JFK – en fremragende inspirator og ikon. Kronik i Jyllands-Posten i anledning af 50-året for mordet på JFK

Præsident John F. Kennedy er blevet et ikon for en tid af håb, og selv om ikonet ikke altid svarer til virkeligheden, fastholder det fascinationen og placerer Kennedy meget centralt i vores fælles bevidsthed. 

Mordet på John F. Kennedy i 1963 er en af de globale begivenheder, alle har et forhold til. Begivenhederne i Dallas er blevet kaldt ”9/11 for bedsteforældre”, og alle med den rette alder kan huske præcis hvor de var, den fredag aften da Kennedy blev myrdet i Dallas.

Mordet på JFK er blevet en arketypisk forklaringsmodel på ethvert politisk mord med enlige attentatmænd som syndebukke for store og ondskabsfulde sammensværgelser, hvor intet er hvad det giver sig ud for. I den verden er der ikke langt fra Lee Harvey Oswald til Christer Petterson og fra FBI til Säpo. I den verden havde Kennedy med sikkerhed en affære med Marilyn Monroe, hvorefter hans bror slog hende ihjel. I den verden blev Kennedy dræbt som en anden Cæsar af folkene omkring ham, fordi han som en hellig fredsdue ville stoppe en krig i Vietnam.

Halvtreds år er nu gået siden de ulykkelige dage i Dallas, og mordets fascinationskraft har så sandelig ikke fortaget sig med tiden. Men måske er det også tid for at se igennem alle myterne og betragte Kennedy og de ulykkelige begivenheder i Dallas mere klart og nøgternt. Det har præsident Kennedy efterhånden fortjent.

President John F. Kennedy outside the Oval Office.

Kennedy er blevet et ikon for en tid af håb, og selv om ikonet ikke altid svarer til virkeligheden, fastholder det fascinationen og placerer Kennedy meget centralt i vores fælles bevidsthed. Med hans bror Robert og borgerretsforkæmperen Martin Luther King har vi efterhånden et helligt triumvirat af unge, døde helte.

Og når politiske skikkelser indhylles i et mytisk skær, skaber det også grobund for en modmyte. Hvor der bygges et mytisk Camelot med ædle, unge riddere omkring oplysningens bord, skabes der også samtidig grobund for et Shamelot, hvor præsident Kennedy skyder speed og knalder prostituerede i poolen under Det Hvide Hus.

Det var præsidentens enke Jacqueline, der i et berømt interview kort efter mordet fortalte om musicalen Camelot, som hendes mand havde nydt. Deraf opstod myten om de renfærdige sjæle, der ville gøre verden til et bedre og mere fredfyldt sted at være. Et sted, hvor mennesker sættes fri, et sted hvor supermagter nedruster og søger dialog, et sted hvor sociale forskelle bliver mindre, og hvor det nytter noget at bruge sit liv på at tjene et større formål end at rage til sig. Det var det håb, præsident Kennedy plantede i en hel genration med sin berømmelige indsættelsestale i 1961 og de berømte ord til sine amerikanske medborgere: ”Spørg ikke hvad jeres land kan gøre for Jer – spørg hvad I kan gøre for jeres land.”

Den myte er kraftfuld. Så kraftfuld at demokratiske præsidentkandidater ved gentagne lejligheder har brugt den aktivt i deres forsøg på at vinde Det Hvide Hus. I 1992 brugte Bill Clinton med stor behændighed et foto af hans møde og håndtryk med Kennedy som ung mand fra Arkansas på besøg i Washington. I 2004 fik vi alle billedet af John Forbes Kerry (JFK) ombord på sejlskibet Manitou i 1962 med præsident Kennedy.

I 2008 nåede mytologien nye højder, da Caroline Kennedy og senator Ted Kennedy på en række møder gave kandidat Barack Obama deres opbakning. Med en reference til præsident Kennedys indsættelsestale sagde Ted Kennedy, at faklen nu var givet videre til Barack Obama. Han var nu den retmæssige arvtager til hans storebrors trone. Det fik Obamas modkandidat Hillary Clinton til tørt at bemærke, at hvis Obama var Kennedy, så havde hun ingen problemer med at være den Lyndon Johnson, der fik tingene gjort og borgerretslovene vedtaget.

På samme måde kan man også bruge præsident Kennedys private fejltrin som et evigt spejl på liberale, demokratiske politikere, der født med guldskeer i munden og opvokset på de fineste skoler i verden lever et promiskuøst liv langt væk fra almindelige menneskers hverdag. Derfor lever modmyten om Kennedys Shamelot side om side med drømmeslottet Camelot.

Præsident Kennedys eftermæle er en del af den aktuelle politiske kamp, og synet på Kennedys død og begivenhederne i Dallas i 1963 er samtidig blevet en markør i det politiske landskab i USA. De fleste amerikanere tvivler på, at Lee Harvey Oswald handlede helt på egen hånd, da Kennedy blev skudt i Dallas den 22. november 1963, og for mange har det været nemt at rejse fundamentale spørgsmål ved Warrenkommissionens konklusion om, at Oswald alene affyrede de dræbende skud mod Kennedy. Det er ligeledes relativt enkelt at udpege en oven i købet meget stor personkreds, som alle havde et aldeles udførligt motiv til at ville af med Kennedy. Men fra disse konstateringer og til at kunne gennemføre en retssag med holdbare beviser, eller blot et definitivt fældende stykke researcharbejde om en konspiration, er der meget langt.

Men med den medierevolution, vi har oplevet i de seneste ti år, er det nu meget enkelt at finde intime billeder af Kennedy med Monroe eller af hidtil skjulte skytter på Dealey Plaza i Dallas. Problemet er bare, at de er fabrikerede. Men hvad gør det, når de forstærker den myte, vi allerede tror på?

Halvtreds år efter skuddene i Dallas er tiden kommet for at se mere nøgternt på begivenhederne i Dallas og på Kennedys præsidentperiode.

På trods af de mange spørgsmålstegn, man kan sætte ved de officielle forklaringer på mordet, er det fortsat overvejende sandsynligt, at Lee Harvey Oswald var den enlige morder på Dealey Plaza den 22. november 1963.

Oswalds handlinger i dagene omkring mordet bemærkelsesværdige. Netop denne weekend valgte Oswald at tage hjem til sin kone Marina på en torsdag, hvorefter han fredag dukkede op på arbejde med ”gardinstænger”. At Oswald lagde sin vielsesring og størsteparten af sine penge på natbordet til Marina, turde antyde, at noget skæbnesvangert skulle udspille sig den fredag.

De tekniske beviser i sagen peger i entydig grad mod Oswald. Vi ved, at der blev affyret skud fra 5. sal på Skolebogslageret. En skytte blev set af et vidne, og på 5. sal fandt politiet en italiensk 6.5 mm Mannlicher Carcano og tre brugte patronhylstre. Kuglerester fra limousinen blev sporet til netop den riffel. Denne riffel tilhørte Lee Harvey Oswald, og han er den eneste person, der af vidnerne i Skolebogslageret kan placeres på 5. sal på tidspunktet for mordet.

Sluttelig bærer Oswalds handlinger efter mordet præg af at være udført af en person, der var på flugt fra en ugerning, og som endte i drabet på politibetjenten Tippit. Oswald prøvede igen at trække sin pistol under sin arrestation, og da han først var i politiets varetægt, blev han taget i gentagne løgne.

Oswalds korte livsforløb fortæller en uendelig trist historie om et rodløst individ på jagt efter en plads i historien og med viljen til at anvende vold til at opnå det mål. Et liv af afvisninger. Da han vendte tilbage fra Mexico City med endnu en uforrettet sag, var situationen desperat. Men et præsidentbesøg på en rute lige forbi hans nye arbejdsplads gav ham mulighed for at træde ind i historien og gøre Kennedy til en af historiens unge, døde martyrer.

I meningsmålinger kommer Kennedy ofte ud som en af amerikanernes foretrukne præsidenter ved siden af Roosevelt og Lincoln. Der hører han mildest talt ikke hjemme. Han kom katastrofalt af sted med Svinebugten og armlægningen med Khrustjov om Berlin i sit første præsidentår. Og han var bestemt ikke på forkant med den borgerretsbevægelse, der kom til at præge årtiet på den hjemlige front. Der skulle en gudbenådet parlamentariker som Lyndon Johnson til, før de nye borgerretslove kunne vedtages.

Men Kennedy viste omvendt stor kløgt og dømmekraft på det farligste tidspunkt under Den Kolde Krig i hans andet embedsår under Cubakrisen. Hans vision om en ”new frontier” inspirerede en generation, og hans ungdommelighed sparkede 60’ernes kulturelle revolution i gang. En af de store præsidenter var han langt fra. Men med blot tusind dage i Det Hvide Hus vil han blive husket som en fremragende inspirator og et ikon for et håb om en bedre verden. Det er heller intet dårligt eftermæle.

kronik jp 22 nov 2013

Comments
4 Responses to “JFK – en fremragende inspirator og ikon. Kronik i Jyllands-Posten i anledning af 50-året for mordet på JFK”
  1. Troels Vesterlund says:

    Hvorfor er du stoppet med at nævne de uomtvistelige faktorer, der peger på mere end kun en gerningsmand, i dine offentlige interviews?

  2. Flot kronik og jeg kan kun erklære mig helt enig.

    VH

    Knud Jeppesen

Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. […] Kronik “JFK – en fremragende inspirator og ikon” i Jyllands-Posten  […]



Leave A Comment

%d bloggers like this: