Den unge mand og hadet – fra Lee Harvey Oswald til Dzhokar Tsarnaev

Tragedien i Boston i den forgangne uge viste endnu en gang, hvad kombinationen af frustrerede unge mænd og nem adgang til våben kan afstedkomme. Fra Lee Harvey Oswald til Dzhokar Tsarnaev er det den triste historie om ensomme mænd med svigtede drømme og frustrationer, der ender i voldelig afmagt.  

OswaldinMinsk

Når man læser om det korte liv, der blev Kennedys formodede morder Lee Harvey Oswald til del, sidder man undervejs med en uhyre trist følelse i kroppen. Den formodede præsidentmorders tilværelse blev kort og tragisk, og som med så mange andre unge mænd valgte han at tage andre med sig ind i sin tristesse.

Fælles træk i de individuelle tragedier

Fra Oswald til brødrene Tsarnaev er der en række fællestræk, der ikke nødvendigvis gør det nemmere at spotte dem på forhånd, men som på bagkant af deres forbrydelse udviser et tydeligt mønster for disse vrede unge mand.

  1. De kommer meget sjældent fra en stabil kernefamilie.
  2. De er intelligente og interesserede i samfundsforhold, men savner en mere formel viden og forståelsesramme. Derfor er de ofte til fals for enkle, konspiratoriske forklaringer på fænomener i samfundslivet.
  3. De søger efter mening og succeser – oven på (ofte en serie af) afvisninger, nederlag og bristede drømme.
  4. De finder til sidst mening og forløsning for deres frustrationer i en voldelig ideologisk idé, der giver dem en plausibel undskyldning for den voldshandling, der skal bringe dem forløsning. Oswald fandt det i et hjemmebrygget opkog af socialistiske paroler, der først fandt sin forløsning, da præsident Kennedy kom forbi hans arbejdsplads. For Timothy McVeigh fandt han mening i mødet med våbenfanatikere med had til den føderale regering – med tragedien i Waco som den udløsende faktor.

Voldskultur og adgang til våben

Vrede, frustration og afmagt er ikke nødvendigvis nye følelser for unge mænd. Når man f.eks. læser og hører om Eric Harris og Dylan Klebold, der stod bag massakren på Columbine High School, hvor tolv elever og en lærer blev mejet ned, hører man historien om to outsidere der forsøger at passe ind, men til sidst vender deres frustration mod deres umiddelbare omgivelser.

Deres oplevelser kan genkendes af de fleste teenagere. Hvem har ikke i en mørk stund drømt om at sprænge sin skole i luften?

Eric_Harris

Den helt store forskel er den nemme adgang til våben, der netop nu diskuteres igen i USA oven på massakren i Newton. Der er ikke noget specielt usædvanligt ved unge mænd, der ikke hører til. Men der er noget usædvanligt ved den nemme adgang til våben af alle slags – og til en opvækst, hvor våben var en naturlig del af hverdagen. Det gjaldt for Oswald, som det gjorde for drengene i Columbine, og som det gjorde for Timothy McVeigh, der stod bag bomben i Oklahoma City.

mcveigh

For McVeigh var det hans bedstefar, der blev det samlende punkt i en kaotisk opvækst. De to tog på jagt sammen og ud og skyde i skovene i staten New York. Så da føderale styrker angreb i Waco, blev det for McVeigh et angreb på retten til at bære våben. Det blev den sag, han kunne bruge til at ventilere hans vrede og frustration efter at have deltaget i den første Golfkrig – for derefter at opleve det nederlag at måtte give op ved optagelsen til specialstyrkerne.

 

På jagt efter en undskyldning for at tage andre med sig i døden

Dzhokar Tsarnaev og hans ældre broder Tamerlan Tsarnaev er desværre blot de seneste eksempler på vrede, unge mænd på jagt efter en undskyldning for at tage andre mennesker med sig i døden. Som deres onkel så enkelt udtrykte det: “De har altid været nogle tabere.”

Måske vil Dzhokar Tsarnaev fortælle, at bombningerne ved Bostons marathon skete for Allah, eller for muslimer i Tjetjenien. Og det vil vi kunne tolke en masse på.

Men i sidste ende viser også angrebet i Boston, at frustrerede unge mænd i en voldskultur og med adgang til våben udgør en evigt dødelig opskrift på nye tragedier.

manhunt-boston

Leave A Comment

%d bloggers like this: