En jubeloptimistisk (og alligevel meget nøgtern) konstatering til julen 2014

bahnstation-treblinka

Aldrig har der været så få krige, lidt vold og fattigdom i verden som i de sidste 25 år. Vi tror alting bliver værre. Realiteterne taler et andet og måske ikke helt så populært sprog. Det går overraskende godt her på kloden. Nyd det i juledagene. 

Når det er jul, tænker jeg altid på min mormor og morfar, som jeg har holdt så mange juleaftener sammen med. Julen bor for mig i Hvidovre og lyser ud over Hvidovrevej, der skærer sig igennem efterkrigskommunen.

Og når jeg talte med min mormor på hendes gamle dage, var det tit hun havde set TV-avisen og sagde: “Det bliver da også værre med alle krige, fattigdom og miljøproblemer”. Hun var af den gamle skole. Hun mente, at det var indlysende, at krig var en dårlig idé og at der må rejse sig forstandige og modige folk til oprør for fred og frihed.

På et tidspunkt slog det mig. Hvornår var det nu, at min mormor havde valgt at få sit første barn? Hun blev gravid i sommeren 1942. Af alle tidspunkterne i verdenshistorien var netop dette måske det allerværste nedslag i verdenshistorien. Aktion Reinhart var for alvor undervejs, og overalt på kloden rasede en nådesløs krig. Mens min mormor var gravid slagtede de hinanden på østfronten i en hidtil uset skala, og i Østen gennemførte Japan nogle af de værste slagterier og massakrer verden har set.

Og netop på dette tidspunkt var det selvfølgelig det mest logiske tidspunkt at sætte et barn i verden. Som en lille symbolsk, menneskelig handling. En markering af mening midt i meningsløsheden.

Men sådan så hun det selvfølgelig ikke. Hun levede sit liv. Og det er netop det, man skal og kan. Men på hendes gamle dage, oplevede hun også den utrolige medierevolution, der bragte alverdens konflikter ind i stuen på Hvidovrevej. Og så fylder vold, død, ødelæggelse og fattigdom selvsagt meget.

Sandheden er imidlertid, at der er grund til at se de sidste 25-30 år meget mere nøgternt, end vi er vant til. Og der er grund til at erkende, at verden er et andet sted, end da min mormor satte børn i verden. Lad os tage nogle eksempler og enkle konstateringer:

Aldrig har der været så få og små krige i verdenshistorien. Wikipedia har en liste med historiens værste krige listet efter dødstal. Læs den. Den er tankevækkende. Selvfølgelig er verden fyldt af konflikter alle vegne, borgerkrige og terrorisme. Det vil verden nok altid være. Men den er blevet markant fredeligere.

Fattigdommen er stærkt faldende i verden. At verdens goder er så ulige fordelt, vil altid være en skrigende uretfærdighed som ethvert barn instinktivt forstår. Men at verdens fattige igennem de sidste 25-30 år har oplevet et markant løft i deres situation, er en historie, der ikke altid har den store gennemslagskraft. Det gør den ikke mindre sand. Se blot udviklingen af ekstrem fattigdom på verdensplan her:

Extreme_poverty_1981–2008

Vi lever længere og længere overalt i verden. Sygdomme bliver udryddet, der er færre krige og ikke så meget hungersnød. Vi lever længere, og vi har det bedre. Lægevidenskaben gør hele tiden markante fremskridt i behandlingsformer og i vores forståelse af livet. Så levetiden har faktisk udviklet sig således i de senere år, hvor AIDS dog fortsat et et problem særlig i Afrika:

Life_expectancy_1950-2005

Jorden er ikke ved at gå under. Vores næste store udfordring er selvfølgelig spørgsmålet om vort klima og om den kamp for ressourcer, der uundgåeligt vil komme, efterhånden som vi bliver flere og flere her på kloden.

Der er imidlertid ingen grund til at kaste sig i armene på en oprindalistisk grundfortælling om, at alting var bedre i gamle dage. Nøgternt set er det noget forbandet vrøvl.

Så rigtig glædelig jul. Nyd den. Det kan snart være slut og enden er altid nær. Men nyd det inden da. Og husk at der overalt på kloden er gode folk med hjertet på rette sted, der arbejder på at udrydde livstruende sygdomme, bekæmpe uretfærdighed og gøre livet lettere for os alle.

openhouse8

Leave A Comment

%d bloggers like this: