfuldt. I centrum stod kravet om, at en empirisk dom for at være meningsfuld skal kunne verificeres – være principielt testbar.

Den logiske positivisme sondrede grundlæggende mellem to typer af sætninger – mellem sætninger med kognitiv mening, og sætninger uden kognitiv mening. Filosofiske påstande, der foregiver at sige noget sandt om verden, etikken og eksistensen karakteriseres som metafysik. De er ikke falske, men kognitivt meningsløse, og kan følgelig ikke henregnes til filosofiens område.

De sætninger, der derimod kan siges at have kognitiv mening, opdeles herefter i to grupper. Den første gruppe består af de sætninger, der formuleres indenfor logikken og matematikken, og som udsiger noget om forholdet mellem symboler. Den anden gruppe sætninger udsiger noget om forhold i verden, som hvis de er sande, gengiver sanseerfaringer, der skal være principielt testbare jævnfør ovenstående, og som kan verificeres.

godel

Kurt Gödel

Bestræbelsen i hele denne filosofiske positivisme kredsede således først og fremmest om at foretage et filosofisk oprydningsarbejde, for derved at få gjort kål på tidens irrationelle og fejlagtige opfattelser, og erstatte spekulation og gætterier med videnskab og kendsgerninger. Det var et farligt projekt i en farlig tid. Schlick blev dræbt af en nazistisk studerende efter en forelæsning, og mange af Wienerkredsens deltagere måtte flygte efter Hitlers magtovertagelse og Anschluss.

Den logiske positivisme satte gang i et omfattende filosofisk oprydningsarbejde på en række områder – inklusive moralfilosofiens. Herhjemme fulgte den store faderskikkelse i den danske retsfilosofi Alf Ross (1899-1979) således den logiske positivismes sprogfilosofiske doktrin i sin meget indflydelsesrige bog “Om ret og retfærdighed”. Helt på linie med Wienerkredsen, og den logiske positivismes sprogopfattelse som skildret i det foregående, blev det et erklæret mål for Ross at videnskabeliggøre retsvidenskaben, og rense den videnskabelige disciplin for ‘metafysisk flimmer’.

Efter Anden Verdenskrig flyttede filosofiens epi-center væk fra kontinentet og væk fra fokus på den formelle sprogbrug og den formelle logik. Det filosofiske oprydningsarbejde fortsatte, men det fortsatte med et radikalt anderledes sigte, og det har resulteret i nogle anderledes givende pointer. Først og fremmest har efterkrigstidens sprogfilosofi opereret ud fra en erkendelse af, at den formelle logik ikke er tilstrækkelig for at indfange, hvordan sproget rent faktisk bruges. Så i stedet for de formallogiske undersøgelser, begyndte man specielt i England at undersøge dagligsproget, og alle de måder hvorpå vi rent fak-tisk bruger sproget.

Som vi skal se af det følgende, er Ludwig Wittgenstein med base på Trinity College i Cambridge på ny en væsentlig figur, men ellers var det specielt i Oxford, at der i efterkrigsårene skete en markant filosofisk udvikling. Denne Oxfordskole knyttes ofte sammen med udtrykket om talehandlinger, der stammer fra filosoffen J.L. Austin (1911-1960).

John-Langshaw-Austin

John Langshaw Austin

Austin lancerede i de første år efter krigen en moderne meningsteori, der på afgørende punkter brød med den positivistiske sprogopfattelse. Vi gør andet og mere med vores sprog, end blot at beskrive kends-gerninger i verden. Når vi taler med hinanden udfører vi sproghandlinger. Vi handler via vores sprog, og en teori om mening må derfor kunne indeholde andet og mere end den skarpt afgrænsede sprogteori i f.eks. “Tractatus”.

Derfor skelner Austin mellem to typer af sætninger; konstative og performative. Konstativer beskriver forhold ved verden, og om dem kan vi fælde falske eller sande domme. Performativer betegner derimod udtryk, der samtidig udfører en handling, som når vi f.eks. lover noget:

“To name the ship is to say (in the appropriate circumstances) the words ‘I name, &c.’ When I say, before the registrar or altar, &c, ‘I do’, I’m not report-ing on a marriage: I am indulging in it.
What are we to call a sentence or an utterance of this type? I propose to call it a performative sentence or a performative utterance, or, for short, ‘a performative’.”

Det Austin har blik for her, er at vi bruger sproget til langt mere, end hvad der gives af tidligere teorier for sproglig mening. Alle sætninger er i virkeligheden performativer, selvom de som udgangspunkt godt kan være konstativer.

Senere hen udvikles opfattelsen af Austin og dennes elev John R. Searle (1932-). I “How to do things with words”, der udkom posthumt i 1962, skelner Austin nu mellem tre forskellige sproghandlinger; den lokutionære, den illukotionære og den perlukotionære sproghandling. Med disse begreber undersøger Austin, hvad der egentlig sker, hvis en person ytrer en sætning som “Tyren er løs” til en given tilhører.

john-searle

John Searle

Når man ytrer denne sætning udfører man nemlig hele tre talehandlinger på én gang. Den lokutionære handling består i blot at ytre sætningen – at meddele et bestemt sagsforhold til en tilhører, nemlig at tyren er løs. Den illukotionære handling består i dette tilfælde i at fremsætte en advarsel til tilhøreren om, og den perlukotionære sproghandling består i at forskrække tilhøreren og således forandre vedkommendes sinds-tilstand. Austin viser således med al ønskelig tydelighed, at sprogets mening fremgår af brugen af sproget, og at denne brug foregår i et fællesskab af sprogbrugere, hvor man meddeler sig til hinanden, og gør det med intentioner om at opnå en bestemt effekt hos tilhøreren.

Den fokus på dagligsproget, der udtrykkes i Austins teori om talehandlinger, har omkalfatret en række problemstillinger, og den har måske sågar gjort nogle af disse overflødige. Den danske filosof Peter Zinkernagel skriver i sin disputats “Omverdensproblemet” om dagligsprogsfilosofien i Oxford: “Oxfordskolens argumentation har virket så overbevisende, fordi det er lykkedes i konkrete tilfælde at pege på, hvordan filosoffer har forsøgt at erstatte dagligsprogets logik med en anden logik uden at have klargjort sig dagligsprogets logik.”

Peter Zinkernagel

Peter Zinkernagel

Som det allerede turde været antydet, så er Wittgenstein tillige en nøglefigur i hele denne filosofiske udvikling, og han er det ikke mindst, fordi han gør op med sine egne tidlige idéer og erstatter dem med nye og mere givende. Det gennemgående tema i Ludwig Wittgensteins filosofi som et hele er forsøget på at forklare sprogets virkemåde. Imidlertid er det almindeligt i omtalen af Wittgensteins filosofiske tanker at skelne mellem den tidlige og den sene Wittgenstein. Grunden til denne opsplitning er, at Wittgensteins syn på sproget fra Wittgensteins første filosofiske hovedværk “Tractatus Logico-Philosophicus” fra 1921, ændredes radikalt i hans andet filosofiske hovedværk “Filosofiske Undersøgelser” fra 1953.

Det må dog ikke forstås sådan, at der er tale om to forskellige tænkere. Wittgensteins overordnede filosofiske syn, at al filosofi er sprogfilosofi og skal behandles som sådan, ændrer sig ikke. Alle erkendelsesteoretiske problemstillinger er således sproglige problemstillinger, og det er følgelig ikke muligt at hæve sig op over eller udover sproget, og gøre sig betragtninger om det, da vi er fanget i sproget. Dén grundlæggende erkendelse får da også Wittgenstein til i slutningen af “Tractatus” at skrive:

“6.54. Mine sætninger er oplysende på den måde, at den, som forstår mig, til sidst erkender, at de er meningsløse, når han ved hjælp af dem – som ad en stige – har hævet sig op over dem. (Han må så at sige kaste stigen bort, efter at han er steget op ad den). Han må overvinde disse sætninger, så han ser på verden på den rigtige måde.”

Den store forskel mellem “Tractatus” og “Filosofiske Undersøgelser” drejer sig imidlertid om Wittgensteins syn på sproget.

I “Tractatus” opfattes sproget som et middel til at gengive virkeligheden i tænkningen. Udgangspunktet er derfor at undersøge de betingelser, som sproget og verden må kunne opfylde for at et sådant fremstillingsforhold er muligt. Svaret herpå er Wittgensteins afbildningsteori, hvorved en sætning får sin mening i kraft af at kunne modsvare en bestemt mulig kendsgerning – et sagsforhold.

I “Filosofiske Undersøgelser” ændrer Wittgenstein imidlertid hele sit perspektiv på sproget. Dets pri-mære funktion skifter fra at være et middel til at gengive den ikke-sproglige virkelighed til at være et mellempersonligt meddelelsesmiddel. Det er nu det grundlæggende og meningsbetingende, og i denne tanke ligger, at sproget i sit væsen er socialt. Begrundelsen for dette nye perspektiv fremstiller Wittgenstein med væsentlig vægt på begreberne om regel og privat sprog.

wittgenstein

Ludwig Wittgenstein

I “Tractatus” er sætningen endvidere den meningsbærende enhed, og en sætning opfattes her som en sandhedsfunktion af elementarsætninger, hvor en elementarsætning er en sammenkædning af navne, der igen er stedfortrædere for de simple genstande, som de er navne på. Sproget afbilder virkeligheden – sprog og virkelighed har samme logiske form – og således bliver mening identisk med logisk form.

Dette syn på sproget kritiseres i “Filosofiske Undersøgelser”, bl.a. fordi det ikke er i overensstemmelse med, hvordan sproget faktisk bruges. I stedet opfatter Wittgenstein nu sproget som en gruppe sammenhængende og overlappende aktiviteter, der er uløseligt knyttet til en bestemt livsform eller praksis, og i “Filosofiske Undersøgelser” opererer han med såkaldte sprogspil:

“23. Men hvor mange slags sætninger findes der? F.eks. påstande, spørgsmål og befalinger? – Der findes et utal af sådanne typer: Et utal forskellige slags anvendelse af det, vi kalder “tegn”, “ord”, “sætninger”. Og denne mangfoldighed er ikke noget fast, noget der er givet en gang for alle; men nye typer sprog, nye sprogspil, som vi siger, opstår og andre forældes og glemmes. (Forandringerne i matematikken kan give os et omtrentligt billede heraf).

Ordet “sprogspil” skal her fremhæve, at det at tale et sprog er en del af en aktivitet eller livsform.”

Disse sprogspil bliver nu den fundamentale meningsbærende enhed. Et tegns betydning er den måde, det anvendes på indenfor et sprogspil, og ikke det, tegnet eventuelt betegner eller er et navn på. Ikke fordi Wittgenstein vil bestride, at vi ofte anvender ostensive definitioner, når vi skal forklare, hvad et ord betyder, men fordi dette ikke er tilstrækkeligt. Det fundamentale er, at disse ostensive definitioner, for at fun-gere, allerede forudsætter at man i et vist omfang kan tale et sprog, eller spille nogle sprogspil, som det ud-trykkes i Wittgensteins terminologi.

Sprogspillene er praksissammenhænge, hvori de sproglige aktiviteter er uløseligt knyttet sammen med ikke-sproglige aktiviteter. Disse skal tjene til at belyse, hvordan de meningsfastlæggende regler for sprogets udtryk er regler for udtrykkenes korrekte brug i praktiske situationer. For at kunne forklare et begrebs brug skal man, ifølge Wittgenstein, beskrive det pågældende sprogspil og blotlægge den pointe, som ud-trykkets brug har i sprogspillet. I denne forstand kan man sige, at et udsagns mening for Wittgenstein i “Filosofiske Undersøgelser” er lig med dets brug:

“43. Man kan i en stor klasse af tilfælde – selv om dette ikke gælder alle – forklare brugen af ordet “betydning” sådan: Et ords betydning er dets brug i sproget.”

Endvidere forudsætter brugen af regler et fællesskab af sprogbrugere, hvis kollektive dom er afgørende for, hvorvidt en person i et givent tilfælde anvender en regel korrekt eller ikke. Det betyder, at det at følge en regel består i at anvende den i overensstemmelse med den faktiske anvendelse af reglen i et regelfølgende fællesskab. Heraf følger det såkaldte offentlighedsprincip, der i sin kerne udtrykker det forhold, at det ikke er muligt at mene noget andet og mere med sine ytringer, end hvad det lader sig gøre at kommunikere meningsfuldt til andre kompetente sprogbrugere.

Princippet accepteres af de fleste moderne analytiske filosoffer, og med dette princip kan vi udelukke eksistensen af private sprog, og dermed frontalt konfrontere en række skepticistiske og solipsistiske argumenter.

Leave A Comment

%d bloggers like this: