Det var munterheden, der døde

RIF i fred.

Rifbjerg har forladt os. Og med det rif også et farvel til en særlig epoke i litteraturen. Men ikke mindst et farvel til den særlige munterhed, der altid var oven på, ved siden af og mellem linjerne hos Rifbjerg. Som et goddag til livet, stiv pik og håret tilbage, med eftertanken som medpassager.

10295687_10152916943639563_5895946959338139720_n

Optimistisk på eksistensen, evigt kritisk og ofte polemisk. I et tv-studie med Panduro og PH på harmonika. Skillingsviser, øl og cigaretter for alle licenspengene. Muntert. Se bare smilet. Altid muntert. Og med fuld appetit på livet, teksten, maden, seksualiteten, røgen, vinen. På en litteratur der er alle vegne, over det hele. 

I alle år. Fra legen under vejr med ham selv, til nu her digtet “De døde” fra den seneste digtsamling “Fut fut fut”. Amager muntert. Om sin far, der vander de døde. 

10553661_10152916944014563_2870736727922329440_o

Og med den munterhed så ind i Tivoli i dag, ind i solskinnet. Ind hvor forlystelser og kolde øl erstattes af pæne hvide Hellerup havemøbler og butikker med “friskristede kvalitetsnødder”. 

Munterheden er død. Og den vender ikke tilbage.

Leave A Comment

%d bloggers like this: