Før den første præsidentielle debat – genoplev Nixon mod Kennedy

Nixon og Kennedy i debatten i 1960

På fredag mødes Romney og Obama til den første af tre debatter. Duellen finder sted på The University of Denver, og udgør efter alt at dømme en alt-eller-intet chance for Romney.

Obama har et klart forspring på dette tidspunkt, og republikanerne bruger tiden på at forklare, at målingerne er forkerte, og at Jimmy Carter i øvrigt førte på dette tidspunkt i 1980. I et gennemsnit over de seneste meningsmålinger er Obama nu oppe med 3,5 procentpoint. Derfor skal Romney vende billedet i den første debat og følge det op med aggressive tv-kampagner i sving-staterne. Ingen skal tro, at løbet er kørt. Amerikansk politik er en tæt kontaktsport og meget kan ske endnu.

I de afgørende svingstater er billedet imidlertid endnu bedre for Obama. Han ligger klart bedre end i 2008, hvor McCain på dette tidspunkt var foran med 1 i Ohio. Lige nu er Obama næsten foran med 6 procentpoint i Ohio. Skøny momentum er hos Obama lige nu, er der ingen tvivl om, at det bliver spændende til det sidste, og at vi for fjerde gang i træk kommer ned på helt enkelte stater sent ud på valgnatten.

De præsidentielle debatter har foregået i århundreder. Men det var først i 1960, at tv for alvor blev det medie, der kunne være med til at afgøre en valgkamp. Opgøret mellem Nixon og Kennedy på tv er blevet legendarisk, fordi det viste en ung kandidat, der tog det nye medie alvorligt, overfor en ældre og mere erfaren kandidat, der ikke ville lade sig sminke og generelt ikke tog mediet alvorligt. Det afgjorde måske valgkampen i 1960:

Da Kennedy og Nixon mødtes i den første tv-transmitterede duel i et amerikansk præsidentvalg blev det et afgørende vendepunkt i valgkampen. I alt var der fire dueller mellem kandidaterne, som alle blev transmitteret på både tv og radio.

Men det var den første, der talte for alvor, og det er interessant at notere sig, at tv-seerne efterfølgende mente at Kennedy klarede sig bedst, mens radiolytterne havde Nixon som den kandidat, der havde klaret sig bedst. Udseende og fremtræden betyder noget, og som vi alle ved, er tv-mediet utrolig magtfuldt i moderne politik. Duellerne på tv i 1960 blev første eksempel på denne efterhånden trivielle kendsgerning. Nixon havde en meget kraftig skægvækst, og derfor måtte sminkøren sminke ham ekstra for at dække over en hel dags skægstubbe. Det fik Nixon til at tage sig gammel og udtjent ud, samtidig med at han præcis på tidspunktet for tv-optagelserne kom tilbage efter nogle dages sygdom et par kilo lettere. Alt i alt fik det Kennedy til at tage sig ud som den dynamiske kandidat. Han var manden med de nye visionære idéer, og denne mere dynamiske fremtræden skulle vise sig afgørende i november 1960.

Leave A Comment

%d bloggers like this: