En absolut nøglekamp: Før Danmark – Sverige ved EM i kvindehåndbold 2012

Tirsdagens opgør mod Sverige er en absolut nøglekamp for det unge danske hold ved EM i Serbien. Med en sejr kan holdet flyve videre fra Möbelringen Cup og stort set ind i mellerunden. Med et nederlag får de en hurtig mulighed for at skulle vise, at de kan præstere under stort pres. 

For ikke så længe siden var et opgør ved et mesterskab for et dansk kvindehold en nogenlunde smal sag. Men det svenske hold fik et gennembrud ved EM i Danmark for to år siden, og er ingenlunde et hold, man kan forvente at vandre hen over.

Danmark bør dog stå med de bedste kort på hånden tirsdag aften i Serbien. De kommer med en frisk og pænt overbevisende sejr over Sverige ved Möbelringen Cup. Men et er træningskampe. Noget helt andet er som bekendt slutrunder med stort pres. Det svenske spil styres af de to Viborg-profiler Isabelle Gulldén og Johanna Ahlm. Gode, all-round spillere med stor håndboldforstand. Men måske ikke spillere med afgørende spidskompetencer.

Dem har skytten Linnea Torstenson, der nu er kommet til Krim fra dansk håndbold. Hun besidder de kvaliteter, der kan afgøre en håndboldkamp. I Norge var hun helt fraværende oven på en skadespause, og landstræner Jan Pytlick var meget klar i mælet, da han bad sine spillere lige se, om hun overhovedet havde tænkt sig at skyde. Det havde hun ikke.

Men man kan godt være en smule ængstelig for, at det kun var spil på skrømt for Linnea Torstenson. Hun kunne nemlig godt skyde mod Norge. Så det er et godt bud, at Torstenson kommer til at volde vort hold og unge målvogtere store vanskeligheder, hvis hun bliver bragt frem til skud.

Efter den svenske skuffelse ved OL valgte Per Johansson at takke af som svensk landstræner. Efter ham har Torbjörn Klingvall taget over. Han er vokset op i Drott og med Bengt Johansson, og det er en rutineret og dygtig mand, Sverige har i spidsen for holdet. Han har muligvis holdt sig lidt tilbage ved kampen i Norge for ikke at vise hele arsenalet. Og han har helt sikkert taget notits af de mange indspil til stregen, som for alvor er kommet ind i spillet.

Fokus er på det danske spil

Med Pytlicks nye, unge vilde hold er modstanderne måske i virkeligheden ikke så pokkers interessante. Den gamle kliché om at “spille sit eget spil” giver for en enkelt gangs skyld mening. Det handler nemlig om at få fart og flow i spillet og benene. Filosofien er: Lad bare Torstenson score ti mål. Hvis bare vi får løbet med dem hele kampen, vinder vi alligevel. Det skal gå stærkt, og der vil blive begået fejl undervejs. Men spillestilen har bestået sin prøve i efterårets træningsturneringer. Gør den også det mod Sverige, har holdet og Pytlick den endelige bekræftelse på, at man har fundet en ny og holdbar spillestil.

Det er ganske rigtigt blevet understreget, at forventningerne bør være beskedne, og at træningskampe bare er træningskampe. Det er alt sammen rigtigt. Netop derfor er en åbningskamp mod Sverige den absolutte chance for at cementere mulighederne i det nye hold. Der skal nok komme en masse udfald. Men kommer de godt fra start, kan vi for alvor tale om en ‘genfødsel’ af de danske kvinder.

Ved EM for to år siden så hele 1.987.000 danskere med, da Danmark spillede mod Rusland. Midt i æbleskiverne er danskerne klar til at se håndbold. Nu træder det unge hold for alvor ind i stuerne. Presset er stort, opmærksomheden er på de unge spillere som aldrig før. Men kommer de godt fra start i Nis, kan de komme op og ride på en bølge, der kan bære dem langt. Derfor er kampen mod Sverige en nøglekamp.

Mere EM

 

Leave A Comment

%d bloggers like this: