Det åbne amerikanske sår – kronik i Jyllands-Posten i forbindelse med Lincoln og Django Unchained

Django Unchained i kronik fra Jyllands-Posten

To nye film med premiere i Danmark gnider salt i det amerikanske samfunds åbne sår. Lincoln og Django Unchained sætter på hver deres måde slaveriet og Den Amerikanske Borgerkrig til debat.

Det er to markante amerikanske film, der nu kommer til Danmark med kufferten fyldt af Globen Globes og Oscar-nomineringer. Det er samtidig to film, der tager fat på en kontroversiel del af den amerikanske historie, og som fra hver sit helt forskellige udgangspunkt tager livtag med det amerikanske mareridt, slaveriet og den amerikanske borgerkrig bragte med sig. Et mareridt der stadig trækker spor hen over den amerikanske bevidsthed.

Mesterlige filmskabere som Quentin Tarantino og Steven Spielberg er som regel værd at se. Deres filmsprog er mildest talt ikke enslydende, men de har begge kastet sig ud i den store fortælling om USA i midten af det 19. århundrede. Og det er der kommet to meget spændende og meget forskellige film ud af.

Næste år kommer oven i købet filmen ”Twelve Years a Slave” af Steve McQueen og med Brad Pitt om slaven Solomon Northup, der som en fri sort mand fra New York, endte som slave i syden.

Det ligner en tendens. Men det er en ny tendens. For skønt borgerkrigen og slaveriets ophævelse indeholder uendeligt dramatisk materiale, har det ikke tidligere været nemt at få bragt de historier ud til et stort publikum.

En ubehagelig historie

Den amerikanske historiker og professor ved Yale Universitetet David Blight har i femten år forgæves forsøgt at rejse penge til en film om Frederick Douglass, der flygtede fra livet som slave og blev den fremmeste sorte leder i den bevægelse, der til sidst fik ophævet slaveriet. En dramatisk og rørende historie der endnu mangler at blive fortalt i det store format. Det gælder også for historiske figurer som Dred Scott, der bragte sin sag som slave for Højesteret, og Harriet Tubman der arrangerede sikre ruter nordpå for flygtede slaver.

Historien om slaveriet og den delte nation er ikke nem at fortælle. USA blev skabt ud af de største frihedsidealer, men indeholdt fra sin fødsel det indlysende paradoks, at den frihed ikke gjaldt for de over fire millioner slaver, der boede i USA op til den endelige konfrontation i 1860.

Paradokset var der fra starten, og forfatningens fædre måtte indgå det mærkværdige kompromis, at disse slaver blev nægtet alle rettigheder men indgik i folketællingerne som 3/5 menneske. Disse kompromiser fortsatte frem mod valget af Abraham Lincoln som ny præsident i 1860.

I de 72 år mellem George Washington og Abraham Lincoln sad en slaveejer i Det Hvide Hus i halvtreds af de disse år. Af de resterende præsidenter, der ikke var slaveejere, blev ingen genvalgt som præsidenter. Slaveriet var denne ”særegne institution”. Et smertefuldt og åbent sår, der fortsat deler amerikanerne.

Historien om slavernes frigivelse

Spielberg har efter mange års forberedelse kastet sig ud i den store fortælling om den amerikanske histories store præsident Abraham Lincoln. Instruktøren har valgt at fokusere på de sidste fire måneder af Lincolns liv – og på slagsmålet om at få det trettende tillæg til forfatningen vedtaget. Det er historien om Lincoln som den store statsmand, der frigiver slaverne og brændende arbejder for at samle nationen.

Midt i den blodige amerikanske borgerkrig, der kostede omkring 600.000 amerikanere livet, udstedte Lincoln i 1862 efter slaget ved Antietam den såkaldte emancipationserklæring, der frigav slaverne i de krigsførende sydstater. Et genialt træk der gav krigen en moralsk begrundelse, og som gjorde indsatsen til det endelige opgør med slaveriet i syden.

Slaget ved Antietam den 17. september 1862 er fortsat den blodigste dag i amerikansk historie. Men det blev samtidig det afgørende vendepunkt Lincoln kunne bruge til at erklære total krig mod slaveriet. Fra da af fik frigivne slaver våben i hånden, sådan som Frederick Douglass havde ønsket det.

Efterhånden som krigen nærmede sig sin afslutning, og de sejrrige nordstater begyndte at sætte sig på syden, greb Lincoln øjeblikket. Godt nok havde han givet slaverne fri i syden med emancipationserklæringen. Men Lincoln ønskede at sikre den sorte befolknings frihed med et egentligt forfatningsmæssigt forbud mod slaveri.

Det blev imidlertid en hård kamp for Lincoln at få tillægget igennem en skeptisk kongres, hvor tillægget blev vedtaget med mindst mulig margin i Repræsentanternes Hus.

Det er det drama, Spielberg har sat sig for at fortælle. Og det er præcis den historie, amerikanerne elsker at høre. Lincoln i 1865 er nemlig historien om statsmanden, der havde potentialet til at blive den store nationale healer, men endte med at lide martyrdøden for en attentatmands kugler. National storhed og tragedie.

Men historien om den Lincoln, der helt ind i 1862 prøvede at kolonisere de sorte tilbage til Afrika, er knap så nem at fortælle. For sådan er historien om slaveriet. Nok prøver Spielberg i optakten til hans epos om Lincoln at brande ham ved siden af Gandhi og Martin Luther King. Men når det heltekvad er sunget, står en langt mere kompliceret sandhed tilbage.

Et åbent sår

Kampen om slaveriet i den amerikanske borgerkrig var bogstavelig talt en kamp mellem brødre, hvor familier blev splittet midt over og mødte hinanden i kamp til døden på krigens mange slagmarker. Og da syden endelig overgav sig i 1865, begyndte en kamp om de sortes rettigheder, der kom til at vare hundrede år, og som stadig sætter sit præg på det amerikanske samfund.

Lincoln nåede aldrig at lede den genopbygning af nationen, han havde drømt om. I stedet blev det fjolset Andrew Johnson, der pludselig sad i Det Hvide Hus, og ingenlunde havde lyst til at gennemtrumfe markante ændringer af de sortes forhold i syden. Slaveriet var formelt opgivet, men fortsatte reelt.

Hvis man tror, at borgerkrigen er slut og genopbygningen af syden gennemført, skal man bare kaste et blik på præsidentvalget sidste år og sammenligne staternes stemmeafgivelse med Lincolns valg i 1860. USA er i stadig stigende grad delt omkring de selvsamme grænser, der fik elleve sydstater til at trække sig ud af unionen efter Lincolns valg til præsident. Slaveriet gør stadig ondt alle steder, og det er tæt på umuligt at behandle emnet, fordi man skal balancere mellem en række svære hensyn. Man kan ikke tvære sydens skam rundt i ansigtet på krigens tabere. Og man kan ikke behandle emnet, uden en helt særlig følsomhed over det sorte Amerika, der igennem århundreder er blevet udsat for ufattelige lidelser. Alene brugen af n-ordet udgør i sig selv en fortælling om USA før og nu.

Den store hævn

Og midt i hele kommer så Quentin Tarantino ind fra videobutikken og gnider salt i såret med hans ”Django Unchained”. Det er så nemt at træde ved siden af. Så selvfølgelig er det Tarantino, der skal vade rundt i alle de følsomme emner.

Som vanligt hos Tarantino er der tale om en meta-fortælling med reference til både spaghetti-westerns, blaxploitation og hans egne film. Derfor kan han lade Hans Landa fra ”Inglourious Basterds” fungere som dusørjæger med tysk accent i et USA på vej i borgerkrig. Han kan forvandle den seje Jules Winnfield fra ”Pulp Fiction” til en Onkel Tom fra helvede. Og endelig kan han introducere Jack Dawson fra ”Titanic” som alle tiders værste plantageejer – og indehaver af denne fantastiske replik: ”Why don’t they just rise up and kill the whites?”

Med ”Inglourious Basterds” udlevede Tarantino den ultimative jødiske hævn-fantasi og lod undervejs en Gestapo-officer causere over det amerikanske slaveri. Nu er tiden kommet til at udleve en anden fantasi om hævn.

Det er ikke gået stille af. Optagelserne foregik bl.a. på en tidligere slaveplantage, og da skuespillerne mødte op til optagelse, blev de mødt af sorte statister, der allerede var i gang med at plukke Louisianas bomuld, mens den hvide instruktør sad og hyggede sig med en kold drink.

Filmen er blevet mødt med store roser – men også med en helt forudsigelig kritik. Instruktør Spike Lee var hurtigt ude og angribe Tarantino for at bruge n-ordet. Og hovedrolleindehaveren Jamie Foxx gerådede sig ud i et uvejr, da han som Django sagde, at det var fedt at få lov til at dræbe hvide og få penge for det.

Ironien er selvfølgelig, at fordi Tarantino går så direkte til værks, er det pludselig muligt at vise og fortælle historien, som ingen andre har gjort det før. På sin skæve og svært underholdende facon vælter han lige ind i historien og gør det muligt for os andre at se og genopleve denne mørke og betændte del af amerikansk historie helt klart. Det er en stor bedrift.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten den 28. januar 2013. Læs hele kronikken her på jp.dk.

Django Unchained i kronik fra Jyllands-Posten

Kursusrække med professor David Blight fra Yale University

Det kan anbefales at følge professor David Blights kursus “The Civil War and Reconstruction Era, 1845-1877” fra Yale University’s serie Open Yale Courses. Blight er en af periodens fremmeste historikere – og tillige en fremragende formidler.

Se den første forelæsning herunder og download resten her:

 

Django Unchained

Quentin Tarantionos “Django Unchained” havde dansk premiere den 24. januar 2013.

Lincoln

Steven Spielbergs “Lincoln” har dansk premiere den 30. januar 2013.

Comments
One Response to “Det åbne amerikanske sår – kronik i Jyllands-Posten i forbindelse med Lincoln og Django Unchained”
  1. Thank you a lot for giving everyone an extremely brilliant possiblity to read articles and blog posts from this site. It can be so beneficial and also stuffed with a good time for me and my office mates to search your blog at the very least three times weekly to read through the fresh guides you will have. Of course, I’m so usually impressed considering the breathtaking suggestions served by you. Some 1 points in this posting are certainly the best I have had.

Leave A Comment

%d bloggers like this: