En hvislende granat fra Aberdeen

nirvana

Artiklen er tidligere bragt i Gaffa i forbindelse med en serie om 90’erne. Her bragt i forbindelse med 20-året for Cobains død.

Jeg er begyndt med en ramponeret blyant og alle mulige forklaringer og umulige historier inde i hovedet. Og jeg tror der skal komme et eller andet ud af det, men der er kun disse historier i et grumset perspektiv, og så mit koparrede hoved. Jeg sidder her og prøver at forklare et eller andet jeg gør eller har gjort med forhold X, og når jeg så er nået dertil, så prøver jeg at forklare X med Y, og sådan fortsætter jeg, indtil jeg får en kolossal hovedpine.

Det er ikke så meget at gøre godt med, når alt kommer til alt, så jeg holder en lille pause, og ser mig omkring i mit rum. Henover min nethinde udfolder sig et særpræget scenario. Gamle lysbilleder og smalfilm flimrer forbi mig i unaturlig hastighed og gulnede farver. Så prøver jeg at samle mig.

Først og fremmest er der lyden. Der var hele tiden biler. Biler der skulle ud af byen, biler der skulle ind til byen, og biler der bare kørte rundt på vejen. Biler, hele tiden biler. Når det regnede, kunne man ligefrem sige, at det var lyden af ‘hjulene, der klistrede til vejen, og når det blev vinter ‘skøjtede de rundt på en spejlblank gade’. Og så kom saltbilerne fra kommunen. Men de var der, bilerne, og det holdt aldrig op, ligesom en motorvej umuligt kan blive ensom.

Jeg savner bilerne nu. Biler er liv. Biler er mennesker, der bevæger sig. Biler er blomster på vej til Grøntorvet, ægtepar der skændes om det andet ægtepar, de lige har besøgt, mænd der taler i mobiltelefon, busser fyldt med folk og dug på ruden, og fuldskab på vej hjem i en taxa.

Men der kom andre og nye lyde til. I løbet af 1991 skete der et eller andet med lydene, der kom til at række langt ud i tiden, selvom det måske ikke var meningen. 1991 var året med Red Hot Chili Peppers ‘Blood, Sugar, Sex, Magik’, U2s ‘Acthung Baby’, Metallicas såkaldte ‘Black Album’ og Pearl Jams ‘Ten’. Og så var der endelig Nirvanas ‘Nevermind. Deres lyde kom som en hvislen fra et granatnedslag, der umuligt kunne forudsiges.

Jeg husker meget klart første gang jeg så og hørte Nirvana.

Det var selvfølgelig på MTV, mens jeg stod og ventede på en pizza en søndag aften med alt hvad en ung mand kan oparbejde af utilpassethed med verden på denne specielle ugedag. Det var mørkt efterår, og jeg ville allerhelst bare have min pizza og så sørge for at komme hjem til lidt cola og ensomhed. Og der stod de så i en gymnastiksal og sang om en deodorant, der lugtede ilde. Jeg ved godt det virker lidt åndssvagt her i bakspejlet, men jeg må indrømme, at min første indskydelse var, at det mindede om noget Police lavede i deres tidlige år. Altså ikke ligefrem noget hvislende granatnedslag. Men det skulle ændre sig. De nye lyde skulle komme til at stå anderledes klarere.

Kort efter dette nedslag var jeg til en fest på Vesterbro i København. Til noget så usædvanligt som en privat fest i en tre-etagers ejendom. Vi kendte ikke rigtig nogen, men mødte gladeligt op alligevel. Og der stod vi så, midt i København med en øl i hånden, og det var som om noget gik i opfyldelse. Jeg var fængslet, og det skyldtes nok, at de havde sat nogle tv-skærme op, der kørte en kamp fra French Open i tennis, men der var noget galt med farverne, så det røde franske grus var grønt og Wimbledon-agtigt.

Mens der blev danset til noget, jeg ikke havde hørt før (techno fandt jeg ud af), stod jeg og prøvede at gætte mig til hvilken kamp det var, og så pludselig kom der denne her nye lyd ud. Territorial Pissings var dens navn, og folk væltede pludselig rundt i hinanden. Faldt, kom op igen, væltede med skuldrene mod hinanden, faldt igen, væltede videre og svedte. En energiudladning, jeg aldrig havde set før. Den var næsten total, og helt naturligt var jeg placeret som tilskuer med det grønne grus i øjnene og piskesmæld i ørene.

Det blev aldrig helt det samme derefter. Det grønne grus, de nye lyde, energien. For første gang helt hjemme.

Jeg tror i øvrigt ikke helt, der var nogen, der rigtig forstod, hvad der skete den gang Nirvana pludselig slog sig ud fra garagen i Aberdeen og ind i ørene på os. Det var vel bare tilfældigheden, der spillede med, og dog har jeg aldrig helt forstået Cobains forundring over egen popularitet. Han var jo bare et skilsmissebarn fra en middelklasseforstad, og hvem fanden er ikke det?

Leave A Comment

%d bloggers like this: