Da Antorini lagde sig ud med hele Foreningsdanmark – kommentar

– Det er fint nok, hvis skolebørn ikke går til fritidsaktiviteter udenfor skolen, siger undervisningsministeren. Det behov kan skolen dække.

Billede fra http://www.fifhaandbold.dk

Med en meget enkel manøvre lykkedes det i weekenden undervisningsminister Christine Antorini at støde et helt forenings-Danmark fra sig med en af årets mere fjollede kommentarer.

Til DR afviste undervisningsministeren, at det er et problem, hvis nogle børn vælger idræts- og fritidsaktiviteter fra.

På et emotionelt plan lykkedes det hende således at pisse på titusindvis af ulønnede frivillige over hele landet, der hver eneste dag investerer en stor del af deres hverdag i at udvikle børn og unge og give dem store, fælles oplevelser.

På et indholdsmæssigt plan demonstrerer hun med al ønskelig tydelighed, at hun ikke har den ringeste anelse om, hvordan hverdagen for børn og unge ser ud. Og hun har ikke den ringeste idé om, hvad sport kan.

For ministeren er det et spørgsmål om motion. En ren funktionel opgave. Om børn og unge dyrker motion i skolen eller i en idrætsforening er ét fedt for Antorini. Det viser blot, hvor lidt forståelse for idrættens væsen, ministeren har.

Sport, idræt, fritidsaktiviteter kan jo netop alt det, som skolen ikke kan.

I en tid, hvor skolerne i stigende grad ghettoiseres, er idrætten jo om noget stedet, hvor socialklasser mødes og venskaber på tværs af skolegrænser etableres. Er det ikke en opgave for en socialdemokratisk undervisningsminister? Hvis man ønsker social mobilitet og generel integration, kan idrætten jo i den grad bruges aktivt. Se blot denne lille historie fra Ajax Håndbold.

Som far til tre døtre, der dyrker idræt og aktivt opsøger forskellige fritidsaktiviteter er jeg mildest talt lykkelig for, at vores børn har et liv og venner udenfor skolen. Nogle af mit livs bedste venner og oplevelser har jeg fået via idrætten.

Og jeg taler af egen erfaring som far, når jeg roligt konstaterer: Idrætten kan styrke individet og give den selvtillid, Antorinis skole så sandelig ikke altid er i stand til at levere.

Måske danske politikere skulle have prøvet en holdsport?

Når man kigger på dansk politik i almindelighed, og Socialdemokraterne i særdeleshed, er det vanskeligt ikke at få den tanke, at danske politikere ville have haft godt at stifte bekendtskab med en holdsport.

I så fald ville de have lært, at man kun kan skabe resultater, hvis man kæmper sammen med sit hold, og arbejder sammen for at maksimere holdets præstationer. I en holdsport vil man altid fokusere på at stå sammen – og skarpt fokusere på at slå dem ovre på den anden side af midterlinjen.

Når man hører og læser historier fra den socialdemokratiske gruppe, er det vist tydeligt at der bruges ualmindelige store mængder energi på intern positionering og pleje af ego-behov. De evindelige socialdemokratiske kaffeklubber er en tydelig illustration af, at egne interesser kommer før holdets interesser.

Tænk hvis de brugte al den energi på at slå de andre – i stedet for at bekæmpe hinanden. Tænk hvis de arbejdede sammen som et hold og udnyttede hinandens styrker, og fik hinanden til at stråle. Tænk hvad de kunne have lært, hvis de havde brugt lidt tid på en holdsport.

Men sådan tænker de ikke. Antorini er nu godt i gang med at nationalisere en århundrede gammel dansk tradition for et idræts- og foreningsliv ved siden af skolen. Og på en enkel og meget effektiv maner fik hun skubbet hele forenings-Danmark fra sig. På vej ind i et valgår virker det ikke som verdens klogeste træk.

Dansk Håndbold Forbund har i dag kommenteret på ministerens udtalelse.

Opdatering tirsdag den 17. september: Antorini trækker i land på Facebook

Antorini har tirsdag morgen klogeligt forsøgt at kvalificere artiklen fra DR. På hendes Facebook profil forlyder det nu, at hun er blevet udsat for en journalistisk stramning, og at det selvfølgelig ikke er “et enten-eller, men et både-og.” At foreningslivet skal ind i skolen, og at skolen skal ind i foreningslivet. Dog må vi forstå, at et citat som dette fra artiklen står til troende:

– Det kan jo være, at de får nogle andre aktiviteter, som de synes er super spændende sammen med deres skolekammerater. Og det er jo et okay frit valg, om man vil lave nogle ekstra fritidsaktiviteter, eller man føler, at det er godt dækket ind i løbet af skoledagen, siger Christine Antorini.

Det er naturligvis en god intention, hvis skolerne samarbejder med foreningslivet, og at flere børn får lejlighed til at prøve forskellige aktiviteter og sportsgrene. Men at tro at skolen kan levere bare en brøkdel af det, som klubber og foreninger kan, viser hvor lidt føling ministeren har med, hvad der sker ude i foreningslivet.

Det ville klæde Antorini at erkende, at klubberne og foreningerne kan noget helt specielt, som skolen ikke kan og aldrig vil kunne. Derude i virkeligheden hvor venskaber, identitet og oplevelser bygges i et fællesskab.

Se ogsåDen sure, midaldrende mand og håndbolden.

Comments
4 Responses to “Da Antorini lagde sig ud med hele Foreningsdanmark – kommentar”
  1. Per Holm says:

    Uha Christine Antorini – du er givetvis vokset op i et hjem med klaver, hvilket der naturligvis ikke er noget galt i. Men idræts- og foreningsliv har tydeligvis aldrig været en del af din dagligdag. Det er en OMMER. Få venligst meget hurtigt fundet en løsning, hvor skole og fritidsliv kan følges ad.

  2. Lars Nybo says:

    Tak – og helt korrekte pointer. Dertil kan man overveje 1) hvis børn skal være i skole hele dagen og være aktive minimum 1 time (uden frikvarterer som nu er omdannet til aktivt grønt spor), hvor meget energi vil de så have til at engagere til i idrætsklub/kunne træne ?!? 2) hvis vi tager total ansvar for motion og ikke lærer børn selv at finde på aktiviteter og opsøge idrætstilbud, hvor står de så når de er færdige med at være skoleelever – skolen skal uddanne til livet, men ikke tage ansvar væk.

  3. ano says:

    Skam dig

  4. Anna says:

    Nu skal man heller ikke glemme alle de andre foreninger. Foreningslivet i Danmark er langt større end “bare” idræt. Jeg ved godt at det tæller en stor procentdel, men der er masser af andre der også bliver ramt.
    Det er heller ikke alle frivillige, der kan inkluderes i skolen, hvor gerne vi end vil vores foreninger, så er der simpelthen noget der hedder arbejde eller studie, som må komme i første række!
    Foreningslivet i Danmark har helt sikkert givet mig et kæmpe netværk i Danmark og en masse ressourcer, som jeg ikke vil have fået i skolen. Så jeg vil være ærgerlig over at se traditionen blive ødelagt, fordi der ikke er medlemmer nok på sigt!

Leave A Comment

%d bloggers like this: