Kommentar: Selvfølgelig er en ottendeplads langt fra godkendt for Danmark ved EM i håndbold 2014

18648_5491da52ac

Efter et egentligt sammenbrud mod Spanien endte de danske EM-medaljedrømme med en mildest talt ærgerlig ottendeplads. Dette EM skulle have været et trappetrin op på vejen mod VM på hjemmebane næste år. I stedet endte det med den dårligste placering i syv år. Det er langt fra godkendt – på trods af skader og sygdom. Det mentale beredskab synes at være meget skrøbeligt og har kostet undervejs. 

EM i håndbold 2014 for kvinder blev et dramatisk antiklimaks for det danske hold. Et nederlag på syv mål og et spillemæssigt kollaps forvandlede en mulig semifinale til en ottendeplads. Målsætningen før turneringen var at holdet skulle hente en medalje. Man var egentlig tæt på en semifinale – men alligevel så uendelig langt fra målet.

Kampen mod Spanien markerede et smerteligt sammenbrud af flere af holdets ‘søjler’. Plaget af skader og sygdom har de spillet i bedste fald svingende. Men kampen mod Spanien var et sammenbrud. Spillemæssigt nåede holdet uendeligt langt fra det niveau, alle ved holdet indeholder. Der blev løbet en miserabel kontra og brændt et hav af chancer, mens målmændene uden stor forsvarshjælp så boldene suse forbi sig på en række åbne, spanske chancer.

Efter kampen talte flere af spillerne grådkvalt om, at de ikke var der, ikke havde den fornødne energi og spillede med håndbremsen trukket, bange for at fejle, bange nederlag og fiasko. Holdet var der simpelthen ikke mentalt.

Hvad gik galt?

Og så begynder selvfølgelig den helt rituelle spekulation om Jan Pytlicks position, om hans udtagelser og resultater. Efter kampen mod Ungarn var han genial. Efter kampen mod Spanien kommer helt efter bogen spæde røster om, at træneren skal væk og slet skjulte henvisninger til Morten Soubaks og Helle Thomsens succes med henholdsvis Brasilien og Sverige.

Har Pytlicks hold notorisk underpræsteret i de seneste år? Det må være det egentlige spørgsmål. I en utrolig lige EM-turnering med meget små marginaler i alle kampe og grupper, er det selvfølgelig ikke en katastrofe at være tæt på en semifinale. Problemet er snarere, at det danske hold har kvaliteter til mere. Sammenligner man det danske hold med det norske, må man konstatere, at det danske hold indeholder større kvalitet end det norske. På papiret vel at mærke. Men nordmændene har en vinderkultur og et hold, der præsterer på toppen hver eneste gang.

18656_5491da557a

De flotte resultater i de to Golden League turneringer var ikke misvisende. Tværtimod. De kampe viste det formelle styrkeforhold mellem nationerne. Og Danmark var bedst. Sejrene over Norge var også klare, signifikante og endegyldige. Første del af kampen mod Norge var også præcis lige så tydelig, som til Golden League – lige indtil holdet faldt sammen og brændte chancer på samlebånd. På den led har holdet underpræsteret fælt. Der er masser at bygge på. Men dette EM er bestemt ikke godkendt. Og her er de væsentligste årsager:

  1. Skader, sygdom og kaotisk optakt. Skader for Marianne Bonde, Stine Jørgensen og Lotte Grigel, samt sygdom for flere af spillerne viste sig at være en afgørende faktor. Nok lykkedes det at banke et centerforsvar sammen, men to års arbejde på et stærkt “Copenhagen Defence” og en tilhørende kontrafase blev skudt i smadder med Bondes skade. De mange uheld satte sig præg på et måske skrøbeligt hold, og selv om landstræner Pytlick fandt på nye konstellationer, havde holdet ikke kvaliteten til at modstå de mange slag udefra.
  2. Det mentale beredskab. Holdet var i sommer afsted til søs for at arbejde med holdets DNA. Det resulterede bl.a. i en mønt med en lys side med holdets værdier og en mørk side med bagsiden af eliteidrættens medalje. Det var svært at se, at det arbejde lagde en grund for aktiviteterne på banen. Det mentale beredskab viste sig at være yderst tyndbenet, når det for alvor gjorde ondt i kampene mod Norge og Spanien. Uden synlige ledertyper spillede holdet med håndbremsen trukket, hvor frygten for fiasko overskyggede muligheden for triumf. Det så man tydeligst i kontrafasen, hvor modet til at løbe igennem 100% ikke var der, efter nogle fejlslagne afleveringer. På dette høje plan skal man søge triumfen aktivt, og det var undervejs skræmmende at se et næsten angstfyldt hold lave så mange fejl.
  3. Pytlicks mod. Taktisk spillede Pytlick sine kort rigtigt, og hans brug af en ekstra markspiller er med rette blevet fremhævet som et både opfindsomt og modigt taktisk træk. Hans mandskabsbehandling virker dog ikke helt så modig. Anne Mette Hansen kan være det bedste eksempel. Hun blev bevidst valgt til truppen, og måtte derfor gå ind i turneringen med stor tillid fra landstræneren. Men hun fik meget, meget kort snor. Nærmest vildere end hos Wilbek. Et brændt skud og hun var ude. Det kom til at koste, da Stine Jørgensen var ude. Når han nu har udtaget Anne Mette Hansen, skal han også stole på hende, give hende tid og få hende spillet ind. Her bør Pytlick lade sig inspirere af den nykårede bedste træner i verden Ljubomir Vranjes, der virkelig har fået meget ud af en beskeden spillertrup. Hør denne podcast, hvor han fortæller om hans tillid til spillerne under sidste års Champions League. Beundringsværdigt og helt i tråd med filosofien fra Bengt Johansson.
  4. Manglende kvalitet på de fleste poster – når det gælder. Holdet brændte et utal af chancer. Holdet formåede slet ikke at løbe på kontraerne. Målmændene havde alt for få redninger. Forsvaret så til tider yderst vakkkelvornt ud, hvor en rumænsk højre back kunne spadsere igennem seks gange i træk i en halvleg. Kun Line Jørgensen spillede op til sit store potentiale i de afgørende momenter. Resten manglede kvalitet i en turnering, hvor vi har set hollandske og svenske spillere levere yderst flot spil og mange gode afslutninger.
  5. Lederskab. Det må forblive et mysterium hvorfor Jan Pytlick hentede en ekstra højrehåndet bagspiller ind ved Stine Jørgensens skade – i stedet for at hente en rigtig og rutineret erstatning som Rikke Skov ind. Han vil altid skulle leve med mistanken om, at det hang sammen med den kiksede situation omkring udtagelsen af Louise Svalastog i stedet for Rikke Skov. Måske kostede det en semifinale? Pytlick vil i hvert fald komme til at opleve, at hans lederskab vil blive sat på prøve igen. At klubtrænerne sikkert begynder at snakke igen. Og at medierne nu vil lugte blod. Helt efter bogen.

Holdet har store kvaliteter, og det er og var ikke urealistisk at drømme om medaljer. Slet ikke på hjemmebane om et år. Men landstræneren har et kæmpe arbejde foran sig. Og hans mentale mønter skal virkelig vendes i lommen. Spørgsmålet er, om landstræneren har mere energi i sig til at stå imod en ny omgang af uundgåelig kritik og vrøvl? Men måske et forestående VM på hjemmebane og et OL i Brasilien kan hjælpe lidt på den motivation? Der er i hvert fald masser at se frem til. Og meget hårdt arbejde forude. Dette resultat skal forbedres. Allerede om et år på hjemmebane. Og landstræner Jan Pytlick er tvunget til at gå nye veje, for presset på VM på hjemmebane bliver ikke mindre end i denne julemåned.

Mere EM 2014

18532_5491d03f14

Leave A Comment

%d bloggers like this: