To kvartfinaler forude – før Danmark mod Ungarn ved EM i håndbold 2014

15514_548c678568

Det har set vaklende ud, og de danske kvinder har endnu ikke forløst deres store potentiale ved EM. Men man skal heller ikke toppe i de indledende kampe. Nu venter i stedet to direkte kvartfinaler mod først Ungarn og dernæst mod Spanien. Drømmen lever fortsat for de danske kvinder midt i sygdom og nerver.

Det har været noget af en tur i rutsjebanen at følge de danske kvinder ved EM. Efter nederlaget mod Norge havde de ryggen mod muren. Men en god anden halvleg mod Polen og to efterfølgende resultater i mellemrundepuljen har nu gjort situationen gunstig for danskerne. Nu skal de ‘bare’ slå værtsnationen Ungarn og stærke Spanien – så er de i semifinalen.

Lad os slå én ting fast med det samme: Det er bestemt muligt. Ungarn har en stor hjemmebane i ryggen, men de spiller absolut ikke prangende håndbold. Spanien derimod har spillet flot, men Norge viste, at de er til at tale med trods stor fysik og gode individualister.

Det hele ligger til danskerne, og de kan på alle måder afgøre det selv. Kan holdet finde topniveauet fra anden halvleg mod Polen, kan alt ske. Spiller de derimod som i første halvleg mod polakkerne, nervøst og forkrampet, skal de hurtigt hjem og holde jul. Det ligner den helt store mentale øvelse for landstræner Jan Pytlick, hvor holdets mønter med en lys og mørk side skal endevendes.

15512_548c678482

Før turneringen meldte holdet og Pytlick ud at man gik efter medaljer, og mange har ligesom jagtet den ambitiøse målsætning som forklaring på, at spillet til tider har været nervøst og forkrampet. Det er også en oplagt forklaring. Men målsætningen skal være ambitiøs, for holdet er godt, og man har spillerne til at skabe et godt resultat.

Forklaringen er nok snarere, at Marianne Bondes skade har skabt en vis usikkerhed i holdet, og at man har haft meget lidt tid til at arbejde med midterforsvaret. Svalastog har dog spillet sig godt ind i turneringen, men hvis hun fortsat er syg mandag, kommer trænerstaben endnu en gang på stort arbejde.

Historiske opgør med Ungarn

Ungarn har haft mange store kvindehold og mange store profiler. Lige nu har de også verdens bedste klubhold. Men Ungarn har historisk også været kendt som holdet, der manglede koldblodigheden og vinderinstinktet, når det virkelig smældede til. Det mest berømte eksempel var OL-finalen i Sydney i 2000, hvor Pytlick og Danmark var mere end nede i sækken, men hvor det til sidst blev til dansk guld:

Tre ting at holde øje med mod Ungarn

Der er således masser at lune sig ved for de danske kvinder. På papiret bør Ungarn være et hold, som Danmark skal slå. Men det bliver en umådelig tæt kamp i en stresset kulisse med fuld opbakning til hjemmeholdet. Her er tre væsentlige ting at holde øje med mandag aften:

  1. Det mentale spil. Kampen bliver vundet eller tabt oppe i hovedet. Ungarn skal forsøge at få hallen med sig – få medvind og dommerne med sig i alt hvad, der sker. Danskerne skal komme godt fra start og lægge en dæmper på gemytterne. Der er ikke råd til en første halvleg som mod Polen. Ungarn må ikke komme til at lugte blod, og danskerne skal være mentalt klar fra starten. Historien i omklædningsrummet skal være: Nu er vi der, vi kan selv afgøre det, nu spiller vi derudaf.
  2. Midterforsvaret. Bliver Svalastog klar? Bliver Burgaard klar? Hvem skal dække i midten, hvis Svalastog fortsat er syg? Line Jørgensen? Anne Mette Hansen? Det er en stor kabale, og det skal lykkes i midten, hvor Ungarn kommer med stort tryk.
  3. Mod på trænerbænken. Den danske bænk har virket lidt usikre undervejs og har savnet modet til at skifte ud. Hvor Norge f.eks. havde modet til at prøve nogle andre konstellationer i bagkæden mod Danmark, har Pytlick ikke rigtig haft modet til at spille f.eks. Anne Mette Hansen ud. Der skal de turde og stole på deres instinkt og udtagelser – også når det spidser til.

Forvent en tæt kamp med intens fight i en stor kulisse mandag aften, hvor det danske hold skal være klar fra start og bestemt har mulighed for at spille sig ét skridt nærmere en semifinale.

Mere EM 2014

15547_548c771ac9

Leave A Comment

%d bloggers like this: