Det store amerikanske skakspil

Din guide til det amerikanske præsidentvalg

Glem alt om nationale meningsmålinger. Tænk i stedet på en husmor i forstæderne til Columbus i Ohio. Så er du godt på vej ind i det skakspil, der allerede er i fuld gang op til det amerikanske præsidentvalg i november.

Det amerikanske valg foregår på en lille slagmark bestående af ni svingstater, hvor Ohio og Florida igen vil vise sig afgørende. Derfor fokuserer de to kampagner massivt på at målrette deres budskaber til lige præcis de målgrupper, der kan få det til at svinge på valgdagen.

Den amerikanske tv-kommentator Tim Russert vandt i 2000 national berømmelse, da han med en lille tavle med ordene ”Florida, Florida, Florida” inden valget præcist forudsagde, hvor det ville blive afgjort. Ingen kunne vide, at han skulle få så meget ret. Det endte med at blive blot 537 stemmer i Florida, som sendte George W. Bush i Det Hvide Hus. Al Gore fik over en halv mio. flere stemmer totalt end George W. Bush. Men det var Floridas valgmænd, der gjorde Bush til præsident.

Det amerikanske valgsystem er indrettet sådan, at hver stat får tildelt et antal valgmænd afhængig af dens størrelse. Folkerige Californien har 55 valgmænd, mens staterne med færrest vælgere som f.eks. Alaska har 3. Vinder en kandidat staten, får man i de fleste starter alle valgmænd. Der skal i alt fordeles 538 valgmænd, og derfor er tallet 270 det store magiske tal i amerikansk politik, som får døren til det ovale værelse til at gå op.

Chuck Todd om billedet i dette års valg

Fire år senere kradsede Russert ordene ”Ohio, Ohio, Ohio” ned på sin tavle. Igen fik han ret. Og understregede samtidig at amerikanske præsidentvalg nu udkæmpes på meget få og skarpt definerede slagmarker.

Amerikanerne arbejder ikke som her i Danmark med kredsmandater og D’Hondts metode til en relativ mandatfordeling. Selvom landsdækkende resultater og meningsmålinger fortæller noget om den retning, amerikanerne ønsker, handler alting på valgdagen den 6. november om de stater, hvor der er egentlig kamp om valgmændene.

Den blå og røde virkelighed

Amerikansk politik har fra valget af Clinton i 1992 været delt nogenlunde midt over i blå (demokratiske) og røde (republikanske) stater, som kun meget sjældent skifter farve. Demokraterne har f.eks. vundet de folkerigeste stater Californien og New York ganske komfortabelt i over tyve år. Og siden 1980 har ingen demokrat været bare nogenlunde i nærheden af at vinde Texas.

Splittelsen mellem de blå og røde stater er dyb. Forskellen er politisk, men handler også om de værdier og den kultur, der præger vælgerne i de enkelte stater. De værdier er dybt rodfæstede, og i de stater tjener en præsidentvalgkamp derfor mest af alt til at bekræfte de holdninger, man havde i forvejen.

Tilbage er de ganske få stater på kortet, der ser ud til at kunne bevæge sig, og hvor der er reel kamp om valgmændene. Det efterlader folkerige stater som Florida og Ohio i en afgørende position. Siden 1964 har Florida valgt den amerikanske præsident hver eneste gang på nær i 1992. Ohios rolle har været endnu mere definitiv. I de seneste tolv præsidentvalg har Ohio fundet den endelige vinder.

Obama med klar fordel

På vej ind i de afgørende faser af præsidentvalget står præsident Barack Obama stærkt. Han har 201 sikre valgmænd mod Romney, der kan føle sig sikker på 191 valgmænd. Men kigger man nærmere på de seneste meningsmålinger er der reelt kun 100 valgmænd i spil, og Obama kan regne yderligere 36 valgmænd med, som ser ud til at være på vej til ham.

Obama er således godt på vej mod de 270, og hvis han vinder de tre mindre svingstater Iowa, Colorado og Wisconsin, kan han formentlig tillade sig at tabe Florida og Ohio. Det er et godt udgangspunkt for den siddende præsident.

Men det store skakspil er først begyndt. I langt de fleste stater kan det stort set ikke betale sig at føre valgkamp. Men i omkring ti stater er løbet så tæt, at det er helt umuligt at forudsige udfaldet.

Karl Rove og Joe Trippi om vejen til 270 og om Romneys 3-2-1 strategi

Hvor skal der angribes?

Amerikanske præsidentkampagner handler i stadigt stigende grad om penge. Og når strategerne kigger på kortet med de farvede stater, er det en skarp overvejelse om hvor de mange penge fra valgfondene skal placeres.

I 2000 satsede George W. Bush på at der kunne være en chance i Californien. En satsning der viste sig at være penge lige ud af vinduet. Og i 2008 åbnede McCains kampagne med en strategi, der skulle bringe Missouri, Ohio, og Pennsylvania i spil og tvinge Obama til at fare rundt over landkortet som en forvirret nybegynder.

Med en bred og aggressiv strategi tvinger man modparten til at bruge penge på at forsvare sine baser. Men man risikerer også at smide penge efter noget, der alligevel ender med valgmænd til modparten. Det måtte McCain sande i 2008 og udskifte en ellers ambitiøs strategi med en mere snæver satsning i slutspillet.

Ved at vælge Paul Ryan fra Wisconsin og Mitt Romney fra Michigan har republikanerne taget sigte på to stater, der ikke er gået til republikanerne siden 80’erne. Spørgsmålet er, om det vil tvinge Obama til at kaste sig ind i en forsvarskamp for disse nordlige valgmænd.

De afgørende emner

Kampagnefolk hos både Obama og Romney har længe foretaget meningsmålinger og undersøgelser, der helt præcist udpeger, hvor slaget skal slås i dette efterår. Ikke bare på et statsligt niveau, men helt ned i de enkelte distrikter. Den viden præger allerede kommunikationen, og derfor taler begge kampagner meget direkte til en kvinde i forstaden til Columbus, Ohio som er hjemmegående i årrække med planer om at vende tilbage til arbejdsmarkedet, når børnene bliver ældre.

Republikanske målinger viser, at denne målgruppe kan svinges rundt, og at de reagerer meget positivt på Romneys seneste tv-reklame om kampen mod arbejdsløshed.

Men det er også en målgruppe, demokraterne traditionelt har godt fat på. Derfor greb demokraterne også fat i aborttossen Todd Akin med jernhånd, da han i midten af august kundgjorde at kvinder ikke kan blive gravide af en rigtig voldtægt. Hans horrible udtalelser blev på ingen tid det vigtigste punkt på den nationale agenda – ikke mindst fordi Akin kunne bruges til at anskueliggøre partiets yderst konservative syn på abort.

Det handler om politik og værdier. Men det handler først som sidst om de spørgsmål, der optager en kvinde i en forstad til Columbus. Republikanerne vil fokusere på Romneys økonomiske lederskab, og vi vil høre historien om legene i St. Lake City utallige gange. Demokraterne vil fortsætte karaktermordet på rigmanden Romney og spille sit allerbedste kort: Obamas personlige popularitet.

Begejstring er nøglen for Obama

Valget i 2008 var historisk. Ingen præsident har nogensinde fået så mange stemmer fra amerikanerne. Næsten 70 mio. amerikanere stemte på Obama. På den måde fik Obama opbakning fra 18,5 mio. flere amerikanere end George W. Bush otte år tidligere.

Nøglen til Obamas succes lå i hans historiske person som selve indbegrebet af den amerikanske drøm og bæreren om forandring, håb og fremskridt. Hans tale for 84.000 mennesker på et stadion i Denver kan og skal ikke gentages. Og Paul Ryan har en god vinkel, når han maler billedet af Hope-plakaten, der falmede med årene.

Virkeligheden rammer altid den siddende præsident med grå hår i hovedet. Men Obama kan lune sig ved tanken om, at en klar majoritet af amerikanerne kan lide ham bedre end hans rival.

Præsidentens personlige popularitet og karisma er hans største aktiv, og når det afgørende slag skal slås i Ohio og Florida bliver nøglen for Obama om han kan få folk op af sofaen og ud til stemmeurnerne igen. I forhold til Al Gore i 2000 fik han hevet yderligere 1,3 mio. demokrater af sted i Florida i 2008. Noget lignende skal han gentage i november.

Inden vi når så langt, kommer vi til at opleve en intens valgkamp over det røde og blå landkort. Men natten til onsdag den 7. november kommer vi igen til at kigge intenst på resultaterne fra Ohio og Florida.

Romney er fortsat bagud – den første præsidentielle debat den 3. oktober bliver afgørende

Politico havde i weekende historien om stort rabalder i Romney-lejren op til konventet. En artikel der minder umiskendeligt om de historier, der kom ud fra den republikanske lejr i 2008. Er de allerede i gang med at udpege syndebukke og fordele ansvar?

Meningsmålinger op til weekenden viste, at Obama fører markant i de fleste svingstater. Den kommende præsidentielle debat den 3. oktober er en debat, der efterhånden ligner Romneys sidste chance. Her skal han sætte sit afgørende angreb ind og henvende sig direkte til tvivlerne i Ohio, Florida og Virginia.

1960 var selvfølgelig en berømmelig duel. Men hvis du virkelig vil genoplive et historisk øjeblik og politisk mesterklasse, så se hvad Bill Clinton gør her i 1992:

Anbefalede links

 

 

Comments
One Response to “Det store amerikanske skakspil”
Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. […] I de afgørende svingstater et billedet endnu bedre for Obama. Han ligger klart bedre end i 2008, hvor McCain på dette tidspunkt var foran med 1 i Ohio. Lige nu er Obama næsten foran med 6 procentpoint i Ohio. Skøny momentum er hos Obama lige nu, er der ingen tvivl om, at det bliver spændende til det sidste, og at vi for fjerde gang i træk kommer ned på helt enkelte stater sent ud på valgnatten. […]



Leave A Comment

%d bloggers like this: