Goodbye Colbert Nation – farvel til et originalt amerikansk tv-fænomen

Colbert

En gang imellem sker der faktisk noget nyt i vores fælles fortællinger. F.eks. på tv-skærmen i USA, hvor Stephen T. Colbert i ni år har revset nationen med sit skarpt satiriske program i sin Colbert Nation. Nu skal Colbert træde ud af sin satiriske rolle og ind som afløser for legendariske David Letterman på CBS’ Late Show With. Torsdag sagde han farvel til et af de sidste ti års mest banebrydende shows på klassisk Colbert-manér.

Stephen T. Colbert startede i improvisationskomik, men blev for alvor kendt som en af ‘reporterne’ i Jon Stewarts “Daily Show”. Men da han fik sit eget show “The Colbert Report”, lige efter Stewart på Comedy Central, tog det for alvor fart.

Stephen Colbert fra www.makemeamerica.comColbert er Amerika, og hans knivskarpe satire har ramt USA som et velgørende barberblad i en nationalistisk smørklat (eller sådan noget metaforagtigt, som Colbert kun ville grusomt udstille, lige som han har gjort det med f.eks. Sean Penns mange malplacerede metaforer).

“The Colbert Report” er i sit udgangspunkt en såkaldt spoof. Showet er nemlig én lang parodi på konservative og meget højreorienterede shows på Fox News i almindelighed og Bill O’Reillys “The O’Reilly Factor” i særdeleshed.

O’Reilly omtaler Colbert konsekvent som “Papa Bear”, og det er hans karakter der danner baggrund for et show, hvor begrebet ironi får helt nye betydninger, men hvor også tidens hykleri og medievanvid får en velfortjent bekomst. Når man som Colbert er en så outreret karakter, viser der sig helt nye muligheder. De udnyttes til fulde.

Colbert er gået i flæsket på krigsmodstandere (“er Bush stor eller den største præsident?”), smagsdommere og videnskabsfolk (“virkeligheden har en velkendt venstreorienteret bias”), miljøforkæmpere (“tree-huggers”), liberale medier (alt andet end Fox), homoseksuelle, bjørne osv. Det har bid, og det er bidende morsomt. Nogle af hans pointer kan oven i købet genfindes i den danske debat. Søren Krarup og Søren Espersen ville være selvskrevne stjerner for en dansk Colbert, og faktisk prøvede Huxi Bach med “Den 5 kolonne” på P3 at gå lidt af vejen. Den fangede danskerne dog ikke.

Colbert blev i vide kredse kendt, da han i 2006 holdt talen for George Bush på den årlige middag i White House Correspondents Association. Af uvisse grunde var Colbert blevet inviteret til at tale for Bush, og det blev en uforglemmelig stund, hvor præsidenten fik sin velfortjente ‘hyldest’, og hvor Colbert efterlod en måbende forsamling. Indslaget/talen blev i første omgang kritiseret for ikke at være sjov. Men med tiden er den vokset til et satirisk mesterstykke:

Talen for Bush gav virkelig point på kontoen, og da O’Reilly og Colbert optrådte i hinandens respektive shows skabte de en mediebegivenhed om medierne, som disse år er så rig på. Den sidste sæson på Comedy Central har vist sig som endnu et triumftog for Colbert. Og Colbert fik sågar den siddende præsident Obama til at deltage i sin show og give hans udgave af “The Word”. Det blev til Obamas “The Decree”:

Og nu skal Colbert så afløse Letterman hver aften på CBS. Han skal ud af impro-komikken – og han skal forny genren sådan som Jimmy Fallon er i gang med. Det kan kun blive underholdende – og forhåbentlig lige så interessant og fornyende som COlbert Nation. Torsdag aften sagde han farvel på denne klassiske Colbert manér:

Leave A Comment

%d bloggers like this: